Lig-Lodin (CCR/FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
GHM 2.jpg


Islændingesagaer


Grønlands historiske mindesmærker II


XVII.
Fortællingen om Lig-Lodin

(»Sammendrag af Beretningerne om Lig-Lodin«)


paa dansk ved

Finnur Magnússon og C. C. Rafn




Disse Beretninger ere kun adspredte Levninger af andre vidtlöftigere, som nu ere tabte, men fordum indeholdtest en gammel Fortælling, kaldet Tosta-Þáttr (Fortællingen eller Sagn-Afdelingen om Toste, den engelske Kong Harald Godvinsöns bekjendte Broder og Fjende), hvilken Björn Johnsen i hans Grönlands Annaler nævner som sin Kilde, men nu ikke haves complet. Vi kjende kun enkelte Fragmenter af den, indflikkede i visse Recensioner af Fortællingen om Heming Aslaksön (Þáttr af Hemíngi Ásláksyni) see Sagabibliotheket Ill, 356-358. Dets Forfatter har kjendt og benyttet Fortællingens Begyndelse i Flatöbogen, samt een af dens Fortsættelser, nemlig den som haves i det Arna-Magnæanske Papiirs Haandskrift Nr. 65, i Folio (blandt de Suhmske 148 Fol.), hvilken Torfæus ogsaa har kjendt. I ingen af disse indeholdes noget om Grönlænderen Lig-Loðin, hvorfor vi have gjort os megen Umage for at eftersee alle de gamle Haandskrifter, hvori noget om ham kunde, med Rimelighed, ventes at forekomme. I den ovenfor ll, 610, beskrevne Membran, Hrokkinskinna, fandt vi Begyndelsen til Fortællingen om Toste, men afbrudt og ufuldstændig. Ligeledes opdagede vi en Fortsættelse af samme Fortælling, i det Arna-Magnæanske Pergaments Haandskrift 544, i 4to, beskrevet her ovenfor I, 343-346, hvori den af Björn Johnsen omhandlede Lodin virkelig nævnes, paa en Maade som stemmer overeens med hans Uddrag, men det meste af dette Stykke sees desværre at være bortkommet af Membranen. Da intet videre hertil hörende fandtes i Skindbögerne, udvidede vi Undersögelsen til Papiirs-Haandskrifterne, og fandt da en Afskrift, tagen i sin Tid af Asgeir Johnsen af nogle Fragmenter af Hemings Þáttr, i den Arna-Magnæanske Samling 326 b, indfört strax bagefter samme Fortællings Udskrift af Flatöbogen ved samme Haand, men uden Tvivl tagen af en anden Membran, rimeligviis den ovenommeldte Arna-Magnæanske, thi det lille Stykke i den, hvor Lodin nævnes, som vi have collationeret med Afskriften, stemmer ganske overeens med den, paa tvende Ord nær, herra for vera, hvilket Afskriveren muelig har villet læse paa tidtmeldte Maade, da det ikke er ganske tydeligt, samt for verð. Denne mærkelige Afskrift (ligesom ogsaa dens Original) har hidindtil været vore Historikere aldeles ubekjendt, hvorfor P. E. Müller har udarbeidet sit Uddrag af slutningen af Fortællingen om Heming, efter Torfæus´ Beretninger (Hist. Norveg. IlI, 371 o. fl), der blot grundedes paa mundtlige Sagn, som endnu i hans Tid vare i Omlöb. Den indeholdes (fra Tostes förste Forsög paa at overtale Kong Harald Sigurdsön til Englandstoget) deels i den sidst omhandlede Afskrift, deels i Membranen 544.

Först meddele vi her Björn Johnsens Sammendrag af Fortællingen om Lig-Lodin af hans Grönlands Annaler, da det maa være os klart, at han har havt en meget udförligere Original for sig, end nogen af dem vi nu kjende, og som saaledes maa formodes for længst at være aldeles tabt. Til Grund for vor Text have vi lagt Exemplaret Nr. 115 i 8vo, og jevnfört det med de övrige som haves i den Arna-Magnæanske Samling, samt ere beskrevne her ovenfor I, 84-85.

