Magnus Lagabøters landslov (VI. Landbrigden)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Magnus Lagabøters landslov

Oversat av

Absalon Taranger

Kristiania 1915.


VI. Landbrigden



Kap. 1. Her begynder landbrigden, og siges i første kapitel hvorledes brødre skal skifte odlene

1. Nu skifter 2 eller flere brødre odlene sig imellem eller de kvinder som skal følge odlene, det er datter og sønnedatter, faster og brordatter, da skal odelen tilfalde den ættegren, som loddet træffer, baade med hensyn til lovbydelse og aasæte; kun i det tilfælde skal den lovbydes til en anden gren, at den [første] blir utarmet eller dør ut. Men odelen skilles ikke fra dem [hvis gren den er tilfaldt], førend hver [lovlig] kan egte den andens datter (ɔ: før en mand i den ene gren uten at støte an mot egteskapsforbudene kan egte en kvinde i den anden gren).[1] Men hvis baade karmand og kvinde er jevnskyldt til odelen, da skal man skifte odelen mellem dem som arv.

2. Nu er der 2 eller flere brødre og dør nogen av dem før deres far, og søn eller datter lever efter dem, da skal den av disse som er til, løse fra sine farbrødre den odelspart, som hans far hadde ret til at ta efter sin far, for en femtedel under taksten. Men ingen kan løse, før hans farfar er død.

Kilde: § 1 G. 282; jfr. 275. § 2 G. 294.


Kap. 2. Om odelsjorder

1. Nu skal de jorder opregnes, som skal følge odlene. Det er den første som omhandles i vor værdige herre kong Magnus den kronedes rettebøter, som han gav alle Norgesmænd til rettens utbedring, at om jord ligger under samme ættlægg 60 vintre eller længre, da blir den jord besidderens odel, saa at ingen kan løse den jord fra ham.

2. Det er den anden som en mand faar av kongen, medmindre den er git med andre forord.

3. Det er den tredje, som tre forfædre (langfeðgar) har eiet og uten avbrytelse er kommet til den fjerde.

4. Det er den fjerde, naar folk skifter odelsjorder sig imellem og det ikke er andre folks odler, og det blir da enhvers odel som han faar i det skifte.

Kilde: § 1 nyt, jfr. G. 271. F. XII 4, XIV 3 og 7. §§ 2—4, jfr. G. 270.


Kap. 3. Hvorledes man skal skifte odlene

1. Nu vil folk skifte sine odler mellem sig og skifte odelsskifte, og de er alle enige, [da kan de] skifte som de vil og trække lod derom; enhver skal ha det som falder paa hans lod og lyse paa tinget, hvad enhver har faat; og om de alle har samtykt heri, da kan det skifte ikke brytes.

2. Nu vil folk skifte sine odler og ha herredsmænd med sig, da skal den som vil skifte, stevne alle [dem] til jorden, hvis eiendom støter til, saa længe forut, at tingfolket kan sammenkaldes, mens jorden er aapen og usaadd. Den skal raade, som vil skifte i størst utstrækning. Med stang kan man skifte jord indengards, medmindre maalesnor synes at være bedre, og efter øiemaal utengards. Merkestener skal nedsættes og nedgraves der man blir enig om og lægge ved 3 stener og de kaldes «lyritter» (medsvergere, vidner).

3. Nu om nogen ikke vil komme til skiftet, som var stevnet, da skal man allikevel skifte, som nu er mælt[2]. Vidner skal han føre paa, at han stevnet hin dit til jordskifte med sig; lodder skal man da lægge i skjød, saa mange som der er jordeiere. Skjelrike mænd skal se [bu]merket paa deres lodder og vite, hvad hver av dem tilfalder i hus eller jord; andre skal kaste lodder for dem, som ikke selv vil gjøre det. Til tinge skal de da fare og lyse sit odelsskifte; da har de efter loven skiftet sine odler.

4. Nu om den mand ikke er indenlands som eier odel sammen med dem, da skal [de] gjøre ham 12 maaneders stevne tilbake til jordskifte med sig. Men om han ikke kommer tilbake inden den tid, da skal [de] stevne hans arving til skifte med sig, og skifte saaledes, som om han selv var tilstede.

