Magnus Barfods Saga (C.C.Rafn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Kilde til denne oversættelse: Hulda, Hrokkinskinna, Morkinskinna og Heimskringla.

Kongesagaer

Oldnordiske Sagaer
Bind 7

Kong Magnus Barfods Saga

Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1829

1. Kapitel

Kong Olafs Søn Magnus blev i Vigen strax efter Faderens Død tagen til Konge over hele Norge. Men da Oplændingerne spurgte Kong Olafs død, toge de Magnuses Søskendebarn, Hakon Thorersfostre, til Konge. Derpaa droge Hakon og Thorer op til Throndhjem, og da de kom ud til Nideros, stævnede de Ørething, paa hvilket Hakon forlangte at erholde Kongenavn; dette blev ham tilstaaet, saa at Bønderne gave ham Kongenavn over det halve Land, som hans Fader, Kong Magnus Haraldsøn, havde Haft. Kong Hakon gav Thrønderne frie for Landøregjæld, og tilstod dem mange andre Rettebøder; han gav dem ogsaa frie for Julegaver; alle Thrønder fattede da Hengivenhed for ham. Derpaa antog Kong Hakon sig en Hird, drog saa atter til Oplandene, og tilstod Oplændingerne de selvsamme Rettebøder, som Thrønderne; Oplændingerne vare ham da ogsaa aldeles hengivne. Da kvad man dette i Throndhjem:

Ung Hakon hid er kommen,
Af fødte Mænd den bedste;
Han i Steg-Thorers Følge
Drog huldrig gjennem Landet.
Han bød det halve Norge
Hil Magnus, Søn af Olaf,
Men denne, snild i Tale,
Det hele kun attraade.

2. Kapitel

Kong Magnus drog om Høsten op til Throndhjem, og da han kom ind til Nideros, begav han sig til Kongsgaarden, hvor han tog Herberge; han forblev der i Begyndelsen af Vinteren. Syv Skibe lod han ligge i Nid udenfor Kongsgaarden i aabent Vand. Men saasnart Hakon spurgte, at hans Frænde Magnus var kommen fra Vigen, rejste han op til Kjøbstaden, og tog sig Herberge i Skules Gaard ovenfor Clemenskirke; det var den gamle Kongsgaard. Det mishagede Kong Magnus, at Kong Hakon, for at erhverve sig Bøndernes Hengivenhed, havde tilstaaet dem saa anseelige Gaver, thi ham tyktes, at det var hans Ejendom, der var bortgivet; han blev derfor meget fortørnet, og ansaae sig for at være forurettet af sin Frænde, da han nu havde langt ringere Indtægter, end hans Fader og Forfædre havde haft; og for alt dette gav han Thorer Skylden. Kong Hakon og Thorer mærkede dette; de bare megen Frygt for, hvad Kong Magnus vel vilde begynde paa, thi det forekom dem mistænkeligt, at han havde Langskibe liggende paa Vandet tjeldede og udrustede. En Aften meget silde lagde Kong Magnus med sine tjeldede Skibe ud under Hefring, og laae der for Anker om Natten. De gjorde store Ilde oppe paa Landet. Da tænkte Hakon, og de Folk, som vare hos ham i Byen, at det var gjort for at svige dem; han lod da alle sine Tropper blæse sammen til møde ude paa Øren, og did søgte alle Borgerne hen; de samlede Folk til sig om Natten. Men om Morgenen, da det blev lyst, og Kong Magnus saae, at der var en heel Hær paa Øren, styrede han med sine Skibe ud af Fjorden, og sejlede sønder til Gulethingslag. Kong Hakon lavede sig da ogsaa til sin Rejse, og agtede at tage Landvejen til Vigen. Han holdt først et Møde i Byen, holdt en Tale, og bad Mændene om deres Venskab, samt forsikrede dem alle om sin Hyldest, og yttrede tillige sin Mistanke om, hvad hans Frænde Magnus vel egentlig havde i Sinde. Hakon sad paa sin Hest, og var rejsefærdig. Alle lovede ham deres oprigtige Hengivenhed og Hjælp, hvis han skulde behøve den, og den hele Almue fulgte ham ud under Steenbjerg; det var kort efter Kyndelmesse. Kong Hakon rejste da op til Dovrefjeld; men paa Vejen over Fjeldet red han en Dag længe efter en Rype, som fløj foran ham; han faldt da i en dødelig Sygdom, og døde der paa Fjeldet. hans Lig blev ført op til Nideros, og ankom der en halv Maaned efter at han var tagen derfra. Hele Almuen gik hans Lig imøde, de fleste grædende, thi Almuen havde baaret inderlig Kjærlighed til ham. Kong Hakons Lig blev jordet i Kristkirke. Han var fem og tredive Aar gammel, da han døde. Han var den af hele Folket mest afholdte Høvding i Norge. Han havde gjort et Tog til Bjarmeland, paa hvilket han holdt et stort Slag, og vandt Sejer.

3. Kapitel

Kong Magnus drog om Vinteren øster til Vigen, men ved Vaarens Nærmelse sejlede han med sin Flaade ned til Halland, og hærgede; han brændte det Sted, som hedder Viskedal og endnu flere Landstrækninger; han gjorde der meget Bytte, og vendte saa tilbage til sit Rige. Saa siger Bjørn hin Krephænde i Magnuses Drape:

Vorsboers Drot paa Flugten
Jog hastig Krigerskarer;
Og vide Halland hærged
Med Sværdet Hørders Konning;
Derefter Thrønders Fyrste
Af Bygder ødelagde
Heel mange; Flammen raste,
Og Viskdals Enker flygted.

Her omtales det, at Kong Magnus øvede meget Hærværk i Halland.

4. Kapitel

En Mand hed Svend, dansk af Herkomst, en Søn af Harald, som førte Tilnavnet Fletter. Svend var en stor Viking, een af de djærveste Stridsmænd, og havde en stor Slægt i sit Fædreneland. Han havde været i stor Gunst hos Kong Hakon Magnussøn. Men efter Kong Hakons Afgang, tvivlede Steg-Thorer om, at komme i Naade og Forlig med Kong Magnus; han og Svend oplagde da det Raad med Hinanden, som siden fik Fremgang, nemlig at de vilde rejse et Parti imod Kong Magnus, hvilket især skulde skee ved Thorers Bistand og Mandstyrke; men efter som Thorer var gammel og svag tilfods, saa overtog Svend Befalingen og Høvdingenavn over Partiet. I dette Raad toge adskillige andre Høvdinger Deel, den berømteste af dem var Egil, en Søn af Aslak fra Ørland. Egil var Leensmand; han var gift med Ingeborg, en Datter af Øgmund Thorbergsøn og Søster til Skopte paa Giske. Skjalg hed en rig Mand, som ogsaa forenede sig med dem. Derom taler Thorkel Hamarskald i Magnuses Drape:

Fra mange Steder Thorer
Har dristig Flokke sanket
Med Egil; ej de Anslag
Til ønsket Held dem bleve.
For tung en Steen at løfte
Skjalgs Venner, Leensmænd stolte,
Forsøgte da, mod Helten,
Ulykker sligt dem bragde.

Thorer og de andre Ophavsmænd rejste Partiet i Oplandene, og kom ned igjennem Romsdal til Søndmør; her forsynede de sig med Skibe, og droge derpaa op til Throndhjem. Sigurd Uldstreng hed en Leensmand; en Søn af Lodin Viggjeskalle; han lod strax skjære Krigspiil, saasnart han spurgte, at Thorers Parti var kommen did, og stævnede med al Krigsmagten til Viggje. Svend og Thorer begave sig ligeledes derhen, og holdt et Slag med Sigurd, fik Sejer og anrettede et stort Nederlag. Sigurd flyede, og drog til Kong Magnus; men Thorer foer med sit Parti ind til Kjøbstaden, og opholdt sig der i Fjorden i nogen Tid, hvor da mange Folk forenede sig med dem.

5. Kapitel

Kong Magnus spurgte denne Tidende, og stævnede strax Folk sammen, og forsynede sig med Skibe, hvorpaa han agtede sig nord til Throndhjem imod Thorer. Saa siger Gisl Illugesøn, som den Gang var hos Kong Magnus:

Ung erhverved
Kongen Hæder,
Da Krigsfolk
Mod ham sig rejste;
Fyrsten angreb
Oprørernes Skarer
I blodig Færd
Med blaa Klinge.

Kong Magnus drog sin Hær sammen i Oslo, og drog derfra, saasnart han var færdig. Saa siger Gisl:

Fra Oslos Havn
Førte Drotten
Hær, for af Egil
Land at kræve;
Ham fra Syden
Fulgte Ryger (1)
Og tvende store
Thinglavs Skarer.

Kongen sejlede nordpaa langsmed Landet, og fik god Vind heelt nord forbi Stad; han fremskyndte stærkt Rejsen; der blev strax roet, saasnart man ikke kunde sejle. Saa siger Gisl:

See man kunde
Kongens Flaade,
Krigersk stolt,
Vant til Sejer,
Da foran Yrje
Kæmpers Mængde
Knuged Aarer
I Havbrænding.

Kong Magnus lagde med hele Hæren til Land indenfor Ørvehamar; der gik han op, og holdt Huusthing, og da Thinget var sat, stod Kongen op, og talte: “Det monne være eder vitterligt, at vore Undersaatter have rejst et Parti imod os her i Landet, og begyndt Krig i vort Rige, og have taget til Høvding en Mand, der saa lidet er født til Herredømme her i Riget, at han ikke en Gang har nogen Slægt her i Landet. Thi beder jeg eder, at I yde mig troligen Bistand, og understøtte hverandre til at forjage disse Skarnsfolk. Hvad større Skam og Skjændsel kan man gjøre mod sin Konge, ham, som er ret født og baaren til Regjeringen, end at de, som skulde hedde vore Høvdinger og Leensmænd, have handlet saaledes imod mig, antaget en udenlandsk Mand, der ikke er kongebaaren til Riget, saadan en som denne Svend er, Harald Fletters Søn, dansk i hele sin Æt og endda ringe af Fødsel? Der kunde dog tænkes nogen Grund, medens vor Frænde Hakon levede, at de gave ham Deel i Regjeringen, thi han viste megen Gavmildhed og Velvillje imod sine Venner; vi lode ogsaa vort Samtykke dertil svæve i Uvished, thi han var anseet for ligesaa jævnbaaren til Regjeringen, som jeg; men dette, som nu er i Værk, er usømmeligt, og ikke fortjener jeg Navn af Konge, hvis jeg ikke ødelægger denne oprørske Trop, og revser saadant Nidingskab, ellers er jeg ulig mine Frænder og Forældre. Dersom I dertil af al Formue yde mig Bistand, da vil det berømmes af alle brave og retsindige Mænd. Det er min Hensigt med alle de Mænd, som havde givet sig under Thorers Parti, at vi skulle brænde deres Bygd, men dræbe dem selv, hvis vi kunne, og tage deres Gods som Bytte.” Kongen sluttede sin Tale saaledes, at alle hans Mænd gave den Bifald. Saa siger Gisl Illugesøn:

Huusthing ved Havet
Holdt vor Konge,
Det var indenfor
Ørvehamre;
Tapper Fyrste
Trued med Brand,
Men fra Stad
Flygted Bønder.

6. Kapitel

Thorer og hans Tilhængere laae ved Hefring, da de spurgte, at Kong Magnus med sin Hær var kommen til Indløbet af Fjorden; hans Parti var allerede færdigt til at styre ud ad Fjorden. De lagde da deres Skibe over ved Vagnvigstrand (2), flyede op paa Land fra Skibene, og kom ned til Thexdal i Seljuhverf. Gisl omtaler dette, at Thorers Parti flyede, saasnart de fik Efterretning om Kongen:

Egils halve
Hær adsplittet
Blev ved Kampen
Udenfor Hlade;
For Haders(3) Fyrste
Hædret i Riget
Landet beherske
Herser ej kunde.

Thorer blev baaren paa en Bør over Fjeldet, thi han var saa skrøbelig tilfods, at han ikke kunde gaae. Men da de kom til Seljuhverf, skaffede de sig Skibe; Thorer havde et stort og godt Skib, som han havde ladet gjøre; de droge nordpaa til Helgeland. Men Kong Magnus satte efter dem, saasnart han blev færdig fra Throndhjem. Thorer drog med sit Parti heelt nordop til Bjarkø, hvorfra Jon og hans Søn Vidkunn reddede sig ved Flugten. Thorers Folk ranede alt Løsøre, men satte Ild paa Gaarden og et godt Langskib, som Vidkunn ejede. Den Gang sagde Thorer, da Snekken brændte og hældte paa Bagbordsiden : “Mere i Styrbord! Vidkunn!” sagde han. Da blev følgende digtet:

Nu midt paa Bjarkø brænder
Den Gaard jeg yndigst kjendte,
(Af Thorer godt ej ventes),
Og Flammen graadig tuder;
Der Jon i Aftenstunden
Ej Ild og Røg kan mangle;
Lys tærer Luen Haller,
Mod Skyen Røgen hvirvler.

