Lovretteafsnittet

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


GRÁGÁS

Islændernes Lovbog i Fristatens Tid


Udgivet efter det kongelige Bibliotheks Haandskrift

og oversat af Vilhjálmur Finsen


Det nordiske Literatur-Samfund
Kjøbenhavn
1870


Lovrettesafsnittet




Indhold:

117. (Om Lovretten)


Oversættelsen skelner mellem bogstaverne ö og ø — her anvendes dog alene formen ø.
Den i parentes anførte kapiteloverskrift forekommer ikke i oversættelsen, men er — efter indholdet — tilføjet af jl




117. (Om Lovretten)

En Lovrette skulle vi og have og holde her hver Sommer paa Althinget, og skal den stedse have sit Sæde paa det Sted, hvor den længe har været. Paa det Sted skal der være tre Bænke omkring Lovretten, saa vide, at der paa hver af dem rummelig kan sidde fire Tylter Mænd; det er tolv Mænd fra hver Landsfjerding, der have Sæde i Lovretten, og Lovsigemanden desuden, hvilke der skulle raade for Love og Bevillinger; de skulle alle sidde paa den midterste Bænk, og der have vore Biskopper Plads. De tolv Mænd have Sæde i Lovretten fra Nordlændings-Fjerdingen, der ere i Besiddelse af de tolv Godedømmer (1), som fandtes der, dengang man havde fire Thinglag, og tre Goder i hvert Thinglag. Men i alle [de tre] andre Fjerdinger have de ni Mænd Sæde i Lovretten fra hver Fjerding, der ere i Besiddelse af de ubeskaarne og gamle Godedømmer, hvoraf der da var tre i hvert Vaarthinglag, medens der i hver af de tre Fjerdinger var tre Thinglag, og skulle de [ni Goder] alle tilsammen have en Mand med sig fra hvert af de gamle Thinglag, saaledes at dog tolv Mænd fra hver Fjerding erholde Sæde i Lovretten. Men alle Nordlændingernes gamle Godedømmer ere, med Hensyn til Udnævnelsen af Dommere paa Althinget, beskaarne med en Fjerdedel, i Forhold til alle andre fuldstændige Godedømmer her i Landet. Det er og fastsat om alle de Mænd, der ere berettigede til Sæde i Lovretten, saaledes som nu er anført, at hver af dem skal i Lovretten anbringe to Mænd af sit Thinglag til at raadføre sig med, den ene foran sig, den anden bagved sig; da blive Bænkene fuldt besatte og fire Tylter Mænd paa hver Bænk.

Ingen maa sidde indenfor Bænkene, naar Afstemning foretages i Lovretten, undtagen de, der have Andragender at forhandle mod hinanden — men til alle andre Tider kunne Folk sidde der — og skal Lovsigemanden bestemme, hvem der kan opholde sig paa den Plads [indenfor Bænkene]; uden for Bænkene skal Befolkningen sidde. De Mænd alene have Ret til at staae op ved Lovretten, naar Love eller Bevillinger der skulle vedtages, som skulle tale om Folks Andragender, og endvidere de, der ere yderst af de tilstedekomne; enhver, der ikke retter sig herefter, skal betale tre Mark i Straffebøder og kan sagsøges derfor af hvem, der vil. Men dersom Folk af ond Villie trænge saa stærkt ind paa Lovretten, eller gjøre der saadan Larm, eller blive saa høirøstede, at Folks Andragender derved hindres i deres Fremme, er Straffen derfor Landsforvisning, ligesom for ethvert Brud paa Thingsordenen. Dersom Mænd, der have Sæde i Lov retten, indfinde sig i denne, men andre have sat sig paa deres Pladser, skulle de forlange deres Pladser, og ere hine straffrie, dersom de da gaae bort. Men dersom de tøve, naar Pladsen begjæres, paadrage de sig Straffebøder af tre Mark. Eieren skal da, under Tilkaldelse af Vidner, begjære sit Sæde, og er Straffen Landsforvisning, dersom det da nægtes. Dette er alt Sager, hvori Stævning skal foretages hjemme i Bøigden, og skal der [til Kvidudsagn] til kaldes, hvor Straffen er Landsforvisning, ni Nabobønder, men hvor Sagen gaaer ud paa Straffebøder, fem Nabobønder til den sagsøgte.

