Landnámabók som historisk kilde

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Forelæsning fra University of Edinburgh, 1969. Her oversat fra Saga-Book, Vol. XVII, Viking Society for Northern Research, University College London, 1969.

Landnamabogen


Landn.Head.jpg


Landnámabók som historisk kilde[1]

Forelæsning af
Jakob Benediktsson


Oversættelse:
Carsten Lyngdrup Madsen, 2014


Landnámabók (Bogen om bosættelserne) indtager en særstilling i oldislandsk litteratur. Ikke nok med at indholdet adskiller sig fuldstændigt fra de fleste andre store værker, men bogens ophav og teksthistorie er så kompliceret, at der ikke findes mange andre oldislandske bøger, som kan sammenlignes med den. Lad os først se på indholdet. Landnámabók fortæller den fantastiske historie om, hvordan Island blev befolket. I urets retning på et Islandskort opregnes bosætterne, der fortælles, hvor meget land de hver især tog eller fik fra de høvdinge, som oprindeligt havde taget mere land, end de selv kunne bruge. I mange tilfælde hører vi om bosætternes forfædre og efterkommere og ofte nævnes deres oprindelsessted eller det land, de kom fra. I den forstand er Landnámabók en sand guldmine af topografisk og genealogisk information. Den rummer omkring 3500 personnavne og over 1500 stednavne. Mere end 400 enkeltstående bosættere nævnes med navn, og heri er ikke medregnet deres koner, børn og andre, som fulgte dem uden at blive egentlige bosættere, selv om deres navne nogle gange kan være nævnt. Det er helt naturligt, at en bog af denne art måtte blive brugt til at underbygge eller modbevise diverse udsagn om genealogier og personalhistorie vedrørende personerne i sagaerne. Problemet ved at gøre dette er imidlertid, at den bevarede tekst af Landnámabók har en lang og yderst kompliceret historie, og hvis man skal vurdere tekstens kildeværdi, må man nødvendigvis tage dens teksthistorie med i betragtning. Man kan ikke bare tage teksten i Landnámabók for pålydende og regne med at have en historisk kilde, som nogle forskere har gjort. Første problem er få slået fast, hvor langt tilbage man kan spore hvert afsnit eller med andre ord, hvor meget af teksten man kan påvises at stamme fra den ældste version, som vi kan ane konturerne af.

Det er derfor nødvendigt at give en kort gennemgang af Landnámabóks teksthistorie.


Teksthistorie

Landnámabók eksisterer i dag i fem versioner, tre fra middelalderen og to fra 1600-tallet. Det indbyrdes forhold mellem disse versioner var længe genstand for spekulationer og adskillige teorier er blevet fremsat uden at vinde bred tilslutning. Problemerne forblev dog i det dunkle indtil Jón Jóhannesson udgav sin vigtige bog om de forskellige versioner af Landnámabók i 1941[2]. I denne bog optrævlede han de indviklede forhold mellem versionerne på en måde, som siden har vundet almindelig tilslutning. At enkelte mindre punkter blev kritiseret, har ikke kunnet ryste hans hovedpointe. Jón Jóhanessons studier resulterede i følgende skema:

Landnáma Skema.jpg

Lad os et øjeblik fokusere på den anden tabte version, Styrmisbók og de efterfølgende versioner. Vi skal senere vende tilbage til den første version. Styrmisbók omtales i lovmanden Hauk Erlendssons efterskrift til sin udgave af Landnámabók, når han siger:

”Men jeg, Hauk Erlendsson, skrev denne bog, idet jeg fulgte
den meget lærde lovmand Sturla Þórðarsons bog
tillige med den bog, som er skrevet af Styrmir den Vise.”[3]

En undersøgelse af Hauks tekst viser, at han brugte S som sin hovedkilde. Mere end halvdelen af H er simpelthen en kopi af S. Styrmir Kárason den Vise (hinn fróði) døde i 1245 mens han endnu var abbed på Viðey. Sturla Þórðarson døde i 1284. Det kan påvises med nogenlunde sikkerhed, at Styrmisbók må have været afsluttet omkring 1220[4] og at Sturla Þórðarson først afsluttede sit værk i sin alderdom måske ikke før 1275-80[5]. Hauksbók-udgaven, som delvis er bevaret i Hauks egen hånd i manuskriptet, som kaldes Hauksbók, er skrevet i årene 1306-8. Disse oplysninger er resultatet af minutiøse studier foretaget af Stefán Karlsson ved det Arnamagnæanske Institut i København, baseret på en sammenligning af Hauks håndskrift i Hauksbók og nogle daterede breve, som er skrevet af Hauk selv.[6]

Melabók-versionen blev sandsynligvis skrevet omkring 1300 af lovmanden Snorri Markússon fra Melar i Melasveit (d. 1313). Et vigtigt særkende ved denne version er, at i mere end fyrre tilfælde føres genealogier ned til Snorres og hans kones forældre. Aldrig til ham selv. Af denne version er kun to blade bevaret fra et pergamentshåndskrift fra fra 1400-tallet. Men dette pergament var i bedre stand i 1600-tallet, da det blev benyttet til udarbejdelsen af Þórðarbók.

