Málsháttakvæði (B2) (Anonyme digte og vers 13. århundrede)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif
Original.gif


Den norsk-islandske skjaldedigtning


ved
Finnur Jónsson
1912-1915


Málsháttakvæði

Et orknøsk (?) digt, omkr. 1200.


1. -- -- -- -- -- þegir;
dylja má þess, er einn hverr segir;
-- -- -- -- -- -- --
-- -- eitt bregzk hóti siðr;
fœra ætlum forn orð saman
(flestir henda at nøkkvi gaman,
gleði minnar veit geipun sjá),
griplur er sem hendi þá.

2. Ekki hefk með flimtun farit,
fullvel ættak til þess varit,
(yrkja kann ek vǫ́nu verr)
vita þykkisk þat maðrinn hverr ;
stolit væri mér ekki ór ætt,
jafnan þótt ek kvæða slétt ;
róa verðr fyrst til ens næsta ness,
nǫkkut ættak kyn til þess.

3. Þjóð spyrr alt þat's þrír menn vitu,
þeir hafa verr, er tryggðum slitu,
ekki er því til eins manns skotit,
ýmsir hafa þau dœmi hlotit ;
hermðar orð munu hittask í,
heimult ák at glaupsa of því,
(nǫkkut varð hon sýsla of sik)
svinneyg drós hvé hon fór við mik.

4. Ró skyldu menn reiði gefa,
raunlítit kømsk opt á þrefa,
gagarr er skaptr, þvít geyja skal,
gera ætlak mér létt of tal ;
verit hafði mér verra í hug,
var þat nær sem kveisu flug,
jafnan fagnar kvikr maðr kú,
kennir hins, at gleðjumk nú.

5. Alllítit er ungs manns gaman,
einum þykkir daufligt saman,
annars barn er sem úlf at frjá,
óðfúss myndi blindr at sjá ;
dýrt láta menn dróttins orð,
drekarnir rísa opt á sporð,
ǫðlingr skyldi einkar rǫskr,
œpa kann í mœrum frǫskr.

6. Fylki skal til frægðar hafa,
fregna eigum langt til gafa,
oddar gerva jarli megin,
útsker verða af bórum þvegin ;
ýmsir bjóða ǫðrum fár,
(ormar skríða ór hamsi á vár)
vel hefr sás þat líða lætr,
langar eigu þeir bersi nætr.

7. Bjarki átti hugarkorn hart,
herlið feldi Stǫrkuðr mart,
(ekki var hann í hvílðum hœgr),
Hrómundr þótti garpr ok slœgr ;
ókat þeim né einn á bug,
Eljárnir var trúr at hug,
fílinn gat hann í fylking sótt,
fullstrǫng hefr sú mannraun þótt.

8. Bana þóttusk þeir bíða vel,
Brandingi svaf loks í hel,
Mardallar var glysligr grátr,
gleðr sá mann er opt er kátr ;
Ásmundr tamði Gnóð við gjálfr,
gulli mælti Þjazi sjálfr,
Niðjungr skóf af haugi horn ;
hølzti eru nú minni forn.

9. Friggjar þótti svipr at syni,
sá var taldr ór miklu kyni,
Hermóðr vildi auka aldr,
Éljúðnir vann sólginn Baldr,
ǫll grétu þau eptir hann,
aukit var þeim hlátrar bann,
heyrinkunn er frá hǫ́num saga,
hvat þarf ek of slíkt at jaga.

10. Sitt mein þykkir sárast hveim,
sáttargǫrð er ætluð tveim,
oddamaðr fæsk opt enn þriði,
jafntrúr skal sá hvárra liði ;
engi of dœmir sjálfan sik
(slíkt ætlak nú henda mik),
ýta lið þótt alt fari byrst,
engi læzk því valda fyrst.

11. Stefjum verðr at stæla brag,
stuttligt hefk á kvæði lag,
ella mun þat þykkja þula,
þannig nær sem ek henda mula.
Ekki var þat forðum farald,
Finnan gat þó œrðan Harald,
hǫ́num þótti sólbjǫrt sú,
slíks dœmi verðr mǫrgum nú.

