Magnus Erlingsøns Saga (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Hulda, Hrokkinskinna, Morkinskinna og Heimskringla.


Kongesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 7


Magnus Erlingsøns Saga



Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1829



1. Kapitel

Markus paa Skoven hed en Mand fra Oplandene, en Frænde af Sigurd Jarl; Markus opfostrede en Søn af Kong Sigurd Haraldsøn, ved Navn Sigurd. Ham toge Oplændingerne til Konge efter Sigurd Jarls og andre Høvdingers Raad, af dem som havde fulgt Kong Hakon. De havde endnu en stor Hær, og drog sædvanlig frem i to store Hobe; Kongen og Markus udsatte sig ikke ret meget, men Sigurd Jarl med sin Trop og sine Leensmænd vare gjerne der, hvor Fare var forhaanden. De droge for det meste med deres Parti omkring igjennem Oplandene og ned i Vigen. Erling Skakke havde altid sin Søn Kong Magnus med sig; han forestod da hele Skibsflaaden og Landeværnet. Han var i Bergen en Deel af Høsten, drog derfra øster til Vigen, satte sig i Tønsberg, og beredte sig paa der at holde Vintersæde; her samlede han fra Vigen den Skat og Skyld, som tilkom Kongen; han havde mange og udvalgte Folk. Men eftersom Sigurd Jarl og Hans Parti kun havde en liden Strækning af Landet, derimod mange Folk, manglede de snart Penge, og der hvor ingen Høvdinger vare tilstede, søgte de at forskaffe sig Ophold paa ulovlig Viis, deels ved overdrevne Beskyldninger, deels aabenbar ved Plyndring.


2. Kapitel

Paa den Tid stod Norges Rige i megen Flor og Velstand; Bønderne vare rige og mægtige, og uvante til Voldsomheder og Overfald af de omdragende Krigshære; der opstod derfor megen Snak og mange Fortællinger om, naar der nogensteds blev plyndret. Indbyggerne i Vigen vare Kong Magnus og Erling oprigtig hengivne, hvilket især skyldtes Kong Inge Haraldsøn, thi Vigboerne havde altid med Folk og Formue været rede til Hans Tjeneste. Erling lod holde Vagt i Byen, saa at der vaagede tolv Mand hver Nat. Han holdt tillige Thing med Bønderne, og der blev da ofte talt om de Uroligheder, Sigurds Mænd afstedkom, og ved Erlings og andre Hans Tilhængeres Forestillinger bragdes Bønderne til den eenstemmige Mening, at det vilde være en stor Lykke, om dette Parti blev saaledes undertrykt, at det aldrig kunde rejse sig mere. Arne, Kongens Svoger, holdt en lang Tale om denne Sag, og talte tilsidst haardt imod dem; han opfordrede alle dem, som vare paa Thinget, Krigere, Bønder og Borgere til at gjøre Vaabentag (1) paa, at de efter Loven dømte Sigurd Jarl og hele Hans Anhang Fanden i Vold baade i dette Liv og efter deres død. Formedelst Folkets Hæftighed og Forbittrelse sagde alle Ja dertil, og saaledes blev denne uhørte Gjerning virkelig foretaget og, bekræftet paa samme Maade, som man ellers plejede at dømme paa Thinge. Præsten Roald den Langtalende holdt ligeledes en Tale herom; han var meget veltalende, og Hans Tale gik omtrent ud paa det samme, som de forrige. Erling beværtede sine Mænd om Julen i Tønsberg, men uddeelte der Sold til dem ved Kyndelmissetide.


3. Kapitel

Sigurd Jarl drog med en udvalgt Hær ned til Vigen, og mange Folk gave sig under ham af Tvang. andre betalte Penge. Han drog derpaa vide omkring oppe i Landet, og gjorde Indfald paa forskjellige Steder. Nogle af Hans Parti søgte hemmelig at mægle sig Fred hos Erling; de fik til Svar, at alle, som attraaede det, skulde faae Fred paa Livet, men kun de vilde erholde frit Ophold i Landet, som ikke havde gjort sig skyldige i store Forbrydelser imod Erling; men da Krigsfolket erfarede dette, at de ikke vilde erholde frit Ophold i Landet, saa bidrog dette meget til, at Partiet ikke opløstes; thi der vare mange af dem, som nok vidste med sig selv, at Erling vilde holde dem for meget skyldige. Filippus Gyrdsøn sluttede Forlig med Erling, fik sine Ejendomme tilbage, og rejste hjem til sine Gaarde. Kort efter kom Sigurd Jarls Mænd derhen, og dræbte ham. De udøvede mange Voldsomheder, snart ved at fordrive, snart ved at dræbe hverandre, men kun det er opskrevet, som selve Høvdingerne foretoge sig.


4. Kapitel

Det var i Begyndelsen af Fasten, at Spejdere bragde Erling Efterretning om, at Sigurd Jarl vilde drage imod ham, og man hørte til ham hist og her, snart nærmere, snart fjærnere. Erling sendte da Spejdere ud til alle Sider, for at faae at vide, hvor de kom frem; han lod ogsaa hele Hæren hver Aften ved Lurerne samle ovenfor Byen, og saaledes laae de om Vinteren samlede hver Nat, og alting saaledes ordnet, at de strax kunde fylke. Da fik Erling Efterretning om, at Sigurd Jarl var kort derfra oppe paa Re. Erling begav sig da paa Vejen op fra Byen, og havde alle Borgerne med sig, som vare vaabendygtige og væbnede, saavel som Kjøbmændene, undtagen tolv Mand, som bleve tilbage forat bevogte Byen. Han forlod Byen om Tirsdagen i den anden Uge af Fasten efter Non (2), og hver Mand havde Levnetsmidler med sig for to Dage. De marserede om Natten, men det varede længe før de kunde faae alle deres Folk ud af Byen. Om een Hest vare der to Mand. Da Folket blev mynstret, vare de henved tretten hundrede. Da Spejderne kom til dem, fik de at vide, at Sigurd Jarl var paa Re paa den Gaard, som hed Komsnæs (3), med fem hundrede Mand. Da lod Erling sin Hær kalde sammen, og fortalte dem den Tidende, han havde faaet; men alle eggede til, at de skulde skynde sig og indebrænde dem eller slaaes strax om Natten. Erling talte, og sagde: ”Det er rimeligt, at Sigurd Jarl og vi snart ville prøve en Dyst med hinanden; der gives ogsaa mange paa Hans Parti, hvis Udaad vi ikke bør forglemme, da de dræbte Kong Inge og saamange andre af vore Venner, som det vilde blive vidtløftigt at opregne; de øvede mange Ugjerninger ved Djævelens Magt og Nidingskab; thi saa staaer der i vor Lov og Landsret, at ingen Mand har begaaet en saadan Forbrydelse, at det jo skal hedde Nidingsverk eller Mord, hvis nogen dræbes ved Nattetide. Dette Parti har søgt Lykke i deres Foretagender efter Troldmænds Anviisning, at de skulde stride om Natten, men ikke ved Solens Lys; og ved saadan Fremfærd have de vundet Sejer og nedlagt de Høvdinger, som de have fældet. Vi have nu ofte sagt og forestillet, hvor uanstændig deres Fremgangsmaade, som stride om Natten, tykkes os; vi skulle derfor Heller have andre Høvdingers Exempel for Øje, som ere os bedre bekjendte, og mere fortjene at efterlignes, nemlig at stride ved lys Dag og med opstillet Fylking, men ikke at stjæle os ind paa vore Fjender om Natten; vi have Folk nok imod dem, vi ville oppebie Dagen og holde vor Fylking sammen, hvis de ville gjøre noget Anfald paa os.” Derpaa satte Hæren sig ned; nogle reve Høhjelme ned, og dannede sig deraf et Leje, andre sade paa deres Skjolde, og saaledes oppebiede de Dagbrækningen. Vejret var koldt med fugtigt Snefog.


