Loki-Spliden (1924)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Atlantis, 2. Bind,
Aargang 1924


Thøger Larsen


Loki-Spliden


Indledning

Loke håner Brage (W.G. Collingwood, 1908)

Lokasenna kan vel ved sin drastiske Skæmt støde en og anden, men det er desuagtet et værdifuldt Eddadigt, selv om det ligesom Harbardsljodh fjerner sig en Del fra den højtideligere Eddadigtning. Lokasenna har kanske større Betydning som rent menneskeligt Dokument end som mytologisk Digt. Det er en djæv nordisk Skildring af et grandiost overjordisk Drikkegilde, hvor Skæmten drives til det yderste og hvor Rusen maa bære Skylden for Udskejelserne i den ophidsede Samtale. Havguden Ægir, der er Gildets Giver, optræder her mere som en nordisk Bakkhos end som en Poseidon, skønt disse to Guder ofte minder om hinanden. Selv optræder han ikke i Diskussionen, det er kun Gæsterne, der mundhugges, mens Værten blot forsyner dem med Stimulansen. Ogsaa et andet Sted hører vi om et Gude-Drikkegilde hos Ægir, nemlig i Snorris Skáldskaparmál, men der indskrænker Lystigheden sig til, at Bragi fortæller Historier om Tors Bedrifter og Lokis Underfundigheder. I Lokasenna derimod har den nordiske Fantasi moret sig med for Alvor at slippe sin Djævel løs, og det er intet Under, at den gamle Afskriver af cod. reg. Haandskriftet har fundet det hensigtsmæssigt at tegne Lokis hornede Djævlehoved under en af Siderne (se Atlantis I, S. 543).


Men er den drastiske Udtryksform end utvivlsomt ægte nordisk, peger dog Lokis Beskyldninger mod Aserne for allehaande Uterligheder og perverse Udskejelser samt Betegningen af Lokis eget hermafroditiske Væsen tydeligt hen paa den græske Mytologi, hvor de erotiske Gudeorgier har deres sande Hjemstavn.



Loki-Spliden

Om Ægir og Guderne

Ægir som ogsaa kaldtes Gymir, havde brygget Aserne Øl, da han havde faaet den store Kedel[1], hvorom der nu er talt. Til dette Gilde kom Odin og hans Kone Frigg. Tor kom ikke, fordi han var Østervejs. Sif, Tors Kone var der. Bragi og hans Kone Idun. Tyr var der, han var enhaandet; Fenrirsulven sled Haanden af ham, da den blev bunden. Der var Njårdr og hans Kone Skadi, Freyr og og Freyja, Vidar, Odins Søn. Loki var der. Og Freyrs Tjenestefolk Beyggvir og Beyla. Mange Aser og Alfer var der.

Ægir havde to Tjenestefolk, Fimafengr og Eldir. Der var Guld til Belysning i Stedet for Ildens Lys. Øllet frembar sig selv; Stedet var meget fredlyst. Man roste meget Ægirs gode Tjenestefolk. Loki holdt ikke af at høre paa det, og han dræbte Fimafengr. Da rystede Aserne deres Skjolde og skreg mod Loki og jog ham bort til Skovs, og de gav sig til at drikke. Loki vendte atter tilbage og traf Eldir udenfor; Loki kvad til ham:


1. Sig du, Eldir, inden du har
flyttet et Fjed dig frem,
hvilken Ølsnak derinde de fører,
Sejrgudernes Sønner?


Eldir
2. Vaaben de drøfted og Daad i Striden,

Sejrgudernes Sønner;
Aser og Alfer herinde taler
intet godt Ord om dig.


Loki
3. Ind vil jeg gaa i Ægirs Hal

og se paa det Sviregilde;
Kvalm vil jeg yppe for Asernes Sønner
og blande dem Mén i Mjøden.


Eldir
4. Vid, gaar du ind i Ægirs Hal

at se paa det Sviregilde,
din Spy af Haan vil de hulde Guder
tørre paa Spotterens Tud.


Loki
5. Vid du, Eldir, skal vi to sammen

med saarende Snak strides,

gavmild giver jeg Gensvar, hvis

for meget din Mund løber.


Derefter gik Loki ind i Hallen. Men da de, som var der, saa, hvem der var kommen ind, tav de alle.


Loki
6. Tørstig i Hallen tren jeg ind,

Loptr en lang Vej gik
og beder en af Aserne om
en Taar af den tindrende Mjød.


