Maanens Barn (Holm)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Gustav Holm
1888
16. Maanens Barn
fortalt af Utuak
Et Fruentimmer, hvis Børn altid døde, saae engang, da hun var ude at hente Vand, en stor Slæde. Dette var Maanens Slæde. Han bredte et Sortsideskind uden Haar ovenpaa Slæden, hun lagde sig ned derpaa, og Maanen havde sin Villie med hende. Hun tabte Bevidstheden og mærkede ikke noget dertil.Da hun kom til sig selv igjen, laa hun i bare Blod, som bredte sig over hele Vandskindet. Maanens Hund gik hen og slikkede alt Blodet op. Førend Maanen gik fra hende, sagde han: «Du maa ikke lade din Mand ligge hos Dig i de første Nætter. Naar Du faaer et Barn, skal Du ikke lave Anorak til det; thi jeg skal nok give det en.»
Da Konen vaagnede næste Morgen, mærkede hun, at hun havde Foster i Livet, og tredie Dag derefter laa Manden sammen med hende igjen. Konen havde en Hund, som ikke kunde faa Hvalpe; men da Konen nu fik en Søn, fik Hunden ogsaa en Hvalp. Da Konen havde faaet Barn, kom Maanen med en Anorak af Remmesælstarme til det; og da Konen gik ud, gav han hende en Hvalroslalle, som Barnet skulde spise. Efterat denne var spist, fik hun en Bjørnebov.
Hun holdt Barnet med Ansigtet nede i Vandet, lige saa længe som en lille Netside er nede, og tog det derefter op, naar det begyndte at røre sig. Da Barnet begyndte at krybe omkring paa Brixen, begyndte Hundehvalpen at kravle omkring paa Gulvet, og da Drengen begyndte at gaa ud, gik Hundehvalpen med ham. Maanen gav ham en Hundepisk, som den lagde ovenpaa Husgangen til ham, og med denne piskede han Hunden ihjel med venstre Haand. Da Drengen voxede til, piskede han de andre Børn og holdt ikke op, førend han blev advaret. Engang havde han pisket et Barn, saa at det tilsidst døde; men Barnet havde mange Søskende, som, da de hørte det, vilde komme og hævne sig paa ham.
Moderen byggede derfor et Hus ude i Vandet, saa at der var stejlt til alle Sider. Da det blev Vinter, flyttede de ind i dette Hus, og Folkene udefra kom nu for at dræbe Maanens Søn. Moderen fugtede Tarmskindspelsen, som Maanen havde givet Sønnen, og denne tog den paa; men dens Ærmer naaede ham kun til Albuerne, og paa Kroppen naaede den indtil Maven. En af de Fremmede kom udenfor Gangen, og en stillede sig ved Vinduet med en pana (lang Kniv) i Haanden. En Mængde Kajaker laa nedenfor Huset rede til at sætte Harpunerne i ham; men Drengen gjorde sig let, sprang mellem Kajakerne ud i Vandet, dukkede ned, førend man kunde komme til at sætte Harpunen i ham, og kom først op langt udenfor.
Da de fra Land fik Øje paa ham, raabte de: «Der er han ude!» Kajakerne roede henimod ham, tog fat paa Harpunerne for at kaste dem efter ham; men han dukkede ned i Vandet. Kajakerne forfulgte ham stadig udefter. Af og til kom han op bag ved en Kajak, af og til ved Siden af en; men saasnart man roede henimod ham, dukkede han ned. De vare efterhaanden komne saa langt fra Land, at dette saae ud, som om det var stejlt, og man kunde ikke kjende Forbjergene fra det øvrige Land.
Drengen begyndte at fryse, dukkede derfor ned og raabte ved Roden af suvdluitek (en Slags Tang), hvorefter man hørte Vinden suse svagt hen over Vandet. Han svømmede derefter hen til noget sarpisak (en anden Slags Tang), raabte ved Roden af dette, hvorefter det begyndte at suse stærkt hen over Vandet. Det var Nerrajak-Vind, der kom. Da Kajakmændene saae sig om, bemærkede de, at det fygede paa Toppen af Kalerajuek (ved Kulusuk). Kajakerne roede indefter, og de dukkede op og ned i Søgangen, saa at nogle af dem kæntrede, og dem, der ikke saaledes kæntrede, trak Drengen Aarerne fra, for at faa dem til at kæntre. Saaledes druknede alle Kajakmændene, og Drengen kom alene hjem.
