Lausavísur: Bjǫrn Arngeirsson hítdœlakappi (B1)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
ved
Finnur Jónsson
1912-1915
Bjǫrn Arngeirsson hítdœlakappi
Islænder, d. o. 1024.
1 (1009). Hér myndi nú, handar,
(hœft skiljum brag) vilja,
líki fǫgr es leygjar
Lofn, Eykyndill sofna,
ef hǫrskorða heyrði,
harðla nær at værim
(gerðumk frægr) með fjórða
fleina vald í tjaldi.
2 (1011). Hristi handar fasta
hefr drengr gamans fengit;
hrynja hart á dýnur
hlǫð Eykyndils vǫðva,
meðan (víns) stinna vinnum
(veldr nøkkvat því) kløkkva,
skeið verðk skriðs at beiða,
(skorða) ǫ́r at borði.
3 (1019). Snót biðr svein enn hvíta
svinn at kvíar innan
(reið esat Rínar glóðar
ranglǫ́t) moka ganga;
harðla nýt, sús heitir,
Hlǫkk miðs vita Rǫkkva
sprund biðr út at andar,
Eykyndill, mik skynda.
4 (1019). Hér munk sitja,
hátt vel kveða,
skemta þinni
þjóðvel konu;
þat mun okkr eigi
til orðs lagit;
emk heill í hug;
hér munk sitja.
5 (1019). Eykyndill verpr ǫndu
(orðsæl) ok vill mæla
(brúðr hefr baztar rœður)
breksǫm við mik nekkvat;
en til Jarðar orða
ǫlunreyrar gengr heyra
lítill sveinn ok leynisk
launkarr ok sésk fjarnar.
6 (1019). Þat mun þér, es mœtti
þín sveit liði mínu
þar fyr Þrælaeyri,
Þorðr eimuni, forðum,
ok frá auði miklum
ódrengila genguð;
bart, þótt allvel ortir,
optsinnum hlut minna.
7 (1019). Muna mátt hitt, at, hattar
hallland, ek vann grandi,
lítill sveinn, of leiti
látprúðr þars þú dúðir,
ok frá byrjar blakki
brátt, sem orka máttir,
annars snauðr an æðru,
ills kunnandi runnuð.
8 (1019). Hefnt telk þess, at þessa
þornteigar gekt eiga,
(þín's í þurð at einu)
Þorðr (vegsemi) skorðu;
ér á Oddaeyri
undan mínum fundi
brúar und bakka lǫ́guð
Brenneyja lágt skreyja.
9 (1019). Sátt við, sveinn enn hvíti,
sviptr auði ok giptu,
(ǫ́ vas auðs við hríðir)
ǫfund (hjǫrs) í Sólundum,
þás raungetinn ræntak
rusilkvæðr af þér bæði
(heldr vas gráleikr goldinn
gauri) knǫrr ok aura.
10 (1019). Þá mun þunnrar blæju
þǫll (vestarla und fjǫllum
Rindr vakði mik mundar)
manns þíns getu sanna,
ef gæti son sæta
sunnu mars við runni
(vǫ́n lætk réttrar raunar)
ríklunduð mér glíkan.
11 (1019). Kyrr munk sitja,
komk á hausti,
hefk fornan mǫr
fullu keyptan;
feld gǫ́fuð mér
fagrrǫggvaðan,
kappsvel drepinn;
kyrr munk sitja.
12 (1019). Svá flakir Ullr of alla,
odds, bǫð-Gefnar Loddu,
hinns ljótan fal lýtir,
linnbeðs sæing innan,
at hól-Njǫrun hvílir
hrannblakks kalin (nakkvat
lofak Þrúðar hag þýðrar
þorns) á beðjar horni.
13 (1019). Systr eru tvær með tíri
(trúik) enn (sǫgum hennar)
þýð ok þeira móðir
þekk bragsmíðar skekki;
þær 'ro mér (in meira
men-Grund lofak stundum)
þat 's versóka veiti
vánligt, í stað kvánar.
14 (o. 1022). Hoddgeymir liggr heima,
(hér fregn mannr et sanna)
sár fekk mýgir mǫrva
misleitr af selreitum,
en þás út taka hrannir,
allhvass, of sker falla,
fœrir lókr of leiru
ljótr kerlingu skjóta.
15 (o. 1022). Standa stýrilundar
staðar -- -- --
glíkr, 's geira sœkir
gunnsterkr at því verki;
-- -- -- --
stendr af stála lundi
styrr Þórrøði fyrri.
16 (o.1022). Veitat kóna knýtir
(kom drengr við styr lengi),
hinns of eyki annask,
ǫrmǫ́lugr þat gǫrva,
hvar bǫðserkjar birki
(beit egg í tvau leggi),
trauðr es ætna eyðir
einvígis - lætk hníga.
