Lindorme i bålet
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde
Ny række
Bind II, s. 132
Samlede og for størstedelen optegnede
af
København 1928
54. En Lindorm havde sit Tilhold i en Grusgrav i Nærheden af Ejby ved Kjøge. Den kunde flyve og fløj saa hen og lagde sig om Kirken og snoede sig formelig op omkring Kirketaarnet og klemte det saadan, at det slog en Revne.
Folkene i Sognet vidste længe ikke, hvad de skulde gjøre for at faa Død paa Uhyret, for de turde ikke en Gang komme til Kirke.
Saa blev de enige om at opføde en Tyr med sød Mælk og Nøddekjærner, for at den kunde gaa imod Lindormen. Da den blev fem Aar, blev den ledet ind paa Kirkegaarden for at tage Kampen op. Men Lindormen slog strags til den med sin Hale, saa den gik i Knæ.
Nu fodrede Folkene den i to Aar til og mente saa, den var stærk nok. Da blev den atter ledet frem, og nu blev der en forfærdelig Kamp, der endte med, at Tyren sønderrev Lindormen. Denne spyede dog saadan Edder og Forgift over Tyren, saa han gik ned af ene Daarlighed og druknede sig i Ejby Tørvemose.
Der findes paa Kirken endnu Billeder af to Lindorme.
O. P. Jensen, Vallø.
55. Den, der dræber en Lindorm, maa ikke komme tilbage til Stedet, hvor Drabet er udført, da dette vil koste ham Livet.
Ovre i Jylland boede en Mand, som kunde uddrive Rotter og Mus, og da Samsingerne var meget plagede af saadanne, blev der sendt Bud over til ham, om han ikke vilde komme her over at øve sin Kunst. Det vilde han nok, men for at sikre sig mod en Lindorm, hvis en saadan skulde findes her ovre, forlangte han, at de skulde tænde og vedligeholde et stort Baal, samt holde en kraftig Hest opsadlet.
Manden begyndte nu sin Idræt, men saa kom der en Lindorm ovre fra Lindholm hen imod ham. Han steg da til Hest, og da Lindormen var tæt ved ham, red han gjennem Ilden. Den satte bag efter, og dette gjentog sig saa tit, at Ormen til sidst forbrændte sig og døde deraf.
Aaret efter kom Manden herover igjen, og han vilde da hen og se Stedet, hvor han havde fældet Lindormen. Men idet han gik og sparkede til Levningerne af den, fik han et Ben i Foden, og deraf døde han.
N. P. Olsen.
56. De var saa ilde plagede af Hugorme her paa Landet, mens der var Skov.
Saa drog der en Mand omkring, som mente at kunne sætte dem væk, og han gjorde et Baal Ild paa nede ved Stakelskrog paa den søndre Side af Landet. Han stod ved et stort Træ, og saa havde han en Fløjte, han peb i, og saa kom de. Han fløjtede to Gange og vilde fløjte den tredje med, hvis man vilde love ham, at der ingen Lindorme var i Egnen.
Saa fløjtede han tredje Gang, men saa kom Lindormen ud af Lindbjærg, og den skød sig herover og snurrede sig om Træet, som Manden imidlertid var krøben op i, og væltede det og slæbte baade det og Manden ind i Ilden, og den gik ogsaa selv derind og omkom.
Kristen Nielsen, Lundø.
57. Samsø var i gamle Dage stærkt plaget af Rotter. Der kom saa en Fremmed hertil og tilbød at ville skille Øen af med denne Landeplage, da han havde en Fløjte, hvormed han kunde samle alle Øens Rotter om sig og saa dræbe dem.
Men før han dristede sig til at blæse paa Fløjten, skulde de erklære ham, at der ikke fandtes nogen Lindorm.
Samsingerne afgav Erklæringen, men da han havde blæst lidt, kom der én farende fra Lindholm og lagde sig om Tranebjærg Kirke. Den kunde imidlertid ikke naa at omslynge Kirken og bide i sin egen Hale, ti i saa Fald havde den knust Kirken. Men Menigheden kunde nu ikke komme derind.
Ingen turde optage Kampen med dette Uhyre, og Beboerne enedes da om at opføde en Tyr i 5 Aar med sød Mælk, og alle leverede Mælk til den.
Da den var 5 Aar, lukkede man den ind paa Kirkegaarden til Lindormen, der slog et Slag med sin Hale, saa Taarnet revnede. Tyren maatte i Kampen ligge under.