Det er ogsaa fastsat, at Lovretten skal begive sig ud begge de Søndage, der indtræffe i Thingtiden, samt Thingets Slutningsdag og i Mellemtiderne, hver Gang Lovsigemanden eller Flertallet af [Lovrettes-] Mændene vil det, og hver Gang Afstemning skal skee i Lovretten. Der skal man forbedre sine Love og vedtage nye Love, om man vil. Der skal man andrage paa alle Bevillinger for Folk til Strafnedsættelse eller Strafeftergivelse, samt paa Tilladelse til alle saadanne Forlig, hvortil der skal bedes om særlig Bevilling, og paa mange andre Bevillinger, saaledes som er anført i Lovene.

Enhver Bevilling skal ansees som vedtaget i Lovretten, naar ingen af dem, der have Sæde i Lovretten, stemmer imod den, og naar ikke heller nogen udenfor Lovretten nedlægger Forbud imod Bevillingen. Enhver, der har Sæde i Lovretten, skal gjøre en af Delene med Hensyn til enhver Bevilling, enten sige ja eller nei til den; ellers paadrager han sig Straffebøder af tre Mark. Andrages der i Lovretten paa en Bevilling, paa en Tid, da de, der have Sæde i Lovretten, ikke alle ere komne tilstede eller ere gaaede bort, men der dog [iberegnet dem, der have Sæde paa den inderste og yderste Bænk] er tilstede fire Tylter Mænd eller flere, kan Lovsigemanden give dem Sæde paa de Mænds Pladser [paa Midtbænken], hvem Sæde med fuld Beslutningsret til kommer, og paadrager enhver sig Straffebøder [af tre Mark], der vægrer sig [for at indtage Pladsen]. Nu bliver den midterste Bænk fuldt besat. Lovsigemanden skal da til kalde Vidner: »til Vidnesbyrd om« — skal han sige — »at alle disse sidde i Lovretten efter min Bestemmelse, berettigede til at give Love og Bevillinger Gyldighed; disse Vidner tilkalder jeg efter Loven, [til Bedste] for enhver, til hvis Tarv det er.« Og skulle da alle Bevillinger være ligesaa gyldige, som om Goderne selv sad der, og alene for dem skulle de, der have indtaget Pladserne, reise sig.

