Lån fra Evropa eller Asien? (Eskimoernes kultiske guddomme)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Grønlandsk shamanmaske

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Eskimoernes kultiske guddomme
William Thalbitzer

III.
Lån fra Evropa eller Asien?

I 1891 udgav Fridtjof Nansen sin bog »Eskimoliv«, hvori han har viet et kapitel til undersøgelse av Grønlændernes religiøse forestillinger. Kenderen av det eskimoiske folkeliv havde her slået sig sammen med kenderen av det norske, Moltke Moe, og gennem en række paraleller av de to folks mytologiske forestillinger mente Nansen at kunne hævde forskellige grønlandske myters genetiske sammenhæng med tilsvarende i Skandinavien, mens han i andre tilfælde fandt beslægtede træk midt inde i Asien, ja i Afrika og på Fidjiøerne. »Vi finder spor til,« skriver han, »at vore forfædres optræden i Grønland ikke indskrænker sig til at ha efterladt nogle stenruiner, men har ogsaa sat sit kendelige præg i de indfødtes aandsliv.«

Når Grønlænderne tror, at »navnen« eller den avdødes sjæl træder ind i det nyfødte barn, som opkaldes, skulde dette være optaget efter den norske tro på, at »afdøde går efter navn«. Frygten for at nævne avdødes navne findes også på Shetlandsøerne, i Norge osv., altsaa er vel Grønlænderne påvirkede derfra. »Den der drukner på havet, kommer til himlens dødsrige« har Grønlænderne fået fra Norge (Telemarken). Ligets udbæring gennem bagvæggen af teltet eller husets vindu skulde i Grønland være en efterligning av den nordiske skik, at der brydes hul i væggen, forat liget kan føres ud ad den vej istedetfor gennem døren. Hvis de efterladte græder for meget over den døde, fryser denne — i Grønlændernes tro som i den norske. Rejsen til underverdenen går over en bro, der er smal som en snor eller knivsegg — dær har Grønlænderne hørt om Gjallarbroen. Ja, selve den gamle kvinde i havet, der samler sødyrene i sit hus, er ingen anden end den gyge, som Askeladden kom til med sit dyrefølge. Erhlaveersisoq (indvoldsudtageren) er identisk med de to jættekvinder Bakrauf og Rifingafla i Snorres Edda, thi hun synger om sit bukseskræv, og de to damers navne sigter til samme legemsdel. Endvidere skulde Grønlændernes tupilak-amuletter være optagne efter Nordmændenes eller Islændernes gand eller udsendte tryllemidler; deres iliseetsoq-hexeri påvirket af Nordboernes trolddomsvæsen (»tro på satan, svarteboken« osv.), deres trylleformularer og angiak-amuletter stamme fra samme kilde, og flere af deres sagn være indkomne fra Europa over Island (1. c. s. 213—253).

Nansens paralelliseringer er ikke uden interesse, særlig hvor han henviser til indianske og asiatiske sagn. Derimod må det siges, at efter hvad der senere er fremkommet om de amerikanske og asiatiske Eskimoers traditioner og om indiansk-sibirisk folketro, er sandsynligheden for den direkte sammenhæng mellem islandsk og grønlandsk blevet stærkt svækket, eller er ganske bortfaldet. Kun for ganske enkelte punkters vedkommende kan der endnu være grund til at overveje, om vi finder spor i de grønlandske traditioner av den berøring, der måske engang i den sene middelalder har fundet sted mellem Eskimoerne og Islænderne, uden at forøvrigt karakteren av denne berøring er opklaret. Synderlig dybtgående har den vel næppe været.

Hvad opkaldelsen efter den døde angår, tror Eskimoerne i Alaska, at hvis den døde ikke blir opkaldt på en levende (nyfødt eller ældre), blir han glemt, venne- og glædeløs i den anden verden. Ganske som i Grønland får det første barn, der fødes på en boplads efter et dødsfald, den avdødes navn og repræsenterer denne ved den årlige fest for de døde (Nelson, s. 424-425). Det er fælleseskimoiske skikke. De, der omkommer ved en ulykke eller vold, kommer til dødsriget i himlen, som efter Alaska-folketroen er det lykkeligste av de to steder (Nelson, 423), medens det er omvendt i Grønland: for alle østlige Eskimoer er havets dødsrige det attråværdige.

