Lausavísur (Kormak Ogmundsson)
Hopp til navigering
Hopp til søk
Skjaldekvad
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ![]() |
![]() |
Oversættelse:
Olaf Hansen
(1923)
Kormak Ogmundsson
- 1.
- Møen har en funke
- kastet i mit bryst;
- denne fod har vakt mig
- elskovs søde lyst.
- Disse slørgudindens
- smalle fødder ville
- vorde, det jeg frygter,
- snare for mit snilde.
- 2.
- Begge møens kinders
- klare lys, hvormed
- elskov tændes, brænde
- ved det fældte ved;
- og ved dørens tærskel
- - aldrig denne lue
- slukkes - jeg den rankes
- ankler fik at skue.
- 3.
- Under brynets klare
- himmelvang udgik
- som en skyløs måne
- møens falkeblik:
- disse stråler vil
- Ringes Hlin den bolde
- og mig selv utrolig
- sorg og kummer volde.
- 4.
- Bort fra mig har møen
- ikke øjet vendt;
- næppe selv han kender,
- smerten hun har tændt:
- véd ej selv, hvorlunde
- mig hun har forvirret,
- da hen under Hagbards
- hals hun på mig stirred.
- 5.
- Én, men kun en liden
- lyde fandt hos mig
- møen, der jo smiler
- selv så elskelig:
- håret, kvad den hulde,
- - kvindekøn forsanden
- skulle jeg vel kende -
- krøllet er i panden.
- 6.
- Svarte øjne har jeg,
- når i mandeleg
- fro jeg møder,
- tykkes måske altfor bleg:
- dog, o kvinde, stundom
- hørte mø min tale,
- og for fager gjaldt jeg
- da i kvindesale.
- 7.
- Dette Nannas milde
- øje, der så skært
- tindrer i sit gemme,
- er trehundred værdt:
- disse bløde lokker,
- Freyas gyldne snarer,
- mere end fem hundred
- agted’ jeg i varer.
- 8.
- Møen ej opvejer
- Islands klippebryst,
- Hunelands og Danmarks
- fiskerige kyst;
- hvad er Englands skove,
- hvad er Irlands søer
- mod den sol, som over-
- stråler alle møer?
- 9.
- Tag letfodet hoppe,
- giv den tøjlen slap,
- lad min ganger rende
- over heden rap!
- Jeg vil her mig heller
- fryde ved Stengerdes
- fagre ord, end efter
- brune beder færdes.
- 10. Mangler
- [Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Kvinden kom og gav mig efter at jeg havde tvættet mig, en redekam; jeg husker, at jeg havde det godt; dog var jeg den kvinde kun lidet bekendt; jeg glemmer ikke at elske hende.]
- 11.
- Søde flomme Øgmunds søn
- såre vil behage.
- 12.
- Hvad skal du om maden
- tale, dumme gæk:
- Tror du, jeg vil tåle,
- Narfe, kådhed fræk?
- 13. Mangler
- [Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Koens føder spurgte næsvis, hvad jeg syntes om ’kedelorme’, - jeg synes han er hjemme rødøjet (på grund af køkkenarbejde), - men jeg ved, at den sodede tølper, den smudsige filts ridder, som har gødet markerne, blev behandlet som en tævehund.]
- 14.
- Ind jeg kom at søge
- møen; end der står
- ej i Hrungners ædle
- fodblad noget skår;
- skjoldet mod jeg vender
- hvem der vil mig møde,
- skal i Odins uvejr
- for mit værge bløde.
- 15.
- Bort fra salen gik hun;
- i den hele gård
- jeg med længsel spejder
- efter hulde mår:
- overalt mit øje
- stirrer, for at finde
- målet for min tanke
- og min sjæls veninde.
- 16.
- Inde mine fjender
- sidder; deres sværd
- hvæsser de; men mine
- baner er ej der:
- vil de to på marken
- mod mig ene stride,
- det er kun som lam, der
- glubske ulv vil bide.
- 17.
- Mænd i baghold sidder,
- men de ej formår
- mig at kunne genne
- fra min sjæls attrå;
- thi jo større avind
- mod vort fund de bærer
- desto mer jeg elske
- vil min hjertenskære.
- 18.
