Lys for døden
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde
Ny række
Bind II, s. 419
Samlede og for størstedelen optegnede
af
København 1928
78. Ligild skal være et hvidligt Lys, som bevæger sig fra det Hus, hvor én snart skal dø, og hen til Kirkegaarden.
Nis Callesen.
79. Min Fader sagde, at hvor der sees Ild over et Sted, der skal Familien uddø. Der er et Sted her paa Lundgaards Mark, der saa' han Ild over, og Familien er ogsaa død ud.
Mette Marie Andersdatter, Lundgaards Mark.
80. En Mand i Lille-Spandet kom en Aften forbi et Hus i Byen og saa' da Ildsluer fra Vinduerne slaa op paa Taget. Heri saa' han et Varsel for Dødsfald, og nogle Dage efter døde Manden i Huset.
Mikkel Sørensen.
81. Søren Skippers fem Børn døde af Halssyge. Det var der set Varsel for, det troede de da, for Niels Smeds Kone havde set en Ild oppe paa Taget af det Hus.
Karl Frandsen, Endelave.
82. Mange ældre Folk i Spandetsaa' før Krigen 1864 en Mængde Lys om Natten der, hvor Grændsen nu gaar. De saa' heri et Varsel for, at der skulde falde en Mængde Soldater i Krigen.
Mikkel Sørensen.
83. Der, hvor Jon i Hestbæk fandtes død ved Klavsesig,havde man længe før set Lys.
Salling. P. Chr. Christensen, Knebel.
84. Da a var en Staringsknægt, skulde a en Gang trække til Varde Marked med et Par Køer. A trak Klokken 5 om Morgenen, og da a saa kommer til OvedBanke, der ligger til nør fra Broen i søndre Side af Oved, da saa' a et Lys, der gik fra Jon Jensens Gaard i Nordenskov og gik med Vejen ad Øse. A kunde høre nogle, der holdt der oppe med Høveder, og ét af dem brølte. Det var nok nogle, der vilde til Marked ogsaa, og saa kunde a faa Følgeskab, og Lyset, a havde set, det var nok en Lygte, som de havde været ude med, da de skulde have dem te'n, saadan tænkte a da.
Men lige af én Gang blev Lyset henne, og da a saa kom paa Bakken, holdt en Mand, som hed Ole Horsbøl, der med en Ko, som han skulde af Sted med. A spurgte jo om Lyset, men han havde intet set, og det var sært nok, tykte a. A saa' tydelig, det gik fra Gaarden og hen imod et Ovnhus og saa et Stykke længere hen tværs over O ved Vejen, og fulgte nu Kirkevejen ad Øse til.
Et Stød efter døde et Barn i den Gaard, og Mandens Kone døde ogsaa kort efter.
Jens Nielsen Jensen, Øse.
85. En Mand i Kjærteminde og hans Kone og en Lærerinde, der boede hos dem, var en Aften gaaet ud i Byen. Konen var ikke rask den Aften og gik derfor lidt tidligere hjem. Da saa Manden og Lærerinden gik hjem og kom ind i den Gade, hvori de boede, saa' de, at der var Lys hos dem hjemme i Butikken, de havde nemlig en lille Hjørnebutik. Det kom dem saa underligt for, da Klokken var over 11, og saa troede de, det var Tyve, og skyndte dem hjemad. Men da de kom til Huset, var Lyset slukket. Han gik nu ind i Butikken og saa' efter, men der var intet at opdage. Han vilde nu ikke gaa op til Konen for ikke at forskrække hende, men de gik tilbage i Gaden begge to, og da skinnede Lyset igjen, og de saa' det lige saa tydelig begge to. De kunde ikke begribe, hvad det var. Da Manden kom op i Sovekammeret til Konen, laa hun og sov.
Næste Søndag blev Manden syg, og han døde faa Dage efter. De opfattede det nu som et Varsel for hans Død, de havde set.
Fru Brink-Lassen, Tune Landboskole.