Hvad vejen til underverdenen angår og de farefulde steder undervejs, genfindes lignende, ja ofte ganske overensstemmende træk både hos Indianerne og hos mange andre folkeslag i andre verdensdele, hvad Nansen selv anfører. Han mente endvidere, at havkvinden ikke kendes av de vestlige Eskimoer. Men Boas omtaler ialtfald myten om hende som kendt.. Bogoras omtaler en havkvinde som velkendt blandt Tjuktjerne og hos de sibiriske Eskimoer, der ofrer til hende. Der er hverken grund til at tale om Askeladden eller Gjallarbroen for at søge disse myters oprindelse i Grønland.

Nansen har selv rigtigt indset, at »svanesagnet« om de badende kvinder samt myten om jordens oprindelig jævne flade, der sprak og formedes om til bjærge, og om de to mennesker, der faldt ned fra himlen, kan ha sammenhæng med finsk-ugriske sagn (citerede av J. Krohn).

Vejen for alle disse mytevandringer er sikkerlig ikke gået til Grønland over Island eller Norge, men gennem Sibirien over Beringstrædet, hvorfra Eskimosprogets strøm har båret traditionerne videre østpå.

Navnlig forekommer det mig efter alt det foreliggende at være uimodsigeligt, at den eskimoiske shamanisme, angakkokkens kultiske forhold til tilværelsens højeste magter, stammer fra Asien. Ved shamanisme forstår jeg for Eskimoernes vedkommende den højere kultusform, der knytter sig til deres angakkutters lære og virksomhed. Der er træk, der kunde tyde på, at en indre-asiatisk shamanistisk kulturbølge engang er gået mod nordøst og har bredt sig over et primitivere lag av eskimoisk tro — en religiøs expansion fra folk til folk av samme art som så mange andre, man kender fra historien. Jeg sigter hermed til den tvedeling av de eskimoiske åndemanere jeg tidligere en-gang har berørt, modsætningen mellem »ypperstepræsten« angakkoq og »kvaksalveren« qilalik, mellem en fornemmere kultus og en simplere; idet den sidste mest udføres av gamle koner og ringeagtes av angakkokken. Den asiatiske shamanisme kulminerer i ravnemytologien og den dertil knyttede kultus. Forestillingen om Tulukāugok, (jvf. grl. tuluvák, en ravn) og hans endnu mægtigere faer har Alaskaeskimoerne fælles med Korjakerne i Nordøstsibirien (mellem Kamtsjatka og Anadyrfloden) og med Kolosherne (Tlingitindianerne) på den amerikanske side av Stillehavet. Kun er mindet om det øverste væsen, Ravnens fader, næsten ganske udvisket hos Eskimoerne. Men myterne om Stor-ravnen falder iøvrigt ret nøje sammen med de nævnte folks myter om deres ravneguddom, hvorimod de østlige Eskimoer ved Davisstrædet ikke ser nogen guddom i ravnen, men dog har et delvis kendskab til myterne, særlig i form av nogle børnesange.

Selve shamanismen er ligesom symboliseret i Storravnen og hans forhold til den højeste himmelmagt. Hos Korjakerne spiller han en rolle i ritualet ved deres religiøse fester og betegnes, omend noget overdrevent, som »skaberen«: ifølge myten var han sendt av det »højeste væsen« for at udføre visse reformer i den allerede skabte og ordnede verden. Han var snarere »det første menneske«, en reorganisator og mægtig shaman.

Alaskamyten om Storravnens første optræden på jorden, hans møde med mennesket og hans institution av menneskeslægtens liv på jorden indeholder måske latent en fremstilling av selve angakkokismens genesis.

