Magnus Erlingsons saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif


Snorre Sturlason

Heimskringla


Magnus Erlingsons saga


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Heimskringla – Nóregs konunga sǫgur G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)


1.

Da Erling blev klar over, hvad Håkon og dennes folk havde for, sendte han bud til alle de høvdinge, som han vidste havde været kong Inges trofaste venner, og tilsvarende til de af kongens livvagter og håndgangne mænd, der var sluppet væk, og til Gregorius’ huskarle og indkaldte dem til møde. Da de mødtes og talte sammen, enedes de straks om, at de skulle samle deres flokke, hvilket de bandt sig til med faste aftaler. Siden drøftede de, hvem de skulle tages til konge. Da tog Erling Skakke ordet og spurgte, om det var høvdingenes eller andre lendermænds råd, at Simon Skålps søn — Harald Gilles dattersøn — blev taget til konge, mens Jon Halkelson blev flokkens anfører. Jon undslog sig. Da blev Nikolas Skjaldvarson — kong Magnus Barfods søstersøn — spurgt, om han ville være høvding over flokken. Han svarede på den måde, at han ville råde til, at man tog en til konge, som var af kongeslægten, og satte en, som havde forstand på det, til at lede flokken; han sagde, at dette ville gøre det nemmere at få støtte. Man spurgte Arne Kongsmåg, om han ville lade en af sine sønner — kong Inges brødre — tage til konge. Han svarede, at Kristins søn — kong Sigurds dattersøn — var mest ætbåren til kongedømmet i Norge, »— og dermed,« sagde han, »— den mand til at styre for ham, som er pligtig til at drage omsorg for ham og riget. Det er Erling — hans far. Han er en klog mand, hårdsindet, meget prøvet i kamp og en god leder for landet. Han vil ikke mangle noget til dette råds fremgang, hvis høvdingene følger efter.« Dette råd blev bakket godt op af mange. Erling svarede: »For mig at se vil de fleste, der bliver spurgt i denne sag, snarest undslå sig fra at møde vanskeligheder. Nu forekommer det mig — hvis vi forfølger denne sag — lige uvist, om den, der anfører flokken, opnår kongeværdigheden, eller om det går således, som det tidligere ofte er gået dem, der har rejst tilsvarende store sager: At de af den grund har mistet alle ejendele og tilmed livet. Hvis denne sag nu får fremgang, kan det være, at der er nogle, der ville have valgt dette vilkår, men den, der påtager sig denne vanskelige sag, vil have behov for at kunne sætte en kraftig stopper for, at han møder modgang eller fjendskab fra dem, der nu er med på dette råd.« Alle samtykkede i at gennemføre dette forbund med fuld troskab. Erling sagde: »Jeg kan for mit vedkommende sige, at jeg nærmest anser det for min død at skulle tjene Håkon, og selv om dette forekommer mig yderst farefuldt, så vil jeg hellere vove at lade jer råde, og jeg vil anføre flokken, såfremt I alle råder til det og ønsker det, og I alle er villige til at binde jer til det med eder.« Alle samtykkede heri, og ved deres møde blev det bestemt, at de ville tage Magnus Erlingson til konge. Derpå holdt de ting i byen, og på dette ting blev Magnus taget til konge over hele landet. Han var da 5 år gammel. Siden gik alle mænd, der var til stede og som havde været høvdinge under kong Inge, ham til hånde, og hver af dem fik en sådan rang, som han førhen havde haft under kong Inge.


2. Kong Magnus i Danmark

Erling Skakke gjorde klar til sin rejse og skaffede sig skibe og havde kong Magnus og alle de håndgangne mænd, der var til stede, med sig. Med på turen var Arne Kongsmåg og Ingrid — kong Inges mor — og hendes to sønner og Jon Kutiza — søn af Sigurd Stork — og Erlings huskarle og tilsvarende dem, der havde været Gregorius’ huskarle. De havde i alt ti skibe. De drog sydpå til Danmark og opsøgte kong Valdemar og Buris Heinrekson — kong Inges bror. Kong Valdemar var beslægtet med kong Magnus: Ingilborg — kong Valdemars mor — og Malmfrid — mor til Kristin, som var kong Magnus’ mor — var søstre og døtre af kong Harald fra Gardar østpå — han var søn af Valdemar Jarislavson. Kong Valdemar tog godt imod dem, og han og Erling holdt ofte møder og rådslagninger, og sagen endte med, at kong Valdemar med hele sin magt skulle yde kong Magnus den støtte, som denne behøvede til at vinde Norge, mens Valdemar skulle have det rige i Norge som hans tidligere slægtninge — Harald Gormsøn og Sven Tveskæg — havde haft: Hele Viken nordpå til Rygjarbit. Denne beslutning blev bundet med eder og faste aftaler. Derpå gjorde Erling og de andre klar til afrejse fra Danmark, og de sejlede ud fra Vendelskagen.


3. Kamp i Tønsberg

Kong Håkon drog straks om foråret efter påske nordpå til Trondheim; han havde da alle de skibe, som kong Inge havde haft. Kong Håkon holdt ting i købstaden, og dér blev han taget til konge over hele landet. Så gav han Sigurd fra Reyr jarlsnavn, og han blev dér taget til jarl. Derpå drog han og Håkon tilbage sydpå og helt østpå til Viken; kongen tog til Tønsberg, men sendte jarl Sigurd østpå til Kongshelle for at forsvare landet med en del af hæren, såfremt Erling kom sydfra. Erling og hans folk ankom til Agder og styrede derfra nordpå til Bergen. Dér dræbte de Arne Brigdisskalle — kong Håkons sysselmand — og drog derfra tilbage østpå imod kong Håkon. Jarl Sigurd var ikke blevet klar over, at Erling var kommet sydfra, og han var da stadig østpå ved Elven, mens kong Håkon var i Tønsberg. Erling lagde til ved Hrossanæs, hvor han lå nogle nætter. Kong Håkon gjorde sig klar i byen. Erling angreb byen; de tog en byrding og lastede den med træ og halm og satte ild til og drev den imod byen, mens vinden tog til over byen. Han anbragte to tove på byrdingen og bandt to skuder dertil og lod dem ro bagefter, mens byrdingen drev foran. Da ilden var kommet nær ved byen, holdt folkene, der var på skuderne, i tovene, for at byen ikke skulle brænde. Røgen lagde sig så tykt over byen, at man ikke kunne se noget fra bryggerne, hvor kongens fylking stod. Derpå førte Erling hele styrken frem på vindsiden af ilden og skød op på dem. Da bymændene så, at ilden nærmede sig deres huse, og da mange af dem blev sårede af skuddene, rådslog de og sendte præsten Roald Langtale ud for at opsøge Erling for at opnå fred for sig selv og byen af ham, og kongens fylking gik i opløsning, da Roald fortalte dem, at der var givet fred. Da bymændenes styrke forsvandt, tyndede det ud i hæren på bryggerne; så opildnede nogle af Håkons folk til, at man skulle tage fat, men Ønund Simonson, der havde mest at sige i hæren, sagde da: »Jeg vil ikke kæmpe for jarl Sigurds magt, når han ikke selv er i nærheden.« Derpå flygtede Ønund og siden hele hæren med kongen og fór op i landet, men dér faldt mange folk af Håkons mandskab. Da blev dette kvædet:


Ønund ville ikke
eje del i striden,
før jarl Sigurd sydfra
sejled’ med huskarle;
modigt fór Magnus’
mænd igennem byen,
mens kong Håkons høge
hastigt valgte flugten.


Torbjørn Skakkeskjald siger således:


Sejrrigt fór folkets
fyrste gennem Tønsberg;
brand og elmebuers
bragen spredte rædsel.
Erling rødned’ ivrigt
jættehestens tænder;
byens mænd de blanke
brodde af malm frygted’.


Kong Håkon drog ad landvejen nordpå til Trondheim. Da jarl Sigurd erfarede dette, sejlede han med alle de skibe, han fik, nordpå for at møde kong Håkon.


Erik Werenskiold: Erling Skakke ved Tønsberg


4. Om Erling og Håkon

I Tønsberg tog Erling Skakke alle de skibe, som kong Håkon havde haft; dér fik han Bøkesuden, som kong Inge havde ejet. Erling tog siden af sted og lagde hele Viken under Magnus og tilsvarende landet nordpå, efterhånden som han kom frem, og han sad om vinteren i Bergen. Så lod Erling Ingebjørn Sipil — kong Håkons lendermand — dræbe nordpå i Fjordene. Kong Håkon sad i Trondheim om vinteren, men foråret efter udbød han leding og gjorde sig klar til at drage sydpå imod Erling. Hos ham var da jarl Sigurd, Jon Sveinson, Eindride den Unge og Ønund Simonson, Filippus Peterson, Filippus Gyrdson, Ragnvald Kusse, Sigurd Kåbe, Sigurd Kappe, Frirek Køna, Askel på Forland, Torbjørn — Gunnar Skatteopkrævers søn — og Pule-Bjarne.