Det andet Brudstykke eller Uddrag er taget af det Arna-Magnæanske, ovenfor beskrevne Papiirs-Haandskrift, Nr. 326 b i 4, og slutningen deraf jevnfört med Membranen 5-14 i 4to, som, forsaavidt Levninger af Texten haves, sees at have været ganske overeensstemmende dermed, efter hvad vi ovenfor have indviklet, og bemærke kun endvidere, at det samme Resultat viser sig ved begge Haandskrifters Jevnförelse i det fölgende, lige til Slutningen af den saakaldte Hemings Þáttr', i hvilken Uddrag af tvende ældre Fortællinger, om Toste og om Lodin, synes af dens Forfatter at være blevne indskudte.

Den Tid, hvori de her beskrevne Tildragelser skete, er uden al Tvivl Aaret 1066. Da foretog Kong Harald Sigurdsön af Norge, kaldet den Haardraade, i August Maaned, sit sidste ulykkelige Orlogstog mod Kong Harald Godvinsön, (ophidset dertil af dennes Broder, Jarlen Toste eller Toslig), for at fravriste ham den engelske Krone.

Den norske Konge faldt i Slaget ved Stanford eller Batlebridge, i Nærheden af York, den 25de September næstefter. Efter Björn Johnsens Uddrag synes den grönlandske Skibsförer Lodin, som fulgte Flaaden, at have, efter sit Löfte, været behjælpelig ved Kong Harald: og hans Krigeres forelöbige Jordefærd, (thi Kongens Lig blev næste Aar höitidelig fört tilbage til Norge). Hvorledes det siden er gaaet denne Lodin, som formodentlig, efter fuldfört Handelsreise, har vendt tilbage til Grönland, en aldeles ubekjendt.


A. Björns Jónssonar samandráttr.

Udbrud. Illustration af clm. Copyright: © Carsten Lyngdrup Madsen, 2017.
Í þessum Norðr-hafsbotna ís hafa flest skip forgengið alltíð forðum, sem margt segir af í Tosta þætti, þvíat Líka-Loðinn tók þar af auknefni sitt, að hann kannaðí opt á sumrum norðr-óbygðir, ok fluttí lík manna til kirkju, er hann fann í hellum ok skútum, þar sem þeir höfðu af ísum eðr skipbrotum komit, en hjá þeim láu jafnan ristnar rúnir, um alla atburði þeirra ófara ok kválnínga.

Þessi grænlendski maðr, Líka-Loðinn, var vitr maðr ok margfróðr. Hann sigldi skipi sínu eitt sumar af Grænlandi, ok mætti Haraldi konúngi Sígurðarsyni, er hann var á reísuna kominn til Suðreyja, með Tosta trèspjót, Guðina syni[1]. Konúngr spurði hann tíðinda, en Loðinn sagði mörg, þó þótti konúngum mest vert um þann þrjú undr, sem [til fèllu[2] í þrjá daga. Hið fyrsta var, at hafit fyri þeim logaði í eínu bálí allt við himni at sjá, en Loðinn sigldi þar á, sem lægstr var logínn; byrr var greíðr; hafði hann konúngi þat til teikns at sýna, at brunninn voru bæði skaut af segli hans. Annan daginn sáu þeir í lopti yfir skipinu eitt blóðský, þat kom niðr yfir skipið ok storknaði. Þat var svâ mikit, at fossaði af þiljum út; þetta annat teikn hafði Loðinn konúnginum at sýna, bæði í skálum, skipi ok á tjöldum ok seglum. Þriðja daginn sáu þeir yfir sèr í lopti ótöluligan fuglafjölda fljúga út Noregs átt at Englands átt; þeir kvökuðu allir mjök glaðliga, hvör með sinni röddu, ok flugu kappsamliga fram leið sina; þetta var árla morguns. En at kvöldi voru þeir Loðinn komnir í syn við eyjar nökkrar; þá sýndist þeim sami fuglaflokkr aptr fljúga at vestan, austr[3] at Noregs átt, ok sýndust þá allir höfuðlausir, ok voru þá allir þegjandi, ok flugu mæðiliga. Haraldr konúngr hrygðist við, en Tosti lofaði eigi berlega Loðni samræður við konúng. Þó gjörðist þat leyniliga með þeim konúngi ok Loðni, at Loðinn skyldi eptir þeim sigla til greftrunar konúngsmönnum, ef með þyrfti, sem ok skeði. Þessi teikn ok undr vurðu fyri lifláti Haralds konúngs, því hann fèll þar, með Tosta, á Englandi, ok hlaut alla ólukku fyrir hans vonda áeggjan ok allt sem sá þáttr útvísar.