Hvad betyder ordet angakkoq? hvad betyder shaman? det sidstnævnte er en vistnok av russiske etnologer indført betegnelse fra det østtungusiske sprog i Mantsjuriet, hvor hamman eller samman betyder »en der er i extase, en åndemaner«. Benævnelsen for åndemanerne vexler forøvrigt selv indenfor Sibirien fra sprog til sprog. Nærmest i lyd til det nævnte er det tatariske kam, tyrkisk-altaisk kam eller gam. Jakuterne kalder at shamanere for chamma, men har en anden ordstamme for shamanen: oïūn. Helt forskelligt derfra er mongolsk og burjætisk buge, kirgisisk basky el. baksa, samojedisk tādibey (iflg. Castrén flg. varianter: Jur. tâdibea, Jen. tâdebe, târebe, Ostj. tytebe, tytebel-gum osv.), votjakisk tuno. Lapperne kalder shamanen noaide, eller rettere (efter Wiklunds gengivelse) nåi^etē. Hos Tjuktjerne ved Beringstrædet enemilit »en der har hjælpeånder«, jfr. alaskaesk. tungralik. Alle disse udtryk dækker forestillingen om en mandlig shaman. Det viser sig, at betegnelsen for den kvindelige shaman er langt mere ensartet gennem hele Sibirien (utagan, udaghān osv.). Hver av disse betegnelser har naturligvis sin avledning fra det sprog, de tilhører. Det eskimoiske (særlig østeskimoiske) angakkoq dækker både mandlig og kvindelig shaman, qilalik vil i reglen være en kvinde: det betyder »en som har« (-lik) en qila, dette sidste betegner nærmest »en ånd«, »en magisk magt«, hvorav qilavoq »signer, maner« og qilaut »trommen, troldtrommen«, (men der er vist endda et stykke til bunden av denne gamle ordstammes betydning). Angakkoq lar sig ikke så let tolke, endskønt der fra Alaska findes et par variant-former, som sikkert viser en ældre formation av stammen: fra Pt. Barrow angalhkoq (Nelson, s. 428) og fra Kuskokwimfloden i Sydalaska (stedet er dog usikkert) angelskok (Schultze). Suffixet -koq forekommer sjældent fx. amikoq en blæksprutte, ilhlokoq en »eenføding«, sagnvæsen av skikkelse som et kløvet menneske, men disse ords koq bør måske endda holdes ude fra (aŋak)-koq, hvor suffixets k- tydeligvis er assimileret med stammens oprindelige konsonantudlyd, jvf. ala. -lhk > grl. -kk. Kun hvis man vil se bort fra dette som en særegenhed i angakkoq, kunde man nok sige: -kkoq er en udvidet form av det -ko, som betyder »kasseret« eller »en rest« (fx. grl. ilhluko en husrest, husruin), så at angakkoq skulde kunne gengis som »en rest av an- gak«. Holder vi os alene til grønlandsk, betyder angak »morbroer« — men jeg har ikke fundet dette ord i Alaska-ordbøgerne. Slår vi op i dem, møder der os forskellige stammer med beslægtede betydninger, som man her måtte tænke på: (jeg gengir i fonetisk let omskrevne former) nemlig hos Barnum: ang-ai-rut(e) onkel; ang-ai-jokak(q?) høvding; ang-aijo-kaugoq han hersker; ang-ilráa stor; ang-un mand = en han (hankøn); ang-ul-vak en stor (vældig) mand; aug-ut-fak en han-ged, buk; ang-ut-ngortoa jeg blir stor, gammel — hos Schultze (1. c. 32-33) ang-aiu-kak høvding, herre; ang-elioq han voxer; ang-elskok(q) shaman. Alt dette vilde kunne siges at rime ganske godt sammen, hvis vi turde antage, at det at være angakkoq engang var ensbetydende med at være en stor mand eller høvding — og »morbroer« (angak). Så skulde hele ordet betyde »en morbroer-rest« eller »høvdingerest«, frit oversat »en morbroer- eller høvdinge-arving«.