De yngste versioner har værdi både i forhold til tekstsammenligning mellem de ældre versioner og i forhold til at supplere med materiale, som ellers er gået tabt. Skarðsárbók er en sammenskrivning af to pergamentshåndskrifter – et håndskrift af S og den oprindelige Hauksbók. Af disse gik S-manuskriptet tabt i branden i København i 1728, og kun 14 ud af de 38 blade af Landnámabók i H er bevaret. Begge disse pergamentshåndskrifter blev kopieret i 1600-tallet og disse kopier er bevaret. Skarðsárbók er stadig en nyttig tekst til at tjekke disse kopiers nøjagtighed og er i flere tilfælde bedre formuleret.

Þórðarbók er til gengæld en sammenskrivning af et manuskript af Skarðsárbók og M. Her benyttes det føromtalte manuskript af Melabók, hvoraf der nu kun findes to blade. Þórðarbók har bevaret mange afsnit fra de dele af M, som nu er tabt, hvilket sætter os i stand til at danne os et indtryk af denne version. Ophavet til Þórðarbók var en af Jón Jóhannessons vigtigste opdagelser.

Lad os nu vende tilbage til Styrmisbók. Efter de citerede ord i Hauk Erlendssons efterskrift kommer følgende udsagn:

"Fra hver af de to bøger har jeg taget den fyldigste tekst,
selv om en stor del fortælles på samme måde i dem begge.
Derfor kan det heller ikke overraske, at denne Landnámabók
er længere end nogen anden."[7]

Ud fra dette ser det altså ud til, at de to versioner - Styrmisbók og Sturlubók - stemte overens i en betydelig del af teksten, og at de begge indeholdt materiale, som ikke fandtes i den anden. Det er også bevist og hævet over enhver tvivl, at Sturla har anvendt Styrmisbók som sin hovedkilde (skønt han også brugte materiale fra en række andre kilder). Et af hovedspørgsmålene i forskningen omkring Landnámabók har derfor været at bestemme forskellen mellem Sturlubók og Styrmisbók eller med andre ord, at afgøre hvad Sturla føjede til og hvad han udelod fra materialet i Styrmisbók. Det er påvist, at Hauk Erlendsson ikke udtrykkte sig helt præcist, for han tilføjede selv stof til sin version, som kom fra andre kilder end de to nævnte udgaver af Landnámabók. Vi kan derfor ikke finde frem til, hvad han har fået fra Styrmisbók ved et simpelt regnestykke: H minus S = Styrmisbók. Derfor er det nødvendigt at forsøge at afgøre, hvad Sturla føjede til Styrmisbók ligesom vi også må kikke efter andre kilder, som kan være afledt af Styrmisbók, og som kan fortælle os noget om dens indhold.

Som jeg sagde tidligere, viste Jón Jóhannesson, at det var muligt at rekonstruere dele af Melabók ud fra Þórðarbók. Denne uhyre vigtige opdagelse førte til en anden, som ikke var mindre vigtig, nemlig at Melabók var udledt direkte af Styrmisbók, ganske vist med nogle mindre tilføjelser, men med langt færre ændringer end S og H. Dette resultat blev yderligere bestyrket ved en sammenligning med andre kilder, som var udledt af Styrmisbók, således at – for nu at bruge Jón Jóhannessons egne ord: – ”M de fleste steder har en mere oprindelig tekst end S og må anses for at være den bedste tilbageværende repræsentant for Styrmisbók.”[8]

Det giver sig selv at den første ting, man må finde ud af, hvis man skal kende kilden til en given passage i Landnámabók må være, om teksten kommer fra Styrmisbók eller er en tilføjelse foretaget af Sturla eller Hauk. Ingen af de to var særlig kritiske overfor deres kilder og begge gjorde brug af sagaer og andre tekster fra 1200-tallet, som mere eller mindre var fiktion. Mange af disse kilder er slået fast, så det er hævet over enhver tvivl, andre kan udledes med rimelig sikkerhed. Dette betyder selvfølgelig ikke, at alle disse kilder nødvendigvis er mindre pålidelige end Styrmisbók, men deres kildeværdi må så vidt muligt vurderes i hvert tilfælde. Jeg kan ikke her komme ind på spørgsmålet om Sturlas kilder, men det skal understreges, at enhver anvendelse af Landnámabók (dvs. S eller H) som historisk kilde må indledes med en undersøgelse af ophavet til hver passage. Ellers vil der være stor risiko for at man farer vild, hvilket der findes mange eksempler på.