5. Kapitel

Sigurd Jarl havde først faaet Kundskab om Erling, da han var kommen nær til Gaarden; hans Mænd stode op, og væbnede sig, men vidste ikke ret, hvor mandstærk Erling var; nogle vilde flye, andre bie. Sigurd var en forstandig og veltalende Mand, men holdtes just ej for dulig til store Foretagender; han havde da ogsaa mest Lyst til at flye, hvilket man regnede ham meget til Onde. Da det dagedes, fylkede begge Hære. Sigurd Jarl stillede sin Fylking ovenfor Broen imellem den og Gaarden; der løb nemlig en liden Aa; men Erling fylkede paa den anden Side af Aaen; bag deres Fylking vare nogle til Hest, vel bevæbnede, som havde Kongen hos sig. Sigurds Mænd mærkede da, at Fjenderne vare dem langt overlegne, og holdt det for raadeligst at tye til Skoven. Sigurd Jarl svarede: ”I sige, det mangler mig paa Mod, nu skal det vise sig; hver tage sig nu vare, at ingen flyer eller blegner, førend jeg. Vi have en god Valplads og Stilling; lader dem nu gaae over Broen, men saasnart deres Banner er kommet over, saa lader os styrte ned paa dem fra Bakken, og holder eder da tæt sammen!” Sigurd Jarl var klædt i en rødbruun Kjortel og en rød Kappe, hvis Flige vare ophæftede, og han havde kantede Sko paa Fødderne; han havde sit Skjold og det Sværd, som kaldtes Bastard. Jarlen sagde den Gang: ”Det veed Gud, at jeg vilde foretrække at give Erling Skakke et Hug med Bastard for meget Guld."


6. Kapitel

Erlings Folk vilde gaae over Broen, men han bad dem gaae langs op med Aaen, da den ikke var bred og let at komme over, hvor den havde flade Kanter. Saa skede. Sigurd Jarls Fylkinger droge op ad Bakken ligeover for dem; og da Bakken hørte op, og der var godt føre over Aaen, sagde Erling, at de skulde synge pater noster, og bede om Sejer for dem, den var tjenligst. De sang da Kyrie Eleison, og sloge med deres Vaaben paa Skjoldene; men ved dette Vaabengny flyede tre hundrede Mand af Erlings Folk. Erling og Hans Mænd gik da over Aaen, men Jarlens Mænd raabte Krigsraab; dog mislykkedes det for dem at anfalde Erlings Fylking nedad Bakken, og Slaget begyndte forved denne. Først kastedes der med Spyd, derpaa holdtes Strid med Hugvaaben; Jarlens Banner veg tilbage, saa at Erling og Hans Mænd kom op paa Bakken. Der holdtes da kun en kort Strid, førend Jarlens Mænd flyede til Skoven. Da var Sigurd Jarl tilbage, og man bad ham at flye. Han svarede: »Fremad nu, saalænge vi kunne.” De hug da til begge Sider, og der faldt Sigurd Jarl og Jon Svendsøn og tresindstyve Mand. Erling mistede paa sin Side kun faa Folk, og forfulgte de Flygtende til Skoven; der standsede han sine Folk, og vendte tilbage. Han kom hen, hvor Kongens Trælle vilde trække Klæderne af Sigurd, der endnu ikke var ganske afsjælet; han havde stukket sit Sværd i Skeden, og det laae ved Siden af ham. Erling tog det op, slog Trællene dermed, og befalede dem at pakke sig. Derpaa vendte Erling tilbage, og tog sit Sæde i Tønsberg. Syv Dage efter at Jarlen var falden, fangede Erlings Mænd Endride den Unge, og han blev dræbt med alle sine Skibsfolk.


7. Kapitel

Markus fra Skoven og Hans Fostersøn Sigurd begave sig i Begyndelsen af Foraaret ned i Vigen, og fik sig der Skibe. Men da Erling spurgte det, drog han østerpaa efter dem, og de mødtes i Kongehelle; Markus og Sigurd flyede op paa Øen Hisingen, hvor Indbyggerne løb ned til Stranden, og forenede sig med dem. Erling og Hans Folk roede mod Land, men Markuses Mænd skjøde paa dem. Da sagde Erling til sine Mænd: ”Lad os tage deres Skibe, men ikke gaae op paa Land at stride med denne Landhær. Hisingboerne ere ikke gode at hjemsøge, haarde og uforstandige; de ville kun i en kort Tid beholde en Krigstrop hos sig, thi Hisingen er et lidet Land.” Det skede saa, at de toge Skibene, og førte dem over til Kongehelle. Markus og Hans Krigsfolk droge op til Skovbygden, og begge Partier havde deres Spejdere ude. Erling havde mange Folk hos sig, og udskrev endnu flere af Herrederne deromkring; de gjorde undertiden Strejftoge mod hverandre.


8. Kapitel

Erlend Himaldes Søn Eisten blev valgt til Ærkebiskop efter Jon Birgersøn; han blev indviet det samme Aar, som Kong Inge faldt. Da han kom til at beklæde Bispestolen, blev han afholdt af hele Folket. Han var af fornem Slægt og en drabelig Mand; Thrønderne toge med Glæde imod ham, thi næsten alle Stormændene i Thrøndelagen vare i Slægtskab eller paa een eller anden Maade i Svogerskab med ham, og alle vare ham hengivne. Ærkebiskoppen begyndte at gjøre Bønderne Forestillinger, først talte han om Bispesædets Pengemangel, og hvor stor Forbedring det trængte til, dersom det skulde holdes i saa meget sømmeligere Stand, som det nu var kommet til højere Værdighed, efterat det var blevet et Ærkesæde. Han forlangte af Bønderne, at de skulde give ham en Øre Sølv som sit Sagefald, men før havde han kun faaet en Sagøre, saadan som den gjaldt i Kongens Sagefald; men Forskellen herimellem er saa stor, at en Øre Sølv, som han begjerte, gjælder een Gang saa meget, som en Sagefalds Øre. Og ved Ærkebispens Frænders og Venners Hjælp tilligemed hans egen Magt og Myndighed blev dette tilstaaet og vedtaget som Lov over hele Thrøndelagen, og ligeledes vedtoges det i alle de Fylker, som stode under Hans Ærkebispedømme.


9. Kapitel

Da Sigurd og Markus havde mistet deres Skibe i Elven, saae de, at de ikke kunde tilføje Erling nogen Skade; de vendte sig da til Oplandene, og droge saa den øvre Vej til Throndhjem, hvor de bleve vel modtagne; Sigurd blev der tagen til Konge paa Ørething, mange gode Mænds sønner forenede sig der med dem, og de fik sig i en Hast Skibe samlede. Ved Sommerens Begyndelse sejlede de sønderpaa til Møre, og hævede alle kongelige Indtægter, hvor de kom. Disse Leensmænd vare satte til Landværn i Bergen: Nikolaus Sigurdsøn, Nøkkve Povelsøn, samt Krigshøvdingen Thorolf Dryll, Thorbjørn Gjældker og mange andre. Markus kom med sit Parti nordenfra, og spurgte, at Erlings Mænd havde en anseelig Mandstyrke i Bergen; de sejlede derfor i rum Sø Sønder om; og man havde da det Sagn, at den Sommer havde Markuses Mænd Bør, hvorhen de end vilde sejle.


