Magnúsdrápa (B1)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif


Den norsk-islandske skjaldedigtning


ved
Finnur Jónsson
1912-1915


Arnórr Þórðarson jarlaskáld
Islandsk skjald, 11. årh.


Magnúsdrápa


1. Nú hykk rjóðanda reiðu
rógǫrs, þvít veitk gǫrva,
(þegi seimbrotar) segja
seggjum hneitis eggja;
vasat ellifu allra
ormsetrs hati vetra,
hraustr þás herskip glæsti
Hǫrða vinr ór Gǫrðum.

2. Þing bauð út enn ungi
eggrjóðandi þjóðum,
fim bar hirð til hǫmlu
hervæðr ara bræðis;
salt skar húfi héltum
hraustr þjóðkonungr austan;
bǫ́ru brimlogs rýri
brún veðr at Sigtúnum.

3. Gekk á Svíþjóð søkkvi
Sveins, es fremð vann eina;
fýstisk Áleifs austan
afkart sonar hjarta;
nótt beið ok dag dróttins
dygg ferð Jaðarbyggva;
fýst bað gramr í geystu
gífrs veðri sér hlífa.

4. Flœði fylkir reiði
framr þjóðkonungs ramma,
stǫkk fyr auðvin órum
armsvells hatti "gellir";
létat Nóregs njóta
nýtr þengill gram lengi;
hann rak svein af sínum
sókndjarfr fǫður-arfi.

5. Afkárlig varð, jarla,
orðgnótt, sús hlaut dróttinn;
fylgði efnð, því 's ylgjar
angrtælir réð mæla,
at framm í gný grimmum
grafnings und kló hrafni
fúss lézk falla ræsir
feigr eða Danmǫrk eiga.

6. Segja munk, hvé Sygna
snarfengjan bar þengil
hallr ok hrími sollinn
hléborðs visundr norðan;
setti bjóðr at breiðu
brynþings (fetilstinga
fús tók ǫld við œsi)
Jótlandi gramr branda.

7. Náði siklingr síðan
snjallr ok Danmǫrk allri
(mǫ́ttr óx drengja dróttins)
dýrr Nóregi at stýra;
engr hefr annarr þengill
áðr svá gnógu láði
(bráskat bragnings þroski)
barnungr und sik þrungit.

8. Vann, þás Vinðr of minnir
vápnhríð konungr, síðan;
sveið ófám at Jómi
illvirkja hræ stillir;
búk dró bráðla steikðan
blóðugr vargr af glóðum;
rann á óskírð enni
allfrekr bani hallar.

9. Fúss lét á Ré ræsir
rammþing háit Glamma;
valska rauð fyr víðu
Vestlandi gramr branda.

10. Óð með øxi breiða
ódæsinn framm ræsir,
varð of hilmi Hǫrða
hjǫrdynr, ok varp brynju;
þás of skapt, en skipti
skapvǫrðr himins jǫrðu,
(Hel klauf hausa fǫlva)
hendr tvær jǫfurs spendu.

11. Svá hlóð siklingr hǫ́van
snarr af ulfa barri
(hrósak hugfulls vísa)
hrækǫst fira (ævi),
at áleggjar Yggjar
allnáttfǫrull máttit
(ǫld lá vítt), þótt vildi,
vífs marr yfir klífa.

12. Vítt hefk heyrt at heiti
Helganes, þars elgi
vágs enn víða frægi
vargteitir hrauð marga;
røkr ǫndurt bað randir
reggbúss saman leggja,
rógskýja helt, Rygja,
regni haustnǫ́tt gegnum.

13. Skeiðr tók Bjarnar bróður
ballr Skǫ́nunga allar
(þjóð røri þeirar tíðar
þingat) gramr með hringum.

14. Dǫrr lét drengja harri
drjúgspakr af þrek fljúga
(glœddi eldr af oddum)
almi skept á hjalma;
létat hilmir hneiti,
Hǫgna væðr í gǫgnum
jǫrn flugu þykt sem þyrnir,
þél harðara sparðan.

15. Sveins manna rekr sunnan
sǫndug lík at strǫndum;
vítt sér ǫld fyr útan
Jótland, hvar hræ fljóta;
vitnir dregr ór vatni
(vann Áleifs sonr bannat),
búk slítr vargr í víkum,
valkǫst (ara fǫstu).

16. Uppgǫngu vann yngvi
auðlógandi gnóga,
gerði hilmir Hǫrða
hjǫrþey, á Skáneyju.

17. Svik réð eigi eklu
allvaldr Dǫnum gjalda;
lét fullhugaðr falla
Falstrbyggva lið tyggi;
hlóð, en hála téðu
hirðmenn ara grenni,
auðar þorn fyr ǫrnu
ungr valkǫstu þunga.