Jon og Vidkunn rejste Dag og Nat, indtil de traf Kong Magnus. Ogsaa Svend og Thorer sejlede med deres Folk nordenfra, og plyndrede vide om paa Helgeland. Men da de laae i den Fjord, som hedder Harm, saae de Kong Magnus komme sejlende, og Thorer meente ikke at have Folk nok til at stride; de roede da bort og toge Flugten. Svend roede ud i aaben Sø, men nogle af deres Folk roede ind i Fjorden. Thorer og Egil roede til Hesjutun, og troede at have naaet Fastlandet, men det var dog Vambarholm, en Ø, de vare komne til. Da de roede til Land, sagde Thorers Mænd: „Naar saae man saa smukt et Skib; det har ikke Haft sin Mage, siden Ormen hin lange blev bygget; dette Skib er ogsaa besat med raske Drenge, af hvem man kan vente sig et drabeligt Forsvar.”

7. Kapitel

Kong Magnus drejede af efter Thorer, og da Kongens Skib kom nær til Holmen, da bestode Thorers Mænd ilde i prøven, og løb fra ham. Da sagde Thorer : “I meente vel, at vort Skib var ikke slettere bemandet, end Ormen hin lange, men mig tykkes dog der er nogen Forskel paa Skibene; jeg tænker, at der faldt flere, men her løbe flere.” Det gik ogsaa saaledes, at Folkene saa aldeles flygtede fra Thorer, at kun han og Egil bleve ene to tilbage. Da sagde Thorer til Egil: “Fly du, Svoger! det var stor Skade, om du skulde sætte Livet til, saa brav Mand og rask Dreng som du er.” Egil svarede: “Her er ikke for mange hos dig, naar jeg er ganske ene.” Thorer sad i Forrummet paa sit Skib, da Kongens Skibe løb imod dem. Da raabte Sigurd Uldstreng paa Thorer, og sagde: “Er du karsk, Thorer?” Han svarede: “Karsk paa Hænder, men skrøbelig paa Fødder.” Da blev følgende kvædet:

Da Skibe mod hinanden
Haardt stødte, Klinger svanges,
Adspurgte Uldstreng Thorer,
Om karsk han sig da følte;
Hin svarte, som vi hørte,
I Stenes Larm paa Snekken,
At han var rask paa Hænder,
Men svag til Fods var bleven.

Da bleve Thorer og Egil grebne, og Kongen lod dem føre op paa Vambarholm. Men den Gang de vare fangne, sagde Sigurd: “Fed er du end, Thorer! saa gammel du er.” “Det volder Mad og Mundgaat,” svarede han. Den Gang de bleve førte op paa Land, da ravede Thorer paa Benene, hvor han havde sin Skrøbelighed, og snublede forover. Da sagde Vidkunn: “Mere til Bagbord! Thorer!” Derpaa rejste de en Galge; men da Thorer saae det, sagde han:

I Fællesskab vi fire
Før vare, een ved Roret.

Og da Thorer blev ledt til Galgen, sagde han: “Ilde gaae onde Raad.” Thorer var en meget stor Mand baade før og høj. Derpaa blev han hængt; men da Galgevippen slog i Vejret, var Thorer saa tung, at Hovedet sledes af ham, og Kroppen faldt til Jorden. Dernæst blev Egil ledt til Galgen; da sagde han til Kongens Trælle, som skulde hænge ham: “Ikke skulle I handle saaledes med mig, at klynge mig op, at jo hver af eder fortjente mere at hænge, end jeg.” Saa siger Thorkel Hamarskald:

Jeg hørte, skjønne Kvinde!
At Egil, ret sandfærdig,
Til Kongens fejge Trælle
Har holdt en saadan Tale:
“Vist meer end jeg forskylder
Enhver af jer at hænge,
Langt højere,” — den Kæmpe
For meget Uheld prøved.

Da sagde Egil til Kongens Mænd: “Jeg tænker, I fornøje eder til at see, hvorledes jeg kan dandse i Dag.” De svarede: “Mener du ikke, du kan raade for, hvorledes du skal skikke dig i døden?” “Det vil nu vise sig,” sagde han, “om det staaer i min Magt, nogenledes at raade derfor.” Dernæst blev en Vøjr lagt om hans Hals; men da han blev løftet op, satte han den ene Fod paa den anden Vrist, og rørte sig ikke derved siden; han lod saaledes sit. Liv, at alle, som vare tilstede, beklagede, at saa dygtig en Kæmpe skulde tage en saadan Ende. Kong Magnus sad hos, da han og Thorer bleve hængte, og var saa vred, at ingen af hans Mænd dristede sig til at turde bede om Naade for dem. Men da Egil hang, sagde Kongen: “Ilde staae dine gjæve Frænder dig bi, Egil!” og viste derved, at han vilde have Haft, man skulde bedet Egil fri. Om Thorers Henrettelse taler Bjørn hin Krephænde saaledes:

Sognboers Hersker rødned
Paa Oprørsflokke Sværdet;
Paa Fjorden Harm blev Ulven
Varm Brad i Mængde givet.
For den Hærfører Toget
Var let, thi hængt blev Thorer.
Det høres kan, hvor Kongen
Forrædersk Udaad straffer.

8. Kapitel

Kong Magnus drog ned til Throndhjem, og hjemsøgte de Mænd. som havde gjort sig skyldige i Landsforræderi imod ham, med svære Revselser; han brændte deres Bygder, men dræbte nogle, som her siges:

I Kampen barsk den Kjekke
Har Thrønder Skræk indjaget,
Thi deres brede Bygder
De saae af Ilden trues;
Jeg troer, at tvende Herser
Ved Livet flux han skilte,
Til Hængte Hasted Ørnen,
Sin Hersker lystred Folket.

Saa siger Gisl:

Luen sværmed,
Haller svunde,
Herreder hærged
Højest Flamme;
See man der kunde
Sale styrte
For landsforræderisk
Thorers Svende.

Thrønderne fandt det da mest tjenligt, at give sig i Kongens Vold og bede om Naade ; Kong Magnus sluttede Forlig med dem, som bade derom, saaledes som Gisl siger:

Derpaa forligtes
Drabelig Fyrste
Med sine Fjender,
Forbedrede Sæder.
Fordums Ret
Rolige Bønder
Blev af Kongen
Atter givet.

Kong Magnus regjerede fra den Tid af med Myndighed, revsede haardt Ildgjerningsmænd og Ransmænd, og værnede derved om Kjøbmænd og andre fredeligsindede Undersaatter. Saa siger Gisl:

Drotten udrydded
Alle Tyve,
Kjøbmænd fuldkommen
Fred han gav;
Saa i Elven
At de kunde
Herlige Skibe
Havn berede.

Svend Haraldsøn flyede, som nys blev fortalt, først ud paa Havet, derpaa ned til Danmark; her blev han, indtil han siden fik sluttet Forlig med Kong Eisten Magnussøn, hos hvem han opførte sig vel. Kong Eisten gjorde Svend til sin Skutelsvend , og viste ham megen Gunst og Hæder. Kong Magnus havde nu allene Regjeringen i Norge; han fredede vel for Landet, og ødelagde alle Vikinger og Stimænd; han var stridbar og arbejdsom, og i hele sit Sindelag meget ligere sin Farfader Harald, end sin Fader Kong Olaf.

9. Kapitel

En Mand, ved Navn Svenke Steinarsøn, boede øster ved Elven, en saare mægtig Mand; han havde opfostret Hakon Magnussøn, førend Steg-Thorer tog imod ham. Svenke havde paa denne Tid endnu ikke underkastet sig Kong Magnus, thi han havde baaret en saa stor Kjærlighed til sin Fostersøn Kong Hakon, at han seent kunde glemme hans død. Kong Magnus fordrede Sigurd Uldstreng til sig, og sagde, han vilde sende ham øster i Vigen, for at byde Svenke at rømme Landet og Kongens Leen og Ejendom: „han har endnu ikke undergivet sig os,” sagde Kongen, „eller viist os den skyldige Hæder, men det er min Villie, at alle Leensmænd i Landet skulle bøje sig under os, eller i andet Fald flye fra deres Ejendomme. Der ere andre vore Leensmænd i Vigen, nemlig Svend Bryggefod, Dag Eilifsøn, Kolbeen Klakka, disse skulle mundtlig fremme vor Sag og yde dig Hjælp til retmæssig og lovlig Fremfærd.” Sigurd svarede: „Ikke kjender jeg den Leensmand i Norge, hos hvem der behøves tre Leensmænd, foruden os, til at udrette Kongens Ærende.” Kongen sagde: „Du benytter dig ikke af deres Understøttelse, hvis du ikke behøver den.” Sigurd gjorde sig rejsefærdig, og sejlede med eet Skib øster i Vigen. Han stævnede Lænsmændene sammen. Derpaa blev paabudet et Thing over Vigen, til hvilket ogsaa Elvegrimmene eller Indbyggerne øster ved Elven bleve tilsagte; der kom en stor Mængde Folk sammen, samt de forhen nævnte Leensmænd; disse sagde til Sigurd, at han i Svenke vilde finde en haard Hals, „thi han besidder megen Magt og Indflydelse der øster ved Elven,” sagde de; “vi ville bede dig, at du i førstningen farer sagtelig med ham, og fremfører dit Ærende med Skaansel og ikke med Hæftighed, thi kun paa den Maade kan noget udrettes hos saa mægtig og uregjerlig en Mand.” Sigurd svarede: “Megen Magt maa Svenke besidde, hvis I tre med min Understøttelse ikke for ham kan sætte Kongens retlige Tiltale igjennem; thi jeg agter ikke at fremføre andet, end hvad tilbørligt er, hvad enten de vredes derover eller ej.” De lovede, at de visselig skulde understøtte og styrke Kongens Sag, som nu ogsaa var deres, men fandt det dog uvist, om det vilde have nogen god Fremgang.

10. Kapitel

Efterat Thinget var blevet sat, maatte man endnu bie efter Svenke en Stund; derpaa saae man dem komme; det var Folk, saa vel udrustede med Vaaben, som om man saae en noget ujævn men glindsende Isflade; Svenke kom med sit følge hen paa Thinget, og de satte sig alle i en Kreds; de udgjorde fem hundrede Mand. Da stod Sigurd op, og talte højt: “Guds og sin Hilsen sender Kong Magnus Guds og sine Venner, i Særdeleshed alle Leensmænd og formuende Bønder, samt den hele Almue, og med sin Hilsen venlige Ord og Venskabs Løfte til alle dem, som efter hans Villie ville sig føje. I ville have spurgt, at Kongen har renset sit Rige fra Voldsmænd, som forhen øvede megen og svar Ødelæggelse i dette Land; vilde Gud nu lade det have en Ende med deres Overmod, som begyndte paa den uhørte Dristighed og Nidingskab, at tage en Mand til Høvding imod Kong Magnus, der ikke var født og baaren til at regjere i dette Land; med denne Sag gik det, som man kunde vente og Ret var. Nu vil Kongen vise sig med al Blidhed og Fredsommelighed imod alle sine Mænd, saadanne, som ville være ham hørige og lydige; han lover at være et Værn og en Beskjermelse for alle Norges Indbyggere, store og smaae, rige og fattige; derimod kræver han af sine Undersaatter god Tjeneste og sømmelig Hjælp, og det er alles Gavn, at tage vel imod hans Bud, saa meget Godt, som han er i Stand til at yde eder, og dette viser han gjerne mod alle dem, som dertil gjøre sig værdige.” Da rejste en Mand sig i Elvegrimmenes Flok, høj af Væxt og stærkbygget af Lemmer, iført en lodden Kappe, med en Landse paa Skulderen, og en stor dansk Hat paa Hovedet; han sagde : „Her fattes det ikke paa Klang, sagde Ræven, den trak en Harpe paa Isen.” Han talte ikke flere Ord, og satte sig ned. Kort efter stod Sigurd Uldstreng atter op, og tog saaledes til Orde: “Kun liden Besked og Villighed finde vi i eders Flok, I Elvegrimme, til at fremme Kongens Ærende, og der er Maade med det Venskab, I vise mod os; men i sligt viser hver, hvorlunde han er. For nu tydeligere at fremsætte Kongens Ærende, da forlanger han Landskyld af de rige Bønder, og Ledingsgjerd og anden kongelig Rettighed, som I ere pligtige at yde ham; hver ihukomme, hvorledes de det have opfyldt, hver betænke hvad ham tilkommer og hvad Kongen har Ret at fordre, hvis forhen noget er skortet, og erindre sig, hvorledes det gik dem, som for kort siden rejste sig imod ham.” Sigurd satte sig ned. Den samme Mand, som før, rejste sig op i Elvegrimmenes Flok, løftede lidet paa Hætten, og sagde: “Det seer ud til Snefog, sagde Finnerne, de falbøde Skier.” Sigurd holdt da Samtale med Leensmændene, og sagde, at nu maatte man ikke længer lægge Skjul paa Kongens Ærende, men udrette det med Fynd og Klem. De bade ham endnu tale skaanende, og sagde, han vilde finde, hvilken haard Hals Svenke var, hvilket man ogsaa nok kunde mærke af hans Ord og Udtryk. Sigurd sagde, at han nu ikke længer kunde finde sig i, at bruge Omsvøb og eftergivende Ord. Han var iført en rød Skarlagens Kjortel, og havde derover en blaa Overkjortel. Sigurd stod op, var vred i Hu, kastede Overkjortlen, og sagde: „Nu er det kommet saa vidt, at hver maa vogte sig, og det er ikke længere Tid at stikke dette under Stol, eller at holde andre for Gjæk; det see vi nu, hvad vi holdes for værd, og det er til at fordrage, men langt værre er det, at der haanligen svares paa Kongens Ærende; giver dog hver derved til kjende, hvilken Mand han er. En Mand hedder Svenke, og er en Søn af Steinar, boer øster ved Elven, og har i lang Tid siddet inde med Kongens Ejendomme, og teer sig med meget Overmod og Stolthed, men mig tykkes dog rimeligt, at Kongen vil være stærkere, end han; Kongen fordrer af ham, som af andre sine Underdane, den ham tilkommende Skyld og rette Ejendom, eller byder ham rømme hans Lande; og det nytter ikke her at trække sig tilbage eller svare med drillende Ord, thi der vil vel findes en anden, saa mægtig som han, hvis han tager foragtelig mod vort Budskab, og det er ham bedre nu, end siden, at give efter med Ære, og ej vente Beskæmmelse for sin Stivhed og Halsstarrighed.” Derpaa satte Sigurd sig ned, men Svenke stod op, og kastede sin Hætte tilbage, og sagde: “Pyt! Pyt! Skam faae Hundene! Rævene slede i Bondens Brønd! Hør en Gang, hvilket Under! Du, en Mand med Klædning uden Ærmer og Bagstykker, byder du mig at rømme Landet? Tilforn bleve sendte to Mænd for det samme, næer i Slægt med dig, Sigurd Uldbaand! den ene hed Gille Bagrist, den anden havde et endnu værre Navn, de vare en Nat paa hvert Sted, og stjal, hvor de kom; hvad! byder du os at rømme Landet? Mindre var din Praten, medens Kong Hakon, min Fostersøn, levede, da du var saa ræd naar du kom paa hans Vej, som Muus i Pose, du blev skjult under Klæder, som Hund paa Skib, du blev stoppet i en Bælg, som Korn i Sæk, du blev jagen fra din Odel, som gildet Plovøg fra et Stutteri; du havde ikke mere Rum til at drage Aande, end Odder i en Fælde, vil du byde mig at rømme Landet? Du kan takke for god Behandling, hvis du slipper herfra med Livet! og lad os nu alle staae op og anfalde dem!” Da sprang alle hans Mænd op, og gjorde et stort Vaabenbrag. Svend Bryggefod og de andre Leensmænd saae da ingen anden Udvej, end at faae Sigurd paa en Hest, og han red det hurtigste han kunde bort til Skoven; saaledes endte dette Thing, at Svenke drog hjem til sine Gaarde, men Sigurd tog selvanden landvejs nordpaa til Throndhjem, og kom med saa slet forrettet Sag til Kong Magnus, og sagde ham, hvorledes det var løbet af.