10. Kapitel

Men saasnart Erling Skakke spurgte, at Markus med sit Parti var sejlet nordenfra, styrede han nordefter i Vigen,og samlede Folk; han fik snart en anseelig Styrke, og havde mange og store Skibe. Men da han søgte nordpaa i Vigen, fik han Modvind, og laae længe hist og her i Havnene den Sommer. Da Markus og Sigurd kom østerpaa til Lister, erfarede de, at Erling havde en overordentlig stor Hær i Vigen, hvorpaa de vendte om nordpaa; da de kom til Hørdeland, besluttede de at tage til Bergen, men de vare neppe komne udenfor Byen, førend Nikolaus roede dem imøde derfra med langt flere Folk og større Skibe. Markus og Sigurd saae da ingen anden Udvej, end at flye og roe sønderpaa; nogle stævnede ud til Havs, andre sønderpaa i Sundene, nogle ind i Fjordene, men Markus og en Deel af Hæren med ham løb op paa den Ø, som hedder Skarpa. Nikolaus og hans Folk toge deres Skibe, gave Jon Halkelsøn og nogle andre Mænd Fred, men dræbte de fleste, de kunde faae fat paa. Nogle Dage efter fandt Endride Heidasylja Sigurd og Markus, og de bleve førte til Bergen; Sigurd blev halshuggen ved Gravdal, men Markus blev hængt tilligemed en anden Mand paa Hvarfsnæs; det var Mikkelsmesse. Det Parti, som havde fulgt dem, adspredtes.


11. Kapitel

Frederik Kæna, Bjarne den Onde, Ønund Simonsøn og Ørnolf Skorpa vare roede ud paa Havet med nogle Skibe, og sejlede havleds østerud langsmed Landet; hvor de kom til Landet, plyndrede de og dræbte Erlings Venner. Men da Erling erfarede Markuses og Sigurds Drab, gav han Leensmændene og Ledingsfolket Hjemlov, og selv sejlede han med sin Flaade øster over Folden, thi han havde spurgt, at Markuses Mænd vare der. Han styrede til Kongehelle, og opholdt sig der om Høsten. I den Første Vinteruge foer han ud paa Øen Hisingen med mange Folk, og stævnede der til Things. Hisingboerne kom ned, og holdt Thing. Erling klagede over dem, fordi de havde forenet sig med Markuses Parti, og stillet Krigsfolk imod ham. Øssur hed den mægtigste af Bønderne, som talte paa deres Vegne; der blev da længe tinget, men tilsidst henstillede Bønderne Sagen til Erlings Dom. Han stævnede dem til at møde om en Uge i Byen, og udnævnte femten Bønder til at komme der; og da de kom did, dømte Erling dem til at betale tre hundrede (4) Nød; Bønderne droge misfornøjede hjem. Kort efter lagde Elven til med Is, og Erlings Skibe frøs inde; da holdt Bønderne Betalingen tilbage, og laae i nogen Tid forsamlede. Erling lavede der til Julegilde, men Hisingboerne holdt Skytningsgilde, og havde Forsamlinger Julen over. Natten efter den femte Dag i Julen drog Erling ud paa Øen, omringede Øssurs Gaard, og brændte ham inde; og dræbte i alt hundrede Mand og brændte tre Gaarde; hvorpaa han atter vendte tilbage til Kongehelle. Derpaa kom Bønderne til ham, og betalte den idømte Mulkt.


12. Kapitel

Strax paa Vaaren, saasnart han kunde faae sine Skibe ud for Is, gjorde Erling Skakke sig rede til at forlade Kongehelle. Han spurgte, at de, som før havde været Markuses Mænd, hærgede nordpaa i Vigen. Han sendte Spejdere ud, forat komme efter deres Færd, og fandt dem, da de laae inde i en Havn. Ønund Simonsøn og Ørnolf Skorpa undkom, men Frederik Kæna og Bjarne den Onde bleve fangne, og mange af deres Tilhængere bleve dræbte. Erling lod Frederik binde ved et Anker, og kaste overbord, og formedelst denne Gjerning blev han meget hadet i Thrøndelagen, thi Frederik havde der meget stor Slægt. Erling lod Bjarne hænge, og han talte da, som han plejede, de mest ublue Ord, førend han blev hængt. Saa siger Thorbjørn Skakkeskald:

I Vigen Erling bragde
Ond Skjæbne Vikingsflokken,
Hvor Kæna før omstrejfed,
Han mangen Skade voldte;
Nu fast til Fredriks Skuldre
Paa Skibet bandt man Ankret,
Og Bjarne, Folkets Fjende,
Den Onde, hang i Galgen.

Ønund og Ørnolf og de andre deres Tilhængere, som vare undkomne, flyede til Danmark, men vare af og til i Gøtland eller Vigen.


