Magnus den Blindes og Harald Gilles saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif


Snorre Sturlason

Heimskringla


Magnus den Blindes og Harald Gilles saga


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2012



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Heimskringla – Nóregs konunga sǫgur G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)


1. Om Magnus og Harald Gille

Magnus — kong Sigurds søn — blev i Oslo taget til konge over hele landet, på samme måde som befolkningen havde sværget til kong Sigurd. Han fik straks meget trofast mandskab og ligeledes lendermænd. Magnus var flottere end alle andre mænd, der dengang fandtes i Norge; han var overlegen og ondsindet og meget foretagsom, men måtte især takke sin fars afholdthed for folkets støtte. Han var meget drikfældig, grisk, uvenlig og umedgørlig. Harald Gille var blid, lattermild, drilagtig, omgængelig, gavmild — han sparede ikke på noget over for sine venner — og imødekommende på den måde, at han tog alle med på råd, som ville. Sådan tiltrak han sig venner og fik god omtale. Mange stormænd sluttede sig til ham — ikke færre end til Magnus.

Harald var i Tønsberg, da han hørte om sin brors — kong Sigurds — død. Han holdt da straks møde med sine venner, hvor de besluttede at holde Haugarting dér i byen. På dette ting blev Harald valgt til konge over det halve af landet; da blev det kaldt tvang, at han havde fraskrevet sig retten til sin fædrene arv. Harald ansatte livvagter og udnævnte lendermænd, og snart tiltrak han sig en ikke mindre flok end kong Magnus. Der fór nu mænd mellem dem, og sagen stod på over syv nætter. Da Magnus fik et meget mindre følge, så han ingen anden udvej, end at dele landet med Harald. Det blev delt sådan, at hver af dem skulle have halvdelen af det rige, kong Sigurd havde haft, men skibe, bord- og dækketøj, kostbarheder og alt løsøre, som kong Sigurd havde ejet, fik kong Magnus; han var ikke desto mindre utilfreds med sin andel. De regerede nu landet i fred i et stykke tid, men havde i høj grad hver sit syn på tingene. Kong Harald fik en søn, der hed Sigurd, med Guttorm Gråskægs datter. Kong Harald blev gift med Ingerid — datter af Ragnvald, som var søn af kong Inge Steinkelson. Kong Magnus var gift med Kristin — datter af Knud Lavard og søster til Valdemar Danekonge. Magnus elskede hende ikke og sendte hende sydpå, hjem til Danmark, men derefter gik alt værre for ham, og hendes slægtninge syntes meget dårligt om ham.


2. Om kong Haralds og kong Magnus’ hære

Da de havde været konger i tre år — kong Magnus og kong Harald — sad de den fjerde vinter begge nordpå i købstaden. De havde skiftevis hinanden på gæstebud, og da var det hver gang tæt på slagsmål mellem deres folk. Da det blev forår, søgte kong Magnus med sine søfolk sydover landet og samlede alle de folk om sig, som han kunne få. Han spurgte derefter sine venner, om de ville give ham støtte til at fratage Harald kongemagten og tildele ham så meget af riget, som han selv syntes, og han forelagde dem, at Harald havde fraskrevet sig riget. Kong Magnus fik hertil mange stormænds samtykke. Harald tog til Oplandene og derfra over land østpå til Viken; han samlede sig også folk, da han hørte om kong Magnus. Hvor de kom, slagtede de kvæg og dræbte mænd til skade for hinanden. Kong Magnus var mere mandstærk, fordi han kunne foretage hærsamling i størstedelen af landet. Harald samlede folk østenfjords i Viken, og da tog de begge både mænd og værdier fra hinanden. Med Harald var dengang Kristrød — hans halvbror på morsiden — og også mange lendermænd var med ham, men dog var mange flere med kong Magnus. Kong Harald var sammen med sin flok på det sted, der hedder Fors i Ranrike; de tog derfra ud til havet. Aftenen før Larsmessedag spiste de aftensmad på det sted, der hedder Fyrileiv; ridende vagter holdt hestevagt ved alle veje, der førte fra gården, og dér blev vagterne opmærksomme på, at kong Magnus’ folk nærmede sig gården. Magnus havde 60 hundrede mand, men Harald 15 hundrede mand. Vagtposterne tog hen og gav kong Harald efterretningen — at kong Magnus’ flok nu var kommet til gården. Harald svarede: »Hvad mon min slægtning — kong Magnus — vil? Det er vel ikke sådan, at han vil slås med os?« Da sagde Tjostolf Åleson: »Herre! Nu må De finde på noget, der er godt for Dem og Deres mænd, eftersom kong Magnus må have samlet så mange folk hele sommeren, fordi han agter at slås, så snart han finder Dem.« Da rejste kongen sig, talte til sine mænd og bad dem bevæbne sig: »Hvis Magnus vil slås, så vil vi også slås.« Derefter blev der blæst sammen, og hele kong Haralds flok gik fra gården ud på en indhegnet mark, hvor de satte deres bannere op. Kong Harald bar to ringbrynjer, men Kristrød — hans bror — bar ikke brynje; han blev kaldt den modigste mand. Da kong Magnus og hans mænd så kong Haralds flok, stillede de hæren i slagorden og gjorde opstillingen så bred, at den helt kunne omringe kong Haralds flok. Således siger Haldor Skvaldre:


Magnus havde mange
mænd i fylkingsarmen;
slængte lå på sletten
slagne tæt i dynger.