17 (o. 1022). Þat vilk Þórðr at frétti
- (þess unnum bǫr Gunnar),
ops búinn veik fyr veiti
vægja suðr með ægi, -
at þars einir hittumk
(jókk tafn í dag hrafni)
hafviggja fyr hneigi
hnigu tveir viðir geira.
18 (o.1022). Kalfs veitk at son sjalfan
(sverða goðs) á roðnum
(radd kappi né kvíddum)
Klifsjǫrva namk fjǫrvi
og vǫ́gum þorn þeygi
Þundar gráps með vǫ́pnum;
fall varð fleygiþolli
fjǫrgrand Niðar branda.
19 (o. 1022). Leit hvar rann hjá runni
runnr dǫkkmara Gunnar
œgiligr í augum
iðglíki mér víka,
segja þrøngvar þeygi
þat barn vita Marnar
hesta hleypi rastar
hlunns sinn fǫður kunna.
20 (1022). Draum dreymðumk nú, Nauma
Niðbrands skarar landa
(koma mun Yggr at eggjar
enn bragsmíðar kenni),
báðar hendr í blóði,
(braut Kaldamarsnauta)
(mér) ok kendr (í mundum)
Mæringr roðinn væri.
21 (1024). Þræta at þú sér betri
Þórðr (skuld enga vildak),
alls gazt enga snilli
eljun latr á skratti;
vart hǫfum verri orta
(vink bjór Hǫ́ars inna)
sekr glœps "okr", an ortak,
ísbjóðr, of þik vísu.
22 (1024). Undr 's ef ekki benda
(opt vakir drengr at lengrum);
ógn hefk fyrða fregna,
framvísar mér dísir,
þvít armleggjar orma
Ilmr dagbœjar hilmis
heim ór hverjum draumi
hjalmfaldin býðr skaldi.
23 (1024). Út genk með lið lítit,
lítt sék hers við víti;
sverð fylgir menmyrði
mitt ok skjǫldr enn hvíti;
enn fyr einum, runni
ægis dýrs, of Mýrar,
vǫndr skal hjalts ór hendi
hrøkkva, fyrr an støkkvak.
24 (1024). Tveir erum vǫrðr, en vǫ́rum,
vápneirar, mun fleiri
(opt vas skald und skildi)
skólkinnis, at jólum;
enn hraustgeði á hausti
(hoddlestis) kom vestan
(sveit vasa seggja lítil
snarfengs) með lið drengja.
1. Her myndi nú Eykyndill vilja sofna - handar leygjar Lofn es fǫgr líki; skiljum brag hœft; -, ef hǫrskorða heyrði, at værim harðla nær i tjaldi með fjórða fleina vald; gerðumk frægr = Her vilde Øfakkel gærne ville lægge sig at sove - kvinden er skön af udseende; jeg digter rigtig mit vers -, dersom hun vidste, at jeg var så nær i et telt med 3 andre mænd. Jeg er bleven omtalt.
2. Drengr hefr fengit Hristi handar fasta gamans; "vǫðva hlǫð" Eykyndils hrynja hart á dýnur, meðan vinnum stinna ǫr kløkkva at borði; verðk at beiða skeið skríðs; víns skorða veldr því nøkkvat = Manden (jeg) har skaffet kvinden elskovslyst; Øfakkels tårer (?) falder stridt på hendes dunpuder, medens jeg gör den stive åre böjelig ved bådkanten; jeg må kræve af skibet, at det løber; hun er til en vis grad årsag deri.
3. Svinn snót biðr enn hvíta svein ganga at moka kvíar innan; reið Rínar glóðar esat ranglǫ́t; sprund, sú harðla nýt Hlǫkk Rǫkkva miðs vita, es heitir Eykyndill, biðr mik skynda út at andar = Den kloge kvinde beder den hvide (feje) svend at gå ud og rense fårefolden for møg; kvinden er ikke uretfærdig; hun, den dygtige kvinde, som hedder Øfakkel, beder mig at komme hurtig ud i fordören.
4. Her vil jeg sidde - og kvæde höjt og smukt, underholde din kone på det bedste; det vil man ikke dadle os for; jeg er ærlig i hu. Her vil jeg sidde. - [Jfr. Tords Løsevers 1].
5. Eykyndill verpr ǫndu ok vill mæla nekkvat, breksǫm við mik; orðsæl brúðr hefr baztar rœður; en lítill sveinn gengr heyra til orða ǫlunreyrar fjarnar Jarðar ok leynisk launkarr ok sesk = Øfakkel sukker tungt og vil sige noget, vant som hun er at snakke med mig; den veltalende kvinde fører de bedste samtaler; men den uanselige svend går hen for at høre hendes ord og skjuler sig hemmelighedsfuld noget borte, men bliver opdaget.