5. Om Erlings hær

Erling var i Bergen og havde en stor hær. Han traf den beslutning, at han ustedte rejseforbud for alle handelsfartøjer, der ville drage nordpå til Købstaden, idet han mente, at Håkon for hurtigt ville få nyheder, såfremt skibene sejlede imellem dem, men han gav som begrundelse, at Bergensmændene hellere skulle have de gode ting, der var på skibene — selv om byrdingsmændene måtte sælge billigere, end de fandt rimeligt — snarere end at de kom »— i hænderne på vores fjender og uvenner og således styrkede dem.« Nu samlede skibene sig i byen, for der kom mange til hver dag, mens ingen sejlede væk. Så lod Erling de af sine skibe, som var lettest, sætte på land og lod det rygte brede sig, at han agtede at vente dér og gøre modstand med sine støtter og slægtninge. En dag lod Erling indkalde til styrmandsmøde, og han gav da styrmændene på alle handelsskibe lov til at drage hvorhen de ville, og da de folk, der stod for byrdingerne, som allerede lå fuldstændig klar til at sejle med deres gods — nogle med handelsvarer, mens nogle havde andre ærinder — havde fået lov af Erling Skakke, var vejret også egnet til at sejle nordpå langs med landet, og før nón denne dag, var alle, som var rejseklar, sejlet af sted. Folkene, der havde de hurtigste skibe, søgte at sejle med størst mulig fart, og den ene kappedes med den anden. Da denne flåde kom nordpå til Møre, blev de mødt af kong Håkons mænd, og han selv samlede dér hær og udrustning og indkaldte lendermændene og ledingsfolkene til møde med sig. Han havde da i langt tid forud ikke modtaget efterretninger fra Bergen, men nu fik de den samme nyhed fra alle skibene, der kom sydfra, at Erling Skakke have sat sine skibe på land i Bergen, og at de kunne finde ham dér, og de sagde, at han havde en stor hær. Kong Håkon sejlede derfra til Veø og sendte jarl Sigurd og Ønund Simonson fra sig ind i Romsdalen for at skaffe folk og skibe. Han sendte også folk til begge Mører. Da kong Håkon havde tilbragt nogle få dage i købstaden, lagde han fra land og sejlede et stykke længere sydpå og mente da, at deres færd ville gå raskere, og at folk hurtigere ville komme til ham. Erling Skakke havde tilladt byrdingernes afsejling fra Bergen om søndagen, men tirsdag, da morgenmessen var tilendebragt, blev der blæst i kongeluren og indkaldt til møde med hæren og byfolkene, og de skibe, som før var sat på land, blev sat i vandet. Erling holdt husting med sin hær og ledingsfolkene og fortalte dem om sin hensigt. Han udnævnte folk til styrmænd og lod oplæse, hvem der var indskrevet til kongeskibet. Dette ting sluttede således, at Erling bad alle gøre sig klar i de rum, de havde fået tildelt, og han sagde, at den, der blev tilbage i byen, når han sejlede væk på Bøkesuden, skulle miste liv eller lemmer. Orm Kongsbror sejlede allerede om aftenen ud med sit skib, og de fleste skibe var allerede i vandet.


6. Om Erling Skakke

Onsdag, før messen blev sunget i byen, sejlede Erling og og hele hæren ud fra byen; de havde 21 skibe, og der blæste da medvind sydfra langs med landet. Erling havde kong Magnus — sin søn — med sig. Der var mange lendermænd dér, og de havde en storslået hær. Da Erling sejlede nordpå ved Fjordene, sendte han en skude ind til Jon Halkelsons gård. De tog Nikolas — søn af Simon Skålp og Maria, som var Harald Gilles datter — og bragte ham med sig ud til hæren. Han sejlede om bord på kongeskibet. Fredag straks i den tidlige morgenstund kom de til Steinavåg. Kong Håkon lå da i den havn, der hedder . . . . . . . ., og han havde 14 skibe. Han selv og hans folk var oppe på øen for at fordrive tiden, men hans lendermænd sad på en høj. De så en båd blive roet ind til øen sydfra; der var to mand ombord, og de bøjede sig helt ned til kølen og tog ikke med mindre kraft i årerne. Da de kom til land fortøjede de ikke båden, men løb begge to. Dette så stormændene og talte sammen om, at disse mænd måtte kunne fortælle nogle nyheder; de rejste sig og gik imod dem, og så snart de mødtes, spurgte Ønund Simonson: »Kan I fortælle noget om Erling Skakke, siden I farer så voldsomt af sted?« Den af dem, der først kunne tale for udmattelse, sagde: »Erling sejler her sydfra imod jer med 20 skibe eller noget nær. Mange af dem er store, og I må snart kunne se deres sejl.« Da sagde Eindride den Unge: »For nær næsen sagde manden; han blev skudt i øjet.« De hastede da straks hen, hvor folkene underholdt sig, og i det næste lød luren, og der blev blæst til samling af hele hæren ved skibene så hurtigt som muligt. Det var på den tid af dagen, da maden næsten var færdig. Alle folk gik til skibene, og hver af dem sprang ombord på det skib, der var nærmest, så skibene blev uens bemandet. De greb til årerne; nogle rejste masterne og vendte skibene nordpå i retning mod Veø, fordi de dér ventede sig megen støtte af bymændene.


7. Kong Håkons fald

Derpå fik de øje på Erlings sejl, og begge parter kunne se hinanden. Eindride den Unge havde det skib, der hed Draglaun — en stor langskibsbusse — men han havde få folk, for dem, der før havde været ombord, var sprunget på andre skibe. Dette var det bagerste af Håkons skibe, og da Eindride var ud for øen Sekken, kom Bøkesuden, som Erling styrede, efter dem, og de to skibe blev fæstet sammen. Håkon var næsten kommet ind til Veø, da de hørte lurklang, for de skibe, der var nærmest Eindride, vendte om og ville hjælpe. På begge sider lagde man an til kamp, som man kunne komme til. Mange sejl faldt ned på tværs af skibene, og ingen af disse blev bundet sammen, men lå bord mod bord. Denne kamp blev ikke lang, før Håkons flådes slagorden blev brudt. Nogle faldt, og andre sprang over bord. Håkon kastede en grå kappe over sig og sprang over på et andet skib, men han havde ikke opholdt sig længe dér, før han fornemmede, at han var kommet blandt uvenner, og da han tænkte efter, så han ingen af sine folk eller skibe i nærheden. Så gik han over på Bøkesuden og frem til mandskabet i stavnen og bad om fred, og stavnboerne tog imod ham og gav ham fred. I denne strid havde der været et stort mandefald, dog størst blandt Håkons mænd. Da var Nikolas — Simon Skålps søn — faldet på Bøkesuden, og hans drab blev tillagt selve Erlings folk. Efter dette blev der et ophold i kampen, og skibene blev skilte fra hinanden. Så fik Erling at vide, at Håkon var dér på skibet, og at hans stavnboer havde taget Håkon til sig og truede med at forsvare ham. Erling sendte en mand frem på skibet og bad ham fortælle stavnboerne, at de skulle bevogte Håkon, således at han ikke kom væk, og han sagde, at han ikke ville tale imod, at kongen fik fred, hvis stormændene ønskede det, og såfremt han søgte forlig. Stavboerne sagde alle, at han talte som den raskeste af alle høvdinge. Så lod Erling blæse på det kraftigste og bad folk om at angribe de skibe, der ikke var ryddede, idet han sagde, at de ikke ville få en bedre lejlighed for at hævne kong Inge. Da råbte alle hærråb og opildnede hinanden og gik til angreb. I denne uro blev kong Håkon dødeligt såret, og efter hans fald, og da hans folk blev klar over det, roede de fast frem og kastede skjoldene og huggede med begge hænder og gav ingen agt på deres liv. Denne ubetænksomhed blev dem snart til stor skade, for Erlings folk så, hvordan de var blottede for hug; en stor del af kong Håkons hær faldt, og det kom sig mest af, at de var i stort undertal, og at Håkons folk kun dækkede sig lidt. Det nyttede ikke for Håkons folk at bede om fred på nær dem, som stormændene fik fat i, og som lovede penge for livet. Disse folk faldt i Håkons hær: Sigurd Kåbe, Sigurd Kappe og Ragnvald Kusse. Nogle skibe kom væk og roede ind i fjorden, hvorved folkene reddede livet. Kong Håkons lig blev ført ind i Romsdalen og begravet dér. Kong Sverre — hans bror — lod kong Håkons lig flytte nordpå til købstaden og lægge i stenvæggen i Kristkirken i korets sydside.