Lad os vende tilbage til skemaet. Man kan med nogen ret spørge sig selv: Er det nødvendigt at påstå, at der har eksisteret en version, som var ældre end Styrmisbók, og hvordan kan eksistensen af en sådan bevises? Lad os først tage, hvad vi kunne kalde indirekte beviser. Det ville være så godt som umuligt for en 1200-tals forfatter som Styrmir at have samlet en så detaljeret mængde af traditionsstof om bosætterne tre hundrede år efter begivenhederne fandt sted. Beskrivelsernes topografiske nøjagtighed viser en grad af lokalkendskab, som det næsten er umuligt at forestille sig hos en enkelt person i et land, som endnu ikke var kortlagt. Dette kendskab må have beroet på et samarbejde mellem adskillige mennesker. Og det vi ved om Styrmir Kárason understøtter på ingen måde ideen om, at han skulle have været en form for indsamler eller redaktør af mundtlig information.[9]

Men vi har også mere direkte beviser. I begyndelsen af sit efterskrift skriver Hauk Erlendsson:

”Nu er opregningen af bosættelserne på Island fuldendt,
ifølge det som vise mænd har skrevet,
først præsten Ari Þorgilsson den Vise (fróði),
og Kolskeggr den Vise (vitri).[10]

Herefter fortsætter han med at omtale Sturlas og Styrmirs bøger. Der har været mange spekulationer om Hauks kilde til dette udsagn. Det kan være kommet fra Styrmisbók, da det ikke ville være usandsynligt, at Styrmir et eller andet sted ville nævne sine kilder, men vi har ingen mulighed for at bevise dette. Ari den Vise bliver ikke nævnt som kilde i Sturlubók, selv om der her gøres brug af hans Íslendingabók. Derimod er Kolskeggr Ásbjarnarson nævnt i Landnámabóks tekst som kilde til de kapitler, der dækker det meste af den øst- og sydøstlige del af Island. Dertil kommer, at disse kapitler afslører særlige fælles stilistiske træk.

I teksten hedder det, at “fra dette sted har Kolskeggr fortalt om bosættelserne.”[11] Nogle varianter i formuleringen af denne sætning i Þ gør det sandsynligt, at dette udsagn også var at finde i M og dermed også i Styrmisbók. Fra nogle genealogier i Landnámabók selv ser det ud til, at Kolskeggr var samtidig med Ari den Vise men ældre. Han kan have levet til en gang i første tredjedel af 1100-tallet. Nogle har antaget, at Hauks kendskab til Kolskeggr alene beror på den citerede tekst, og det kan meget vel være tilfældet. Men en ting skal man dog lægge mærke til. Hauk kalder Kolskeggr for hinn vitri i sit efterskrift, men i Landnámabók kaldes han altid for hinn fróði[12]. Dette kunne tyde på en anden kilde end selve Landnámabók.

Uanset hvad, så kan der næppe stilles spørgsmål ved, at Kolskeggr skrev eller dikterede afsnittet om bosættelserne i øst og Sydøstisland i begyndelsen af 1100-tallet. Det ville synes naturligt, at et sådant værk var en del af et større projekt, nemlig en komplet beskrivelse af bosættelserne. Som nævnt ovenfor ville dette afhænge af et samarbejde mellem adskillige mennesker fra de forskellige dele af landet - alene på grund af det præcise lokalkendskab, der er så åbenlys i alle dele af Landnámabók. Det er helt naturligt, at et navn som Ari Thorgilsson den Vise skulle blive sat i forbindelse med et sådant projekt, og der er faktisk nogle pile i senere islandsk litteratur, som peger i retning af, at Ari havde en finger med i kompositionen af den ældste udgave af Landnámabók. Det er blevet påvist, at Laxdæla Saga anvendte en udgave af Landnámabók, som ikke var Styrmisbók og som må have været kortere og i hvert fald ældre. Laxdæla Saga angiver Ari som kilde men uheldigvis på en sådan måde, at det ikke står klart, om han var kilde til hele det pågældende afsnit (som utvivlsomt var hentet fra den gamle udgave af Landnámabók) eller bare var en underordnet kilde til et enkelt punkt.[13]

I den store samling af samtidssagaer fra 1200-tallet – Sturlunga Saga – findes en kort fortælling (Haukdæla þáttr) om en af de fremtrædende bosættere i Sydisland ved navn Ketilbjörn den Gamle, der var forfader til de første islandske biskopper og den store Haukdælir-æt, som i to århundreder spillede en vigtig rolle på Island. Denne fortælling findes også i Landnámabók og har givetvis været i Styrmisbók. Men i Sturlunga Sagas udgave anføres Teit (Aris lærer) som kilde til historien. Han var en efterkommer af Ketilbjörn. Dette betyder uden tvivl, at fortællingen er skrevet af Ari selv, hvilket må have været i den første udgave af Landnámabók. Nogle forskere har ment, at Ari kunne have skrevet historien et andet sted enten i hans tabte ældste udgave af Íslendingabók eller som en notits på et løst ark eller scheda[14] som blev brugt i Landnámabók. Begge disse teorier er dog temlig langt ude. Historien ser ikke ud til at kunne passe ind i Íslendingabóks mønster og teorien om, at Aris noter skulle have overlevet er i bedste fald ikke til at bevise og hviler på et meget skrøbeligt grundlag. Den mest enkle og sandsynlige forklaring er, at Ari skrev nogle afsnit af Landnámabók, enten på linje med Kolskeggr eller som kompilator eller redaktør af den første version.