Det kunde tænkes, at ideen om Storravnen og den form for shamanismen, som knytter sig til angakkoq-institutionen, er sprunget over til Eskimosamfundet fra en nation, hvor præsteværdigheden var forenet med høvdingeværdigheden og særlig gik i arv fra morbroer til søstersøn. Hos Eskimoerne selv er dette ikke tilfældet, angakkokværdigheden er gennemgående ikke arvelig og er ikke forenet med høvdingeværdighed; det er en særlig profession (ligesom hos deres genboer i Asien Tjuktjerne). Men da betegnelsen angakkoq første gang blev dannet for så og så mange århundreder eller årtusinder siden, indenfor en eller anden lokal gruppe av en mindre spredt nation end den nuværende — hvem veed, hvordan Inuit-samfundet da har været formet. Hos sibiriske folk er der exempler på arvelig shamanisme: iblandt Eskimoerne er der et udpræget exempel av denne art fra St. Lawrenceøen, men altså ikke typisk. Derimod synes shamanværdigheden at være regelmæssigt arvelig hos Eskimoernes næsten-naboer ved Stillehavskysten, Tlingiterne. Høvdingeværdigheden er uavhængig derav, den går i arv fra onkel til nevø. Men nærmere Eskimoerne bor en nordligere stamme av samme æt, Kenai- halvøens lidet kendte Indianere (Tnaina kalder de sig), her er den nærmeste arving søstersønnen, idet børnene regnes at tilhøre moerens stamme og slægt. Hos Eskimoerne er det derimod faderlinjen, der er i overvægt, ligesom hos deres genboer i Asien Tjuktjerne, et folk, der i deres kultur har mange lighedspunkter med Eskimoerne, men er sprogligt ubeslægtet med dem. I Sydalaska er Eskimoerne inddelt i store slægtsforbund, gentes (efter mandslinjen) ligesom Tjuktjerne — eller klaner (med moderlinjens fremhersken), oplysningerne herom er mangelfulde; men det er i denne sammenhæng interessant, at den stamme i Alaska, Unalaskeskimoerne, hvis slægtsgruppe er bedst kendt, betegner deres gruppe- eller forbundsmedlemmer som ujo-hûk (Nelson), slægtninge, der bruger samme totemmærker.

Dette ord genkendes let i det grønlandske sprog som ujoruk »søsterbarn«. Altså klanfællerne betegner og betragter hinanden som søsterbørn — i Sydalaska. Udenfor Alaska kender Eskimoerne ikke (ikke længer) til sådanne slægtsinddelinger eller til totemmærker.

Alt dette kunde støtte min antagelse, at vi i betegnelsen angakkoq finder et etnologisk spor av, at familiens angak »hans eller hendes morbroer« (det endnu i Grønland gængse morbroernavn av ældgammel tradition) har haft en egen social-religiøs stilling i det oprindelige Eskimosamfund. Nær beslægtet med samme ord er en anden grønlandsk slægtsbetegnelse ang-ngak [aŋak] »hendes broers barn (mand eller kvinde)«, der direkte leder tanken hen på arvelinjen morbroer til søstersøn. Jvf. Kenaierne (s. 78).

Den eskimoiske angakkoqs prototype er efter mit skøn ligefrem skildret i den nævnte store skabelsesmyte om Storravnen, som er optegnet av E. W. Nelson fra Kigiktavik ved Beringstrædet i Alaska. Ravnen er skaberen såvel av himmelfolket (det tidligere) som av denne verdens dyr og mennesker — men er selv ikke tilværelsens første væsen. Han har en ældre broer, som rivaliserer med ham. Da Ravnen har gemt solen i en sæk, narrer hans broer denne fra ham, idet han lar sig falde i form av et lille blad i drikkevandet, som Ravnens kone drikker, hvorefter hun blir frugtsommelig og føder ham paany som barn i Ravnens eget hus. Drengen græder så længe, indtil moeren gir ham den av Ravnen gemte sol, som drengen strax fører bort med sig og langt borte slipper ud av sækken. Mytens symbolik blir forståelig, når vi veed, at Eskimoernes Storravn er identisk med Jelkh hos Tlingitterne, der trodser sin endnu mægtigere morbroer. Her er Jelkh Månen, derfor Solens broer: vi finder hos dette folk en storstilet myte om Solen og Månen, der nøje svarer til Eskimoernes, omend udgangen er noget anderledes her. Månen blir her til Tordneren ude over havet, hvis søster Solen synker ned under Klippebjærgene, hvor hun blir til underverdenens herskerinde. Ravnen Jelkh, der før var hvid, blev dengang sort, jvfr. det eskimoiske mundheld: da ravnene var hvide (d. e. for så længe siden).