12. Skips láta menn skammar rár,
skatna þykkir hugrinn grár,
tungan leikr við tanna sár,
trauðla er gengt á ís of vár ;
mjǫk fár er sér œrinn einn,
eyvit týr, þótt skyndi seinn,
gǫfgask mætti af gengi hverr,
gǫrva þekkik sumt hvé ferr.

13. Afli of deilir sízt við sjǫ́,
Sǫrli sprakk af gildri þrǫ́,
stundum þýtr í logni lǫ́,
litlu verr, at ráðak fǫ́;
mǫrgum þykkir fullgott fé,
frænuskammr er enn deigi lé,
kvæðit skal með kynjum alt,
konungs morginn er langr ávalt.

14. Bráðsét láta bragnar opt,
bregðr at þeim, er heldr á lopt,
allmargr er til seinn at sefask,
svá kǫllum vér róð sem gefask.
Ekki var þat forðum farald,
Finnan gat þó œrðan Harald,
hǫ́num þótti sólbjǫrt sú,
slíks dœmi verðr mǫrgum nú.

15. Auðigr þykkir einn sér hvar,
annars rœðir margr of far,
ørgranns erum vér lengst á leit,
lundvær þykkir bezta sveit ;
skammæ þykkja ófin ǫll,
ekki mart er verra en trǫll,
eigi spillir hyggins hjali,
hefkat ek spurt at bersa kali.

16. Ekki þarf at hræðask hót,
heldr kømr opt við sáran fót,
-- -- -- -- -- --
hlutgjarn ferr með annars sǫk;
nøkkvi ríkstr er heima hverr,
-- -- -- -- -- --
øngu tala ek umb at síðr,
orðin fara þegar munninn líðr.

17. Varla sýnisk alt sem er
ýtum þeim, er bægir drer,
eigi at eins er í fǫgru fengr,
fundit mun þat er reynt er lengr.
Ekki var þat forðum farald,
Finnan gat þó œrðan Harald,
hǫ́num þótti sólbjǫrt sú,
slíks dœmi verðr mǫrgum nú.

18. Efnum þykkir bezt at búa,
brǫgðótt reyndisk gemlu fúa,
margar kunni hon slœgðir sér,
svá nǫkkvi gafsk Rannveig mér ;
illa hefr sás annan sýkr,
eigi veit áðr hefndum lýkr,
bráðfengr þykkir brullaups frami,
brigða lengi er hverr enn sami.

19. Lýtin þykkja skammæ skarar,
skrautligt kǫllum nafnit farar,
trautt kallak þann valda er varar,
verða menn þeir er uppi fjarar,
ógipt verðr í umbúð skjót,
élin þykkja mǫrgum ljót,
engi of sér við ǫllum rokum,
jafnan spyrja menn at lokum.

20. Ástblindir 'ro seggir svá
sumir, at þykkja mjǫk fás gá,
(þannig verðr of mansǫng mælt)
marga hefr þat hyggna tælt.
Ekki var þat forðum farald,
Finnan gat þó œrðan Harald,
hǫ́num þótti sólbjǫrt sú,
slíks dœmi verðr mǫrgum nú.

21. Ynðit láta engir falt,
allopt verðr í hreggi svalt,
andaðs drúpa minjar mest,
magran skyldi kaupa hest ;
œrit þykkir viðkvæm vǫ́,
vinfengin eru misjǫfn þá,
fasthaldr varð á Fenri lagðr,
fíkjum var mér ramligr sagðr.

22. Grandvarr skyldi enn góði maðr,
Gizurr varð at rógi saðr,
etja vildi jǫfrum saman,
ekki er mér at stúru gaman ;
kunna vildak sjá við snǫrum,
sjaldan hygg at gyggvi vǫrum,
vel hefr hinn, er sitr of sitt,
svartflekkótt er kvæði mitt.

23. Jafnan segir enn ríkri rǫ́ð,
rǫskvir menn gefa ǫrnum brǫ́ð,
upp at eins er ungum vegar,
engi maðr er roskinn þegar ;
falls er vón af fornu tré,
fleira þykkir gott en sé,
auðsénna er annars vamm,
engi kømsk of skapadœgr framm.