86. De siger, at der kan gaa Vare for noget i syv Aar. Alt det, der er Sorg ved, det gaar der Vare for.
Min Plejesøn Anton saa' en Aften et Lys her paa Vejen lige norden om mit Hus. Saa døde der en Dreng, som tjente i den østre Side af Snede Sogn, men ellers var fra Vester, og hans Fader vilde saa have ham begravet i Vester Kirkegaard. Han blev da kjørt hjem og altsaa ad Vejen her, for den gaar jo lige her forbi.
Kirsten Marie Jensdatter, Rønslunde.
87. Naar man ser Lys paa saadanne Steder eller til saadanne Tider, hvor der i Virkeligheden intet Lys er, saa varsler det for Lig. En gammel Pige, som jeg en Gang kaldtes til, betroede mig saaledes med mange Omsvøb, at hun havde set Lys brænde under Jorden i sin Have, og siden havde hun haft saadan sælsom Uro over en Bordkniv, hun havde, der skete bestemt en Ulykke med den.
E. H. Seidelin, Jandrup.
88. Det eneste Sted paa Mors, hvor der var nogen, der døde af Kolera i 1853, det var i mit Hjem i Karby. Baade min Bedstefader og Bedstemoder og Moster og Morbroder døde i én Uge, og de blev begravede lige efter hinanden. Moders Morbroder Klavs Andersen havde i Forvejen set en uhyre Masse af Lys omkring Huset, og dernæst havde han set fire Lys glide fra Huset og op tjl Kirkegaarden. De tre var klare, og det fjerde var dunkelt.
Lærer P. Chr. Nørgaard, Asminderup.
89. Tredje Juleaften i Fjor (1902) var min Fader og Moder gaaet i Seng og havde sovet lidt, da hun vaagnede og syntes, at der var nogen udenfor, der ligesom holdt et Lys op for Vinduet. Hun kaldte paa Fader, og de laa og saa' paa det nogen Tid, men saa blev det borte. De troede saa, det var Naboens Folk, der havde været ude med en Lygte. Men saa kom det igjen paa samme Maade. Fader stod nu op for at se, hvad det var, og han lukkede ogsaa et Vindue op, men da var der intet at se. Næste Dag spurgte de dem for rundt omkring hos Naboerne, men ingen af dem havde haft Lys paa den Tid. Vinduet, som de saa' Lyset igjennem, vendte ikke ud til Vejen, men til Haven, og uden om den var der en tæt Hæk. De troede saa, det var et Varsel, og Fader døde ogsaa Langfredag i Aar, og Moder blev syg 1ste Maj og døde saa i Juli.
Min Fader hed Erik Hansen, og de boede i Veddinge.
Johanne Rasmusdatter, Viborg Vestennark.
90. Om min Oldefader fortælles, at han saa’ Liglys for sig selv nogle faa Aftener, før han døde. Han havde været oppe og skulde hen i Sengen igjen, og han kunde jo ikke selv gaa, saa de støttede ham saadan. Da han nu var kommen i Sengen, satte han sig op i den og stirrede stivt hen for sig.
"Nu har a da ogsaa set det med," sagde han, og saa fortalte han dem, hvad han saa'.
Han saa' et lille blaat Lys, der bevægede sig fra Sengen og hen over Værelset. Nogle faa Dage efter døde han.
Thomas Pedersen, Gullestimp.
91. Engang kom mine Forældre kjørende oppe fra hans Onkel i Vennemos i Abild. Da de kom et Stykke hjemad, saa' de én Brand nede i Galgehus, og de tykte, det var lige ind efter vort Hus. Saa blev de jo rædde og kjørte alt hvad de kunde. De kom nærmere til det, men Lyset blev mindre og mindre, og til sidst var det kun som en Lygte eller et lille Lys. De kunde altsaa ikke forstaa, hvad det var, og kommer saa hjem og spørger om, hvad der havde været ved det; om vi ikke havde været ude med Lygten? Men vi vidste ingen Ting af at sige.
Om Sommeren efter slog Lynet ned i et Hus i Nærheden og slog en Mand ihjel, og jeg og min Fader stod ude paa Gaden og saa' det. Det havde vist været det, han havde set den Aften.
