Linus og Signe
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Linus og Signe
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Der levede engang en Konge og en Dronning i deres Rige. Han hed Ring, men hvad hans Dronning hed, veed man ikke. De havde en Søn, som hed Linus og tidlig viste ypperlige Anlæg og ansaaes for den kraftigste Knøs. Saa fortælles der, at der var en gammel Mand og hans Kjælling, som boede i deres lille Hytte og eiede en Datter ved Navn Signe.
Engang var Kongesønnen paa Jagt i Skoven med sin Faders Hirdmænd. Efterat de havde fanget nogle Dyr og Fugle og vilde til at drage hjem igjen, bleve de omspændte af en saa tæt Taage, at Hirdmændene aldeles tabte Kongesønnen af Syne. De søgte længe efter ham, men fandt ham ikke, og vendte saa hjemad, uden ham. Da de kom til Kongshallen, fortalte de, at Linus var forsvunden for dem og at han intetsteds havde været at finde. Kongen blev saare kummerfuld over denne Tidende og sendte den følgende Dag en Mængde Mennesker ud for at søge efter Sønnen. De søgte den hele Dag lige til Kveld, men fandt ham ikke, og saaledes gik tre hele Dage tilende med Søgning efter ham, men forgjæves. Herover blev Kongen saa betagen af Sorg, at han lagde sig i sin Seng, som en syg Mand. Han lod bekjendtgjøre for hver Mand, at hver Den, som fandt hans Søn og bragte ham tilbage, skulde faae hans halve Rige i Eie.
Signe hørte i sin Hytte tale om Kongesønnens forsvinden og hvilken Belønning hans Fader havde udlovet, dersom han fandtes. Hun gik derfor til sine Forældre og bad dem om Reisekost og nye Sko, og drog saa ud at søge efter Kongesønnen. Men det er at melde om hendes Færd, at efterat hun havde vandret den største Deel af Dagen, kom hun henimod Aften til en Hule; hun traadte ind i den og saae der to Senge, hvoraf den ene havde et Tæppe af Sølvvæv, men den anden et af Guldvæv. Hun seer sig nu bedre om derinde, og seer da Kongesønnen ligge i den Seng, hvorpaa det guldvævede Tæppe er bredt, og hun vil nu vække ham, men formaaer det ikke. Hun lægger da Mærke til, at der var ristet nogle Runer paa Sengen, som hun ikke kan udtyde. Hun gaaer siden ud imod Hulens Indgang og skjuler sig der bag Døren. Neppe var hun kommen i dette Skjul, før hun hørte stærke Drøn udenfor, og hun seer da, at to vældige Troldkvinder komme ind i Hulen. Som de ere komne indenfor, siger den ene Troldkvinde: »Fy, for Pokker! her lugter af Mennesker i vor Hule.« Men den anden Troldkvinde svarer, at det kommer af Linus Kongesøn. Derpaa gaae de hen til den Seng, hvori han sover, og sige:
- »Syng, syng mine Svaner,
- Syng til Linus vaagner.«
Nu synge nogle Svaner, og Linus vaagner. Den yngre Troldkvinde spørger ham da, om han ikke vil have Noget at spise. Han svarer Nei. Da spørger hun, om han vil have hende til Viv. Han svarer kort og fyndigt Nei. Da skriger hun op og siger:
- »Syng, syng mine Svaner,
- Syng til Linus sover.«
Svanerne sang, og han faldt i Søvn. Derefter lægge de sig selv til Hvile i den Seng, som var tildækket med det sølvvævede Tæppe. Da de vaagne om Morgenen, vække de Linus og byde ham Spise, men han vil Intet nyde; derpaa spørger den Yngre, om han vil ægte hende, men han svarer Nei, som forrige Gang. Derpaa dysse de ham paany i Søvn paa samme Viis, som tidligere, og forlade siden Hulen.
