Loke-Trætten

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Den ældre Eddas Gudesange


Oversatte samt indledede og forklarede af
Karl Gjellerup
Udgivet 1895


Loke-Trætten


KVADET indledes og sættes i udtrykkelig Forbindelse med det foregaaende ved et Prosastykke, der aabenbart er forfattet af Samleren, som ikke engang bemærkede, at hvad han fortæller staar i Strid med selve den Situation, som det var hans Hensigt at gjøre forstaaelig. Da denne Indledning snarere maatte forvirre end farklare, har jeg kun anvist den en Plads i Anmærkningerne.
   Kvadet begynder med en Samtale mellem Loke og Ægirs Træl Eldir, der finder Sted ved Indgangen til Hallen, hvor Eldir gaar ud og ind for at opvarte Guderne, som er til Gjæstebud hos Ægir. Da Loke hører, at han ikke omtales vel derinde, træder han ind i Hallen for at yppe Kiv, dristig - uden Tvivl - ved at vide at Thor er langt borte, den eneste hvem han har Respekt for, da han veed, at Thor ikke indlader sig i Mundstrid. En for en faa nu Aser og Asynjer deres Skudsmaal og selv Freyrs Tjenestefolk Byggver og Beyla, der skjænke Øl om, beæres med et Par hvasse Hib, da de vove at blande sig i Striden. Endelig vil Sif, Thors Hustru, faa ham til at tie med det Gode og byder ham Glarkalken - for hvilken Venlighed hun lønnes med en Mindelse om at hun i det mindste med een Elsker - nemlig Loke selv - har brudt sit Ægteskab. Dette er den sidste Giftdraabe i Bægret, thi allerede drøne Bjergene under den hjemvendende Thors Fjed, og strax efter træder denne ind; mod hans frygtelige Vrede vil Loke ikke holde Stand "fordi han veed, at han slaar til" men forbereder kun en sømmelig Bortgang ved nogle matte Forsøg paa at være fræk til det Sidste.
   Et Stykke Slutningsprosa, der ligesaa lidt som Indledningen oprindelig hører med til Digtningen, beretter om hvorledes Aserne fangede og straffede Loke.
   En stor Del af de Forseelser, som Loke opregner, har ingen anden Borgen i Overleveringen. Da Loke ikke har Charakter af en Sandhedskjæmper, kunde man antage dem for falske Beskyldninger. Sandsynligere er det dog at de er sande; - Loke kommer som Gudernes onde Samvittighed (N. M. Petersen). Beskyldningen mod Sif faar saaledes Støtte af Hárbarðsljóð. Det maa erindres at Gudernes usædelige Forbindelser i den nordiske som i alle Mythologier oprindelig har naturmythisk Betydning. For at blive ved Exemplet fra Hárbarðsljóð: Uhland udtyder det saaledes: " Thors Moder, Jorden, ligger livløs, hærget og udyrket som en Følge af Hildolfs Krigstog, og hans Hustru Sif, den sidste Høst, er bleven den fremmede Voldsmands Bytte." Da Loke oprindelig er en Ildaand, kunde man tænke paa en Opbrænding af Høsten.
   Det lidet flatterende Lys, som Lokasenna kaster paa den nordiske Gudeverden, kunde føre til - og har ført til - den Antagelse, at Kvadet stammer fra en Tid, da den nordiske Gudetro befandt sig i Opløsningstilstand, ja maaske endogsaa skrev sig fra en Tilhænger af den nye Lære, som gjerne saae de hedenske Guder stillede i Gabestokken. Denne Antagelse er imidlertid uberettiget, da den lægger en ethisk Maalestok til Grund, som er fremmed for al hedensk Mythologie. Forfatteren af Lokasenna behøver ikke at bunde mindre dybt i Hedenskabet end Homer.
   Den afgjørende Rolle, som Thor spiller i "Lokasenna", berettiger os til at regne dette Kvad med til Thorsangene.


Loke-Trætten.