Beboerne valgte nu en anden Maade at ødelægge Udyret paa. Man enedes om at lade en ung Karl ride paa en Hingst gjennem Ild og ud i en Dam for at afkjøles, og lade Lindormen forfølge ham.
Til den Ende antændtes et vældigt Baal ved Siden af en Dam, en uforfærdet Karl sattes paa en Hingst, og han red hen imod Kirkegaarden. Da han nu viste sig, forfulgte Lindormen ham, og han satte gjennem Ilden og ud i Dammen, vendte hastig om og foer atter gjennem Ilden, saa Lindormen ikke fik Tid til at komme ud i Vandet og tilbage igjen. Paa den Maade brændte Lindormen rent op, medens Rytter og Hingst slap uskadt derfra.
A. Pedersen. Jens Søren Eriksen, Pilemark.
58. Der har været en stor Skov til Hundsbæk, og der er noget Krat og Opskud endnu. De Træer var saa store, at Tømmeret i Vejen og Læborg Kirker er taget der. Men den blev brændt af, da Lindormen blev ødelagt, som var i Fru Mettes Bjærg.
De fedede paa en Tyr i flere Aar, saa den blev helt olm. Den kunde dog ikke faa Magten.
Saa skrev de til Regjeringen om at brænde Skoven af for at faa Lindormen lagt øde, da de vidste ikke andre Raad. Det blev tilladt, og Skoven brændtes af. Det brændte i lange Tider.
Hullet, hvor Lindormen kom ud af, er der endnu, jeg har set det. Ormen skal have sit Udspring fra Lindknud Lund, hvor den først havde sin Bolig, og saa fik den Gang ned til Fru Mettes Bjærg og boede der.
Niels Li, Vejen.
59. Hundsbækgaard i Læborg Sogn har fordum været et stort Herresæde, der laa omgiven af store Skove, hvorom mange Navne paa Steder og Gaarde endnu bærer Vidnesbyrd f. Ex. Skovdal, Skovholm, Skovdrupgaard, Nordenskov og Skovkrog.
I denne store Skovstrækning var der en stor Lindorm, som i mange Aar huserede i Omegnen til stor Rædsel for de omboende Folk. I den søndre Side af Skoven, ved Foden af Store-Bavnhøj, var en Dam, som endnu kjendes, og som den Dag i Dag kaldes Linddam. Her fik Lindormen daglig Drikke.
Saa hændte det en Dag, at Herremandens Kvæg kom til samme Dam for at drikke, just som Lindormen var der, og den foer da op og slog 12 store Stude ihjel paa Stedet. Herremanden blev meget misfornøjet hermed og svor paa, at Uhyret nu skulde udryddes, ihvad det skulde koste. Forhen var der prøvet forskjellige Maader at komme den til Livs paa, men alle var mislykkede.
Herremanden samlede da sine Folk og Omegnens Beboere og befalede dem at stikke Ild paa alle Sider af Skoven, for nu skulde Ormen brændes. Skoven nedbrændte aldeles, men Uhyret undslap dog og søgte Tilhold i en Bøgeskov paa Drostrup Mark, tæt østen for Læborg Kirke.
Søndagen derefter, da Folkene kom og vilde til Kirke, laa Lindormen der lyslevende rundt om Kirken og kunde endda bide i sin egen Hale, saa stor var den, med Hovedet midt for Kirkedøren, saa hverken Folkene eller Præsten kunde komme ind for Lindormen, der hvæsede og brummede, naar nogen nærmede sig. Nu var det sidste blevet værre end det første, og Sognefolket var i stor Vaande.
Saadan kom Ormen hver Søndag; men omsider rygtedes det, at en klog Kone fra Viborg-Egnen havde faaet Bugt med og ihjelslaaet en Lindorm der oppe, og der blev nu strags sendt nogle Mænd op for at formaa hende til at komme og hjælpe dem.
Mændene fik hendes Bopæl opspurgt og fik hende til at følge med. Men da hun saa, hvor stor Ormen var, blev hun bange.
Omsider gav hun dog efter for Folkenes Bønner og vilde gjøre et Forsøg. Alle Sognefolkene skulde nu kjøre Træ, Ris, Halm og Lyng sammen i en stor Dynge paa Gammelby Mark paa en Lod, som kaldes Blokager. Dernæst gav hun dem Befaling til, at saa snart Lindormen kom og krøb ind i Dyngen, skulde de strags løbe til og stikke Ild paa alle Sider af den.
