Magnus Barfods saga

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif


Snorre Sturlason

Heimskringla


Magnus Barfods saga


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2012



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Heimskringla – Nóregs konunga sǫgur G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)


1. Om Magnus og Håkon

I Viken blev Magnus — kong Olavs søn — kåret til konge over hele Norge umiddelbart efter kong Olavs død. Da oplændingene erfarede kong Olavs død, tog de Håkon Torefostre — Magnus’ fætter — til konge. Siden tog de — Håkon og Tore — nordpå til Trondheim, og da de kom til Nidaros, indkaldte Håkon til tingmøde på Øre; på dette ting påstod han sig ret til kongetitlen, hvilket blev ham tilstået. Bønderne tog ham til konge over det halve af landet, lige som tidligere hans far — kong Magnus — havde været. Kong Håkon fritog trønderne for afgifter på skibsfarten og forbedrede mange love for dem; han afskaffede også julegavepligten, og derfor blev trønderne gunstig stemte over for ham. Håkon hyrede derpå livvagter og drog siden til Oplandene. Han meddelte oplændingene de samme lempelser af lovene, som trønderne havde fået, og så blev de alle sammen hans støtter. Da blev dette digtet i Trondheim:


Hid kom unge Håkon
(han på jorden regnes
blandt de bedste); Tore
bød fra Steig ham følge.
Olavs søn han siden
selv bød Norge dele;
modsat ville Magnus
mindst eje det hele.


2. Håkons død

Kong Magnus drog om efteråret nordpå til købstaden, og da han kom frem, opsøgte han kongsgården, hvor han tog ophold og blev den første tid af vinteren. Ved kongsgården havde han syv langskibe liggende i en isfri del af Nidelven. Da kong Håkon hørte, at kong Magnus var taget til Trondheim, rejste han fra øst over Dovrefjeld og til Trondheim, og i købstaden tog han ophold i Skulegården neden for Klemenskirken; det var den gamle kongsgård. Kong Magnus var utilfreds med de store indrømmelser, som kong Håkon havde givet bønderne for at styrke sin stilling blandt dem; Magnus fandt, at de i høj grad var givet på hans bekostning. Han blev meget forbitret herover og følte sig krænket af sin slægtning, fordi han ville få en meget mindre indtægt, end hans far og forfædre havde haft — og det var Tores skyld, mente han. Kong Håkon og Tore fornemmede dette og var betænkelige ved, hvad Magnus kunne finde på. Først og fremmest var de på vagt over, at Magnus havde teltede og kampklare langskibe liggende på vandet.

Om foråret — hen under kyndelmisse — lagde kong Magnus fra land i ly af nattemørket og sejlede de teltede skibe — med lys under teltdugene — helt ud til Høvringen, hvor de lagde til for natten og tændte store bål inde på land. Kong Håkon og de af hans mænd, der var i byen, mente da, at der stak noget under. Han lod blæse til hærsamling; da kom også alle byens beboere, og de var forsamlede om natten. Men om morgenen, da det blev lyst, fik kong Magnus øje på denne folkehær på Ørerne. Han styrede da ud af fjorden og sydpå til Gulatingskredsen. Kong Håkon gjorde sig klar til at tage af sted og agtede at tage østpå til Viken; han holdt da byting, hvor han talte og bad om befolkningens støtte. Han lovede at støtte alle dér, men sagde, at han ikke vidste, hvad hans fætter — Kong Magnus — var ude på. Kongen sad på sin hest og var rejseklar. Alle lovede ham godvilligt deres trofasthed og rygdækning, hvis der blev behov for det, og siden fulgte hele folket ham til Stenberget. Kongens vej gik over Dovrefjeld, og mens han var på fjeldet, red han en dag efter et par ryper, der fløj forbi ham. Senere blev han dårlig; det var en ondartet sygdom og han døde dér på fjeldet. Hans lig blev ført nordpå og kom til købstaden, som han havde forladt en halv måned tidligere. Hele byens befolkning gik da kongens lig i møde; de fleste græd, fordi de oprigtigt elskede ham. Kong Håkons lig blev begravet i Kristkirken. Kong Håkon blev godt og vel 25 år gammel. Han havde været den konge i Norge, som var mest elsket af folket. Han havde været på togt i Bjarmeland, hvor han kæmpede og vandt sejr.


3. Plyndring i Halland

Kong Magnus tog om vinteren østpå til Viken, og da foråret kom, tog han sydpå til Halland og hærgede mange steder. Der nedbrændte han Viskedal og andre landsbyer, hvorved vandt han et stort bytte; dette omtaler Bjørn Krumhånd i Magnusdrapaen:


Vossekongen vidtstrakt
voldte flugt fra sværdet;
Trønders høvding Hallands
huse sved til grunden.
Horders fyrste førte
flammer over landet;
uden hvile våged’
Viskedalens enker.


