Lygtemanden

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

I. Lys og varsler

1. Lygtemanden


1. Lygtemanden er egentlig en gjenganger. Hvem der ser ham, går al tid vild.

J. M.


2. Lygtemanden er en landmåler, der mod bedre vidende har sat fejl skjelpæle og nu vil vise, hvor de burde stå.

Sort.


3. Folk her på egnen antager, at lygtemænd er noget spøgeri, der kan påtage sig, hvad skikkelse det skal være. Nogle tror, at det er landmålere, som har gjort uret, den gang jorderne blev udskiftede, og som nu ikke kan få ro i graven.

Ane Nielsen, Lisbjærg-Terp.


4. Når man ser lygtemanden, skal man vende sin kjol, så går han bort.

J. Bircherod.


5. Dersom man bliver ledt vild af lygtemanden, skal man tage én af sine strömper af og vende den vrang, så vil han føre os på rette vej igjen.

Nord-Jylland. E. F. M.


6. Jager man efter lygtemanden, kommer han hen til én. Man må da passe at tage en kniv eller andet jærn op af lommen, for ellers springer den op på én.

Nik. Chr.


7. Lygtemanden kan man flöjte til sig.

P. K. M.


8. Mens vi boede ude på Firhuse mark, skulde en mand en gang kjøre til Viborg med kartofler, men studene var små, og der var megen sne på, så de gik trætte, og vi måtte sætte dem ind i Frederiks præstegård. Derfra tog min mand til fods til Viborg. Om aftenen stod a i døren og så efter ham, og da så a en lygte, der nok var noget mat, men det var sådan tykken og tåge imod jorden. Så siger a til vor sön: «Gå nu imod din fader, nu kommer han, han har lånt en lygte at se ved.» Han krottede noget, men gik da. Da han kom lidt hen, sagde han, at det var om ham som i den sorteste ovn. A sagde så: «Kom tilbage, dreng!» for a var ræd, han skulde gå vild. I det samme kom Jakob Mikkelsens sön. «Den forbandede lygtemand,» sagde han, «nu har a rendt lige i to timer efter ham, og han har vist mig vild, lige te sveden render af mig, og a troede aldrig, a havde fundet herop.» — «Ja, da har vi også set ham.» En tre timer efter kom min mand.

Viborg mark.


9. Lygtemænd vil vildlede folk, men når man har mod til at tale til dem, kan man også få dem til at vise sig hjem, hvis man byder dem en skilling for det. En gammel mand fra Sandvig har fortalt mig, at hans fader en gang havde været ude på Kindshoved (ɔ: Kindvigshoved), og da han om aftenen gik hjem derfra og kom hen på Ole Rasmus's mark i Sandvig, så kom han til en lygtemand, var straks vildfarende og kom ud i Ole Rasmus's törvemose. Det var ham ikke muligt at finde vejen hjem igjen, men endelig tog han mod til sig og sagde: «Vil du ikke lyse mig hjem, så skal du få en skilling for det.» Straks så kunde han kjende vejen, og lyset fulgte med ham helt hjem. Da han kom til døren, så smuttede han ind og lod være med at give lygtemanden den lovede skilling. Så blev der sådant et bulder udenfor, at de kunde slet ikke falde i sövn, og manden måtte pænt kaste en skilling ud af vinduet, men så var det også væk.

Lærer H. P. Nielsen, Sejling.


10. En gammel mand gik hjem en nat og så en lygtemand, som han bad at lyse op for halvtredje skilling. Så blev det så lyst, at han kunde rivelig se al ting. Lygtemanden blev nuu ved at følge ham lige til hans hjem og blev stående uden for huset. Da manden så dette, vidste han ikke bedre end at linne døren og slænge to og en halv skilling ud til lygtemanden, hvorpå han forsvandt.

A. N.


11. Karle og piger kom fra legestue. Én råbte: «Lys op, gråböwse, så skal du få halvtredje skilling.» Nu blev det så lyst, som det var midt om dagen, og det klare skin kom nærmere. Da de havde slået porten i, var spøgeriet kommet så nær, at de kunde se så mange hunde med gloende öjne og ildrøde tunger, og dersom de ikke var kommen indenfor, var de bleven splittede ad.