A. Björn Johnsens Sammendrag.

I denne Iis fra de nordlige Havbugter[4] ere stedse de fleste Skibe fordum forgaaede, hvorom meget berettes i Fortællingen om Toste, thi Lig-Lodin fik sit Ögenavn deraf, at han tit om Sommeren bereiste de nordlige Ubygder, og förte tilbage med sig til Kirken de menneskelige Lig, som han fandt i Huler og Klöfter, hvortil de vare komne fra Isflager eller Skibbrud, men hos dem laa ofte ridsede Runer om alle de Tildragelser ved deres Uheld og Lidelser[5].

Denne grönlandske Mand, Lig-Lodin, var klog og vidste meget. Han seilede en Sommer med sit Skib fra Grönland, og mödte Kong Harald Sigurdsön paa hans Reise til Syderöerne[6] med Toste Træspyd[7], Godvins Sön. Kongen spurgte ham om Nyheder, men Lodin fortalte ham mange; dog syntes Kongen at de tre Undere, som tildroge sig i tre Dage, vare de mærkværdigste. Det förste var nemlig, at Havet foran dem stod i lys Lue, op imod Himlen, men Lodin seilede over Ilden, hvor Luen var lavest; de havde rask Medbör. Lodin kunde vise Kongen, som Tegn paa Sandheden af hans Udsagn, at begge Skjöderne af hans Seil vare forbrændte[8]. En anden Dag saae de i Luften en Blodsky over Skibet; Blodet faldt ned paa det og störknede; det var i en saadan Mængde, at det strömmede fra Dækket ud i Söen; Lodin kunde vise Kongen det, som det andet Tegn, baade i Skaaler og i Skibet, samt paa Telte og Seil[9]. Den tredie Dag saae de i Luften over sig en utallig Mængde af Fugle, der flöi, som fra Norge mod den Kant hvor England laa; de kvidrede alle meget muntert, hver med sin Stemme, og flöi af alle Kræfter frem paa deres Bane; dette var tidlig om Morgenen. Men om Aftenen havde Lodin med sine Skibsfolk faaet nogle Öer i Sigte[10]; da forekom det dem som om den samme Sværm af Fugle kom flyvende fra Vest mod Öst, hen ad Norge til, samt at de da alle vare hovedlöse og tause, og at Flugten faldt dem meget besværlig[11]. Kong Harald blev sörgmodig herover, men Toste tillod Lodin ikke at tale (mere) offentlig med Kongen. Dog blev det hemmelig afgjort mellem Kongen og Lodin, at Lodin skulde seile bag efter Flaaden, for at jorde Kongens Mænd, hvis det skulde behöves, hvilket og virkelig blev Tilfældet[12]. Disse Tegn og Undere skete förend Kong Harald blev skilt ved Livet[13], thi han faldt der, tilligemed Toste, i England, og fik al Ulykke for hans onde Tilskyndelses Skyld, eftersom den ovenmeldte Fortælling udviser.