I den eskimoiske myte må man forstå Storravnens kone som hans søster, med hvem han er gift, og hvis barn altså er hans eget søsterbarn. Barnets faer er barnets morbroer. Himmelmagten fortsættes i morbroer-arvingen, angakkoq.

Hvordan det nu end må forstås — i den eskimoiske shamans kultiske forhold til tilværelsens højeste magter, månen og havkvinden, hører vi en efterklang av tilsvarende asiatiske toner. Her skal jeg til slut efter G. N. Potanin anføre en beskrivelse av den Altai-sibiriske (tyrkiske) shamans besværgelsesrejse til Erlik, underverdenens fyrste (< tyrk, er, ir »jord« og -lik »indehaveren av —«). Vi er her ganske nærved prototypen for en av den eskimoiske religions dybestliggende idéer.

Den eskimoiske kultus genfindes hos Tyrkerne i Central- Asien. — Ligesom angakkokken i Grønland formilder den vrede havkvinde, eller i Alaska den vrede månemand, formilder også den Altaianske (tyrkiske) shaman jordånden Erlik i underverdenen. Erlik er mørkets og de onde ånders gud, modsætningen til Yulgen, der er god og mild.

Shamanen (kam) har en lang ånderejse at gøre, før han når Erliks bolig: over Altaibjærgene og gennem Kinas ørkener, over sumpen til jærnbjærget Tamir Shayha, der »hælder imod himlen«, gennem åbningen i jorden til underverdenen; over en sø, hvor der går en bro så smal som et hår; gennem Erliks flok av bjæffende vrede hunde, frem for Erlik selv. Her løfter shamanen sin tromme op foran panden: han taler, meddeler Erlik sit ærinde; skriger i rædsel, fordi Erlik er vred, flygter mod døren, men vender tilbage tre gange.

Så taler Erlik: »Vingede dyr kan ikke flyve herned, knoklede dyr kan ikke komme her. Hvordan har du, ildelugtende skarnbasse, banet dig vej til min bolig?«

Nu bøjer shamanen sig ned og ofrer til Erlik, idet han med sin tromme ligesom øser vin op til ham. Omsider formildes Erlik ved ofringerne og lover, at folkets kvæg atter skal trives og formeres. — I høj begejstring vender kam’en tilbage, ikke som han kom, ridende på en hest, men på en gås flyvende tilbage til sin yurta (sit jordtelt).

Den tyrkiske åndemaner står her overfor en magt, som han betegner som mørkets og de onde ånders gud. Han er påvirket av en lærdom sydfra, der skelner mellem abstrakt godt og ondt, en for Eskimoerne fremmed tanke. Hans rejse går gennem egne, ingen Eskimo kender. Han rider på en hest, den eskimoiske shaman på et havdyr. Hans gud taler et andet sprog, i en blomstrende stil, der er Eskimoen ganske fremmed. Han kan ofre vin, hvor hans arktiske broder kun kender tran, og love sit folk kvæg, hvor den anden lover sæler og hvaler. Men bortset fra disse mere eller mindre ydre træk er selve den kultiske handling og idé nøjagtig ens og fælles for den tyrkiske shaman og den eskimoiske. Her må være en genetisk sammenhæng. Der kan næppe være tvivl om, at det er den centralasiatiske idékreds med tilhørende kultus, der i næsten uændret sammensætning, blot mutatis mutandis er trængt op hinsides Beringstrædet til de amerikanske isregioner og har formet Eskimoernes religiøse liv.

Fodnoter