6. Þat mun þér, Þorðr, eimuni, es þí sveit mœtti forðum liði mínu þar fyr Þrælaeyri, ok genguð ódrengila frá miklum auði; bart optsinnum minna hlut, þótt ortir allvel = Det vil du aldrig glemme Tord, at din skare mødte fordum mit følge dér foran Trælleør, og du lod umandig alt dit gods i stikken; ofte har du trukket det korteste strå, skönt du kunde digte godt.
7. Mátt muna hitt, lítill sveinn, at ek vann grandi þars þú dúðir látprúðr hattar hallland of leiti, ok runnuð frá byrjar blakki brátt sem orka máttir ills kunnandi, snauðr annars an æðru = Det husker du nok, feje svend, at jeg slog dig ikke ihjæl, da du med smukke lader rystede dit hoved farende henover bakkerne, og løb hurtig, alt hvad du orkede, bort fra skibet, kun tænkende på hvad der er slet, og blottet for alt undtagen fejhed.
8. Telk þess hefnt, Þorðr, at gekt eiga þessa þornteigar skorðu; vegsemi þín 's at einu í þurð; ér lǫ́guð lágt skreyja undan fundi mínum á Oddaeyri und brúar bakka Brenneyja = Jeg mener det er hævnet, Tord, at du ægtede denne kvinde; din hæder er i stærk aftagen; lavt måtte du usling, för (for at undgå) mødet med mig, ligge på Oddaør under Brennøernes bro-bakke.
9. Sátt, enn hvíti sveinn, sviptr auði ok giptu i Sólundum, við ǫfund - ǫ́rr auðs vas við hjǫrs hríðir -, þás ræntak raungetinn af þér, rusilkvæðr, bæði knǫrr ok aura; heldr vas gráleikr goldinn gauri = Du undgik, hvide svend, berøvet gods og lykke i Sulend misundelse (at blive misundt) manden (jeg) har deltaget i kampe -, da jeg prøvet i mange ting fratog dig, tølperagtige, både skib og gods; tølperen fik lön for sin falskhed.
10. Þá mun þǫll .unnrar blæju sanna getu manns þíns - mundar Rindr vakði mik vestarla und fjǫllum -, ef riklunduð sæta gæti son, glíkan mér, við mars sunnu runni; lætk vǫ́n réttrar raunar = Da vil kvinden sande din mands formodning - kvinden vesterpå under fjældene vækkede min elskov -, dersom den stolte kvinde fik en sön, der lignede mig, med sin mand; jeg formoder, at prøven vilde blive rigtig.
11. Jeg bliver rolig siddende - jeg kom til efteråret, og jeg har købt det gamle fedt for dets fulde værdi; du gav mig en skindpels med smukke lokker, meget godt slået(?) - rolig bliver jeg siddende.
12. Svá flakir bǫð-Gefnar Ullr, hinn odds lýtir, es fal ljótan [hug], innan of alla sæing linnbeðs Loddu, at hrannblakks hól-Njǫrun hvílir kalin á beðjar horni; lofak nakkvat hag þýðrar þorns Þrúðar = Således breder manden, krigeren, som viste falsk sind, sig over kvindens hele leje, at hun må ligge på sengekanten og fryse; kun til en vis grad roser jeg hendes stilling.
13. Tvær systr með tíri eru ok þeira þýð móðir - trúik sǫgum hennar - enn þekk bragsmíðar skekki; þær 'ro mér i stað kvánar - in meira lofak stundum mengrund; þat 's vánligt versóka veiti = To søstre med hæder og deres elskværdige moder - jeg tror hendes ord - er endnu digteren kære; de er mig i hustrus sted - så meget mere lovpriser jeg stundum hende -: det er hvad man kan vænte af mig.
14. Hoddgeymir liggr heima i misleitr mýgir mǫrva fekk sár af selreitum - her fregn mannr et sanna -; en þás hrannir taka fa1la út of sker, fœrir allhvass ljótr lókr skjóta kerlingu of leiru = Den karrige ligger hjemme; den uselige fedtfortærer fik sår af en elendig sælhund - her kan man få sandheden at vide -; men når bølgerne begynder at strömme tilbage ud over skærene, -- -- -- -- (uforståeligt).
15. Stýrilundar standa .. staðar .. glíkr; gunnsterkr geira sœkir es at því verki; styrr stendr Þórrøði af stála lundi ... fyrri = Mændene står ... steds ... lig; den kampstærke kriger er ved det værk (den gærning); ufred for Tord rejser sig fra krigeren (mig) ... den første.