Man har kunnet påvise særlige kendetegn i stil og emnevalg i de forskellige sektioner af Landnámabók, hvilket kunne tyde på forskellige forfattere til de forskellige dele af landet.[15] Som tidligere fremhævet, må dette have været tilfældet, da Landnámabók blev samlet for første gang. Disse særlige kendetegn ser således ud til at gå tilbage til den ældste version. Det er ikke muligt at gå i detaljer her, men efter min mening – for hvad den er værd –, peger alle beviserne i retning af, at Ari skrev i det mindste dele af Landnámabók og at han var manden bag projektet.

En enkelt detalje er dog værd at nævne. I Íslendingabók kap. 2 nævnes fire prominente bosættere og stederne, hvor de bosatte sig. Umiddelbart efter tilføjes så: ”Þaðan eru Síðumenn (Mosfellingar, Breiðfirðingar, Eyfirðingar) komnir” (“fra ham nedstammer Síðumenn osv.”) Denne passage stammer sandsynligvis fra genealogier (áttartala) i den ældste (nu tabte) version af Íslendingabók men er udeladt i den bevarede version. Formuleringen her har en ejendommelig lighed med det formuleringsmønster vi finder i Kolskeggr-afsnittet i Landnámabók. Her nævnes bosætterens navn og stedet hvor han bosatte sig normalt først, derpå hans søn, hvis han havde en og så de øvrige efterkommere i en formel a la: ”hans son var Án, er Húsvíkingar eru frá komnir” (”hans søn var Án, hvorfra H. stammer.”) - Her er det naturligt at søge en forbindelse; var den gamle Íslendingabóks áttartala forbilledet for Kolskeggr og andre, som skrev om bosættelserne? Eller var Kolskeggr måske forbilledet for Ari og hans áttartala? Da den gamle Íslendingabók er skrevet kort efter 1120 ville det ikke forekomme usandsynligt, at det var den, som var prototypen.

Vi ved meget lidt om Aris liv efter 1100 (han døde i 1148), men fra hans egne ord ved vi, at omkring 1120 blev han af de to islandske biskopper betroet opgaven at skrive en kort historie om landet – Íslendingabók. Det er ikke sandsynligt, at de ville have bedt ham om dette, hvis ikke han i forvejen havde gjort sig bemærket som en særlig lærd mand. At han allerede i årevis havde indsamlet historisk materiale fremgår af, at mange af de personer, som han i Íslendingabók anfører som kilder, var døde mange år før 1120. Af dette kan vi udlede, at indsamlingen af historisk materiale til Landnámabók allerede var begyndt i starten af 1100-tallet og at Ari har været en af de fremtrædende personer i dette projekt, måske lederen af det.

Der findes også andre grunde, som støtter teorien om, at Landnámabók blev samlet i begyndelsen af 1100-tallet. Den islandske kirke var veletableret, dens rettigheder var fastlagt og nedskrevet, lovene var gennemgået og den første lovcodex var blevet nedskrevet i 1117-18. Islands lærde var blevet bevidste om eksistensen af en selvstændig islandsk nation, der havde sine egne karakteristka, sin egen historie og enestående oprindelse. Folk som Ari var begyndt at læse andre landes historie – fx kendte Ari til nogle af Bedes værker[16] – og det ville være naturligt for dem at forsøge at skabe noget tilsvarende for islæningene. I en sådan atmosfære er det forståeligt, at ideen om at samle et værk som Landnámabók kunne opstå lige så vel som forslaget om at skrive landets historie – Íslendingabók. Hertil kommer, at visse udsagn i Landnámabók måske kan have haft en økonomisk betydning. I adskillige tilfælde spores ejerskabet af større gårde tilbage fra bosættelsen og frem til 1100-tallet. En sådan viden var af største betydning i et land, hvor skøder over jordbesiddelser og andre dokumenter om rettigheder over ejendom ikke eksisterede. Det skal dog indrømmes, at vores billede af første version af Landnámabók er så tåget, at det ville være risikabelt at drage for vidtrækkende konklusioner ud fra de beviser, som vi har på nuværende tidspunkt.