Her nævnes det, at kong Magnus begik meget hærværk i Halland.


4. Om Tore fra Steig

Der var en mand, der hed Svend; han var søn af Harald Flække og af dansk herkomst. Han var den vældigste viking og en stor og dygtig kriger; han kom fra en fornem slægt i sit hjemland. Han havde været på kong Håkons side. Efter Håkons bortgang tvivlede Steig-Tore på, at han og kong Magnus kunne forliges og blive venner, hvis kongen fik magten i hele landet — dette på grund af de handlinger og den modstand han tidligere havde budt kong Magnus. Derefter lagde Tore og Svend den plan, som siden blev gennemført, at de skulle rejse en hærstyrke blandt Tores mange tilhængere. Men fordi Tore nu var gammel og stivbenet, overtog Svend ledelsen af flokken og kaldtes høvding. Andre høvdinge tog del i sammensværgelsen; den fornemste af dem var Egil — søn af Aslak på Folland. Egil var lendermand; han var gift med Ingeborg — datter af Øgmund Torbergsson og søster til Skofte fra Giske. Der var en rig og magtfuld mand, der hed Skjalg; også han sluttede sig til flokken, hvilket Torkel Hamarskjald omtaler i Magnusdrapaen:


Siden samled’ Tore
sine folk og Egils;
næppe fik dog nogen
nytte af storrådet.
Skjalgs venner voldtes
(véd jeg) mén af sten som
ej de magted’ mordfugls
mætter imod løfte.


Da Tore havde samlet flokken i Oplandene, tog de ned i Romsdal og Sunnmøre, hvor de skaffede sig skibe; derefter stævnede de nordpå til Trondheim.


5. Om Tore og hans gerninger

Der var en lendermand, der hed Sigurd Uldstreng — søn af Lodin Vigge-skalle; han sammenkaldte tropper med hærpil, da han hørte om Tores flok og styrede — med alle de folk han fik — til Vigg. Svend og Tore ledte også deres hær den vej; de kæmpede dér mod Sigurd, sejrede og forårsagede et stort mandefald, men Sigurd flygtede, til han kom til kong Magnus. Tores mænd drog til købstaden og lå for en tid på fjorden; dér sluttede mange folk sig til dem. Da Kong Magnus fik budskab om dette, samlede han straks sin hær, som han derefter ledte nordpå til Trondheim. Da han kom ind i fjorden, og Tores mænd blev klar over det — de lå ved Hevring og havde gjort klar til at sejle ud ad fjorden — roede de til Vagnvigsstrand, hvor de forlod skibene og fortsatte nordpå i Teksdal i Seljuhverve; Tore blev båret over fjeldet på en båre. Siden skaffede de sig skibe og sejlede nordpå til Helgeland, men kong Magnus fór efter dem, da han blev rejsefærdig i Trondheim. Tore og hans mænd kom så langt nordpå som til Bjarkø; Jon og hans søn — Vidkun — flygtede væk derfra. Tores mænd stjal al løsøret, men afbrændte gården og et godt langskib, som Vidkun ejede. Da snekken brændte og skibet fik slagside, sagde Tore: »Mere til styrbord — Vidkun!« Da blev dette digtet:


Bjarkøs bedste gårdhus
brænder midt på øen;
ilden knitrer — ene
usselt volder Tore.
Ild og ran i aften
ikke Jon vil savne.
Hedt omflammes huset;
himlen bag røg skjules


6. Tore og Egil hænges

Jon og Vidkun fór dag og nat, til de fandt kong Magnus. Svend og Tore drog med mændene nordpå og hærgede vidt omkring i Helgeland, men da de lå i den fjord, der hedder Harm, fik de øje på kong Magnus’ sejl. Da mente Tores mænd ikke, at de ikke var nok til at kæmpe, og de roede væk og flygtede. Tore og Egil roede til Hestun, men Svend roede til havs, og nogle af deres mænd roede længere ind i fjorden. Kong Magnus satte efter Tores flok, og da skibene stødte sammen ved landingen, sad Tore i forrummet på sit skib. Da råbte Sigurd Uldstreng til ham: »Er du uskadt — Tore?« Tore svarede: »Hel på hænderne, men fejl på fødderne!« Da løb Tores besætning i land, men Tore blev fanget. Egil blev også fanget, fordi han ikke vilde lade sin kone i stikken. Kong Magnus lod dem begge overflytte til øen Vomma, men da Tore blev ført i land, vaklede han på fødderne. Da sagde Vidkun: »Mere til bagbord — Tore!« Da Tore derpå blev bragt til galgen, sagde han:

Wilhelm Wetlesen: Tore og Egil bliver hængt


Fire fæller var vi
før — med én ved roret.