5. Nu vil han ikke komme til skifte, da skal stevne ham til hovedbolet med 2 vidner og der nyte sine vidner, at han stevnet ham til jordskifte. Den skal raade for skiftet, som vil skifte i størst utstrækning, hele eller halve gaarder, medmindre de finder andet rigtigere (jfr. § 2). Nu skal gode mænd skifte og kaste lod paa tinget, siden merke han selv sin lod, men gode mænd kaste den uteblivendes umerkede lod og lyse der straks hvad hver tilfalder. Det skifte skal siden holdes om alder og om æve.

6. Ingen skal negte den anden skifte med maalesnor inden tre vintre; den skal lægge fra sig, som har mere end snoren tilsier, og lægge til hin, som har mindre, og dog skal hver ha den lod som tilfaldt ham.

Kilde: G. 87 noget omredigert.


Kap. 4. Hvorledes man skal byde odel til andre

1. Om nogen vil sælge sin odelsjord, da skal han paa denne maate utbyde odel, som blir fal, at man farer til tinge inden det fylke, hvor jorden ligger, naar sysselmanden er paa tinget, og taler saa høit, at alle hører, som er der og nævner eiendommen ved navn med disse ord: «Denne eiendom som er min odel, og jeg nu vil sælge, den tilbyr jeg alle mine frænder, som har ret til at løse den, og gjør jeg alle odelsmænd stevne til løsning, dem først som er de nærmeste, og har dog alle odelsmænd ret til at gjøre bud, for at løse den for slikt værd som 6 skjønsomme mænd takserer den for, og jeg gjør lagastevne til pengenes betaling til fulde og efter ret Frosta- (Gula-, Eidsiva-, Borgar-)tingslov». Og saaledes skal lagastevnet være, at de skal ha løst den jord inden 6 maaneder nødsfaldsløst. Vidner paa denne lovbydelse skal han ikke aabyrges længer end 10 vintre.

2. Men dette er nødsfaldene: Om en mand er i pengemangel og lyser han det hvert 10de aar inden 60 vintre, at han aabenbart er løsningsmand og det er hans odel. Men om han kan faa penger, da tiltræde han sin odel, selv om den har løst som var nærmeste odelsmand efter ham. Det er det andet forfald, om en mand er utenlands og likesaa om kongen sender nogen i sit erinde, eller nogen er syk eller saar, og likesaa om man ikke vet, at den jord var lovbudt.

3. Nu om nogen fra disse mænd [som har forfald], har løst sin odel, som de har lovlig ret til at ha og at løse, da skal de løse den igjen inden de 12 maaneder, efterat de kommer hjem til det fylke, som den jord ligger i, og de blir var med at jorden var opbudt.

Kilde: § 1, jfr. F. XII 4, G. 287. § 2 nyt. § 3, jfr. G. 278, 289.


Kap. 5. Hvorledes man skal løse sin odelsjord

1. Nu hvis den som odelsmanden stevnet til at løse, har skaffet pengene tilveie, og odelsmanden vil da ikke sælge ham saaledes, som han satte ham stevne til, da skal han (odelsmanden) løse sin jord fra ham (løseren) med kauprovsbøter, 1 øre for hvert 10-øres kjøp. Men om den, som vil sælge, ytrer mistanke, om hvem der eier de penger, som han vil betale for jorden, da skal kjøperen sverge ensed, at det er hans hensigt at kjøpe til odel for sig selv, men ikke med arvesvik for en andens regning, — ti ingen skal ha andens odel efter avindsbud — og kjøpe saa meget som han da har penger til. Men han skal kjøpe jorden saa dyrt som 6 skjønsomme mænd takserer baade jord og hus og alle herligheter, selv om hin, som ikke var odelsmand, har kjøpt dyrere.

2. Nu vil den, som kjøpte odelen, atter sælge, da skal han tilby den, som han kjøpte av, hvis det var hans odel, og hans frænder, hvis det var deres odel.

Kilde: F. XII 4, 2den fjerdedel.


Kap. 6. Kongen skal opbyde odel som andre mænd

Saaledes skal vi lovbyde vor konge hans odel, som kommer under os, og som han ikke har git os, saasnart vi vil sælge den, som kongen skal lovbyde os, naar [vor odel] kommer under ham; og saaledes skal han lovbyde alle sine odelsfæller som de skal lovbyde ham, de hvis odel er i odelsfællesskap efter lovbokens regler.

Kilde: Nyt, jfr. F. XII 4, 3dje fjerdedel, som herved ændres.