A. N.


12. En mand kjørte en aften, da det var meget mørkt, fra Karup mølle efter sit hjem ude på Alheden. På vejen så han en lygtemand. Så siger han sådan for löjer: «Kom én af jer karle og lys mig hjem, så vanker der en drikkeskilling,» Så kom også en lygtemand og hoppede foran vognen lige til mandens hjem. Da de kom der, kunde han ikke komme af med den. Så gik han ind og tog en lang stage, hvorpå han lagde en lybsk skilling, stak stagen ud af vinduet og sagde: «Her er drikkeskillingen.» Den blev så borte, og lygtemanden forsvandt.

A. H. Poulsen.


13. A har hørt om én i Kvorning, der kunde trække en lygtemand til sig ved en kniv, når han strakte spidsen ud imod den, og når han vendte kniven, flöj den fra ham igjen.

Lars Nielsen, Vinkel.


14. En pige gik en morgen klokken 2 til hove at rense. På vejen traf hun en lygtemand, hvorfor hun åbnede sin kniv på halvt og vendte den imod ham. Men aldrig så snart havde hun gjort det, för lygtemanden foer ind på hende og kastede hende til jorden. Dagen efter fandt man hende halv død, og hun blev aldrig rigtig rask, så længe hun levede.

Ubberup. F. L. Grundtvig.


15. På Ydstedbjærg mark, Værslev, slog en lygtemand en gang ild over en pige, så hun blev krøbling deraf alle dage.

Jörgen Hansen.


16. Frands i Nörhalne var forlovet med en enke på én af Åstrupgårdene. En aften vilde han besøge hende, og da så han lygtemanden hoppe langt borte på engen ved Græsrimmen. Så dristede han sig til at pege fingre ad ham, men aldrig så snart han havde gjort det, stod lygtemanden ved siden af ham. Det var en lille mand i en blå frakke, der nåede til knæerne, han havde hvide strømper på benene og en höj, spids hue på hovedet. Lygten holdt han i den venstre hånd og en kjæp i den höjre. Nu blev Frands forskrækket, vendte sin kjole avet om og slog kors for sig, hvorpå han gik videre og mærkede nu intet. Men da han gik lige ud for Voldbro, kunde han ikke lade være at vende sig om, og da han så atter vendte sig tilbage, dandsede lygtemanden foran ham på Kongsted ved Havgård. Nu besluttede Frands, at han aldrig mere vilde drille lygtemanden. Han nåede endelig med stor angst Havgårds mølle, og her vilde han søge ind. Men han kunde hverken se vinduer eller döre. Endelig stödte han dog på en rude og vækkede derved Lars Møller, som var gået i seng. Mølleren tændte lys og åbnede døren, men kunde næsten ikke kjende ham, så underlig så han ud.

Den gang Frands kom til at bo på Åstrup, fik han en karl i tjeneste, som heller ikke troede, at der var nogen lygtemand til. Omendskjøndt nu Frands ikke havde stor lyst til oftere at give sig i kast med lygtemanden, var hans attrå dog efter at overbevise karlen, og da de nu havde fodret en aften, opdagede Frands lygtemanden nord på Sundrimmen. Han spurgte karlen igjen, om han ikke troede, at lygtemanden var til. Nej, han blev ved sit. Da pegede Frands ad lygtemanden, og så stod den ved gårdsleddet. Karlen fik da så godt som troen i hænde. Den gang Frands kom ind, syntes det for ham, som om den søndre side af laden stod i lys lue. Men han vidste, hvad det var, og gik i seng.

Nik. C.


17. På Oremandsgårds marker er det fælt med lygtemænd. Ole Kusk har set dem fire efter hinanden komme op af jorden og löbe hen over marken lige hen til skjelstenen. Hvordan de ser ud, kan han ikke sige, men lysene bar de ligesom på tallerkener.

Oremandsgård ligger på Allerslev byes overdrev og fire nedlagte gårdes jord af Allerslev by.

Sv. Grundtvig.