— og da han gik mod galgen, sagde han: »Slette råd er slette.« Derefter blev han hængt, og da galgegrenen slog op, var Tore så tung, at halsen blev flået over, så kroppen faldt til jorden. Tore var større end andre mænd — både høj og kraftig. Egil blev også ført til galgen, og da kongens trælle ville til at hænge ham, sagde han: »I skulle ikke hænge mig; det var mere passende at hænge alle jer!«, sådan som det blev digtet:


Søde sol! Jeg hørte
sagt til kongens trælle
hårde ord fra Egil
(uden skam han talte):
Frem for ham man hell’re
hængte dem, han råded’.
(Al for megen modgang
måtte krig’ren døje).


Kong Magnus sad og så på, mens de blev hængt, og han var så vred, at ingen af hans mænd turde anmode om benådning. Da Egil svajede i galgen, sagde kongen: »Kun dårligt kommer dine gode slægtninge dig til hjælp.« Af dette forstod man, at kongen gerne havde set, at man havde bedt ham om Egils liv. Således siger Bjørn Krumhånd:


Snart sogningers herre
sværdet ved Harm rødned’;
ulven kunne atter
æde varme lemmer.
Falske mænd ved fyrstens
færd fik sviget lønnet;
intet held de havde
— hænge måtte Tore.


7. Afstraffelsen af trønderne

Kong Magnus drog herefter sydpå til Trondheim, hvor han pålagde de mænd, der blev kendt skyldige i landsforræderiet mod ham, hårde straffe. Han dræbte nogle og nedbrændte andres ejendomme, sådan som Bjørn Krumhånd siger:


Ravnens fodrer revsed’
raskt de dømte trønder;
fyrsten frit lod træers
fjende huse sluge.
To herser jeg hørte
havde mistet livet;
ej sultede ulven,
ørnen fløj blandt hængte.


Svend Haraldsøn flygtede først til havs og siden til Danmark, hvor han forblev, indtil han blev forligt med kong Øistein Magnusson; denne sluttede fred med Svend, gjorde ham til sin bordsvend og holdt af og værdsatte ham. Kong Magnus rådede nu alene for riget; han opretholdt freden i sit land og satte en stopper for alle vikinger og ufredsmænd. Han var dristig, krigerisk og stræbsom og mindede i hele sit væsen mere om sin farfar — kong Harald — end om sin far.


8. Kong Magnus’ togt til Suderøerne

Magnus Barfod i Skotland.

Kong Magnus indledte sin udenlandsfærd, og han havde en stor hær og en fortrinlig flåde; således styrede han hæren vestpå over havet — først til Orknøerne. Her pågreb han jarlerne Pål og Erland og sendte dem begge østpå til Norge; han udnævnte sin søn — Sigurd — til høvding over øerne og skaffede ham rådgivere. Kong Magnus førte sin hær til Suderøerne, hvor han straks gav sig til at hærge og brænde landsbyerne; han dræbte beboerne og plyndrede alt, hvor han kom frem. Folket flygtede langt væk — nogle ind i Skotlandsfjorden, andre sydpå til Saltire eller ud til Irland. Andre igen indgik våbenhvile og gav sig i kongens tjeneste. Sådan siger Bjørn Krumhånd:


Luer sås på Ljodhus
langt i vejret række;
hastigt flygted’ folket
— flammerne da voksed’.
Ilden sprang på Ivist,
alt mens kongen hærged’.
Bønder bad for livet;
blod rødnede sværdet.
På Skid hærged’ hunger
hist hvor kampstorm rased’;
ulvens tand på Tyrvist
trak i dødes vunder.
Grenlands konge gråden
grumt voldte i Skotland,
og på Myl et mylder
mødige væk flygted’.


9. Om Lovmand — søn af kong Gudrød

Kong Magnus kom med sin hær til Den hellige Ø, hvor han gav fred og våbenhvile til hele befolkningen og alle deres besiddelser. Det siges, at han ville åbne den lille Kolumkille-kirke, men han gik ikke derind og lod straks efter døren låse og sagde, at ingen skulle herefter driste sig til at gå ind i kirken. Dette er blevet efterlevet lige siden. Nu førte kong Magnus hæren sydpå til Il, hvor de hærgede og brændte. Da han havde erobret det land, fortsatte han færden sydpå til Saltire og øvede imens hærværk på både Irlands- og Skotlandssiden. Så fór han kampklædt sydpå til Man og hærgede dér som på de andre steder. Således siger Bjørn Krumhånd:


Snart på Sandøs flade
slette bares skjolde;
øen over flammed’
Il — forvoldt af kongen.
Ved Saltire sydpå
segned’ folk for våben;
siden på Man måtte
mængder i strid falde.


