Lausavísur (Kormak Ogmundsson)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Skjaldekvad


Oversættelse:
Olaf Hansen
(1923)


Kormak Ogmundsson


Lausavísur


1.
Møen har en funke
kastet i mit bryst;
denne fod har vakt mig
elskovs søde lyst.
Disse slørgudindens
smalle fødder ville
vorde, det jeg frygter,
snare for mit snilde.
 
2.
Begge møens kinders
klare lys, hvormed
elskov tændes, brænde
ved det fældte ved;
og ved dørens tærskel
- aldrig denne lue
slukkes - jeg den rankes
ankler fik at skue.
 
3.
Under brynets klare
himmelvang udgik
som en skyløs måne
møens falkeblik:
disse stråler vil
Ringes Hlin den bolde
og mig selv utrolig
sorg og kummer volde.
 
4.
Bort fra mig har møen
ikke øjet vendt;
næppe selv han kender,
smerten hun har tændt:
véd ej selv, hvorlunde
mig hun har forvirret,
da hen under Hagbards
hals hun på mig stirred.
 
5.
Én, men kun en liden
lyde fandt hos mig
møen, der jo smiler
selv så elskelig:
håret, kvad den hulde,
- kvindekøn forsanden
skulle jeg vel kende -
krøllet er i panden.
 
6.
Svarte øjne har jeg,
når i mandeleg
fro jeg møder,
tykkes måske altfor bleg:
dog, o kvinde, stundom
hørte mø min tale,
og for fager gjaldt jeg
da i kvindesale.
 
7.
Dette Nannas milde
øje, der så skært
tindrer i sit gemme,
er trehundred værdt:
disse bløde lokker,
Freyas gyldne snarer,
mere end fem hundred
agted’ jeg i varer.
 
8.
Møen ej opvejer
Islands klippebryst,
Hunelands og Danmarks
fiskerige kyst;
hvad er Englands skove,
hvad er Irlands søer
mod den sol, som over-
stråler alle møer?
 
9.
Tag letfodet hoppe,
giv den tøjlen slap,
lad min ganger rende
over heden rap!
Jeg vil her mig heller
fryde ved Stengerdes
fagre ord, end efter
brune beder færdes.
 
10. Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Kvinden kom og gav mig efter at jeg havde tvættet mig, en redekam; jeg husker, at jeg havde det godt; dog var jeg den kvinde kun lidet bekendt; jeg glemmer ikke at elske hende.]
 
11.
Søde flomme Øgmunds søn
såre vil behage.
 
12.
Hvad skal du om maden
tale, dumme gæk:
Tror du, jeg vil tåle,
Narfe, kådhed fræk?
 
13. Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Koens føder spurgte næsvis, hvad jeg syntes om ’kedelorme’, - jeg synes han er hjemme rødøjet (på grund af køkkenarbejde), - men jeg ved, at den sodede tølper, den smudsige filts ridder, som har gødet markerne, blev behandlet som en tævehund.]
 
14.
Ind jeg kom at søge
møen; end der står
ej i Hrungners ædle
fodblad noget skår;
skjoldet mod jeg vender
hvem der vil mig møde,
skal i Odins uvejr
for mit værge bløde.
 
15.
Bort fra salen gik hun;
i den hele gård
jeg med længsel spejder
efter hulde mår:
overalt mit øje
stirrer, for at finde
målet for min tanke
og min sjæls veninde.
 
16.
Inde mine fjender
sidder; deres sværd
hvæsser de; men mine
baner er ej der:
vil de to på marken
mod mig ene stride,
det er kun som lam, der
glubske ulv vil bide.
 
17.
Mænd i baghold sidder,
men de ej formår
mig at kunne genne
fra min sjæls attrå;
thi jo større avind
mod vort fund de bærer
desto mer jeg elske
vil min hjertenskære.
 
18.
Mænd i baghold sidder,
og med øglefærd
tror de mig at genne
fra min hjertenskær;
men før skal slanger
klyngevis mig true
førend jeg aflader
dig, min sol, at skue.
 