Andreas Pedersen, Bramming Efterskole.
92. I Herborg Skole har mangfoldige set et Lys om Aftenen, det viste sig altid i den lille Skolestue. En Aften gik jeg med en Fætter fra Herning hjem ad, og da vi naaede til et godt Bøsseskud fra Skolen, saa' vi, at den var oplyst. Saa siger jeg:
"Min Søster er da hjemme i Aften, men det er underligt, at hun er inde i Skolen med Lys."
Men da vi kom til Døren, var den laaset, og alting var mørkt. Hun va'r gaaet bort et Par Timer før og kom ikke hjem inden sent.
Folk sagde saa tit til os:
"De var da hjemme i Aftes ved den Tid, for vi saa' Lys i Skolen." Lyset kunde sees fra alle Sider.
Den næste Lærer efter mig mistede to Børn, det ene blev skoldet ihjel en Lille-Juledag, og det andet døde af Sygdom. Begge Lig blev lagt op i den Skole til Begravelsesdagen.
Lærer Lustrup, Lindknud.
93. Da jeg var en Dreng paa en tretten Aar, var jeg i Besøg i en mindre Gaard i No,og laa oppe i deres Storstue om Natten. Hen ad Morgenstunden vaagnede jeg og saa' da kort efter et blaaligt Lys komme ind ad Døren og skride hen gjennem Stuen langs Vinduerne, bevægede sig saa lidt ind ad Stuens Midte og blev der staaende:
Jeg var slet ikke ræd for dét og er aldeles overbevist om, at jeg var; vaagen. Jeg tør ikke afgjøre, om Lyset forsvandt, mens jeg var vaagen, eller jeg sovnede ind, mens det stod der. Det skred frem med en særegen bølgende Bevægelse.
Otte Dage efter kom der paa samme Sted til at staa et Lig, nemlig Mandens Søster, og da det førtes derind, gik man med det selv samme Vej, jeg saa' det, og det drejedes saa ind ad i Stuen, idet det blev lagt paa Straa.
Cand. L. N. Lundby, Høng Højskole.
94. Jeg havde først Embede i Vebbeslrup og fik min Kone fra Aalborg, hendes Moder var i Hospitalet der. Vor Seng stod ikke langt fra Kakkelovnen, og hun laa foruden i den.
En Nat kaldte hun paa mig i ene Forskrækkelse, hun havde set et underligt Syn, sagde hun. Det var et Lysskjær, der kom fra Kakkelovnen og faldt hen paa Sengen, og det kom tre Gange. Hun saa' det alle tre Gange, men da jeg vaagnede, var der ingen Ting at se. Hvad Klokken var, det husker jeg ikke, men Dagen efter fik vi Brev fra Aalborg, at hendes Moder var død.
Pens. Lærer R. Rasmussen, Storvorde.
95. En Aften sad a i Mørke inde i Stuen og tvandt Garn, og en lille Søn stod ved Siden af mig. Da blev han med ét lige saa klar og skinnende, men ellers var det saa mørkt, a kunde ikke se ham. Vi var ene to i Stuen. Da min Mand kom ind, sagde a:
"Du kan tro, vi beholder ikke lille Niels Kristian."
Han var endda ikke syg den Gang.
"Hvorfor ikke det?" siger han.
Jo, saa fortalte a, hvad a havde set, og en Maanedstid efter døde han.
Mette Marie Andersdatter, Lundgaards Mark.
96. En Nat laa a i min Seng og blev vaagen, og da var Stuen saa oplyst, at det var magesløst, og Skjæret kom, underligt nok, bag fra. A tænkte, om der var noget inde i Spisekammeret, og var jo ræd for Tyve og vilde kalde paa min Mand, men turde næsten ikke. Saå satte a mig op og saa', at Skjæret var henne foran Dragkisten. Men med ét var det væk. Et halvt Aars Tid efter døde et Plejebarn, vi havde, og det blev klædt hen og stod netop paa det Sted.