16, Ǫrmǫ́lugr "kóna knýtir", hinns annask of eyki, veitat þat gǫrva - drengr kom lengi við styr -, hvar lætk bǫðserkjar birki hníga; ætna eyðir es trauðr einvígis; egg beit leggi í tvau = Den snakkesalige mand, som er optaget af trækdyrene, ved ikke sikkert - jeg har jævnlig deltaget i kampe - hvor jeg lader krigeren falde; madfortæreren er uvillig til tvekamp; sværdet bed læggene itu.
17. Vilk at Þórðr frétti þat - ops búnn veik suðr með ægi fyr veiti vægja; þess unnum Gunnar bǫr -, at tveir geira viðir hnigu fyr hafviggjar hneigi, þars hittumk einir; jókk hrafni tafn i dag = Jeg ønsker, at Tord må høre det - rede til at vige trak han sig tilbage for krigeren syd på langs stranden; det under jeg ham -, at to krigere faldt for søfareren (mig), hvor vi ene mødtes; jeg gav ravnen føde i dag.
18. Veitk, at namk sjalfan son Kalfs fjǫrvi á roðnum Klifsjǫrva; né kvíddurn kappi sverða raddgoðs -, ok vǫ́gum þeygi þorn Þundar gráps með vǫ́pnum; fall varð fjǫrgrand Niðar branda fleygiþolli = Jeg ved, at jeg berøvede Kalfs egen sön livet på den blodige Klifsjörve - jeg var ikke bange for krigerens stridslyst -, og dog dræbte jeg ikke krigeren med våben; et fald blev mandens bane.
19. Gunnar runnr leit, hvar œgilegr i augum, iðglíki mér, rann hjá vika dǫkkmara runni; þrøngvar Marnar vita segja hlunns rastar hesta hleypi þeygi þat barn kunna fǫður sinn = Krigeren (jeg) så, hvor han med de hvasse öjne, der ligner mig livagtig, løb forbi søfareren (mig); mændene siger mig, at det barn dog ikke kender sin (rigtige) fader.
20. Dreymðumk nú draum, skarar landa Nið-brands Nauma, koma mun enn eggjar Yggr at bragsmíðar kenni -, væri báðar hendr í blóði, ok Mæringr kendr roðinn; Kaldamarsnauta hraut mér í mundum = Jeg havde nu en dröm, kvinde, - endnu vil krigeren overfalde digteren -, at bægge mine arme var blodige, og Mæring sås rødfarvet; sværdet gik itu i min hånd.
21. Þræta, Þórðr, at þú sér betri, - vildak enga skuld -, gazt alls enga snilli, skratti, latr á eljun; hǫfum vart orta verri vísu of þik, an Ortak, sekr glœps "okr" ísbjóðr; vink inna Hǫ́ars bjór = Søg ikke at hævde, Tord, at du er bedre - jeg vilde ikke, at der skulde være nogen gæld på min side -; du har ingen dygtighed, tølper, doven til kraftig handling; næppe har jeg digtet en bitrere vise om dig, end denne, forbryderske ...; jeg digter et vers.
22. Undr es, ef framvísar dísir henda mér ekki - hefk fregna ógn fyrða; drengr vakir opt at lengrum -, þvít hjalmfaldin armleggjar orma Ilmr hilmis dagbœjar býðr skaldi heim ór hverjum draumi = Det skulde være mærkeligt, om ikke fremsynte diser giver mig vink - jeg har hørt mændenes trusler; ofte våger jeg des længere -, ti en hjælmdækket kvinde fra himlens konge indbyder skjalden i enhver dröm.
23. Genk út með lítit lið; sék lítt við víti hers; mitt sverð ok enn hvíti skjǫldr fylgir menmyrði; hjalts vǫndr skal hrøkkva ór hendi ægis dýrs runni, fyrr an enn støkkvak fyr einum of Mýrar = Jeg går ud med et ringe følge; jeg er ikke bange for mændenes fjendskab; mit sværd og det hvide skjold følger mig; sværdet skal för falde ud af søfarerens (min) hånd, end jeg nogensinde skal flygte for én over Myrerne.
24. Erum tveir, vǫrðr vápn-eirar, en vǫ́rum mun fleiri at jólum; opt vas skald und skildi "skólkinnis"; enn hraustgeði kom vestan á hausti með lið drengja; seggja-sveit snurfengs hoddlestis vasa lítil = Vi er to, kriger; vi var adskillig flere sidste jul; ofte har skjalden været ude under skjoldet (i kamp) ...; den modige (jeg) kom vestfra i efteråret med en skare mænd; den raske mands følge var ikke lidet.