8. Kong Håkons hærførere flygter

Sigurd og Eindride den Unge, Ønund Simonson, Frirek Køna og endnu flere høvdinge holdt flokken samlet; de efterlod skibene i Romsdalen og drog derefter til Oplandene. Erling Skakke og kong Magnus drog med hæren nordpå til Købstaden og lagde hele landet under sig, hvor de kom frem. Derpå lod Erling indkalde til Øreting; dér blev Magnus taget til konge over hele landet. Erling opholdt sig kun dér i kort tid, da han ikke mente, at han og sønnen kunne stole på trønderne. Magnus blev nu kaldt konge over hele landet. Kong Håkon var en meget smuk mand, velvoksen, høj og slank; han var meget bredskuldret, og derfor kaldte hærfolkene ham Håkon Hærdebred. Da han var ung, traf andre høvdinge beslutningerne sammen med ham. Han var glad og talte ydmygt, var legelysten og af ungdommeligt sind; han var afholdt af almuen.


9. Om kong Sigurd

En oplandsk mand hed Markus på Skog; han var en slægtning af jarl Sigurd. Markus opfostrede kong Sigurds søn; han hed Sigurd. Siden tog oplændingene Sigurd til konge efter råd fra jarl Sigurd og andre høvdinge, som havde fulgt kong Håkon, og de havde da endnu støtte fra en stor hær. Flokken var oftest delt i to; kongen og Markus var mindre i fare, mens jarl Sigurd og andre høvdinge sammen med deres flokke var mere udsatte. De drog mest gennem Oplandene med flokken, men indimellem ned til Viken. Erling Skakke havde altid Magnus — sin søn — med sig. Han havde hele flåden og hele landværnet; han opholdt sig i Bergen en tid om efteråret og drog derfra østpå til Viken og tog ophold i Tønsberg, hvor han indrettede til vinterophold og inddrog de skatter og afgifter, som kongen havde til gode i Viken. Han havde også en stor og prægtig hær. Af den grund, at jarl Sigurd kun havde en lille del af landet, men mange folk, blev der snart mangel på midler, og dér, hvor ingen høvdinge var i nærheden, blev der søgt efter værdier på ulovlig vis — nogle gange ved grådige anklager, andre gange ved åbenbart tyveri.


10. Fordømmelsen af jarl Sigurd

På denne tid blomstrede Norgesvældet meget; bondefolket var rigt og mægtigt og uvant med tvang og flokkenes ufred. Der blev hurtigt brugt store ord og stærk påtale, når der blev stjålet. Vikværingerne var fuldkomment kong Magnus’ og Erlings venner. Dette skyldtes mest kong Inge Haraldsons afholdthed, for vikværingerne havde altid tjent med deres styrke under det skjold. Erling lod holde vagt i byen, og 12 mand vågede hver nat. Erling holdt ofte ting med bønderne, og der blev ofte talt om Sigurds folks overgreb, og bønderne kom med mange tilråb til Erlings og andre stormænds tale om, at det ville være lykkeligt, hvis denne flok aldrig måtte trives. Arne Kongsmåg talte længe — og til sidst hårdt — om denne sag. Han anmodede alle folk, der var på tinget — både hærfolk og bønder og bymænd — om at man skulle gøre våbentag for efter loven at dømme jarl Sigurd og hele flokken til fanden, levende så vel som døde. Og i flokkens ophidselse og voldsomhed samtykkede alle heri, og dette uhørte værk blev gennemført og vedtaget, således som loven foreskrev, at man skulle dømme på tinget. Præsten Roald Langtale talte om denne sag; han var en veltalende mand, og denne tale drejede sig mest om ét — det samme som forud var blevet sagt. Erling holdt julegæstebud i Tønsberg, og kongen udbetalte dér lønninger ved Kyndelmisse.


11. Om Erling

Jarl Sigurd drog med den bedste del af sin hær gennem Viken, og mange gik under ham på grund af overmagten, mens mange betalt penge; han drog således vidt omkring oppe i landet og kom frem forskellige steder. Der var nogle i flokken, som i hemmelighed søgte at få fred hos Erling, og de fik det svar, at alle, der søgte det, skulle skånes på livet, men kun dem, der ikke havde alvorlige udeståender med ham, skulle have lov at forblive i landet. Da folk i flokken erfarede, at de ikke ville få opholdstilladelse, holdt det flokken meget sammen, for der var mange, der vidste sig skyldige i sager, som Erling ville anse for meget store. Filippus Gyrdson blev forligt med Erling og fik sine ejendomme igen og drog hjem til sine gårde. Kort efter kom Sigurds folk dertil og dræbte ham. På begge sider voldte man de andre mange mén ved forfølgelser og manddrab, men der skrives ikke noget om det, som høvdingene ikke deltog i.


12. Om Erling

Det var i begyndelsen af fasten, da Erling fik nys om, at jarl Sigurd ville opsøge ham, og man hørte om ham her og dér — nogle gange tæt på, andre gange længere væk. Erling sendte da sine spejdere ud, for at han kunne få at vide, hvor jarlen kom frem; han lod også hele hæren kalde up fra byen hver aften, og om natten lå de i samlet flok, og hele hæren var inddelt i slagorden. Da fik Erling den efterretning, at jarl Sigurd og hans folk var kort derfra — oppe ved Re. Erling drog da fra byen og havde alle de byfolk med sig, som var våbenføre og bevæbnede, og tilsvarende købmændene på nær 12 mand, som blev tilbage for at bevogte byen. Han forlod byen efter nón om tirsdagen i den anden uge i langfasten, og hver mand medbragte to dages forråd. De drog af sted om natten, men det tog lang tid at få alle folkene ud af byen; de var to mand om hver hest og hvert skjold. Da hæren blev gjort op, var der nær 13 hundrede mand. Da spejderne kom imod dem, fik de at vide, at jarl Sigurd var sammen med fem hundrede mand i Re på den gård, der hedder Ravnsnæs. Erling lod da hæren kalde sammen og fortalte dem den nyhed, han havde erfaret; alle ansporede til, at man skulle skynde sig at omringe dem i huset og kæmpe straks om natten. Erling holdt tale og sagde således: »Det forekommer sandsynligt, at vi snart vil mødes med jarl Sigurd; i deres flok er der også mange andre mænd, hvis gerninger kunne være værd at huske på, idet de huggede kong Inge ned — og tilsvarende mange andre af vores venner, som det ville tage lang tid at opregne. De udførte det værk med Fandens kraft og trolddom og niddingskab, for det står her i vores lov, at ingen mand har forbrudt sig så meget, at det ikke kaldes niddingsværk eller mord, som den der dræber om natten. Denne flok har efter troldkyndige folks råd søgt deres held ved at kæmpe om natten og ikke under solen; de har også med lignende fremgangsmåde formået at vinde over sådanne høvdinge, som de har strakt til jorden. Nu har vi ofte sagt og vist, hvor forkastelig vi finder deres fremgangsmåde, når de har valgt at kæmpe om natten; vi skulle derfor hellere følge de høvdinges vís, som vi kender bedre, og som er bedre at efterligne, ved at kæmpe i slagorden og ved højlys dag, snarere end at stjæle os ind på sovende mænd om natten. Vi har godt med folk imod dem — ikke en større hær end de har; vi skulle afvente dagen og lyset og holde os samlet i slagorden, såfremt de ønsker at angribe os.« Herpå satte hele flokken sig ned; nogle spredte høstakke ud og lavede et leje deraf, andre sad på deres skjolde og afventede således lysningen. Det var kold i vejret og sneen drev vådt.


13. Om jarl Sigurds hær

Jarl Sigurd fik først nyheden om dem, da hæren var kommet tæt på; hans folk rejste sig da og bevæbnede sig, men vidste knapt, hvor stor en hær Erling havde. Nogle ville flygte, men de fleste ville vente. Jarl Sigurd var en klog og veltalende mand, men han ansås ikke for at være meget modig; også han havde da lyst til at flygte, og derfor gav hærfolkene ham hårde bebrejdelser. Da det blev lyst, begyndte man på begge sider at stille hærene i slagorden; jarl Sigurd tog opstilling på en bakke oven for broen — mellem den og byen, hvor der løber en lille å. Erlings folk stillede op på den modsatte side af åen; bagerst i opstillingen sad velbevæbnede folk til hest, og de havde kongen hos sig. Jarlens folk så da, at de ville være i stort undertal, og mente at man skulle søge til skoven. Jarlen sagde: »Og så siger I, at jeg mangler mod, men det skal nu vise sig; vogt nu hver især på, at I ikke forfærdes eller flygter, før jeg gør. Vi har et godt forsvar; lad dem gå over broen, men når banneret kommer over broen, så stormer vi fra bakken over dem. Nu må ingen flygte fra de andre!« Jarl Sigurd bar en brun kjortel og en rød kappe, hvor skøderne var slået op, og havde skindsko på fødderne; han bar skjold og et sværd, som hed Bastard. Jarlen sagde: »Det véd Gud som jeg, at jeg hellere end at modtage en mængde guld ville føre et hug mod Erling Skakke med Bastard.«