- Mænd i baghold sidder,
- og med øglefærd
- tror de mig at genne
- fra min hjertenskær;
- men før skal slanger
- klyngevis mig true
- førend jeg aflader
- dig, min sol, at skue.
- 19.
- Hvem mon du i verden
- - lyse liljevand,
- hvisk mig dine tanker -
- vælge vil til mand?
- 20.
- Se til, at din hest du kan holde,
- uden at tabe dit skjold,
- inden du ved det, skal nødden
- hilse dit øre, du knold.
- Kom aldrig mer at fortælle
- - skal det dig ellers gå vel -
- nogen om gilder, om syv end
- holdes om dagen, du træl!
- 21.
- Bort har Berse ført min brud
- som mig først var lovet;
- derfor nu det visselig
- gælde må hans hoved.
- Før da hun mig elsked’ - nu
- hun af sorger slagen -
- kyste jeg den smækre mø
- fast hver stund på dagen.
- 22.
- Nu, jeg Gautes pile
- kaste må om kvinden,
- og dem lade flyve
- som en fjer for vinden.
- 22b.
- Drøpners duglys blive
- dyre nu at eje,
- skal for øre trende
- Thorveigs skib vi leje.
- 23.
- Så farvel, da hulde
- brud, jeg på dig léd,
- men du gik, og skuffet
- har min kærlighed.
- Skibet har mig gækket,
- men i morgenstunden
- ravn skal mættes. Du skal
- atter vorde funden.
- 24.
- Lyse brud, du klager
- at jeg svigtet har
- mødet, men jeg sprængte
- hesten, som mig bar.
- Hellere måtte alle
- heste gå til grunde,
- end jeg skulle se dig
- hen mod graven stunde.
- 25. Mangler
- [Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Jeg har skullet bringe dig, Skegge, dit ægbrustne sværd - våbnet bed ikke -; til visse blev sejren deres; men jeg var ikke skyldig i den gang (det udfald), jeg havde til at kæmpe for møen; sejr blev der ikke (mig) forundt i kampen.]
- 26. Mangler
- [Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Jeg har gået på holm for at kæmpe med Berse, kvinde; jeg ventede mig fordel deraf; men Skegges navnkundige, drabsæggende sværd brast i hånden på mig; det har mistet mange gode egenskaber.]
- 27. Mangler
- [Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Det var ikke et sværd med usvigelig æg, Skegge bragte mig til kampen, der er ingen bøjelig kraft i sværdet; (dog) bed Sköfnung Hviting itu nedenfor hjaltet; jeg har brudt et helt skår i det (nu) skårede sværd.]
- 28. Mangler
- [Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Mit sværd opnåede ikke meget i kampen, da jeg huggede det; sværdet svigtede i kampen; sværdet klang hæslig, da det mod sin vilje måtte gå ud af sin skede.]
- 29. Mangler
- [Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Kvinde, i to morgner er jeg gået til et aftalt møde; nu er jeg berøvet hendes gunst; jeg antager, kvinde, at jeg vil sidde hjemme den tredje; jeg er optagen af hende.]
- 30. Mangler
- [Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Dadl mig ikke, kriger, fordi jeg var sen til at bringe dig sværdet; jeg fremfører mit vers for dig; man kan ikke modstå menneskenes skæbne, Skegge; dit sværd har været i kamp under heden.]
- 31. Mangler
- [Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Jeg syntes jeg holdt mit blodgriske sværd (kraftig) frem i kampen, kriger, men det kunne ikke gabe med sin drabsmund mod manden; jeg tænker på hende, kvinden.]
- 32.
- Aldrig, guldlads blomme,
- det jeg fatte kan,
- hvorfor du blev givet
- til en tindræts mand:
- altid, Silke-Nanna,
- det mit sind oprører,
- at din fader fæsted
- dig så blød en fører.
- 33.
- Nej, formén mig ikke;
- liljevand så hvid!
- (kløgt jeg har) at smede
- Skidingernes nid
- Nide vil jeg manden,
- så at stene flyde;
- nu vist Eysteins sønner
- lykke slet vil nyde.
- 34.
- Tåle må jeg tabet,
- ej min bod er blid:
- højt på skibets toppe
- ligger rimen hvid.
- Gid dog han, som nu er,
- ak, den huldes herre,
- havde det ej bedre
- eller endnu værre!
- 35.