7. Hvi mæler I ej, I mugne Guder,

men sidder der som stumme?

Giv mig Stol og Stade ved Gildet

eller vis mig væk.


Bragi
8. Give dig Stol og Stade ved Gildet —

det gør Aserne aldrig.
Vel Aserne veed, med hvem de vil fejre
Glædesøl og Gilde.


Loki
9. Husker du, Odin, da i Olddage

vi to blandede Blod?
Du sagde, du ej vilde Øl smage,

som ej for os begge blev baaret.


Odin
10. Vidar, staa da op, og lad Ulvens Fader
ogsaa sidde ved Øllet,
at ikke Loki til Last os kvæder
her i Ægirs Hal.


Da stod Vidar op og skænkede for Loki, men før denne drak, kvad han for Aserne:


11. Hil jer Aser og Asakvinder,
alle høje, hellige Guder!
uden den As, der inderst sidder
hist paa Bænken, Bragi.


Bragi
12. Ganger og Sværd jeg giver dig af mit,

og Bragi giver Ringe i Bøde,
at ikke du Avind paa Aserne kaster.
Væk ikke Gudernes Vrede.


Loki
13. Heste og Armringe altid har du

Brug for selv, Bragi!
Af Aser og Alfer, som er herinde,
er du fejgest i Fejde og skyest for Skud.


Bragi
14. Jeg veed, var jeg ude i Stedet for inde
her i Ægirs Hal,
havde jeg dit Hoved i Hænde saavist —
lidt er det Løgn, skal jeg love.


Loki
15. Kæk er du siddende, men lad sligt fare,
Bragi Bænkesmykker!
Gaa og slaa til, blev du gram i Hu,
kæk gaa foran klog.


Idun
16. Bragi, jeg beder: Ved Børn af Sif
og alle Yndlingssønner —
du skal ikke drille og ærgre Loki
her i Ægirs Hal.


Loki
17. Ti stille, Idun, af alle Kvinder
er du den mest mandgale.
Du tog i dine vel-toede Arme den,
som dræbte din Broder.


Idun
18. Det var ej min Tanke at tirre Loki
her i Ægirs Hal,
kun bringe lidt Ro i Bragis Ølbrus
og hindre, I hidsige slaas.


Gefion
19. Hvorfor skal I to Aser herinde
ævles med Ukvemsord?
Loptr veed ej, at han leger farligt
og alt Liv vil ham ilde.


Loki
20. Ti stille Gefion, jeg godt husker,

da han dig lokked til Lejet,
Knægten den hvide, som Knuget dig gav
og Laarene over du lagde.


Odin
21. Fuld er du, Loki, og fra Viddet,

at du gør dig med Gefion Uven,
jeg tror, alle Slægters Skæbne hun kender
saa sikkert som jeg selv.


Loki
22. Ti stille Odin, som aldrig kunde dele

Kampens Kaar mellem Mænd,
ofte gav du dem, du ikke skulde,
de sløve i Slaget, Sejr.


Odin
23. Gav jeg ofte dem, jeg ikke skulde,

de sløve i Slaget, Sejr —
du var otte Aar under Jorden,
malkede Køer og var Kone,
og der har du Børn baaret,
det synes mig mangelfuld Manddom.


Loki
24. Men det siges, at du har sejdet paa Samsø

og Trolddom virket som Vålver;
som Kogler fôr du Folkefærd over;
det synes mig mangelfuld Manddom.


Frigg
25. Eders Skæbne skulde I aldrig

ytre om til nogen,
hvad I to Aser i Oldtid øved.
Lad Fortid evigt sig fjerne.


Loki
26. Ti stille, Frigg, du er Fjårgyns Mø

og var altid meget mandgal,
som da Vili og Ve du, Vidrirs Kvind,
lod begge til Barm dig tage.


Frigg
27. Om hos mig herinde i Ægirs Hal

sad en Søn som Baldr,
da kom du ej ud fra Asernes Sønner,
jeg tror, de i Vrede vog dig.


Loki
28. Du vil altsaa, Frigg, høre fler endnu

af mine Méntaler:
jeg ordned det saa, at du aldrig Baldr
ser siden ride til Sale.


Freyja
29. Du er tosset, Loki, at du taler om

eders onde Udaad,
al Fremtid tror jeg Frigg kender,
skønt hun snakker ej selv derom.