Kap. 7. Saaledes skal kvinder lovbyde odel til karmænd

Saaledes skal kvinder, som er odelsberettiget, lovbyde karmænd jord som karmænd kvinder. Men søster skal lovbyde jord til søster, om de blir odelsarvinger. Alle de odelsjorder, som kvinder arver efter sine barn eller som er git kvinder i tilgave eller som folk gir i tiendegave eller som ulovlig frakommer folk, dem skal aldrig hævd (fyrnd egtl. forældelse) falde paa, saalænge skjelrike vidner er til; da kan den odelsmand, som har første tilbud, reise odelsbrigd og søke til løsning, naar han vil, efter lovbokens utsagn.

Kilde: Jfr. F. XII 5, som herved ændres.


Kap. 8. Hvorledes man skal brigde sin odel

1. Det er nu dernæst, at [vergerens] tilsvar styrer odelsbrigdene (ɔ: avgjør odelsprocessens gang). Dom er hver mand værdig at ta for sin jord.

2. Men om nogen vil bridge sin odel, da skal han fare til om høsten, mens gjærdet er lukket til[3], med 2 vidner og si den ut av jorden, som han vil brigde jorden fra, hvor han træffer ham; dette skal han ha gjort før julaften. Han skal stevne ham til den jord, som han brigder, tirsdagen næst efter paaskeuken[4] at høre der odelsvidner for dommerne og ta der imot slik betaling, som jorden takseres for efter skjønsomme mænds takst.

3. Men om hin svarer saa: «Der sier du mig ut fra den jord som har ligget under mine forfædre mere end 60 vintre.» Han kan svare med andre ord, at «det er min odel, men ikke din.» Han kan svare med et tredje ord: «du sier mig ut fra den jord som var lovbudt eder frænder, baade odelsmænd og odelsfæller, trygdet og skjøtet til mit ættlægg, og verger jeg denne jord med lov og dom.»

4. Nu kommer de begge til jorden om vaaren, da skal søkeren (sækjandi) nedsætte en dom av 6 skjelrike mænd paa sin side og tilby vergeren (verjandi) at besætte den halve dom mot ham og opnævne [andre] 6 mænd. I denne dom skal der ikke være frænder eller svogre, firmenninger eller nærmere, og de skal ikke bære vidne, og heller ikke fiender eller avindsmænd. Men om den ene sætter en saadan i dommen, da skal man nævne ham ut av dommen, med to mænds vidnesbyrd og sætte en skjelrik mand i steden.

5. Nu skal søkeren lede frem sine vidner: først de at han sa ham ut fra jorden før jul og stevnet ham til jorden tirsdag næst efter paaskeuken til vidneførsel og betaling. Dernæst skal han lede frem sine odelsvidner og 3 «àrofar», som var 20 aar, da deres far døde og odelbaarne der i fylket, og ha det i eden, at de skal bære sin fars ord og ingen anden mands. Men da skal han ha 3 andre, som skal sande deres vidnesbyrd og som var 15 aar, da deres far døde.

6. Nu fuldbyrdes disse vidnesbyrd for ham, da skal han tilby vergeren at lede frem sine vidner; og hvis de vil egge hverandre med motvidner, da skal ingen af dem faa lov til at sverge; til lagmanden skal [saken] da indstevnes og den skal faa lov til at sverge, som lagmanden synes har ret, og der utrede betalingen med samme gyldighet som i dommen, efter som jorden var taksert. Men om lagmanden synes at vergeren hadde ret, da ligger jorden der, hvor den er kommet, indtil den lovlig blir frasøkt ham.

7. Nu kommer vergeren ikke til jorden, da skal søkeren la frembære sine stevnevidner, siden sine odelsvidner, da skal dommerne tildømme ham jorden, men hin slik betaling som 6 skjønsomme mænd takserer den for og syne frem pengene og ta dem som laan, indtil hin henter dem, og forvare dem som sit eget.

8. Nu om denne brigd mislykkes av et eller andet nødsfald eller paa grund av vankundighet, som skjønsomme mænd godkjender, da skal han dog brigde jorden, som nu er sagt, selv om det blir senere.

Kilde: Jfr. G. 265—66; F. XII 6—8.