Jeg håber, at dette oprids af Landnámabóks teksthistorie giver et glimt af de komplekse problemer, som enhver forsker står overfor, hvis han vil gøre brug af Landnámabók som historisk kilde. Først må han forsøge at udskille de tilføjelser, som Sturla og Hauk har lagt ind i teksten og vurdere, hvad de er værd. Ved hjælp af M kan det være muligt at rekonstruere indholdet af Styrmisbók, i hvert fald i adskillige afsnit. At finde tilbage til den ældste version er på den anden side kun muligt ved hjælp af følgeslutninger, og i de fleste tilfælde er det umuligt at afgøre om Styrmir ændrede sin kilde og i givet fald i hvilket omfang. Alt dette er en besværlig og ofte ulønsom proces - men ikke desto mindre nødvendig.


Historie eller fiktion?

Men hvorfor have alt dette besvær? Kan vi gøre os håb om nogensinde at finde ud af, hvad der er sandt og hvad der er fiktion i Landnámabók? Svaret er, at selv om vi ikke kan svare bekræftende på det sidste spørgsmål, så må vi stadig finkæmme beviserne og forsøge at komme så tæt på et svar som muligt. Landnámabók indeholder en sådan rigdom af informationer om bosættelsen af Island, om de første bosættere og deres efterkommere, at det er af største betydning at danne sig et indtryk af dens troværdighed. Hvis vi godtager det som en kendsgerning – hvilket jeg gør – at den første version af Landnámabók blev samlet i begyndelsen af 1100-tallet, er der to ting, vi må tage i betragtning, når det drejer sig om pålideligheden af de traditioner, som blev skrevet ned på den tid.

For det første: De fleste af Kolskeggs og Aris samtidige tilhørte sjette eller syvende generation efter bosætterne – Ari var fx syvende generation – og de kunne nemt have hørt fortællinger om fortiden fra folk, som var født omkring eller lidt før år 1000. Ari bygger således på sin fostfader Hallr, som var født i 995 og som var femte generation fra en bosætter. Det ville være højst usandsynligt, hvis folk fra større og mere oplyste familier ikke var i stand til at spore deres forfædre fem eller seks generationer tilbage og vide, hvor i landet familiens første overhoved slog sig ned.

For det andet: I et land uden en nedskrevet historie og med en befolkning, som stort set ikke kunne læse eller skrive, må familietraditioner være blevet fortalt igen og igen fra den ene generation til den næste. Naturligvis ikke den absolutte sandhed men de vigtigste facts såsom navne på forfædrene og de gårde, hvor de slog sig ned, ville i de fleste tilfælde blive bevaret. I mine unge dage kendte jeg selv mange ældre folk i Nordisland, som kunne spore deres forfædre seks eller syv generationer tilbage uden brug af bøger eller andre skriftlige kilder, og disse folk var ikke ligefrem analfabeter. Det er derfor næsten afgjort, at et betydeligt antal mennesker omkring år 1100 sad inde med en stor mængde sand viden om bosættelserne. Hertil kan føjes, at en sådan viden kunne være ganske nyttig, ja, endog nødvendig i spørgsmål omkring retssager om arv og andre rettigheder i forbindelse med jordbesiddelser, som nævnt ovenfor.

Der er dog én begrænsning, som må understreges. I mange tilfælde er navnene på bosætterne uden tvivl blevet konstrueret senere ud fra navnene på gårde eller andre stednavne så som navne på dale eller fjorde, hvis efterkommerne af de oprindelige bosættere var blevet spredt eller det var gået tilbage for dem eller de ligefrem var uddøde. I Landnámabók gives der adskillige eksempler på, at efterkommerne af en mindre betydelig bosætter slet ikke anføres med navne. Angående sådanne bosættere har vi al grund til at være skeptiske. Det samme kan siges om de mange fremragende historier om bosætterne og deres bedrifter, som fortælles i Landnámabók. Ikke mindst de historier, som forklarer ophavet til et stednavn. De kan meget vel være ren fiktion.

Det skal dog tilføjes, at vi kun yderst sjældent har mulighed for at bevise eller modbevise sådanne historier, hvis man ellers ser bort fra dem, som har alle kendetegnene på et folkesagn, og hvis troværdighed er usandsynlig. Det hænder, at arkæologien kan komme os til hjælp, og vi må håbe på, at fremtidig forskning kan grave nye beviser frem om dette eller hint. Jeg skal her blot nævne et par nyere eksempler.

I 1964 blev en skibsgrav i Patreksfjörður i Nordvestisland udgravet. Den blev dateret til bosættelsestiden og blandt gravgodset fandt man blandt andet en Tors hammer af sølv, angiveligt båret som en amulet, et stykke bly med et indlagt kors og et brudstykke af en bronzeklokke af engelsk oprindelse, muligvis fra det nordvestlige England. Landnámabók fortæller os, at de første bosættere i Patreksfjörður kom fra Hebriderne og at nogle af dem var kristne. Gravgodset indikerer netop en sådan blanding af hedensk og kristen tro, som man måtte forvente af en gruppe bosættere, som de beskrives i Landnámabók, på netop denne lokalitet.[17]