13. Kapitel

Erling sejlede derpaa til Tønsberg, og forblev der en lang Tid om Vaaren; men ved Sommerens Begyndelse sejlede han til Bergen. Der vare den Gang mange Folk forsamlede. Der var kommen Stephanus, Legat fra Rom, Ærkebiskop Eisten og alle Landets Biskopper; der var ogsaa Biskop Brand, som var viet til Biskop paa Island; samt Jon Loptsøn, Kong Magnus Barfods Dattersøn, hvem Kong Magnus og andre af Jons Frænder da havde erkjendt for deres Slægtning. Ærkebiskop Eisten og Erling vare ofte i Samtale under fire Øjne, og en Gang faldt deres Tale saaledes, at Erling spurgte: ”Er det saa i Sandhed, Herre! som Folk siger, at I har faaet eders Sagefald (5) forøget med en Øre hos Bønderne nordpaa i Landet!” Ærkebispen svarede: ”Det forholder sig saa, at Bønderne have tilstaaet mig at forøge min Sagefalds Indkomst; de have gjort det af deres egen frie Villie og uden nogen Tvang, og derved fremmet Guds Ære og vort Sædes Rigdom.” Erling sagde: ”Er dette overeensstemmende med den hellige Kong Olafs Lov, eller har I taget denne Sag noget strengere, end som der just staaer skrevet i Lovbogen?” Ærkebispen svarede: ”Den hellige Kong Olaf har uden Tvivl sat Loven, saaledes som hele Folket vilde tilstaae ham og samtykke, men det er ingensteds forbudet i Hans Lov, at forøge Guds Ret.” Erling svarede: ”Dersom I vil forøge eders Ret, saa vil I vel ogsaa forhjælpe os til, at faae Kongens Ret ligesaa meget forøget.” Ærkebispen svarede: ”Du har nu allerede tilstrækkelig formeret din Søns Navn og Magt; men hvis jeg har taget større Sagefald af Thrønderne, end Loven tillader, saa finder jeg, at det er et langt større Brud paa Loven, at den er Konge over Landet, som ikke er Kongesøn; det er hverken Lov eller Sædvane her i Landet.” Erling sagde: ”Da Magnus blev tagen til Konge over Norges Rige, skede det saavel med eders Vidende og Samtykke, som andre Biskoppers her i Landet.” Ærkebiskoppen svarede: ”Den Gang lovede du, Erling! at hvis vi vilde give vort Samtykke til, at Magnus blev tagen til Konge, saa vilde du Forfremme Guds Ret paa alle Maader, af alle Kræfter.” Erling svarede: „Det tilstaaer jeg, at jeg har lovet, at overholde Guds og Landets Love, saa meget som det stod i min og Kongens Magt. Men nu synes mig, vi have andet at gjøre, end at bebrejde Hinanden, at vi ikke holde vore Løfter; lad os hellere efterkomme vore indgangne Forpligtelser; yd I Kong Magnus eders Bistand i Hans Regjering, saaledes som I har lovet, og jeg skal da yde eder min Bistand i alt hvad godt er.” Derpaa tog hele deres Samtale en Venskabeligere Vending. Da sagde Erling: ”Hvis Magnus ikke er tagen til Konge, saaledes som det er Gammel Skik her i Landet, saa kan I af guddommelig Magt give Ham den kongelige Vielse, eftersom Guds Lov foreskriver, at salve Kongen til sin Vælde. Men endskjønt jeg ikke er Konge eller af Kongeæt, da have de fleste Konger, som vi kunne huske, dog ikke forstaaet sig saa godt, som jeg, paa Lov og Landsret; men Kong Magnuses Moder er en Datter af en Konge og en ægteviet Dronning, han er derfor en Dronnings og en ægteviet Kones Søn. Dersom I vil give ham den kongelige Vielse, da kan ingen siden med rette berøve ham Hans Kongedømme. Wilhelm Bastard var ingen Kongesøn, og han var dog viet og kronet til Konge over England, og Kongedømmet har siden holdt sig i Hans Æt i England, og de have alle været kronede. Ikke Heller var Svend Ulfsøn i Danmark en Kongesøn, og han blev dog der kronet Konge, og Hans Sønner efter ham, og den ene efter den anden af disse Frænder vare kronede Konger. Nu have vi her i Landet faaet en Ærkebispestol, og det er til stor Hæder og Værdighed for vort Land; lader os forøge denne vort Lands Ære med endnu flere gode Ting, lader os se at faae en kronet Konge, ligesaa vel som Engelskmændene og de danske.” Siden talte Ærkebiskoppen og Erling ofte om denne Sag, og alt fredelig. Derpaa forestillede Erling denne Sag for Legaten, og fik ham let bevæget til at give sit Samtykke; saa holdt Erling Stævnemøder med Lydbiskopperne og andre Gejstlige, og forestillede dem Sagen, men de svarede alle paa samme Maade, og sagde, at de ganske vilde rette sig efter Ærkebiskoppens Mening, og de opmuntrede til at Indvielsen skulde gaae for sig, strax da de mærkede, at Ærkebispen vilde det.


14. Kapitel

Erling Skakke lod i Kongsgaarden alting indrette til et prægtigt Gjæstebud; den store Hal blev tjeldet overalt med Peld og Bænke-Hynder (6) , og smykkket paa det kostbareste; der blev anrettet for Hirden og alle haandgangne Mænd. Der vare mange Høvdinger og en stor Mængde andre Gjæster. Magnus erholdt da den kongelige Indvielse af Ærkebiskop Eisten; tilstede ved den vare fem andre Biskopper, Legaten og en stor Mængde Gejstlige. Erling Skakke samt tolv Leensmænd svore den lovbestemte Ed tilligemed Kongen, og den Dag, da Indvielsen skede, havde Kongen og Erling Ærkebispen til Gjæst, samt Legaten Stephanus og alle Biskopperne; dette Gjæstebud var meget prægtigt, og Fader og Søn uddeelte ved samme mange betydelige Foræringer. Den Gang var Kong Magnus otte Aar gammel; tre Aar før var han bleven Konge.


15. Kapitel

Den danske Kong Valdemar havde da faaet Efterretning fra Norge, om at Magnus da var ene Konge, og at alle andre Partier der i Landet vare tilintetgjorte. Han sendte da sine Mænd med Breve til Kong Magnus og Erling, erindrede dem om det Fordrag, som Erling havde indgaaet med Kong Valdemar, hvorom tilforn er skrevet, at han nemlig skulde erholde Vigen indtil Rygerbit, hvis Magnus blev Enevoldskonge i Norge. Sendebudene rejste, og viste Erling Danekongens Brev, og da Erling indsaae, hvilken Paastand den danske Konge gjorde paa en Deel af Norge, saa forelagde han det for andre Mænd, af hvis Raad han benyttede sig; men disse erklærede alle eenstemmig, at de danske aldrig skulde erholde den mindste Part af Norge; thi man sagde, som sandt var, at det aldrig var gaaet saa ilde til, som den Tid de Danske regjerede over Norge. Den danske Konges Sendebud dreve paa denne Sag hos Erling, at han skulde give et endeligt Svar, men han bad dem drage med sig øster i Vigen, og lovede, at give dem et endeligt Svar, naar han havde talt med de forstandigste Mænd sammesteds. Om Høsten drog Erling øster i Vigen, opholdt sig i Tønsberg, sendte derfra Bud over til Borg (7) , og lod stævne fire Fylkers Thing i Borg. Han foer derpaa did med sine Folk, og da Thinget var sat, talte han, og sagde, hvilken Overeenskomst der havde fundet Sted imellem ham og den danske Konge, den Gang Erling samlede et Parti Første Gang: „Jeg vil,” sagde han, „holde hele det Fordrag, som vi da indgik, dersom I Bønder give eders Samtykke til, heller at tjene den danske Konge, end den, som her er indviet og kronet til Konge i Landet.” Bønderne svarede paa Erlings Tale, og sagde: ”Ingenlunde ville vi blive Danekongens Mænd, saalænge een af os Vigboer er i Live.” Derpaa gjorde hele Almuen en stor Allarm med Raab og Skrig, og bad Erling holde sin Ed, som han havde svoret alle Landets Indbyggere, at forsvare sin Søns Rige, og lovede alle at ville følge ham; dermed opløstes Thinget. Derpaa droge den danske Konges Sendebud tilbage til Danmark, og berettede Udfaldet af deres Ærende. De Danske dadlede meget Erling og alle Nordmændene, sagde, at der fandtes aldrig noget Godt hos dem, og Ordet gik, at den danske Konge næste Foraar vilde samle sin Krigsmagt, og hærge paa Norge. Erling drog om Høsten til Bergen, sad der om Vinteren, og holdt Folk i sin Sold tilligemed Kong Magnus.


16. Kapitel

Den samme Vinter rejste nogle danske Mænd igjennem Oplandene, og foregave, at de, hvilket saa almindelig skede, vilde drage til den hellige Kong Olafs Fest. Men da de kom til Throndhjem, begave de sig til mange af de mægtigste Mænd, og sagde deres Ærende, at den danske Konge havde sendt dem, forat udbede sig deres Venskab og gode Modtagelse, hvis han kom til Landet, hvorimod han lovede dem baade Magt og Gods. Med dette Budskab fulgte den danske Konges Breve og Indsegl, og den Begjering, at Thrønderne igjen skulde sende ham deres Breve og Indsegl. De gjorde saa, og de fleste toge vel imod den danske Konges Budskab. Sendebudene vendte tilbage imod Slutningen af Fasten. Erling sad i Bergen, men ved Begyndelsen af Vaaren fortalte Hans Venner ham det udspredte Rygte, som de havde Hørt af Kofardifarerne, som vare komne fra Throndhjem, at Thrønderne vare Hans erklærede Fjender, og bekjendtgjorte paa Thingene, at hvis Erling kom til Throndhjem, skulde han aldrig levende komme tilbage forbi Agdenæs. Erling sagde, at sligt var kun opdigtet Snak. Han bekjendtgjorde derfor, at han vilde rejse sønderpaa til Barheim (8) til Gangdage-Thing, og lod udruste en Snekke paa tyve Roerbænke, en Skude paa femten, samt et Lastdragerskib. Men da Skibene vare færdige, rejste der sig en stærk Søndenvind. Om Tirsdagen i Gangdagene lod Erling blæse, at hans Folk skulde gaae ombord, men de vilde kun Nødig fra Byen, da dem ej tyktes om at roe imod Vinden. Erling lagde ud i Biskophavn; da sagde han: ”Det falder eder svært at roe imod Vinden, saa tager da og rejser Masterne, vinder Sejlene op, og lad Skibene gaae nordpaa.” De gjorde saa, og sejlede nordpaa om Dagen og næste Nat. Om Onsdagen mod Aften sejlede de ind forbi Agdenæs, hvor de traf nogle Skibe samlede, Lastdragere, Rofærger og Skuder. Det var Folk, som vilde til Hellig-Aften, og sejlede ind til Byen, nogle foran, andre bagefter dem, hvorfore Borgerne ikke lagde Mærke til Langskibs-Sejlene.


