Laustiks Sang
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Nu vil jeg fortælle eder en Tildragelse, hvorom Bretonerne gjorde en Strenglegssang, som de kalde Laustik; saa heder den paa bretonisk Maal, men paa vælsk Russinol, men paa engelsk Nictigal. Det er en liden Fugl, som heder Nattergal, og som, straks det begynder at somre, synger og slaar om Nætterne saa fagert og med saa blöd Röst, at det er lysteligt og fornöjeligt at höre paa.
I det Fylke i Bretland, hvor den hellige Malo hviler, er der en mægtig og berömt By. I denne By levede to Riddere, som ejede hver sin Gaard; den ene af dem var gift med en skjön og fager, forstandig og hövisk Kone, men den anden var berömt, omgjængelig og brav mod sine Jævninge og alle Mænd. Denne unge Ridder elskede sin Grannes Hustru; saa længe og saameget bad han hende, og saa mange gode Egenskaber fandt hun hos ham, at hun elskede ham over alt i Verden. Fra det Kammer, hvori hun sov, kunde hun tale med sin Elsker, naar hun stod eller sad i sin Loftsal, og ligesaa han med hende fra sit Kammer; dette mishagede dem ikke, og de levede begge meget behageligt, undtagen det alene, at de ikke kunde komme sammen som de gjærne vilde; paa denne Vis elskede de hverandre længe. Nu en Gang, som det begyndte at somre, tog Laustik til at synge med den fagreste Sang og kaldte paa sin Mage til Elskovs Frembringelser under Træets Löv og Blomster. Den, som da elskede, maatte ved Fuglene komme til at tænke meget paa den, det lystede ham at elske. Da Ridderen var fængslet af Elskov, fæstede han sin Hu til Fuglenes Sang, som om deri indeholdtes alt, hvad det lystede ham at have; han lagde med alt sin Sind Mærke til Fuglenes Sang, som opmuntrede ham til Elskov. Men Fruen, som han elskede saa höjt, saa sin Elskers Adfærd; i Maaneskin, naar hendes Herre var sovnet, stod hun op af hans Sæng, iförte sig sin Kjole og gik hen at staa ved Vinduet, fordi hun vidste, at hendes Elsker stod lige overfor i det andet Vindue og förte et lignende Liv, saa at han vaagede saa godt som hele Natten. Og da bar det saa til paa Grund af hendes hyppige Opstaaen, at hendes Herre og Bonde blev vred, skjændte meget paa hende med haarde Ord, og spurgte hende, hvorfor hun stod op og hvor hun gik hen. Hun svarede da: „Herre min“, sagde hun, „der er intet Menneske i hele Verden, som hörer den lille Fugl Laustik og dens Röst, hvor fagert den synger hele Natten, uden at han maa forlystes og glædes af saa fager Sang, som den synger; derfor gik jeg til Vinduet og staar her for at lytte til dens fagre og söde Sang; det vil jeg paa ingen Maade længer dölge for eder“, sagde hun.
Da hendes Herre havde hört dette, taug han af Harm og Vrede, og tænkte, at han visselig skulde svige Laustik med nogen List; han gav sine Svende Befaling, og de gjorde straks Gildrer for at fange Laustik; de fæstede Lim og Doner paa hver Kvist paa hvert Træ i Haven, saa at de omsider fangede Laustik og bragte den levende til sin Herre. Han blev meget glad og fornöjet over at have faat Fuglen i sin Magt, gik straks ind i Sovekamret og mælte: „Frue“; sagde han, „kom hid og tal med mig; nu har jeg sveget din Laustik, fordi du for dens Skyld har udmattet dig og vaaget længe hver Nat“. Da Fruen havde hört hans Ord, vrededes hun og bedrövedes og bad sin Herre, at han skulde give hende Fuglen; men han kastede den straks i sin Vrede haardt mod hendes Bryst, saa at Fuglen döde og hendes Linkjortel farvedes af dens Blod. Da tog Fruen dens Lig op, græd meget og forbandede alle dem, som voldte Svig mod Laustik, og alle dem, som gjorde Snarer for at svige og fange den; siden tog hun et guldvirket Klæde og indsvöbte deri Fuglens döde Legeme, og rundt om sömmede hun med gyldne Bogstaver, at hun havde Sorg og Harm af dens Död. Derefter kaldte hun paa en af sine Svende, som hun bedst troede, og böd ham at bringe Fuglen saaledes til hendes Elsker, sige ham, hvorledes hendes Herre sveg den og fortælle ham, hvor meget hun sörgede over denne Tildragelse. Da Svenden kom til Ridderen, gav han ham Fuglen og sagde alt, hvad hans Frue havde budet ham. Men han, den belevneste Ridder, harmedes saare over, at Laustik saaledes var svegen af Avind og Ondskab, og lod straks forfærdige til den et gyldent Kar tildækket med et Guldlaag, rundt om besat med dyrebare Ædelstene paa en fager Maade og med megen Kunst, og i dette Kar lagde han Laustik.
Denne Tildragelse fór over hele Bretland og Bretonerne gjorde derom den Strengleg, som de kalde Laustiks Sang.
