Mærkværdig Fortælling om Angakut (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
56. Mærkværdig Fortælling om Angakut (Rink)
Der var engang en kyndig Angakok. Naar han skulde øve sin Konst og de bandt ham og slukkede Lamperne, fløi han afsted, og naar han havde undersøgt Luftens Strøm, og den var gunstig, fløi han lige ud over Havet, men først ved Daggry opdagede han Landet hiinnsides, og saa maatte han vende tilbage. Han prøvede det mange Gange, men kunde ikke komme ud over denne Grændse. Derfor fik han Lyst til at uddanne sin Søn til Angakok. Da denne var voxen, gjennemgik han alle Angakok-Skolens Afdelinger med ham; men da han vilde holde op med Underviisningen, blev Sønnen taus og bedrøvet. Faderen spurgte ham: »er der da nogen Deel af Skolen, som du endnu ikke har forsøgt?« — »Ja,« svarede Sønnen. Faderen opregnede derpaa alle Konstens Grader, men dem havde han gjennemgaaet alle. Derpaa betænkte han sig lidt, og sagde: »har du været ved Gravene?« Da Sønnen benægtede det, sagde Faderen, at han vilde følge ham derhen næste Dags Aften, hvorover Sønnen blev meget glad. Den følgende Dag gik Faderen med ham til en ikke gammel Grav, tog Dækstenen af, aabnede Ligsvøbet nedenfor Bugen, og bød Sønnen stikke Haanden ind i Kjødet. Derpaa forlod Faderen ham, ladende som intet var iveien. Da Sønnen vilde følge ham, sagde han: »endnu har du intet mærket ved denne Grav; men naar Aftenrøden daler, saa pas paa dens Lysning; dersom en Gnist falder ned igjennem den, skal du flygte.« Medens han nu stod og saae efter Aftenrøden, faldt der noget Lysende, hvorpaa Faderen ilede hjem, men Sønnen hang fast med Hænderne ved Liget. Først henad Natten kom Sønnen ogsaa hjem, smilende og fornøiet. Nu meente Faderen, at han var tilstrækkelig prøvet som Angakok. Dagen efter, bandt Faderen ham, og da Lamperne vare slukkede, løftedes han op og svævede ud i Luften, men da han ikke havde noget bestemt Maal, fløi han snart hist, snart her, og kom tilbage uden at have seet noget mærkeligt. Faderen spurgte ham, om han ogsaa havde undersøgt Luftens Strøm, men han svarede, at den havde han ikke bemærket. Næste Dags Aften foretog han atter en Angakokflugt og han bemærkede da, at Luftens Strøm var gunstig. Han fløi ud over Havet og mærkede, at han fulgte Faderens Vei. Omsider saae han en Bratning ligefor sig, denne var Faderens yderste Grændse. Han fløi i stærk Fart henimod den, kom op over den, og saae et stort Land, fulgte langs dette sydefter, og opdagede et Huus, ved hvilket han dalede ned. Det havde to Vinduer. Da han saae igjennem det ene, var der en Mand indenfor, som bemærkede ham, og ligesaa ved det andet Vindue. En af Mændene gik ud, og bad en af Qvinderne om at følge sig. Men da han kom ud og saae den Fremmede, bød han denne ind, og idet de fulgtes ind, mødte han Qvinden, som vilde følge ham. Han sagde nu: »jeg har en Ledsager med mig.« Da den Fremmede kom ind, satte han sig paa Sidebrixen paa den høire Side; ligeoverfor sig saae han bag Lampen en Skeeløiet, som aandede Ild. Ved hans Fødder laae der Beenspaaner, som han sad og skar af. Da han saae sig videre om, opdagede han en Qvinde, som var haaret paa Kroppen. Da den Skeeløiede bemærkede, at han betragtede ham, sagde han: »hvorfor seer du paa mig?« — »Jeg seer efter de Spaaner, som ligge ved dine Fødder.« — Den Skeeløiede sagde: »om Sommeren har jeg ikke god Leilighed til at lave Spaaner, derfor laver jeg dem nu.« Strax derefter forsvandt Spaanerne. De sagde: »mon den Fremmede ikke skulde have Lyst til at vise sig som Angakok?« Han svarede: »jeg havde vel Lyst, skjøndt det først er anden Gang, jeg forsøger det.« Derpaa gik de alle til Kagse (Forsamlingshuset). Den Skeeløiede, som fulgte ham bestandigt, spurgte: »hvilken farlig Tornak har du?« Han svarede: »hvis min Konst lykkes, vil der komme et Iisfjeld tilsyne.« Da de kom til Kagse, gik de ind i det mørke Huus, og han bemærkede den haarede Qvinde, som han ikke syntes om, da han ansaae hende for farlig. Da han havde begyndt sin Aandebesværgelse, og mærkede, at hans Tornak nærmede sig, sagde han: »det er som om jeg saae noget nu.« Derpaa kiggede de ud igjennem Vinduet og hviskede til hverandre; »der sees et farligt stort lisfjeld tæt ved Kysten.« Angakokken sagde: »en Ungkarl og en Pige skulle træde frem paa Gulvet.« Da de kom frem, hørtes Iisfjeldet kalve (sønderbrydes). Derpaa lod han et Ægtepar komme frem, atter hørtes der et svært Bulder fra lisfjeldet. Saaledes kom de frem alle efter hverandre, tilsidst kom den haarede Qvinde; men da hun skulde gaae over Gulvets Steenfliser, traadte hun feil, og kom udenfor Steenrækken. I det samme hørtes der et svært Bulder, og lisfjeldet styrtede ud over Strandbredden og ned paa Huset. Ikkun Angakokken slap ud, ledsaget af den Skeeløiede. Han bandt sig derpaa selv, steg iveiret og fløi tilbage. Dengang Ravnene begyndte at skrige, naaede han sit Hjem. Denne Gang var han ganske taus, men da Faderen udfrittede ham, sagde han: »mange glade og kraftige Mennesker kom jeg til, men ødelagde dem ved at øve min Konst paa en slet Maade, da jeg lod den haarede Qvinde komme frem.«Dagen efter, om Aftenen, kom den Skeeløiede, som nemlig selv var Angakok, frem af Indgangen og sagde: »maaskee jeg ogsaa kunde vise min Konst?« Den gamle Angakok sagde: »han der siger, at han ved sin Konst har dræbt mange kraftige Mennesker.« Den Skeeløiede svarede: »det har han, den Slemme!« Medens Lamperne endnu vare tændte, blev den Skeeløiede bunden, og idet de istemmede en Sang, løftedes han op i det belyste Huus og fløi bort. Da de ansaae ham for farlig, og vilde forhindre ham fra at komme igjen, slukkede de Lamperne. Men da de saae ud af Vinduet, bemærkede de, at han fløi tilbage til sit Hjem. De tænkte da, at i een Nat vilde han ikke kunne komme igjen, og tændte atter Lamperne.