Gudrød Suderøkonges søn hed Lovmand; han sad som landværn på Nordøerne, men da kong Magnus kom til Suderøerne med sin hær, slap Lovmand forbi hæren og ind mellem øerne. Til sidst fangede kong Magnus’ mænd ham og hans mandskab, da han ville flygte til Irland. Kongen lod ham lægge i lænker og holdt ham som gidsel. Bjørn Krumhånd siger:


Gudrøds arving ejed’
ikke sikkert gemme;
Lovmand måtte lade
landet til sværdkongen.
Fyrsten fanged’ siden
fjenden ud for næsset;
dér hvor hvasse våben
hvined’ gennem luften.


10. Jarl Hugos fald

Derefter ledte kong Magnus hæren til Bretland, men da han var i Ångelsund, kom en Bretlandsk hær imod ham anført af to jarler — Hugo den Stolte og Hugo den Tykke. De lagde straks til kamp, og det blev en hård strid. Magnus skød med bue, men Hugo den Stolte var fuldstændig klædt i brynje, så at intet var udækket på nær øjnene. Kong Magnus skød en pil efter ham og det samme gjorde en helgelandsk mand, der stod tæt på kongen; de skød samtidig. Den ene pil ramte hjelmens næseskjold, så dette bøjedes ud til siden, men den anden pil ramte jarlen i øjet og fløj helt igennem hovedet — og dette skud tilskrives kongen. Der faldt jarl Hugo og siden flygtede briterne, der havde mistet mange folk. Således siger Bjørn Krumhånd:


Livstræets løv kongen
lod for Hugo dale;
I Ångelsund sendtes
snart den stolte heden.


Dette blev også digtet:


Brynjen brak de pile,
Brages ætling sendte,
men horders gram gjorde
grumt jarl Hugo blodig:
Egders unge konge
odden frem lod lede;
strengens hagl i hov’det
hastigt fór på jarlen.


Kong Magnus sejrede i denne kamp; derefter tilegnede han sig Ångelsø, således at han — i lighed med de konger, der før ham havde været i Norge — havde taget land længst mod syd. Ångelsø udgør en tredjedel af Bretland.

Efter disse kampe vendte kong Magnus om med sin hær og drog først til Skotland. Da fór mænd mellem dem og Malkolm Skottekonge og stiftede forlig imellem dem. Kong Magnus skulle have alle de øer, der ligger vest for Skotland — alle sådanne, at et skib med fast styreåre kunne sejle mellem dem og fastlandet. Og da kong Magnus kom fra syd til Saltire, lod han skuden trække over Saltire Tange med styreåren på; kongen sad selv i løftingen og holdt i rorpinden og tilegnede sig således landjorden, der lå til bagbord. Saltire er et stort land, der er bedre end den bedste ø blandt Suderøerne — fraregnet Man. Det er adskilt fra det skotske fastland af en smal landtange; her trækkes langskibe ofte over.


11. Orknøjarlens død

Kong Magnus var om vinteren på Suderøerne; da fór hans mænd omkring i alle Skotlands fjorde inden for alle øerne — både beboede og ubeboede — og tilegnede den norske konge alle ølandene. Magnus fik til sin søns — Sigurds — hånd Bjadmynja, der var datter af irerkongen Myrkjartan Tjalveson, der herskede over Kunnakter. Sommeren efter drog kong Magnus med sin hær østpå til Norge.

Jarl Erlend døde af sygdom i Nidaros og blev begravet dér, men Pål blev det i Bergen.

Skofte Øgmundsson — Torbergs sønnesøn — var en berømt lendermand; han boede på Giske i Sunnmøre. Han var gift med Gudrun — datter af Tord Foleson — og deres børn var Øgmund, Finn, Tord og Tora, der var gift med Åsolv Skuleson. Skoftes sønner var de mest lovende, unge mænd.


12. Striden mellem kong Magnus og kong Inge

Steinkel Svenskekonge døde på samme tid som Haralderne. Håkon hed den konge, der efterfulgte kong Steinkel i Sverige. Siden blev Inge — Steinkels søn — konge; han var en god og magtfuld konge, der var større og stærkere end andre mænd. Han var konge i Sverige på den tid, da Magnus var det i Norge.