Det er og fastsat, at det skal være Lov her i Landet, som staaer i [Lov-] Haandskrifterne. Men dersom Haandskrifterne ikke stemme overens, skal det gjælde, som staaer i de Haandskrifter, som Biskopperne eie. Er der endvidere Uoverensstemmelse mellem deres Haandskrifter, skal det af dem tages tilfølge, som med flere Ord omhandler det Punkt, hvorom Spørgsmaalet mellem Parterne dreier sig. Men dersom begge Haandskrifter ere lige udførlige, men dog uoverensstemmende, skal det Haandskrift gives Fortrinet, som er i Skalholt. Det skal alt gjælde, som findes i det Haandskrift, som Haflide lod skrive, med mindre en Forandring er gjort senere, men af andre lovkyndiges Fremstillinger skal ene det gjælde, der ikke staaer i Strid med Haflides Haandskrift, og skal alt det gjælde [af andre lovkyndiges Haandskrifter], som fattes i Haflides Haandskrift eller [i hine Haandskrifter] er tydeligere. Trættes man om [Forstaaelsen af] et Lovbud, kan Lovretten foretage Afstemning, dersom Haandskrifterne ikke afgjøre Spørgsmaalet. Men dermed skal saaledes forholdes, at man paa Lovbjerget, under Tilkaldelse af Vidner, skal bede alle Goderne og Lovsigemanden at begive sig til Lovretten og til deres Sæder, for at forklare dette Lovbud, saaledes som det herefter skal være; »jeg beder paa lovlig Maade« — skal den sige, der vil forsøge denne Afgjørelsesmaade. Dersom nogle af de Mænd, som have Sæde i Lovretten, ikke begive sig til deres Pladser, naar de vide, at Lovretten skal afstemme, er Straffen Landsforvisning, ligesom for andet Brud paa Thingsordenen; ogsaa kan man [istedet derfor] paastaae enhver Gode [som heri gjør sig skyldig] dømt til Straffebøder af tre Mark og til at fortabe sit Godedømme. Ganske den samme Straf gjælder og for alle de Mænd, som det paaligger at tage Sæde i Lovretten [ogsaa dem, der have Sæde som Raadgivere], i den Afdeling af samme, hvor de efter Lovene ere pligtige at have Sæde. Saasnart Goderne ere komne til deres Sæder, skal hver af dem anbringe en Mand paa Bænken foran sig, og en anden Mand paa den yderste Bænk bagved sig, til at raadføre sig med. Dernæst skulle de Mænd, mellem hvilke Trætten finder Sted, anføre det Lovbud, som de ere uenige om, og angive, hvori Meningsforskellen mellem dem bestaaer. Derpaa skulle Lovrettesmændene overveie Parternes Anliggende, indtil de have bestemt sig til, hvad Mening de ville vælge, og derefter skal man opfordre alle de Lovrettesmænd, der sidde paa den midterste Bænk, til at erklære, hvad hver af dem vil, at der skal være Lov i det Punkt. Dernæst skal hver Gode sige, hvad han vil ansee for Lov, og til hvilken af Parternes Mening han vil slutte sig i den Sag, og skal Flertallets Mening gjælde, men er der lige mange Lovrettesmænd paa begge Sider, som hver er af sin Mening om hvad de ansee for Lov, skal deres Mening tages tilfølge, til hvem Lovsigemanden slutter sig, men er der flere paa den modsatte Side, skulle de raade; de skulle paa begge Sider aflægge Spaltningsed til Bestyrkelse af deres Mening, og aflægge Ed paa, at de formene det at være Lov i det Anliggende, som de udtale sig for, og skulle de anføre, af hvad Grund det er Lov. Er da nogen Lovrettesmand saa syg eller saaret, at han ikke kan være ude, skulle begge uenige Parter [af Lovrettesmændene] indhente hans Stemme i Boden [hvor han opholder sig], og sige ham, hvori Meningsforskellen bestaaer, men han skal aflægge en lignende Ed som de andre, og angive, til hvilket af Partierne han vil slutte sig. Men dersom nogen Lovrettesmand, naar saadan Afgjørelse skal finde Sted, ikke har Brug af Mælet eller Forstanden eller er død, skal den Mand træde i hans Sted, der skulde have overtaget Udnævnelsen af Dommere, dersom han, naar saadan Udnævnelse skulde finde Sted, var afgaaet. Nu tilkjendegive Lovrettesmændene deres Mening, og dersom Mindretallet udgjør tolv eller flere, skulle de, der ere i Mindretallet, bekræfte deres Mening med Ed. Da blive de andre, der ere i Flertallet, ogsaa pligtige at bekræfte deres Mening med Ed, saaledes at de sværge i det mindste i et Antal af een flere, eller, dersom Lovsigemanden er i Mindretallet, af to flere [end Mindretallet]. Men dersom de, der ere i Flertallet, ere uenige om, hvem af dem skal aflægge Eden, skulle de kaste Lod derom, med mindre de alle ville sværge. Dersom Mindretallet bestaaer af færre end tolv, er Sagen derved strax afgjort imod dem, og ingen af Flertallet er pligtig til at aflægge Ed, imod Ed af et ringere Mindretal, end tolv. Dersom der er nogle Lovrettesmænd, der erklære, ikke at ville slutte sig til nogen af de modstaaende Meninger, eller de forøvrigt vægre sig for at opfylde deres Pligter i disse Sager, da straffes alt saadant saaledes som forhen er anført, og tilkommer Søgsmaalsretten i saadanne Sager den, som af de Parter, der have foredraget Sagen for Lovretten, er tilbøieligst til at forfølge Sagen efter Lovens Strenghed, men vil ingen af Parterne anlægge Sagen, tilkommer Søgsmaalsretten hvem der vil. Og skal Lovsigemanden [istedetfor de Lovrettesmænd, der unddrage sig fra at stemme] besætte Pladserne med Mænd, der opfylde deres lovlige Pligter, og skal han, dersom det lader sig gjøre, tage en Mand fra det Vaarthinglag, hvortil den Lovrettesmand hører, der har begaaet Bruddet paa Thingsordenen, og gjælder det da Landsforvisningsstraf for enhver, der vægrer sig ved at indtage Pladsen. Men har Lovsigemanden ikke Kjendskab til Folk i den Bøigd, skal han bede de Goder, der ere fra samme Thinglag som den, der vægrer sig ved at opfylde sin Pligt, at skaffe ham en Mand i Stedet, saaledes at Lovretten derved kan blive fuldt besat, og er der da samme Straf for den, der undslaaer sig herfor, som for hin, der gjorde Bruddet paa Thingsordenen. Vil ingen af Goderne fra samme Thinglag gjøre hvad der [i saa Henseende] paaligger dem, skal Lovsigemanden anmode Goderne i et andet Thinglag derom, og i et tredie, dersom det ikke opnaaes før, og skulle da disse Stedfortræderes Stemmer have ligesaamegen Gyldighed, som andre Lovrettesmænds. Det er ogsaa fastsat, at en eller anden [af Lovrettesmændene] skal, under Tilkaldelse af Vidner, fremsige den Lovbestemmelse, som Flertal er opnaaet for, men alle skulle tilkjendegive deres Samtykke dertil; derefter skal Lovbuddet forkyndes paa Lovbjerget.