17. Kapitel

Erling kom til Byen paa den Tid, da der holdtes Ottesang i Kristkirken. Han og hans Folk løb ind i Byen, og det blev dem sagt, at Leensmanden Alf Hrode, Ottar Birtings Søn, da endnu sad og drak med sine Mænd. Erling overfaldt dem, Alf blev dræbt og næsten alle hans Medfølgere; men af andre Mænd i Byen bleve kun faa dræbte, da de fleste vare gaaede i Kirke. Dette skede Natten før Kristi Himmelfarts Dag. Strax om Morgenen lod Erling alt Krigsfolket blæse til Things ude paa Øre, og paa dette Thing anklagede han Thrønderne, og beskyldte dem for Forræderi mod Kongen og sig, navnlig Baard Standale, Povel Andreassøn, og Taza-Baard som forestod Byen, og endnu en stor Deel flere. De svarede for sig, og vilde benægte. Da stod Erlings Skriver (9) op, holdt mange Breve med Indsegl i Vejret, og spurgte, om de kjendte deres egne Indsegl, som de om Foraaret havde sendt den danske Konge; Brevene bleve da oplæste. Erling havde ogsaa hine danske Mænd med sig, som om Vinteren vare rejste med Brevene; han havde just medtaget dem i den samme Hensigt, at de skulde sige, hvad hver havde sagt: ”Det var dine Ord, Taza-Baard” sagde de ”og i det samme slog du dig for Brystet: I dette Bryst ere alle disse Raad først opspundne.” Baard svarede: ”Ør i Hovedet var jeg den Gang, min Herre! da jeg talte sligt.” Der var da intet andet for, de maatte voldgive den hele Sag til Erlings Dom. Han tog da en overordentlig Mængde Gods fra mangen Mand, men erklærede alle dem, som vare dræbte, for at være faldne paa deres Gjerninger. Han vendte derpaa tilbage til Bergen.


18. Kapitel

Kong Valdemar samlede dette Foraar en stor Krigsmagt i Danmark, og sejlede med denne Hær til Vigen. Da han kom i den Norske Konges Rige, havde Bønder og Almue samlet sig. Kongen drog fredelig og rolig frem, men hvor de danske nærmede sig Fastlandet, skjøde Indbyggerne paa dem, om de saa end kun vare to eller tre, og heraf kunde de danske mærke, hvilket Had Indbyggerne bare til dem. Da Kongen kom til Tønsberg, stævnede han Bønderne til Haugething, men der indfandt sig ingen fra Herrederne. Da talte den danske Konge, og sagde: ”Det er aabenbart nok, at Indbyggerne her alle ere os imod; vi have nu kun tvende Kaar for os, enten at fare med Hærskjold over Landet, og intet at spare, hverken Fæ eller Folk, eller og at vende hjem uden videre; og dertil staaer især min Hu, at drage med en Hær mod Hedningerne i Østerleden, som der ere nok af, Heller end her at dræbe Kristne, skjønt de have vel forskyldt det af os.” Alle de andre havde vel mest Lyst til at hærge, men det blev dog ved Kongens Beslutning, at vende tilbage; da blev der plyndret rundt omkring paa Udøerne, og overalt hvor Kongen ikke selv var i Nærheden. De sejlede tilbage til Danmark, uden at der for dennesinde forefaldt videre mærkeligt.


19. Kapitel

Erling spurgte, at den danske Konge var kommen til Vigen, og udbød derfor Leding over hele Landet paa Folk og Skibe, hvorved der samledes en meget betydelig Hær; med denne sejlede han østerpaa langsmed Landet. Men da han kom til Lindesnæs, spurgte han, at den danske Hær var vendt tilbage til Danmark, og havde plyndret rundt om i Vigen. Da gav Erling hele sin Ledingshær Hjemlov, men han selv og nogle Leensmænd sejlede med en stor Mængde Skibe efter de danske til Jylland. Da de kom til det Sted, som hedder Dyrsaa, laae de danske, som vare komne fra Ledingen, der med mange Skibe. Erling lagde imod dem, og stred med dem; de danske flyede, og mistede mange Folk; men Erling bemægtigede sig Skibene, indtog Kjøbstaden, gjorde meget Bytte der, og vendte saa tilbage til Norge; der herskede nu nogen Tid Ufred imellem Norge og Danmark.


20. Kapitel

Kongedatteren Kristine rejste om Høsten ned til Danmark, forat besøge sin Frænde, Kong Valdemar; de vare Søsterbørn. Kong Valdemar modtog hende overmaade vel, og gav hende en Forlening, af hvilken hun godt kunde underholde sine Mænd; hun var ofte i Samtale med Kongen, og han viste sig meget venlig imod hende. Om Foraaret efter sendte Kristine Bud til Erling, og bad ham komme ned til den danske Konge, forat forlige sig med ham. Om Sommeren var Erling i Vigen. Han udrustede da et Langskib, og lod det bemande med de mest udvalgte af sine Folk. Derpaa sejlede han over til Jylland; da spurgte han, at Kong Valdemar var i Randers; Erling sejlede did, og kom til Byen den Tid, da de fleste Folk spiste. Da de havde tjeldet og befæstet deres Skibe, gik Erling i Land selv tolvte, alle i Brynje, med Hatte over Hjelmene, og Sværde under Kapperne; saaledes gik de til Kongens Herberg. Retterne bleve just baarne ind, og Døren stod aaben; Erling og hans Medfølgere gik strax ind og hen for Højsædet. Erling sagde: ”Vi begjere Fred, Herre Konge! baade her og til Hjemrejsen.” Kongen saae paa ham, og sagde: ”Er du der, Erling!” Han svarede: ”Ja, Erling er her, og siig os nu snart, om vi skulle have Fred.” Der vare firsindstyve af Kongens Mænd derinde, alle ubevæbnede. Kongen sagde: ”Fred skulle I have, Erling! saaledes som du begjerer; jeg øver ikke Nidingsværk mod nogen, som kommer til mig.” Da kyste Erling Kongen paa Haanden, gik derpaa ud og til sit Skib. Han opholdt sig der i nogen Tid hos Kongen; de talte om Fredslutning imellem Rigerne, og bleve enige om, at Erling skulde blive der som Gissel hos den danske Konge, men Asbjørn Snare, Ærkebiskop Absalons Broder, drog derimod som Gissel til Norge.