B. Ur Tosta-Þætti.

Svá er sagt, þá er konúngr lá í Súlundum, þá sigldi þar eitt Grænlandsfar af hafi. Fyri því skipi var sá maðr er Líka-Loðinn hèt, þvíat hann hafði flutt lík Finns fegins ok þeirra skipara or Finnsbúðum, fyrir austan jökla á Grænalandi, með boði Ólafs konúngs hélga, þvíat Finnr var son Ketils kálfs af Ríngunesi á Heiðmörk ok Gunnildar, systur Ólafs konúngs. Þeir skjóta báti ok roá til konúngs skipsins, ok heilsaði Loðinn konúngi. Konúngr spurði, hversu lengi þeir hefði í hafi verít. Loðinn svarar: VII nætr. Konúngr spurði: urðu þèr við enga nýlundu varír? Loðinn svarar: engi nylúnda þikki mè nú. Þá vindu hans kumpánar bátinum. Þá mælti konúngr: eigi þikkir þínum mönnum sem þú segir satt, ok seg nú. Loðinn svarar: þá er vèr höfðum siglt II nætr undan landi, þá sám vèr eld brenna; hann var svâ lángr, at vèr sám fyri hvarngan enda; hann var blár sem einn logi. Byr var enn bezti, ok mátti hvergi hjá sigla; var mitt ráð at sigla þar á eldínn sem vèr komum at ok lægstr var logínn. Vèr... hita af eldinum, ok brann hvârtveggja skautið ok... skautin ok líkin með nýrri grænlenzku. Ok er vèr höfðum siglt... skýflóki yfir skip vârt; þar fylgði svâ mikit myrkr at menn sá eigi hendr sínar. Þá heyrðu vèr brest mikinn, ok Ieit ek upp; var þá skýflókinn sundr brostinn, ok blæddi or hvârumtveggja... með stóru forsfalli, ok þessi blóðstraumr kom ofan í skip várt, ok lèt ek setja undir... ok má þat blóð enn hèr sjá, ok er nú samanlaupið, síðan kólnaði, þvíat varmt var þá er ofan kom. Ok er vèr höfðum enn siglt llI døgr, þá heyrðum vèr gný mikinn, vèr sám þá marga fugla fljúga, sem ek veit þar nöfn til í Noregi; flugu þeir næst oss er... voru; þeir gullu ok klökuðu með mikilli gleði. Þessi flaug vanst um eina eykt dags, svâ at eigi mátti sjá heiðan himin fyri, ok flugu þó alldri enir sömu. Síðan sigldum vèr í II dægr, áðr vèr komum at landi í gærkveld; þá sám vèr ena sömu fugla fljúga vestan... voru þá brottu allir enír stærstu fuglarnir; flugu þeir þá allir þegjandi ok svâ sem sorgfullir; ok er þeir komu at landi, dreifðust þeir ok settist sèr hverr. Nú hefi ek yðr ekki meira at segja. Konúngr mælti: leyna vildir þú mik þessu, þar þú kallaðist ekki sèð[14] hafa. Loðinn svarar: svâ sagða ek at vera[15] at mèr þótti þetta nú engi undr, er ek veit yðra ferð ráðna or landi. Hvar fyri? sagði konúngr. Loðinn mælti: þvíat þèr munuð eigi aptr koma, en þess er von at mikil furða verðí fyri slíkra höfðíngja fráfalli. Konúngr mælti: villtu fylgja mèr? Loðínn svarar: Þèr verðit at ráða, en sækja verð[16] ek lík yðarra manna þeirra er látast. (...) Betra man mèr til manna verða, meðan ek lifi, en því muntu fara verða at þú kallast vita um vârar ferðir. Þá mælti konúngr: þikki þèr, Tosti, þetta nokkr undr? Tosti svarar: hefði fyri merkan mann borið, þá væri þetta nýbreytni. Loðinn svarar: miklu mundi kaupanda, at þú, Tosti, lýgir eigi fleiri lýgar millim landa en ek. Konúngr gaf Loðni orlof.