Loke kvad:

1.
Siig mig, Eldir, - gaa ikke eet
Fjed længer fremad -!
hvad der inde ved Øl mæle
Seirsguders Sønner.

Eldir kvad:

2.
Om Kamp tale og om Krigsvaaben
Seirsguders Sønner.
Af Aser og Alfer Ingen derinde
er i Ord din Ven.

Loke kvad:

3.
Ind jeg ganger i Ægirs Hal,
vil det Gilde gjæste, -
Gift og Galde Guder jeg skjænker,
og blander Men i Mjød.

Eldir kvad:

4.
Hør, om du gaar i Ægirs Hal
Gildet der at gjæste,
og Spot og Spe mod Aser spyer,
- det tørre de af paa dig!

Loke kvad:

5.
Hør nu, Eldir! om i Haansord
vædde du vil med mig:
Svar jeg aldrig skyldig bliver,
skjælder du end adskillig.

Loke kvad:

6.
Tørstig hidind til Hallen kom
Lopt fra lange Veie,
Aser beder jeg byde mig
Drik af den dyre Mjød.

7.
Hvi tie I saa, trodsige Guder?
mægte I ei at mæle?
Sted og Sæde i Stol mig giver,
eller byder mig bort at gaa.

Brage kvad:

8.
Sted og Sæde i Sal giver
Aser dig ingensinde;
Aser vide, hvem de skulle
Plads ved Gilde give.

Loke kvad:

9.
Mindes du, Odin: da i Oldtid
Blod vi blanded sammen?
Aldrig svoer du Øl at drikke,
uden det for os begge bares.

Odin kvad:

10.
Stat op, Vidar! lad Ulvs Fader
sidde hos i Sal,
at ei Loke laste os skal
her i Ægirs Hal.

Loke kvad:

11.
Hil jer Aser! hil Asynjer!
og høi-hellige Guder!
foruden ham som inderst hist
sidder paa Bænken, Brage.

Brage kvad:

12.
Sværd og Ganger Guldring dertil,
saa byder Brage Bod,
hvis du Aser for Avind skaaner;
væk ei Guders Vrede!

Loke kvad:

13.
Ørs og Armring skal du altid
savne begge, Brage;
af Aser og Alfer, som ere her,
er du mest sky for Skud.

Brage kvad:

14.
Var jeg ude, som inde jeg er
her i Ægirs Hal:
Hovedet dit i Haand jeg bar,
saa jeg din Løgn lønned.

Loke kvad:

15.
Du er djærv i Sædet, naar Slag ei staar,
bænkeprydende Brage!
kom ud og kjæmp, naar du er saa vred,
Modig kjender ei Maade.

Idun kvad:

16.
Jeg beder, Brage! for vore Børns
og kaarne Sønners Skyld,
at ei Loke du laster her
udi Ægirs Hal.

Loke kvad:

17.
Ti du, Idun! af alle Kvinder
er du den mest mandlystne!
Med hvid-vadsket Arm du Væne
favned din Broders Bane.

Idun kvad:

18.
Ei Loke her laste jeg vil
udi Ægirs Hal;
ølhed Brage byder jeg Ro,
vil ei, at vredt I kjæmpe.

Gefjon kvad:

19.
Hvi skal I to Aser længe
her i Haansord kappes?
Loke jo veed hvor lystig han er,
og hvor ham Alle elske.

Loke kvad:

20.
Ti du, Gefjon! gjærne jeg nævner,
hvo dig til Lyst lokked;
Svend hin blonde Smykke dig bød,
Laar du over ham lagde.

Odin kvad:

21.
Du raser, Lopt! er rent fra Sands,
gjør du dig Gefjon gram:
Slægters Skjæbne skuer hun grant,
jævngodt som jeg.

Loke kvad:

22.
Ti du, Odin! aldrig du kan
skifte Ret i Strid.
Ofte du gav - hvad ei du bør -
de Sendrægtigste Seir.

Odin kvad:

23.
Og om jeg gav - hvad ei jeg bør -
de Sendrægtigste Seir: -
otte Vintre var du under Jord,
malkende Køer - en Kone!

Loke kvad:

24.
Men du seided - siges - paa Samsø,
trylled paa Vølve-Vis;
som Hex du foer blandt alle Folk,
det kalder jeg Kjærlinge-Art.