Kong Magnus sagde, at i gamle dage var landegrænsen sådan, at Götaelven og derefter Vänern indtil Värmland dannede skellet mellem svenskekongens og norskekongens riger. Kong Magnus hævdede at eje alt beboet land vest for Vänern — det vil sige Sundal og Norddal, Vedbo og Varbo og den tilliggende del af Marker. Det havde længe hørt til svenskekongens enemærker og været skatteskyldigt til Västergötland, og borgerne i Marker ville høre under svenskekongen som hidtil. Kong Magnus red med en stor og prægtig hær til Viken og op i Götaland, og da han kom til landsbyerne i Marker, hærgede han og brændte; det gjorde han ved alle ejendommene og folk underlagde sig ham og tilsvor ham landet. Da han kom op til søen Vänern, var det sidst på efteråret; da tog de ud på Kvaldinsø, hvor de byggede en fæstning af tørv og træ og gravede en grøft på ydersiden. Da det arbejde var færdigt, førte man madvarer og andre fornødenheder derind. Kongen indsatte dér tre hundrede mand — deres høvdinge var Finn Skofteson og Sigurd Uldstreng — og tog derefter tilbage til Viken.


13. Om nordmændene

Da svenskekongen hørte om dette, sammenkaldte han hæren, og det forlød, at han agtede at ride derned. Det trak dog ud, og da digtede nordmændene dette:


Udsat har sin ankomst
Inge Bredrøv længe.


Men da isen dækkede søen Vänern, red kong Inge derned med næsten 30 hundrede mand. Han sendte besked til de nordmænd, der var i borgen, og opfordrede dem til at forlade stedet med den udrustning, de havde, og tage hjem til Norge. Da sendebuddene gengav kongens ord, svarede Sigurd Uldstreng og sagde, at Inge måtte komme på noget andet, end at jage dem væk som en fåreflok af fennen, og at han først skulle komme tættere på. Sendebuddene fortalte dette til kongen. Derefter fór kongen ud på øen med hele hæren. Da sendte han for anden gang sine mænd til nordmændene og opfordrede dem til at forlade stedet med deres våben, kluns og heste, men efterlade alt tyvegods. Det nægtede de, og så blev de stormløbet og beskudt. Kongen fremskaffede da sten og træ til at fylde i grøften; han tog ankre og fastgjorde til lange tømmerstokke og førte dem frem til træværket; da gik mange mænd hen og rev væggen ned. Der blev lavet store bål og skudt brændende ildstokke ind på dem; da bad nordmændene om våbenhvile. Kongen beordrede dem til at komme ud våbenløse og uden overkappe, og da de gik ud, fik hver af dem et svirp med en vidjegren. Efter denne medfart vendte de igen hjem til Norge, og borgerne i Marker gav da sig atter under kong Inge. Sigurd og hans kammerater opsøgte kong Magnus og fortalte ham om deres utur.


14. Kampen ved Foxerne

Straks om foråret — ved isens opbrud — drog kong Magnus med en stor hærskare østpå til Elven; de styrede op i det østre løb og hærgede i hele svenskekongens område. Da han kom op til Foxerne, gik de fra skibene i land, men da de krydsede en å, der var dér, kom en götehær imod dem. Der blev kæmpet og nordmændene blev overmandende og tog flugten; mange blev dræbt ved et vandfald. Kong Magnus flygtede, men göterne forfulgte dem og dræbte så mange, som de kunne komme til. Kong Magnus var let genkendelig, fordi han var større end de fleste; han havde en rød trøje over brynjen og håret var silkegult og skulderlangt. Øgmund Skofteson red ved siden af kongen; også han var større og flottere end de fleste. Han sagde: »Giv mig trøjen — konge!« Kongen sagde: »Hvad skal du med trøjen?« »Jeg vil ha’ den,« sagde han; »du har før givet mig større ting.« Det forholdt sig sådan, at ådalen var fladstrakt — derfor kunne göterne og nordmændene hele tiden se hinanden — men så kom der en skråning og et krat, der tog udsynet; dér fik Øgmund kongens trøje, som han trak i. De red igen red ud på det flade stykke; da bøjede Øgmund og hans mænd skråt af, og da göterne så det, troede de, at han var kongen, og red alle sammen efter ham. Kongen red sin vej til skibene; Øgmund slap med nød og næppe fri, men kom dog uskadt til skibene. Kong Magnus styrede ned ad åen og derefter nordpå til Viken.


