Landnamabogen Indledning
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Carsten Lyngdrup Madsen
© 2012-2013
Rudolf Simek og Herman Pálsson
Landnámabók (bogen om Islands bebyggelse) er et enestående historisk dokument, der detaljeret beretter om dannelsen af den islandske stat lige fra begyndelsen til øens fuldstændige bebyggelse. Efter en kort indledning om den tidligste omtale af Island, de irske eneboere og skandinavernes opdagelse af landet, opregner bogen omkring 400 nybyggere, som bosatte sig der i perioden 870-930. Dernæst følger en streng geografisk opbygning, hvor egn efter egn gennemgås i urets retning med de bosættere, som slog sig ned rundt om på Island, ligesom de enkeltes jordbesiddelser anføres. Desuden gives der i anekdoteform små biografiske informationer om mange af bosætterne eller deres efterkommere frem til det 11. århundrede. Det er tydeligt, at forfatteren af Landnámabók har haft nøje kendskab til den islandske geografi, og den genealogiske rækkefølge er, når det gælder det 12. og 13. århundrede, helt igennem pålidelig. Islændersagaernes forfattere har lånt en betydelig del fra Landnámabók, når det drejer sig om genealogisk materiale, ganske vist indeholder de udgaver af Landnámabók, som er bevaret, i det mindste informationer, som på deres side stammer fra islændersagaerne.
Landnámabók er bevaret i flere versioner, hvoraf den ene kun fragmentarisk. Den ældste udgave er Sturlubók, der formodentlig er sammenskrevet af Sturla Thorðarson (1214-84) engang mellem 1275 og 1280, og som er bevaret i et håndskrift fra det 17. århundrede. Udgaven i Hauksbók stammer fra Haukr Erlendsson († 1331), er fra tiden mellem 1306-08 og er bevaret i originalmanuskript. Den tredje middelalderlige version i Melabók må være samlet i begyndelsen af det 14. århundrede, men er kun bevaret meget fragmentarisk på to pergamentsark fra det 15. århundrede. I det 17. århundrede var den givetvis i væsentlig bedre stand og blev anvendt som grundlag for Þórðarbók, der blev forfattet af Þórður Jónsson († 1670) fra Hitardal. Kun lidt ældre end denne version er den såkaldte Skarðarbók-udgave, som er sat sammen en gang før 1636 af Björn Jónsson fra Skarðsá. Den benytter såvel Sturlubók som Hauksbók som sine kilder. Men alle disse versioner har haft en forgænger. I epilogen til Hauksbók påberåber Haukr sig nemlig to ældre udgaver, hvoraf den ene stammer tilbage fra Ari Þorgilsson (1068-1148) og Kolskeggr Asbjarnsson, vel også omkring år 1100, og den anden, som var skrevet af Styrmir Kárason († 1245) omkring 1220. Den tabte Styrmisbók har stået Melabók nærmest, men da denne kun er bevaret i fragmenter, må Þórðarbók tjene som mellemled. Endnu vanskeligere er det at rekonstruere Aris og Kolskeggs udgave, da Styrmir åbenbart har benyttet denne som en væsentlig kilde og endda udvidet den.(Rudolf Simek / Herman Pálsson: Lexikon der altnordische Literatur, Stuttgart, 1987 og 2006)
Jakob Benediktsson
Landnámabók (Landnáma) er en beretning om Islands bebyggelse, som gør rede for ca. 400 landnamsmænd, hvor de bosatte sig og hvem der var deres efterkommere; stoffet er ordnet topografisk.
Landnámabók er bevaret i 5 redaktioner, tre fra middelalderen, to fra 1600-tallet.
1) Sturlubók (S) udarbejdet af Sturla Þórðarson (1214-84); den fandtes i en membran som på 1600-tallet blev afskrevet af præsten Jón Erlendsson († 1672). Membranen kom til Københavns Universitetsbibliotek, hvor den brændte i 1728, mens en afskrift er bevaret i AM 107 fol.