19.
Hvem mon du i verden
- lyse liljevand,
hvisk mig dine tanker -
vælge vil til mand?
 
20.
Se til, at din hest du kan holde,
uden at tabe dit skjold,
inden du ved det, skal nødden
hilse dit øre, du knold.
Kom aldrig mer at fortælle
- skal det dig ellers gå vel -
nogen om gilder, om syv end
holdes om dagen, du træl!
 
21.
Bort har Berse ført min brud
som mig først var lovet;
derfor nu det visselig
gælde må hans hoved.
Før da hun mig elsked’ - nu
hun af sorger slagen -
kyste jeg den smækre mø
fast hver stund på dagen.
 
22.
Nu, jeg Gautes pile
kaste må om kvinden,
og dem lade flyve
som en fjer for vinden.
 
22b.
Drøpners duglys blive
dyre nu at eje,
skal for øre trende
Thorveigs skib vi leje.
 
23.
Så farvel, da hulde
brud, jeg på dig léd,
men du gik, og skuffet
har min kærlighed.
Skibet har mig gækket,
men i morgenstunden
ravn skal mættes. Du skal
atter vorde funden.
 
24.
Lyse brud, du klager
at jeg svigtet har
mødet, men jeg sprængte
hesten, som mig bar.
Hellere måtte alle
heste gå til grunde,
end jeg skulle se dig
hen mod graven stunde.
 
25. Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Jeg har skullet bringe dig, Skegge, dit ægbrustne sværd - våbnet bed ikke -; til visse blev sejren deres; men jeg var ikke skyldig i den gang (det udfald), jeg havde til at kæmpe for møen; sejr blev der ikke (mig) forundt i kampen.]
 
26. Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Jeg har gået på holm for at kæmpe med Berse, kvinde; jeg ventede mig fordel deraf; men Skegges navnkundige, drabsæggende sværd brast i hånden på mig; det har mistet mange gode egenskaber.]
 
27. Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Det var ikke et sværd med usvigelig æg, Skegge bragte mig til kampen, der er ingen bøjelig kraft i sværdet; (dog) bed Sköfnung Hviting itu nedenfor hjaltet; jeg har brudt et helt skår i det (nu) skårede sværd.]
 
28. Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Mit sværd opnåede ikke meget i kampen, da jeg huggede det; sværdet svigtede i kampen; sværdet klang hæslig, da det mod sin vilje måtte gå ud af sin skede.]
 
29. Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Kvinde, i to morgner er jeg gået til et aftalt møde; nu er jeg berøvet hendes gunst; jeg antager, kvinde, at jeg vil sidde hjemme den tredje; jeg er optagen af hende.]
 
30. Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Dadl mig ikke, kriger, fordi jeg var sen til at bringe dig sværdet; jeg fremfører mit vers for dig; man kan ikke modstå menneskenes skæbne, Skegge; dit sværd har været i kamp under heden.]
 
31. Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Jeg syntes jeg holdt mit blodgriske sværd (kraftig) frem i kampen, kriger, men det kunne ikke gabe med sin drabsmund mod manden; jeg tænker på hende, kvinden.]
 
32.
Aldrig, guldlads blomme,
det jeg fatte kan,
hvorfor du blev givet
til en tindræts mand:
altid, Silke-Nanna,
det mit sind oprører,
at din fader fæsted
dig så blød en fører.
 
33.
Nej, formén mig ikke;
liljevand så hvid!
(kløgt jeg har) at smede
Skidingernes nid
Nide vil jeg manden,
så at stene flyde;
nu vist Eysteins sønner
lykke slet vil nyde.
 
34.
Tåle må jeg tabet,
ej min bod er blid:
højt på skibets toppe
ligger rimen hvid.
Gid dog han, som nu er,
ak, den huldes herre,
havde det ej bedre
eller endnu værre!
 