11. Kapitel

Kongen sagde: “Trængte du nu ikke til hine Leensmænds Understøttelse?” Sigurd var misfornøjet over sin Rejse, og sagde, han vilde for alting have Hævn, og ophidsede Kongen meget dertil. Kongen svarede: “Altfor meget hæve Leensmændene sig, naar de ikke ville iagttage, at yde deres Konge den skyldige Lydighed; det har heller aldrig lykkets godt for dem i dette Land: først i Kong Olaf den Helliges Dage i den Sag, der var imellem ham og Erling Skjalgsøn; saa og med Einai Thambeskjælver, som i Magt vilde kappes med vor Frænde, Kong Harald; saa gik det ogsaa nu med Steg-Thorer og Egil; det tilhører Kongeværdigheden, at ydmyge sine Undermænds overdrevne Fremskridt og Overmod, naar de ikke formaae at sætte ret Priis paa sig selv; vistnok er Svenke en mægtig Mand, men maaskee han dog agter sig selv vel højt, hvis han vil trætte mod mig.” Kong Magnus lod da fem Skibe udruste, og sejlede strax, da han var færdig sydpaa langsmed Landet, og saa øster til Vigen, hvor han tog paa Gjæsteri hos sine Mænd. Kongen sagde dem, at han vilde tale med Svenke; “thi,” sagde han, “jeg vil lade eder vide, at jeg agter ene at være Konge over Norge, saalænge ingen anden er ved Fødselen lige berettiget til dette Rige; saa vilde jeg ogsaa, at Leensmændene ikke ere saa overmodige, at selve mine om min Person værende Høvdinger skulle behandles saa usselt og foragteligen, som Sigurd Uldstreng nu er blevet det af Svenke.” De sagde til Kongen, at Svenke var baade en mægtig og trodsig Mand, og at der manglede ham hverken paa Mandskab eller Vaaben.

12. Kapitel

Kong Magnus drog fra Vigen med følgende Leensmænd: Svend Bryggefod, Dag Eilifsøn og Kolbeen Klakka. Da de kom udenfor Svenkes Gaard, bade Leensmændene om at de først maatte gaae i Land og spejde; “thi vi frygte for,” sagde de, “at Svenke har en Trop paa Benene, og ligeledes nogle omkring i Skovene.” Kongen bad dem raade; “men værer dog forsikkrede om,” sagde han, “at jeg er beredt paa at lade Bønderne bestaae en haard Dyst, hvis de ikke selv holde sig i Tømme.” Da de kom op paa Landet, saae de, at Svenke var kommen paa Vejen fra sin Gaard med en anseelig Trop, alle velrustede Mænd. Leensmændene satte et hvidt Skjold op, og da Svenke saae det, standsede han sine Folk, og de mødtes. Da sagde Kolbeen: “Kong Magnus sender dig, Svenke, Hilsen, samt at han beder dig betænke din Skyldighed og Kongens Værdighed, og ikke at begynde paa nogen Ufred, eller tænke paa at stride med Kongen; vi byde os til at bringe Fredsbud imellem eder; du er altfor forstandig en Mand til at du under saa mislige Omstændigheder skulde prøve Styrke med din retmæssige og til dette Land ætbaarne Konge; hidtil har det ikke gaaet vel for nogen.” Svenke svarede: “Ikke agter jeg først at yppe Ufred mod Kongen; kun for den Sags Skyld gik vi eder imøde, at vi ikke vilde have, I skulde nedtræde vore Agre eller tilføje os anden Skade. Nu ville vi bie her, hvis I ville gaae til Kongen.” De vendte da tilbage til Kongen, og sagde ham ikke andet end hvad roligt og fredeligt var om Svenke; “han vil,” sagde de, “overgive hele sin Sag i eders Vold og Dom.” “Snart er min Dom afsagt,” sagde Kongen; “han skal flye fra Landet, og aldrig mere komme tilbage, saalænge mit Herredømme varer i Norge; saa skal han og miste alt sit Gods.” Kolbeen svarede: “Vil ikke det være eder til større Hæder, Herre, og for andre kjærere at høre, at I forvise ham fra Landet med saa meget Gods, at han andensteds kan leve anstændig med mægtige Mænd, men han skal aldrig komme her tilbage, saalænge vi have hans Landejendomme inde; I handler i saa Fald dog ædelmodigen; betænk og agt paa eder selv og eders Værdighed, og gjør ogsaa noget for vor Forbøns Skyld, om eder saa behager.” Kongen sagde: “Han skal strax fare bort.” De gik til Svenke og bragde ham mild Hilsen fra Kongen, og derhos, sagde de, forlangte han, at du for din Forseelse skulde vise ham den Hæder, at drage bort fra Landet med saa meget Gods, som du anstændig kan leve af; dette er, som du selv kan indsee, til Ære for eder begge.” Svenke sagde: “Da har det taget en heel Forandring, hvis Kongen taler vel og fredsommelig til mig, men hvorfor skulde jeg flye fra mine Landejendomme og Besiddelser? Hvilket Under! Bedre tykkes det mig at falde paa mit Gods, end at flye fra min Odel og mine Ejendomme; forkynder saa Kongen , at Svenke vil ikke flye saa meget som et Pileskud.” Kolbeen svarede: “Det er ikke afgjort, min Ven, at det er det bedste, thi det er bedre, at give noget efter til Ære for den bedste Høvding, end at staae imod, sig selv til stor Vaande. En brav Mand gaaer det vel, hvor han lever; du bliver mest agtet der, hvor de ypperste Mænd ere tilstede, allerhelst du nu har staaet dig saa brav imod slig en Høvding. Tag nu vort langvarige Fostbrødrelag og fuldkomne Venskab i Betragtning, og afslaa, for vor Begjerings Skyld, ikke dette Kongens Budskab, og befri derved mange brave Mænd fra mange Farer; og hvis du gjør, som vi bede, saa ville vi tilbyde os at forestaae og troligen bevare dine Ejendomme; samt, hvis du, som vi haabe, kommer tilbage til dine Besiddelser, da skal du aldrig betale Skat, uden det skeer med din egen gode Villie; vi skulle derpaa vove Gods og Liv, om det behøves, at faae dette udvirket hos Kongen.” Svenke tav en Stund, og svarede derpaa: „Visseligen have I underhandlet i denne Sag, men jeg har dog nogen Mistanke om, at I noget have forvendt Kongens Ærende; ikke desmindre formedelst den store Velvillie, I have viist i denne Sag, vil jeg agte eders Ord saa, at jeg skal drage bort, og være borte fra Landet eet Aar om, hvis jeg da siden maa beholde mine Ejendomme i Fred. Forkynder saa Kongen, at jeg gjør dette for eders Ords Skyld, ikke for Kongens, thi jeg finder nu, som før, hos eder et oprigtigt Venskab imod mig.” De drage nu hen til Kongen, og sige, at Svenke overgiver hele sin Sag til hans Dom, „og forlanger derfor Hæder af eder, Herre! han vil blive borte i tre Aar, og da komme tilbage, hvis det er eders begges Villie; bifald nu dette for eders Kongedømmes og vor Bøns Skyld; hans Sag beroer aldeles paa eders Dom; modtag dette Forlig af ham, men vi skulle gjøre alt hvad vi formaae, at han aldrig skal komme tilbage, uden med eders Villie.” Kongen svarede noget seent: „Bravt handle I, og for eders Skyld skal vi gjøre, hvad I forlange; forkynder ham saa!” De takkede Kongen. De droge da hen til Svenke, og bragde ham Kongens milde Hilsen: „det vil være os en Glæde,” sagde de, „hvis I kunde forliges; Kongen forlangte, at eders Fraværelse slulde bestemmes til tre Aar, men vi vide dog, at han for den Tid vil finde, at han ej kan undvære dig her i Landet; det vil geraade dig selv til Ære, ikke at sige Nej dertil.” Svenke svarede: „Hvorfor skulde jeg da fortørne Kongen ved min Nærværelse? Overtag nu her, Kolbeen! Bestyrelsen af min Bo!” Svenke stod op, og vendte med sine Folk tilbage til Gaarden, og tog strax derpaa bort; thi han var allerede i Forvejen belavet paa alt dette.

13. Kapitel

Kolbeen blev tilbage, og beredte et prægtigt Gjæstebud for Kongen, og lod som om Svenke havde forhen været betænkt derpaa. Svenke red op i Gøtland med de Folk, han vilde have med sig; Kongen var til Gjæsteri paa Svenkes Gaard. Derpaa drog han nordop i Vigen, hvor Leensmændene anrettede Gjæesteri for ham, og han tøvede der en Stund, og var vel tilfreds med det imellem ham og Svenke sluttede Forlig; Svenkes Besiddelser bleve da udgivne for at være Kongsejendomme, og Kolbeen skulde varetage dem; de forhen nævnte Leensmænd styrede alt dette til største Ære for Kongen, men bevarede tillige paa bedste Maade alt det, som Svenke ejede. Derpaa drog Kongen med sin Flaade nordpaa langsmed Landet heelt op til Throndhjem; men da gave allehaande Skarns Pak og Ransmænd sig til at anfalde Elvegrimmene, som nu ingen Høvding havde; Leensmændene sendte da Bud til Kongen, at Landet der østerpaa vilde ødes, dersom det længe var uden Høvding; “det synes os derfor tjenligst, Herre!” sagde de, “at I kalder Svenke tilbage til Landet, og under ham at bryde Strømmen for andre (4), thi ham vil det mindst mangle paa Mod og Kraft til at jage Ildgjerningsmænd bort og ødelægge Vikinger.” Kongen saae, at dette var sandt, og efter sine Venners Forestillinger sendte han to Gange Mænd efter Svenke, men denne kom ikke, førend da Kong Magnus selv kom ned til Danmark; da mødtes han og Svenke, og forligtes aldeles; Svenke drog da til sine Ejendomme og Gaarde, og var siden Kong Magnuses troeste Ven og hans Riges Styrke der østerpaa; dette deres Venskab vedvarede, saalænge de levede.

