Magnus Lagabøters landslov (I. Tingfarebolken)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Magnus Lagabøters landslov

Oversat av

Absalon Taranger

Kristiania 1915.


I. Tingfarebolken



Kap. 1. Her begynder Frostatings-[Gulatings- osv.]mændenes tingfarebolk

Vor herres Jesu Kristi fred og velsignelse, vor frue Sancta Marias og den hellige kong Olavs og alle hellige mænds forbøn være med alle os Frostatingsmænd [Gulatingsmænd osv.] nu og altid! Vi skal ha vort lagting hvert aar paa botolfssokaften[1] [var.: en halvmaaned før jonsok,[2] petersokaften[3]] paa Frosta tingsted [Gula tingsted, Eidsiva tingsted, Borga tingsted]. Der skal alle de møtes, som er opnævnt til tinget og ikke har forfald. Men lendmand [baron] eller sysselmand eller aarmand eller disses lovlige ombudsmænd skal paa midfastetinget ha nævnt saa mange mænd av hvert fylke, som her siges i næste kapitel, og nævne de mænd, som holder arbeidsfolk og som synes dem at være de forstandigste (vænastir til skila), saa de kan sande det med sin ed. Men den ed skal de sverge den første svergedag efter de er kommet til Frostating [Gulating osv.] efter denne edsformular: At derpaa lægger han haand paa bok og det kalder han Gud til vidne paa, at han har nævnt de mænd til Frostating [Gulating osv.], som efter hans samvittighet syntes ham at være de forstandigste og ikke tok han derved andre hensyn. Og saaledes skal han altid gjøre, saa længe han har dette hverv. Men denne ed skal ingen sverge mere end én gang.

Kilde: Js. I 1 (1): jfr. G. 3.


Kap. 2. Om nævndemændene

1 a. Nu er saa mælt, at nævnes skal til Frostatinget 60 bøn
der fra hvert fylke i Uttrøndelagen, men 40 fra hvert fylke
 i Indtrøndelagen. Men 2 mænd skal nævnes fra hvert skip
rede i Namdalen og i Romsdalen til Frostatinget. De skal
 ha 6 veiede ører i tingfarepenger, hver som er nævnt til
tinget. Men fra Nordmøre skal der nævnes til Frostatinget
 3 mænd fra hvert skiprede og likesaa fra Opdal, og hver av 
dem skal i reisepenger ha ½ mark sølv. Men hver 
nævndemand indenfjords skal overalt ha 2 ører sølv til 
Frostatingsfærden. De skal hæve disse penger i Nidaros av
 bondekassen hos lagmanden og dem, som forvalter bondekassen. -

1 b. Nu er saa mælt, at nævnes skal fra Egdafylke 12 mænd og hver nævndemand derfra skal ha i reisepenger 10 ører sølv.[4] Men fra Ryfylke skal der nævnes 30 mænd og hver nævndemand derfra skal ha 1 mark sølv søndenfjords (ɔ: fra den søndre del av Boknfjorden) og 7 ører nordenfjords (ɔ: fra den nordre del av Boknfjorden). Fra Hordafylke skal der nævnes 40 mænd og skal hver nævndemand av Søndhorderne ha 5 ører sølv og fra Nordhordland 3 ører. Fra Sygnafylke skal der nævnes 20 mænd og skal hver nævndemand ha 5 ører sølv. Fra Firdafylke skal der nævnes 20 mænd og skal hver nævndemand fra Søndtjord ha 6 ører sølv og 7 ører fra Nordfjord. Fra Søndmørefylke skal nævnes 12 mænd og hver nævndemand fra den søndre del skal ha 1 mark sølv og fra den nordre del 10 orer sølv. Fra Valdres skal der nævnes 4 mænd, fra Hallingdal 4 mænd, fra Sætersdalen (ɔ: Valle prestegjæld) 2 mænd, fra Otradalen (ɔ: Byglands prestegjeld) 4 mænd, og hver nævndemand skal ha 5 maanedsmat smør [var.: 1 mark sølv] i reisepenger. Dette skal bønderne utrede efter formuens størrelse. Disse penger skat betales av bondekassen i Bergen av lagmanden og dem, som forvalter bondekassen.