Ligeledes fortælles der: En Angakok, ved Navn Ipisanguak, var endnu Begynder i sin Konst. En Aften, da han skulde paa Aandeflugt, sagde han: »jeg vil opsøge det, som mine Forfædre have talt om, det lille Huus, ved hvis nordre Side der ligger et blodigt Sværd.« Derpaa fløi han op og svævede hele Synskredsen rundt, men vendte tillbage, uden at have noget at fortælle. Den næste Gang fløi han lige over Havet og kom til Akilinek, hvor han saae et Huus, og paa sammes Nordside det blodige Sværd. Han dalede ned, tog sit Flyveredskab af og gik til Indgangen. En Mand kom ud, hvis Øine vare som en ufødt Sælhunds, ligesom tilslørede. Uden at bemærke den Fremmede gik han ind igjen, hvorpaa en Anden kom ud, hvis Øine vare som sorte-Bær; denne bød ham ind i Huset. Huusbeboerne sagde: »du kom ret betids, vi skulle netop spise.« Angakokken svarede: »mine Slægtninge derhjemme ville ikke troe mine Ord, jeg kunde ønske en Stedfortræder for mig hos dem.« Den som han først havde seet sagde: »jeg vilde nok være din Stedfortræder, men jeg er noget langsom.« Derpaa bandt de ham, han løftedes op inde i Huset, og svævede ud i Luften. Men Ipisanguak underholdt sig fornøieligt med Husets Beboere hele Natten. Da det gryede ad Dag sagde han: »Natten er tilende, jeg maa hjem.« Derpaa fløi han tilbage over Havet. Paa Veien saae han for sig ligesom en Ild, der lysnede omkring ham; det var hans Stedfortræder, som han mødte, ligeledes paa Tilbageveien. De smilede, idet de kom forbi hinanden. Den næste Aften fløi Ipisanguak atter til Akilinek. Hans Stedfortræder sagde til samme Tid paa Akilinek: »nu hører jeg ham komme, histude viser han sig.» Derpaa fløi ogsaa han afsted, atter mødte de hinanden i Luften, og kom smilende forbi hinanden. Atter henad Daggry vendte de paa samme Maade tilbage hver til sit. Næste Dag gik Ipisanguak i Kajak. Da han kom hjem, fortalte han, at han havde mødt Kajakker fra Nabopladsen Kagsimiut, som sagde: »Ipisanguak, som begynder at være Angakok, bytter Plads med en Beboer af Akilinek, lader os tage henn og høre paa ham.« Dagen efter kom der altsaa en Mængde Kajakker og Baade, og om Aftenen viste Ipisanguak atter sin Konst, idet han lod sig binde og fløi til Akilinek, medens hans Stedfortræder kom til hans Huus og hele Natten underholdt hans Gjæster. Ved daggry vendte de tilbage hver til sit. Senere engang gik Ipisanguak paa Besøg til Kagsimiut. En af Beboerne sagde: »det er sparsomt med Sælhunde, Fangerne faae kun een ad Gangen, du kunde nok skaffe os Fangst.« Udenfor Husene saae Gjæsten en skjøn Qvinde, som behagede ham. Om Aftenen, da han foretog en Aandebesværgelse, kom der et stort lisfjeld nær til Strandbredden ved Havet; han lod Qvinderne efter hverandre komme frem paa Gulvet, men den, som han havde seet, vilde ikke komme. Omsider kom der en frem med et nyt Topbaand; da begyndte lisfjeldet at hælde med sin bratte Side ud over Havet. Angakokken sank ned i Gulvet, og gik under Jorden tilbage til sit Hjem, medens lisfjeldet faldt hen over Huset og knuste det. Da han kom hjem, lod han Lamperne tænde, men strax derefter hørtes Kagsimiutternes Angakok nedenunder Huset; han kom for at hævne sig. Men de kastede med Steen og dreve ham tilbage, saa at hans Stemme langsomt forsvandt. Dagen efter gik Ipisanguak hen for at see efter det ødelagte Huus, men det var heelt forsvundet. lisfjeldet havde tilintetgjort dem alle. Hiin Pige, som var traadt frem paa Gulvet, havde nemlig en Angiak, og det var for hendes Skyld, at Angakokken kom til at forvolde hendes Huusfæller Døden.