2) I den første del af Hauksbók udarbejdede Haukr Erlendsson († 1334) en Landnáma-redaktion (H), hvoraf der nu kun er 14 blade bevaret (i AM 371, 4°). En afskrift ved Jón Erlendsson, foretaget mens håndskriftet kun havde mistet et par blade, findes i AM 105 fol.
3) Melabók (M) er udarbejdet i begyndelsen af 1300-tallet i en familie der omkring 1300 boede på Melar i Borgarfjörður, hvad der fremgår af at mange genealogier føres ned til denne slægt. Af M er bevaret to blade i AM 445 b, 4° (fra ca. 1400); dette håndskrift er i mere komplet stand blevet benyttet i Þórðarbók.
4) Skarðsárbók (Sk) er en kompilation af S og H, foretaget efter membranerne i 1630erne af Björn Jónsson á Skárðsá († 1655); originalhåndskriftet er tabt, men flere afskrifter er bevaret, hvoraf AM 104 fol. er den vigtigste.
5) Þórðarbók (Þ) tidligere ofte misvisende kaldt den yngre Melabók) bygger i hovedsagen på en afskrift af Sk, men optager en del afvigende læsemåder fra M, som dengang var fuldstændigere end nu, om end ikke komplet. Þ er udarbejdet af præsten Þórður Jónsson til Hitardalur († 1670) og er bevaret i AM 106 og 112 fol.(Jakob Benediktsson: Uddrag af art. i Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, København, 1980)
Jón HelgasonLandnámabók (forkortet Landnáma) opregner ca. 400 af de betydeligste islandske landnamsmænd hele landet rundt, og oplyser, hvor de stammede fra, hvilken del af landet de tilegnede sig, hvor de boede, hvem de var gift med, og hvilke efterkommere de havde. Der er jævnlig afbrydelser i form af anekdoter og små fortællinger, hvad der gør værket til en fængslende læsning, også for den der endnu ikke har lært at sætte pris på slægtsrækkerne. Om bogens tilblivelse ved man ikke meget, men der kan ikke være tvivl om, at dens første ophav bør søges i de genealogiske optegnelser fra 12. århs. første halvdel. Den henviser selv til to mænd, der har givet oplysninger om slægter og landnam i hver sin del af landet: Brandr prior den frode, der synes at have været Ares samtidige og Kolskeggr den frode, der synes at have været lidt ældre og hvis specialitet var Østfjordenes landnamshistorie. Ligeledes henvises der til Ǫlfusinga kyn, hvilket må betegne særskilte optegnelser om slægter fra egnen Ǫlfus. At også Ares áttartala har haft betydning for Landnámabók er højst sandsynligt, skønt den ikke nævnes. Således er dette enestående værk blevet til ved bidrag fra folk fra forskellige dele af landet, ligesom også flere generationer har medvirket til dets endelige udformning. De eksisterende redaktioner går tilbage til en form, som ikke kan være yngre end fra det 12. århs. første årtier.
Lagmanden Hauk Erlendsson († 1334) har afskrevet Landnámabók, og oplyser selv, at han lagde to håndskrifter til grund, hvoraf det ene var skrevet af Styrmir den frode, det andet af historikeren Sturla Þorðarson. På grundlag af denne oplysning kalder man de redaktioner, der foreligger, eller om hvilke man ved nogenlunde besked, Hauksbók, Styrmisbók og Sturlubók, hvortil kommer en fjerde, Melabók. Forskellen mellem dem består dels i ordningen, dels i at hver af dem tilføjer nyt stof, som ikke har stået i deres fælles grundlag. Ifølge Haukr er Are den frode og Kolskegg den frode Landnámabóks oprindelige forfattere, men det er tvivlsomt, hvor stor vægt man skal lægge på denne oplysning, og en teori om at Landnámabóks grundform skyldes Are kan ikke siges at være bevist.