Loki
30. Ti stille, Freyja, dig fuldtud jeg kender,

dig fattes ingen Fejl,
hver As og Alf, som er herinde,
har du til Horkarl haft.


Freyja
31. Falsk er din Tunge, jeg tror, du snart

just ej skal af Gammen gale,
Aser dig hader og Asakvinder,
bedrøvet du hjem skal drage.


Loki
32. Ti stille, Freyja, du fule Heks

med mangen Mén og Last,
hos Broderen fandt dig de blide Guder,
en Vind slap da, Freyja, fra dig.


Njårdr
33. Ringe Mén, om en Kvinde en Mand faar

eller baade Bejler og Boler,
men det er et Under, at den Dobbelt-As,
som fik Børn, sidder bænket her.


Loki
34. Ti stille, Njårdr, da du naaed til Østen

en Gang som Gudernes Gidsel,

Hymirs Piger til Potte dig brugte
og gød deres Vand i dit Gab.


Njårdr
35. Det fryder mig dog, at da fjernt jeg for,

sendt ud som Gudernes Gidsel,
jeg avled en Søn, som har ingen Fjende
og som tykkes af Aserne ypperst.


Loki
36. Stop nu lidt, Njårdr, og styr dig selv,

ej længer lægger jeg Skjul paa:
din Søster fødte dig denne Søn,
der dog blev almindelig Mand.


Tyr
37. Freyr er ypperst af al Manddom

inden Asernes Gaarde.
Mø han ej græmmer eller Mands Kone
og løser enhver af Lænker.


Loki
38. Ti stille, Tyr, din Stakkel kan aldrig

bære en Ting med to;
det er paa din højre Haand jeg tænker,
som Fenrir fra dig rev.


Tyr
39. Jeg savner min Haand og du Hrodvitnir,

for os begge er Savnet slemt,
og ikke glæder sig Ulven, som bunden
bier paa Ragnaråk.


Loki
40. Ti stille, Tyr, det er timet din Kone,

at vi fik en Søn sammen,
du usle fik aldrig Alen eller Penning
til Tak for denne Tort.


Freyr
41. Ulven ser jeg ligge for Aaens Munding,

til Guder gaar til Grunde;
snart kommer du ogsaa, hvis ej du tier,
i Reb, du Rænkesmed.


Loki
42. Du gav Guld i Køb for Gymirs Datter

og skilte dig ved dit Sværd;
men naar Muspells Sønner over Mulmskov rider,
veed du usle intet at slaa med.


Byggvir
43. Hvis Æt jeg ejed som Ingunar-Freyr

og herlig Hal som han,
maled jeg Ménkragen mindre end Marv
og grutted hver Knokkel i hans Krop.


Loki
44. Hvad er det lille, som logrer der

og snuser saa snusfornuftigt?

Altid Freyr om Ørene er du
og klynker under dit Kværnslid.


Beyggvir
45. Beyggvir jeg hedder og hurtig kalder

Guder og Mennesker mig.
Det er her min Stolthed, at Hroptrs Sønner
alle drikker Øl sammen.


Loki
46. Ti stille, Byggvir! Du forstod aldrig

at dele Mad mellem Mænd,
og i Sengehalmen var du sen at finde,
naar Mand mod Mand stredes.


Heimdalr
47. Fuld er du, Loki, og fattes Viddet,

stands dog og styr dig, Loki!
thi Overfuldskab fører det med sig,
at sanseløst man snakker.


Loki
48. Ti stille, Heimdal', i henfarne Dage

det lede Liv blev din Lod
som Gudernes Vogter med vaad Ende
evig og altid at staa.


Skadi
49. Livlig er du, Loki, men længe skal du ikke

lege med løs Hale,
Aser skal dig binde tit en Egg ved Tarme
af din rimkolde Søn som Reb.


Loki
50. Skal Aserne mig binde til en Egg ved Tarme

af min rimkolde Søn som Reb — .

jeg var først og fremmest i Livran,
da vi paa Thjazi trængte.


Skadi
51. Vid: var du først og fremmest i Livran,

da I paa Thjazi trængte —
fra mine Vange og viede Steder
du kun skal Kulde møde.


Loki
52. Du var lettere i Munden mod Laufejs Søn,

da du sagde, din Seng stod mig aaben.

Det maa huskes, naar i Hob vi samler

sammen vor hele Skam.


Da gik Sif frem og skænkede en Kalk Mjød for Loki og sagde:


53. Hil dig, Loki, læg Haanden om Kalken,

fyldt med Fortids Mjød!
og lad mig ene mellem Asernes Børn
findes uden Fejl.