Kap. 9. Hvorledes vergeren skal føre frem sine [hævds]vidner

1. Nu om han svarer det, at «denne jord har ligget under vor ættlægg av de frænder som skal følge odlene 60 vintre eller mere og verger jeg denne jord med lov og dom, og gjør jeg dig stevne til at høre mine hævdsvidner tirsdagen næst efter paaskeuken til den samme jord, som du sier mig ut fra.» Da skal vergeren la bære sine hævdsvidner for domsmændene, og skal de mænd bære dette vidnesbyrd, som kan erindre at denne jord kom under deres ættlægg. Men om saadanne ikke er til, da bære de som var 20 aar, da deres far døde, og bære sin fars utsagn og ingen anden mands. Men om disse vidnesbyrd fuldbyrdes for ham, da blir den jord hans odel, selv om den var hins odel før.

2. Men om vergeren ikke fuldbyrder denne bevisbyrde, da nyte søkeren sine odelsvidner som lovboken sier.

Kilde: Nyt; jfr. G. 266 sidste del.


Kap. 10. [Vergerens tredje svar]

[5]

1. Nu om han svarer saa, at «denne jord var lovbuden eder frænder, trygdet og skjøtet til mig og min ættlægg og verger jeg denne jord med lov og dom og gjør jeg dig stevne til den jord, som du sa mig ut fra, tirsdag næst efter paaskeuken, at høre der mine lovbydelses- og skjøtningsvidner.» Da skal vergeren lede frem for dommerne sine vidner, som bær dette {vidnesbyrd], at «der var vi nær, da denne jord var lovbuden og skjøtet til denne mand og hans ættlægg.»

2. Nu hvis disse vidnesbyrd fuldbyrdes for ham, da blir den jord ham til odel, medmindre hin fører frem sine forfaldsvidner, at han var pengeløs, da jorden var buden, og det med at han lyste hvert 10de aar at han var vitterlig løsningsmand, og la der følge sine odelsvidner.

Kilde: Nyt; jfr. G. 267—68.


Kap. 11. Hvorledes jorden skal avleveres

Slik jord skal hver levere, som han tok; men om den er bedre, da kommer det ham tilgode; om den er værre, da bøte han som 6 skjønsomme mænd takserer.

Kilde: F. XII 3, men der om «forsǫlujorð».


Kap. 12. Hvad slags penger der skal betales for jorden

1. Nu vil en mand sælge sin jord til gjenløsning efter ret forsalgsavtale. Det er ret forsalgsavtale, at han skal ta igjen slike penger som han betalte.

2. Nu vil han løse sin jord, da skal han ha tilbutt ham sine penger før juleaften og efter mikkelsmesse og gjøre alt paa en gang: at stevne ham til jorden tirsdag næst efter paaskeuken og til at ta mot betaling, medmindre hin straks vil ta mot slike penger som vidner vet, at han betalte ham. Men om han negter det, da holde han frem med sit søksmaal (sókn) og nyte sine vidner, hvorledes han sa ham ut fra jorden og hvorledes han stevnet ham til at ta mot betaling, og om det bæres ham tilfulde da skal han nyte sine vidner om, hvor mange penger han eier i denne jord; da skal han tilby ham slike penger, som hans vidner har baaret vidnesbyrd om; han skal betale dem i slikt gods, som han har forhaanden, i guld eller brændt sølv eller gangbar mynt, kjør eller korn, smør og [skind-]varer, saa meget som han kunde kjøpe for det guld og brændte sølv som han da kjøpte jorden med; og 6 skjønsomme mænd skal taksere, at dette gods ikke er værre end det, som var betalt for jorden. Men om han mister de vidner som var hos, da han fik godset for jorden, og er de uenig om hvor meget eller hvad slags gods det var, og har den ikke vidner derpaa som betalte godset, da sande den, som betaler, med ensed, at her er likesaa meget og likesaa godt som der var betalt for jorden, medmindre hin kan fremføre 2 mænds vidnesbyrd om, at godset var mere og bedre.

3. Nu om søkeren fuldbyrdes sine vidner og sit søksmaal, da ta han vare paa sin jord, men hin paa sine penger; ti da har han løst sin jord tilbake efter skjel og ret lovmaal.

4. Nu om den som har jorden [i pant], vil ha sine penger igjen, søke som vitterlig gjæld.

Kilde: Jfr. F. XII 2, som herved er meget ændret.


Kap. 13. Om jords lysing

1. Nu ligger jord [til løsning] 10 vintre og der er ingen lysing paa [løsningsretten], da ligger den til fuld betaling for den, som eiet den. Men lysing er til ingen nytte, medmindre baade kjøper og sælger samtykket i den. Men om én av dem negter, da nyte den anden sine vidner, som overvar deres avtale og kjøp.