B. Et andet Uddrag fra Middelalderen.

Man har sagt, at da Kongen laae ved Suleöerne[17], kom der en Grönlandsfarer seilende fra Havet. Det Skib förtes af en Mand som kaldtes Lig-Lodin , fordi han havde fört Finn Fegins[18] og hans Skibsfolks Lig fra Finsboder, som ligge östen for Jöklerne paa Grönland[19], efter Kong Olaf den Helliges Budskab[20], fordi denne Finn var en Sön af Ketil Kalf til Ringenes[21], paa Hedemarken og Gunild, Kong Olafs Söster. De (Ankommende) satte en Baad ud, og roede til Kongens Skib. Lodin hilsede Kongen, som spurgte hvor længe de havde været i Söen. Lodin svarede: “7 Nætter[22]”. Kongen spurgte: “Have I der bemærket noget usædvanligt nyt?” Lodin svarede: “ikke noget, som nu forekommer mig forunderligt” Da vendte hans Reisefæller Baaden[23]. Kongen sagde da: “Dine Mænd synes ikke at du siger sandt, men siig det da nu." Lodin svarede: “Da vi havde seilet to Nætter fra Kysten[24], saae vi en brændende Ild af den Længde, at vi ikke kunde öine Ende paa den til nogen Kant; den var blaae som en Lue. Vi havde den bedste Bör, men kunde ikke seile forbi Ilden; jeg besluttede da at seile over llden, hvor vi kom til den, og hvor Flammen var lavest. Vi... Hede af llden og begge Seilskjödene brændte og... Skjödene og Ligene med nyt grönlandsk... [25]. Og da vi havde seilet... [26]... en tyk Sky over vort Skib; dermed fulgte et saadant Mörke, at man ikke kunde see sine egne Hænder. Da hörte vi et svært Knald[27] og jeg saae op mod Luften; der var Skymassen splittet ad, og Blod dryppede ned fra den, fra begge (Aabningens) Sider. . som i et heftigt Vandfald, og denne Blodström kom over vort Skib, og jeg lod sætte der under.. . Det Blod kan man endnu see her, og det er nu löbet sammen, siden det blev koldt, thi det var varmt, da det kom ned[28]. Og da vi endvidere havde seilet 3 Dögn hörte vi et stort Gny, og saae da mange Fugle flyve, hvis Navne jeg kjender fra Norge[29]. De flöi næst os som vare.... [30]. De gjaldede og klukkede med megen Glæde. Denne Flugt varede uophörlig hele tre Timer[31] saa at man for dem ikke kunde see den klare Himmel, og dog flöi aldrig de samme Fugle tilbage. Derefter seilede vi i to Dögn, indtil vi kom til Land i Gaaraftes; da saae vi de samme Fugle flyve vestenfra, men da vare alle de störste Fugle borte; nu flöi disse alle tause og ligesom sörgmodige, og da de kom til Landet, adspredtes de, og satte sig hist og her[32]. Nu har jeg ikke mere at fortælle eder." Kongen sagde: “Dette vilde du dölge for mig, da du sagde at du ikke havde seet noget (mærkværdigt).”[33] Lodin svarede: “Det sagde jeg af den Grund, at det, som jeg havde seet, forekom mig ikke længer underligt, efterat jeg havde faaet at vide at I havde besluttet eders Bortreise fra Landet." "Hvorfor?” spurgte Kongen. Lodin svarede: “Fordi at I ikke vil komme hid tilbage, men det er sandsynligt at vidunderlige Varsler forkynde slige Hövdingers Död.” Kongen sagde: "Vil du fölges med mig, Lodin?” Lodin svarede: “l maa raade, men jeg kommer til at afhente de af eders Krigeres Lig som falde..." [34] "Jeg vil nok kunne skaffe mig dygtigere Folk (Krigere) saa længe jeg lever, men dog maa du tage med, da du lader som om du veed Besked om vort Togs Udfald." Da sagde Kongen: "Anseer du, Toste, dette for virkelige Varsler ?” Toste svarede: “Der som en troværdig Mand havde seet det, vilde jeg have anseet det for vidunderligt." Lodin sagde da: “Det vilde være mange Penge værdt, at du, Toste, ikke förte flere Lögne mellem Lande end jeg gjör." Kongen gav Lodin Orlov[35].


