Ludvig Frands Adalbert Wimmer biografi

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ludvig F. A. Wimmer
Ludvig F. A. Wimmer
Biografisk oversigt

Ludvig Frands Adalbert Wimmer
(1839-1920)



Wimmer, Ludvig Franz Adalbert, f. 1839, Sprogforsker og Runolog. L. W. er født 7. Febr. 1839 i Ringkjøbing, hvor hans Fader, Adalbert Ernst W. (d. 1882), var Toldbetjent. Moderen var Karoline Henriette f. Petersen. Efter i nogle Aar at have gaaet i Kolding Latinskole dimitteredes W. fra Ribe Skole 1857. Ved Universitetet tog W. fat paa et omfattende Sprogstudium og hørte Forelæsninger over saa vidt forskjellige Sprog som Hebraisk og Arabisk paa den ene, Sanskrit og Oldnordisk paa den anden Side, foruden at han ogsaa studerede klassisk Filologi. Interessen for den sammenlignende Sprogvidenskab og især de nordiske Sprog vandt dog stadig større Overhaand, og 1865 tog W. Magisterkonferens i «nordisk Sprogvidenskab» med Sproghistorien som Hovedfag med Udmærkelse. For det sammenlignende Sprogstudium har W. altid følt den mest levende Interesse, og hans Virksomhed paa det nordiske Sprogomraade støttes til et grundigt og omfattende Kjendskab til andre indoevropæiske Sprog. I 1878 meldte W. sig som Medansøger om Professoratet i Sanskrit. Efter at have disputeret for Doktorgraden (1868) ved Afhandlingen «Navneordenes Bøjning i ældre Dansk» blev han i 1871 ansat som Docent i sammenlignende Sprogvidenskab og 1876 som extraordinær Docent i nordisk Filologi ved Universitetet; 1886 blev han Professor ordinarius, da K. Gislason tog sin Afsked.
   W.s videnskabelige Virksomhed vedrører hovedsagelig to - i øvrigt meget nær beslægtede - Omraader, det sproglig-grammatiske og det runologiske. Til det første hører en af hans tidligste Afhandlinger af sproghistorisk Art «Den historiske Sprogforskning og Modersmaalet» (i Aarb. f. nord. Oldkh. 1868), der indeholder en kort Fremstilling af ældre sammenlignende Forsøg, hvorunder Rasks Fortjenester særlig fremhæves; derefter gives der en Udsigt over de nordiske Sprogs Udvikling i korte, klare Træk, ligesom ogsaa Runeindskrifternes sproglige Betydning fastslaas. S. A. udkom W.s nævnte Disputats, hvori der gives en grundlæggende Fremstilling af et af de vigtigste Kapitler af Olddansk (ældre Dansk). Et Par Aar senere udgav han det epokegjørende Skrift «Oldnordisk Formlære» (1870; oversat paa Tysk 1871 af E. Sievers), der i en noget omarbejdet Skikkelse udkom paa Svensk ved Th. Wisén «Fornnordisk Formlära» (1874); her blev for første Gang givet en fuldt ud videnskabelig-moderne Fremstilling af det gamle (norsk-) islandske Bogsprogs Formlære, bygget paa en noget nær udtømmende Materialsamling og saaledes, at man senere kun har haft lidet at ændre eller tilføje. Hovedvægten lægges - og med rette - paa selve Bøjningslæren, hvorimod Lydlæren behandles knappere og i sine Hovedtræk. Denne Bog har dannet Grundlaget for alle senere Fremstillinger. Af sproglige Afhandlinger kan nævnes: «Smaabidrag til nordisk Sproghistorie» i Det filol.-hist. Samfunds Mindeskrift (1879), «Oprindelsen til Ordet «Vederlag» i «Vederlagsret» (Oversigt over det kongl. Vidensk. Selsk. Forhandl. 1898).- Af Oldskrifter har W. - foruden de i den oldnord. Læsebog optagne Stykker - i Forbindelse med F. Jónsson besørget den fototypiske Udgave af Codex regius af Eddadigtene med palæotypisk Indledning og Anmærkninger (1891).
   Det andet Hovedomraade, der har været Gjenstand for W.s Forskninger, er Runologien, hvis Hovedgrundlægger han - med Prof. S. Bugge - er. Allerede 1867 offenliggjorde han en Afhandling om «De ældste nordiske Runeindskrifter» i «Aarb. f. nord. Oldk.»), der nærmest var fremkaldt ved 1. Bind af G. Stephens’ store Runeværk. Skjønt egentlig polemisk er den af en vidererækkende Betydning, i det den klart angiver Principperne for Tolkningen af de ældste saa vanskelige Runeindskrifter; her udtales ogsaa for første Gang, hvilket Forholdet er mellem de forskjellige (det ældre og det yngre) Runealfabeter. 1874 udkom - i samme Tidsskrift - W.s Hovedafhandling «Runeskriftens Oprindelse og Udvikling i Norden», hvor Runeskriftens Oprindelse alsidig og skarpsindig behandles, Tegn for Tegn gjennemgaas, og det vises, hvorledes det yngre latinske Alfabet ene er tilstrækkeligt til at forklare dem, hvert for sig; udførlig eftervises Forholdet mellem det ældre og det yngre Runealfabet. En tysk Oversættelse af denne Afhandling (ved F. Holthausen), delvis forøget og omarbejdet, udkom 1887 under Titelen «Die Runenschrift», ledsaget af flere meget værdifulde nye Tillæg. Det Resultat, W. er naaet til, staar urokket til Trods for de forskjellige Forsøg, der i de sidste Tider - især fra tysk Side - er gjort paa at give en delvis anden Forklaring af enkelte Tegns Oprindelse. W.s