18. I den mark, der strækker sig fra Lars Hansens gård i Lumby ned til Lyndelse-vejen, har lygtemanden tit været set. En gang, mens Kristen Bæk tjente der, så han den. Han tillige med en karl var ude at sætte «klojte» til nat, og da så de, at lygtemanden spillede oppe på Stenløse mark. Den ene bandte og sagde, at han kunde gjærne komme og lyse for dem, så kunde de bedre ramme töjrstagerne. Aldrig så snart havde han sagt det, för lygtemanden nærmede sig, og de løb, alt hvad de kunde, men han havde dog nær nået dem, endskjøndt de kun havde et par hundrede alen, og han en hel mil.

D. J.


19. I har vel hørt snak om Lavst Skalle, han var spillemand og gik omkring og spillede for folk for at tjene en skilling, men så vilde han også gjærne gå og mede i Nörre-å. En dag havde han været der nede på fiskeri og går så om aftenen op til Vestervelling. Der kommer lygtemanden efter ham, og han slipper i en törvegrav, te han er i én skoggerlogger over hele kroppen. Så siger han: «Nu har du haft mig i törvegraven, dersom du nu ikke viser mig hjem, så skal Fanden tage dig.» Da slog lygtemanden en sk..., og så blev det så lyst runden omkring ham, og nu kunde Lavst se at gå hjem. Hans klæder blev efterhånden törre, og han kom hjem som den store mand.

Rasmus Nielsen m. fl., Vinkel.

N. Andersen lader i et af sine jyske digte Skalle-Lavst selv fortælle om lygtemanden.


20. Min morbroder tjente hos Anders Nielsen på Mern mark. Han tillige med andenkarlen var en aften ude at fodre af, og da de var færdige, gik de en lille tur uden for porten. Da så de lygtemanden nede i en mose. Andenkarlen holdt lygten op og råbte: «Hej du, lygtemand, kan du se, vi har lige så god en lygte som du!» I det samme så de lygtemanden komme farende imod gården, og de måtte i en hast ind ad porten og have den lukket i. Aldrig så snart de var inden for, kom der et dunder på porten, så hele gården ry stede.

Lærer H. P. Nielsen, Sejling.


21. En gang var både Per Tælling og flere ude på fjorden på is ved deres heltgarn. Nå, så står lygtemanden et sted der på land, og så vilde Per Tælling jo til at flytte ham, og så flyttede han ham over på Vordebjærg. Det lystrede ham godt nok. Så flyttede han ham over til Lynderupgård. «Stræb nu og lys op for mig, te a kan se og rede mit ned, te Dævlen skal partier dæ.» Så flyttede han ham tredje gang, men da kom han og slog Per Tælling omkuld, te han stentede hen ad isen og var syg en tid efter.

L. J., Bjærggrav.


22. En kone, der gik fra Gamstrup til Roslev, så en lygtemand hoppe ude i kjæret. Det blev hun meget benavet over. Men da hun kom til Kölhals i Roslev, hvor vejen gik mellem to haver med gårde ved, troede hun sig sikker og udbrød lettet: «Nu kan du kysse mig i min r..!» Det skulde hun dog ikke have sagt, ti nu stod han pludselig ved siden af hende på diget.

P. Chr. Chr. Knebel.


23. For mange år siden gik en mand en aften på Glud gade. Ligesom han nu bedst går og tænker ingen ting på, får han et lys at se ved den ene side af ham, og det blev ved at følges med ham. «Da vil a ikke have ham at følges med,» tænkte manden, og så vender han sig lige om til det og siger: «Gå væk, dit svin!» Det første han havde sagt det, så var lygtemanden væk, og han så ikke mere til den den aften.

Sören Hansen, Skjellerup.


24. En pige, der tjente på Klarupgård ved Ålborg, så en aften lygtemanden, han sprang op og ned, så stærkt han kunde, der sønder. Så pegte hun efter ham, og så kom han et bitte korn nærere. Så pegte hun igjen, og da gav han et godt spring nærere til hende. Så tænkte hun: «Hå-hå, det var skjønt!» og pegte tredje gang. Da kom han og kom vel også ind. Hun stod i det nedre frammers og pegte, og der blev hun så forvildet og fortumlet, at hun kunde ikke finde ind og måtte til at råbe, om de vilde komme og redde hende.

Kristen Nielsen, Mosehuse.