35.
Lidet jeg, når kongen
samler hær mod hær,
frygter døden; hæder
mer end guld er værd;
og min tanke svæver,
hen i fjerne Norden;
sjælesot er mig kun
Thorkels datter vorden.
 
36.
Ni mod to er mange;
dog vi sejr vandt,
og bag deres skjolde
visse død de fandt;
medens hun, hvis ynde
aldrig jeg kan glemme,
sidder spag og syer
på sin guldsøm hjemme.
 
37.
Voven bruser, bratte
klippevæg den slår;
og ved øers strande
høje brænding går:
så hver gang jeg slumrer
søvnløst sindet vanker;
vågner jeg så vågner
hun i mine tanker.
 
38.
Tintén sidder rolig,
han er aldrig der,
hvor om mod det gælder
i en farlig færd.
I Solundarsundet
råen for os knækker,
som når træl på toften
fyrrespånen flækker.
 
39.
Tintén lidet kender
til en oprørt sø;
pløjed’ aldrig havet
for en vennemø.
Medens styrtesøer
over dækket ile,
kan han lunt i kvindens
runde arme hvile.
 
40.
Kun et brædt os skiller;
skæbnen råde må,
hvem har kunnet tænke,
så det ville gå,
var ej Skofnung skåret,
angerløst, du hulde!
vi på samme leje
begge hvile skulle.
 
41.
Lad os, væne kvinde!
mørke nætter fem
hvile her i huset,
fro i alle dem;
og hver nat, mens ravnen
flagrer vildt i tågen,
mine stille tanker
vil mig holde vågen.
 
42.
Før skal stenen svømme,
let som korn, på vand;
før skal jorden synke
med sin klippestrand;
før skal fjeldes vandring
havets dyr forfærde:
førend kvinde fødes
yndig som Stengerde.
 
43.
Tit i mine drømme
så jeg det så klart,
har jeg mig ej dåret
altfor åbenbart:
at engang omsider
dine arme skulle
- o var den tid kommen! -
favne mig, du hulde,
 
44.
Kvinde i den årle
morgenstund jeg bød
- dette var en uhelds,
dag - guldringen rød;
og den blide kvinde,
- hvem kan sligt udholde? -
bød mig med min guldring
gå til alle trolde.
 
45.
Sent fra Fljot han kommer,
havets nabo fejg,
han som mig udæsked’
til en våbenleg.
Meget guldets ejer
mangler. Han må være
havgal, og i brystet
kun en lerklump bære.
 
46.
Ej skal, thi for hende
Nu jeg æsket er,
mig til tavshed bringe
hine niddinger.
De mit kvad skal spørge,
skælve for mit snille,
til de lumskeligen
mig ved livet skille.
 
47. Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Jeg gav penge til at krigeren ikke skulle overvinde mig på holmen; kvinden slagtede (noget) disse to gange; det er nok blod af to gæsses blod; byd aldrig digteren, som er i stand til at udføre handlingen at digte, sligt.]
 
48. Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: I høj grad har troldene forhekset denne kvinde, ingen skulle uforstyrret tro på en andens kone; jeg venter, at den hæse vølve ikke volder ulykke, når jeg går til den kamp? hvorfor beskylde hende derfor?]
 
49.
Atter står jeg rustet,
hulde liljevånd!
og på holmen svinger
sværd for dig i hånd;
tvende sinde har jeg
kæmpet dig til ære;
derfor må jeg dobbelt
nær din hyldest være.
 
50.
Hid til holmen gik jeg,
fro til våbenklang;
kald mig ej, o kvinde!
did den tredie gang!
Skændigt har de al min
kæmpelyst bedøvet,
og ved tryllekunster
sværdets æg mig sløvet.
 
51.
Mødig må jeg svale
mig med kappens flig;
megen møde, kvinde,
har du voldet mig.
Følg mig! Lad ham ruge
på sit guld derhjemme!
Megen sorg, Stengerde,
har jeg end at glemme.
 
52.
Næppe hjem med nødet
kommer I, før hun,
som mig fordum elsked’
i den samme stund
spørge vil: hvor er den
skære ring nu henne?
Fik han den, hin skjald,
den svarteste blandt svende?
 
53. Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Krigeren lod et rustent sværd svinge over mig; lad ham rase som den elendige han er - jeg digter en vise -, til visse truede mig ikke nogen fare af den kamp; det anfald af spåkvindens mand blev til spot (for ham).]
 
54. Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Den gamle lede heks sløvede sværdet for mig i kampen; (derfor) lader jeg nu bagefter niddet bide krigeren; sværdet duede ikke, da jeg havde i sinde at angribe ham; den modløse usling fik i samme grad svagere hug, skønt de var ført med fuld kraft (fra min side).]
 
55.
Ringe jeg måtte bøde,
to af bedste slag,
røden guld til gengæld
for et favnetag;
aldrig end jeg hørte
- dyr er glæden - tvende
kys så meget kosted’
mænd og ungersvende.
 
56.
Vise vil jeg smede,
før vi går om bord,
og den fagre kvinde
sende afskedsord:
alle vil de hende,
livets lyse blomme,
som så tro jeg elsker,
vist for øre komme.
 
57.
Han, som med den fagre
viv mig fór forbi,
fik i hovedstjørnen
slag af rorets ski.
Vidløs Eysteins arving
nu i stavnen ligger.
Vagt dig, o Stengerde!
Styr ej så usikker!
 
58.
Dristigt ungersvenden
spændet fra mig stjal,
medens jeg med kvinden
drak i munter hal.
Vig har herligt skæfte,
stene kan den splitte
men jeg traf ej manden,
kun i mossets midte!
 
59.
Havets lede slanger
snarer om mig slog,
da vi mod den frække
vikingskare drog.
Nær jeg selv var vandret
did til Odins skare,
da jeg frelste kvinden
fra den store fare.
 
60.
Far da med din husbond!
Vend til ham din hu!
Mellem mænd at
vælge lidet mægter du.
Fejg, når fare møder,
han sig sammen krymper:
ringere du agter
mig, end denne stymper.
 
61.
Det var ej som dengang,
da jeg hjerteglad
favn mod favn i lyfting
med Stengerde sad.
Hvis ej Skrymer havde
svigtet, da det gjaldt,
skulle jeg nu drukket
øl med Odins helte.
 
62.
Højberømt for herligst
øde det mig gjaldt,
når engang for sværdet
uden sot jeg faldt.
Lad os onde vætter,
sky! De tit besnæred’
mandens sind, og bitter
hel-nød ham beskæred’.
 
63.
Ej, håndfagre kone!
så jeg her din mand,
da med blod vi rødned’
sværd på Irlands strand.
Da om mine kinder
nøgne klinger suste,
ørnen skreg, og hede
strøm for ravnen bruste.
 
64.
Djærve svende fulgte
mig; på sværdets hug
randt af dybe vunder
sårets røde dug.
Fægte kunne helte
med de brede sværde;
dog må jeg nu strådød
lide, o Stengerde!
 
65. Mangler
[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: (Sammenhængen umulig at bestemme): ti min venindes...gavmild - Torkel du ville.]


Kilder:

1. Historiske fortællinger om islændernes færd hjemme og ude : efter de islandske grundskrifter, Bind 1-4, ved N. M. Petersen, versene ved Olaf Hansen, København, 1923-25
2. Finnur Jónsson: Den norsk-islandske Skjaldedigtning, Bind 1-2, København, 1912-15

Titel, disposition, strofernes nummerering og evt. indskudte bemærkninger følger Finnur Jónsson. De steder, hvor oversætteren har udeladt en strofe, er Finnur Jónssons udgave af strofen indsat. (Dette er altid markeret tydeligt.)

Finnur Jónssons oversættelse er strengt taget mere en parafrase end en oversættelse, idet kenninger som regel gengives med et enkelt ord. Kvadets indhold går forud for dets form. Jónssons eget mål var, at den danske oversættelse skulle "være til praktisk nytte."

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.