Lindorme i skove, søer o.s.v.
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde
Ny række
Bind II, s. 122
Samlede og for størstedelen optegnede
af
København 1928
6. Henning Skytte, der er død for en 60 Aar siden, gik paa Jagt paa Lindkjær, en stor Tørvemose ved Ravnholt i Vinding Herred, og der stødte han paa en Lindorm. Strags da han fik Ormen at se, blev han bange og gik baglænds fra den, men Ormen fulgte efter ham med oprejst Hoved. Under denne baglænds Gang kom Henning til at træde i en Komugge (en Klat Kogjødning) og faldt, og strags lagde Lindormen sig ogsaa roligt ned, men saasnart Skytten begyndte at rejse sig, hævede Ormen ogsaa Hovedet og kom nærmere. Lagde Skytten sig atter ned, saa lagde Ormen sig ogsaa, og denne Omstændighed benyttede Henning Skytte sig af til at faa Bøssen gjort klar til Skud.
Ved næste Lejlighed trykkede han af og ramte Ormen saa godt, at den sprang midt over.
Skyttens store Hund foer nu løs paa den, og væltede tilligemed Lindormestumperne i Tørvegravene og blev der borte tilligemed Ormen, saa Henning saa intet til nogen af dem siden.
Han kunde aldrig senere fortælle denne Tildragelse uden Taarer, saa stærkt Indtryk havde det gjort paa ham.
1894. P. Jensen, Kværndrup.
17. I Nedenskov Skov er en stor Dal, og to Mænd, der gik paa Jagt, saa en stor Lindorm, der hængte i nogle Træer tværs over Dalen.
De blev jo bange for den, og saa tog den ene den Beslutning at bede til Vorherre, og han lovede ham, at hvis han maatte have Held til at skyde den, skulde han aldrig løsne en Bøsse mere. Han skød saa og ramte, saa den faldt død ned i tre Stykker.
Hans Rasmussen, Ring Mark.
18. For 11 Aar siden saa Skytten Mikkel Jensen Drejer, som lever endnu, boende i Randlev, en Slange i Skoven ved Gersdorfslund, en halv Fjerdingvej fra Strandbredden.
Han skød den og hængte den op i en Gren der i Skoven. Den var omtrent 3 Alen lang, af en Arms Tykkelse, og havde et temmelig stort Hoved, der lignede et Andehoved med Næb.
Deri hæderlige Olding, Skovrider Sandberg i Løvskal, som lever endnu, saa for en Del Aar siden en meget stor Slange i en Eng ved Skjerngaard. Da han nærmede sig til den, snoede den sig ud i den her forbi løbende Aa.
(Vib. Samler 1826, Nr. 145.) N. Blicher.
19. Til Ravnholt Gods hører en Made, som kaldes Lindkjær. Forhen skal her have været en Lindorm. Deraf Navnet.
J. C. Olesen, Herrested.
20. Der var en Lindorm nede i Vendsyssel, den laa paa et Kjær i noget Ris og Skidteri paa en Herremands Mark. Han udbød 1000 Rigsdaler for den, der kunde dræbe den.
Saa er der en Karl, der er pengegjerrig, og han vil da tage sig det paa. Han kjøber en toløbet Bøsse og lader med, Krud og Kugle, og Herremanden havde en Springhest, den vilde han have at ride paa.
Saa rider han hen i Nærheden af Lindormen og skyder en Kugle paa ham. Se saa kom han med et bitte Mod(1).
Nu vilde Karlen flygte, og han gav Hesten Sporerne, men den døjede lige godt med at ride fra Lindormen. Han sigter saa efter Fjorden, for det var jo hans Mening, at han vilde have redet derud og faaet Lindormen med sig, saa den kunde have druknet.
Den blev stadig ved at forfølge ham, men døde, inden den kom der, og blev begravet paa Stedet ikke ret mange Alen fra Fjorden.
De kan staa paa søndre Side af Fjorden og se den Forhøjning, hvor den ligger, det er jo en stor Forhøjning.
(1) Dette sidste Ord udtales med stærk Vægt på Tonen.
Jens Gudesen, Siem.
21. Ved Grønsund laa en Lindorm, som var til stor Fortræd for alle Mennesker, og de vilde da gjærne se at blive den kvit. Men ingen turde binde an med den.
Saa var der to Brødre, der var dømt til Døden, og de vilde da prøve at slaa den ihjel, for hvis de kunde det, fik de Lovning paa deres Frihed. De dræbte den ogsaa, men i Dødskampen slog den et Slag med sin Hale tværs ind over Falster, og deraf blev en Dal, som den Dag i Dag kaldes Fribrødredalen.
H. P. Hansen, Herning.