24. Engi knettr of annars mein,
(aldri lætk at munni sein)
heimi heyrik sagt at snúi,
sumir einir hygg at mér trúi ;
erfitt verðr þeims illa kann,
engan þarf at hjúfra mann,
þannig hefr mér lagzk í lund,
langviðrum skal eyða grund.

25. Sjaldan hittisk feigs vǫk frørin,
fljóðin verða at ǫldrum kørin,
lengi hefr þat lýst fyr mér,
lítinn kost á margr und sér ;
sagt er frá, hvé neflauss narir,
nú verðr sumt þats mangi varir,
(væri betr at þegðak þokks)
þat hefr hverr er verðr er loks.

26. Þrýtra þann er verr hefr valt,
verða kann á ýmsa halt,
misjafnir 'ro blinds manns bitar,
bǫlit kǫllum vér ilt til litar ;
eik hefr þats af ǫðrum skefr,
ekki mart er slœgra en refr,
jafnan verðr at áflóð stakar,
auðfengnar 'ro gelti sakar.

27. Gullormr á sér brennheitt ból,
bjartast skínn í heiði sól,
undrum þykkir gagnsætt gler,
glymjandi fellr hrǫnn of sker ;
allar girnask ár í sjá,
ekki er manni verra en þrá,
fýsa munk ens fyrra vara,
flestr mun sik til nǫkkurs spara.

28. Geta má þess er gengit hefr,
gerir sá betr er annan svefr,
veitkat víst hvat verða kann,
villa er dælst of heimskan mann,
fláróðum má trautt of trúa,
til sín skyldi enu betra snúa,
hugga skal þanns harm hefr beðit,
hølzti mjǫk er at flestu kveðit.

29. Orða er leitat mér í munn,
mælgin verðr oss heyrinkunn,
(Yggjar bjór hverr eiga myni
ósýnt þykkir lýða kyni) ;
eyvit mun sjá atfrétt stoða,
allmjǫk er mér lund til hroða,
þeygi var sjá aflausn ill,
eiga skal nú hverr er vill.