Marie Madsen, V.-Grønning.
97. I et Hus i Lild kom en lille Dreng en Aften ud i Bryggerset, og da saa' han to Lys brænde op imod Loftet. Han gik saa ind og kaldte paa sin Moder, at hun skulde komme ud og se dem. Men hun kunde ingen Lys se. Nogle Dage efter skulde Manden kaste en Grav til et Lig, og da lagde Konen Mærke til, at hans Spade og Skovl var sat op imellem Bjælken og Loftet netop paa det Sted, hvor Barnet havde set Lysene, og der tog han Redskaberne ned fra og gik med.
Testrup Højskole.
98. En gammel Mand paa Sandbjærggaardfortæller, at han var i Bagerlære, og saa ligger han og sover en Nat. Han havde en Onkel, der holdt saa urimelig meget af ham, at hans egen Fader ikke kunde holde mere af ham. Da vaagner han en Midnat, og der straaler et klart Lys om ham, uagtet det ellers var bælgmørkt. Midt i den Lysglands staar Onkelen for hans Seng i en dejlig Skikkelse og ser uendelig mildt paa ham og nævner hans Navn. Et Par Dage efter faar han Brev om, at netop i det Minut var Onkelen død, uden at han ar syg, og nogen ventede hans Død.
N. Kuntz, Sotrup.
99. A staar en Aften ved Kakkelovnen og snakker med Børnene. Lige med ét blev der saa blankt uden for Vinduerne, ret te det blamrede. Børnene saa' hen til mig og var rædde, men saa med det samme var det væk. I den østre Ende af vort Hus var der Lejefolk, og de havde et lille Barn, der døde et halvt Aars Tid efter. Der var saa megen Sne paa, at de kunde ikke gaa lige sønder paa hen til Vejen, og saa maatte de gaa langs hen ad Broen her sønden for Huset og hen til den vestre Ende for at komme til Vejen med Liget.
Marie Andersen, V.-Grønning.
100. Nogle Folk fra Snabegaard havde en Aften set et Lys, der kom langs med Vejen ned gjennem Grynderup og gik til Sæbygaards Mølle. Ja, nu er der da ingen Mølle, men Bygningen er der. Det var ikke 8 Dage efter, da kom der et Lig i Land ved Snabe, og det blev kjørt samme Vej, som Lyset havde gaaet, og kom ned til Møllen, hvor det blev ført over paa en Baad og saa sejlet til Furland, hvor det var fra. Ved Sæbygaards Mølle er der nemlig lidt Overfart.
Dorte Johanne Kristensdatter, Grynderup.
101. Vi havde en Pige at tjene, der kaldtes Svensk-Stine. Hun sagde en Aften:
"Vi spørger snart Lig, for a har set et Lys paa Klarup Bakke."
Aldrig saa snart hun havde sagt det, blev hun syg og kom saadan til at kaste op. Da hun var kommen lidt til sig selv, sagde hun:
"Ja, det var min egen Skyld, a kunde have tiet stille."
Der var nu aldeles ingen Sandsynlighed for, at der skulde komme Lig over Klarup Bakke her syd paa, da intet af Klarup eller Kondrup ligger paa den anden Side af Bakken, det hører altsammen til Romdrup Sogn.
Min Svigermoder, som boede i Klarup, var rejst til Aalborg og vilde anden Dagen rejse her tilbage, men fik et apoplektisk Tilfælde og døde der ude. Saa lod vi hendes Lig hente, og det kom over Bakken, da det blev begravet her fra Skolen, som ligger lige i Skjellet mellem Sognene og altsaa syd for Bakken, og førtes til Klarup Kirkegaard.
Lærer O. V. Nielsen, Romdrup-KIarup.
102. En Kone og hendes; Mand i Hemmet besøgte a sidste Juledag om Aftenen. Saa siger hun til mig:
"A saa' i Dag tidlig, før det blev lyst (altsaa Julemorgen), et Lys oppe hos Jeres."