14. Kapitel

Efter Steg-Thorers og Egils Henrettelse, fortælles der, kom Hakon, en Søn af Povel Jarl Thorfinnsøn, ovre fra Sverrig til Norge til sin Frænde Kong Magnus. Hakon havde da længe været borte fra Ørkenøerne, hvor han ikke troede at kunne være formedelst den der herskende Uro. Kong Magnus tog vel imod ham. Der fik Hakon de Efterretninger fra Ørkenøerne, at hans Farbroder, Erlend Jarl, og dennes Sønner havde mest der at sige, og vare meget afholdte, men Hakons Fader, Povel Jarl, havde kun liden Deel i Regjeringen. Saavidt han havde forstaaet af de Mænd, der kom til Norge fra Øerne, og som med Oprigtighed skildrede ham Tilstanden der, saa havde Indbyggerne paa Ørkenøerne heller ikke stor Længsel efter, at han skulde komme derover; nu levede de i Fred og Ro, men de frygtede for, hvis Hakon kom did fra Norge, skulde Strid og Splid atter begynde. Da Hakon overtænkte disse Omstændigheder hos sig selv, fandt han det rimeligt, at hans Frænder vilde forholde ham Regjeringen, og ikke unde ham et sikkert Opholdsted, hvis han med liden Mandstyrke kom did. Han forlangte derfor af sin Frænde, Kong Magnus, at han skulde styrke ham til, at gjenvinde det Rige paa Ørkenøerne, som han var født og baaren, til, men Kongen viste ikke megen Beredvillighed dertil. Hakon var en forstandig Mand, og troede vel at kunne mærke af Kongens Yttringer, naar de talte sammen, at denne var herskesyg og begjerlig efter andre Høvdingers Herredømme. Hakon begyndte da at forestille Kongen, at det var et en stor Herre værdigt Foretagende, at opbyde Leding og hærge paa Vesterhavet, og at underlægge sig Syderøerne, som Harald Haarfager havde gjort, og hvis han fik Herredømmet over Syderøerne, saa var det bekvemt derfra at hærge paa Irland og Skotland, men hvis han fik disse Lande i sin Magt, da vilde det være godt, understøttet af Nordmændene, at anfalde Engelskmændene, og hævne sin Farfader Kong Harald. Men da de talte herom, mærkedes det snart, at slige Taler fandt Kongens Bifald, og han svarede saa: „Dette er baade talt som det sømmer sig en brav Mand og Høvding, og stemmer tillige vel med mine egne Tanker, men du skal betænke, Hakon, at, hvis jeg af dig lader mig overtale til med en Hær at drage vestpaa, maa det ikke komme dig uventet, hvis jeg føler en stærk Drift til at bemægtige mig alle Riger i Vesterhavet, og i den Henseende skærer alle over een Kam.” Men da Hakon hørte denne Afgjørelse, sagtnedes hans Iver, thi han kunde vel mærke, hvortil det sigtede. Han lod da være med at opmuntre Kongen til nogetsomhelst Hærtog, hvilket da heller ikke var synderlig nødvendigt, thi efter denne Samtale sendte Kongen Bud over hele sit Rige, for at opbyde Leding til næste Sommer; han bekjendtgjorde for Folket, at han agtede med denne Hær at sejle til Vesterhavet, hvad mere Nyt der end siden vilde spørges om hans Foretagender. Man gjorde sig da fra hele Landet rede til dette Tog med Kongen.

15. Kapitel

Under Kong Magnuses Regjering kom der fra Island til Norge en Mand, ved Navn Gisl, en Søn af Illhuge, Thorvalds Søn, Tinds Søn. Tind var Broder til Illhuge Svarte. Gisl var sytten Aar gammel, da han rejste til Norge; han forholdt sig stille og var tavs af sig. Han tog sig Ophold hos en mægtig Mand, som hed Hakon paa Forborde. Gisl skjøttede mest sig selv, og var aldrig glad. En Gang sagde Hakon til ham: “Jeg har gjort mine Bemærkninger over dit Sindelag, og synes du altid gaaer i dybe Tanker, og eet af to maa være Tilfældet, enten at du ruger over store Planer, eller store Ting maae være dig gaaede imod. Siig mig nu, hvad det er, du pønser paa, og om du end har noget stort for, vil jeg dog kunne tie dermed; men hvis du ikke vil sige mig det, men dog herefter vover dig i noget stort Foretagende, saa vil det mishage mig.” Gisl svarede: “Du gjætter rigtig, og jeg skal sige dig Sandheden. En Mand hedder Gjavald, og man har sagt mig, at han nu er Kongens Hirdmand. Gjavald, tilligemed sin Svoger Thormod Kollesøn, var med at dræbe min Fader, og gav ham Banesaar, saa at jeg saae derpaa, ude paa Island. Nu er jeg kommen her til Landet, i den Hensigt, at hævne min Fader, eller lade mit Liv.” “Det er et vanskeligt Foretagende,” sagde Hakon, “thi Gjavald opholder sig hos Kong Magnus og staaer i megen Yndest, og det vil ikke være let for en Udlænding at naae til ham, men jeg skal ikke nægte dig min Bistand.” Kong Magnus sad den Vinter i Nideros, og Gjavald var hos ham vel anseet. Gisl rejste til Byen, og fandt efter sin Husbonde Hakons Raad paa det Paafund, at lade gyde varmt Vox paa sit Ansigt, og lod det størkne derpaa, saa at han derved kom til at see sygelig ud. Han oppassede Gjavald, men fandt ingen bekvem Lejlighed til at anfalde ham.

16. Kapitel

Det var en Løverdag, at Gisl stod ved en Gade tidlig paa Dagen, og han hørte en stærk Tummel; han saae hvorledes Kong Magnus gik med et stort følge, i hvilket han ogsaa saae Gjavald. Da kom der en Kone ud af en Gaard, med et Barn paa Armen; det var Gjavalds Kone, Helga Thormodsdatter, hun kaldte paa ham, og han gik hen til hende, men Kongen og hans følge gik deres Vej videre frem. Derpaa gik Gjavald op ad Gaden med en anden Mand. Da sprang Gisl imod ham, og hug til ham, og traf ham i Skulderen, Armen sank ned, men gik ikke af. Gjavald vendte sig imod ham, Gisl hug ham da paa den anden Skulder, og bibragde ham et Saar, som det første; da faldt Gjavald. Gisl løb ned paa Bryggen, hvor der laae en lille Baad ladet med Pindebrænde; den Mand, som ejede Baaden, hed Thorsteen, var en Islænder, liden af Væxt. Gisl sprang i Baaden til Thorsteen, styrtede Brænden overbord, og roede over til Bakke; da de kom midt ud i Aaen, stod Gisl op, og raabte mod Bryggen: „De Saar, “sagde han, “som Gjavald, Kong Magnuses Hirdmand, har faaet, hvis for Saar sagsøges, men hans Drab, hvis for Drab sagsøges, lyser jeg mig paa Haand, jeg hedder Vigfus i Morgen, men i Aften tænker jeg, jeg hedder Ufejg.” Derpaa landede de ovenfor Bakke, og Gisl løb der op i Land. Da blev der blæst i Byen, og man drog ud for at opsøge Drabsmanden baade paa Skibene og paa Landjorden. Han blev funden i noget Krat, og ført til Byen. Kongens Mænd beskyldte Thorsteen for, at han havde ført Gisl over Aaen, gave ham Sag derfor, og sagde, han havde fortjent døden. Da sagde Gisl: “Beskylder ikke denne Mand for det, som han ingen Skyld har i.” Gisl greb Thorsteen, som gik ved Siden af ham, han var saa liden, at han neppe naaede ham op under Armen. Gisl kastede ham op i Vejret med den ene Haand, og sagde: “Seer nu en Gang her,” sagde han, „hvorledes skulde denne Usling kunne forholde mig Baaden, naar jeg vilde have den, da jeg kan svinge ham, som et Barn; lader ham fare i Fred, thi han er uskyldig.” De gjorde saa, og sagde, at Gisl talte som en brav Mand. Gisl blev sluttet i den Fjædder, som Kong Harald Sigurdsøn havde ladet gjøre, og som ingen hidtil havde kunnet komme ud af. Han blev sat i en Jordstue, som en Kone havde Raadighed over. Den Gang vare der mange Mennesker samlede i Byen; der vare tre Islandsfarere; for det ene af disse Skibe raadte Teit, Biskop Gissurs Søn; der var ogsaa den Gang Jon Øgmundsøn Præst, som siden blev Biskop; og der vare ikke færre, end tre hundrede Islændere i Byen. Kong Magnus var overordentlig vred, han sad paa Stævnemøde tilligemed Biskoppen der i Byen; Jon Præst, som var en Ven af Biskoppen, var ogsaa der tilstede. Kongen befalede, man skulde dræbe den Skyldige; i det samme slog Klokken Non (5). Kongen sagde: „Er det nu Non? seer paa Solen!” Man gjorde saa, og Nonet var begyndt. Da sagde Biskoppen : „Helligdagsfreden maa komme Manden tilgode, skjønt han har svarlig forbrudt sig.” Kongen sagde: „Dette er eders Paafund, og I have oplagt Raad imod mig.” „Ingenlunde, Herre!” sagde Biskoppen, „men betænk selv, hvad sømmeligt er.” Derpaa forsamlede Islænderne sig; der vare mange Frænder og Venner af Gisl, og de talte om, hvorledes de skulde bære sig ad. De syntes, at Sagen var meget vanskelig, og kunde ikke blive enige.

17. Kapitel

Nu kom Søndagen, da kom der Bud til Kongen, at Gjavald ønskede, at tale med ham. Kongen gik til ham; da sagde Gjavald: „Nu, Herre, vil jeg gjøre Anordning om mit Gods, thi jeg veed ikke, hvorlænge jeg faaer Frist dertil, men bede vil jeg, at I giver Gisl Fred, thi mandhaftig har han hævnet sin Fader.” „Det lader sig ikke gjøre,” sagde Kongen. Gjavald sagde: „Du veed, Konge! at jeg har længe fulgt dig, og stundom vovet mit Liv for dig, og været beredt til at udføre alt hvad du vilde paalægge mig, hvad enten det var godt eller ondt, men nu kan det hænde sig, at det er sidste Gang vi sees, jeg haver nu talt med Præsterne, og skriftet dem min Forfatning, og er blevet berettet af dem, og de forkynde mig, at jeg vil blive en Frelsens Mand, hvis jeg nu tilgiver det, som er forbrudt imod mig. Nu haaber jeg, Herre! at du ikke saalunde vil tillukke mig Himmerige, at denne skal være en dødens Mand.” „Du viser dig som en brav Mand,” sagde Kongen; han gik bort, og Gjavald døde kort efter.

18. Kapitel

Tidlig om Mandagen holdt Islænderne et Stævnemøde; da sagde Teit: „Her seer det kun slet ud med vor Sag, dersom vor Landsmand og agtværdige Fostbroder bliver dræbt, men vi alle kunne see, hvor vanskeligt det er at paatage sig denne Sag, og at enhver derved sætter sig selv og sit Gods i Vove. Nu giver jeg det Raad, at vi overlade det til Kongens Dom, men hvis der er ingen Udvej til, at Manden kan beholde Livet, da skulle vi alle dræbes eller i andet Fald sætte vor Sag igjennem; den ville vi følge, som gjøres til Formand.” De sagde alle, at de vilde have ham i Spidsen, og følge hans Beslutninger. “Han svarede: „Saa maae I indsee, at I alle skulle sværge mig en Ed, hverken at spare eder selv eller eders Gods, for at fuldføre det, jeg beslutter i denne Sag.” dette gjorde de. Derpaa gik de i Bad, og i det samme blev der blæst; Teit løb strax ud af Badet, han var i Skjorte og linnede Beenklæder, og havde et Guldbaand om Panden, men over sig en bredstribet (6), rød og bruun, Skarlagens Kappe, foret med Graaskind, og Skindet vendte udad. Da vare alle Islænderne komne der sammen; men det skeer just ikke lige paa een Gang, at der blæses, og Mænd komme sammen. Da sagde Teit: “Lad os nu begive os hen til Stuen, hvor Gisl er, og see at komme Kongens Mænd i Forkjøbet.” De gik rask op ad Gaden, og det foraarsagede megen Tummel; Konen havde anbragt en Blærerude (7) paa Stuen. Hun løb ud af Huset, og sagde til Gisl: “Stor Ulykke er det, at du kom herned, thi nu komme Kongens Mænd hid.” Gisl svarede: “Lad det ikke fortryde os, Fostermoder!” Han kvad da denne Vise:

Om Skjalden end maa dræbes,
Jeg munter dog skal være;
Os skarpe Lænker skære
Alt hedende til Benet.
Enhver maa døe, o Kvinde!
Dog kjekt er mandigt Hjerte,
Gjæv end en Gang i Sangen
Jeg daadfuldt Liv vil mindes.

Derpaa hug de Døren op, og den brast med et højt Bulder. Da allene saae man, at Gisl foer sammen, men dog kun lidet. Teil hug Fjædderen af ham, og tog ham ind i sin Flok; saaledes gik de til Mødet. Da gik fra den anden Side Gjæsternes Høvding Sone til Mødet, og havde da i Sinde at hente Manden. Han sagde: “Ikke have I nu været seendrægtige, I Islændere! Nu, tænker jeg, I tilegne eder Dommen over Manden, og ikke Kongen. Det er ogsaa godt, at de komme til at erindre hvad de have gjort denne Morgen; og fortørnet er Kong Magnus bleven over mindre Forseelser, end at hans Hirdmand er bleven dræbt af de Talgknegte (8).”