En anden mærkelig historie hørte jeg om for nylig. I en berømt lavahule i det vestlige Island, den såkaldte Surtshellir – opkaldt efter den mytologiske jætte Surt – findes nogle levn af stenmure og en mængde gamle ben fra køer og får. Et populært folkesagn fortæller om nogle fredløse, som havde holdt til der men endte med at blive slået ihjel. Landnámabók nævner i forbifarten, at en kendt kriger havde stået i spidsen for at få dræbt atten Hellismenn (hulemænd); det siges ikke udtrykkeligt at de var fredløse, men det ligger implicit i, at de boede i Surtshellir. – Den islandske forfatter Halldór Laxness, som længe har haft interesse for historier om fredløse, tog engang et ben fra hulen og fik foretaget en kulstof-14 datering på Nationalmuseet i København. Ifølge eksperterne kunne benet dateres til år 940 (plus-minus 100 år) – præcis den tid, som ville passe til historien i Landnámabók[18]. Selvfølgelig beviser dette ikke, at historien er sand, men det beviser, at den i nogen grad bygger på facts.

Disse eksempler illustrerer vores problem: vi kan aldrig vide os sikre på – heller ikke i historier, som er mere sandsynlige end de to nævnte – at Landnámabók har bevaret den helt eksakte sandhed. Den tradition, som Landnámabók er bygget på, kan aldrig have været andet end en tilnærmelse til sandheden. Og graden af tilnærmelse er i bedste fald vanskelig og ofte umulig at bevise. Dette må vi lære at leve med, men det er ikke nogen grund til at opgive studiet af Landnámabók. Det er snarere en udfordring til at blive ved, alt imens vi forsøger at finde nye veje til at efterprøve og tjekke de gamle beviser.

Til sidst skal jeg komme lidt ind på et meget debatteret spørgsmål, som må ses i lyset af, hvad vi mener om Landnámabóks troværdighed. Spørgsmålet kan kort formuleres: Hvor kom bosætterne fra? Som tidligere nævnt fortæller Landnámabók om hen ved 400 uafhængige navngivne bosættere. Omkring 130 af dem siges at komme fra Norge. Omkring 50 kom fra De Britiske Øer. Nogle af disse siges at have boet der i mange år, måske endog at være født der. I de fleste tilfælde ved vi dog ikke, hvor længe de havde opholdt sig der. Når deres afrejselokalitet bliver angivet, er det for det meste Hebriderne eller Irland. Men i mange tilfælde hører vi kun, at bosætterne kom fra landene mod vest – eller dette kan udledes af deres keltiske navne. Om mere end halvdelen af bosætterne angives dog intet om, hvilket land de kom fra.

Man kan ikke bygge nogen statistisk beregning om bosætternes hjemland ud fra disse tal. Man kan overhovedet ikke – som nogle forskere har gjort – hævde, at alle de bosættere, hvis oprindelsesland ikke er angivet, konkludere, at de kom direkte fra Norge. Det er faktisk mere sandsynligt, at mange af dem kom fra De Britiske Øer, hvor de kan have opholdt sig i nogen tid – hvor lang tid er ikke muligt at sige. At det islandske sprog viser størst slægtskab med det sydvestlige Norge, er ikke noget modargument. Forskere der har studeret disse spørgsmål siger samstemmende, at det samme ser ud til at have været tilfældet med nordmændene i Irland og på de skotske øer. Situationen for de nordiske vikinger på De Britiske Øer var gået tilbage i årene omking 900. De led nederlag i Wessex og Mercia, blev smidt ud af Dublin i 902 og var hårdt pressede i Skotland og på Hebriderne. Deres udsigt til frihed og fremgang må være blevet indskrænkede.

Den forklaring, som Landnámabók oftest giver på, at bosætterne forlod Norge, nemlig Harald Hårfagers tyranni, kan meget vel have noget rigtigt i sig. Samlingen af Norge må have fremkaldt betydelig modstand i landet. Men det kan også have frarøvet vikingerne i vest deres hjemlige base, og således stillet rejsen til det nye land i et mere favorabelt lys. Vi må dog ikke glemme andre måske mere tungtvejende grunde, så som manglen på land derhjemme, befolkningstæthed, udsigten til hurtig fortjeneste, tillige med personlige ambitioner og lysten til eventyr. Det ville være naturligt, at mange nordboere først drog til De Britiske Øer, men i lys af det tilbageslag, som de led i årtierne omkring år 900, er det helt forståeligt, at et større antal foretrak det nye land mod nord, hvor store vidder af græsningsland fik landbrug til at se ud som en givtig forretning, og hvor fiskeri i havet og de indenlandske floder tegnede til at kunne være et godt supplement til kosten. Traditionerne bag udvandringen kan have været ganske utydelige i begyndelsen af 1100-tallet, og de anførte grunde til bosættelserne er sandsynligvis senere konstruktioner.