- Lidet jeg, når kongen
- samler hær mod hær,
- frygter døden; hæder
- mer end guld er værd;
- og min tanke svæver,
- hen i fjerne Norden;
- sjælesot er mig kun
- Thorkels datter vorden.
- 36.
- Ni mod to er mange;
- dog vi sejr vandt,
- og bag deres skjolde
- visse død de fandt;
- medens hun, hvis ynde
- aldrig jeg kan glemme,
- sidder spag og syer
- på sin guldsøm hjemme.
- 37.
- Voven bruser, bratte
- klippevæg den slår;
- og ved øers strande
- høje brænding går:
- så hver gang jeg slumrer
- søvnløst sindet vanker;
- vågner jeg så vågner
- hun i mine tanker.
- 38.
- Tintén sidder rolig,
- han er aldrig der,
- hvor om mod det gælder
- i en farlig færd.
- I Solundarsundet
- råen for os knækker,
- som når træl på toften
- fyrrespånen flækker.
- 39.
- Tintén lidet kender
- til en oprørt sø;
- pløjed’ aldrig havet
- for en vennemø.
- Medens styrtesøer
- over dækket ile,
- kan han lunt i kvindens
- runde arme hvile.
- 40.
- Kun et brædt os skiller;
- skæbnen råde må,
- hvem har kunnet tænke,
- så det ville gå,
- var ej Skofnung skåret,
- angerløst, du hulde!
- vi på samme leje
- begge hvile skulle.
- 41.
- Lad os, væne kvinde!
- mørke nætter fem
- hvile her i huset,
- fro i alle dem;
- og hver nat, mens ravnen
- flagrer vildt i tågen,
- mine stille tanker
- vil mig holde vågen.
- 42.
- Før skal stenen svømme,
- let som korn, på vand;
- før skal jorden synke
- med sin klippestrand;
- før skal fjeldes vandring
- havets dyr forfærde:
- førend kvinde fødes
- yndig som Stengerde.
- 43.
- Tit i mine drømme
- så jeg det så klart,
- har jeg mig ej dåret
- altfor åbenbart:
- at engang omsider
- dine arme skulle
- - o var den tid kommen! -
- favne mig, du hulde,
- 44.
- Kvinde i den årle
- morgenstund jeg bød
- - dette var en uhelds,
- dag - guldringen rød;
- og den blide kvinde,
- - hvem kan sligt udholde? -
- bød mig med min guldring
- gå til alle trolde.
- 45.
- Sent fra Fljot han kommer,
- havets nabo fejg,
- han som mig udæsked’
- til en våbenleg.
- Meget guldets ejer
- mangler. Han må være
- havgal, og i brystet
- kun en lerklump bære.
- 46.
- Ej skal, thi for hende
- Nu jeg æsket er,
- mig til tavshed bringe
- hine niddinger.
- De mit kvad skal spørge,
- skælve for mit snille,
- til de lumskeligen
- mig ved livet skille.
- 47. Mangler
- [Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Jeg gav penge til at krigeren ikke skulle overvinde mig på holmen; kvinden slagtede (noget) disse to gange; det er nok blod af to gæsses blod; byd aldrig digteren, som er i stand til at udføre handlingen at digte, sligt.]
- 48. Mangler
- [Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: I høj grad har troldene forhekset denne kvinde, ingen skulle uforstyrret tro på en andens kone; jeg venter, at den hæse vølve ikke volder ulykke, når jeg går til den kamp? hvorfor beskylde hende derfor?]
- 49.
- Atter står jeg rustet,
- hulde liljevånd!
- og på holmen svinger
- sværd for dig i hånd;
- tvende sinde har jeg
- kæmpet dig til ære;
- derfor må jeg dobbelt
- nær din hyldest være.
- 50.
- Hid til holmen gik jeg,
- fro til våbenklang;
- kald mig ej, o kvinde!
- did den tredie gang!
- Skændigt har de al min
- kæmpelyst bedøvet,
- og ved tryllekunster
- sværdets æg mig sløvet.
- 51.
- Mødig må jeg svale
- mig med kappens flig;
- megen møde, kvinde,
- har du voldet mig.
- Følg mig! Lad ham ruge
- på sit guld derhjemme!
- Megen sorg, Stengerde,
- har jeg end at glemme.
- 52.