Da de vel vare ude af Hulen, forlod Signe sit Skjul og vækkede Kongesønnen, idet hun bar sig ad dermed, som Troldkvinden; saa hilste hun paa ham, men han besvarede med Venlighed hendes Hilsen og spurgte om Nyheder. Hun fortæller ham Alt om den store Sorg, der har grebet hans Fader efter hans Forsvinden. Derpaa spørger hun ham, om hvorledes det da er gaaet ham. Men han siger, at efter at han var kommen bort fra sin Faders Hirdmænd, traf han to Troldkvinder, som bragte ham hid; den ene af dem vilde tvinge ham til at ægte sig, som hun jo selv har hørt, men han har hele Tiden sagt Nei dertil. »Nu skal Du«, siger Signe, »naar Troldkvinden iaften spørger Dig, om Du vil tage hende til Viv, give hende Jaord paa det Vilkaar, at hun fortæller Dig, hvad der staaer skrevet paa Sengene og hvad de tage sig for om Dagen.« Det var et herligt Raad, fandt Kongesønnen. Saa tog han et Tavlbrædt frem og bød hende at lege Tavlbord med sig, og de legede Tavlbord til om Kvelden. Men da Mørket faldt paa, dyssede hun ham i Søvn og krøb selv i sit Skjul. Lidt efter hører hun, at Troldkvindene komme trampende ind i Hulen, med en Knippe Fugle i Haanden. De optænde en Ild, og den Ældre giver sig til at tilberede Fuglene, medens den Yngre gaaer hen til Sengen, vækker Linus og spørger, om han har Lyst til at spise. Han svarer Ja. Da han er færdig med sit Maaltid, spørger hun, om han ikke vil ægte hende. Han siger, at det vil han, hvis hun fortæller ham, hvad Runerne betyde, som ere ristede paa Sengene. Hun siger, at der staaer ristet:
- »Rul, rul min Seng,
- Rul hvorhen Manden vil.«
Han tilkjendegiver sin Fornøielse over at have faaet dette at vide, men føier til, at hun maa gjøre Mere endnu herfor og fortælle ham, hvad de tage sig for om Dagen derude i Skoven. Hun siger, at de fange Dyr og Fugle, men naar de have en lille Frist, sætte de sig under en Eg og kaste deres Livsæg til hinanden. Han spørger, om de have nødig at fare varlig med det. Troldkvinden svarer, at det ikke maa knækkes, thi saa ere de Begge dødsens. Kongesønnen siger, at hun har handlet vel i at fortælle ham disse Ting, men nu vil han hvile til den næste Morgen; hun svarer, at han skal have sin Villie, og dysser ham derpaa i Søvn. Om Morgenen vækker hun ham og byder ham Spise, hvorfor han takker. Da spørger Troldkvinden ham, om han ikke vil følge dem ud i Skoven idag, men han svarer, at han heller vil blive hjemme. Siden tager Hexen Afsked med ham, og efter hun havde dysset ham i Søvn, forlode de Begge Hulen.
En rum Tid efter at de havde forladt Hulen, træder Signe hen og vækker Kongesønnen, beder ham at staae op, »og nu skulle vi«, siger hun, »gaae ud i Skoven til Hexene. Du skal tage dit Spyd med Dig, og saasnart de begynde at kaste Livsægget til hinanden, skal Du kaste Spydet efter Ægget, men Du er dødsens, hvis Du ikke træffer det.« Kongesønnen blev saare glad over dette Raad. Derpaa stige de Begge op i Sengen idet de fremsige disse Ord:
- »Rul, rul min Seng, ud i Skoven!«
Sengen farer afsted med dem og standser først ved en Eg ude i Skoven. Her høre de en stærk Latter. Da byder Signe Kongesønnen at klattre op i Egen, og det gjør han. Han seer da begge Hexene under Egen; den ene af dem har et Guldæg i Haanden, som hun kaster til den anden. I samme Nu slyngede Kongesønnen Spydet og traf Ægget i Farten, saa at det knækkedes. Aldrig saa snart var det skeet, før Hexene faldt om, med Fraaden ud af Munden. Strax forlader Kongesønnen Egen, og han og Signe vende i Sengen tilbage til Hulen paa samme Viis, som de vare komne. De toge derpaa alle Hulens Kostbarheder og fyldte Sengene dermed. Siden bestege de hver sin Seng og fremsagde Sengerunerne. Men Sengene rullede hjem til Hytten med dem og alle Kostbarhederne. Den Gamle og hans Kjælling toge vel imod dem og bede dem at blive der. De modtoge med Tak Indbydelsen og bleve nu her om Natten.
Aarle den næste Morgen gaaer Signe hjem til Kongens Rige, træder frem for Kongen og hilser paa ham. Kongen spørger, hvem hun er; hun svarer, at hun er en Datter af den Gamle i Hytten, og spørger, hvorledes han vil belønne hende, hvis hun kan bringe ham hans Søn levende tilbage. Kongen siger, at herpaa behøver han neppe at svare, hun vil vist ikke kunne finde ham, eftersom ingen af hans Mænd har kunnet det. Signe spørger, om han ikke vil tillade hende at modtage den samme Belønning, som han har lovet Andre, hvis hun kan finde hans Søn. Han siger, at saa skal det være. Signe vender da tilbage til Hytten og beder Kongesønnen at følge med hjem til Kongshallen, og han følger hende. Saa fører hun ham ind i Hallen til Kongen. Kongen tager kjærligt imod sin Søn og byder ham at sætte sig ved sin høire Haand og berette alle sine Hændelser fra den Dag af, han forvildede sig fra Hirdmændene. Kongesønnen sætter sig i Høisædet ved Siden af sin Fader og byder Signe at sætte sig ved sin anden Side; derpaa fortæller han Historien, som den var gaaet til, og at denne Pige har frelst hans Liv, thi hun har friet ham ud af Hexenes Hænder. Siden staaer Linus op, træder hen for sin Fader og beder ham at tillade, at han tager denne Pige til sin Viv. Kongen giver med Glæde sit Samtykke og lader strax berede et Gilde, hvortil han indbyder alle sit Riges Høvdinge. Brylluppet varede en heel Uge, men efter at det var forbi, drog hver Gjæst hjem til Sit, og Alle priste de Kongen for hans Gavmildhed, thi han havde skjænket Enhver gode Gaver. Men Kongesønnen og Signe levede længe sammen og holdt saare af hinanden. Dermed ender denne Fortælling.