Litterær virksomhed på Island og indsamling af håndskrifter (Udsigt over den norsk-islandske filologis historie)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Udsigt over den norsk-islandske filologis historie


af Finnur Jónsson
Udgivet 1918



V. LITERÆR VIRKSOMHED PÅ ISLAND OG INDSAMLING AF HÅNDSKRIFTER


At både Arngrims forfatterskab og Ole Worms bestræbelser samt andres iver og virksomhed for denne har vakt opsigt på Island, er næppe nogen tvivl underkastet. Ligeså utvivlsomt er det, at de har givet stødet til, at andre Islændere end de allerede nævnte begyndte at tage sig af den gamle litteratur, studere den og skrive om den. Interessen var der i fuldt mål i forvejen, og kendskabet til den gamle litteratur var ikke ringe. For det første kendes en mængde papirsafskrifter af sagaer og lign. fra før og efter midten af det 17. årh. og der kendes navne på flere afskrivere, som f.eks. den flittige bonde Brynjólfur Jonsson på Efstaland (Øfjordsyssel) og andre, folk som af egen drift og lyst afskrev de gamle bøger uden nogen bihensigt.

   Vi har set, hvorledes biskop Þorlákur Skúlason gik Worm til hånde. Denne biskop fortjæner en hædersplads i Islands litterære historie. Han lod en mængde sagaer og oldskrifter afskrive, og han var især en udmærket støtte for den lærde og dygtige bonde Björn Jónsson på Skarðsá (Skagafjordsyssel; 1574-1655 (1);) denne, der var en meget alsidig mand, forfattede islandske annaler foruden en beretning om de algierske sørøveres færd 1627; han forfattede rimer og andre digte, fortolkede de gamle love osv. I denne forbindelse har han særlig betydning som afskriver og istandbringer af udtog af oldskrifter. Han ses at have benyttet en mængde gamle håndskrifter (nu tildels tabte), deriblandt Hrokkinskinna, Sverris saga, en stor mængde slægtsagaer, Eddaerne, Hauksbók, Landnámahåndskrifter og mange flere. Han fortolkede gamle kvad som Völuspá, Egils Höfuðlausn og fl.; disse fortolkninger har nu kun ringe værdi, men hans afskrifter har ofte endnu stor tekstkritisk betydning.

   En anden lærd af lignende art er bonden Jón Gissursson (1590-1648), en halvbroder til biskop Brynjólfur. Han forfattede et par originale, historiske skrifter, men især er han kendt som afskriver både af sagaer og rimer, men som de fleste, der kun af interesse og for egen regning afskrev, tog han det ikke så nøje med den absolute nøjagtighed. En mængde af hans afskrifter findes i den Arnamagnæanske samling.

   Biskop Brynjólfur Sveinsson er ofte bleven nævnet i det foregående. Denne mærkelige mand er født 1605 og død 1675. Han studerede i København 5 år (1624-29), var 1632-38 konrektor i Roskilde, blev magister 1633 og nød stor anseelse som lærd, især som klassisk filolog. Han var biskop i Skálholt 1639-75. Tidlig kastede han sig over studiet af oldtiden og dens skatte. I modsætning til Arngrimur foretog han sig tidlig at samle og købe håndskrifter; for Arne Magnusson er det ham, der i så henseende har den største fortjæneste. Gangen i denne hans virksomhed kendes dog ikke nu i enkeltheder.

   Det første vidnesbyrd om Brynjólfs håndskriftbesiddelse hidrører fra foråret 1639; da besøgte han sin gode ven Stephanius i Sorø og forærede ham det berømte håndskrift af Snorra-Edda, nu i Upsala. Stephanius (1599—1650) var som bekendt en grundlærd mand, en af Danmarks store lærde i den første halvdel af det 17. årh., særlig bekendt for sin udgave af Saxo (1645). Han blev professor i Sorø 1629, og var kgl. historiograf fra 1639. Til sin ven, biskop Brynjólfur, tyde Stephanius tit og ofte, eftersom han kendte dennes rige kundskabsfylde og litterære hjælpemidler. Brynjólfur holdt ikke selv af at skrive bøger, men til at skrive lange breve, der kunde svulme op til hele afhandlinger og til at yde bidrag til andres værker - ligesom senere H. Gram — dertil var han heller end gærne villig. Til Stephanius sendte han således efterhånden bemærkninger til Saxo af filologisk-antikvarisk indhold, som han kaldte: Pericula in Saxonis grammatici Historiam Danicam (eller: Conjectanea ad S. gr.). Disse bemærkninger optog Stephanius i sin udgave blandt Notæ uberiores (et selvstændigt værk med oplysninger til Saxo). Foruden Edda-håndskriftet ejede Stephanius nogle andre vigtige islandske og norske håndskrifter (Grettiss., Hkr-brudst.); — hans bogsamling blev af hans enke solgt til grev M. de la Gardie 1652; denne skænkede den til Upsala universitetsbibliotek, hvor den endnu findes, forsåvidt den ikke delvis er gået tilgrunde.