Frigg kvad:

25.
Helst I eders Hændelser ei
nævne skulde for Nogen!
Hvad I bedrev i svundne Dage -
gamle Sager man glemme!

Loke kvad:

26.
Ti du, Frigg! du, Fjørgyns Mø,
var altid meget mandgal: -
Ve og Vile - du, Vidres Viv!
baade til Barm krysted.

Frigg kvad:

27.
Havde jeg her i Ægirs Hal
slig en Søn som Balder,
ei kom du ud fra Asers Sønner,
fældet du blev, du Fule.

Loke kvad:

28.
Du vil da, Frigg! at fler jeg nævner
af mine onde Streger: -
jeg raader for, at Balders Ridt
til Sal ei længer du ser.

Freya kvad:

29.
Du raser, Loke! roser du dig
af nedrig Niddingsdaad!
Visselig Frigg alt Øde veed,
skjøndt hun ei selv det siger.

Loke kvad:

30.
Ti du, Freya! fuldt jeg dig kjender,
ei er du lyde-løs!
Aser og Alfer, her inde ere, -
hver jo din Boler var!

Freya kvad:

31.
Falsk er din Tunge; jeg troer med Tiden
den galer dig Græmmelse til;
vred' er Aser og Asynjer,
usæl bliver din Udgang!

Loke kvad:

32.
Ti du, Freya! Troldkvinde du!
blander med megen Men!
milde Aser dig overrasked
i din Broders Favn, Freya!

Njord kvad:

33.
Siger ei Meget, at Mø faar Mand,
en Brudgom eller en Boler;
Under jeg kalder, at her kommer en Usling,
der selv har Børn baaret.

Loke kvad:

34.
Ti stille, Njord; østpaa sendtes
du til Guder som Gidsel;
Hymes Døtre havde dig til Kar,
de maalte dig Munden fuld.

Njord kvad:

35.
Det er min Glæde, den Gang jeg østpaa
sendtes til Guder som Gidsel,
fik jeg en Søn, der Fjender ei har,
Ypperst han er blandt Aser.

Loke kvad:

36.
Hør nu op, Njord! vær ei overstolt!
ei tør det længer forties: -
med din Søster den Søn du fik,
dog er han ei værre end ventet.

Tyr kvad:

37.
Herligst er Freyr af alle Helte
udi Asers Gaarde;
ei Mø han krænker eller Mands Kvinde,
Alles Lænker han løser.

Loke kvad:

38.
Ti du, Tyr! Tvist mellem to
aldrig du ordne kunde!
din høire Haand i Hu mig rinder,
den sled dig Fenre fra.

Tyr kvad:

39.
Jeg misted Haand - du Hoved-Ulven:
svært er Begges Savn,
har Ulv det bedre, mens den bunden
bier Skabernes Skjæbne?

Loke kvad:

40.
Ti du, Tyr! din Viv det timedes,
at blive med Barn ved mig;
ei en Alen, - aldrig en Penning
i Bod undtes dig, Usling!

Freyr kvad:

41.
Ulv ser jeg ligge ved Aamunding,
indtil Magters Møde:
dig selv vi lænker, om du længer
smæder, du Rænke-Smed!

Loke kvad:

42.
Med Guld kjøbte du Gymers Datter
og dit Sværd solgte;
naar Muspels Æt over Myrkvid rider,
veed du Usling ei Værge.

Byggver kvad:

43.
Var jeg fribaarn, som Ingunar-Freyr,
og eied saa herlig Hal,
til Marv jeg rev dig, Ulykkes-Ravn!
og alle dine Knogler knuste.