1 c. Nu skal lendmænd og sysselmænd nævne paa midfastetinget til Eidsivatinget saa mange mænd, som her siges: fra Gudbrandsdalen 4 mænd nordenfor Rosten[5] og bønderne skal lægge ut 6 ører til hver nævndemand. Men søndenfor Rosten til Humla[6] 8 mænd og skal bønderne lægge ut ½ mark til hver nævndemand. Fra Heinafylke 2 tylvter og bønderne skal lægge ut til hver nævndemand 3 ører. Fra Hadafylke 2 tylvter og bønderne skal lægge ut til hver nævndemand 3 ører. Fra Raumafylke skal nævnes 2 tylvter og bønderne skal lægge ut til hver nævndemand 2 ører. Fra Østerdalen skal nævnes 2 mænd nordenfor Aamot og bønderne skal lægge ut til hver nævndemand 6 ører; men søndenfor Aamot 4 mænd og bønderne skal lægge ut til hver nævndemand ½ mark.

1 d. Nu er saa mælt, at nævnes skal til lagtinget [i Borgartingslagen] saaledes som sedvanlig er og hver skal efter gammel sedvane ha sine reisepenger fra hvert fylke eller bygdelag. (Tilfoielse i en Skienslovbok):<re>NgL IV 478.</ref>

Av Hovin rider 2 mænd.
Av Grenland 4 mænd.
Av Bamble 2 mænd.

Av hvert prestegjeld i Skatlandet (0. Telemarken) 2 mænd; hver skal ha i tingfareører 6 ører.

Av Numedal 2 mænd.

1 e. (Optegnelse i Færøenes lovbok):[7]

Saa var skipet paa lagtinget, at hver nævndemand i Sudrøy skal ha i tingfaretold 20 alen [vadmel] søndenfor Mannaskard, men 15 alen nordenfor. Item fra Skuføy skal de ha 12 alen. Item i Sandøy skal hver nævndemand ha 10 alen. Item i Mykines skal hver nævndemand ha 15 alen. Item i Vágum (Vaagø) skal hver nævndemand utenfor vandet ha 12 alen, men i Austr-Vágum 10 alen. I Koltri 8 alen, i Kviguvik og Vestmannahofn hver nævndemand 8 alen, og 8 [alen hver] nævndemand fra Sagehofn. Item fra Kollafjǫrdr og Ragtangi og Norsøy skal hver nævndemand ha 5 alen. Item i Funningr skal hver nævndemand ha 12 alen. Item [av] Eyndarfjǫrdr (Ondafjord) og Fuglafjǫrdr og begge Gǫtur skal hver nævndemand ha 10 alen. Item i Nordøene nordenfor fjeldet skal hver nævndemand ha 15 alen og søndenfor fjeldet 12 alen.

2. Nu hvis lendmand [baron] eller sysselmand eller aarmand [var: ombudsmand, deres ombudsmand] ikke saaledes nævner mænd til tings, som nu er mælt, da er de saket (sekkr) 1 mark sølv for hver, som unævnt er [1 var.: og likesaa hvis der er opnævnt for mange]. Ingen skal nævnes med ret til avløsning og kun da skal omskifte gjøres, naar lovlig forfald hindrer den, som først var opnævnt. Men hver nævndemand, som uten nødsfald kommer senere til lagtinget end edene er avlagt, er saket 1 mark sølv. Men lagmanden og lagrettemændene skal avgjøre, om forfaldet er gyldig. Og enhver, som ikke utreder til nævndemændene deres reisepenger, saaledes som skilt er, da er han saket 1 mark sølv [var.: til kongen].

3. Nu er lendmænd [var.: baroner] og sysselmænd og ombudsmænd [aarmænd], baade kongens og biskopens, alle skyldig at komme til lagtinget, men de som uteblir forfaldsløst, hver av dem er saket 3 mark sølv og mere til, eftersom kongen vurderer deres saker.

Kilde: Js. I (2), jfr. G. 3, F. I 2 (Ngl. IV 163).