19. Kapitel

Men da Thinget var sat, stod Sigurd Uldstreng op, og sagde: “Jeg tænker, de fleste monne vide, at vor Kamerad, Gjavald, er dræbt; en Mand kom hid ude fra Island, og troede at have Sag imod ham, og bedrev den Udaad at give ham Banesaar strax, uden at underhandle om Bøder, som andre have for Skik; os Kongens Mænd maa det forekomine, at lidet er der i Vejen for at fornærme Kongens Hird, naar slig Udaad skal taales, at man nedhugger den; maaskee de da ej høre op, før de komme til Hovedet, og skaane ikke Kongen selv mere end andre Mænd. Sligt er en uhørt Gjerning og fortjener svar Straf, og for sligt kan ej raades Bod, om end ti af Islænderne bleve dræbte, saaledes som een af vore Mænd er dræbt, og man saaledes straffer deres Udædiskhed, at tage Mænd af Kongens Vold.” Derpaa tav han. Da stod Teit Biskoppens Søn op, og sagde: “Vil Kongen tillade mig at tale?” Kongen spurgte den Mand, der stod hos ham: “Hvo er den Mand?” Han svarede: “Herre! Det er Teit Biskopssøn.” Kongen sagde til Teit: “Paa ingen Maade vil jeg tillade dig at tale, thi hvert Ord, du siger, vil være meget fordærveligt, og det var bedre, din Tunge var udskaaren.” Da stod Jon Øgmundsøn Præst op, og sagde: “Vil Kongen tillade mig at tale et Ord?" Kongen spurgte: “Hvem taler nu?” Hiin Mand svarede: “Det er den islandske Præst, Jon.” Kongen sagde: “Tillade vil jeg dig at tale.” Da begyndte Jon Præst saalunde sin Tale: “Gud maa man derfor takke, at Landene, Norge og Island, nu ere kristnede, thi tilforn rasede Mennesker og Djævle tilsammen i Hob, men nu lader Djævelen sig ikke saa djærvelig tilsyne blandt Menneskene; nu faaer han Mænd til at fremføre sine Ærender, som vi for nylig have haft prøve paa, da Djævelen talede af den Mund, som nys tog til Orde; først blev een Mand dræbt, men siden higede han efter, at ti skulde dræbes; og det formener jeg, at slige Mænd i deres lyst til det Onde og ildesindede Raad især lægge Vind paa at tilintetgjøre Retfærdighed og Miskundhed og andre Høvdingernes Dyder, og ophidse og bestyrke dem i Grumhed og Tyranni, og saalunde glæde Djævelen ved kristne Mænds Drab. Men ligesaa vel, Herre Konge! ere vi dine Undersaatter, som de, der boe her i Landet; det skulle I betænke, som ere satte her i Verden til Høvdinger og Dommere over Folket, at I have for Øje hiin Dommer, som skal komme ved den yderste Dom at dømme hele Verden. Meget, Herre! maa det være eder magtpaaliggende, at I dømme rettelig, og ikke vrangt; thi til hvert Thing og Møde kommer selve den almægtige Gud og hans Helgene, gode Mænd gjæster Gud og retfærdige Domme; saa kommer ogsaa Djævelen og hans Udsendte at gjæste onde Menneskers Gjæninger og uretfærdige Domme; men uden Tvivl skal den Dommer komme omsider, som rettelig skal dømme alt. Betænk nu, Herre Konge! hvilken Ild der vel er hedest og langvarigst, den som er lagt i Egebjelken, der er stillet om Ovnen, eller den, som er optændt i tørre Grene. Hvis du nu, Konge! afsiger vrange Domme, da vil du kastes i den Ild, som er lagt i Egebjelken, men hvis du, efter dit bedste skjønnende, afsiger retfærdige Domme, da har du dog Haab om at vorde renset i Skjærsilden, som gjort er af tørre Grene.” Saaledes endte Jon Præst sin Tale. Da sagde Kongen: “Skarpt har du talt, Præst!” men man kunde dog ikke mærke paa ham, at han vrededes meget derover. Da stod Gisl op, og sagde: „Vil du tillade mig, Konge! en kort Yttring?” Kongen spurgte, hvo der nu talte? Man sagde ham det. „Jeg vil ikke forbyde det,” sagde Kongen. Gisl sagde: „Da begynder jeg med at omtale min Faders Drab; denne Gjerning øvede Gjavald og Thormod, da var jeg sex Aar gammel, og min Broder Thorvald ni; vi vare begge nærværende, da min Fader blev dræbt. Da sagde Gjavald, at man skulde dræbe begge os Brødre, men med Skam maa jeg tale om, Herre, at den Gang klynkede jeg og græd.” Kongen sagde: „Mandigen har du udslettet Sporet af den Klynken.” Gisl sagde: „Sandt at sige, Herre! har jeg længe i Vaaren oppasset Gjavald, og to Gange, da jeg havde bedst Lejlighed til at udføre mit Forsæt, afholdtes jeg, den ene Gang af Ærbødighed for Kirken, i hvis Nærhed det var, den anden Gang formedelst Nonringningen, og derfor tænker jeg nu, at nonringningen har frelst mit Liv; men jeg har digtet et Kvad om eder, og ønsker, I vilde høre det.” Kongen sagde: „Kvæd, om du vil!” Han fremsagde Kvadet fyndigen, men der var ikke meget Skaldskab i dette Digt. Derpaa sagde Gisl til Teit: „I har viist meget Ædelsind imod mig; dog vil jeg nu ikke længer udsætte eder for Fare, men overgive mig i Kong Magnuses Vold, og bringe ham mit Hoved.” „Gjør nu, som du vil!” sagde Teit. Gisl nedlagde derpaa sine Vaaben, gik over Møde-Fjællene, lagde sit Hoved paa Kongens Knæ, og sagde: „Gjør nu med mit Hoved, som eder synes, takke vil jeg, hvis I vil give mig det, og gjøre mig til en saadan Mand, som I selv finder for godt.” Kongen svarede: „Raad selv for dit Hoved, og gak ind tilbords i Gjavalds Plads, tag der Spise og drikke, og forestaa den Tjeneste, han tilforn har Haft; dette gjør jeg især for min Ven Gjavalds Bøns Skyld. Nu maae dog otte Islændere gaae frem som Borgen; men for Gjavalds Drab idømmer jeg sexten Mark Guld; Halvdelen skal eftergives for hans Brødes Skyld, men hver af eder Borgen betale sin Mark.”. De takkede Kongen, og indgik dette Forlig. Da sagde Kongen til Jon Præst: “Megen Priis sætter jeg paa din Forbøn, du har talt paa Guds Vegne; gjerne vil jeg indsluttes i dine Bønner, de monne meget formaae hos Gud, thi jeg troer at de samstemme, hans og din Villie.” Han lovede Kongen sin Forbøn. Og en Dag da Jon Præst gik paa Gaden, sagde en Mand til ham: „Gak ind i Herberget, Sigurd Uldstreng ønsker at tale med dig.” Han gjorde det. Sigurd sagde: „Jeg veed ikke, Præst! dine Ord maae have saaret mig; thi jeg er syg, og ønsker, du vil synge over mig.” Han gjorde saa, og signede ham (9). Da sagde Sigurd: „Meget formaae dine Ord, baade haarde og milde, thi nu har jeg det godt.” Sigurd gav Jon Præst gode Gaver, og de skiltes ad som Venner. Denne Sigurd lod først oprette Klosteret paa Nidarholm, og gav store Landejendomme dertil. Derefter rejste Jon Præst og Teit Biskopssøn til Island; Teit blev en anseelig Mand, dog levede han ikke længe. Jon Præst blev Biskop til Holum, og er nu en sand Helgen.

20. Kapitel

Nu vende vi tilbage til vor Fortælling, som vi før forlode, at Kong Magnus rustede sig til at drage fra Landet; han havde sin Søn Sigurd med sig. Gisl Illugesøn og mange andre anseelige Mænd rejste med Kongen; han havde baade meget og smukt Folk og en udvalgt Flaade; med denne Hær styrede Kong Magnus til Vesterhavet, først til Ørkenøerne. Han tog Jarlerne Povel og Erlend til Fange, og sendte dem begge over til Norge, men han lod sin Søn Sigurd blive tilbage som Høvding over Øerne, og gav ham Raadgivere. Dette omtaler Thorkel Hamarskald, at Kong Magnus sejlede til Vesterhavet:

Mod Vesten styred Helten,
Da Fred ophøre skulde;
Havbrænding haardt saae brydes
Mod Stavne kjekkest Fyrste.

Kong Magnus førte med sig fra Ørkenøerne Erlend Jarls Sønner, Magnus og Ellina, og Hakon Povelsøn, og meget andet Krigsfolk; han sejlede med hele sin Hær til Syderøerne, og da han kom der, begyndte han strax at hærge; de brændte Bygderne, dræbte Indbyggerne, og plyndrede, hvor de droge frem, men Beboerne flygtede langt bort, nogle op paa Skotland eller ind i Fjordene. andre sydpaa til Satire (10) eller til Irland; nogle gik Kong Magnus tilhaande, og fik Fred. Han indtog først Ljodhus (11), og brændte Bygden der, derpaa hærgede han paa Ivist (12), brændte der og ranede alt Gods. Saa siger Bjørn hin Krephænde:

Paa Ljodhus graadig Luen
Sit Lys mod Himlen kasted,
Fra Huse højt den spruded,
Da fly’de hvo som kunde;
Ivist den Herre hærged
Med Sværd og Ild, dets Bønder
Saa Liv som Guld der misted,
Og rigt var Kongens Bytte.

Derpaa hærgede han paa Skid (13), og derefter indtog han Øerne Tyrvist (14) og Myl (15), som Bjørn siger:

Paa Skid vel Grønlands (16) Hersker
Rovfugles Hunger stilled;
Paa Tyrvist tuded Ulven
Heel glad ved faldne Kroppe.
Haardt Skotters Overvinder
Forfulgte mylske Skarer,
Og Syderøers Kvinder
Ved Elsktes Tab bedrøved.

Kong Magnus kom med sin Flaade til Helge-Øen (17), og gav alle Indbyggerne der Fred og Sikkerhed, samt lod dem beholde al deres Ejendom. Man fortæller, at Kong Magnus oplukte Kolumkilla-Kirken hin lille, og gik derind; men han lukte strax igien Døren i Laas, og sagde, at ingen skulde driste sig til at gaae derind, og siden har denne Kirke aldrig været aabnet. Derpaa sejlede Magnus med sin Flaade til Il (18), hvor han skjændte og brændte, og da han havde indtaget denne Ø, lagde han syd ned under Satire, og hærgede derfra paa begge Lande, Skotland og Irland, saa foer han med Hærskjold heelt syd ned til Man, og hærgede der, som andensteds; saa siger Bjørn:

Med Hærstjold herlig Konning
Til Sandøs Sletter stunded;
Paa Il det røg, da Huse
Af Drottens Mænd opbrændtes.
Satires Ungersvende
Sig bøjed for hans Landse,
Og saa den sejerrige
Lod manske Tropper falde.

21. Kapitel

Lagmand hed en Søn af Syderøernes Konge Gudrød. Han var sat til Landværn for Norderøerne. Men da Kong Magnus kom til Øerne, og hærgede, flyede Lagmand hid og did paa Øerne; men tilsidst fik Kong Magnuses Mænd ham taget til Fange tilligemed Beseætningen paa et Skib, da han vilde flye ud til Irland; Kongen lod ham sætte i Jern og holde i Forvaring; som Bjørn siger:

Snart blev for Gudrøds Arving
Hvert Tilflugtssted usikkert;
De Thrønders Konning Lagmand
Af Lande der forviste.
Ung Agdeboers Fyrste
I Træfningen ved Kysten,
Hvor tynde Klinger toned,
Tog Krigeren til Fange.

Ogsaa Gisl Illugesøn omtaler, at Kong Magnus drev Hærværk paa Øerne, tog Lagmand til Fange, og beholdt ham i sin Magt; han kvad:

Uden for Skid,
Da Skotter fly'de,
Herskeres Skræk
Tog Herren af Ivist;
Den Hærfører,
Som frem haster,
Fangne Kong Lagmand
Førte med sig.

22. Kapitel

Derpaa sejlede Kong Magnus med sin Flaade til Bretland (19), og lagde sig i Øngelsøsund (20). Der kom en stor Hær fra Bretland imod ham; over den befalede to Jarler, Huge hin Prude og Huge hin Digre; begge vælske (21) af Æt. Saa siger Gisl:

Øfolks Slægters
Fire Lande
Havde den Ædling
Undertvunget,
Før krigsvant
Hæres Ordner
Traf da de
Vælske Jarle.

Jarlerne lagde strax til Slag, og der holdtes en meget skarp Træfning; saa siger Gisl, og roser sig af, at han var med i dette Slag hos Kong Magnus:

Med Haralds Frænde
Fægtning vi øved
Ved Øngelsøs
Indre Kyster,
Da i Vrede
Rigers Støtter,
Konge og Jarler
Kæmped sammen.

Nordmændene gjorde strax i Begyndelsen et meget hæftigt Anfald med Skudvaaben. Huge hin Prude var rustet fra Top til Taa, saa der var ikke et bart Sted paa ham, uden Øjnene allene. Kong Magnus skjød med Haandbue, og en anden Mand fra Helgeland, som stod ved Siden af ham. De skjøde begge paa een Gang mod Huge hin Prude, den ene Piil traf Næseskjærmen af hans Hjelm, som derved bøjede sig omad paa den ene Side; saa siger Gisl:

Mangt et Skjold
De som Magnus fulgte
Med blank Odd
Splittet havde,
Da Hertugens
Kunstige Hjelm
For Kongens Piil
Maatte briste.

Det andet Skud traf Jarlen i Øjet; det fløj heelt igjennem Hovedet og ud igjennem Nakken, og dette blev af de fleste tilskrevet Kongen, saaledes som Bjørn siger:

Paa Øngulsø har Kæmpen
Prud Huge skilt ved Livet,
I hæftigt Slag fløj Pilen,
Og rammed hvor den skulde;
Nu alle Øer hærget
Har jyders Overvinder,
Og fældet Fyrstes Lande
Nu mægtig Konning hylde.