Og da a vidste, at vi intet Lys havde haft tændt, som var synlig derfra, sagde a, at det altsaa maatte betyde, at der snart maatte én dø, eller at der vilde blive bygget noget.
"Mærkeligt er det, at det just er Julemorgen; det maa da vist betyde noget."
Omtrent et halvt Aar efter blev min Moder syg af Hugormbid og døde efter 3 Dages Forløb. Et Par Dage efter at hun var død, talte a med nævnte Kone, som sagde at da hun hørte, min Moder var syg, mente hun, at det blev hendes Død i Henhold til Lyset, hun havde set.
En Nabo-Husmand har ogsaa et Par Gange om Vinteren forud ved Sengetid set Lys, som kunde passe paa det Sted, hvor Ligkisten blev sat paa Vognen.
Kristen Jensen, Hemmet.
103. Gaarden Urnehoved ligger ved Landevejen mellem Sønderborg og Tønder, og lidt vesten for Gaarden skjærer den gamle Studevej Landevejen. En lille Fjerdingvej sønden for Gaarden og ved samme Side af Studevejen laa den Gang, jeg var paa Egnen, et Kaad nersted, men det laa et Stykke øst for samme Studevej. Et godt Stykke vest for Kaadnerstedet ligger Kirkebyen Uge.
De Aar, jeg tjente der paa Urnehoved, havde vi et Par tørre Somre, og saa havde vi ogsaa tit Torden. Naar det tordnede om Natten, gik vi ikke i Seng.
Saa traf det sig en Aften, vi var oppe, at vi tydelig saa' to Lys komme skridende fra Kaadnerstedet, som laa lidt højt, og skride vest paa efter Uge. Vi kunde tydelig se Lysene skride og hoppe fremad lige ved Siden af hinanden. Samme Efteraar fik en Kone, som boede det Sted, Tvillinger, og de døde begge to og blev saa kjørt til Kirkegaarden i Uge for at begraves; og det var netop den Vej, vi havde set Lysene gaa. Saa troede vi bestemt, at det var Varsel derfor, vi havde set den Nat.
H. P. Asmussen, Mølhohn.
104. Foran Hovedbygningen paa Søgaard, hvor jeg tjente i Halvtredserne, var en grøn Plæne med en Flagstang. Jeg tjente jo hos Forpagteren Tolderlund og skulde hver Aften hen til Søgaards Kro Og hente Posten til ham; og naar jeg kom tilbage og ind gjennem Porten, gik jeg hen til et Vindue, der stod paa Klem, og stak Posten ind der igjennem, for der havde han sit Kontor inden for.
Da saa' jeg en Aften en Lygte staa og lyse henne paa Plænen, lige idet jeg kom ind ad Porten, men da jeg saa gik midt over Plænen, var Lyset forsvundet, og det syntes jeg jo var underligt.
Der gik nu en 6, 7 Aar hen, og der kom en anden Forpagter paa Gaarden, som hed Møller, og jeg tjente saa ikke længere paa Gaarden. Han havde en vogsen Søn, der fik Tyfus og døde ogsaa, og saa blev hans Ligkiste med Liget stillet ud der paa Plænen og dækket med en Presenning, for det han var død af smitsom Syge, og saa blev der stillet en Lygte ved Siden af om Natten, og det var netop paa samme Sted, hvor jeg havde set Lyset. Det stod der nu i nogle Dage, indtil Liget blev begravet. Jeg var altsaa ikke paa Gaarden den Gang, men fik jo at vide, at han var død, og at hans Lig med Lygten stod der, saa jeg gaar ud fra, at det var Varsel for ham, jeg den Gang havde set.
H. P. Asmussen, Mølholm.
105. Mens jeg tjente paaSøgaard og havde en Aften været henne i Kroen at hente Posten, var jeg bleven saa tørstig, og idet jeg nu kommer ind i Gaarden paa Tilbagevejen og hen til Mejeriet, som den Gang var sammenbygget med Hovedbygningen, kom jeg i Tanker om, at jeg nok kunde faa lidt Mælk at drikke der nede i Mejeriet, for jeg kjendte godt Hovedmejersken, som var en Holstener. Meje riet var et stort Rum, og der var baade Vinduer højt oppe og næsten nede ved Jorden. Der nede ved Jorden var selve Vinduerne taget fra, og der var sat Tremmer inden for, naturligvis for at der kunde blive Træk, da det var Sommerdage.