14. Jarl Sigurds fald

Erling Skakkes folk ville gå frem til broen, men han bad dem dreje op langs åen, »— denne å er lille og ikke vanskelig at krydse, for der er fladt ved dens bredder.« Dette blev gjort. Jarlens hær gik over for dem op langs bakken. Da bakken sluttede, og der var fladt og godt at gå over åen, sagde Erling, at hans folk skulle synge Pater Noster og bede om, at de skulle få fremgang, som havde den bedste sag. Så sang de alle Kyrie højt, og alle slog på deres skjolde med våbnene, men ved denne larm fór tre hundrede af Erlings mænd væk og flygtede. Erling og hans hær gik over åen, og jarlens folk råbte hærråb, men der blev ikke noget stormløb fra bakken mod Erlings slagorden; kampen stod ved foden af bakken. Først blev der kastet med spyd, og straks bagefter begyndte hugkampen. Jarlens banner blev trukket tilbage, således at Erling og hans folk kom op på bakken. Kampen var derefter kort, inden jarlens hær flygtede til skoven, der var på bakken bag dem. Dette fik jarl Sigurd at vide, og man bad ham flygte. Han sagde: »Lad os nu gå frem, mens vi kan.« Så gik de meget djærvt frem og huggede til begge sider. I denne strid faldt jarl Sigurd og Jon Sveinson og nær tres mand. På Erlings side mistede man kun få folk, men forfulgte de flygtende til skoven. Så talte Erling sine folk og vendte tilbage; han kom hen, hvor kongens trælle ville trække tøjet af jarl Sigurd — han var ikke helt livløs, men dog uden bevidsthed. Han havde stukket sit sværd i skeden, og det lå ved siden af ham. Erling samlede det op og slog trællene med det og bad dem skrubbe af. Efter dette vendte Erling om med sin hær og tog ophold i Tønsberg. Syv dage efter jarlens fald fangede Erlings folk Eindride den Unge, og han blev dræbt.


Erik Werenskiold: Erling og hans folk krydsede åen.


15. Om Markus

Markus på Skog og hans fostersøn — Sigurd — drog, da det blev forår, ned til Viken, hvor de skaffede sig skibe. Da Erling erfarede det, fór han efter dem østpå, og de mødtes i Kongshelle. Markus og hans folk flygtede ud på øen Hissingen; landets indbyggere — Hissingboerne — drev ned til dem og indgik i Markus’ slagorden. Erlings og de andre roede mod land, mens Markus’ folk skød på dem. Da sagde Erling til sine folk: »Vi tager deres skibe, men går ikke op for at kæmpe imod landhæren; Hissingboerne er lede at hjemsøge — det er hårde og ukloge folk. De kan kun have denne flok med sig i kort tid, for Hissingen er et lille område.« De gjorde det, at de tog skibene og flyttede dem over til Kongshelle. Markus og hans hær gik til Marker og agtede at angribe derfra; på begge sider holdt man øje med de andre. Erling havde mange folk og indkaldte dertil støtte fra de omliggende herreder; begge parter gjorde udfald mod de andre.


16. Om ærkebiskop Øistein

Øistein — søn af Erlend den Dorske — blev kåret som ærkebiskop efter ærkebiskoppen Jons død; Øistein blev viet samme år, som kong Inge faldt. Da ærkebiskop Øistein indtog sin stol, blev han taget godt imod af hele landsfolket; han var meget duelig og kom af en stor slægt. Trønderne tog godt imod ham, for de fleste stormænd i Trøndelagen var bundet til ærkebiskoppen ved slægtskab eller svogerskab, men de var alle hans fuldkomne venner. Ærkebiskoppen indledte en sag blandt bønderne; han talte først om bispesædets behov for penge og dernæst om, hvor store forbedringer bispesædet trængte til, såfremt det skulle holdes tilsvarende mere sømmeligt end før, som det nu var fornemmere end før, fordi det var blevet til et ærkebispesæde. Han afkrævede bønderne, at de nu skulle give ham en øre vejet sølv i afgift, hvor han før havde modtaget en møntet øre, som man også brugte til afgifter til kongen; forskellen var, at den sølvøre, han ville have, havde den dobbelte værdi. Og med støtte fra ærkebiskoppens slægtninge og venner, og da han selv fremmede sagen, blev dette vedtaget, og det blev dømt som lov i hele Trøndelagen og bredte sig til de fylker, der var under hans bispedømme.


17. Om Markus og Sigurd

Da de havde mistet deres skibe i Elven, indså Sigurd og Markus, at de ikke kunne stille noget op imod Erling; så drog de til Oplandene og videre ad landvejen nordpå til Trondheim, hvor de blev godt modtaget. Sigurd blev dér taget til konge på Øretinget. Mange gode mænds sønner sluttede sig dér til flokken; de skaffede sig skibe og gjorde sig klar så hurtigt som muligt og drog, da det blev sommer, sydpå til Møre, mens de opkrævede alle kongens afgifter, efterhånden som de kom frem. I Bergen havde disse lendermænd landværnet: Nikolas Sigurdson, Nøkkvi Pålson og endnu flere flokkehøvdinge, Torolf Træg, Torbjørn Skatteopkræver og mange andre. Markus’ flok sejlede sydpå og erfarede, at Erlings folk var talstærke i Bergen, hvorfor de sejlede den ydre rute og forbi på vej sydover. Folk sagde, at den sommer havde Markus’ mænd medvind, hvor end de ville sejle.


18. Drabet på Sigurd

Straks da Erling erfarede, at Markus og de andre havde vendt sig nordpå, drog han nordpå til Viken og samlede folk omkring sig; han fik snart en stor styrke og havde store og mange skibe. Da han styrede ud i Viken, fik han modvind og lå hele den sommer her og dér i havnene. Da Markus og hans folk kom østpå til Lister, erfarede de, at Erling havde en meget stor hær i Viken, og de vendte tilbage nordpå. Da de kom til Hordaland, agtede de sig til Bergen, men da de var ud for byen, roede Nikolas og de andre imod dem indefra, og de havde større skibe og en meget større hær. Markus’ folk så ikke andre vilkår end at ro væk sydpå; nogle stævnede til havs, andre sydpå i sundet, og andre igen ind i fjorden. Markus og en flok med ham løb op på den ø, der hedder Skarpa. Nikolas’ folk overmandede deres skib og gav fred til Jon Halkelsøn og nogle andre, men dræbte de fleste af dem, de fik fat i. Nogle dage senere fandt Eindride Hedeføl Sigurd og Markus; de blev ført til Bergen. Sigurd blev halshugget ud for Gravdal, mens Markus blev hængt sammen med en anden mand på Kvarvsnæs. Det var Mikkelsmessedag. Den flok, der havde fulgte dem, blev da opløst.


19. Om Erling og Hissingboerne

Frirek Køna, Bjarne den Onde, Ønund Simonson og Ørnolf Skorpe var roet til havs på nogle skibe og sejlede udenskærs østpå langs landet, og hvor de kom i land, plyndrede de og dræbte Erlings venner. Da Erling erfarede Markus’ og Sigurds død, gav han lendermændene og ledingsfolkene lov til at tage hjem, mens han selv førte sin hær østpå over Folden, for han havde hørt om Markus-støtter dér. Erling kom til Kongshelle, hvor han opholdt sig om efteråret. Den første vinteruge drog Erling med et stort følge ud på øen Hissingen, hvor han krævede ting. Hissingboerne kom ned og holdt ting. Erling anklagede dem for, at de var gået i flok med Markus-mændene og var indgået i en hær imod ham. Den mægtigste af bønderne hed Øssur; han talte på deres vegne. Tingmødet blev langt, men til sidst overlod bønderne dommen til Erling, og han indkaldte dem med en uges frist til at møde i byen og udnævnte 15 mand blandt bønderne til at komme dér. Da de kom, dømte Erling dem til at betale tre hundrede stykker kvæg. Bønderne drog hjem og var ilde tilfredse med deres lod. Kort tid efter lagde isen sig på åen, og Erlings skibe frøs inde. Så tilbageholdt bønderne bøderne og holdt sig samlet en tid. Erling gjorde klar til julegilde, mens Hissingboerne holdt sammenskudsøl og forblev samlede i julen. Natten efter julens femte dag, drog Erling ud på øen og omringede Øssurs hus og brændte ham inde; han dræbte i alt hundrede mand og brændte tre gårde, hvorefter han drog tilbage til Kongshelle. Derpå kom bønderne til ham og betalte gælden.


20. Drabet på Frirek og Bjarne

Straks om foråret, da han kunne sejle skibene fri af isen, gjorde Erling Skakke sig klar og forlod Kongshelle. Han erfarede, at folk, som tidligere havde været Markus-mænd, hærgede nordpå i Viken. Erling lod holde øje med deres færden; han drog ud for at lede efter dem og fandt dem, mens de lå i en havn. Ønund Simonson og Ørnolf Skorpe undslap, men Frirek Køna og Bjarne den Onde blev pågrebet, og mange af deres folk blev dræbt. Erling lod Frirek binde til et anker og kaste over bord; Erling blev for dette værk meget forhadt i Trøndelagen, for Frirek kom af den bedste slægt dér. Erling lod Bjarne hænge, men før han blev hængt, kom Bjarne — som han plejede — med de værste ytringer. Således siger Torbjørn Skakkeskjald:


Øst for fjorden følte
fjenden Erlings vrede
(mén af Køna måtte
mange førhen tåle):
Frirek — ankerfæstnet —
fandt sin død; i galgen
dinglede højt hævet
hadefulde Bjarne.