Det siger ogsaa Thorkel Hamarskald udtrykkelig, at Kong Magnus voldte Jarlens død; skjønt Gisl ellers tykkes at angive dette fuldt saa tydelig i hans nysanførte Vise. Thorkel kvad:

Paa Brynjer regned Brodde,
Heel kraftig skjød vor Fyrste,
Vel Buen Agdes Hersker
Da spændte, rødned Hjelme.
Som Hagl fløj Piles Mængde
Mod Skjoldene, de trufne
Nedstyrtede i Slaget,
Da Kongen Jarlen fældte.

Der faldt Huge Jarl hin Prude og en stor Mængde af Britterne, thi Kong Magnus skjød meget hæftig, og hans hele Hær stred paa det tapreste, som Gisl siger:

Med begge Hænder
Hærføreren skjød;
Al Drottens Hær
Drabelig fægted,
Og fra Kongens
Egen Bue,
Før Huge faldt,
Fløj da Pile.

Da flyede alle Britter, som endnu vare i Live, og Kong Magnus vandt en stor Sejer i dette Slag. Han bemægtigede sig derpaa Øngulsø, som er det sydligste Rige de forrige Norske Konger have bemægtiget sig. Øngulsø er Trediedelen af Bretland.

23. Kapitel

Efter dette Slag vendte Kong Magnus tilbage med sin Flaade, og styrede først til Skotland. Da droge Underhandlere imellem ham og Skotternes Konge Melkolm, og de indgik Forlig med Hinanden, paa det Vilkaar, at Kong Magnus skulde besidde alle de Øer vestenfor Skotland, imellem hvilke og Fastlandet han kunde sejle med roerfast Skib. Kong Magnus lagde sit Skib ved den Søndre Side af Satire. Da lod han en Skude trække over Satires-Eid eller Landtungen, som forbinder Satire med Fastlandet, og Roret lægge i Lag; Kongen selv satte sig i Lyftingen, og holdt paa Roerpinden, og tilegnede sig saaledes alt det Land, som laae paa Bagbord. Satire er et stort Land, bedre end den bedste Ø blandt Syderøerne, Man undtagen. Imellem det og Skotland er en smal Landtunge, saa at der er ofte trukket Skib over. Kong Magnus foer derfra til Syderøerne, men sendte sine Mænd til Skotlands Fjorde og lod dem roe ind langs med Landet paa den ene Side og ud paa den anden, og saaledes tilegnede han sig alle Øer vestenfor Skotland, baade de beboede og ubeboede. Der vare den Gang mange Leensmænd fra Norge hos Kong Magnus, hvilke havde fulgt ham hjemmefra om Sommeren, Vidkunn Jonsøn, Sigurd Ranesøn, Serk fra Sogn, Dag Eilifsøn, Skofte fra Giske og hans Sønner Øgmund, Finn og Thord, Eivind Albue, Kongens Staller, Kale Sæbjørnsøn fra Agde, en Søn af Thorleif hin Spage, som Halfred lemlæstede, og hans Søn Koll. Kale var en viis Mand, og digtede godt, han var afholdt af Kongen; han havde faaet mange Saar, som dog ikke saae ud til at være dødelige, i Slaget i Øngulsøsund.

24. Kapitel

Da Kong Magnus kom til Syderøerne om Høsten, bekjendtgjorde han for Hæren, at han vilde blive der Vinteren over, men tillod dem at rejse hjem, som ham tyktes mest havde det nødig. Men da Krigsfolkene fik dette at vide, knurrede de svart over Fraværelsen fra Hjemmet, og bleve hjemlystne. Kongen holdt derpaa Samtale med sine Raadgivere, og eftersaae Mændenes Saar; han kom da ogsaa til Kale, og spurgte til hans Saar; han sagde, de lægedes kun lidet, og han vidste ikke, hvorledes det vilde gaae med dem. Kongen spurgte ogsaa ham til Raads. Kale sagde: “Forholder det sig ikke saa, Herre, at flere af eders Venner snige sig bort, end I har givet Orlov?” Kongen sagde, at det skulde han dog ikke troe. Kale bad ham holde Vaabenstævne, og mynstre sin Hær. Kongen gjorde det, og savnede da mange Mænd. Kale kvad da en Vise:

Hvorledes lønne dine
Leensmænd, paa Thinget store,
Dig kostelige Gaver?
Prøv os paa Vesthav, Konge!

Hvorpaa Kongen svarede:

Min Rigdom, som jeg muntre
Mænd rundelig har givet,
Ej vel anvendt jeg mærker
Nu, da jeg Hav maa pløje.

Derefter lod Kongen holde Vagt, at hans Mænd ikke skulde drage fra ham. Gisl omtaler, at de Mænd om Høsten sejlede til Norge, som Kongen havde givet Orlov til Hjemrejse:

Folk da havde
Efter Fejdens Ende
Af Høvedsmanden
Orlov modtaget;
Der saaes over
Ædel Hær
Søstænkte Sejl
Svæve fra Raaer.

Kong Magnus forlovede sin Søn Sigurd med Bjadmynja, en Datter af Myrjartak, en Søn af Kong Tjalfe af Kunnakt (22) paa Irland ; Sigurd var den Gang ni Aar gammel, og Pigen fem. Den samme Vinter, som Kong Magnus laae over paa Syderøerne, døde Kale Sæbjørnsøn af sine Saar.

25. Kapitel

Tidlig om Foraaret sejlede Kongen fra Syderøerne, og først til Ørkenøerne; der fik han Efterretning fra Norge om Jarlernes død; Erlend Jarl var død i Nideros og der begravet, men Povel i Bergen. Da giftede Kong Magnus Erlend Jarls Datter Gunhild med Koll Kalesøn som Faderbøder, og hun fik i Medgift Besiddelserne paa Ørkenøerne og en Gaard paa Papø. Ved sit Bryllup blev Koll Kong Magnuses Leensmand, som hans Fader havde været; derpaa drog han med Kongen til Norge, og hjem til Agde med sin Kone, og bosatte sig paa sine Gaarde. Kong Magnus satte sin Søn Sigurd til Høvding over alle de Lande, han havde underlagt sig i Vesterhavet, og gav ham Kongenavn, men selv sejlede han med sin Hær om Sommeren til Norge; de fik paa Havet en stærk Storm og svær Søgang, saaledes som Gisl siger:

Havet opsvulmed,
Men hvinende Storm
Sammensvøbte
Sejl og Takkel;
Herlig Drage
Under Danskes Skræk,.
Brød de brede
Bølgers Rygge.

Her siges, at Kong Magnus havde et stort og fuldkommen udrustet Drageskib, da han sejlede vesterfra, og denne Færd var meget pragtfuld. Saa siger Gisl:

Zirlige Halse (23)
I Søen neddykked,
I gyldne Hoveders
Gab den indtrængte.
Fra Konge-Dragens
Knejsende Pander
Lyste Guldets Blink,
Som Lyn fra Himlen.

Skofte Øgmundsøn var en anseet Leensmand i Norge; han boede paa Giske paa Sundmør, og var gift med Gudrun, en Datter af Thord Folefod (Folesøn). Deres Børn vare Øgmund og Finn, Thord og Thora, som Asolf Skulesøn fik til Kone. Skoftes Sønner vare særdeles haabefulde og vennesæelle Mænd. Alle disse, Faderen og hans Sønner, havde gjort Rejsen til Vesterhavet med Kong Magnus, og vare med ham atter vendte tilbage til Landet.

26. Kapitel

Den svenske Konge Steenkel døde omtrent paa samme Tid, som Haralderne faldt, og hans Søn Inge var Konge i Sverrig, da Magnus var Konge i Norge. Inge var en god og mægtig Konge, og en særdeles stor og stærk Mand. Kong Magnus paastod, at det havde fra gammel Tid været Landsgrændsen, at Gøteelven var Grændseskjellet imellem den Norske og svenske Konges Riger, og derpaa søen Væner op til Værmeland. I følge heraf gjorde Kong Magnus Fordring paa den hele Bygd vestenfor Væneren, nemlig Sunddal og Norddal, Ve og Vardynje, og alle dertil hørende Skovstrækninger; dette havde da i lang Tid ligget under den svenske Konges Rige og skyldet til Vester-Gøtland; og Skovbyggerne vilde da høre under Sverrig, som forhen. Kong Magnus red fra Vigen op paa Gøtland; han havde en talrig og smuk Hær; da han kom til Skovbygden, hærgede og brændte han, og drog saaledes igjennem alle Bygder. Alle Indbyggerne underkastede sig ham da, hvor han kom frem, og svore ham Lydighed; paa dette Tog underlagde han sig saaledes et stort Rige, som havde tilhørt Gøterne, og mange Herreder. Saa siger Gisl Illugesøn:

Oplandes Hersker
Hinsides Elven
Kæmped mod Sværigs
Konge med Hæder;
Seierrig fra Gøter
Med Sværdet han
Hele femten
Herreder vandt.

Dette Krigstog omtaler Thorkel Hamarskald i Magnuses Drape:

Mod øst fra Elven tapper
Alhersker vælske Klinger
Paa Skjoldet højt lod gjalde,
Og Blod paa Marken rinde.
Hvor gavmild Konning fører
Sin Hær, der Fjender styrte;
Paa Gøters Dynger Ørnen
Med gule Kløer hopped.

Men da Kong Magnus kom til Væneren, var det allerede ud paa Høsten. Da begave de sig ud paa Kvaddingsø (Kvaldinsø (24)), opførte der en Borg af Tørv og Tømmer, og grove en Grav deromkring; da de var færdige med denne Befæstning, førte de Spisevarer og andre Fornødenheder derhen, hvad de behøvede. Kongen lagde derind som Besætning tre hundrede Mand, hvis Høvdinger vare Finn Skoptesøn og Sigurd Uldstreng; de havde de mest udvalgte Folk, men Kongen vendte derpaa med en Deel af Hæren tilbage til Vigen. Da den svenske Konge spurgte dette, drog han en Hær sammen, og der gik Ord af, at han vilde gjøre et Tog ned mod de Norske, hvilket dog trak temmelig længe ud. Da kvade Nordmændene følgende :

Nedrejsen nu forhaler
Den Tykkert, Inge, længe.

Men da Søerne lagdes til med Iis, red Kong Inge ned til Gøtland med omtrent tretusende Mand. Han sendte Bud til de Nordmænd, som vare i Borgen, samt befalede dem at drage bort, og at vende tilbage til Norge med alt det Bvtte, de havde; men da Sendebudene bragde dette Kongens Budskab, svarede Sigurd Uldstreng, at Kong Inge maatte bære sig anderledes ad, end saaledes vise dem bort som en Hjord til en Græsgang, og sagde, han maatte først nærme sig dem noget mere. Sendebudene bragde denne Beskeed tilbage til Kongen. Da red Kong Inge ud paa Øen med hele sin Hær. Anden Gang sendte han nu Bud til Nordmændene, og bød dem fare bort, saaledes at de maatte tage deres Vaaben, Klæder og Heste med sig, men lade det øvrige ranede Gods blive tilbage. De afsloge det. Da gjorde Kongen Anfald paa dem, og de skjøde paa hinanden. Han lod Tørv og Tømmer bære hen og Graven fylde; derpaa lod han tage et Anker, lod det binde fast til lange Stænger, og føre op paa Tømmervæggen, og denne saaledes drage isønder; der bleve ogsaa antændte store Baal, og skudt paa dem med luende Brande. Da bade Nordmændene om Fred. Kongen befalede dem at gaae ud uden Vaaben. Men da de gik ud, fik hver af dem et Slag af en Knippel, og saaledes droge de bort, og hjem til Norge. Alle Skovbyggerne søgte atter Forlig, og underkastede sig den svenske Konge. Nordmændene begave sig til Kong Magnus, og berettede ham, hvad der var forefaldet imellem dem og Kong Inge.

27. Kapitel

Strax ved Vaarens Frembrud, saasnart Isen begyndte at gaae op, drog Kong Magnus med sin Hær øster til Elven, sejlede op ad den østre Arm, og hærgede rundt om i den svenske Konges Rige. Men da han kom til det Sted, som kaldes Foxerne, gik de op i Land fra Skibene. Da de kom over en der værende Aa, kom en Hær af Gøter dem imøde, og der holdtes et stort Slag; Nordmændene bleve overmandede, og toge Flugten, efterat have lidt et stort Nederlag. Kong Magnus og alle hans Mænd flyede; Gøterne forfulgte dem, og dræbte alle dem, de kunde naae. Kongen var let at kjende, han var meget høj af Væxt, og havde en rød Kofte over sin Brynje, hans Haar var blegguult som Silke, og hang ned paa hans Skuldre. Øgmund Skoptesøn red paa den ene Side af Kongen, han var ogsaa en meget høj og smuk Mand; han sagde: “Giv mig Koften, Konge!” Kongen svarede: „Hvad vil du med den?” “Jeg vil gjerne have den,” sagde Øgmund, „du har før givet mig det, der var mere værd.” Landet var paa dette Sted saaledes beskaffent, at der rundtom vare slette Marker, saa at Gøter og Nordmænd bestandig kunde see hverandre: Længer frem var noget Krat og nogle Bakker, saa at de tabte hverandre af Syne. Da gav Kongen Øgmund Koften, og han iførte sig den. Derpaa kom de frem paa aaben Mark; da tog Øgmund og hans Trop lige den modsatte Vej af den øvrige. Hær. Men da Gøterne saae det, troede de, det var Kongen, og rede allesammen did efter ham. Kongen selv red sin Vej til Skibene, men Øgmund slap kun med Nød og neppe derfra, og kom dog uskadt ombord. Kong Magnus sejlede da ned ad Floden, og derpaa nordøster til Vigen.