25. Den gamle mand, a tjente, han kom hjem en aften og sagde: «Nu blæser a dig min sjæl et stykke, for nu er a hjemme.» Da var det lygtemanden, og i det samme slog han et gålm eller et blammer ad ham lige i gårdsleddet. Manden blev ræd alligevel i udenden. «Tu, det var da sært,» sagde han, da han kom ind. «Hvad var det?» — «Å, det var lygtemanden.» Gården kaldes Östergård i Smollerup.

Kristen Ajstrup, Ovtrup.


26. I Vilstrup var en mand, der hed Nis Gotfredsen, han lever endnu og er ansat ved banen. Han tjente på Vilstrupgård, men hans forældre boede i Vilstrup. Så en aften havde han da været hjemme og skulde sent af sted til hans plads igjen. Han går for nemheds skyld ad den forte, der kaldes Langrøgels forte. Da han var gået et stykke, ser han et lys foran sig, og så tænkte han jo nok, det var lygtemanden, som han havde hørt meget om, og gjærne vilde se, hvad det var for en fyr. Han var jo ikke ræd af sig, og så råbte han: «Höjj, du lygtemand, bi lidt og lad os følges ad!» Så blev lyset også stående stille, og han kommer helt hen til det. Men da han kommer der, var der intet lys, endda det var lyst rundt omkring ham. Men han så derimod en forfærdelig höj skikkelse stå lige foran sig. Hvordan den så ud foroven, kunde han ikke se, for der var mørkt oppe i luften, men forneden, hvor der var lyst, så han et par uhyre ben, med vældige træsko på med blanke messingringe om. Så blev han ræd, og da skikkelsen ikke vilde gå af vejen for ham, vidste han ikke bedre end at læse sit Fadervor, og det gjorde han så. Så forsvandt det hele. Men vild gik han, og da han kom hjem, besvimede han. Siden den tid har han det tilfælde, at han af og til falder om og besvimer. Han har selv fortalt mig det og har den bestemte tro, at det stammer derfra.

Lærer Hansen, Hornum.


27. En mand i Klithuse vagtede efter ræven, og så fik han fat i et par døde helmisser, som han lagde på den ene side af et dige, og selv lå han og vagtede på den anden side. Nu blev de ådsler jo liggende der, og der blev jo en hel dynge ben. Da kommer det op, at ben kan sælges, og så vil et par drenge her fra Rødhus gjøre sig en lille fortjeneste. De får fat i en trækbør og vil kjøre ned og stjæle benene. Men som de nu kjører, ser de, at der står et stort blus på Ulvholm bjærge, den gang var der slet ingen bygninger der, og så kunde de jo forstå, at det var lygtemanden. Den lyste godt for dem hele vejen, og de kom til diget og fik læsset godt til, og så skulde de jo tilbage igjen. Da gik lyset ud, og de kjørte på nogle brinker og splittede vognen ad. Benene spildtes, og de kom tilbage i sölle måder.

Thomas Kristensen Norge, Rødhus.


28. Lavst Johansen i Ø bandte på, at han skulde ikke gå efter lygtemanden tiere eller komme i nærheden af ham, for han havde smagt ham. Han så ham ude i noget kjærværk, og så vilde han absolut ud at se, hvad det var, for de snakkede al tid om den lygtemand. Da han kom nu til stedet, så flyttede det sig, og da han trak hans ånde i det samme, så fik han en svovldunst lige i næse og mund og var nær kvaltes.

Petrine Kristiansen, Mollerup.


29. A kjørte en gang med jordemoder og vilde hjem, og det var tåget og mørkt i vejret. Da kom lygtemanden og gik ved siden af mig. Det blev ved så meget som fjerdeparten af en fjerdingvej, og det var lige så sort for mig som en bagerovns-munde. Bæsterne var slet ikke rædde for det. A var heller ikke ræd, for a havde hørt så meget om denher lygtemand.

Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.