Ønund og Ørnolf og den flok, der var undsluppet, flygtede til Danmark, men de var indimellem i Götaland eller i Viken.


21. Kong Magnus’ vielse

Erling Skakke drog derpå til Tønsberg, hvor han opholdt sig længe om foråret. Da sommeren kom, drog han nordpå til Bergen; dér var da forsamlet en stor menneskemængde. Dér var legaten Stefanus fra Rom og ærkebiskoppen Øistein og andre indenlandske biskopper. Til stede var også biskop Brand, som dengang var viet til Island, og ligeledes Jon Loptson — kong Magnus Barfods dattersøn; kong Magnus og andre af Jons slægtninge havde da anerkendt slægtskabet med ham. Ærkebiskop Øistein og Erling Skakke talte ofte sammen i enrum, og engang under deres samtale spurgte Erling: »Er det sandt — herre! — som folk siger, at du har øget øreafgiften blandt bønderne nordpå i landet?« Ærkebiskoppen svarede: »Det er ganske sandt, at bønderne har tilstået mig at øge min øreafgift; det har de selv besluttet uden at være under tvang, og de har dermed øget Guds ære og vor bispestols velstand.« Erling sagde: »Er dette — herre! — ifølge den hellige kong Olavs lov, eller har I forfulgt denne sag strengere end det, der er skrevet i lovbogen?« Ærkebiskoppen sagde: »Den hellige kong Olav har vel lavet lovet, sådan som almuen dengang gav ham jaord og samtykke til. Det står ikke i hans lov, at det er forbudt at øge Guds ret.« Erling sagde: »Når I vil øge jeres ret, så vil I nok også støtte os i, at vi øger kongens ret tilsvarende?« Ærkebiskoppen sagde: »Du har nu tidligere øget din søns navn og magt tilstrækkeligt, og hvis jeg har opkrævet øreafgift af trønderne ud over loven, så anser jeg det dog for et større lovbrud, at den, der er konge over landet, ikke er søn af en konge; det er hverken lov eller sædvane her i landet.« Erling sagde: »Da Magnus blev taget til konge over Norges rige, blev det gjort med dit vidende og på dit råd — og tilsvarende de andre biskoppers her i landet.« Ærkebiskoppen sagde: »Dengang lovede du — Erling! — at hvis vi samtykkede i, at Magnus blev taget til konge, så ville du af alle kræfter styrke Guds ret alle steder.« »Jeg medgiver,« sagde Erling, »at jeg har lovet at overholde Guds lov og landets ret med hele min og kongens styrke. Nu ser jeg her et bedre råd, end at vi hver især beskylder den anden for lovbrud; lad os hellere overholde alle vores aftaler. Styrk I kong Magnus til magten, således som I har lovet, så skal jeg befæste jeres magt i alle gavnlige dele.« Derpå blev al samtale mellem dem blid. Så sagde Erling: »Hvis Magnus ikke er taget sådan til konge, som det er gammel skik her i landet, så har I magten til at give ham kronen, således som Guds lov foreskriver at salve en konge til vældet. Selv om jeg ikke er konge eller kommer af kongeslægt, så har de fleste af de konger, som vi kan mindes, ikke kendt så godt som jeg til lov og landsret, og kong Magnus’ mor er ægtefødt datter af en konge og dronning. Magnus er ligeledes søn af en kongedatter, som er en ægtekone. Hvis I vil give ham kongevielse, da kan ingen sidenhen med ret tage kongedømmet fra ham. Vilhelm Bastard var ikke kongesøn, men han blev viet og kronet til konge over England, og siden har kongedømmet i England været i hans æt, og de er alle blevet kronede. Svend Ulfsøn i Danmark var ikke kongesøn, men han blev dog kronet konge dér, og siden hans sønner — den ene efter den anden i den slægt blev kronede konger. Nu har vi en ærkebispestol her i landet; det er en stor hæder og ære for vores land. Lad os nu tilføje yderligere gode ting og få en kronet konge ikke mindre end engelske mænd eller danskere.« Siden talte ærkebiskoppen og Erling ofte om denne sag, og alt gik fordrageligt til. Derefter forelagde ærkebiskoppen sagen for legaten, og han fik uden vanskeligheder vendt legaten til enighed med sig. Ærkebiskoppen holdt da møde med lydbiskopperne og andre præster og forelagde sagen for dem. De svarede alle på samme måde og sagde, at de rådede til det, som ærkebiskoppen ville; straks de forstod, hvad ærkebiskoppen ønskede, ville de alle, at vielsen skulle gennemføres. Det var da alles dom.


22. Vielsen af kong Magnus

Erling Skakke lod kongsgården indrette til et stort gilde, og den store sal blev beklædt med peld og vægtæpper og bekosteligt udstyret. Dér holdt man gilde for livvagten og alle de håndgangne mænd; der kom et stort antal indbudte og mange høvdinge. Magnus blev dér viet til konge af ærkebiskop Øistein, og til stede ved vielsen var fem andre biskopper og legaten og mange præster. Erling Skakke og 12 lendermænd med ham svor loveden sammen med kongen. Den dag, vielsen stod på, havde kongen og Erling ærkebiskoppen og legaten og alle biskopperne som gæster, og det var et prægtigt gilde; far og søn bortgav mange, store gaver. Magnus var da otte år gammel; han havde da være konge i tre år.


Erik Werenskiold: Kong Magnus’ kongevielse


23. Om kong Valdemars sendebude

Valdemar Danekonge havde da erfaret fra Norge, at Magnus nu var enekonge, idet alle andre flokke dér i landet var opløste. Så sendte kongen sine folk med et brev til kong Magnus og Erling og mindede dem om de aftaler, som Erling havde indgået med kong Valdemar — således som det tidligere blev skrevet her — at kong Valdemar skulle have Viken vestpå til Rygjarbit, såfremt Magnus blev enevoldskonge i Norge. Da sendebuddene kom frem og viste Erling danekongens brev, og han forstod det krav, som danekongen havde i Norge, fremlagde Erling dette for de andre folk, som han rådførte sig med; de sagde alle ét: At danskerne aldrig skulle have del i Norge, for folk sagde, at den tid, hvor danskerne havde haft magten i Norge, havde været den værste dér i landet. Danekongens sendebude talte deres sag over for Erling og bad ham om en afgørelse. Erling bad dem tage med sig til Viken om efteråret, idet han sagde, at han så ville afgøre sagen, når han i Viken havde truffet de klogeste folk dér.


24. Om Erling

Erling Skakke drog om efteråret østpå i Viken og opholdt sig i Tønsberg; han sendte folk over til Borg og lod dér indkalde til fire fylkers ting. Siden tog Erling derover med sit følge. Da tinget var sat, talte Erling og berettede, hvilke aftaler de havde indgået med danekongen, da Erling og Magnus første gang havde samlet denne flok, »— og jeg ønsker,« sagde han, »også at overholde alle de aftaler, som vi indgik dengang, hvis det er jeres — bøndernes — ønske, og I samtykker i at tjene danekongen snarere end denne konge, som her er viet og kronet til landet.« Bønderne svarede Erling og sagde: »Vi vil på ingen måde være danekongens mænd, så længe én af os vikværinger er i live.« Hele almuen brød da ud i råben og skrigen og bad Erling om at overholde de eder, som han dengang havde svoret hele landsfolket, at værge »— din søns land, og så skal vi alle følge dig.« Således sluttede tinget. Derefter drog danekongens sendebude hjem sydpå til Danmark og berettede hvordan det forholdt sig med deres ærinde. Danskerne ytrede kraftige bebrejdelser imod Erling og alle nordmænd og sagde, at fra dem kunne man aldrig forvente sig andet end ondt. Det forlød, at danekongen foråret efter ville have sin hær ude og hærge i Norge. Erling drog om efteråret nordpå til Bergen, hvor han sad om vinteren og udbetalte lønninger.