Han tog Hornet og drak af det.


54. Ene du fandtes, ifald du det fandtes,

sky og skarp mod Mænd,
een dog saa vidt jeg veed har bedrevet
Hor med Hlorrides Hustru,
og det var den lumske Loki.


Beyla
55. Hvert Bjerg skælver, sandelig tror jeg

haster nu Hlorride hid;
han lukker den Mund, som lastede her
alle Aser og Mænd.


Loki
56. Ti stille, Beyla, du er Byggvirs Kone

og har saa mangen Mén;
blandt Aser kom aldrig uslere Køn,
du er ganske skiden, din Skøge.


Da kom Tor og sagde:


57. Holdt, din Halvkælling, haardt skal min Slaghammer,

Mjålnir, slaa dig fra Mælet.
Hovedet slaar jeg af Halsen paa dig,
saa er dine Ræb vel dæmpet.


Loki
58. Jords Søn er i Salen kommen,

hvi er du saa olm, Tor?
Du har mindre Mod, naar du møder Ulven
og den æder Sejrfader op.


Tor
59. Holdt, din Halvkælling, haardt skal min Slaghammer,

Mjålnir, slaa dig fra Mælet.
jeg smider dig op og østerud,
og ingen ser dig siden.


Loki
60. Hvad du har øvet i Øst skal du aldrig

skryde Skrøner om,
sidst sad du paa Hup i Handskens Tommel
op tyktes mig ingen Tor.


Tor
61. Holdt, din Halvkælling, haardt skal min Slaghammer,

Mjålnir, slaa dig fra Mælet,
min højre Haand med Hrungnirs Dræber
skal alle dine Knogler knase.


Loki
62. Jeg venter at leve lang Tid endda,

trods din Trusel om Hamrens Hug.
I Skrymirs Øle saa du stærke Remme
og mægted ej Maden at naa,
du sad og sultede slemt.


Tor
63. Holdt, din Halvkælling, haardt skal min Slaghammer,

Mjålnir, slaa dig fra Mælet,
Hrungnirs Dræber skal drive dig til Hel
ned bag Liglågen.


Loki
64. Jeg kvad for Aser og Asers Sønner,

hvad der mig sev i Sind,
men for dig alene gaar jeg ud af Salen —
jeg veed, du vil slaa ned.


65. Øl brygged du, Ægir, men aldrig mer

skal du samle til Sviregilde,
alt, hvad du ejer herinde i Hal,
lege Luen over
og brænde dig selv i Bagen.


Men efter dette skjulte Loki sig i Frånangers Fos i Skikkelse af en Laks, der tog Aserne ham. Han blev bunden med sin Søn Naris Tarme, men hans Søn Narfi[2] blev til en Ulv. Skadi tog en Edderslange og fæstede op over Lokis Ansigt; fra den dryppede Edder. Lokis Kone Sigyn sad der og holdt en Drikkeskaal under Edderen. Men naar Drikkeskaalen var fuld, bar hun Edderen ud. Imidlertid dryppede Edderen paa Loki. Da sled det saadan i ham, at hele Jorden skælvede derved. Det kaldes nu Jordskælv.



Noter til Loki-Spliden

Str. 161-2: Sif, Tors Hustru, gr. Hêbê, Herakles' Hustru, Kønsmodenhedens Gudinde (hêbê, Mandbarheden, Ungdomsblomstningen hos Mand og Kvinde; sanskrit sev, nyde [Lyst, Elskov]. Anderledes Prellwitz). Meningen er usikker; kan ogsaa være: "For Venners (eller Slægtninges) Børns Skyld og alle Fostersønners".

Str. 203: "sveinn inn hvíti er thér sigli gaf" —, *sigli, lat. sîcula, lille Dolk, overført: membrum virile. Efter andre: "Smykke".

Str. 371: "Freyr er beztr allra ballridha". Guden Freyr er utvivlsomt identisk med Grækernes Priâpos og fremstilledes som Frugtbarhedsgud ligesom denne med et stort Avlelem (Templet i Upsala). Ordet priâpos bruges ogsaa direkte som Betegn, for det mandlige Lem. Jeg mener derfor som Dr. Gudmund Schütte ("En gammel Kulturvej fra Lilleasien til Skandinavien", Danske Studier), at oldn. ball- svarer til græsk phállos. Yderligere mener jeg, at oldn. -ridhi kommer af ridh, Hæven, saa ballridhi ligefremt svarer til græsk ithyphallikós. Derimod tror jeg ikke som Dr. Schütte, at den citerede Linje oprindelig har lydt "Baldr er beztr . . ." osv.

