Lorenz Frølich biografi

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Lorenz Frølich
Biografisk oversigt

Lorenz Frølich
(1820-1908)



Frølich, Lorens, f. 1820, Maler og Tegner. L. F. er Brodersøn af ovfr. nævnte Heinr. Lor. F. og Søn af Grosserer Johan Jacob F. (f. 1781 † 1858) og Vilhelmine Pauline f. Tutein (f. 1790 † 1881) og født i Kjøbenhavn 25. Okt. 1820, Han havde fra Barn af Lyst til at tegne og iagttog med Forkjærlighed Dyrenes Liv. Hans Sans for Kunsten vaktes end mere af hans Faders Morbroder J. C. Spengler, der var Inspektør ved den kgl. Malerisamling og jævnlig tog ham med der hen. Ikke uden Modstand fra Familiens Side fik han Lov at hellige sig Kunsten, lærte at male hos Rørbye og at modellere hos H. V. Bissen; tillige tegnede han privat hos C. V. Eckersberg og Hetsch. Blandt de yngre Kunstnere sluttede han sig navnlig til Th. Lundbye; de tegnede sammen, og da F., ved Rumohrs Paavirkning, fik Lyst til at tegne med Pen, førtes Lundbye ogsaa ind paa denne Kunstart. Allerede i Ungdommen fængslede Nordens Oldtid ham meget, og samtidig med nogle Dyrstykker udstillede han 1838—40 tegnede Kompositioner fra Nordens Historie. Med »Hjorte i Dyrehaven« konkurrerede han til den Neuhausenske Præmie.

I Efteraaret 1840 rejste han til München, hvis Kunstskole den Gang drog mange til sig, og til Dresden, hvor han malede under E. Bendemann. Hans Anlæg for Pennetegning havde ganske naturlig ført ham ind paa Raderingen; han havde ætset flere mindre Blade i Hjemmet, men fra Dresden hjemsendte han sin første større Komposition i denne Retning, »De to Kirketaarne« som Illustration til Oehlenschlägers Digt. Disse Raderinger bleve udgivne af Kunstforeningen i Kjøbenhavn. Efter et Besøg i Hjemmet (1845) vendte han tilbage til Dresden og tog Aaret efter til Rom, hvor han forblev i 5 Aar og knyttede nøje Venskab med Landskabsmaler Th. Læssøe. Et der malet Billede, »En Skovguds Familie«, blev kjøbt til den kgl. Malerisamling. Fra Rom tog F. i 1851 til Paris for at male hos Couture, gjorde i 1854 et Besøg i Hjemmet, men vendte tilbage til Paris, hvor han i 1855 ægtede Carolina Charlotta in de Betou (f. 1830 i Marstrand, † 1872), Datter af Oberstlieutenant Thomas in de B. (f. 1776 † 1833) og Polexine f. Kreutz (f. 1788 † 1869). Fraregnet et Ophold i Flensborg 1856—57, maa han nu regnes for bosat i Paris til sin Hustrus Død, hvorefter han fra 1873 har levet i Danmark. Her indgik han i 1878 nyt Ægteskab, med Benedicte Ulfsparre f. Treschow (f. 1841), Enke siden 1874 efter Professor C. D. Withusen og Datter af Kammerherre Frederik Vilhelm T. (f. 1811 † 1869) og Andrea Bjørn f. Rothe (f. 1814 † 1885).

I Flensborg havde F. malet 2 store Malerier: »Valdemar II indstifter den jyske Lov« og »Frederik IV modtager Slesvigernes Hylding« (Slesvigs Inkorporation 1721) til Overappellationsrettens Sal. Disse 2 Billeder, som i malerisk Virkning og karakterfuld Opfattelse høre til Kunstnerens bedste Arbejder, ere desto værre ikke mere dansk Ejendom. Aaret efter udførte han 2 store Kartonner til Børssalen i Kjøbenhavn, fremstillende Allegorier paa »Klogskab« og »Mod«. I 1882 udførte han endelig et stort Loftsmaleri til en Sal paa Frederiksborg, »Gefion pløjer Sjælland ud af Sverige«, og i de nærmest følgende Aar Kartonner til en Tapetfrise, forestillende danskes Vikingetog, der ligeledes tilhører Frederiksborg-Musæet.

Hans Virksomhed som Maler bliver dog overfløjet af den rige Produktivitet, han har udfoldet som Tegner og Illustrator. Saaledes som han i sin førstefødte Datter havde Lejlighed til at iagttage Barnelivet, gjengav han det i en Række Børnebøger, der udkom paa Fransk, Engelsk og Dansk i flere Oplag og omhandlede Bébés mærkelige Bedrifter, sete med Kunstnerøjets og Faderkærlighedens beundrende Blik. Samtidig hermed tegnede han Illustrationer til Fabricius’ »Danmarkshistorie« og førtes derved, maaske fra først af under tysk Paavirkning, ind paa den ejendommelige Fremstillingsmaade, hvor Begivenhedernes Rækkefølge sammenkjædes ved stemningsfulde Ornamentslyngninger, der give dem en vis Lighed med Variationerne i et Tonemaleri. De efterfulgtes af »Gjøgleriet i Utgaard«, en Række Raderinger til Oehlenschlågers Text, som bleve udgivne af Kunstforeningen (1872), og i Løbet af en længere Aarrække af »Nordens Guder«, en Samling raderede Blade i stort Format, hvoraf dog kun omtrent Halvdelen af det oprindelig paatænkte Tal udkom. Heri fremtræder hele hans romantisk-oehlenschlägerske Opfattelse af Nordens Oldtid i den frodigste Fylde og trods Svagheder i den tekniske Behandling tit med en overraskende malerisk Virkning. Men ogsaa paa andre Felter har han vist sin skabende Evne som Illustrator, saaledes i »Amor og Psyche« efter Apuleius, Illustrationerne til »Fadervor« og Randtegningerne til »Dronning Dagmars Vise«. I Steden for den ganske vist noget konventionelle Djærvhed, der karakteriserer hans »Nordens Guder«, møder man her, som det er blevet sagt, mere en Paludan-Müllersk romantisk Finhed, ogsaa konventionel paa sin Vis, men begge Stilarter i høj Grad kunstnerisk følte og sprudlende af en tilsyneladende uudtømmelig Rigdom paa Motiver. Det er heller ikke nogen ringe Indflydelse, han har udøvet paa Illustratorerne i den yngre Kunstnerkreds, — F. blev 1877 Medlem af Kunstakademiet og fik 1890 Titel af Professor.

Illustr, Tid. Nr. 324. Delaunay, Les artistes scand. I, 21. Kunstbladet I, 129, Weilbach, Konstnerlex.

Ph. Weilbach.

Kilde: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905).