(Jón Helgason: Norrøn Litteraturhistorie, s. 98f.; København, 1934)
Finnur Jónsson
De islandske sagaer og þættir indeholdes i eller så at sige omsluttes af det enestående samlingsværk Landnamabok (eller Landnama). Værket er meget omtvistet og foreligger i flere forskellige former. Indholdet er, som navnet viser, en opregnng af de islandske landnamsmænd og fremstilling af landets bebyggelse, ikke i dens historiske forløb, men i geografisk-topografisk rækkefølge landet rundt. Alle landnamsmændene anføres og der angives, hvilket land de har taget i besiddelse og hvorledes de måske atter har uddelt noget deraf til andre. Deres efterkommere opregnes så og så langt ned, men heri er der intet system. Foruden dette tørre navnestof findes så at sige helt igennem - mindst for Østfjordenes vedkommende - indflettet mindre eller større notitser eller småfortællinger om vigtige historiske tildragelser, der også i kulturhistorisk henseende ofte er meget værdifulde. Disse hidrører dels fra traditionen, dels fra de skrevne sagaer, der direkte nævnes eller antydes. Også tabte sagaer ligger undertiden til grund. Vers, helst små kvædlinger, anføres lejlighedvis. En enkelt gang findes en række af vers, men den hører vistnok ikke oprindelig til værket. Således er i store træk indholdet af dette vældige værk. De omtalte historiske bemærkninger gør det hele læseligt, ja på sin måde underholdende.
En af de vigtigste, men ikke ældste, redaktioner, Landnáma findes i, er Haukr Erlendssons, i Hauksbók; her var den skreven med hans egen hånd og bragt i stand ved ham selv. Haukr (d.1334) var en af sin tids mere fremragende Islændere: han havde opnået høj stilling og værdighed i Norge, havde været ridder og lagmand i Gulatingslag. Han besad litterære interesser, især for sagalitteraturen, hvorom det nævnte håndskrift, der dog ikke helt er skrevet af ham selv, vidner. Nogen kritisk forsker var han ikke, endnu mindre en forfatter. Han var kun en samler og bearbejder. Netop han viser med al ønskelig tydelighed, hvorledes bearbejdelsesvirksomheden foregik. Om sit forhold til Landnáma, der indleder hans bog, angiver han, at han har skrevet den efter to eksemplarer, hvoraf det ene hidrørte fra Styrme, det andet fra Sturla Tordsson. Han supplerede dem vekselvis og medtog stadig, hvad det ene havde udover det andet - et rent og skært sammenstøbningsarbejde, og det, som det ses, af en temlig mekanisk art. Selv har Haukr dog på enkelte steder gjort nogle mindre tilføjelser (f.eks om sin egen æt). Det er særdeles heldigt, at der gives her en så klar besked. Der findes en anden bearbejdelse - dog nu kun i en papirsafskrift -, der åbenbart repræsenterer Sturlas håndskrift, Sturlubók. Styrmes bog er derimod tabt og den kendes kun fra de plus-stykker, som Hauksbók har udover Sturlubók. Men Haukr tilføjer den oplysende bemærkning, at hovedmassen af stoffet var ens i begge. Styrme og Sturla har således utvivlsomt haft en ældre fælles tekst, som de hver på sin måde har afskrevet og bearbejdet, d.v.s. udvidet: disse udvidelser var dels personalhistoriske (forlængelse af slægtregistre), dels små fortællinger og notitser. Styrmes har især været af legendarisk art. Gennem de her givne oplysninger kommer man tilbage til et grundskrift af Landnáma, der vistnok har haft den samme ordning som Sturlas-Styrmes-Hauks bøger og i alt væsentligt samme stof som disse (÷ hvad enhver har tilføjet). Dette grundskrift har således ikke været yngre end fra omkr. 1220 snarest noget ældre. Dets form har været den, at først omtaltes Islands første opdagere, derefter de første landnamsmænd med Ingolfr Arnarson i spisen; så går rækkefølgen mod vest fra den norligste del af hans landnam, og så videre mod nord, øst og syd tilbage til udgangspunktet, hvorved Ingolfs landnam omtales delt. Da dette var så umådelig stort, kan denne deling i og for sig ikke siges at være unaturlig. Der er i virkeligheden intet organisk hele, der går i stykker ved det.