21. Kapitel

En Gang, da Kong Valdemar og Erling talte sammen, sagde Erling: „Det synes mig tjenligst til Forligelse, at I faaer alt det af Norge, som blev eder lovet i vort Fordrag; men hvis saa er, hvilken Høvding vil I da sætte derover? en dansk Mand?” „Nej,” sagde Kongen, neppe vil nogen dansk Høvding gjerne drage til Norge, hvor han faaer at gjøre med et haardt og ulydigt Folk, da de her have det godt nok.” „Jeg drog herhid,” sagde Erling, „fordi jeg paa ingen Maade vilde forspilde eders Venskab; men der ere før dragne Mænd fra Norge herhid til Danmark, som Hakon Ivarsøn og Finn Arnesøn, hvilke begge eders Frænde Kong Svend gjorde til sine Jarler. Jeg har nu ligesaa megen Vælde i Norge, som de den Gang havde, og Kongen gav dem dog Bestyrelsen over Halland, hvilket Landskab han forhen selv ejede; mig tykkes derfor I kan vel unde mig dette Leen, naar jeg bliver eders haandgangne Mand, saa at jeg erholder dette Landskab af eder; det er noget, som min Søn Magnus ikke kan nægte mig, og jeg vil være eder redebon og forpligtet til al den Tjeneste, som følger med en saadan Værdighed.” Dette og mere deslige talte Erling, og det endte sig endelig dermed, at Erling blev Kong Valdemar haandgangen, men Kongen førte Erling til Sæde, gav ham Jarls Værdighed, og Vigen til Leen og Bestyrelse. Derpaa rejste Erling hjem til Norge, og var siden Jarl, saalænge han levede, og vedligeholdt bestandig Freden med den danske Konge. Erling havde fire Frillesønner: den ene hed Reidar, den anden Øgmund; de havde hver sin Moder; den tredie Finn, den fjerde Sigurd; deres Moder var Asa den Lyse; de vare yngre. Kongedatteren Kristine og Erling havde en Datter, som hed Ragnhild, og var gift med Jon Thorbergsøn fra Rødebjerg. Kongedatteren Kristine rejste bort fra Landet med en Mand, som hed Grim Rusle; de droge ud til Miklegaard, opholdt sig der nogen Tid, og havde nogle Børn sammen.


22. Kapitel

Olaf, en Søn af Gudbrand Skafhøgsøn og Maria, Kong Eisten Magnussøns Datter, blev opfostret hos Sigurd Agnhat i Oplandene. Men imedens Erling var i Danmark, begyndte han og Hans Fosterfader at rejse et Parti, som mange Oplændinger sloge sig til; Olaf blev af dem tagen til Konge. De droge med deres Folk omkring i Oplandene, og undertiden ned i Vigen, undertiden øster til Skovegnene (10); men Skibe havde de ikke. Men da Erling fik Efterretning om dette Parti, drog han til Vigen, laae ude med sin Flaade om Sommeren, og var om Høsten i Oslo, hvor han blev og holdt Juul. Han holdt Speidere oppe i Landet efter dette Parti, og drog selv op for at opsøge dem, tilligemed Orm Kongsbroder. Og da de kom til en Sø (11), toge de alle de Skibe, som vare der.


23. Kapitel

Den Præst, som forestod Gudstjenesten paa Gaarden Rydjøkul, som ligger ved Søen, bød Jarlen til Gjæstebud, og at de skulde komme der til Kyndelmesse. Jarlen lovede at komme, og syntes godt om at høre Gudstjeneste der; de roede derhen over Søen Aftenen førend Messedagen. Men Præsten havde noget ganske andet i Sinde; han sendte nogle Mænd hen at underrette Olaf og Hans Parti om Jarlens Rejse. Han gav Erling og Hans følge stærk Drik om Aftenen, og lod dem drikke meget. Da Jarlen vilde gaae til Sengs, bleve Sengene til dem redte i Drikkestuen. Men da de havde sovet nogen Tid, vaagnede Jarlen, og spurgte, om det var Tid at gaae i Ottesang. Præsten sagde, at der var endnu kun gaaet lidet af Natten, og bad dem sove i Ro. Jarlen sagde: ”Jeg Drømmer saa meget i Nat, og sover saa urolig." Han faldt anden Gang i Søvn, og vaagnede; hvorpaa han bad Præsten staae op, for at holde Gudstjeneste. Præsten bad ham sove, og sagde, at det var nu Midnat; hvorpaa Jarlen atter endnu en Gang lagde sig ned, og sov en kort Stund. Han befalede da sine Mænd at klæde sig paa, og sprang op; de gjorde saa, og toge deres Vaaben, gik til Kirke, og lode Vaabnene ligge udenfor, medens Præsten holdt Ottesang.


24. Kapitel

Olaf fik Efterretningen om Aftenen, hvorpaa de om Natten gik sex Miil, hvilket holdtes for en overordentlig hurtig Rejse; de kom til Rydjøkul under Ottesangen. Det var bælmørkt; Olaf gik med sine Folk til Stuen, raabte Krigsraab, og dræbte derinde nogle af Jarlens Mænd, som ikke vare gaaede med i Ottesang. Men da de andre hørte Raabet, løb Erling efter sine Vaaben, og de søgte ned til Skibene. Olaf mødte dem med sine Folk ved et Gjærde, og der kom det til Kamp, men Erling og hans Mænd trak sig tilbage langs ned med Gjærdet, som beskyttede dem. De havde langt færre Folk, mange af dem faldt, og mange bleve saarede. Det hjalp dem især, at Olafs Mænd ikke kunde see dem, saa mørkt var det, men Erlings Mænd skyndte sig over Hals og Hoved til Skibene. Der faldt Are Thorgeirsøn, Biskop Gudmunds Fader, og mange andre Hirdmænd bleve saarede af Erlings Mænd. Erling blev saaret i den venstre Side, og nogle sige, at han skal have tilføjet sig selv Saaret, da han trak sit Sværd. Orm var ogsaa meget saaret, og de kom kun med Nød og neppe til Skibene, og stødte strax fra Land. Det var alles Mening, at Olaf og Hans Mænd havde Haft saare liden Lykke med sig ved dette Møde, thi Erling og Hans Mænd havde været solgte og fortabte, hvis de andre havde baaret sig klogere ad. Siden den Tid kaldte man Ham Olaf Ulykke, men andre kaldte Hans Parti Hættesvendene. Dette Parti drog derpaa, ligesom før, omkring oppe i Landet, men Erling Jarl drog ud til sine Skibe i Vigen, og var der om Sommeren efter, medens Olaf var med sit Parti i Oplandene og undertiden øster i Skovbygden, hvor de saaledes holdt sig den anden Vinter.


25. Kapitel

Men næste Foraar drog Olaf med sit Parti ud i Vigen, hævede de kongelige Indtægter, og opholdt sig der en stor Deel af Sommeren. Erling Jarl spurgte det, sejlede østerpaa imod dem, og de mødtes østenfor Fjorden (12) paa det Sted, som hedder Stange; der holdtes et stort Slag, i hvilket Erling fik Sejer. Der faldt Sigurd Agnhat, og mange af Olafs Mænd; men Olaf selv undkom, drog siden ned til Danmark, og var den næste Vinter i Aalborg i Jylland. Men Foraaret efter faldt han i en Sygdom, som blev Hans Død; han er der begraven og holdes af de danske for hellig.


