Lindorme i bakker

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind II, s. 120

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Lindorme i bakker


7. Lindholm har sit Navn af en Lindorm, der en Gang skal være kommen fra en Høj, som ligger paa Ydby Kirkegaard, og den Orm var saa lang, te den kunde naa runden om Overholmen.
   I den Hede, der har været østlig i Boddum og kaldes Østerhede, der er en Høj, som kaldes Lindserhøj.
Kristen Thomsen, Boddum.


8. I Sanddalsbjærg har været en Lindorm, der rugede over en Skat. En Mand gravede efter den for at faa Hold i den.
   Da han havde gravet noget, stak Ormen Hovedet op og sagde: om den kunde ikke faa Ro at være der, saa vidste den nok, hvor den kunde faa Ro. Saa rejste han over paa Gjøl med hans Skat, der havde han en Stenstue i Gjølbjærg.
   Se, der er han endnu.
Morten Madsen, Ajstrup.


9. Der var en Lindorm i Hjerk Præstegaards Bakke, og saa fødte de en Tyr op med ene nymalket Mælk, og den splittede Lindormen ad.
Maren Primdal, Navtrup.


10. I Nørgaards Bakke i Salling skal ligge en Lindorm. Bakken er revnet, og naar den kryber ud, saa synker Gaarden.
Maren Primdal, Navtrup.


11. Lidt sydøst for Astrup ned imod Fjorden er en lille Bakke, som kaldes Leverbakken. Der fortælles, at en Lindorm skal ligge med Hovedet i Bakken og med Halen under Hovedbygningen paa Astrup. Naar den sidste Kvinde forlader Gaarden, vil den slaa et Slag med Halen, saa Gaarden synker i Grus.
Astrup. Bogholderen der.


12. Om Bromølle, en stor Vandmølle i Hillerslev Sogn, fortælles, at en stor Lindorm i gamle Dage hver Nat kom ud af Bakken ved Siden af Gaarden. Den var saa lang, at den kunde ligge rundt omkring hele Gaarden, og der laa den og brølte hele Natten.
   De var jo i en svær Nød med det, og saa søgte de Raad hos en klog Mand eller Kone. Der blev givet dem det Raad, da de havde en stor Tyr, at de skulde føde den et helt Aar med bare Rugmel og saa en Aften slippe den ud til Ormen. De fulgte Raadet, og Tyren blev saa helt mandwolm.
   Da Aaret var omme, slap de den en Aften ud til Ormen, og der blev da saadan en Kamp hele Natten, at ingen kunde lukke et Øje, og ingen turde gaa udenfor en Dør, saadan Brumlen og Brølen var der.
   Om Morgenen blev der pludselig Stilhed, og da Folkene vovede sig ud, da stod Tyren og rystede over hele Kroppen, men Ormen laa og var død.
   Tyren var saa medtaget, at den strags maatte slagtes.
   Der fortælles, at Bro Mølle staar paa Halen af en Lindorm, og Ullerupgaard staar paa Hovedet, og naar den tager Halen til sig, saa synker Møllen i Jorden.
Lærer Bliksted, Hillerslev.


13. Der var et Bjærg, der hed Lindbjærg, henne sønden og østen for Aalborg, der var en Lindorm i.
   En Karl der tog sig paa at dræbe den, han lavede sig en Pisk med en Messingsnor, og i det han slog den om Halsen af den, skar den den over. Saa var Lindormen dræbt.
   Da Yngelen saa det, krøb de ind i Bjærget, og saa blev der fyret ind i Hullet med Svovl og Tjære og Tørv, og den Røg den kvolld dem.
   Nu er det Bjærg i Brug og giver Korn.
Hans Lund, Madum Sø.


14. Tilføjelse til Sagnet om Lindormen:
   Den første Kone paa Lundø var en Kone, der boede paa Kjelderbakke. Hun opelskede en Lindorm, det havde fra først af været en Orm i en Nød.
(Sml. D. S. II, E, 28.)
Hun havde den i en Tønde, og den kunde trimle efter hende.
Kristen Nielsen, Lundø.


15. Omtrent 300 Skridt vesten for Resenbro er en Mølle, kaldet Resendals Mølle. Mølledammen faar sit Vand fra en tæt ved liggende Banke med flere Væld.
   Indsenderen hørte i Resenbro for faa Dage siden, at en Orm saa tyk som en Mands Arm og af henved 3 Alens Længde hver Aften kom ud fra Bakken og viste sig i Mølledammen. Under Bugen var den gulagtig. Den gav en hvislende Lyd fra sig, der kunde høres en halv Fjerdingvej bort. Nogle har set den, flere hørt den. Skulde Bakken være en Slangebolig og var det ikke en Undersøgelse værd.
(Vib. Samler 1826, Nr. 95.)