Det er ogsaa Pligt for alle de Mænd, som have Sæde i Lovretten, altid ved sin Nærværelse at støtte Foredraget, naar Lovsigemanden vil foredrage Love, hvad enten det skeer paa Lovbjerget, eller i Lovretten, eller endog i Kirken, dersom Veiret er umildt ude. Men dersom nogle Lovrettesmænd ikke have Tid dertil, skulle de to Mænd høre paa Foredraget for hver af dem, som ere antagne af dem til at sidde paa Bænkene i Lovretten. Bliver ingen af Delene iagttaget, kunne de Lovrettesmænds Stemmer, der forholde sig saaledes, ikke den Sommer tages i Betragtning, dersom der tvistes om det Lovbud, som da blev foredraget, og paadrage de sig derhos Straffebøder af tre Mark, og tilkommer Søgsmaalsretten i den Sag de øvrige Lovrettesmænd, og skal Stævning foretages paa Lovbjerget og fem Nabobønder til den sagsøgte tilkaldes [til Kvidudsagn].

Men Lovsigemanden skal bestemme, hvem der maa have Plads paa Lovbjerget, og de, der uden hans Tilladelse sidde der, paadrage sig Straffebøder af tre Mark. Gjør man sig skyldig i det Brud paa Ordenen mod Lovsigemanden, at hindre ham eller de Mænd, som han særlig har udnævnt til at sidde paa Lovbjerget med sig, fra at komme til deres Sæder, er Straffen Landsforvisning, og skal Sagen anlægges ligesom Sager for andet Brud paa Thingsordenen.

Lovsigemanden er pligtig til, baade her [paa Althinget] og hjemme, at sige alle dem, som derom spørge ham, hvad Loven byder, men ei er han pligtig til videre at give Folk Raad i deres Retstrætter. Han skal ogsaa foredrage Thingsordningsafsnittet hver Sommer, og alle andre [Lov-] Afsnit skal han foredrage i hvert Tidsrum af tre Sommere, dersom Flertallet af [Lovrettes-] Mændene vil høre derpaa. Den første Fredag i Thingtiden skal Thingsordningsafsnittet altid foredrages, dersom [Lovrettes-] Mændene have Tid til at høre derpaa. Lovsigemanden ansees altid med Straffebøder af tre Mark, dersom han — uden at være forhindret ved Forfald — ikke udfører alle de Forretninger, som paahvile ham, og tilkommer Halvdelen af Bøderne den, der sagsøger ham, men Halvdelen Dommerne. Men dersom Lovsigemanden gjør sig skyldig i noget utilbørligt Forhold, som Flertallet af [Lovrettes-] Mændene vil erklære for Brud paa Thingsordenen, straffes han derfor med Landsforvisning. Det er ogsaa fastsat, at alene paa Vaarthinget i det Thinglag, hvortil han selv hører, tilkommer ham [Tremarks-] Straffebøder.

  1. Bøigdsforstanderskaber.