25. Om trøndernes breve

Den vinter drog nogle danske mænd gennem landet ad landvejen, og de sagde — som det var sædvanligt — at de skulle til den hellige kong Olav for at bede. Men da de kom til Trondheim, mødte de dér mange stormænd; de fortalte da om deres ærinde, at danekongen havde sendt dem for at søge folks venskab og imødekommenhed, såfremt han skulle komme til landet, og han lovede at give folk både magt og værdier. Dette budskab var fulgt af et brev og danekongens indsegl og det med, at trønderne skulle sende deres breve og indsegl modsatte vej. Dette gjorde de, og de fleste tog godt imod danekongens budskab. Sendebuddene drog tilbage østpå mod slutningen af langfasten. Erling sad i Bergen. Da det blev forår, fortalte Erlings venner ham det rygte, som de havde erfaret fra de byrdingsfolk, der var kommet sydpå fra Trondheim, at trønderne var åbenbart fjendtlige imod ham, og at de lyste på deres ting, at hvis Erling kom til Trondheim, skulle han aldrig nå ud forbi Agdenes med livet i behold. Erling sagde, at sådan noget var sladder og løs snak. Erling lyste, at han ville drage sydpå til gangdageting på Unarheim, og han lod udruste en 20-sæders snekke og en 15-sæders skude og desuden en byrding til forråd. Da skibene var klargjorte, stod der en skarp vind fra syd. Tirsdag i gangdagene lod Erling sit mandskab kalde til skibene, men folkene var sene til at komme fra byen og fandt det ondt at skulle ro i modvind. Erling lod lægge til i Biskopshavn nordpå. Da sagde Erling: »I knurrer ondt over at skulle ro i modvind; tag nu og rejs masterne og hejs siden sejlene, så lader vi skibene gå nordpå.« Det gjorde de og sejlede nordpå om dagen og om natten. Mod aften om onsdagen sejlede de ind forbi Agdenes; der var da en stor flåde omkring dem af byrdinger, rofærger og skuder. Det var folk, der kom for at våge; de sejlede ind til byen — nogle var foran dem, andre bagved — og bymændene gav derfor ikke agt på, at der blev sejlet med langskibe.


26. Om Erling og trønderne

Erling Skakke kom til byen på den tid, hvor der blev sunget ottesang oppe i Kristkirken. Erling og de andre løb ind i byen, og de fik at vide, at lendermanden Alf Uro — Ottar Forels søn — da endnu sad og drak med sine folk. Erling angreb dem; Alf og de fleste i hans flok blev dræbt. Der faldt kun få andre folk, for de fleste var gået i kirke. Dette var om natten før himmelfartsdag. Straks om morgenen lod Erling alle kalde til ting ude på Øre, og på tinget anklagede Erling trønderne og beskyldte dem for landsforræderi imod kongen og ham selv og udpegede Bård Ståhale, Pål Andreason og Røv-Bård — han var dengang byens sysselmand — og endnu mange flere. De svarede og afviste beskyldningerne. Da rejste Erlings kapellan sig og fremviste en mængde breve og indsegl og spurgte, om de dér genkendte deres indsegl, som de om foråret havde tilsendt danekongen; så blev brevene også læst op. De danske mand, som om vinteren var draget af sted med brevene, var også dér hos Erling. Erling havde fået dem til at gøre det, og de fortalte derpå hele almuen, hvad hver enkelt havde sagt, »— og sådan talte du — Røv-Bård! — mens du slog dig på brystet. Fra dette bryst kom oprindeligt alle disse råd.« Bård svarede: »Jeg havde mistet forstanden — herre! — da jeg talte sådan.« Der var ikke andet for, end at lade Erling råde for dommen i hele denne sag; han fratog straks mange folk store værdier, mens han lod alle, der var blevet dræbt, ligge ubødede. Derefter drog han sydpå og tilbage til Bergen.


27. Kong Valdemars Norgesfærd

Kong Valdemar havde det forår en stor hær ude i Danmark, og han førte flokken nordpå til Viken. Så snart han kom til Norges konges rige, samlede bønderne sig i store mængder imod ham. Kongen drog roligt og fredsommeligt af sted, men hvor de end kom forbi fastlandet, skød folk på dem, selv om de kun var en eller to, og danskerne fandt, at landets beboere viste sig aldeles ondsindede imod dem. Da de kom til Tønsberg, indkaldte kong Valdemar til ting dér på Haugar, men folk fra herrederne søgte ikke dertil. Så talte kong Valdemar og sagde dette: »Det fremgår tydeligt om beboerne af dette land, at de alle står imod os. Nu har vi to vilkår for hånden. Det ene er at fare med hærskjold over landet uden at skåne nogen — hverken værdier eller folk; det andet vilkår er at tage tilbage sydpå, sådan som sagen står, og det er jeg mest til sinds at gøre. Så hellere drage til hedenske lande langs Østersøen — dem er der nok af — end at dræbe kristne folk her, selv om de rigeligt havde fortjent det.« Alle de andre havde mest lyst til at hærge, men kongen bestemte, at de skulle tage tilbage sydpå. Der blev dog plyndret vidt omkring på småøerne, og hvor ellers kongen ikke var i nærheden. De tog sydpå til Danmark.


28. Erling drager til Jylland

Erling Skakke erfarede, at den danske hær var kommet til Viken; så udbød han fuld leding med folk og skibe over hele landet, og det blev den største hærsamling. Han førte hæren østpå langs med landet; da han kom til Lindesnes fik han at vide, at den danske hær var draget tilbage sydpå til Danmark, men at de havde plyndret vidt omkring i Viken. Så gav Erling hele ledningshæren hjemlov, mens han selv og nogle lendermænd sejlede med mange skibe efter danskerne sydpå til Jylland. Da de kom til det sted, der hedder Dyrså, lå der danskere dér, som var kommet fra ledingen og havde mange skibe. Erling angreb dem og kæmpede imod dem. Danskerne flygtede snart og mistede mange folk, mens Erlings folk plyndrede skibene og derefter købstaden; de fik derved et meget stort bytte og drog derpå tilbage til Norge. Så var der en tid ufred mellem Norge og Danmark.


29. Erling drager til Danmark

Kristin Kongedatter drog om efteråret sydpå til Danmark. Hun opsøgte sin slægtning kong Valdemar; de var børn af søstre. Kongen tog overmåde godt imod hende og gav hende landindtægter hos sig, således at hun dér kunne sørge godt for sine folk. Hun talte ofte med kongen, og han var meget venlig imod hende. Foråret efter sendte Kristin bud til Erling og bad ham opsøge den danske konge og blive forligt med ham. Sommeren efter opholdt Erling sig i Viken. Han klargjorde et langskib og bemandede det med sine bedste folk; derefter sejlede han over til Jylland. Han erfarede, at kong Valdemar var i Randers; Erling sejlede dertil og kom til byen på den tid, hvor de fleste folk sad over maden. Da de havde overdækket og fæstnet skibet, gik Erling i land sammen med 11 andre. De bar alle brynje, havde hætter over hjelmene og sværd under kapperne, da de gik til kongens tilholdssted. Madretterne blev da båret ind, og døren var åben. Erling og de andre gik straks ind foran højsædet; Erling sagde: »Vi ønsker fred — herre! — både her og til hjemrejsen.« Kongen så på ham og sagde: »Er du dér — Erling?« Han svarede: »Det er Erling, der er her, men sig os straks, hvorvidt vi får fred!« Der var 80 kongsmænd derinde, alle ubevæbnede. Kongen sagde: »I skal få fred — Erling! — som du beder om; jeg begår ikke nid mod nogen, der opsøger mig.« Så kyssede Erling kongens hånd og gik derefter ud til sit skib. Han opholdt sig en tid dér hos kongen; de talte om forligsvilkårene mellem dem selv og mellem landene, og de blev enige om, at Erling skulle forblive dér som gidsel hos den danske konge, mens Asbjørn Snare — ærkebiskop Absalons bror — til gengæld drog til Norge som gidsel.


30. Kong Valdemars og Erlings samtale

Engang de tale sammen — kong Valdemar og Erling — sagde Erling: »Herre! — det forekommer mig rimeligst som forligsvilkår, at du får alt det af Norge, som du blev lovet i vores aftale. Men hvis det sker, hvilken høvding ville du da sætte til at styre der — skulle det være en dansker?« »Nej,« svarede han, »ingen dansk høvding, der hidtil har haft det godt her, ønsker at drage til Norge for at møde et hårdt og ulydigt folk.« Erling sagde: »Jeg kom hertil af den grund, at jeg på ingen måde ønsker at miste dit venskab. Der er før kommet folk fra Norge her til Danmark: Håkon Ivarson og Finn Arneson. Kong Svend — din slægtning — gjorde dem begge til sine jarler. Jeg er ikke mindre magtfuld i Norge nu, end de var dengang, og kongen gav dem herredømme over Halland — det rige, som han havde før. Nu forekommer det mig — herre! — at du vel kan unde mig dette land, hvis jeg bliver din håndgangne mand og således varetager magten for dig. Tilsvarende vil kong Magnus — min søn — ikke nægte mig dette, og jeg vil over for dig være forpligtet til alle de tjenester, som denne titel indebærer.« På denne og andre tilsvarende måder talte Erling, og det endte med, at Erling blev kong Valdemars håndgangne, og kongen førte Erling til højsædet og udnævnte ham til jarl med embede og herredømme i Viken. Så drog Erling hjem til Norge og var derefter jarl, så længe han levede, og han var lige siden forligt med den danske konge.