Men der fandtes endnu en fjerde bearbejdelse, den såkaldte Melabók. Heraf haves et lille membranbrudstykke, der indeholder begyndelsen og et andet ikke dermed sammenhængende stykke. Membranen er temlig ung og er meget skødesløst afskreven; således har der etsteds i originalen manglet et blad, men skriveren har ikke lagt mærke dertil og fortsætter uden betænkning med næste bevarede blad; tilsyneladende er der således intet hul tilstede. Denne bearbejdelse er uden tvivl udført af en Snorre Markússon på Melar (deraf navnet) i Borgarfjorden; han var lagmand og døde 1313. Omkr. 1300 er denne bearbejdelse kommen i stand. I et kontaminationshåndskrift, (urigtig) kaldt den yngre Melabók, findes enkelte mindre stykker, der hidrører fra den nævnte membran eller et søsterhåndskrift. Tilstrækkelig klar oplysning om bearbejdelsens indhold fås desværre ikke herigennem; men to ting er sikre: at ordningen af stoffet har været anderledes end i hine, idet der begyndes med den østlig del af sydfjærdingen, hvorefter hele rækken følger mod vest osv. (Ingolfs landnam bliver herved ikke delt), og at de indledende stykker om landets opdagelse og opdagere findtes ikke her.
Hvorledes forholdet er mellem Melabok og de andre bearbejdelser er omtvistet. B. M. Olsen har antaget, at det er Melabók, der har den ældste ordning af stoffet, og hævder, at den er naturligere end de andres. Dette er dog meget tvivlsomt. De andres ordning er også meget naturlig og ligeledes det, at de forskellige opdagere af landet stilles i spidsen. Hertil kommer, at Melabók synes at forudsætte Sturlubók. Dette er ikke til hinder for at antage, at Melabók på enkelte punkter bedre har bevaret det oprindelige, men så følger deraf, at den nuværende såkaldte Sturlubók har været genstand for bearbejdelse, hvorimod jo intet strider. Heller ikke kan der være nogen tvivl om, at Melabók gennemgående forkorter teksten; desuagtet optager den enkelte smånotitser og endogså et par sagauddrag.
Den Landnáma, der som ovenfor bemærket kan konstateres omkr. år 1220 (eller noget før), beror på de gamle slægtregistre, der tidligere havde eksisteret slægtsvis eller gruppevis, både nedskrevne og vistnok også i mundtlig tradition. Det ligger da nær at tænke på den ”slægtkundskab”, der ifølge Den Første Grammatiske Afhandling var blandt det først optegnede; det ligger nær at tænke på Ares ”ættetal” i hans Første Islændingebog. At disse slægtregistre og rimeligvis endnu flere har været forfatterens kilde, er højst sandsynligt. Men hertil kommer mere eller mindre direkte og antydede kilder. Værket selv meddeler, at Brandr prior den frode har ”mest optegnet Bredfjordingernes genealogier”; Kolskeggr den frode nævnes som hjemmelsmand for Østfjordenes landnam; disse er i form noget afvigende fra det øvrige. Også sagaer er, som bemærket, benyttede. Man kan således måske sige, at Landnáma er sukcessivt bleven til i løbet af det 12. årh., indtil den fik sin afsluttende form i begyndelsen af det 13.
Skriftets pålidelighed er på de fleste punkter hævet over tvivl. Der er så godt som ingen modsigelser og den topografiske rækkefølge er så at sige i et og alt fuldstændig rigtig. Med sagaerne stemmer det i det hele; der er dog ikke så få afvigelser, men da er det vistnok som oftest sagaerne, der med gode grunde kan mistænkes for ikke at have bevaret det rigtige. Hvilken fylde af interessante oplysninger skriftet giver, ikke alene om personer, men også om forskellige kulturforhold (landtagning, stedsnavnegivelse og meget mere), kan her kun antydes. Rimeligvis er samlingen selv istandbragt på vestlandet.
(Finnur Jónsson: Den islandske litteraturs historie tilligemed den oldnorske, s. 270ff., København, 1907)
.jpg)
.jpg)