Saa lige idet jeg kommer forbi, kan jeg se, at der er Lys derinde, og saa bukker jeg mig ned og stikker Hovedet ind, men i det samme giver det et stort Skrald, og saa blev det helt mørkt der inde. Jeg kaldte, men der var ingen, der svarede, og det var som helt dødt i Mejeriet. Jeg fik altsaa ingen Mælk. Jeg havde ikke set, hvor Lyset kom fra, for jeg stak jo lige Hovedet ind i det samme, og saa i samme Øjeblik hørte jeg Skraldet.
Nogle Dage efter faldt Mejersken om der inde med en stor Bøtte Mælk, og havde faaet et Hjærteslag og var død med det samme, saa det var jo det, jeg havde hørt Varsel for.
Asmussen, Mølholm.
106. Lærer Jensen-Juul, der forhen var Lærer i Hammer, har fortalt mig følgende:
En Gaardmand i Flammer, der hed Jens Brejnbjærg, mistede sin Kone, og da hun var død og begravet, gik jeg derhen for at tale lidt med ham og trøste ham. Jeg sagde da blandt andet:
"Det Dødsfald kom Dem dog noget uventet."
"Nej, det gjorde ikke," sagde han saa, "a havde faaet Varsel for det. En Aften a havde været i Byen og gik hjem ad, kunde a en 500 Alen fra Stien, hvor a gik, se ind i Gaarden og fik et Lys at se der inde. A tænkte: Hvad kan det dog være, der er jo ingen Anledning til at gaa med Lygte paa den Tid af Aftenen. A stod nu stille og saa' nu Lyset komme ud af Gaarden og bevæge sig stille hen ad Vejen, men der var ingen at se, som bar det. Det gled om ved Hammergaard og hen til Kirken, saa ind paa Kirkegaarden og standsede der ved vort Gravsted.
A tog det nu som et Varsel for min Kones Død."
J. Terkelsen, Tørring.
107. Min Svoger Jørgen Hansen var Ledvogter nede ved Ribe. Han havde tre smaa Børn, der døde paa én Tid af Halssyge, der var kun et Par Dages Mellemrum, og de blev ogsaa begravet paa én Dag, de to kom i én Kiste. Flere Folk havde kort Tid i Forvejen set 3 Lys skride hen ad Banen om Aftenen, og ingen kunde forstaa, hvad det betød, men nu opklaredes det, for de 3 Børns Ligkister blev ført paa en Trolje hen ad Banen til Leddet, hvor Vogterhuset laa tæt ved. Det var ogsaa der, Lysene standsede.
Gl. Fru S. Hansen, Irene, Mølholm.
108. I en Nabogaard eller et Sted i Nærheden af min Moders Hjem i Bjerlev, der stod nogle Folk en Aften i et Vindue og saa' ud. Da siger de:
"Sikke da et sære Lys, der kommer skridende ned paa Marken," og saa siger de til hverandre: "Vi vil da se, hvor det gaar hen."
De skulde nu ind i deres Endestue og se, for der havde de bedre Udsigt til det, og de vilde jo se, hvor det standsede. Det var nemlig, ligesom det vilde dreje om for Enden af Gaarden.
Saa var der én af dem, der gik hen og lukkede Døren op ind til Endestuen, og da stod Lyset paa Bordet og brændte. Saa blev han jo sær ved at se det og sagde:
"Det skulde a ikke have gjort."
Han var for Resten en yngre Mand. Men det varede ikke ret længe efter, inden en gammel Kone i Gaarden døde og blev lagt paa Straa paa det samme Bord der i Endestuen.
Sidsel Kirstine Jensen, Gammelhavn.