- Næppe hjem med nødet
- kommer I, før hun,
- som mig fordum elsked’
- i den samme stund
- spørge vil: hvor er den
- skære ring nu henne?
- Fik han den, hin skjald,
- den svarteste blandt svende?
- 53. Mangler
- [Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Krigeren lod et rustent sværd svinge over mig; lad ham rase som den elendige han er - jeg digter en vise -, til visse truede mig ikke nogen fare af den kamp; det anfald af spåkvindens mand blev til spot (for ham).]
- 54. Mangler
- [Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Den gamle lede heks sløvede sværdet for mig i kampen; (derfor) lader jeg nu bagefter niddet bide krigeren; sværdet duede ikke, da jeg havde i sinde at angribe ham; den modløse usling fik i samme grad svagere hug, skønt de var ført med fuld kraft (fra min side).]
- 55.
- Ringe jeg måtte bøde,
- to af bedste slag,
- røden guld til gengæld
- for et favnetag;
- aldrig end jeg hørte
- - dyr er glæden - tvende
- kys så meget kosted’
- mænd og ungersvende.
- 56.
- Vise vil jeg smede,
- før vi går om bord,
- og den fagre kvinde
- sende afskedsord:
- alle vil de hende,
- livets lyse blomme,
- som så tro jeg elsker,
- vist for øre komme.
- 57.
- Han, som med den fagre
- viv mig fór forbi,
- fik i hovedstjørnen
- slag af rorets ski.
- Vidløs Eysteins arving
- nu i stavnen ligger.
- Vagt dig, o Stengerde!
- Styr ej så usikker!
- 58.
- Dristigt ungersvenden
- spændet fra mig stjal,
- medens jeg med kvinden
- drak i munter hal.
- Vig har herligt skæfte,
- stene kan den splitte
- men jeg traf ej manden,
- kun i mossets midte!
- 59.
- Havets lede slanger
- snarer om mig slog,
- da vi mod den frække
- vikingskare drog.
- Nær jeg selv var vandret
- did til Odins skare,
- da jeg frelste kvinden
- fra den store fare.
- 60.
- Far da med din husbond!
- Vend til ham din hu!
- Mellem mænd at
- vælge lidet mægter du.
- Fejg, når fare møder,
- han sig sammen krymper:
- ringere du agter
- mig, end denne stymper.
- 61.
- Det var ej som dengang,
- da jeg hjerteglad
- favn mod favn i lyfting
- med Stengerde sad.
- Hvis ej Skrymer havde
- svigtet, da det gjaldt,
- skulle jeg nu drukket
- øl med Odins helte.
- 62.
- Højberømt for herligst
- øde det mig gjaldt,
- når engang for sværdet
- uden sot jeg faldt.
- Lad os onde vætter,
- sky! De tit besnæred’
- mandens sind, og bitter
- hel-nød ham beskæred’.
- 63.
- Ej, håndfagre kone!
- så jeg her din mand,
- da med blod vi rødned’
- sværd på Irlands strand.
- Da om mine kinder
- nøgne klinger suste,
- ørnen skreg, og hede
- strøm for ravnen bruste.
- 64.
- Djærve svende fulgte
- mig; på sværdets hug
- randt af dybe vunder
- sårets røde dug.
- Fægte kunne helte
- med de brede sværde;
- dog må jeg nu strådød
- lide, o Stengerde!
- 65. Mangler
- [Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: (Sammenhængen umulig at bestemme): ti min venindes...gavmild - Torkel du ville.]
Kilder:
1. Historiske fortællinger om islændernes færd hjemme og ude : efter de islandske grundskrifter, Bind 1-4, ved N. M. Petersen, versene ved Olaf Hansen, København, 1923-25
2. Finnur Jónsson: Den norsk-islandske Skjaldedigtning, Bind 1-2, København, 1912-15
Titel, disposition, strofernes nummerering og evt. indskudte bemærkninger følger Finnur Jónsson. De steder, hvor oversætteren har udeladt en strofe, er Finnur Jónssons udgave af strofen indsat. (Dette er altid markeret tydeligt.)
Finnur Jónssons oversættelse er strengt taget mere en parafrase end en oversættelse, idet kenninger som regel gengives med et enkelt ord. Kvadets indhold går forud for dets form. Jónssons eget mål var, at den danske oversættelse skulle "være til praktisk nytte."