15. Kongetræf i Elven

To år senere blev der aftalt kongetræf i Kongshelle ved Elven; da mødtes Magnus Norskekonge, Inge Svenskekonge og Erik Svendssøn Danekonge bundet af gensidige forsikringer om fred, og da mødet var indledt, gik kongerne ud på åben mark — væk fra de andre mænd — og taltes ved en kort tid. De gik derefter tilbage til deres følger, og da var forlig indgået således, at de hver især skulle eje de riger, som deres fædre før havde haft, og hver især skulle de godtgøre tyveri og personskade for sine landsmænd og siden udjævne det mellem sig. Kong Magnus skulle have Margrete — kong Inges datter; hun blev herefter kaldt Fredkulla. Det blev sagt folk imellem, at man aldrig havde set mere høvdingagtige mænd, end de var; Kong Inge var den største og stærkeste og fremstod med mest herskerværdighed, men kong Magnus forekom mest mandig og modig, og kong Erik var den flotteste. Alle var de store, herlige mænd — velskabte og veltalende — og således skiltes de i enighed.


16. Kong Magnus’ ægteskab

Kong Magnus fik dronning Margrete; hun blev sendt fra Sverige vestpå til Norge, og hun blev udstyret med et passende følge. Kong Magnus havde fra tidligere nogle børn, som er benævnte. En søn hed Øistein; hans mor var ikke noget særligt. En anden hed Sigurd, og han var ét år yngre; hans mor hed Tora. En tredje hed Olav, og han var meget yngre; hans mor hed Sigrid, og hun var datter af Saxe i Vig — en stormand i Trondheim. Hun var kongens elskerinde. Man siger, at da kong Magnus kom tilbage fra sine togter vestpå, tillagde han og mange af hans mænd sig sædvaner og klæder, som dengang brugtes i vesterlandene; de gik barbenede om i gaderne, bar korte kjortler og tilsvarende kapper — derfor kaldte man ham Magnus Barfod eller Barben, nogle kaldte ham den Høje, andre Kamp-Magnus. Han var højere end de fleste. Hans højde blev markeret i købstadens Mariakirke — den, som kong Harald havde fået bygget. Ved norddøren var der hugget tre kors i muren; det første for Haralds højde, det næste for Olavs højde og det tredje for Magnus’ højde. Mærkerne var dér, hvor de højest kunne nå at kysse; øverst var Haralds kors, nederst Magnus’ kors, og Olavs mærke var midt imellem.


17. Uenighed mellem kong Magnus og Skofte

Skofte Øgmundsson kom på kant med Kong Magnus; det var en arvesag, der delte dem. Skofte tilbageholdt arven, men kongen gjorde så voldsomt krav på den, at det nær var kommet til håndgribeligheder. De holdt mange møder derom, og Skofte rådede til, at han og hans sønner i mellemtiden ikke skulle være inden for kongens rækkevidde; han sagde, at det ville være bedst sådan. Da Skofte kom i kongens nærvær, henviste han til det nære slægtskab, der var mellem kongen og dem, og endvidere, at Skofte altid havde været kongens gode ven og aldrig brudt deres venskab; han bemærkede, at man burde vide, at han havde så meget forstand, »— at jeg ikke,« sagde han, »ville fremføre sådant mod dig, hvis jeg vidste bedre, og det har jeg fra mine forældre — at jeg siger tingene lige ud uden at gøre forskel på folk.« Kongen var upåvirket; hans sind mildnedes ikke af den slags tale. Skofte tog hjem.


18. Finn Skofteson hos kongen

Siden opsøgte Finn kongen og talte med ham; han tilskyndede at kongen lod far og sønner få ret i denne sag. Kongen svarede vredt og hårdt. Da sagde Finn: »Jeg havde ventet andet af Dem — konge! — end at De ville fratage mig min lovlige ret. Jeg blev sat på Kvaldinsø; det gjorde kun få af Deres venner, og de sagde — ganske rigtigt — at de, der sad der, havde været svigtede og dødsdømte, hvis ikke kong Inge havde vist os mere storsind, end vi fik af dig. Mange mente desuden, at vi drog derfra med skam — hvis det ellers betyder noget.« Kongen var ligeglad med den slags tale, og Finn tog hjem.


19. Øgmund Skofteson hos kongen

Så opsøgte Øgmund kongen, og da han traf ham, fremlagde han sit ærinde og bad kongen give dem ret — far og sønner. Kongen sagde, at det var ret, som han sagde, og at de var uhørt dristige. Da sagde Øgmund: »Det kan godt være — konge! — at du har magt til at gøre os uret; det er rigtigt, som man siger, at de fleste betaler dårligt eller med ondt, når man redder deres liv. Det vil jeg også sige, at jeg herefter aldrig skal gøre dig tjenester — ingen af os! Far og sønner! — hvis jeg skal bestemme.« Øgmund tog derefter også hjem; ingen af dem mødtes siden med kong Magnus.