30. Lygtemanden vidste de gamle meget at fortælle om. Sådan var det en aften hen på sommeren, da kom der en mand, Jep hedte han nok, gangende over markerne inde fra Frederits af, og lige da han kommer op på Lerholt og kunde skimte byen neden for, så hør han én banke ligesom på en töjrstage ovre i marken ved siden af. Han råber så: «Æ et dæ — Hans eller Pejr eller hvad han nu hed? —» for han troede, det var en gammel stannek af byen, der havde vane til at gå og stjare på marken halve nætter. Men der var ingen, der svarede. Han råber igjen — nej, det var det samme. Allerbedst som han så står og undrer på det her, så ser han lygtemanden blinke op i kjæret lige neden for, det er der, hvor smeden nu bor. Men da han agted det, så vidste han beskedning, at det var lygtemanden, der vilde i lag med ham og lede ham vild. «Da ska do hejsen fu en uløk, stakkel!» siger han Jep, havde han ikke sagtens en lille snidser på, for han vilde nok tage sig én en gang imellem, og hvad han får at gjøre: han fyrtöjet op af lommen og fitter løs og får det til flunken i fyrtønden, og så sætter han i rend ned ad kjæret, og holder imens tønden höjt i vejret, for han havde hørt, at når én havde sådan ild ved hånden, så kunde lygtemanden ikke få magt med én og vise ham vild. Men da han nu kommer ned i kjæret, så blinker lygtemanden op lige ved fødderne af ham og stikker ild i hans lange hår, og det tog til at flumre og knase, så det da var noget rent overstilt. Og Jep kyler både fyrtønde og samt og griber sig op i håret med begge hænder og så te'en hjem efter, alt hvad strække kunde; men det blev ved at flumre og brase om ørerne på ham, lige til han kommer ind under hans hustag, så holder det op. Jep ind og smækker døren i lås, men da han kiger ud af vinduet, ser han lygtemanden blinke op i engen uden for. «Hæ-æ, ja no ka do missel hå en hæjjt, stakkel!» sagde han så.

Jens Skytte.


31. Min gammelfar tjente i en gård i Ty og vilde en aften gå hjem til hans kone og börn. Nu vidste han, hvad lys han skulde gå efter, om også det var mørkt, men så blev der så meget for mange lys, og de flinstrede hist og her. Så havde han hørt tale om, at der var lygtemænd til, og så står han stille på pletten og siger: «Da skulde én da vel ikke tro, at lygtemanden vilde have spil af mig i aften.» Så tog han hans fyrjærn og slog ild, og så gik de forkerte lys væk, og nu kunde han se det rette lys og gå efter det hjem.

Mariane Agger, Bjærgby.


32. En aften, a kjørte fra Svingelbjærg og til Farsø, så vi lygtemanden lige så höj. A sagde: «Hvad, vil han sådan lyse for os i aften?» Manden, der kjørte for os, begyndte at tysse og gjøre kors for sig. «Det betyder ikke noget,» sagde a, og så satte a ham væk fra mig, idet a tog min vante og vendte avet og svingede den tre gange rundt lige imod ham, og så gav han det forfærdeligste glimt, og så var han væk. Det kunde rigtig stråle hen ad jorden som her fra og hen til Torup, da a gjorde ende på det.

N. Kr. J., Fredbjærg.


33. Der var en mand, han vilde ikke tro, at der var lygtemænd til, skjøndt hans tjenestekarle tit havde set dem i en mose uden for gården. En aften kommer én af karlene ind og siger til manden, at nu kunde han få syn for sagen; ti nu gik lygtemanden ude i mosen igjen. Manden gik ud, og han så da også et lys bevæge sig dernede, men endda sagde han, at det måtte være et virkeligt menneske, som gik med en lygte, og han ønskede, at han ikke skulde leve en måned længere, hvis det var en lygtemand. I det samme stod lygtemanden for ham; han var på størrelse som en 6-års dreng og skinnede i et blåligt lys. Manden faldt om af forbavselse, og karlene måtte bære ham ind i sengen, og inden en måned var han død.

H. P. O. Ellekjær, Gjedved.


34. Hr. Linde, præsten i Vildbjærg, var en aften kjørt vild. Da ser præsten noget lys, og så spørger han karlen, hvad det var. Så siger en pige, der var oppe at kjöre med, te det var lygtemanden. «Lygtemanden, hvad vil det sige?» — «Det vil ikke sige andet end en kompi af Fanden.» Så gav præsten et negger med hans hoved, og så kjørte de videre.

Anders Ågård, Fjelstervang.