Kap. 3. Om lagrettemændenes ed

1. Tinget skal staa, saalænge lagmanden vil og han finder det heldig av hensyn til sakene og lagrettemændene samtykker.

2. Det er dernæst, at lagmanden skal la gjøre vebaand i Frosta paa rette tingsted [i Guløy paa rette tingsted, paa Eidsiva tingsted, paa Borgarting] saa vidt, at de har rum indenfor som skal være i lagretten. Men det skal være 3 tylvter mænd og dog fordelt saaledes, at der nævnes nogen fra hvert fylke [skiprede], dem som synes velskikket dertil. Men de som er nævnt til lagrettemænd, skal sverge ed efter denne edsformular, for de gaar i lagretten: At han kalder Gud til vidne paa, at han i hver mands sak skal stemme saa, som han vet er sandest for Gud efter loven og sin samvittighet, saavel mot fiende som mot frænde (svá með sakaðum sem með sifjaðum), og saaledes skal han altid gjøre, saasnart han er nævnt til lagretten. Den første gang en mand gaar i lagretten, skal han sverge denne ed, men ikke oftere, om han blir opnævnt. Saa er og mælt, at ingen av de mænd, som ikke er nævnt [til lagretten] skal sætte sig indenfor vebaandene uten lov. Men hvis han sætter sig der og ikke gaar ut, naar han blir tilsagt, da er han saket en halv mark solv.

3. Folk skal gaa fastende til tings og søke tinget, naar solen staar i øst[8] og være paa tinget til non.[9] Men lagmanden skal la ringe med den største [kirke]klokke, naar han vil gaa med boken til tings. Men med den klokke skal der ikke ringes til noget andet, saalænge tinget staar. Men hvis nogen slaar sig paa mat eller mungaat (øl) og agter det mere end tinget, hans sak skal ikke behandles den dag, hvilken sak han end maatte ha at fremme paa Frostatinget [Gulatinget osv.]. Drik skal ingen bære til tings hverken til salg eller paa anden maate. Men hvis det sker, da er drikken optøk (upptœkr, konfiskabel) og tingmændene eier den. Alle de mænd, som dertil or opnævnt, skal sitte i lagretten saalænge som nu er mælt, medmindre nogen maa gaa ut i nødvendig erinde. Men hvis nogen uten nødsfald gaar ut av lagretten utenfor vebaandene, da er han saket 2 orer sølv. De mænd, som er utenfor vebaandene, og der gjor staak og styr (hark ok hárœysti), saa lagrettemændene ikke i ro kan agte paa sin dommergjerning, eller de paakjære sine saker, som dertil har lagmandens og lagrettemændenes lov, de er saket 1 øre sølv, enhver som deri blir kjendt sandskyldig, hvis han er advart paa forhaand.

Kilde: Jfr. F. I 2, 3 (Kgl. IV 263). Js. I 3 (3).


Kap. 4. Om lovlige vidner og om domme

1. Efter «gǫgn»[10] og vidnesbyrd skal hver sak (mál) dømmes. Saa er det, om én bær vidne med en mand, som ingen bær, men to er som ti, hvis man ikke frygter motvidner.

2. Nu er der disse vidner, som der ikke skal komme motvidner imot: Det er heimstevnevidner og tingstevnevidner, kvadavidner og nødsfaldsvidner, utsigelsesvidner (ved odelsløsning) og de vidnesbyrd, som mænd bær om strid (slagsmaal) i gildelag.

3. De mænd søm er opnævnt til lagretten, skal dømme lov om de saker, som er henskutt til den og der er rettelig frembaaret. De saker skal først paadømmes, som er henlagt til lagtinget efter lovbokens regler og som er de største; derefter de, som er indstevnet for lagtinget og [endelig] alle de saker, som partene under haandslag for to vidner [har henlagt til lagtinget], hvis dette vidnesbyrd kommer frem paa tinget.

4. Men alt det, som lovboken ikke avgjør, da skal det gjelde i hver sak, som alle lagrettemænd blir enig om. Men hvis de er uenige, da raade lagmanden og de [lagrettemænd] som samtykker med ham, med mindre kongen med de skjønsomste mænds raad finder andet at være mere lovlig.

Kilde: §§ 1-2 = G. 59. Js. VII 2 (III); §§ 3-4- F. I 2; jfr. Js. I 3 (3).