Loke kvad:

44.
Hvad er det Lille, der logrer om
og efter Smuler snapper?
Evig ved Freyrs Øre du hænger
og under Kværnen kvækker.

Byggver kvad:

45.
Byggver jeg hedder, hidsig mig kalde
Aser og alle Mænd;
det er mit Ry, at Hropts Sønner
sidde ved Øl sammen.

Loke kvad:

46.
Ti du, Byggver! blot du forstod
at dele Mad blandt Mænd!
I Bænke-Halm, du helst dig bjerged,
yppes af Kjæmper Kiv.

Heimdal kvad:

47.
Du har Ølrus, ør er dit Vid,
lad dog af, Loke!
Drik over Tørst tidt jo volder,
at Mand ei veed hvad han mæler.

Loke kvad:

48.
Ti du, Heimdal! fra Tiders Gry
led din Lod blev lagt: -
evig vender du vaad Ryg til
og vaager som Guders Vagt.

Skade kvad:

49.
Du er kaad, Loke! dog længe ei
med løs Svands vil du logre
Paa Klippens Rand med rimkold Søns
Tarme dig Guder tvinge.

Loke kvad:

50.
Om paa Klippens Rand med rimkold Søns
Tarme mig Guder tvinge:
Jeg først og sidst Slagene førte,
da Livet vi tog af Tjasse.

Skade kvad:

51.
Om først og sidst du Slagene førte,
da Livet I tog af Tjasse: -
fra mine Gaarde og fra min Grund
komme dig kolde Raad.

Loke kvad:

52.
Blidere Ord du Loke bød,
da du mig til Leiet ledte;
Sligt maa paa Tale, naar vi skal tælle
fuldelig alle vore Feil.

Sif kvad:

53.
Hil dig, Loke! hæv Krystalkalken
fuld af Fortids Mjød;
hende ene blandt Aser maa du
lade lyde-løs.

Loke kvad:

54.
Du var ene - om du det var -
kydsk og knibsk mod Mænd;
dog En veed jeg - saavidt jeg troer -
der lokked Hlorides Viv.

Beyla kvad:

55.
Fjælde skjælve; paa Fart er vist
Hloride fra Guders Land:
Fred han skaffer for ham, der frækt
udskjælder Mænd og Aser.

Loke kvad:

56.
Ti du, Beyla! Byggvers Kvinde,
blandet med megen Men!
værre Udskud kom ei blandt Aser,
du tilsølede Tøs!

Thor kvad:

57.
Ti, Kvinde-Karl! min Kraft-Hammer,
Mjølner, dig Munden stopper:
Hærde-Klint fra Hals jeg hugger,
nu er dit Liv ledet.

Loke kvad:

58.
Jordens Afkom er nok ind kommen!
men ras ei saa rædsomt, Thor!
Spar du dit Mod, til du møder Ulven,
der sluger Seirfader hel.

Thor kvad:

59.
Ti, Kvinde-Karl! min Kraft-Hammer,
Mjølner, dig Munden stopper;
jeg slynger dig op og ud mod Øst,
hvor Ingen dig siden ser.

Loke kvad:

60.
Dine Østfarter aldrig du skulde
nævne mer til Nogen: -
i Handskens Tommel sad du paa Hug, -
ei tyktes du være Thor!

Thor kvad:

61.
Ti, Kvinde-Karl! min Kraft-Hammer,
Mjølner, dig Munden stopper;
med Hrungners Bane min Høire dig rammer
og knuser alle dine Knogler.

Loke kvad:

62.
Længe troer jeg at leve end,
skjøndt du med Hamren høder;
Skrymers Remme for ramme var dig,
ei kunde du til Kosten komme.

Thor kvad:

63.
Ti, Kvinde-Karl! min Kraft-Hammer,
Mjølner, dig Munden stopper:
Hrungners Bane bringer dig til Hel,
bag Liggjærdet langt nede.

Loke kvad:

64.
Jeg kvad for Aser, kvad for Asesønner,
hvad min Hu hidsed mig til:
for Thor ene vil jeg fortrække,
jeg veed, du hugger hart.

65.
Øl du brygged, Ægir! og aldrig
gjør du Gilde siden:
over alt dit Eie, her inde er,
skulle Luer lege.