Erling havde fire frillesønner. En hed Reidar, en anden Øgmund — de havde hver sin mor. En tredje hed Finn og en fjerde Sigurd — deres mor var Åsa den Lyse, og de var yngre. Kristin Kongedatter og Erling havde en datter, der hed Ragnhild; hun var gift med Jon Torbergson fra Randaberg. Kristin forlod landet med den mand, der hed Grim Rusle; de drog ud til Miklagård, hvor de opholdt sig en tid, og de fik et par børn sammen.


31. Om Olav

Olav — søn af Gudbrand Glathugson og Maria, der var datter af kong Øistein Magnusson — blev opfostret hos Sigurd Agnhat i Oplandene. Mens Erling var i Danmark, rejste Olav og fosterfaderen — Sigurd — en flok, som mange oplændinge sluttede sig til. Dér blev Olav taget til konge. De drog med flokken gennem Oplandene og var til tider i Viken og indimellem østpå på Marker; de havde ingen skibe. Da jarl Erling hørte om denne flok, drog han med sit følge til Viken; han var om bord på skibene om sommeren, men om efteråret i Oslo, hvor han holdt gilde i julen. Han lod holde øje med flokken i land, og han drog selv i land for at søge efter dem sammen med Orm Kongsbror; da de kom til den elv, der hedder . . . . . . . ., tog de alle de skibe, der var ved vandet.


32. Om Erling

Den præst, der sang på Rydjokul — det er ved elven — indbød jarlen og de andre til gæstebud, så de skulle komme dér til kyndelmesse. Jarlen lovede at komme og fandt det godt at skulle til messe dér; de roede dertil over vandet aftenen før messedagen. Men den præst havde andre hensigter; han sendte folk ud til Olavs flok for at berette om Erlings færden, og han gav Erling og de andre stærke drikke om aftenen og lod dem drikke meget. Da jarlen gik hen for at sove, var deres senge gjort klar i gildestuen. Da de havde sovet en kort tid, vågnede jarlen og spurgte, om det var tid til ottesang. Præsten sagde, at der kun var forløbet kort tid af natten og bad dem sove roligt. Jarlen svarede: »Jeg drømmer meget i nat, og jeg sover dårligt« Derpå faldt han i søvn. Han vågnede for anden gang og bad præsten stå op og holde gudstjeneste. Præsten bad jarlen sove og sagde, at det nu var midnat. Jarlen lagde sig og sov en stund, men sprang op og bad sine folk komme i tøjet. Det gjorde de, og de tog deres våben og gik til kirken, hvor de lagde våbnene udenfor, mens præsten sang ottesangen.


33. Kampen på Rydjokul

Olav fik nyheden om aftenen, og de gik seks rasters vej om natten, hvilket folkene fandt alt for meget. De kom til Rydjokul under ottesangen; det var nærmest bælgmørkt. Olav og de andre gik ind i stuen og råbte så hærråb og dræbte derinde nogle mænd, der ikke var gået til ottesang. Da Erling og hans folk hørte råbene, sprang de til deres våben og gik derefter ned til skibene. Olavs flok mødte dem ved et gærde, og dér kom det til kamp. Erling og de andre trak sig væk ned langs gærdet, og gærdet gav dem dække; de havde meget færre folk, og mange af dem faldt og mange blev sårede. Det hjalp dem især, at Olavs folk ikke kunne se dem, fordi det var så mørkt, og Erlings folk foretog sig ikke andet end at søge imod skibene. Dér faldt Are Torgeirson — biskop Gudmunds far — og mange andre af Erlings livvagter. Erling blev såret i venstre side, og nogle folk siger, at han ramte sig selv med sværdet, da han trak det; Orm blev også hårdt såret. De kom med nød og næppe til skibene og lagde straks fra land. Det blev sagt, at Olavs flok havde den største ulykke ved deres møde, eftersom Erling og hans folk havde været fortabte, hvis Olav var faret frem med mere omtanke. Han blev siden kaldt Olav Ulykke, og nogle kaldte flokken for Hættesvendene. Med denne flok drog de igen som før rundt oppe i landet. Jarl Erling drog ud til sine skibe i Viken, hvor han opholdt sig om sommeren, mens Olav og de andre var i Oplandene og indimellem østpå på Marker; således var de samlet for anden vinter.


34. Kampen ved Stanger

Foråret efter drog Olav og hans folk ud til Viken, hvor de tog de kongelige indtægter og blev dér længe om sommeren. Det erfarede jarl Erling, og han ledte sin hær østpå imod dem, og de traf hinanden østen for Fjorden på det sted, der hedder Stanger. Det blev en voldsom kamp, og Erling sejrede. Dér faldt Sigurd Agnhat og mange af Olavs folk, mens Olav tog flugten; han drog siden sydpå til Danmark, hvor han vinteren efter opholdt sig i Aalborg i Jylland. Foråret efter blev Olav syg, hvilket førte til hans død, og han er begravet dér i Mariakirken, og danskerne kalder ham hellig.


35. Drabet på Harald

Nikolas Sneglehus — Pål Skoftesons søn — var kong Magnus’ lendermand; han tilfangetog Harald, der sagdes at være søn af kong Sigurd Haraldson og Kristin Kongedatter — altså en sammødre bror til kong Magnus. Nikolas førte Harald til Bergen og overgav ham til jarl Erling. Erling havde for vane, hvis hans uvenner blev stillet for ham, at han kun talte lidt — og da afdæmpet — eller slet ikke med dem, som han havde tænkt sig at lade dræbe, mens han skældte voldsomt ud på dem, han ville skåne. Erling talte kun lidt med Harald, og folkene anede, hvad han havde i sinde. Man bad da kong Magnus om, at han skulle bede jarlen om at frede Harald. Det gjorde kongen. Jarlen svarede: »Sådan råder dine venner dig, men du vil kun i kort tid styre riget i frihed, hvis du alene vil fare frem med mildhed.« Derefter lod Erling Harald føre over til Nordnes, og dér blev han hugget.


36. Om kong Øistein Øisteinson

Der var en mand, der hed Øistein, som blev kaldt kong Øistein Haraldsons søn. Det fortælles, at han var en ung mand og ikke helt fuldvoksen, dengang han en sommer kom frem østpå og opsøgte Birger den Smilende; han var gift med Brigida, som var datter af Harald Gille og dermed Øisteins faster. Øistein forelagde dem sit ærinde og bad dem om støtte. Jarlen og hans kone tog godt imod hans henvendelse og lovede ham deres hjælp; han opholdt sig dér en tid. Jarl Birger skaffede Øistein nogle folk og gode penge til at leve for, og han skiltes godt fra ham; de lovede ham begge deres venskab. Øistein drog da nordpå til Norge og kom ned til Viken; dér kom straks folk til ham, og hans flok blev styrket. De tog Øistein til konge og drog med den flok omkring i Viken om vinteren. Da de havde småt med midler, plyndrede de vidt omkring, men lendermændene og bønderne samlede hær imod dem; når de mødte overmagten, flygtede de væk til skoven og opholdt sig længe i ødemarken. Tøjet blev slidt af dem, så de spændte birkebark om underbenene. Så kaldte bønderne dem for Birkebeinere. De løb ofte gennem byerne og kom frem her og dér og var straks klar til angreb, hvor der ikke var mange til stede. De deltog i nogle kampe, hvor hærene blev stillet i slagorden, og sejrede i dem alle. Ved Krokaskog var det nær gået galt for dem; bondesamlingen kom imod dem med en stor hær. Birkebeinerne kastede dynger af afhugget træ foran dem og løb derpå ind i skoven. Birkebeinerne var to vintre i Viken uden at komme nordpå i landet.


37. Om kong Magnus og jarl Erling

Kong Magnus havde været konge i 13 år, da birkebeinerne gjorde rejsning. Den tredje sommer fik de sig skibe og drog så på dem langs landet og skaffede sig værdier og folk. De var først i Viken, men mod sommerens slutning tog de nordpå i landet, og de fór så hurtigt af sted, at man ikke fik nys om dem, førend de kom til Trondheim. Birkebeinerflokken bestod fortrinsvis af folk fra Marker og fra Elven, og der var rigtig mange fra Telemark, og de var da godt bevæbnede. Øistein — deres konge — havde et smukt udseende, men et lille ansigt, og han var ingen stor mand. Han blev af mange kaldt for Øistein Møyla. Kong Magnus og jarl Erling sad i Bergen, da birkebeinerne sejlede forbi nordpå, og de blev ikke klar over deres færd. Erling var en mægtig mand, begavet og en stor hærmand, når der var ufred; han var en god landsstyrer, myndig, men blev kaldt grusom og hård. Dette kom sig mest af, at han kun tillod få af sine uvenner så meget som at opholde sig i landet, selv om de bad om det, og af den årsag sluttede mange sig til de flokke, der rejste sig imod ham. Erling var en høj mand, kraftig af bygning, noget højskuldret, med langt, skarpskåret ansigt og lys i huden; han blev meget gråhåret. Han bar hovedet noget på skrå, var rolig og værdig og bar gammeldags klædedragt med lange overdele og lange ærmer på kjortlen og på skjorten, fransk kappe og langskaftede sko. Han lod kongen bære tilsvarende påklædning, så længe han var ung, men da han selv kunne bestemme, klædte han sig meget med pragt. Kong Magnus var munter og legende, meget lystig og glad for kvinder.