30. Stjórnlausu hefk slungit saman,
svá vildak [mér hitta gaman].




   1. ...... tier; man kan benægte hvad den enkelte siger ..... alene svigter noget mindre; jeg agter at stille ”gamle ord” sammen; alle skal have noget at more sig med; dette pral tyder på min glæde -; da er det som man samler på småting.
   2. Jeg har ikke (før) givet mig af med spottekvad; i fuldt mål vilde jeg have forudsætning dertil - jeg kan digte værre (bidskere) end man ventede; enhver tykkes at vide det; jeg vilde ikke være stjålen ud af min slægt, selv om jeg altid digtede glat; man må først ro til nærmeste næs; i så henseende vilde jeg have nedarvede egenskaber.
   3. Alle erfarer hvad tre personer ved; de opfører sig slet, som bryder tro og love; dermed sigter jeg ikke til en enkelt person; mange har vekselvis måttet sande det; vrede ord vil findes heri; det kan jeg frit sige, hvorledes hun behandlede mig, den klogøjede kvinde; men noget måtte hun tænke på sig selv.
   4. Sin vrede skulde man give ro; ofte bliver noget meget ringe genstand for strid; hunden er skabt for at den skal gø; jeg agter at gøre mig min tale let (munter); jeg havde egentlig tænkt på noget værre [selvmord?]; det var nærmest som et pludseligt smerteanfald; altid glæder den levende sig ved en ko; nu mærker man, at jeg blive; oprømt.
   5. Den unge mands (barnets) fornøjelse behøver ikke at være stor; at være alene tykkes en kedeligt; at elske en andens barn er som at elske en ulv; den blinde vilde rasende gerne kunne se; man siger, at højt er herrebud; dragerne rejser sig ofte på halen; fyrsten skulde være meget modig; frøen kan kvække i sumpene.
   6. En fyrste skal man have til berømmelse; vi hører langvejs fra om en ”gave” (en grib?); oddene giver en jarl hans styrke; udskærene bliver vaskede af bølgerne; snart den ene, snart den anden byder (en anden) fare; - ormene kryber ud af deres ham om foråret -; brav er den, som lader det fare; lange er bjørnenes nætter.
   7. Bjarke havde et hårdt (modigt) hjerte; Starkad fældede mange mænd; Hromund ansås for kæk og snu (han var ikke stille i hviletiderne); Eljarnir var modig i hu; en enkelt kunde ikke støde ham til side; elefanten fik han angrebet i fylkingen; den mandeprøve har man fundet var meget streng.
   8. Brandinge sov sig endelig ihjel; de (han og hans) mente at få en smuk (let) død; Mardals gråd var skinnende; den, der ofte er munter, glæder andre; Asmund vænnede Gnod til søens brusen; Tjazes egen tale var guld; Nidjung skrabede et hjørne af højen(?); dette er temmelig gamle minder.
   9. Man fandt det var sørgeligt med Friggs søn (Balders død); han regnedes til en stor (høj) slægt; Hermod vilde forøge hans liv, men Eljudne havde slugt Balder; alle begræd de ham; deres sorg var stor; bekendt er fortællingen om ham; hvorfor skulde jeg pludre mere om sligt?
   10. Én føler stærkest sit eget mén; et forlig tiltænkes to, men ofte skaffes en tredje som opmand; begge parter skulde han være lige tro; ingen dømmer (domfælder) sig selv - det mener jeg nu hændes mig -; uagtet alle mænd ter sig som rasende vrede, er der ingen som vil tilstå at være første årsag.
   11. Et stev må indsættes i digtet; noget kort i formen er min sang; ellers vil det synes som en remse, omtrent som jeg sankede krummer. Det var ikke fordums en smitsom syge (at elske); den finske pige kunde dog gøre Harald rasende; han fandt hende strålende som solen; sligt erfarer mangen en (jeg f.eks.) nu til dags.
   12. Man siger at skibets rær er korte; mændenes sind anses for at være falsk; tungen spiller (altid) mod sår ved tænderne (tandbyld); ikke kan man gå på isen i foråret; meget få er sig selv nok; det hjælper ikke, at den sendrægtige skynder sig; enhver kunde blive stor ved sin lykke; jeg kender fuldkommen, hvorledes somme ting går.
   13. Mindst kan man prøve kræfter med havet; Sørles hjerte brast af den store længsel; undertiden bruser kystbølger i vindstille; det har lidet at sige, at jeg lidet formår; mange er meget glade ved guld; kun kort varer den bløde les skarphed; hele digtet skal være mærkelig indrettet; kongens morgen er altid lang.
   14. Ofte ser mænd oveilet på sagerne; man holder sig til den, som udbreder noget; mange er alt for langsomme til at formildes; rådene dømmer vi efter deres udfald. Dét var osv.
   15. Rig nok tykkes enhver enkelt sig at være alle vegne; en taler altid om en andens forhold; længst leder vi efter det meget lille (eller: det pletfri?); fredelige folk anses for at være de bedste; kortvarige tykkes alle overdrivelser at være; ikke mange ting er værre end troldene; intet tilintetgør den kloges tale; jeg har ikke hørt at bjørnen fryser.