26. Kapitel

Nikolaus Kufung, Povel Skoftesøns Søn, var Kong Magnuses Leensmand. Han fangede Harald, som udgaves for at være en Søn af Kong Sigurd Haraldsøn og Kongedatteren Kristine, saa at han altsaa havde Moder sammen med Kong Magnus. Nikolaus førte Harald til Bergen, og overgav ham til Erling Jarl. Det var Erlings Skik, naar Fjender bragdes til ham. at han talte lidet eller intet til dem, og alting i Stilhed, hvis han havde i Sinde, at lade dem dræbe; men dem derimod, som han vilde lade beholde Livet, talte han meget haardt til. Erling talte kun lidet med Harald, hvoraf man sluttede sig til, hvad han havde i Sinde med ham. Man bad da Kong Magnus om, at han skulde bede om Fred for Harald hos sin Fader. Kongen gjorde det. Jarlen svarede: ”Sligt raade dine Venner dig; men du vil ikke længe beholde dit Rige i Fred, hvis du aldrig følger andre, end milde og velmenende Raad.” Derpaa lod Erling Harald føre over paa Nordnæs, hvor han blev halshuggen.


27. Kapitel

Eisten hed en Mand, som holdtes for at være en Søn af Kong Eisten Haraldsøn; han var den Gang en ung Mand, endnu ikke ganske fuldvoxen; der fortælles, at han en Sommer drog øster til Sverrig, og begav sig til Birger Jarl Brose. Han var den Gang gift med Brigitte, Kong Harald Gilles Datter og Eistens Faster. Eisten fremsatte sit Ærende for dem, og bad Jarlen om Hjælp; begge gave ham et godt Svar derpaa, og lovede ham deres Bistand; han forblev der nogen Tid. Birger Jarl gav Eisten nogle Folk til Hjælp, gode Penge med paa Rejsen, og skiltes vel fra ham; baade han og Hans Kone lovede ham sit Venskab. Eisten og Hans Mænd droge nordpaa til Norge, og kom ned i Vigen; der samlede sig strax Folk til ham, og Hans Parti voxte anseelig; de toge Eisten til Konge, og bleve der med deres Parti om Vinteren i Vigen. Men saasom de manglede Gods, plyndrede de rundt omkring; Leensmændene og Bønderne samlede Folk imod dem, men naar der kom en overlegen Magt imod dem, flyede de bort til Skovene, og opholdt sig længe i Udørkener; da opsledes deres Klæder, saa at de maatte binde Bark om Benene; da kaldte Bønderne dem Birkebener. De gjorde ofte Strejftoge ned i Bygden, anfaldt ad forskjellige Veje, og angrebe pludselig der, hvor der kun vare faa Folk tilstede. De holdt nogle Slag med Bønderne med forskjelligt Held. Tre Feldtslage holdt Birkebenerne med ordentlig Fylking, og vandt Sejer i dem alle. Paa Krogeskov var det nær gaaet dem ilde, da en Samling af Bønderne, en stor Hær, overfaldt dem; Birkebenerne dannede Forhugninger for dem, og undløb i Skoven.


28. Kapitel

Birkebenerne vare to Aar i Vigen, uden at komme nordpaa i Landet. Magnus havde været Konge i tretten Aar, da deres Parti opstod. Den tredie Sommer fik de sig Skibe, sejlede frem med Landet, og forskaffede sig Folk og Gods. Først sejlede de omkring ved Vigen; men imod Enden af Sommeren, stævnede de nord paa, og droge saa hurtig afsted, at ingen kunde faae Efterretning om dem, førend de kom til Throndhjem. Deres Parti bestod for største Delen af Beboerne fra Skovbygden og af Elvegrimme; de havde ogsaa mange fra Thelemarken. Da vare de vel forsynede med Vaaben. Deres Konge Eisten var en smuk Mand, med et skjønt men lidet Aasyn, han var ikke stor af Væxt; Indbyggerne i Skovbygden kaldte ham Eisten Meyla. Kong Magnus og Erling sade i Bergen, da Birkebenerne sejlede der fordi nordpaa, uden at de bleve det vaer. Erling var en ærgjerrig Mand, viis og forstandig, en udmærket Kriger, naar Ufred var for haanden, en god Regent og Statsmand; man holdt ham for grusom og streng, men Grunden var dog især, at han kun tillod faa af sine Fjender at opholde sig i Landet, skjønt han dog gav dem Lidet, og dette bevægede mange til at slaae sig til Partierne, strax naar saadanne opstode imod ham. Erling var høj og stærkbygget, med temmelig kort Hals og noget opstaaende Skuldre, langligt og magert Aasyn, bleg i Ansigtet, og blev med Tiden meget graahærdet; han bar Hovedet noget til den ene Side; forresten var han høflig, men dog fornem i Lader; han bar gammeldags Klædedragt, lange Livstykker og lange Ærmer paa Kjorteler og Skjorter, valske Kapper og høje Sko. Den samme Dragt lod han ogsaa Kongen bære, medens denne var ung; men da han kom til at raade sig selv, klædte han sig meget pyntelig. Kong Magnus havde et let Sind, holdt meget af Leg, og skjæmtede gjerne.


29. Kapitel

Sigurd Ranesøns Søn Nikolaus var en Søn af Skjaldvor, Brynjulf Ulfaldes Datter; hun var en Søster til Haldor Brynjulfsøn, og havde Moder sammen med Kong Magnus Barfod. Nikolaus var en stor Høvding; han havde en Gaard paa Helgeland paa Angel, hvilken kaldtes Steg; han ejede ogsaa en Gaard i Nideros nedenfor St. Hans Kirke; han var ofte i Kjøbstaden, og havde da over alle Borgerne at sige. Hans Datter Skjaldvor var gift med Erik Arnesøn, der ligeledes var Leensmand.


30. Kapitel

Vor Frue Dag den sidste, da man gik fra Ottesang, kom Erik til Nikolaus, og sagde: ”Nogle Fiskere, min Svigerfader! som ere komne fra Søen, berette, at der sejle Langskibe ind ad Fjorden, og man mener, det maa være Birkebenerne; det er nok derfor Nødvendigt, at lade alle Folk i Byen blæse sammen ude paa Øren med deres Vaaben.” Nikolaus svarede: „Jeg gaaer ikke efter Fiskeres Snak; jeg skal sende Spejdere ud paa Fjorden, men vi ville holde Thing i Dag;” Erik gik hjem. Men da det ringede til Højmesse, gik Nikolaus til Kirke; Erik kom da til ham, og sagde: „Jeg troer, Svigerfader! at hin Efterretning er sand; her ere nu nogle, som paastaae at have seet deres Sejl; jeg mener, det er bedst, vi ride ud af Byen, og samle Folk, thi her ere kun faa i Byen.” Nikolaus svarede: „Du klynker altfor meget, min Søn; lad os først høre Messe, og derpaa see, hvad der er at gjøre;” Nikolaus gik derpaa til Kirke. Men da Messen var sungen, gik Erik til ham, og sagde: „Svigerfader! nu ere mine Heste færdige; jeg vil ride bort.” Nikolaus sagde ham Farvel; „vi ville holde Thing paa Øren,” sagde han, „og see, hvor mange Krigsfolk der ere i Byen.” Erik red bort, men Nikolaus gik hen i sin Gaard, og derpaa tilbords, og da Maden blev tagen bort, kom der en Mand ind, og sagde: „Nu roe Birkebenerne op i Aaen.”