Kap. 5. Alle mænd skal i grid fare til lagtinget

1 Alle de mænd, som er opnævnt til Frostatings-[Gula-tings- osv.] færd, skal være i grid med hverandre, indtil de atter kommer til sit hjem. Men om nogen bryter denne grid, saa at han dræper en mand eller saarer ham lemstersaar, da har han forbrutt fæ og fred, land (ɔ: jordegods) og løsøre og komme aldrig til landet igjen. Men om nogen blir saaret paa Frostatinget [Gulatinget osv.] eller faar nogen anden mishandling ved mands vold (ɔ: forvoldelse) og vilje, da vokser deres ret til det dobbelte, men kongen skal ha 8 ørtuger og 13 mark. Likesaa om nogen bær vaaben paa Frostatinget [Gulatinget osv.], da bøte han en halv mark og utlevere vaabnene; kongen eier halvdelen av vaabnene og halvdelen av boterne, men tingmændene halvdelen; ti paa alle steder høver det sig at folk iagttar spakfærd og sedsømd, men dog mest paa de steder, som fra oldtiden av er skipet til at fremme spakfærd og skjønsomhet og hvor det blir de fleste til størst skade, hvis der skorter noget paa det.

2. Naarsomhelst folk blir ilagt bøter paa Frostatinget [Gulatinget osv.], da eier kongen i det gods halvdelen, men lovfællene [var.: lagmanden og alle lagrettemænd] halvdelen, undtagen tegngjæld og fredkjøp, som kongen eier alene. Men alle tingbøter, som forfalder og ikke utredes paa det ting, da dømme lagtingsmændene, at de skal utredes paa næste Frostating [Gulating osv.], og sysselmændene skal ta imot dem og føre dem til Frostatinget [Gulatinget osv.]. Men de som av trods ikke utreder dette, skal være selvstevnt til næste Frostating [Gulating osv.j og svare der sektene og domrovene, hvis der ikke da betales, og bruke den halvdel, som tingmændene eier, til slike formaal, som kongen tilraader.

3. Nu om nogen bryter den dom som er dømt paa Frostating [Gulating osv.] og har faat vaabentak indenfor og utenfor vebaandene [var.: lagretten], da er han saket 4 mark sølv til kongen, men 1 mark til saksøkeren (sakaráberi). Derfor skal ogsaa hver sysselmand lyse paa Frostatinget [Gulatinget osv.], hvor mange manddrabere eller andre udaadsmænd der blev i hans syssel de sidste 12 maaneder og gi besked om deres vekst og utseende, som skadet den anden, for at de kan bli kjendt efter likheterne (signalementet), hvor de maatte indfinde sig.

Kilde: § I, 1. og 2. punktum = F. I 5; (Ngl. IV 265. § 1 jfr. Js. I 4 (4). § 3. I p jfr. F. V 46, Js. I 5 (5).


Kap. 6. Om ulovlige søksmaal

1. Men hvis nogen part klager over sin lod, naar søksmaalet kommer hjem i herredet og paastaar, at det er rangt frembaaret for lagrettemændene, da skal dog dommen ikke sakløst brigdes. Men han kan stevne den, som er hans motpart, næste aar derefter til Frostating [Gulating osv.] og fremme da begge parter sine søksmaal. Men hvis saken (mál) prøves med samme utfald som før, da skal han ha sin kostnad fordoblet hos den, som beskyldte ham for rangt søksmaal (rangs máls), og søke det som andre gjældssøksmaal (fjársóknir).

2. Prøves det derimot, at hin, som først vandt saken (málit), har frembaaret den rangt for lagrettemændene, og den anden faar dom for sig, da skal han ha sin kostnad fordoblet, men kongen 1 mark sølv og søke det saaledes, som før er sagt. Og saaledes skal det altid være, naar lagmanden og andre skjønsomme mænd ser, at folk blir ulovlig og rangt saksøkt (sotter) og stevnet for loven, hvad enten det er til lagmanden eller tingstevning eller andre lovsøksmaal (lagasoknir) og han ikke faar dom hverken paa penger eller [benegtelses]eder, medmindre den, som søkte, sverger ensed paa, at han trodde, han søkte en retfærdig sak (mál).

Kilde; $ I = F. V 46 slutn.; § 2 jfr. Js. I 5 (5) slutn.


Kap. 7. Om sysselmændenes ting

1. Saa er og mælt, at sysselmændene skal ha ting inden 3 uker, efter at de er kommet hjem fra Frostatinget [Gulatinget osv.] og lyse for folket det, som var talt paa Frostatinget [Gulatinget osv.] og særlig hvilket utfald deres saker (mál) fik, som var fra hans syssel.