Str. 381-2. *ti1r, gotisk tils, ags. ti1, egnet, skikket, rigtig opfattet af Hugo Gering, der dog har faaet en besynderlig Mening ud af Sætningen, nemlig: "du konntest nie etwas gutes (d. h. einen vergleich) zwischen zweien zustande bringen".
"thu kunnir aldregi bera tilt medh tveim" [håndhum] kan for den enhaandede Tyrs Vedkommende ikke naturligt forstaas anderledes end:
"Du vil aldrig kunne bære noget dertil egnet med to [Hænder]".

Str. 391. Hródhrs-vitnir, Hródhvitnir (Sn. E.), Binavn til Fenrir. Navnet forekommer allerede i Rigveda V. 44.12 som Egennavn paa en mytisk Person Çrutavid og synes at gaa igen i Græsk i det kvindelige Krataiis, Navnet paa Skyllas Moder. Til Skylla svarer i den nordiske Mytologi Solulven Skoll, mens den anden Ulv, som Snorri omtaler som Maaneulv, hedder Hati Hrodhvitnirsson. Altsaa synes der at være sket en Forbytning mellem Skoll og Hati med Hensyn til Afstamning. Skylla og Kharybdis er Personifikationer af Springkilder ved de modsatte Bredder af et Stræde (sædvanlig i senere Sagn Strædet mellem Sicilien og Italien) og meget farlige for Skibe, som skal passere mellem dem. Det er meget muligt, at de oprindelig ligesom Skoll og Hati har været Sol- eller Maaneulve, de bekendte Spejlbilleder i Luften paa hver Side af Solen eller Maanen, som disse to Himmellegemer under visse Forhold maa passere imellem.
I denne Forbindelse maa jeg bemærke, at jeg anser det for udelukket, at det oldnordiske Ord tungl i nogetsomhelst Tilfælde kan betyde andet end Maanen. Snorri nævner Gang paa Gang Sol eller "tungl", Sol og "tungl". Ligeledes finder jeg det Grundlag, paa hvilket man hævder, at tuggl i Gotisk betyder Stjerne, yderst svagt. I Vulfilas Bibel Gal. 4.3 betyder stafs og tuggl sandsynligvis Bogstav (oldn. stafr). Varianten tuggl er utvivlsomt det oldlatinske dingula; "en lille Tunge", overhovedet enhver tungelignende Ting (Tegn? Ciffer?), maaske ligesom græsk stoikheîon "udtalt Bogstav" (dingua betød baade "Tunge" og "Sprog"). Det oldnordiske himintungl har da næppe betydet Stjerne, men "Himmeltegn" (Komet, Stjernebillede el. lign.); tungl i Betydningen "Maane^' maa oprindelig have betegnet Halvmaanen eller Maaneseglen. Jeg skønner ikke nogetsomhelst Grundlag for, at tungl nogen Sinde skulde kunne betyde "Sol". Vål. 404 (om Ulveætlingen): "tungls tjúgari í trolls hami" — maa derfor oversættes "Maanens Bortsnapper i Trolds Ham".

Str. 483: "aurgu baki thu munt æ vera". Jeg har her tidligere opfattet aurugr i Betydn. "gylden", men af Hensyn til Lokis gennemførte Spottetone i dette Digt, tror jeg at maatte opfatte det i Betydn. "fugtig", "vaad".

Str. 572 Mjållnir. Sml. lat malleus, Hammer (malneus?), russisk molnija, Lyn. Sanskrit mrn, sønderknuse.

Prosaslutningen. Lokis Søn Narfi bærer samme Navn som den Narfi eller Nårfi, der i Følge Gylfaginning er Nats Fader. Navnet er vistnok det samme som det græske orphnê, Mørke. Edderslangen hænges over Loki af Skadhi, det græske skótos, ligeledes Mørke. Disse Navne synes at udtrykke, at det er Mørkets Kræfter, der fuldbyrder hans Straf.




Anmærkning:

  1. Hymirs Kedel.
  2. I Snorris Gylfaginning hedder Brødrene Vali og Narfi. Narfi forvandles til en Ulv, der river Vali itu, hvorefter Loki bindes med Valis Tarme.