31. Kapitel

Nikolaus befalede sine Mænd at væbne sig; og da de vare væbnede, lod han dem gaae op paa Loftsalen, men dette var det værste, han kunde gjøre, thi hvis de vare blevne nede, forat forsvare Gaarden, kunde Borgerne have kommet dem til Undsætning. Birkebenerne fyldte hele Gaarden med deres Folk, og omringede Loftsalen fra alle Sider. De raabte og tilbøde Nikolaus Fred, men han afslog det. Derpaa strede de. Nikolaus havde Pile, Haandskud og Ovnstene til Forsvarsvaaben. Birkebenerne hug Husene ned, og skjøde hæftig. Nikolaus havde et hvidt Skjold med forgyldte Nagler og Kanter. Birkebenerne skjøde, saa at Pilene gik igjennem det, og bleve siddende i Ombindningen. Nikolaus sagde: „Svigter nu mit Skjold mig!” Han faldt der tilligemed en stor Deel af Hans Folk, og Hans død beklagedes meget. Birkebenerne gave alle Borgerne Fred.


32. Kapitel

Derpaa blev Eisten tagen til Konge der, og hele Folket underkastede sig ham. Han opholdt sig nogen Tid i Byen, drog derpaa ind i Throndhjem, hvor mange forenede sig med ham. Thorfinn Svarte fra Snaas, som havde en Hoben Folk samlede, gik ham tilhaande. Ved Begyndelsen af Vinteren droge de ud til Byen; da kom Gudrun fra Saltnæses Sønner til dem, Jon Killing, Sigurd og Wilhelm. Fra Nideros droge de til Orkedalen; da talte de to tusinde Mand; saa droge de til Oplandene, og derfra ud over Thotn og Hadeland, og dernæst til Ringerige.


33. Kapitel

Kong Magnus drog om Høsten med en Deel af sine Folk og Orm Kongsbroder til Tønsberg, og forblev der, men Jarlen blev tilbage i Bergen med en stor Deel Tropper, forat møde Birkebenerne, hvis de droge tilbage til Søes. Kongen holdt Juul i Tønsberg. Han spurgte, at Birkebenerne vare oppe paa Re; han og Orm droge did imod dem; der var falden megen Sne, og Vejret var koldt, da de kom op paa Re; de gik fra Toften ud paa Vejen, fylkede der udenfor Gjærdet om Gaarden, og traadte Sneen ned, saa der blev en jevn Plads. De havde ikke fulde femten hundrede Mand. Birkebenerne vare paa de andre Gaarde, nogle af dem ogsaa hist og her i Husene. Men da de mærkede Hærens Komme, løb de sammen, og sloge deres Orden; og da de betragtede Kong Magnuses Hær, troede de, som virkelig var Tilfældet, at være dem overlegne i Antal, og begyndte strax Slaget. Men idet de søgte frem ad Vejen, kunde der kun gaae faa ad Gangen; men hvor Vejen ophørte kunde man neppe komme frem; deres Fylking blev derved forstyrret, og de, som gik forrest, bleve nedlagte; deres Banner blev nedhugget, og de, som gik det nærmest, vege, og nogle flyede. Kong Magnuses Mænd fulgte efter dem, og dræbte alle dem, de kunde naae. Da kunde Birkebenerne ikke komme til at fylke paa ny; der faldt mange, eller flyede; det gik da, som ofte hænder, skjønt det ellers er tapre og vaabendjærve Mænd, at naar de lide store Nederlag og først en Gang ere komne paa Flugt, saa ville de fleste nødig vende om, og begive sig i Striden paa ny; det hele Parti spredte sig da ad til alle Sider. Kong Eisten havde ligeledes taget Flugten; han løb ind i et Huus, og bad om Skaansel, samt at Huusbonden vilde skjule ham; men denne dræbte ham, drog derpaa hen til Kong Magnus, som han traf paa Gaarden Rumsnæs (13); Kongen var inde i Stuen, og stod og varmede sig ved Ilden tilligemed mange andre. Nogle af hans Mænd gik da hen, og førte Liget did, og bare det ind i Stuen; Kongen bad sine Mænd gaae hen at see, om Liget var det rette. Der sad en Birkebener henne paa Bænken i Krogen, uden at nogen havde lagt Mærke til ham; men da han saae og kjendte sin Høvdings Lig, sprang han i en Fart op, løb frem paa Gulvet, hug med en Øxe efter Kong Magnus, og traf ham paa Halsen ved Skulderen; men en Mand, som saae at Øxen blev hævet, rev ham bort, saa at Øxen i Faldet gik ind paa Skulderen, og foraarsagede et stort Saar. Han svang Øxen anden Gang, og hug til Orm Kongsbroder, der laae paa Overbænken, og Hugget gik imod begge hans Been. Men da Orm saae, at nogen vilde dræbe ham, skyndte han sig og kastede begge Been op over sit Hoved, saa at Hugget kom i Bænkebrædtet; Øxen sad fast, men der stode nu Vaaben i Birkebeneren saa tæt, at han neppe kunde falde; da saae de, at han havde draget Tarmene efter sig henad Gulvet, og man roste meget denne Mands Haardførhed. Kong Magnuses Mænd forfulgte længe de Flygtende, og dræbte hvad de kunde naae. Der faldt Thorfinn fra Snaas og en stor Mængde andre Thrønder.


34. Kapitel

Birkebenernes Parti var blevet meget talrigt; de vare haardføre og meget vaabendjærve, men temmelig urolige, og meget fremfusende, naar de troede at være mandstærke nok. De havde kun faa iblandt sig, som vare dygtige i Raadslagning eller øvede i Bestyrelsen af et Land eller en Krigshær, men om endog nogle forstode den Ting bedre, saa vilde Mængden dog altid have sin egen Villie, og satte al sin Lid til deres Mængde og Tapperhed. Af dem, som nu undkom, vare mange saarede, alle uden Penge, og kun slet forsynede med Vaaben og Klæder; nogle tyede øster til Skovbygden, andre til Thelemarken, de fleste til deres Slægt. Alle søgte at komme bort, thi de havde kun lidet Haab om Fred hos Kongen eller Jarlen.


35. Kapitel

Kong Magnus vendte tilbage til Tønsberg, og blev meget berømt formedelst denne Sejer. Det var den almindelige Mening, at Erling Jarl var sin Søns Værn og Støtte; men efterat Kong Magnus havde overvundet et saa stærkt og talrigt Parti med færre Folk, meente alle, at intet mere kunde modstaae ham, og at han vilde blive en saa meget større Kriger, end Jarlen, som han var yngre; og her ender Fortællingen om Kong Magnus og Erling Jarl.




Noter:

1) Ifølge den gamle Skik, at gribe og opløfte Vaabnene, som Bekræftelse paa en Beslutning.
2) henved Kl. 3 om Eftermiddagen.
3) Rettere Ramnæs, nuværende Ramnæs i Præstegjeldet af samme navn.
4) maaskee, efter gammel Regning, 360.
5) eller efter Ordet, Sagøre. Denne Afgift var dog ikke uvis eller tilfældig, som Sagefaldet for det meste er efter nyere Anordninger.
6) eller Tapetserier.
7) Sarpsborg.
8) Onerheim (Unarheim).
9) Egentlig Kapellan eller Hofpræst. I den Tid var de stores Skrivere for det meste Klerke, og forestode tillige gejstlige Embeder.
10) eller og til den Egn, som kaldes Marker.
11) efter nogle, hvilket er sandsynligst! Søen Rand, efter andre: Væneren i Sverrig.
12) I Bahusleen
13) Eller Ramsnæs