28. Kapitel

Der kom en Mand til Kong Magnus, imedens , han opholdt sig i Vigen, ved Navn Giffard, som udgav sig for en dygtig Ridder. Kongen modtog ham vel. Giffard var vælsk af Æt og Tænkemaade. Da beredte Kong Magnus sig til et nyt Tog til Gøtland, thi han troede at burde betale dem den Tort, han havde lidt, da han havde maattet vige for dem om Vaaren. Denne Gang havde han en stor Hær. Vestergøterne i de nordligste Bygder underkastede sig ham da. Derpaa lejrede de sig paa Landsgrændsen, boede i Telte, og agtede derfra at gjøre Indfald. Kong Inge spurgte det, samlede strax en Hær, og stævnede mod Kong Magnus. Men da denne fik Efterretning derom, vilde Hærens Anførere bevæge ham til at vende tilbage, men Kongen vilde paa ingen Maade, rykkede med sin Hær mod Kong Inge, og overfaldt ham uforvarendes ved Midnatstide. De mødtes paa det Sted, som hedder Foxerne. Men da Kong Magnus ordnede sin Hær til Angreb, spurgte han, hvor Giffard var, men han fandtes ikke der i Hæren. Da sagde Kongen:

Den falske, vælske Ridder
Ej nu os vil ledsage.

Da tilføjede en Skald, som var hos Kongen:

Hvad Giffard gjorde, spurgte
Vor Drot, mens Hæren kæmped;
I Blod vi Klingen dypped
Men han ej did var kommen.
Hint Drog paa røde Ganger
Ej lysted frem at ride;
Den falske, vælske Ridder
Ej nu os vil ledsage.

Derpaa begyndte Slaget, og vendte sig strax imod de svenske; thi Nordmændenes Anfald kom dem ganske uventet. Kong Magnus stred paa det tapreste, han hug med begge Hænder, og red igjennem de Svenskes Fylkinger, saa at intet kunde modstaae ham; som Gisl siger:

Folkets Opmuntrer
Foer igjennem
Svenskes Hær,
Sejer den misted;
Da hans Fjenders
Hoveder faldt,
Vædede Blodet
Vore Klinger.

Alle Nordmænd strede meget mandigen, og der skede et stort Nederlag paa de svenske; Kong Magnus var den Første og fremmeste af alle sine Mænd. Saa siger Gisl:

Sigurds Fader lod
Dødsfanen vaje,
Sig ved Rovet
Ravnen glæded;
Hæderligst
Den Helt jeg saae
Med skarpt Sværd
Sejer erhverve.

Gisl vidner, at han var med Kong Magnus i denne Træfning og vide andensteds, han kvad:

Jeg den tapre
Fader til Eisten
Efter Formue
Fulgte i Kamp;
For Haralds Frænde
Tit svang Værget
Jeg, vant til Ondt,
Naar Fægtning behøvedes.

29. Kapitel

Dette Slag endtes saaledes, at der blev en stor Mængde svenske paa Valpladsen, men Kong Inge frelste sig ved Flugten; Kong Magnus vandt en stor Sejer. Da kom Giffard ridende ned oppe fra Landet, og der taltes ikke vel om, at han ej var med i Slaget at understøtte Kong Magnus, men han kom derfor i ondt Rygte og maatte høre megen Spot af Kongens Mænd; han rejste bort, og over til England med nogle Kjøbmænd. De havde en besværlig Overfart paa søen. Giffard var kun til liden Hjælp, han laae længe, medens de andre øste. Paa Skibet var der en Islænder, som havde sin Slægt i Husevig, og han var da nys kommen ude fra Miklegaard; han hed Eldjarn. En Gang da han gik hen at øse, og saae, hvorledes Giffard laae, kvad han:

Hvi skulde vranten Hirdmand
Det sømme nu, at dovne?
Vær nu, haarprydet Ridder!
Rask, om end Snekken knuges.
Vist nok jeg Øsekarret
Dig, Giffard! nu frembyder;
For højt alt Havets Vande
Ombord i Skibet stige.

De landede i England, og Giffard drog strax fra Skibet til den næste Borg; da han kom til den Greve, som forestod Borgen, bad han ham skaffe sig Ret over Nordmanden, som han sagde havde digtet Nidvise om ham. Greven var en ung Mand, og var nys kommen til Befalingen, men lovede dog at tage sig af hans Sag, saavidt som det stod i hans Magt. Der blev da bestemt et Møde, og Nordmanden stævnet did; og da Mødet var sat, blev Sagen foredragen Greven. Eldjarn sagde, det var ikke sandt, at han havde digtet nogen Nidvise om Giffard; “jeg vil kvæde det igjen,” sagde han, “hvis Greven befaler.” Denne svarede: “Jeg har hidtil kun dømt i faa Sager, men allermindst har jeg forstand paa, hvad I kalde Digtekunst, dog kan vi jo sagtens høre det.” Eldjarn kvad:

Paa Flugt I Fjenden dreve,
Da fejg sig Hæren skjulte,
Og Slaget, som jeg spurgte,
Blev hæftigst paa Foxerne.
Krigshelten stolt gik fremad,
Hvor I da stædte vare,
Og Gissard kjekke Gøter
Slog voldelig tildøde.

Da sagde Greven: “Jeg forstaaer mig slet ikke paa Skaldskab, men saa meget kan jeg dog skjønne, at dette ikke er Nid, tværtimod, Giffard! er dette dig til Roes og Ære, og anden Dom kan jeg ikke afsige derom.” Giffard fandt ikke noget at svare derpaa, thi han vidste med sig selv, hvorledes han havde det, og at dette var ham til Haan, og ikke til Roes, men han vilde paa ingen Maade gjøre bekjendt, hvorledes han havde baaret sig ad paa Foxerne. De skiltes saaledes ad; Giffard var meget misfornøjet med dette Udfald af Sagen, og rejste bort.

30. Kapitel

Kong Magnus vendte efter Slaget med Kong Inge tilbage fra Gøtland til Norge. Denne Vise tillægger man Kong Magnus, at han nemlig skal have kvædet den om Kejserens Datter Mathilde:

Allene den Mathilde,
Der Krig i Syden vækker
Og fører Kampens Fugle,
Fra Fryd og Leg mig holder.
Den lysebrune Kvinde,
Som egne Lande værger
Med Skjold, om Sværd end klir
Mig Søvnløshed nu volder.

Og fremdeles kvad han:

Hvad er i Verden bedre
Vel end den skjønne Kvinde;
Kun sjelden Skalden glædes,
Af Savn hver Dag forlænges.
Tung Sorg fra hver Forsamling
Jeg bærer, thi min Pige
Jeg aldrig meer skal møde;
Modstandere det volde.

Kong Magnus havde spurgt de venlige Ord, Kejserens Datter havde sagt om ham, disse nemlig, at hende tyktes sømmeligst en saadan Mand, som Kong Magnus var. Da kvad han dette:

Vist egne Ord (heel kjærlig
Om Skalden lønlig talte,
Dog bragde mig) ej lader
Brunladen Mø henvejres.
Den herlige jeg elsker,
Skjønt tit jeg seer ej hende;
Jeg hendes Yndest agter
Ret højt, det Folk maa vide!

31. Kapitel

Næste Sommer efter det Slag, som Kong Magnus og den svenske Konge Inge holdt, blev der bestemt et Kongestævne i Elven ved Kongehelle. Dertil kom Kong Magnus fra Norge, de svenskes Konge Inge, og Danekongen Erik Svendsøn; de gave hverandre Fred og Sikkerhed til dette Møde. Da Thinget var sat, gik Kongerne frem paa Marken fra de andre Mænd, talte en kort Tid sammen, og vendte derpaa tilbage til deres Folk; der sluttedes da Fred imellem dem: hver af dem skulde beholde det Rige, deres Fædre havde Haft, men hver af disse Høvdinger skulde selv godtgjøre sine Undersaatter den lidte Skade paa Mænd og Gods. Kong Inge fæstede til Kong Magnus sin Datter Margrete, og hende skulde som Medgift følge de Landstræknmger i Gøtland, om hvilke de forhen havde tvistet. Hun kaldtes siden Fredkolle (25). Folk sagde, at man aldrig havde seet tre anseeligere Høvdinger, end disse vare. Kong Inge var den ældste, største og føreste af dem, og han holdtes af alle for den, som indgjød størst Ærefrygt, men Kong Magnus for den myndigste og raskeste, og Kong Erik var den fagreste af dem, men alle vare de veltalende, anseelige og gjæve. Alle droge da hjem, hver til sit Rige, vel forligte.

32. Kapitel

Kong Magnus fik Dronning Margrete til Ægte; hun blev sendt fra Sverrig til Norge med et prægtigt følgeskab. Kong Magnus havde forhen nogle Børn, som ere navngivne: En af hans Sønner hed Eisten, hvis Moder var af lav Stand; en anden hed Sigurd, og var et Aar yngre, hans Moder hed Thora; den tredie hed Olaf, og var endnu langt yngre, hans Moder var Sigrid Saxedatter fra Vig, hvis Fader var en anseet Mand i Throndhjem; hun var Kongens Frille. Man siger, at da Kong Magnus kom fra sin Vesterviking, optog han meget af de Moder i Klædedragten, som vare i Brug i Vesterlandene (26), ligeledes mange af hans Mænd, saa at de gik barbenede, med korte Kjortler og med Overkjoler; mange kaldte ham derfor Barbeen eller Barfod; nogle kaldte ham Magnus hin Høje, andre den krigerske Magnus. Han var en overmaade stor og høj Mand. Der var gjort et Mærke paa hans Højde i Mariekirken i Kjøbstaden Nideros, hvilken Kirke Kong Harald Sigurdsøn havde ladet bygge; der ved den nordre Dør vare i Steenmuren udhugne tre Kors, det ene betegner Kong Haralds Højde, det andet hans Søn Kong Olafs, det tredie Kong Magnuses; der er anmærket hvor hver af den bekvemt kunde naae at kysse; øverst var Haralds Kors, lavest Magnuses, og Olafs Mærke midt imellem begge.

33. Kapitel

Skopte Øgmundsøn blev uenig med Kong Magnus, angaaende noget Dannefæ, som Skopte sad inde med, men som Kongen fordrede med saa stor Hæftighed, at det saae farligt ud imellem dem. Der bleve da holdte flere Stævnemøder, og da overlagde Skopte med sine Sønner, at de aldrig alle paa een Gang skulde begive sig i Kongens Vold, og meente, det vilde nok gaae godt, saalænge de iagttog dette. Skopte forestillede tillige Kongen, da han var hos ham, at der var nøje Slægtskab imellem Kongen og ham; „hvortil kommer,” sagde han, „at jeg har altid været afholdt baade af dig og af din Fader, saa der har aldrig været noget Brud paa vort Venskab, saalænge han levede; derfor kan I vel indsee, Konge, at jeg vilde ikke trætte eder imod i denne Sag, hvis jeg havde Uret; men den slægter jeg mine Forældre paa, at jeg staaer paa min Ret for alle og enhver uden nogen Persons Anseelse.” Kongen forblev den samme, og lod sig ikke bevæge ved slige Forestillinger. Skopte rejste da hjem, men Finn (27) begav sig til Kongen, og bad ham lade hans Fader og ham skee deres Ret i denne Sag. Kongen svarede kort og vredt. Da sagde Finn: “Det havde jeg ikke ventet mig af eder, Konge, at I skulde nægte mig Ret og Skjel, den Gang jeg overtog Befalingen paa Kvaldinsø, da faa af dine andre Venner vilde, og sagde, som sandt var, at alle de vare solgte og forraadte, som der vare, dersom ikke Kong Inge havde viist sig som en ædelmodigere Høvding, end man efter din Foranstaltning kunde vente; og mange ville dog synes, at vi lede den Gang megen Skam og Vanære, hvis dette ellers fortjener at komme noget i Betragtning.” Kongen forandrede heller ikke sit Sind ved denne Forestilling, og Finn drog hjem. Derpaa rejste Øgmund Skoptesøn, og da han kom for Kongen, tolkede han ogsaa sit Ærende, og bad Kongen tilstaae hans Fader og Brødre deres Ret. Kongen svarede: “Det er Ret, som jeg paastaaer, og du er overdreven dristig.” Da sagde Øgmund: “Du kan vel, Konge, med den Magt, du har, sætte det igjennem, at forurette min Fader og os Brødre; her vil det sandes, som man siger, at mangen en lønner sit Livs Frelse ilde eller slet ikke; men det vil jeg da ogsaa tilføje, at jeg aldrig mere skal komme i din Tjeneste, ikke heller min Fader eller mine Brødre, hvis jeg maa raade.” Øgmund drog hjem, og de saaes aldrig mere.