Fodnoter

  1. I Texten anföres Navnet, i Overensstemmelse med den ny-islanske Skrivemaade Guðnasyni.
  2. fra [skeðu, 769, a.
  3. austan, de övríge (urigtig).
  4. Grændsende til de grönlandske Kyster.
  5. Det Stykke, hvoraf Björn Johnsen har gjort disse mærkelige Uddrag, findes nu ikke mere i noget af de Fragmenter, som haves af den gamle Tosta-Þáttr. Anledningen til Lodins Navn fortælles her anderledes end i det næstfölgende gamle Uddrag eller Brudstykke. Noget lignende om de sædvanlige omstændigheder ved Skibbrud Paa Grönland forekommer dog (men fra noget sildigere Tider) baade i Fortællingen om Einar Sokkesön ogi Gudmund den Godes Saga, hvilke Beretninger vi siden skulle meddele vore Læsere.
  6. Efter andre Beretninger kom Kong Harald Sigurdsön ikke paa dette Tog til Syderöerne, men vel til Shetlands- og Örkenöerne, hvilke Forfatteren eller Björn Johnsen have forvexlet med hine. Grönlands- og Islandsfarerne see sædvanlig de sidstnævnte Öer paa Reisen til Norges sydligere Kyststrækning og her har da formodentlig, efter nærværende Uddrag, Lodins Skib mödt Kong Haralds Flaade.
  7. Dette Tostes Tilnavn forekommer kun, saavidt vi vide, i disse Fragmenter af Tosta-Þáttr og i Fortællingen om Heming Aslaksön, i hvilken hin er bleven indflikket. Saaledes bar Wilhelm, Hertug af Normandiet, det noget lignende Tilnavn Langspyd.
  8. At den underjordiske Ild tit er opkommen i Havet mellem Island og Grönland, især uden for Reikjanes, selv i det næstafvigte og indeværende Aarhundrede, er almindelig bekjendt. See f. Ex. herovenfor l, 143-144. Skippere, som havde skullet seile til Island eller Grönland tidlig i Foraaret 1783, vilde være komne i alt for stor Fare ved at komme denne Havbrand for nær. De kom först til disse Farvande efter at det egentlige Udbrud var sket. Dog mödte de en forfærdelig Rög i en Afstand af 6 til 8 Mile fra Brandstedet, men Pimpstene, som hindrede Skibenes Gang, bedækkede Havet, selv i 30 Miles Frastand. En Klippeö, da i fuld Brand, (som nogle forbiseilende antoge for at være en Miil i Omkreds), var i denne Natur-Revolution opkommen af Söen, men sank igjen inden et Aars Forlöb. See M. Stephensens Beretning i Philosoph. Schilderung von Island S. 386 (og paa flere Steder), hvor det og ommeldes at Söfarende i Aaret 1733 bemærkede et Ilds-Udbrud i Havet mellem Grönland og Island; jfr. de Berlingske Tidender for s. A. Nr. 96 0. fl. Jeg, Finn Magnusen, har selv, i Aaret 1814, paa en Söreise fra Kjöbenhavn til Island, omtrent i S.0 derfra, været Vidne til at Skibets Dæk og Takkelage vare bedækkede med en fra Luften nedfalden fiin, rödagtig Aske, som da af alle meentes at være kommen fra en Vulkan, enten fra Island eller Grönland, eller og i det nordlige Ishav. I Island selv mærkedes da og det samme Askefald, men intet vulkansk Ildsudbrud der i Landet.
  9. Ogsaa den her (maaskee noget overdrevent) skildrede Begivenhed har været fuldkommen naturlig. At den saakaldte Blodregn, som saa tit har forfærdet overtroiske og vankundige Folk, har forskjellige physiske Aarsager, er nu tilstrækkelig bekjendt. Vulkanske Udbrud ledsages gjerne af besynderlige, meget heftige, Regnbyger, Ilinger eller Skybrud, i hvilken Svovelstöv og fiin rödagtig Aske blandes med Vandet; her har vel dette givet Anledning til Regnvandets Tykhed og röde Farve. Ved Ildsprudningen i Island 1783 fremkom megen Lava, som tildeels var mörkeröd eller blodröd.
  10. Disse Öer vare vel enten Færöerne eller Shetlandsöerne, som sædvanlig sees af de tilbagevendende Islands og Grönlandsfarere.
  11. Det her beskrevne formeentlige Mirakel eller Varsel, behöver vistnok ingen videre Forklaring.
  12. Intet af det her berettede haves nu i de af os leverede Levninger af Tosta-Þáttr.
  13. Snorre Sturlesön bemærker, at man har fortalt mange underlige Begivenheder, som antoges for Varsler for et ulykkeligt Udfald af Harald Haardraades forvovne Tog til England, men han fortæller af alt sligt kun tre Drömme, som i sig selv vare naturlige nok under saadanne Omstændigheder. Jfr. det næstfölgende Brudstykke.
  14. Med dette Ord begynder Membranen.
  15. herre, Mbr.
  16. má, Mór.