20. Skofte forlader landet

Skofte Øgmundson begyndt næste efterår sin rejse ud af landet; han havde fem langskibe — alle med god udrustning. Han havde sine sønner med på sejladsen: Øgmund, Finn og Tord. Deres afrejse trak ud; de sejlede om efteråret til Flandern og var dér om vinteren. Tidligt på foråret sejlede de vestpå til Valland, og om sommeren sejlede de gennem Nørvesund og om efteråret til Rom; der døde Skofte. Alle — far og sønner — døde på denne rejse. Tord levede længst af dem; han døde på Sikelø. Efter sigende er Skofte den første nordmand, der er sejlet gennem Nørvesund, og den tur blev rost meget.


21. Mirakler

Det skete i købstaden — dér hvor kong Olav hviler — at der gik ild i et hus i byen, og branden bredte sig. Da blev kong Olavs kiste båret ud af kirken og stillet hen til ilden. Derpå løb en tåbelig og ubegavet mand frem, slog på kisten og truede den hellige mand og sagde, at alt vilde brænde op — både kirken og de øvrige huse — medmindre denne reddede dem med sine bønner. Nu lod den almægtige Gud forhindre, at kirken brændte, og han sendte straks natten efter øjenpine til den ubegavede mand; det holdt ham sengeliggende, indtil den hellige kong Olav bad om nåde for ham ved den almægtige Gud og helbredte ham i den samme kirke.


22. Kong Olavs mirakler

Det skete også i købstaden, at en kone var kommet derhen — til det sted, hvor kong Olav hviler; hun var så vanskabt, at hun var helt sammenkrummet på den måde, at begge fødder sad bøjede op til lårene. Hun lå tit og bad og påkaldte ham grædende; da helbredte han hendes store misdannelse, sådan at fødder og ben og de andre lemmer rettedes ud, og derpå fik hvert led og lem sin rigtige form. Hun kunne ikke kravle derhen, men hun gik hel og glad hjem til sin familie.


23. Hærtogt i Irland

Kong Magnus forlod landet, og han havde en stor hær med; da havde han været konge i Norge i 9 år. Han fór vestpå over havet med det bedste følge, man kunne få i Norge. Alle landets stormænd fulgte ham: Sigurd Raneson, Vidkun Jonson, Dag Eilifson, Serk af Sogn, kongens staller Ejvind Albue, Ulf Raneson — Sigurds bror — og mange andre stormænd. Kongen førte alle disse mænd vestpå til Orknøerne og fik derfra jarl Erlands sønner — Magnus og Erling — med sig. Han sejlede så til Suderøerne, og da han lå ved Skotland, løb Magnus Erlandson fra borde og op på land, hvorfra han fortsatte op i skoven og kom frem til skottekongens livvagt. Kong Magnus førte hæren til Irland og hærgede dér. Da sluttede kong Myrkjartan sig til ham med sin hær, hvorefter de besatte meget af landet — Dublin og omegnene. Kong Magnus overvintrede oppe i Kunnakter sammen med kong Myrkjartan og satte sine mænd til landeværn over det, han havde erobret, men da det blev forår tog han med hæren vestpå til Ulster og havde dér mange kampe og erobrede landet, så han sad på det meste af Ulster. Derpå tog Myrkjartan hjem til Kunnakter.


24. Kong Magnus’ landgang

Christian Krohg:
Ved solopgang gik kong Magnus i land.

