Lindorme der er set

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind II, s. 119

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Lindorme, der er set


1. Der var en Lindorm, havde en Hule, og hver St. Hansdag kom han ud og skulde have en Mø til Kost. Det gik om ved Lodkastning, hvem der skulde opofres.
   De vidste ikke, hvad de skulde gjøre, men hittede saa paa at opføde en Tyr, der skulde gjøre det af med Lindormen. Tyren blev opfødt med Nøddekjærner og sød Mælk, og han kaldtes derfor Nøddekalven. De havde ham, til han var tre Aar gammel, og saa var han stor og mandig.
   Saa trækker de den ud at slaas med Lindormen. Men han rystede med hans Hoved og vendte og gik ind igjen og turde ikke gaa imod ham.
   Han blev saa røgtet et Aar til med samme Føde. Nu var han 4 Aar og kom atter ud imod den. Da skrabte han og gjorde sig til; men da han kom Lindormen nær, humte han sig og turde ikke gaa imod ham.
   Da han var 5 Aar, var Loddet faldet paa Kongens Datter. Han kom atter ud og foer nu løs uden videre Betænkning. Med første Stik stak han begge hans Øjne ud, dernæst oprev han Bugen paa Lindormen. Til sidst blev den dræbt, men den var saa giftig, at den havde bidt Tyren, saa han duede ikke mere.
   Nu blev han i Triumf baaret gjennem hele Byen, for det han havde reddet Kongens Datter.
Niels Madsen, Bratten.


2. En Karl her fra Attrup, Hammer Sogn, skød paa en Lindorm, men fik den ikke af med Livet. Han var ridende, men havde dog ondt ved at værge sig for den. Den blev ved efter ham, og han red ned til Fjorden, hvor han til sidst kom fra den.
Ole Andersen, Hammer Bakker.


3. Paa Vejlø Kalv skal i gammel Tid have opholdt sig en Lindorm, men jeg véd ellers ikke videre om den.
Lorents Nielsen, Martofte.


4. Der var en Dal oppe i Rold Skov, de kaldte Linddalen, og der var et storige Hul, te Lindormene de havde deres Gang ud ad.
   Der bliver to Koner enige om med hverandre, de skulde hen at plukke Bær. Den ene hun havde en lille Tøs, der var to Aar gammel, og den tog de med. Saa var der en stor grøn Flaaning der runden om Hullet, der sætter de Tøsen, og de plukker en Haandfuld Bær og flyer den i Forklædet, den skulde sidde og æde til Tidsfordriv. Lidt efter raaber den:
   "Aa, Mo'er, der kommer en grim Orm og tager mig."
   Inden Moderen kom derhen, var Barnet forsvunden ind i Bakken, og hun hverken hørte eller saa hendes Barn siden.
Jensine Hansen, Madum Sø.


5. Det var i Torstedlund Skov, eller hvor det var, der var en Lindorm kommen ind i deres Sovekammer til Skovriderens. Vuggen stod paa Gulvet, og der laa et lille Barn i den, og Jagthunden var ogsaa derinde.
   Saa træffer Skovrideren at komme derind i det samme, og han ser Vuggen staa paa den avet Kant og vende Bunden i Vejret, og tilmed ser han, Hunden er saa bløje paa Hovedet og omkring Munden. Saa falder hans Mistanke jo paa, at Hunden havde split Barnet æd og ædt det, og i Ivrighed griber han hans Bøsse og skod Hunden ned med det samme.
   Men da han fik Vuggen vendt omkring, da laa Barnet uskadt under den, og nu blev han jo saa ærgerlig over hans Hidsighed, te han havde nær gaaet fra Forstanden.
   Siden blev de og sløv paa, det var en Lindorm, Hunden havde bidtes med for at redde Barnet. De kunde spore den, men den var da kommen væk lige i Tiden.
Peder Simonsen, Sørup.


6. En Pige gik ude paa Marken og fandt en broget Orm, som var saa kjøn, at hun blev helt indtaget i den. Hun tog den med hjem og fødte den med Mælk, og den vogsede hurtig op og blev baade stor og lang.
   En Gang skulde Pigen til et Gilde og skulde da være rigtig fin. Da vidste hun ikke bedre end at tage den brogede Orm til et Livbaand, men da snoede Ormen sig saa fast om hende, at hun gik i to, for det var en Lindormeunge, hun havde opfødt.
Mad. Larsen, Nordrup. J. Kamp.