2. Nu har enke eller myndig mø lovbud paa jord, da skal de faa sig ombudsmand av samme stand som vergeren og søke (sœke) saaledes som enhver av os [søker] fra den anden. Og saaledes skal enhver av os brigde [jord] fra den anden.

Kilde: § 1, jfr. G. 372, 276 slutn, § 2, jfr. G. 290, 291.


Kap. 14. Hvorledes en mand skal si kvinde ut av jord

1. Nu kommer den jord under kvinde, som mænd har ret til at løse fra hende, da skal de si hende ut av jorden om høsten før juleaften med 2 vidner og stevne hende til den jord, som han vil ha løst, tirsdagen næst efter paaskeuken for at ta mot slik betaling, som 6 skjønsomme mænd takserer den for.

2. Nu kommer jord under umage (umyndig), som mænd har ret til at løse, da skal man søke den fra vergen (fjárhaldsmaðr) saaledes som før er sagt.

Kilde: § 1, jfr. G. 274. § 2 nyt.


Kap. 15. Hvis vergeren ikke er tilstede

1. Nu vil en mand løse sin stevnejord eller maalajord og besidderen (sá er hǫnd hefir at) er utenfor vort lagdømme eller utenlands, da skal han løse fra [hans] ombudsmand, om han er til. Men om han ikke er til, da skal jorden løses fra [hans] arving som fra ham selv.

2. Nu sælger en mand stevnejord [før løsningsdagen][6], da skal han løse fra hvem han vil: den som solgte eller den som er besidder, og paa samme maate med maalajord[7].

Kilde: § 1, jfr. G. 286. § 2, jfr. G. 284 og 283.


Kap. 16. Om jordgravet gods

1. Om nogen finder jordgravet gods, da skal kongen ha en tredjedel, men den en tredjedel, som er nærmeste haugodelsmand[8], og den en tredjedel som finder, om han lyser [sit fund] efter loven, ellers har kongen halvdelen og odelsmanden halvdelen. Men om der ikke er nogen haugodelsmand til, da tilfalder den tredjedel jordeieren. Men om en mand finder gods i sin jord, som han ikke er haugodelsmand til, da ha han halvdelen og kongen halvdelen.

2. Nu om en mand finder gods i sin odelsjord, da ha han 2 tredjedeler, men kongen 1 tredjedel.

3. Nu finder nogen gods i almenning, da ha finderen 1 tredjedel, men kongen 2 tredjedeler.

4. Nu bryter nogen haug eller nogen graver i anden mands jord efter gods uten eierens lov, han skal føre tilbake til grundeieren det som han fandt og betale landnam og jordspilde til grundeieren.

5. Nu mistror den som eier odelen, at han har ført tilbake alt, som var der, da negte han med lyrittered. Men om eden falder (mislykkes), da ifalder han slik sekt, som om han hadde stjaalet likesaa meget; men godset skiftes efter de foranstaaende skilord (regler).

Kilde: Nyt, og herved forandres de rettebøter, som efter G. 148 blev git i Langøsundet paa Nordmør av Magnus den gode (1040 eller 1041) eller av Haakon Toresfostre (Magnus Barfots medregent) eller som ifølge F. XVI 1 blev git av Magnus Barfots sønner (1103—7).


Kap. 17. Om ombudsmand misfarer med jorden

1. Om en mand, som eier jord, er indenlands, men utenfor vort lagdømme, da ha den, som han overdrar det, hans ombud (fuldmagt), saalænge han (eieren) vil. Men om han vil ta ombudet fra ham, da gi han den, han vil, ordre til at ta ombudet fra ham; men denne skal ha 2 mænds vidnesbyrd om at jorddrotten gav ham ordre til at ta ombudet fra den, som før hadde det, og at han kan gi ombudet til den han vil med samme retsvirkning som jorddrotten selv.