109. Lærer Pinholt fortalte mig, at han flere Aftener havde set segs lange Lys staa lige nede fra Jorden og helt op paa Tækket af den Gaard, der ligger lige syd for Vejrmøllen i Husby,og mellem hvert Lys var der en lille Afstand. Skolen ligger jo ikke saa langt vesten for, saa han kunde let se dem derfra.
En Dag døde en gammel Mand i Gaarden, der hed Lars Nørby, og det var jo i den Tid, de lavede selv Ligkister. Saa kom der en Mand kjørende hjem fra Uglkjær med segs Fjæl til den, og da det regnede, saa satte han Fjælene paa Enden op ad Tækket. Han fik dem ikke sat helt akkurat, saa de naaede ikke alle lige langt op, og det kom bestemt til at ligne de Lys, Pinholt havde set, og da han saa' de Fjæl staa der, saa kom han til at indrømme, at der var saadan noget til, før havde han aldrig villet forstaa det.
1910. Kristian Bro, Husby.
110. For mange Aar siden skred der et Lys tværs over alle vore Agre om Aftenen. Det kom nede fra GullestrupBy og hen forbi nogle Klynegrave og saa til Vejen ad Kirken og fulgte nu Vejen. Der var en Plet oppe paa Østergaards Mark, der skred det rundt i en Kreds en lille Tid. Vi havde en Karl, der saa' det Lys i mange Aftener, og vi kunde ikke forstaa, hvad det var. Min Kone saa' det ogsaa og blev saa forundret. Hun var nu altid saa ræd for, der skulde nogen drukne i de Klynegrave.
Saa døde den gamle Knud Nørgaard oppe i Gullestrup, og vi skulde jo have ham begravet; men det var saadan en Vinter, te alting var knøgen efter, og vi kunde ikke faa kast op paa Vejene. Saa laante de vor Slæde og satte ham paa, og kjørte saa over Diger og Grobe og alle Marker, netop som Lyset havde gaaet. Da de kom et Stød øster paa, kom de i Tanker om, te de havde glemt Jordseddelen, og saa skulde de have Bud hjem efter den. Da det var nu saa koldt, og Bæsterne frøs, saa kjørte de rundt der med Liget, hvor Lyset havde gaaet rundt. Der var ikke svar mange Folk med, og der var ikke andre Kjøretøj er.
Thomas Pedersen, Gullestrup.
111. Landpost Niels Pedersens Moder i Vejen fortæller følgende:
Det var i Vimtrup i Sønderjylland, dér boede vi lige overfor min Søster. Saa solgte min Svoger sit Sted, og i den Anledning gjorde de et Afskedsgilde. Vi var samlede en 12-14 Folk hos min Svogers, og vi havde en lille Søn, som var 9 Aar gammel, men de havde en lille Pige paa samme Alder. - De 2 Børn kom ind og sagde, at der var Lys ovre hos os. Første Gang kom de ind i Køkkenet; men da sagde min Søster, at de skulde tie stille, for det havde ikke noget at betyde. Men saa kommer de ind igjen og siger:
"Jo, der er Lys."
Saa kom enhver paa Benene, og der var virkelig Lys at se. A saa' det ogsaa, og a blev saa forskrækket, at a aldrig kunde gaa af Stedet. A vilde været derovre; men de holdt paa mig, for det kunde jo ikke nytte, at a kom derover. Det var kun i ét Vindue, der var Lys at se. En endnu levende Mand, der ogsaa var med og saa' det, han griber min Svogers Bøsse, og en Soldat, der var hjemme fra Frederits, Niels Gundesen, han havde jo sin Sabel og løber foran alle de andre. De troede, at det var Tyve, der var brækkede ind og vilde stjæle. Men da de kom til Huset, saa var der ikke Lys at se. - Min Mand fik lukket op, og de kom ind og gjennemsøgte Huset, men der var ingen Ting at mærke.
Det var ved November 1874. Og den 24. Februar 1875 da døde den lille 9 Aars Dreng, som havde sét Lyset, og det var just i samme Stue, han kom til at staa Lig, som de havde set Lyset fra.
O. Chr. Boye, Vejen.