  17. Suleöerne, to i Tallet, beliggende uden for Sogn, kaldtes fordum Sólundar, og den tilgrændsende Deel af Nordsöen efter dem Sólundarhaf. Fra disse Öer var det at Kong Haralds norske Orlogsflaade begyndte det ommeldte Tog mod England. Derfor har vel den, som her har indrykket et Brudstykke af en ældre og vidtlöftigere Fortælling om Lik-Lodin, berettet at denne kom til Flaaden ved de nævnte Öer, hvorimod vi ansee den afvigende Underretning hos Björn Johnsen om dette Punkt for sandsynligere.
  18. Tilnavnet fegin betyder glad, fornöiet. Jvf. Anm.
  19. Om dette Sted komme vi nærmere til at handle i Anmærkningerne til Ivar Beres Beskrivelse over det gamle Grönland samt vore hertil hörende Undersögelser.
  20. Originalens boð kan, ligesom det nydanske Bud, baade betyde Befaling og Budskab.
  21. Nu Ringnes i Stange Sogn. Denne Finn har saaledes formodentlig været af den samme Slægt som Ketil Halfsön, der handlede paa Grönland omtrent 100 Aar efter Finn Fegins Död (hvorom mere i Fortællingen om Einar Sokkesön og sammes Indledning, samt Anm. 18).
  22. Eller (som vi udtrykke os) Dage. Mulig er her en Skrivefeil indlöbet, nemlig Vll for XlI eller XVII. Dog kan det tænkes at Meningen er: siden Lodin sidst havde seet (eller forladt) Grönlands Kyst eller og at Lodin (hvilket her er det sandsynligste) sidst havde taget fra Island, men ikke lige fra Grönland. Da vilde Tidsrummet af 7 Dage, med en nogenlunde god Vind, være meget vel passende for en Reise til Sogn i Norge, og dog endnu bedre for Seiladsen til Shetlands- eller Örkenöerne; jfr. Anm. ll, samtlovenfor S. 660-61.
  23. Udtrykket vindu i Originalen er noget utydeligt; enten vendte Folkene Baaden eller de heldede den til Siden (maaskee for at det formeentlig nedregnede Blod ikke skulde sees af Kongen).
  24. Enten Grönlands eller Islands Ryst. See ovenfor, Anm. 6.
  25. Her ere adskillige Ord borte af Texten og Meningen saaledes fuldkommen utydelig. "Nyt Grönlandsk ...." skal vel betegne et Slags stærkt i Grönland forfærdiget Töi, lignende det i Norge, efter Diplomer af 1337, i Middelalderen gangbare Ízlenska, Islandsk, d. e. Töi, der ellers kaldtes Pakkevadmel, som Seildug eller Vadmel hvormed Seilene bleve ögede, men Ligene (?) indviklede deri. Maaskee Lodin ogsaa den Gang, som tiere, förte anseelige ved Grönlands Udbygder forliste Personers Lig med sig tilbage til Norge. Om den her beskrevne llds naturlige Beskaffenhed kunne vi ellers henvise til vor 4de Anmærkning ved Björn Johnsons næstforegaaende Uddrag.
  26. Her har formodentlig Dagetallet været utydeligt for Afskriveren.
  27. Et saadant pludseligt Mörke, foranlediget af Aske og Svovelstöv, (der i Förstningen vise sig som tykke Skyer), samt dermed fölgende Knald ledsage som oftest vulkanske Udbrud.
  28. Om denne Blodregn (som dog maaskee her, i en Bearbeidelse af Fortællingen som er sildigere end den oprindelige, synes at være skildret med vel stærke Farver) see ovenfor S. 661 Anm. 6.
  29. Originalens Stiil er her noget besynderlig eller utydelig, men Ordene kunne dog neppe have nogen anden Mening.
  30. Maaskee her er udeladt "de störste" eller noget sligt.
  31. I Originalen eykt ellers vel ogsaa öikt, hvoraf det endnu brugelige Færöisk-Nordlandsk Ókt, den övrige norske Almues Ögt o.s v. -- et Tidslöb af 3 Timer, af hvilke 8 udgjorde en naturlig Dag.
  32. Jfr. ovenfor S. 758, hvor det hedder at Fuglene syntes at være hovedlöse (eller uden Hoved). Dette m. m. viser at den Tosta-Þáttr, som Björn Johnsen har benyttet, her (som paa flere Steder) har været forskjellig fra de Brudstykker af den., som vi nu kjende.
  33. Afskriveren har her sikkert udeladt Navnet paa den Mand, hvem den fölgende Replik bör tillægges, nemlig enten Kong Harald eller ogsaa Toste.
  34. Nærmest efter Ordet: noget nyt. Efter andre Beretninger synes Toste, med sine Tropper, at være kommen fra Flandern til England, og at have forenet sig der med sin Bundsforvandt; men det er fuldt saa sandsynligt at de, efter tidligere Aftale, have truffet hinanden ved Shetland eller Örkenöerne, thi paa begge disse Steder havde den norsk Flaade ligget stille i nogen Tid.
  35. Enten dette skal betyde: for den Gang, eller for den hele, ham för paalagte Reise, kunne vi ikke bestemt sige. Mulig har Lodin solgt sin Ladning i Norge og derefter (hvis man antager den udförligere Original, hvoraf Björn Johnsen tog sine Uddrag, ogsaa for troværdigere) begivet sig til England, for nærmere at erfare Udfaldet af Kong Haralds Krigstog, og i fornödne Tilfælde at kunne opfylde sit ham givne Löfte om at sörge for hans faldne Krigeres Begravelse.