En anden ting vi må huske er, at bosætterne kun udgjorde en meget lille andel af dem, som faktisk emigrerede til Island i bosættelsestiden. Vi ved så godt som ingenting om dem, som fulgte efter. I nogle tilfælde nævnes nogle få af dem, men sandhedsværdien af sådanne udsagn er højst tvivlsom. Det er dog hævet over enhver tvivl, at et antal mennesker med keltisk baggrund kom til Island i bosættelsestiden. Nogle få bosættere siges direkte at være irere eller af irsk afstamning, nogle få derudover har irske eller gæliske navne. Et kvalificeret gæt ville være, at de bosættere, som kom fra Irland og Hebriderne, medbragte nogle irske og gæliske folk, slaver, frikøbte slavern og andre, som fulgte dem. Sådanne oplysninger nævnes undertiden direkte i Landnámabók, men vi har ingen mulighed for at påvise hvor stort antal af sådanne var. Keltisk indflydelse på det islandske sprog er begrænset til nogle få låneord samt nogle person- og stednavne. Dette kunne tyde på, at det keltiske element i befolkningen i det store og hele var begrænset til de lavere klasser, og at kelterne fra begyndelsen måtte lære deres herrers sprog. I hvert fald kom de ikke til at udgøre en særlig sproglig gruppe på Island og de var ikke i stand til at øve nogen nævneværdig indflydelse på landets sprog.

Jeg har ikke tænkt mig at åbne det meget debatterede spørgsmål her om keltisk indflydelse på den islandske karakter og islandsk litteratur. Men det påstås, at visse antropologiske karakteristika så som kraniets indextal på vikingetidens islændinge stemmer bedre overens med knoglefund fra Irland og Skotland end med knogler fra Norge eller Danmark fra samme periode. Udbredelsen af blodtyper i det moderne Island stemmer også bedre med dem, man finder hos de keltiske folk end dem, man finder hos moderne nordboere. En islandsk videnskabsmand, Jón Steffensen, er kommet med den forklaring, at de nordiske vikinger, som drog vestpå kom fra en anden gren, end dem, som senere kom til at dominere Norge, og at de fleste af Islands bosættere kom fra samme gren som vikingerne[19]. Jeg er ikke i stand til at bedømme denne teori, men der må være en forklaring på de antropologiske facts på en eller anden måde, og de peger på en forbindelse mellem bosætterne på Island og de vikinger, som hærgede Irland og Skotland.

Landnámabók giver ikke noget svar på dette spørgsmål, men den har i nogen grad bevaret mindet om en keltisk forbindelse. Flere af bosætterne sporer deres afstamning tilbage til irske konger, som sandsynligvis er lige så mytiske som overhovederne i andre genealogier, der spores tilbage til nordiske konger og fortidshelte. Men den kendsgerning står dog tilbage, at indenfor visse familier brystede de sig af deres royale irske forfædre.

I Hauk Erlendsson har vi oven i købet Islands første Keltoman. I hans version af Landnámabók sporer han sin egen afstamning hele tre gange til den irske konge Kjarval (= Cearbhall), hvem end han så er; ofte indsætter han adjektivet ”irsk” i stedet for et mere generelt adjektiv i de ældre udgaver eller han indsætter ”irsk”, hvor de slet ikke nævner nogen nationalitet. Han indskyder også småbidder af information om irere og forbindelse til irere. Vi kender ikke Hauks motiv for denne partiskhed i forhold til irere, men den dukker også op i andre af hans skrifter. Måske var han så stolt af sin forfader Kjarval, fordi han selv var gået i den norske konges tjeneste og var blevet slået til ridder af ham. Han skulle måske konkurrere med nordmænd fra gamle slægter og prøvede på denne måde at hamle op med dem. Men det var Landnámabók, som gav ham udgangspunktet med dens irske genealogier – om de så er sande eller ej. Et andet punkt skal nævnes, hvor fremtidig forskning måske kommer til at give os interessante resultater. Det er almindelig kendt, at mange islandske stednavne har deres modstykke i Norge og sandsynligvis er ført til Island af bosætterne. Mindre kendt er det, at det samme gør sig gældende for Hebriderne og måske også andre steder i Skotland og Irland. Hermann Pálsson og Magne Oftedal har påvist, at sådanne navne findes i overflod på Hebriderne. På øen Lewis for eksempel findes en gruppe stednavne på et lille område, navne, som kan genfindes i et andet lille område ikke langt fra Reykjavik, et område, som ifølge Landnámabók blev befolket af en gruppe mennesker, som i hvert fald delvis kom fra Hebriderne[20]. Det er derfor nærliggende at tro, at disse stednavne først blev bragt fra Norge til Hebriderne og derfra til Island. Her er der stort behov for studier, som kan sammenligne stednavne i Norge, de gamle vikingekolonier mod vest og på Island. Herved ville vi måske kunne lære noget om, hvorledes de islandske bosættere har flyttet omkring, og hvorfra de kom, da de drog til Island.