2. Nu skal ogsaa sysselmanden lyse det, at lagtinget skal holdes hver sommer til Botolfsvaka [var.: en halv maaned før Jonsmesse; til Petersvaka]. Da skal han ogsaa lyse det, at folk i bygdene ikke skal ta til sig de mænd, som løper østen- eller vestenfra, norden- eller søndenfra, medmindre de vet, at de er skjelamænd (ɔ: som gjør rede for sig); ti slike folk er vant til at være nogenlunde nyttige én vinter eller to eller tre og gjør sig saaledes tilvens med folk. Siden skilles de ikke bedre fra dem end at de enten stjæler folks penger eller løper bort med deres hustruer eller frændkoner eller gjør andre ugjerninger. Men hver som anderledes tar [imot dem], da er han saket 1 mark sølv til kongen, hvis hin proves at være et umenneske.

Kilde: § I = Js. I 5 (5), 2. punktum. § 2 ny.


Kap. 8. Om domrov og betalingsterminer

1. Alle de domme, som skal sættes i feidesaker (vigaferðir) eller [i saker] om leiermaal med de kvinder, som skal bøtes med fuld mandsbot eller halv, de skal alle sættes med lov og grid til første betalingstermin (sal). Men den som bryter lovmæssig dom før terminen, eller i første termin, da forbryter han sin grid og er trygdsbryter og har forbrutt fæ og fred. Men dette er dens forfald, som skal betale: at han er syk eller saar eller har nogen saadanne storforfald, som gode mænd bær vidne om, at han ikke kunde komme paa forfaldsdag. Men den første termin skal betales inden den samme maaned og føres hjem til ham og tilbydes ham med 2 vidner; men hin ta imot eller hans ombudsmann, medmindre mottageren vil gjøre ham (yderen) indrømmelser.

2. Men i alle andre søksmaal, hvor folk sætter lovdomme (lǫdoma) sig imellem, da er den, som bryter dommen, saket 1 mark sølv til saksøkeren og holde dommen som før, men til kongen 4 mark sølv; og sysselmanden søke det paa begges vegne, og ta hin først ut sin fordring saaledes, som dommen dømte. Men bøterne (sekt) til begge (ɔ: saksøkeren og kongen) fordeles siden mellem dem efter kravets størrelse (eptir fjármagni), hvis der ikke er nok til begge.

3. Men hvis han endnu ikke vil holde dommen, da skal sysselmanden stevne ham ting og gjøre ham utlægg, medmindre han [i retten] betaler det, som nu er mælt.

Kilde: Magnus Erlingssons landefredslov 1163 i F. V 46 [jfr, G, 32), Js. I 6 (6).


Kap. 9. Om lagastevninger (varselsfrister for offentlig stevning)

1. Altid naar man skal gjøre en mand lagastevning (lagastefnor) paa tinge eller hjemme til lagmanden, da skal der gives halv maaneds varsel inden fylket og utenfor fjerdingen, maaneds varsel utenfor fylket og indenfor lagdømmet, to maaneders varsel indenlands og utenfor lagdømmet, tolv maaneders varsel, hvis manden er utenlands. Men arving eller ombudsmand skal svare til hans søksmaal, hvis han er utenlands.

2. Nu er arving skyldig at sende ham bud, eller tingmænd, hvis der ingen arving er paa tinget. Gjenmæle er hver mand værdig til.

Kilde: §§ 1—2 = G. 102 beg.; jfr. Js. VII 3 (112); begge mangler: «eller hjemme» i § I.


Kap. 10. Naar man skal stevne til lagmanden

1. Paa disse tider skal man ikke stevne til [retsmøte for] lagmanden: fra marimesse i fasten (25. mars), og naar d. falder nær paaske, da skal ikke holdes stevne senere end en halv maaned før paaske, og fremover til halvardsmesse (15. mai); fra seljemændenes messe (8. juli) og fremover til korsmesse om høsten (14. september); ikke nærmere jul end at indstævnte faar tid til at være 3 nætter hos lagmanden og kommer hjem igjen til jul i farbart veir; ikke skal man (holde) stevne i julen. Men andre tider end de, som nu er undtagne, er rette til stevner (ɔ: retsmøter).

2. Men hver som forfaldsløst bryter lagmands orskurd, er saket 4 mark sølv til kongen.

Nyt.