Forklaring er konsekvent og ensartet og netop af den Grund saa meget sandsynligere. Efter Fremkomsten af denne grundlæggende Afhandling var det naturligt, at man i W. saa den, der fortrinsvis maatte være rustet til at fortolke og udgive de gamle Runemindesmærker, først og fremmest de egentlig danske. Ganske vist havde P. G. Thorsen i lange Tider beskæftiget sig med de danske Indskrifter og allerede udgivet 1. Del (1864) af sit Runeværk; men hans Fortolkning og Afbildninger viste sig i flere Henseender at være ret mangelfulde. I sin Afhandling havde W. givet en Fortolkning af de ældste danske Stenindskrifter, ledsaget af fortrinlige Afbildninger, ligesom han 1875 og l876 fortolkede flere andre Runestene. Det blev nu af Oldskriftselskabet overdraget W. at samle og udgive alle danske Runemindesmærker. W. begyndte strax sine systematiske Undersøgelser, der særlig bleve foretagne i Aarene 1876-79; ethvert Monument granskedes paa Stedet - en Fremgangsmaade, W. fra først af havde hævdet som den eneste rigtige, - opmaaltes og aftegnedes (Prof. M. Petersen ledsagede W. paa alle Rejserne). Alt det trykte og utrykte Materiale vedrørende Indskrifterne benyttedes ogsaa paa det grundigste. Senere ere flere Rejser foretagne, dels for at revidere tidligere granskede Stene, dels for at undersøge nye, der efterhaanden bleve fremdragne. En klar og fortræffelig Oversigt over Runetolkningens Historie og hans egne Undersøgelser har W. givet i Universitetets Indbydelsesskrift (April1895). Af en særlig Interesse er det her at læse, hvorledes det er lykkedes W. ved Hjælp af et Slags dertil egnet tykt Papir at tage meget nøjagtige Aftryk af enhver Sten og Indskrift. Imidlertid varede det endnu længe, inden Udgivelsen kunde begynde. Derimod udkom Enkeltafhandlinger som «Døbefonten i Aakirkeby Kirke» (1887), «Sønderjyllands historiske Runemindesmærker» (1892; jvfr. «Sønderjyllands Runemindesmærker» i «Det nordslesvigske Spørgsmaals Historie» 1901) - alle udførte med mønstergyldig Nøjagtighed og Skarpsindighed. I den sidstnævnte Afhandling lykkedes det Forf. at paavise Tilstedeværelsen af hidtil ukjendte, meget interessante historiske Forhold i et Afsnit af det 10. Aarh. i Egnen ved Slesvig og det gamle Hedeby. «De tyske Runemindesmærker» behandlede W. i en Afhandling i «Aarbøger» 1894. Endelig begyndte det store Runeværk, «De danske Runemindesmærker», at udkomme 1895 (I, 2; de historiske Mindesmærker, Saadanne som er knyttede til historiske Personer og Begivenheder); 2. Del udkom1899-1901 (indeholdende Jyllands og Øernes (med Undt. af Bornholms) Runestene). I 4. Dels første Afdeling behandles Runeligstene og forskjellige andre til Kirker knyttede Gjenstande m. m. Værket er i enhver Henseende et Mønsterværk, ikke blot ved sit ydre Udstyr og sine Afbildninger, men ogsaa ved den Skarpsindighed, hvormed de ofte meget vanskelige Indskrifter ere læste og tydede, den aldrig svigtende videnskabelige Metode og sproglige Finfølelse, samt den udtømmende Nøjagtighed, hvormed Monumenterne beskrives. Paa Grund af sit indtrængende Studium af hele Materialet er W. ogsaa i Stand til med tilnærmelsesvis Sikkerhed at anvise hvert enkelt Monument dets Plads i den kronologiske Rækkefølge, hvorved de historiske Mindesmærker ere fortræffelige Holdepunkter. Værkets Afbildninger af de historiske Mindesmærker ere særskilt udgivne med en kort Forklaring i nogle faa Exemplarer, hvoraf et findes i det nationalhistoriske Musæum paa Frederiksborg.
   W., der altid har haft en stor Interesse for Skolen, har udgivet flere fortræffelige Skolebøger, saaledes en oldnordisk Læsebog med Glossar (6. Udg. 1903), en oldnordisk Formlære til Skolebrug (5. Udg. 1897; overs. paa Islandsk af V. Guðmundsson 1885), samt, i Forbindelse med J. Pio, danske Læsebøger for Mellemklasserne og de lavere Klasser, der ere blevne stærkt benyttede.
   Som Universitetslærer er W. ualmindelig klar og koncis, og hans Forelæsninger især over dansk og nordisk Sproghistorie have haft en stor Betydning. - W. er (fra 1876) Medlem af det kongl. danske Videnskabernes Selskab, ligesom han er Medlem af flere udenlandske Videnskabsselskaber. Han er ligeledes Medlem af Bestyrelsen af forskjellige litterære Selskaber, i hvis Virksomhed han har en stor Andel, og han er i Bestyrelsen for det Arnamagnæanske Legat. Ogsaa paa andre Maader er der blevet lagt stærkt Beslag paa W.s praktiske Dygtighed og Energi. W. udnævntes 1901 til Kommandør af Danebrog. W. ægtede (i 1868) Anine Elise Sophie Borch (f. 16. Juli 1837), Datter af Stadshauptmand B. i Kolding.
   Indbydelsesskrift til Reformationsfesten 1868. Illustr. Tid. 1892, Nr. 2. (9. Okt.)
Finnur Jonsson.

Kilde: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905)


Bibliografi

Titler i E-Bibliotek