   16 Ingen behøver at frygte trusler; ofte kommer noget i berøring med fodens sår; …den, der gerne blander sig i andres sager, fører en andens sag; enhver er i sit hjem mægtigst… ordene er borte, så snart de er ude af munden; ikke desto mindre taler jeg derom.
   17. Næppe synes alt de mænd, som lider af stær, at være som det er; ikke blot det smukke er det godt at vinde; det vil mærkes, jo længere det prøves. Det var osv.
   18. Man synes det er bedst at bo med midler; ræven erfaredes at være listig af hunfåret; den forstod sig på mange rænker; omtrent den erfaring har jeg med hensyn til Rannveig; den opfører sig slet, som sviger en anden; man ved ikke, når hævnen kan komme; brylluppets herlighed er let nok at opnå; meget længe er en sig selv lig.
   19. Kortvarig er hårets (skævt klippede) lyde; prægtigt kalder vi rejse-navnet; ikke siger jeg at den, der advarer, bærer skylden; der gives de mænd som bliver på det tørre (ved ebbe); ulykken er hurtig i sine forberedelser; mange synes bygerne er slemme; ingen kan tage sig i agt for alle vindstød; altid spørger man om slutningen (udfaldet).
   20. Nogle mænd er så elskovsblinde, at de intet sanser; - således hedder det om elskovssang -; det har sveget mangen en klog mand. Det var osv.
   21. Ingen vil sælge sin fryd; meget ofte fryser man i snestorm; den dødes efterladenskaber sørger stærkest; en mager hest skulde man købe; en pludselig fare tykkes meget følelig; venskabet er da meget forskelligt; en lænke blev lagt på Fenre; den sagdes mig at være meget stærk.
   22. Den gode mand skulde undgå at begå fejl; Gizur (Oden) blev overbevist om at have bagvasket folk indbyrdes; han vilde hidse kongerne mod hinanden; jeg holder nu ikke af ufred; jeg vilde gerne kunne tage mig i agt for fælder; sjælden tror jeg at den forsigtige fejler; brav er den, som lader sig nøje med sit; meget broget er mit digt.
   23. Altid er det den mægtigste der giver råd; raske mænd giver ørnene føde; kun opad fører den unges veje; ingen er straks fuldt udviklet; man kan vente at det gamle træ falder; flere ting synes gode end de, som er det; lettere er det at se andres fejl; ingen kommer forbi sin dødsdag.
   24. Ingen klager over en andens mén; - aldrig lader min mund vente på sig -; jeg hører at verden skal dreje sig; kun nogle få antager jeg vil tro mig (deri); vanskeligt bliver (livet) for den lidet kyndige; man behøver ikke at begræde nogen; langvarige uvejr skal der til for at ødelægge landet; den mening har dannet sig hos mig.
   25. Sjælden træffes den våge tilfrossen, hvori en skal drukne; kvinderne vælges efter deres alder; mangen en er såre magtesløs (betydningsløs); det har været mig længe indlysende; det fortælles der om, hvorledes en næseløs person vegeterer; nu sker der en del, som ingen venter - det vilde være meget bedre om jeg tav -; det får enhver til slutning, hvad han fortjener.
   26. Den, der altid opfører sig slet, mister aldrig kræfter (dertil); snart trækker den ene, snart den anden det korteste strå; forskellige (ulig) er den blindes mundfulde; ulykken siger vi er lidet heldig for skønheden; egen får det, hvad den skraber fra andre; ikke mange er mere snu end ræven; det sker ofte, at flodoversvømmelser vælter (ting) omkuld; det er let at finde skyld for galten (for at slagte den).
   27. Guldormen har sig et brændende leje; klarest skinner solen på den skyfri himmel; mærkelig genemsigtigt tykkes glas at være; brusende falder bølgen over skæret; alle elve iler med længsel mod havet; intet er værre for et menneske end længsel; jeg råder til forbehold; alle vil spare sig selv i et eller andet.
   28. Det kan omtales som er sket; den ter sig bedre, som søger at berolige en anden; jeg ved ikke til visse hvad der kan ske; lettest er det at føre en enfoldig bag lyset; den falske kan man ikke stole på; man skulde lægge sig efter det bedre (bedste); trøste skal man den, som har lidt sorg; temmelig stærke skæbnebestemmelser er der i alt.
   29. Man søger efter ord (oplysninger) i min mund (ang. digteren); jeg hører, hvad alle snakker om; - hvem der ejer digtet (er forf.) mener folk er uvist -; intet vil den efterspørgsel hjælpe; i høj grad er vi stemt for chikane; det svar var ikke dårligt; nu kan hver, der vil, eje det (erklære sig for digteren).
   30. Noget uden ror (styrelse; dvs.: ordning) har jeg her slynget (vævet) sammen; således vilde jeg [hitte på noget morsomt for mig].