Kap. 11. Om nogen blir stevnt til lagmanden

1. Nu dersom den stevner en mand, som har lovlig søksmaal mot ham, til lagmanden med ret lagastevning, eller hans fuldmægtige ombudsmand [gjør det], da er indstevnte saket 1 mark sølv til kongen, om han forfaldsløst uteblir. Men om indstevnte kommer og ikke stevneren, da er han saket det samme til kongen som indstevnte, hvis ikke lovlig forfald har hindret ham, eller hans ombudsmand kommer eller er der tilstede i lovlig tid (i retta lagastefnu).

2. Nu den som taper saken (felzt at mále) skal holde alt det som lagmanden har skilt dem imellem og betale til den, som vandt saken (sem mál sagðezt), dobbelt al den kostnad, han hadde i denne sak, siden lagmanden første gang skilte (skilaði) mellem dem.

3. Nu skyter nogen sin sak (mál) fra lagmanden til Frostating [Gulating osv.], da skal lagrettemændene nøie ransake den sak; og selv om de alle synes, at den orskurd lagmanden har sagt, ikke er lovlig, da skal de ikke bryte lagmandens orskurd, men de skal skrive til kongen om, hvad de finder sandest i den sak og slik ransakning (bevisligheter), som de efter provene finder sandest. Ti den orskurd, som lagmanden gir, kan ingen bryte, medmindre kongen skulde finde, at vor lovbok vidner imot, eller kongen selv med vise mænds samtykke skulde se at noget andet er sandere; ti han er sat over lovene.

Nyt. lDe Disse ord minder om den romerske retsregel «princeps legbus solutus est», hvorom se A. Esmein i Vinogradoff, Essays in Legal History (1913) s. 201 ff.


Kap. 12. Om nogen ikke faar sin ret hjemme i bygden

Nu hvis nogen ikke faar sin ret hjemme i bygdene eller hos lagmanden, da skal saksøkeren (sakaráberi) stevne den, som han ikke faar ret av, til Frostating [Gulating osv.], og hvis han har sandt vidne paa, at han har stevnt den han har sak (mál) mot dit og dernæst, at saken (málit) har gaat saaledes, som han har berettet, da skal tingmændene lovgyldig (at lǫgfullu) dømme den sak, hvad enten begge er tilstede eller alene den, som bær saken frem, og lagmanden og lagrettemændene synes, at han har fortrinnet, medmindre indstevnte hindres av fuldt nødsfald; og det selv om saken hjemme er stevnet til lagmanden (ok svá þo at heima se til logmanz stefnt).

Kilde: Js. I 6 (6) slutn. «ok þa svá etc.» etc. er nyt; om dets fortolkning, se Hertzberg, Gloss. under heima in fine. Lagmanden pleiet ret paa de «stevner», som han i lagtingsbyerne holdt til forskjellige tider sammen med byens raadmænd. og i aasteds- og større straffesaker paa stevner omkring i bygdene. Av de faste «lagmandstevner» har utviklet sig de flere «lagting» som er opført i Kr. IV.s NL. I 1 og likesaa «raadsturetten» i lagtingsbyene.




Fotnoter

  1. 16. juni: almindelig lagtingsdag vedtat paa Frostating 1269, se Isl. Ann. s. 138.
  2. c. 10. juni; lagtingstid i Jæmtland, se Kr. IV NL. I 1.
  3. 28. juni; lagtingsdag i Borgartingslagen, se DN, II no. 809; indført af Magnus Erlingson 1163, se G. 3.
  4. Jfr. NgL IV 588, note 1.
  5. Grænsepunktet mellom Nordre og Søndre Gudbrandsdalen, et brat veistykke ved skillet mellem Kvam og Sødorp sogne i Nordre Fron, paa østsiden av Laagen. Rygh: Norske gaardnavne IV 93 f. under grdno. 265 og 266 i Vaage. Ikke at forveksle med Vágarost, Rosten nordenfor Sells anneks til Vaage. NgL V 823.
  6. Grænsen mellen Gudbrandsdalir og Heiðmǫrk paa grænsen mellen Lillehammer og Brøttum sogn. NgL V 806.
  7. Stockholms kgl. bibl. C. 20 kv. NgL IV 666. note 1.
  8. ɔ: omkring kl. 6 om morgenen.
  9. ɔ: kl. 3 ettermiddag.
  10. Gǫgn = «gavnlige ting» betyr, hvad der kommer til nytte i en retssak: bevisligheter, proeessuelle fordeler, utspringende av rettergangsførelsen, motpartens feil o. lign.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.