Derpaa beredte hun sig til at tvinge Ormen til at komme, og den maatte lystre. Fnysende og hvæsende krøb den ind i Dyngen, og strags tændtes Baalet. Da Røgen og Heden blev den for stærk, krympede og snoede den sig saa vældig omkring, at den tog den kloge Kone med sin Hale og førte hende ind i Luerne, saa baade hun og Lindormen maatte lade Livet.
Sognefoged Kristen Madsen, Gammelby.
60. En Gang var Samsø slemt plaget af Rotter, og Folkene kunde snart ikke bjærge dem for dem. De prøvede mange Raad, men lige meget hjalp det, indtil de endelig fik fat i en Mand, som paatog sig at udrydde dem. Han havde en Fløjte, som havde en saadan Magt, at naar han blæste i den, kom alle Rotterne til ham. Men før han paatog sig at bortdrive dem, vilde han have at vide af Befolkningen, om der fandtes nogle Lindorme paa Øen, ti hvis det var Tilfældet, vilde de ogsaa komme, naar han blæste paa sin Fløjte.
Folkene forsikrede ham, at der ingen fandtes paa Øen, og Manden satte sig ved Tranbjærg Kirke og begyndte at spille paa sin Fløjte, og Rotterne begyndte ogsaa at flokkes om ham, men uheldigvis boede der en Lindorm under Lindholm, og da denne hørte Fløjten, kom den farende og vilde have ødelagt alle Folkene, hvis de ikke havde flygtet.
Lindormen lagde sig nu om Tranbjærg Kirke, og i fem Aar kunde ingen komme i Kirken for den.
Folk opdrættede nu en Tyr, og da denne var tre Aar gammel, skulde den slaas med Lindormen. Men i det første Slag blev Tyren dræbt, og Lindormen lagde sig atter om Kirken som før.
En Hingst blev nu opdrættet, og da denne blev fem Aar gammel, skulde den slaas med Lindormen. En Karl tilbød sig at ride Hingsten, og mens han red op til Kirken for at ægge Lindormen, byggede Folk et Baal ved et Vandløb (Sørenden), som løber gjennem Byen. Lidt efter kom Karlen ridende paa Hingsten, alt hvad den kunde løbe, og Lindormen var lige i Hælene paa den. Karlen red lige gjennem Ilden og derpaa ud i Vandet, hvor Hingsten svømmede over, saa den tog ingen Skade. Lindormen fulgte lige bag efter, men blev liggende i Baalet, hvor den brændte op, ti en Lindorm kan ikke gaa over Ild.
Østerby, Samsø. Mikkel Sørensen.
61. Lindormen i Lindum: En Mand kom i en Kiste af Glas og skød paa den.
Niels Kr. Kristensen Kørner, Nørre-Beg.
62. Der var en Lindorm, der lagde sig om Hovedbygningen til Gammelgaard. Saa kom der en Mand og tilbød at ville sætte den væk, naar de vilde sikre ham, at der ingen Lindorme fandtes i en Mils Omkreds.
Han dræbte den ogsaa, men da han havde gjort det, saa kom der en Lindorm og dræbte ham.
Gammelgaard hører til Store-Ring og har efter gamle Sagn været ejet af Ranild Jonsen.
Fortalt af Maren Andersdatter (Hedehus) i Laasby. Hun kunde mange Æventyr.
1900. Kbm. J. Jørgensen, Aarhus.
63. I Klov Bakke nord for Tisted ligger en uhyre Lindorm.
Dervar en Gang en Doktor fra Tisted, der vilde tage sig paa at grave den ud, naar Folkene, der skulde hjælpe ham, blot vilde bære sig ad, som han vilde have det. Der var nok, der tilbød sig at ville hjælpe ham med det Stykke Arbejde, for det var jo rart at faa Ormen ødelagt, inden den en Gang brød ud og gjorde Ulykker der i Egnen.
Doktoren havde en Flaske med nogle blaa Draaber i, det var det eneste, der kunde slaa den ihjel, men de Draaber skulde ogsaa hældes lige i Nakkehulen paa den. Han gav nu Folkene Forklaring over, hvordan de skulde bære sig ad, og viste dem, hvor de skulde grave for at træffe Lindormens Nakke, men han tilføjede, at dersom han ikke fik Held af at træffe den bestemt paa rette Sted, saa var de udsatte for stor Fare, og der vilde ske gruelige Ulykker med den.
Efter den Besked var der ingen, der havde Mod paa at hjælpe ham, de listede af en efter anden, og Lindormen fik Lov at ligge i Fred.
S. Ditlevsen, Elsted.