Skopie Øgmundsøn beredte sig til at drage af Landet om Vaaren med fem Skibe, og alle disse vare vel udrustede; med ham fulgte hans Sønner Øgmund, Finn og Thord. De sejlede om Høsten til Flæmingeland (28), og bleve der om Vinteren. Tidlig paa næste Foraar sejlede de til Valland (29), men om Sommeren ud til Njørvasund (30), og derpaa øster til Romaborgsland (31). Der døde Skopte; og alle hans Sønner døde ligeledes paa denne Rejse; Thord levede længst; han døde paa Sicilien. Det er et almindeligt Sagn, at Skopte var den Første Nordmand, som sejlede igjennem Njørvasund, og denne Rejse blev meget berømt.

34. Kapitel

Kong Magnus beredte sig til et Tog udenlands; han havde en stor Hær. Han havde da været Konge over Norge i ni Aar. Han havde de smukkeste Krigsfolk med sig, som der vare i Norge. Ham fulgte ogsaa de mægtigste Mænd i Landet: Sigurd Ranesøn, Vidkunn Jonsøn, Dag Eilifsøn, Serk fra Sogn, Eivind Albue, Kongens Staller, Ulf Ranesøn, en Broder til Sigurd, og mange andre af Landets Mægtige. Med denne hele Hær drog han til Vesterhavet. Da blev følgende kvædet om Kong Magnuses Sejlads:

Om Kongen Stormen suser,
Af Brænding Snekken knuges,
Havbølger hæve Aarer,
I Tougværk Blæsten gjalder.
Selv Magnus styrer Flaaden,
Som modig Dybet pløjer,
Storsejlet, syvti-stribet (32),
Nu smalt af Vejret rystes (33).

De fik et haardt Vejr, og mange vilde da mindske Sejlene, og tage dem ind; men Kongen bad dem at sejle dristigen til, og ej frygte, hvorledes end Søen teede sig; saaledes som her siges:

Vor Drot, som aldrig skaante
Sit Liv, bad Mænd ej frygte,
Om Havet end sig teede
Med nok saa fæle Lader.
Vist er det, Fyrsten ejer
Et medfødt, tappert Hjerte,
Saa gjennem Farer Flaaden
Kan Storm til Held ledsage.

Kong Magnus landede ved Ørkenøerne med hele sin Flaade; derfra tog han Erlend Jarls Søn, Erling, med sig, samt mange andre Krigsfolk. Derpaa sejlede han til Syderøerne, og derfra atter med Flaaden til Irland, hvor han hærgede. Der forenede Kong Myrjartak af Kunnaktir (34) sig med ham, og de indtoge i Forening en stor Deel af Dublin og omliggende Landstrækning; om Vinteren var Kong Magnus oppe paa Kunnaktir hos Kong Myrjartak, men satte sine Mænd til at forsvare det Rige, han havde indtaget. Om Vaaren droge Kongerne med deres Hær vesterpaa til Uladstir (35), og holdt der mange Feldtslag. Men efterat de havde indtaget en stor Deel af Uladstir, vendte Kong Myrjartak hjem til Kunnaktir, og Kong Magnus satte sine Skibe i Stand, og agtede sig til Norge.

35. Kapitel

Han laae ved Uladstir med hele Hæren, og de vare sejlfærdige. De troede at behøve noget Slagtekvæg til Skibsbehov, hvorfor Kong Magnus sendte sine Mænd til Kong Myrjartak, at han skulde sende dem saadant, og bestemte en Dag, da Sendebudene skulde være tilbage, hvis de ikke kom noget til, i det seneste før Bartholomæusmesse, men Aftenen før Helligdagen vare de endnu ikke komne. Paa selve Helligdagen (36), da Solen stod op, gik Kongen paa Land med den største Deel af sin Hær, og vilde see efter sine Mænd og Slagtekvæget. Det var stille Vejr og Solskin; Vejen gik over nogle Moser og Moradser, hvorover vare slagne Broer af tilhugget Tømmer, men paa begge Sider var Kratskov. Da de gik frem i Krattet, traf de paa en temmelig høj Bakke, hvorfra de saae vide om. De saae en stærk Støvsky oppe i Landet, og talte med hverandre om, om det vel var en Hær, eller det var deres Mænd, der kom med Kvæget; de bleve da staaende der. Da sagde Eivind Albue: “Herre!” sagde han, “giv en god Anordning for Hæren !” “Lad os fylke vor Hær,” sagde Kongen, “og være beredte til Slag, hvis det er Fjender;” der blev da fylket. Kongen og Eivind gik foran Fylkingen; Kong Magnus havde en gylden Hjelm paa Hovedet, et rødt Skjold, hvorpaa var malet en forgyldt Løve, og han var omgjordet med Sværdet Leggbider (37), hvis Hjælte var af Tand (38), men Midten af Fæstet var omviklet med Guld; det var et af de skarpeste Sværd. I Haanden havde han et kort Spyd, og en rød Silkekofte over Brynjen, paa hvilken var udsyet en Løve af guul Silke baade for og bag; og det var Folks Sagn, at aldrig havde man seet herligere eller anseeligere Mand under Vaaben. Eivind Staller havde ligeledes en rød Kofte paa, og var i det hele udrustet ligesom Kongen; han var en stor, smuk Mand, og meget krigersk af Udseende. Men da Støvskyen kom dem nærmere, kunde de kjende, at det var deres egne Folk, der kom med meget Slagtekvæg, som Kongen af Kunnaktir havde sendt dem, og han holdt alle sine Løfter imod Kong Magnus.

36. Kapitel

De vendte da tilbage til Skibene, og det var i Middagsstunden; men da de kom ud i Moserne, gik det kun langsomt for dem over de moradsige Steder. Da havde en fuldvæbnet Hær af Irer samlet sig, i saa stor Mængde, at en heel Skare styrtede dem imøde fra hver Kant af Skoven, og gave sig strax til at anfalde dem; men Nordmændene gik adspredte, og der faldt strax mange. Da sagde Eivind til Kongen: „Ulykkeligen gaae vore Folk, lad os nu fatte en rask og gavnlig Beslutning!” Kongen sagde: „Lad Krigslurene gjalde, at hele Hæren kan samle sig under Fanen, men de Folk, som ere her, skyde en Skjoldborg (39) for sig; lad os derpaa trække os tilbage over Moseme; siden har det ingen Nød, naar vi komme ud paa slet Mark.” Eivind sagde: „Det er mit Raad, at I søger til Skibene, vi have ingen Nød, og intet vil være i Vejen, naar kun I undkommer.” Kongen sagde: “Det Kaar vil jeg ej vælge; det er ikke kongeligt, at flye fra sin Hær, saa raske Kæmper som jeg har at følge; lader os heller alle som een tage paa det mandigste mod Irerne!” Da kvad Kongen følgende Vise:

Vi Hjemfart hurtig fremme!
Dublin min Tanke gjæster,
Men Throndhjems Kjøbstedskvinder
I Høst jeg knap besøger;
Den ynder jeg, som ikke
Mig ønsket Morskab nægter;
Irsk Mø (det Ungdom volder)
Meer end mig selv jeg elsker.

Irerne skjøde meget hæftig, og faldt djærveligen an, men sank dog for Fode; alligevel Strømmede deres Landsmænd saa stærkt til, at hvor der faldt een af dem, kom bestandig to isteden. Da Kongen nu kom til den nederste Sump, var der et stort Morads, som det kun paa faa Steder var muligt at komme over; da trængte Irerne stærkt frem, men Kongen og alle hans Mænd værgede sig mandigen; saa siger Thorkel Hamarskald:

Sin Flok, knap Fjenders Hælvte,
I Land gjæv Konning satte,
Vistnok har Eistens Fader
Heel dristigt Anslag vovet.
Højt Sværdet klang, dets Egge
Afskare Livets Traade,
I Blod dem Magnus farved,
Og gjennem Hæren trængte.

Der faldt mange Nordmænd ved Sumpen. Da kaldte Kongen paa Thorgrim Skindhue, een af hans Leensmænd fra Oplandene, og sagde til ham: „Gak du med din Trop over Sumpen, vi ville imidlertid værge os her, og see til, at I ingen Skade skulle lide. Gaaer derpaa op paa den Høj paa den anden Side, og skyder saa skarpt, I kan, paa Irerne, imedens vi gaae over Moradset; thi I ere gode Bueskytter.” Men strax da Thorgrim og hans Folk vare komne over Sumpen, toge han og alle hans Mænd een Beslutning, de kastede Vaaben og Skjolde paa Ryggen, og rendte ned til Skibene. Men da Kongen saae dette, sagde han: “Umandigen forlader du din Konge; en Daare var jeg, da jeg gjorde dig til min Leensmand, men Sigurd Hund landflygtig; aldrig vilde han saa have handlet.”

37. Kapitel

Kong Magnus blev saaret; han blev gjennemboret af et Spyd igjennem begge Laar ovenfor Knæene. Han greb Skaftet, brød det imellem sine Fødder, og sagde: „Saa bryde vi Sparrer, Svende! og lader os end fægte djærveligen, mig skader intet.” Kort efter fik Kongen et Hug paa Halsen ved Skuldrene af en irsk Øxe, og det blev hans Banesaar. Vidkunn Jonsøn var da Kongen nærmest, og strax paa Stedet hug han den Mand ihjel, som havde bibragt Kongen Saaret. Der faldt Kong Magnus. Da flyede de fleste Nordmænd. Men da Kongen var falden, og mærkede, han var dødelig saaret, sagde han til Vidkunn: “Sørg nu for din Frelse, thi højst rimeligt er det, at vi her maae skilles, brav og mandigen har du staaet mig bi; hils mine Sønner, og alle mine Frænder og Venner!” Derpaa døde Kongen. Vidkunn tog da Kongens Banner og Sværdet Leggbider, og bar dem til Skibene. Disse vege sidst: Vidkunn Jonsøn, Sigurd Ranesøn og Dag Eilifsøn. Med Kong Magnus faldt: Eivind Albue, Ulf Ranesøn, Erlend Jarls Søn Erling, samt endnu mange andre fornemme Nordmænd, men dog langt flere Irer. Vidkunn Jonsøn havde faaet tre Saar i Slaget, og meget berømt blev hans Tapperhed og Bistand mod sin Høvding. For den Aarsags Skyld viste Kong Magnuses sønner ham siden den største Kjærlighed. Alle de Nordmænd, som undkom, droge strax bort fra Irland, sejlede først ud paa det aabne Hav, og derpaa hurtig til Ørkenøerne. Da Kong Sigurd fik sin Faders Fald at vide, gjorde han sig færdig til at rejse med dem; om Høsten sejlede de over til Norge; men Sigurd lod Irekongens Datter blive tilbage i Vesterlandene.

38. Kapitel

Kong Magnus var tredive Aar gammel, da han faldt; da havde han været Konge i Norge i ti Aar; der herskede under hans Regjering Fred og Ro indenlands, men man havde megen Besværlighed og Bekostning med hans Ledingstoge. Kong Magnus var meget afholdt af sine Mænd, men Bønderne fandt ham vel streng. Man har opbevaret hans Yttring, da hans Venner sagde, han handlede uforsigtig, naar han paa sine Hærtoge udenlands i hvert Slag gjorde sig let kjendelig fra andre Mænd; han sagde nemlig: „Berømmelse skal Konning hellere attraae, end langt Liv.”

---

Noter:

1) Rogelands Indbyggere.
2) Eller Vagnvig paa Strand, nuværende Vangvig og det nordenfor liggende Bygelav Strand.
3) Hadelands Indvaaneres.
4) Nemlig med Landets Forsvar.
5) Noon. Klokken tre om Eftermiddagen.
6) Eller: af to Farver, saaledes at Halvdelen af Kappen var rød, en anden bruun.
7) Blærer brugtes til Ruder isteden for Glas.
8) Efter Ordet: Talgfjender (eller sligt). Sandsynligst er dog Mörfjöndunum oprindelig en Skrivefejl (eller urigtig Angivelse) for Mörlöndunum, Talglænderne for Islænderne, da Nordmændene fordum tit gave disse dette Øgenavn.
9) Gjorde Korsets Tegn (signum) over ham.
10) Halvøen Kantire.
11) Lewis.
12) Wist.
13) Sky.
14) Tyrris.
15) Mull.
16) Her menes uden Tvivl det i selve Norge liggende Grønland, ikke det mere nordlige, som da endnu var selvstændigt.
17) Den hellige Ø, Iona, I-Kolmkill.
18) Ila.
19) Wales.
20) Sundet imellem Wales og Anglesea.
21) Fanske.
22) Connaught.
23) Dragernes forgyldte Halse, eller Skibenes dem forestillende Gallioner.
24) Källandsø i Væneren.
25) Fredsmæglerske.
26) Britannien og hosliggende Øer.
27) Skoptes Søn.
28) Flandern.
29) Det nordlige Frankrig.
30) Strædet ved Gibriltar.
31) Italien
32) Ziret med 70 Striber; kunde og oversættes: af 70 Alens Størrelse eller sammensat af 70 Bredder.
33) D. e. det ellers meget brede Seil er nu saa stærkt revet eller sammentrukket, at det er blevet ganske smalt.
34) Connaught.
35) Ulster.
36) Heimskringlas Varianter ere fulgte her, som mere forstaaelige.
37) Beenbider.
38) Formodentlig Hvalrostand, som meget ligner Elfenbeen.
39) D. e. stille deres Skjolde saaledes, at de danne en fast Flade og Skjerm imod Fjenden.