35. I mosen omkring RødkildeLøve engvang har der al tid været så meget fantaseri. Næsten alle, som har passeret der om natten, er bleven vildfarende. Et par gamle folk, mand og kone, havde været på besøg og skulde nu gå hjem over mosen. Det var temmelig mørkt, og derfor havde de lygte med. I førstningen på agerjorden gik det meget godt, men så snart de kom ud i mosen, gik lygten ud. Manden måtte nu gå hen til det sted, hvor de kom fra, for at få lygten tændt, men da han kom til det sted, hvor lygten forrige gang var bleven slukket, gik den ud igjen, og begge de to gamle stod nu i mørke. De hørte så megen klimmer og så så mange lygtemænd, så de blev rent øre i hovedet. Så vidste de ikke andet råd end at gjøre Jösses kors over sig, og nu blev al ting stille, og de kunde besinde sig, hvor de skulde gå hen ad.

Ant. N.


36. En kone i Vantinge har fortalt, at da hun var lille pige, fulgtes hun en aften med sin moder hjem fra besøg i Findinge i Espe sogn, og da kom lygtemanden til dem og fulgte dem lige i hælene. Men da vejen böjede til siden, stillede den sig lige for dem tværs over vejen, og det så for deres öjne ud ligesom en stor længe hus, der brændte höjt i vejret. De gik forskrækkede af vejen over grøften og ind på marken for at komme uden om, men lygtemanden vedblev at følge dem, lige til de nåede en höj, hvor efter sagnet en kjæmpe lå begravet; der stillede den sig op, og det så grangivelig ud for dem, som der kunde stå en frygtelig lang mand ved siden af höjen i en hvid kofte, en hat på hovedet og en lygte i hånden. Konen og datteren gik videre og var i en dødelig angest, men de nåede dog hjem uden at nogen ulykke tilstödte dem. Men da de var komne hjem, syntes de atter at se lygtemanden nede i enden af deres lod. Konen forsikrede siden, at hun aldrig i sine dage havde set så rædsomt et syn.

Sødinge skole.


37. Her i nærheden var der bryllup, og om aftenen var de unge omme bag gården. Da så de lygtemanden et stykke henne. Så kom den nærmere, og de blev da bange og løb ind i gården. Men den fulgte dem der ind, og det kneb for dem at komme ind ad døren, for da de havde fået den slået i, sad den uden for på dörtrinet.

Niels Povlsen, Lerbjærg.


38. A har tit hørt fortælle om lygtemanden, og a har også set ham. En gang gik a fra Hadsten om aftenen klokken 9 og kommer forbi Galten. Der ser a et lys, der flytter sig, og a tænker straks: «Det er lygtemanden.» Da a kommer ned ad en bakke, ser a, han rejser ud efter en gård, der ligger lige ved Skanderborg-landevejen, og da blinker han lige hvert öjeblik. «Det må være Per Kjærsgård, der er gået ud i hans kostald med en lygte,» siger a, men i det samme farer han over efter Vissing til. A går videre og kommer gjennem Hinge. Da kommer han tilbage fra Vissing, og a var ikke klogere, end han vilde have været ovre vejen lige på det sted, hvor a gik, og a trådte lige et skridt tilbage. Men så stillede han sig an i den nærmeste agerren ved siden af vejen, og der stod han i 5 minutter og brændte. A stod også og vilde ikke gå, förend han gik. Så rejser han hen i en grusgrav, og der står han og gjör nogle kunster. A kommer nu hjem og vil kalde folkene ud, nu skulde de få lygtemanden at se, men på det sidste stykke vej kunde a jo ikke bare mig for at se mig tilbage en gang imellem. Så kommer han lige fra grusgraven og går om ved den ene længe af en gård og går så hen i en eng. Der gav han en tre, fire hop, Og så var det forbi.

Martinus Nielsen, Ajdt.


39. Der har grasseret mange lygtemænd i Smidstrup kjær og det døde kjær i Tåning. Min plejefader var en aften ude i renneret (regnfuldt) vejr om efteråret, og da så han uorden og östen herfor en lygtemand, der stod og brændte, men da han gik efter den, så gik den ud. Han tykte jo, han vilde hen og se den.

Lavst Sommer, Tåning.