18. Enn rauð frǫ́n á Fjóni,
fold sótti gramr dróttar,
(ráns galt herr frá hǫ́num)
hringserks lituðr merki;
minnisk ǫld, hverr annan
jafnþarfr blǫ́um hrafni
(ǫrt gat hilmir hjarta)
herskyldir tøg fyldi.

19. Ungr skjǫldungr stígr aldri
jafnmildr á við skilðan
(þess vas grams) und gǫmlum
(gnóg rausn) Ymis hausi.




   1. Nú hykk segja seggjum reiðu rógǫrs rjóðanda hneitis eggja, þvít veitk gǫrva; seimbrotar þegi; ormsetrs hati vasat allra ellifu vetra, þás hraustr Hǫrða vinr glæsti herskip ór Gǫrðum = Nu vil jeg fortælle mændene om den kampraske krigers forhold, ti jeg kender dem fuldkommen; mændene være tavse; den gavmilde mand var ikke helt elleve år gammel, da Hordernes tapre ven rustede sine krigsskibe prægtig fra Garderige.
   2. Enn ungi eggrjóðandi bauð þjóðum út þing; fim hirð ara bræðis bar hervæðr til hǫmlu; hraustr þjóðkonungr skar austan salt heltum húfi; brún veðr bǫ́ru brimlogs rýri at Sigtúnum = Den unge kriger bød folk at samles til udfærd; krigerens flinke hird førte hærklæder til åretollen; den tapre folkekonge furede havet østfra med det iskolde skib; den skarpe vind førte den gavmilde mand til Sigtun.
   3. Søkkvi Sveins, es vann fremð eina, gekk á Svipjóð; afkart hjarta sonar Áleifs fýstisk austan; dygg ferð beið dróttins Jaðarbyggva nótt ok dag; gramr bað fýst í geystu gifrs veðri hlífa sér = Svens modstander, som udførte lutter bedrifter, gik i land i Sverrig; Olafs söns hidsige hjærte vilde østfra; brave skarer væntede på Jæderboernes fyrste nat og dag; kongen lod sin attrå i sit voldsotnme sind beskytte sig.
   4. Framr fylkir flœði ramma reiði þjóðkonungs; armsvells hati stǫkk "gellir" fyr auðvin órum; nýtr þengill létat gram lengi njóta Nóregs; hann rak sókndjarfr Svein af sínum fǫður-arfi = Den dygtige konge flygtede for folkekongens stærke vrede; den gavmilde mand flygtede for vor rigdomsven; den dygtige konge lod fyrsten ikke længe nyde Norge; han drev kampdjærv Sven bort fra sin faderarv.
   5. Orðgnótt, sús dróttinn jarla hlaut, varð afkárlig; efnð fylgði því 's ylgjar angrtælir réð mæla, at ræsir lézk fúss falla feigr framm und kló hrafni í grimmum gný grafnings eða eiga Danmǫrk = Den ordrigdom, som jarlernes herre havde fåt, viste sig kraftig; der fulgte handling med det, som krigeren sagde, at han erklærede sig rede til at falde død frem under ravnens klo i den grumme kamp eller også erobre Danmark.
   6. Munk segja, hvé hléborðs vísundr, hallr ok sollinn hrími, har snarfengjan þengil Sygna norðan; gramr, brynþings bjóðr, setti branda at breiðu Jótland; ǫld tók fús við œsi fetilstinga = Jeg vil fortælle, hvorledes skibet, hældende og fuldt af rim, førte Sogns sejrrige fyrste nordfra; kongen, kampbyderen, førte forstavnene mod det brede Jylland; folket tog glad mod krigeren.
   7. Snjallr, dýrr siklingr náði síðan at stýra Nóregi ok allri Danmǫrk; mǫ́ttr drengja dróttins óx; engr annan ǫellgill hefr barnungr þrungit und sik áðr svá gnógu láði; þroski bragnings bráskat = Den modige, herlige fyrste opnåde siden at styre Norge og hele Danmark; mændenes herres magt voksede; ingen anden fyrste har barneung för underkastet sig et så Stort land; fyrstens trivsel svigtede ikke.
   8. Konungr vann vápnhríð, þás Vinðr of minnir síðan; stillir sveið ófám illvirkja hræ at Jómi; hlóðugr vargr dró búk, bráðla steikðan, af glóðum; allfrekr hani hallar rann á óskírð enni = Kongen holdt et slag, som Venderne altid vil mindes; fyrsten brændte mange ildgærningsmænds legemer ved Jom; den blodige ulv trak kroppene, hurtig stegte, af ilden; den grådige flamme spillede på de udøbte pander.