Kong Magnus gjorde sine skibe klar og agtede sig østpå til Norge; han satte sine mænd til landeværn i Dublin. Han lå ved Ulster med hele sin hær og var sejlklar. De mente at have brug for strandhugst, og kong Magnus sendte sine mænd med besked til kong Myrkjartan, at han skulle sende ham strandhugst, og sagde, at det skulle komme dagen før Bartholomæusmesse, hvis budbringerne havde held med færden. Men aftenen før messedagen var de ikke kommet, og på messedagen — ved solopgang — gik kong Magnus med størstedelen af sin hær i land og væk fra skibene for at lede efter sine mænd og strandhugsten. Det var vindstille og solskin. Vejen førte over mose og sump; den var belagt med tilhuggede bjælker og havde kratskov på begge sider. Da de fortsatte, kom de frem til en høj skrænt, hvorfra de havde vidt udsyn; de fik øje på en stor støvsky længere inde i landet og drøftede, om det måske var irernes hær, men nogle sagde, at det sikkert var deres mænd med strandhugsten. Dér blev de stående. Da tog Ejvind Albue ordet: »Konge!« sagde han, »Hvad mener du om dem, der kommer dér? Jeg synes, du er uforsigtig; du véd, at irerne er forræderiske. Kom nu med et godt råd til dine folk.« Da sagde kongen: »Nu samler vi vores hær og holder os klar, hvis dette er forræderi.« Da hærsamlingen var sket, gik kongen og Ejvind frem foran flokken; kong Magnus havde hjelm på hovedet og et rødt skjold med en guldløve på. I bæltet havde han det sværd, de kaldte Knogleknuser; det havde et tværstykke af hvalrostand og et skaft beklædt med guldvæv — det var det bedste våben. Han havde et spyd i hånden og over skjorten en silketrøje, der foran og bagpå var tilskåret med en gul silkeløve. Man sagde, at man havde aldrig set én, der så mere mandig og modig ud. Ejvind bar også en silketrøje magen til kongens, han var også en stor og flot mand med et krigerisk udseende.


25. Kong Magnus’ død

Da støvskyen kom nærmere, genkendte de deres egne mænd, og de havde meget strandhugst med, som irerkongen havde givet dem, så han holdt sit ord til kong Magnus. Derefter tog de tilbage mod skibene, og det var da midt på dagen. Men da de kom ud på mosen, blev de forsinkede af sumpene. Da stormede den irske hær frem fra alle steder i skoven, og det kom straks til kamp, men nordmændene blev spredte, og snart faldt mange af dem. Da talte Ejvind: »Konge!« sagde han, »— det går uheldigt for vores flok; lad os nu finde på noget godt.« Kongen sagde: »Blæs hele hæren til kamp under fanerne, men den hær, der er her, skal forme en skjoldborg. Så trækker vi os baglæns over moserne; det bliver ingen sag for os, når vi kommer på fastere grund.« Irerne skød dygtigt, og selv om de faldt tæt, kom de alligevel den ene efter den anden. Da kongen kom til det yderste sumphul, var det meget ufremkommeligt og kun få steder farbart; dér faldt mange nordmænd. Så råbte kongen til sin lendermand Torgrim Skindhat — han var oplænding — og bad ham krydse sumpen med sit mandskab: »Vi forsvarer imens,« sagde han, »så der ikke sker jer noget; gå derefter op på den lille ø, der ligger dérovre, og skyd på dem, mens vi krydser sumpen — du har gode bueskytter.« Men da Torgrim og de andre kom over sumpen, kastede de skjoldene om på ryggen og løb ned til skibene, og da kongen så det, sagde han: »Umandigt forlader du din konge! Det var dumt af mig, at jeg gjorde dig til lendermand og Sigurd Hund fredløs; det dér havde han aldrig gjort.« Kong Magnus blev såret; han fik et spyd gennem begge lår — lige over knæene. Han greb skaftet mellem sine ben, knækkede stagen af og sagde: »Sådan knækker man benspærrer — gutter!« Kong Magnus fik et hug over halsen med en stridsøkse, og det blev hans død. Derefter flygtede de, der var tilbage. Vidkun Jonson førte sværdet Knogleknuser og kongens banner til skibene. Han og hans mænd trak sig sidst tilbage — andensidst Sigurd Raneson og tredjesidst Dag Eilifson. Dér faldt Ejvind Albue, Ulf Raneson og mange andre stormænd sammen med kong Magnus; der faldt mange nordmænd, men dog mange flere irere. De nordmænd, der slap væk, drog bort straks om efteråret. Erling — søn af jarl Erland — faldt i Irland sammen med kong Magnus. Da den flok, der var flygtet fra Irland, kom til Orknøerne, og Sigurd erfarede sin fars — kong Magnus’ — død, slog han sig straks i følge med dem, og de tog om efteråret østpå til Norge.


26. Om kong Magnus og Vidkun Jonson

Magnus var konge over Norge i 10 år, og i hans dage var der god fred indenlands, men folket havde mange anstrengelser og udgifter fra hærudskrivningen. Kong Magnus var afholdt blandt sine mænd, men bønderne fandt ham hård. Man sagde, at han brugte det udtryk — når hans venner sagde, at han tit fór uforsigtigt frem — at sige: »Konger skal være berømte — de skal ikke leve længe!« Kong Magnus var næsten 30 år gammel, da han faldt. Vidkun dræbte i kampen den mand, der slog kongen ihjel; derpå flygtede Vidkun, der havde fået tre sår, og af den grund viste kong Magnus’ sønner ham det største venskab.


— o —