2. Men om jorddrotten (landsdrottinn) paastaar, at ombudsmanden har tat av hans eiendom til egen nytte, hvad enten det er utengards eller inden og gode mænd har rede paa det, men han paastaar at ha kjøpt av den, som var eier, da han sa sig at kjøpe, da ha han skjelrike vidner paa det, at det er sandt som han sier. Men om disse vidner svigter ham, da taksere 6 skjelrike mænd, hvad han (jorddrotten) har mistet og jorddrotten søke det med utbeizla (obligatorisk søksmaal i vitterlig sak) og ombudsmanden lægge landnam atpaa; her skal ingen præskription (fyrnska) stænge for [søksmaalet]; han kan søke gjerningsmanden eller hans arving [om erstatning og landnam], men eiendommen fra den, som da er [eiendoms]besidder (handhafi)[9]. Men om gjerningsmanden sitter paa jorden, da er det som han sitter paa uleiet jord (utekinn jǫrð). Men om en anden bor paa den, da er han sakløs undtagen for landskylden; han skal betale jorddrotten landskyld.

3. Men jorddrotten har adgang til at ta fra ham ombudet, naar han vil; men leiekontrakten skal [overfor leilændingen] holdes likefuldt for det tidsrum han hadde ret til at bortbygsle, det er for tre arder (frugtperioder). Ombudsmand skal ikke fornye et leiemaal, før det andet er utløpet. Men om jorddrotten eller ombudsmanden dør, da holdes [leiekontrakten] ett ardmaal derefter, og likesaa hvis en mand (jorddrot) reiser utenlands, da holdes ombudet i 3 aar, medmindre hin (ɔ: jorddrotten) dør før; da er ombudet selvtat av ham. Men hvis ombudsmanden mistror om jorddrottens død, da skal hans arving ha ett vidne derpaa den tid, som de faar sand efterretning, som vil sverge, at han anser det for sandt at være, og da overta arvingen [jorden].

4. Ombudsmand skal ei tillate [andre] og ikke selv aavirke i holt eller i hage, undtagen dobbelt saa meget som leilændingen kan tillate. Men leilænding kan ikke gi tilladelse, medmindre han har jorddrottens lov dertil. Men jorddrotten kan tillate saa meget, han vil, men dog saaledes at det ikke skader leilændingen i noget, som var avtalt dem imellem.

Kilde: § 1—3, F. XIV 2. § 4, jfr. F. XIV 3 1ste punktum. Jfr. nedenfor L. VII 26.




Fotnoter

  1. Jfr. Hertzberg, Gloss. 480.
  2. G. 87: sem ec hefi nu talt; jfr. anm. s. 91
  3. Baade kilden G. 265 og de fleste haandskrifter har «luka um» = lukke til; men da terminen i G. 265 er fra «vinternætterne» (ca. 14de oktober), da gjærdepligten efter G. 82 (= L. VII 29) ophører,har man anset «um» for en skrivefeil; enkelte haandskrifter har ogsaa luka upp. Se Hertzberg, Glossar under luka.
  4. ɔ: 2den tirsdag efter paaske; den kaldes almindelig Þokutyrsdagr (flyttetirsdag), vistnok, fordi den flytter sig med paasken; se K. Østberg, Tokketirsdag i Tidssk. f. d. n. landbruk 1911.
  5. Originalens overskrift; «Nu om han svarer saa.»
  6. «Nu selr maðr jǫrd or stefnu», betyr at sælge en jord, hvorpaa der hviler en løsningsret, som skal utøves paa en bestemt tid, f.eks. 15 aar fra salget (G. 276). Det er en form for pantsættelse.
  7. Málajord er en jord, som er pantsat «til brukelighet» og som kan løses naarsomhelst. G. 79 (jfr. Js. VI 16 (96)) og 283.
  8. Haugsóðalsmaðr er ifølge Hertzberg, Gloss. en som har ret til at paaberope sig «haugs- eller haugaoðal», d.e. odelsret til en gravhaug. Men dette maatte jo være den samme, som har odelsret til vedkommende jord, hvilket ikke er Landslovens fortolkning. «Sá er nest á til haugóðals at telja» maa bety den, som nedstammer fra den mand, som er begravet i haugen. Særlig efter Magnus Lagabøters indførelse av den 60-aarige odelshævd maatte der bli plads for en sondring mellem disse «haugodelsmænd» og andre odelsmænd. Hermed stemmer det da ogsaa, at retteboten om odelsløsning av 1316 gaar ut fra at odelsvidnene altid utgrener ættetavlen (langfœðgatal) «til haugs ok til heiðni». Jfr. Taranger, The meaning of the words óðal and skeyting in the old Laws of Norway i Vinogradoff, Essays in Legal History (1913) s. 166.
  9. Jfr. Hertzberg, Glossar under sœkja 2.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.