38. Om Nikolaus

Nikolaus — Sigurd Ranesons søn — var søn af Skjaldvør, som var Brynjolf Kamels datter og Halldor Brynjolfsons søster, og hun havde samme mor som kong Magnus Barfod. Nikolaus var den største høvding; han havde en gård på Ångel i Helgeland på det sted, der kaldes Steig. Nikolaus ejede en gård i Nidaros neden for Jonskirken — den gård som siden Torgeir Kapellan ejede. Nikolaus var ofte i købstaden, og han bestemte alt over bymændene. Skjaldvør — Nikolaus’ datter — var gift med Erik Arneson; han var også lendermand.


39. Om Erik og Nikolaus

På den senere Mariamesse, da folk gik fra ottesang, gik Erik hen til Nikolaus og sagde: »Svigerfar! — det forlyder fra nogle fiskere, som er kommet ind, at der sejlede langskibe ind i fjorden, og folk mener, at det må være birkebeinere. Det er vel bedst — svigerfar! — at lade hele byhæren sammenkalde med våben ude på Øre.« Nikolaus svarede: »Jeg farer ikke af sted — svigersøn! — på grund af fiskerfolks snak; jeg vil lade nogle spejde ude på fjorden, så kan vi holde ting i dag.« Erik gik hjem, og da det ringede til højmesse, gik Nikolaus til kirken. Erik kom da hen til ham og sagde: »Jeg tror — svigerfar! — at rygterne talte sandt; nu er de folk her, som siger at have set sejlene. Det forekommer mig tilrådeligt, at vi nu rider ud af byen og samler os i flok.« Nikolaus svarede: »Du bliver ved — svigersøn! Lad os først overvære messen, så kan vi beslutte os bagefter.« Nikolaus gik i kirke. Da messen var gennemført, gik Erik til Nikolaus og sagde: »Nu er mine heste klar — svigerfar! — og jeg vil ride herfra.« Nikolaus svarede: »Så farvel da! Vi vil holde ting og se, hvor mange folk, der er i byen.« Så red Erik væk, mens Nikolaus gik til sin gård og derefter til bordet.


40. Nikolaus’ fald

På den tid, da maden kom på bordet, kom en mand ind til Nikolaus og sagde, at der nu roede birkebeinere i åen. Da råbte Nikolaus, at hans folk skulle gribe våbnene, og da de var bevæbnede, bad Nikolaus dem gå ind på loftet, men det var det uklogeste råd, for hvis de havde forsvaret gården, ville byfolkene være kommet dem til hjælp. Nu fyldte birkebeinerne hele gården og omringede derpå loftet. De råbte til hinanden, og birkebeinerne tilbød Nikolaus fred, men han afslog. Derpå kæmpede de; Nikolaus og de andre forsvarede sig med bueskud og håndskud og ovnsten, men birkebeinerne huggede husene i stykker og skød hele tiden. Nikolaus havde et rødt skjold med gyldne nagler og stjerner i — det var lavet af Viljalm. Birkebeinerne skød, så pilene gik i til rørbåndene. Nikolaus sagde: »Nu lyver skjoldet for mig!« Dér faldt Nikolaus og en stor del af hans folk, og man sørgede meget over ham. Birkebeinerne gav fred til alle byfolkene.


41. Øistein bliver taget til konge

Øistein blev derefter taget til konge dér, og alle folk gik under ham; han opholdt sig en tid i byen og drog derpå ind i Trondheim. Der kom mange folk til ham; Torfinn den Sorte fra Snås kom til ham med en flok mænd. I begyndelsen af vinteren drog de ud til byen; der sluttede Gudrun fra Saltnes’ sønner — Jon Killing, Sigurd og Viljalm — sig til dem. De drog fra Nidaros op til Orkdalen; dér blev de opgjort til nær to hundrede mand. Således drog de til Oplandene og så gennem Toten og Hadeland til Ringerike.


42. Kong Øisteins fald

Om efteråret drog kong Magnus østpå til Viken med noget af hæren og Orm Kongsbror. Jarl Erling blev tilbage i Bergen, hvor han med en stor hær skulle tage imod birkebeinerne, såfremt de kom ad søvejen. Kong Magnus slog sig ned i Tønsberg sammen med Orm, og kongen holdt gilde dér i julen. Kong Magnus erfarede, at birkebeinerne var oppe ved Re. Derpå drog kongen fra byen med sin hær og Orm og kom til Re. Sneen lå højt, og det var meget koldt. Da de kom til gården, gik de fra hjemmemarken ud på vejen, og udenfor ved gærdet indtog de slagordenen og trådte sneen fast; de var ikke helt 15 hundrede mand. Birkebeinerne var på den anden gård, men nogle af deres folk var her og dér i husene. Da de blev opmærksomme på kong Magnus’ hær, samlede de sig i slagorden. Da de så kong Magnus’ flok, mente de — som det også var tilfældet — at deres egen flok var større, og de gik straks i kamp, men da de søgte frem langs vejen, kunne kun få ad gangen komme frem, og de folk, der løb af vejen, endte i så dyb sne, at de dårligt kom nogle vegne. Da opløstes deres slagorden, og de, som gik forrest, faldt hurtigt; så blev deres banner hugget ned, og de nærmeste trak sig væk, mens nogle tog flugten. Kong Magnus’ folk forfulgte dem og dræbte den ene efter den anden, når de nåede dem. Birkebeinerne fik ikke indtaget slagordenen og var blottede for våbnene, og da faldt mange, mens mange flygtede. Det var da, som det ofte kan forekomme, selv om folk er modige og våbendjærve, at hvis de bliver slået hårdt og kommer på flugt, vil de fleste have ondt ved at vende om. Birkebeinernes hovedstyrke begyndte da at flygte, men mange faldt, fordi kong Magnus’ mænd dræbte alle, de kunne, og ingen af de folk, de fik fat i, blev givet fred. De flygtende spredte sig vidt omkring. Kong Øistein flygtede; han løb ind i et hus og bad bonden om fred og om, at han skulle skjule ham, men bonden dræbte ham og opsøgte derpå kong Magnus og traf ham på Ravnsnes. Kongen var inde i stuen og varmede sig ved ilden, og der var mange folk. Derefter tog nogle folk og førte liget dertil og bar det ind i stuen; kongen bad folk komme nærmere til genkendelse af liget. Der sad en mand på hjørnebænken — det var en birkebeiner — og ingen havde lagt mærke til ham. Da han så og genkendte sin høvdings lig, rejste han sig hurtigt og bestemt; han havde en økse i hånden, og han løb raskt ind på gulvet og huggede efter kong Magnus og traf ham i halsen ved skulderen. En mand så øksen blive løftet og skubbede til ham; derved vendte øksen sig ned i skulderen, og der blev et stort sår. Så løftede han øksen for anden gang og huggede efter Orm Kongsbror; han lå på bænken, og hugget havde retning efter begge hans underben. Da Orm så, at manden ville dræbe ham, gjorde han en hurtig bevægelse og kastede fødderne over sit hoved, så øksen traf i bænkestokken, hvor den sad fast, mens våbnene stod så tæt i birkebeineren, at han knapt kunne falde. Da så de, at han havde slæbt sine indvolde efter sig over gulvet, og den mands djærvhed blev rost meget. Kong Magnus’ folk forfulgte længe de flygtende og dræbte alle dem, de kunne. Dér faldt Torfin fra Snås, og dér faldt også mange andre trøndere.


Erik Werenskiold: Slaget på Re.


43. Om birkebeinerne

Denne flok, som blev kaldt birkebeinere, havde samlet sig i stor mængde; det var hårde folk og meget våbenduelige mænd, men en noget vild flok, der fór meget voldsomt og rasende frem, da de mente at have stor styrke. De havde i deres flok kun få sådanne mænd, som kunne planlægge eller var vante med landets lov og styrelse, eller som kunne lede en hær, og selv om nogle dog kunne, så ville hele flokken have det, som de selv syntes. De mente sig sikre ved deres antal og deres mod, men af den flok, der var undkommet, var mange sårede, og de havde mistet våben og tøj og var helt uden penge. Nogle søgte østpå til Marker og mange til Telemark — det gjorde de fleste, som havde slægt dér. Nogle tog helt østpå til Sveavælde; alle søgte væk, for de havde ikke megen håb om fred fra kong Magnus eller jarl Erling.


44.

Kong Magnus drog derefter tilbage til Tønsberg, og han fik megen hæder af denne sejr, for alle folk havde sagt, at det var Erling, der var bryst og værn for dem — far og søn — men efter at kong Magnus havde besejret en så stor og talstærk hær og selv havde været i undertal, forekom det alle folk, at han ville overgå alle andre og blive en så meget større hærmand end Erling, som han var yngre.


— o —

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.