   I denne forbindelse kan en anden dansk bogsamler omtales, nemlig landsdommer på Ringsted kloster, rigsråd Jörgen Seefeldt (1594—1662). Også han stod i forbindelse med biskop Brynjólfur. Seefeldt ejede et meget stort og kostbart bibliotek (26,000 bind) og deriblandt nogle isl. håndskrifter, som han tildels havde fået af Brynjólfur; men også disse gik til Sverrig, idet Korfits Ulfeld tog hele biblioteket og førte det 1658 over til Sverrig, hvor der endnu findes rester deraf i det kgl. bibliotek i Stockholm (2).

   Som bekendt var Frederik III (1648-70) en stor bogven og ynder af videnskab og litteratur. Han grundlagde det store kgl.bibliotek og det gjaldt nu om at få gode bøger og håndskrifter dertil. Allerede 1650 fik biskop Brynjólfur opfordring om at komme til Danmark og udgive de gamle hånd- skrifter, som han var i besiddelse af, men han kunde ikke modtage tilbudet. Seks år senere fik han en skrivelse om at skaffe gamle bøger (håndskrifter) tilveje. Denne opfordring bekendtgjorde han på altinget. Selv sendte han kongen efterhånden flere skindbøger (som Flatøbogen (3) Grågåshåndskr. m. m.) især i 1662, da han med Þormóður Torfason (Torfæus) fra kongen fik en opfordring om at være denne »beforderlig«, »enten for betaling eller i andre måder at bekomme, hvis antikviteter, rariteter og curiositeter på Island kan opspørges, som han til os igen skal levere«. Det er fra biskoppen at alle de værdifuldeste håndskrifter i den gamle samling stammer som f eks. Morkinskinna, Njála, 1812 (Rimbeygla) og sidst men ikke mindst bægge »Eddaerne«. Endel heraf havde længe været hans private ejendom, det enestående håndskrift af Edda-digtene (2365, 4° i den gamle sml.) bærer (erhværvelses-) årstallet 1643; 31. jan. 1640 havde han købt håndskriftet af Snorres Edda (2367, 4°). Disse håndskrifter blev af Þormóður bragte til Danmark (1662). Selv havde Þormóður også erhværvet nogle, tildels meget vigtige, håndskrifter (Hrokkinskinna, 2845, Annales regii).

   Det er således klart, hvor overordenlig betydning biskop Brynjólfur har haft som håndskriftsamler, sikkert den største og indsigtsfuldeste før Arne Magnusson; lykken har villet at hans nedsendte samling findes så at sige fuldstændig den dag i dag.

   Men ikke alene som samler havde Brynjólfur Sveinsson stor betydning. Han lod også afskrive en stor mængde gamle håndskrifter; hans hovedafskriver var præsten Jón Erlendsson i Villingaholt (1632-72), hvis smukke og kraftige hånd vi skylder så mange særdeles vigtige og i det hele ret pålidelige afskrifter af tabte membraner (som f.eks Ares Íslendingabók). Det lykkedes Arne Magnusson efter Brynjólfs død at komme i besiddelse af en stor del af disse afskrifter (henved 80 i alt), men en mængde af dem er desværre utvivlsomt gået tabt.

   Den kongelige samling af isl. håndskrifter sammen med dem, der fandtes i universitetsbiblioteket og i privat eje (ikke så få), var en velkommen støtte for videnskabsmændene i den sidste halvdel af det 17. årh.


Noter

1): Om ham se Timarit VIII.
2): Jfr. Gödels bog s. 104ff.
3): Dette vældige hds. havde biskoppen fået som gave af bonden Jón Finnsson på Flatø.