40. Bjerre skal egentlig hedde Bjærget, fordi den ligger på en stor banke, der løber fra byen mod syd og ender sig i udkanten af bylodderne i en brink eller höj skrænt. Denne banke kaldes Endebjærg, og ved enden af den skal det ikke være ganske rigtig. Der er troldtöj i den og på den anden side er en törvemose, hvor lygtemanden tit har hoppet og gjort folk vildfarende.

Lærer Hansen.


41. I gamle dage, da køerne gik i ævre, lå Greve byhyrde en aften i sit hyrdebus ude på Tværhöj. Så begyndte hyrdehunden at gjø meget stærkt, og da hyrden linnede døren for at se, hvad det kunde være, så han en lille lygtemand stå og hoppe op og ned foran huset, men ved at døren lukkedes op, begyndte den at hoppe længere bort, helt over til Kildebrønde kirke, og der forsvandt den.

Ingefred Kruse.


42. I den östlige side af Ry sogn fra Langebakkerne til Hejnæs går der en lygtemand, der skal være slem til at vise folk vild i mørke. To koner fra sognet gik en aften denne vej, og allerbedst som de gik og tænkte på ingen ting, kom han efter dem og sögte at få dem vild, men da dette ikke lykkedes, forfulgte han dem også i hælene lige til Hejnæs. Den ene af konerne blev heraf så ræd, at hun siden aldrig turde gå ene om aftenen.

Th. J..


43. Lige kjörmisaften så a et lys på Per Amands mark, det gik op og ned, frem og tilbage; somme tider gik det lige i vejret langt op, og da sluktes det. Da a kom til gården, kom det fra Gåsdam og satte lige op efter gården, og så blev det stående på vejen. Da gik a hen og vilde see det, for a troede, det var én, der gik med en lygte, og a kom også så nær, a kunde se jorden neden under det. Det var sådan et par alen fra jorden, det skjærede på den, men der var ingen folk. Så drog det ad den samme vej ned efter Smidstrup kjær, og så så a det ikke mere. Det foer somme tider hæslig afsted. A har tit set lygtemanden, og Jörgen Nielsen ligeledes. En aften, han kom fra Svejstrup, da gik den over landevejen tæt ved ham, og så gik den ned efter det døde kjær. En anden aften så a, den kom lige op af en mergelroge og stod og flammede og vippede. A gik lige hen imellem rogerne og stod og så på det. Men jo nærmere a kom, jo mindre det lyste. Det satte op ad i luften.

J. B. og M. H., Lille-Tåning.


44. En gang var min fader taget til Ålborg. Knap efter at han var kommen fra Sundby på hjemvejen, havde han og lygtemanden, og den blev ved at følge ham, og han blev helt vildt, men da så han den ikke længere. Så kom han til en gård og vilde ind og spörge vej, men kunde ikke finde indgangen og måtte til sidst klavre over et stort stendige. Så kom folk ud og hjalp ham på ret vej. Men straks havde han lygtemanden igjen, og den fulgte ham de fire mil hjem. Derefter rejste den ud i en sump tæt ved.

Mossi-Jens, Ö.-Br.


45. En dreng, der tjente hos os, skulde en aften ud at hente kreaturerne. Idet han nu driver hjem med dem, og de går for ved ham, kom der en lygtemand op af mosen og fulgte ham ad mosevejen helt op til byen. Da den kom op på siden af ham, blev den så forfærdelig stor, og så forsvandt den i en hörgrav lige ved byen.

Anders Nielsen, Vejlby.


46. Der var så mange her inde en aften, og så kom a ind og sagde til dem: «Vil I se lygtemanden?» Ja, så kom de i døren. Han stod ovre ved Oles hus. Derfra skred han hen og stod ved deres brønd, og så gik han ad vejen til Nedergård og så tilbage over Oles grønning og så et tag vester til en grønning, der hører til Burholt. Nu var han bleven til to, den ene bag efter den anden, og det var, som de slæbte et knippe halm bag efter dem. Han plejede at stå ved en gammel smedje henne ved gården, og så render a, alt hvad a kan, og kom noget nær til søndre side at smedjehuset, men så skred han. A bag efter. Han blev ved ind i Burholt, og for mine öjne at tykke rejste han ind ad en dør i det sydøstre hjørne, og så var det, som der var lys i hvert eneste vindue i gården. Det var ved lag klokken 1 om natten.

Mossi-Jens, Öster-Brønderslev.