Landnámabóks særlige teksthistorie kaster i nogen grad lys over et problem, som også kendes fra andre middelaldertekster, nemlig spørgsmålet om forfatterskab. Som udgangspunkt ved vi ikke, om de personer, som skrev de forskellige versioner af Landnámabók betragtede sig selv som forfattere i moderne betydning. I hvert fald er det sikkert, at de tog for givet, at de kunne behandle ældre versioner, som det passede dem, udevide dem og ændre dem som de havde lyst. Vi ved ikke, hvad Sturla og Hauk troede, de foretog sig, når de indsatte afsnit fra sagaer og andre kilder i stedet for ældre og sandsynligvis mere troværdige afsnit. Mente de selv, at de skrev historie eller fiktion? Eller kunne de bare ikke modstå fristelsen til at fortælle en god historie, når nu de nu havde en? Jeg skal ikke forsøge at besvare disse spørgsmål; de hører i virkeligheden sammen med et langt større, nemlig hele spørgsmålet om sagaskrivernes holdning til deres egne værker. Men i forholdet til Landnámabók drejer det sig også om optagelsen af nyt materiale, om udvidelse af de ofte sparsomme beretninger i de ældre versioner. Landnámabók er således en bog, der er blevet arbejdet på i århundreder. Den er som en middelalderkirke, hvor den ene generation efter den anden er blevet ved med at bygge på og foretage ændringer, indtil den er endt med at være meget forskellig fra det, som de første bygningsfolk havde i tanke. De første forfattere af Landnámabók ville næppe have kunnet genkende Hauksbók som deres værk, og endnu mindre de yngre versioner.

Dette gør sig naturligvis gældende for mange andre bøger end Landnámabók, hvilket er værd at huske på, når der fx tales om sagaernes forfatterskab. For også i mange af sagaerne blev der foretaget ændringer, men hovedhistorien holdt, den levede videre. Den ældre version påvirkede den person, som foretog ændringerne, den fastsatte visse grænser og den udstak et bestemt mønster. Således er det også med Landnámabók. Bogens overordnede plan står usvækket til trods for alle tilføjelser og ændringer, selv om noget af det gamle materiale er blevet udskiftet med nyt, når der var uoverensstemmelse mellem en tilføjelse og den ældre tekst. Måske er det netop den komplicerede teksthistorie, som gør studiet af Landnámabók til det fascinerende emne, som udfordrer forskeren til at grave sig igennem alle lagene i et forsøg på at finde ind til den oprindelige kerne.



Fodnoter

  1. Forelæsning fra University of Edinburgh og University College London i marts 1969. For en mere detaljeret diskussion af nogle af punkterne i denne artikel henvises læseren til forfatterens introduktion til Íslendingabók, Landnámabók (Íslenzk fornrit I, 1968). Referencer til denne udgave forkortes fremover med ÍF I.
  2. Jón Jóhannesson: Gerðir Landnámabókar, (1941)
  3. ÍF I 395 og 397.
  4. ÍF I civ-cv.
  5. ÍF I lxxv.
  6. Stefán Karlsson, "Aldur Hauksbókar", Fróðskaparrit 13 (1964), 114-21.
  7. ÍF I 397.
  8. Gerðir Landnámabókar, 174.
  9. Om Styrmir Kárason se ÍF I civ-v med refferencer.
  10. ÍF I 395.
  11. ÍF I 302: Nú hefir Kolskeggr fyrir sagt heðan frá um landnám SH (H udelader heðan frá); Þ har Heðan frá hefir Kolskeggr Ásbjarnarson fyrir sagt um landnám.
  12. Se ÍF I 298 (S og H), 317 (S)
  13. Se endvidere ÍF I cx-cxii med referencer.
  14. ”Et scheda er et stykke pergament hvorpå man kunne skrive noter eller memoranda i forberedelsen til en bog.” (Halldór Hermannsson 1930: 41–2) - clm
  15. Se Barði Guðmundsson i Skírnir CXII (1938), 5-22, genoptrykt i hans Uppruni Íslendinga (1959), 76-93; cf. ÍF I cxv-cxvii.
  16. Se ÍF I xxiv-xxvi med referencer.
  17. Se Þór Magnússon: “Bátkumlið í Vatnsdal í Patreksfirði”, Árbók hins íslenzka fornleifafélags (1966), 5-32..
  18. H. Laxness har nu udgivet denne historie og resultaterne af kulstof 14 analysen i Timarit Máls og menningar (1969), 365-9
  19. Se Jón Steffensen i Journal of the Royal Anthropological Institute 83 (1953), 86-97, og i Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, s. v. Population.
  20. Hermann Pálsson: Söngvar frá Suðureyjum (1955), 13-14; M. Oftedal, “The Village Names of Lewis in the Outer Hebrides”, Norsk tidsskrift for sprogvidenskap XVII (1954), 363-409. Se også Helgi Guðmundsson, Studia Islandica 26 (1967), 108-10.



HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.