   9. Ræsir lét fúss rammþing Glamma háit á Ré; gramr rauð valska branda fyr víðu Vestlandi = Kongen havde gærne en kamp på Rügen; fyrsten rødfarvede de vælske sværd ved det store Vestland.
   10. Ræsir óð ódæsinn framm með breiða øxi ok varp brynju - hjǫrdynr varð of hilmi Hǫrða -, þás tvær hendr jǫfurs spendu of skapt, en skapvǫrðr himins skipti jǫrðu; Hel klauf fǫlva hausa = Kongen trængte ufortrøden frem med den brede økse og kastede brynjen, - der blev en kamp omkring Hördernes fyrste -, da kongens bægge hænder omspændte skaftet, men himlens hersker delte landet; Hel kløvede de blege hjærneskaller.
   11. Snarr siklingr fíra hlóð svá hǫ́van hrækǫst af ulfa barri - hrósak ævi hugfulls visa -, at marr áleggjar Yggjar vífs allnáttfǫrull máttit klifa yfir, þótt vildi; ǫld lá vítt = Mændenes raske fyrste opkastede så höje ligdynger af ulveføde - jeg lovpriser den modige fyrstes liv -, at den natomflakkende ulv ikke kunde bestige dem, selvom den vilde; mændene lå døde vidt omkring.
   12. Hefk heyrt, at heiti vítt Helganes, þars enn víða frægi vargteitir hrauð marga vágs elgi: ǫndurt røkr bað reggbúss Rygja leggja saman randir; regni rógskýja helt gegnum haustnǫ́tt= Jeg har hørt, at det hedder det brede Helgenæs, hvor den videnom navnkundige kriger ryddede så mange skibe; i begyndelsen af tusmørket bød søfareren Rygerne at begynde kampen; slaget varede hele høstnatten igennem.
   13. Ballr gramr Skǫ́nunga tók skeiðr bróður Bjarnar allar með hringum; þjóð røri þingat þeirar tíðar = Skåningernes stærke fyrste erobrede alle Svens skibe uden undtagelse; med et sådant held rode man derhen.
   14. Drjúgspakr drengja harri lét dǫrr, almi skept, fljúga af þrek á hjalma; eldr glœddi af oddum; hilmir létat hneiti, þél harðara, sparðan; jǫrn flugu þykt sem þyrnir í gǫgnum Hǫgna væðr = Mændenes meget kloge fyrste lod de ælmeskæftede spyd flyve af kraft mod hjælmene; gnister flöj ud af odderte; kongen sparte ikke sværdet, hårdere end en fil; jærnene flöj, tætte som tjörne, igennem rustningerne.
   15. Sǫndug lík Sveins manna rekr sunnan at strǫndum; ǫld sér vítt fyr útan Jótland, hvar hræ fljóta; vitnir dregr valkǫst ór vatni; vargr slítr búk í víkum; Áleifs sonr yann bannat ara fǫstu = De sandede lig af Svens mænd driver sydfra ind til stranden; folk ser videnom uden for Jylland, hvor ligene flyder; ulven trækker ligdyngen op af vandet og slider i kroppene i vigerne; Olavs sön forbød örnen at faste.
   16. Yngvi auðlógandi vann uppgǫngu á Skáneyju; hilmir Hǫrða gerði gnógan hjǫrþey = Den gavmilde fyrste gjorde landgang i Skåne; Hördernes konge holdt kamp i rigeligt mål.
   17. Allvaldr réð elgi gjalda Dǫnum svik eklu; fullhugaðr tyggi lét lið Falstrbyggva falIa; ungr auðar þorn hlóð þunga valkǫstu fyr ǫrnu, en hirðmenn téðu hála ara grenni = Kongen gengældte ikke mangelfuldt Danerne deres svig; den fuldtmodige fyrste lod Falstringernes mandskab falde; den unge mand opdyngede tunge valdynger til örnene; men hirdmændene hjalp dygtig örnenes ven.
   18. Enn rauð hringserks lituðr frǫ́n merki á Fjóni; gramr dróttar sótti fold; herr galt ráns frá hǫ́num; ǫld minnisk, hverr herskyldir, jafnþarfr blǫ́um hrafni, fyldi annan tøg; hilmir gat ǫrt hjarta = Fremdeles rødfarvede krigeren de strålende faner på Fyn; mændenes konge kæmpede om landet; mændene måtte undgælde for deres ran af ham; folk omtaler, hvilken kriger, lige så gavnlig for den sorte ravn, har fyldt den anden tier; fyrsten fik et modigt hjærte.
   19. Aldri stígr jafnmildr ungr skjǫldungr und gǫmlum Ymis hausi á skilðan við; rausn þess grams vas gnóg = Aldrig bestiger en så gavmild ung konge her på jorden det sammenföjede skib; den fyrstes pragtudfoldelse var stor.