3. Kampen på Fyrileiv

Kong Magnus lod det hellige kors bære foran sig i kampen; det blev en stor og hård strid. Kristrød Kongsbror var gået med sin flok midt ind i kong Magnus’ slagorden og huggede til begge sider, så mændene trak sig væk fra ham i begge retninger. En mægtig bonde, der havde været i kong Haralds flok, stod bag Kristrød, og han løftede spyddet med begge hænder og stak det mellem skuldrene på ham og ud gennem brystet — dér faldt Kristrød. Da spurgte mange, som stod ved siden af, hvorfor han begik denne onde handling. Han sagde: »Nu fik han igen for dét, at de slagtede min besætning i sommer og tog alt, som var derhjemme, og tvang mig med sig i hæren. Dette havde jeg tiltænkt ham, hvis lejligheden bød sig.« Efter dette tog kong Haralds folk flugten, og han flygtede selv med hele sin flok. På det tidspunkt var mange af kong Haralds folk faldet; dér fik Ingemar Svenson fra Ask — lendermand i kong Haralds hær — og næsten 60 livvagter dødsstødet. Kong Harald flygtede østpå til sine skibe i Viken og fór siden til Danmark og opsøgte kong Erik Emune for at få hans støtte; de mødtes sydpå på Sjælland. Kong Erik tog godt imod ham, mest fordi de havde sværget hinanden broderskab; han gav Harald Halland til underhold og indkomst og gav ham syv uudrustede langskibe. Efter det drog kong Harald nordpå gennem Halland, og da sluttede folk sig til ham. Kong Magnus lagde hele landet under sig efter denne kamp; han gav fred til alle, der var sårede, og lod dem modtage behandling lige som sine egne mænd. Han gjorde da krav på hele landet; han havde nu det bedste udvalg af mænd, der var i hele landet, og da de holdt rådslagning, ville Sigurd Sigurdson og Tore Ingeridson og alle de klogeste mænd have, at de lod hæren blive i Viken og dér afventede, om Harald skulle komme sydfra. Kong Magnus valgte sit eget råd; han tog nordpå til Bergen, hvor han slog sig ned for vinteren, lod hærsamlingen opløse og lod lendermændene tage hjem.


4. Asbjørns og Nereids død

Kong Harald kom til Kongshelle med den flok, der havde fulgt ham fra Danmark. Dér havde de samlet sig mod ham — lendermænd og bymænd — og taget opstilling ved byen, men kong Harald gik op fra sine skibe og sendte mænd til bondehæren for at formå dem til ikke at afskære ham fra sit eget land med magt; han sagde, at han ikke ville kræve mere, end han havde ret til at få. Der trådte mænd mellem dem, og omsider opgav bønderne hærsamlingen og gav sig under kongens hånd. Da gav Harald som bistandsløn landindtægter og underhold til lendermændene og lempelser af loven for de bønder, der vendte sig til hans flok. Derefter sluttede mange folk sig til kong Harald. Han tog østpå til Viken og gav god fred til alle på nær Magnus’ mænd, som han lod plyndre og dræbe, hvor han stødte på dem. Da han kom østfra til Sarpsborg, pågreb han dér to af kong Magnus’ lendermænd — Asbjørn og dennes bror, Nereid — og gav dem det vilkår, at den ene af dem skulle hænges og den anden styrtes ned i vandfaldet Sarp; han bad dem selv bestemme hvem. Asbjørn valgte at springe i Sarp, fordi han var ældre og anså den død for værre. Det skete, og derom taler Haldor Skvaldre:


Asbjørn (han som ordet
ilde holdt mod kongen)
lod i Sarp sig slænge
(sårfuglen fik æde).
Grumt lod gramen Nereid
gælde for sin tale;
Sigars gangers grime
greb ham fast om halsen.


Efter det tog Harald nordpå til Tønsberg, hvor han blev godt modtaget; også dér samledes en stor hær under ham.


5. Krigsråd

Kong Magnus var i Bergen, da han fik besked om dette. Så lod han de høvdinge, der var i byen, kalde til samtale med sig og rådspurgte dem, hvordan man skulle forholde sig. Da sagde Sigurd Sigurdson: »Her kan jeg give et godt råd: De skulle bemande et skib med gode svende og under min eller en anden lendermands ledelse lade dem opsøge kong Harald — Deres slægtning — og tilbyde ham et forlig, som retsindige mænd — dem, der er her i landet — kan få i stand mellem jer, og at han skal have halvdelen af riget sammen med Dem. Det forekommer mig sandsynligt, at med gode mænds støtte vil kong Harald tage imod dette tilbud, og da bliver der forlig mellem jer. Da sagde kong Magnus: »Jeg vil dog ikke tage dette vilkår; for hvad gavner det så, at vi lagde hele landet under os i efteråret, hvis vi nu skulle dele riget i to halve? Kom med et andet råd!« Da sagde Sigurd Sigurdson: »Det forekommer mig, at dine lendermænd nu sidder hjemme og ikke vil komme til dig — dem, der i efteråret bad dig om lov til at tage hjem. Du handlede dengang meget imod mine råd, da du sådan spredte den store styrke, som vi havde. For jeg syntes at vide, at Harald og hans mænd ville vende tilbage til Viken, når de hørte, at dér var høvdingeløst. Nu er der et andet råd, og det er ondskabsfuldt, men det kan være, det går an: Tag dine livvagter og andre folk med dem, og lad dem fare hjem til de lendermænd — og dræbe dem — der ikke vil stille op nu, når du har brug for det. Giv så deres ejendele til nogle, der er pålidelige — selvom de ikke før syntes noget værd — og lad dem drive folket frem; både onde og gode folk. Far så siden østpå imod kong Harald med den hær, I har fået og kæmp.« Kongen sagde: »Det ville være uvenskabeligt at lade dræbe mange stormænd og ophøje småmænd; sådanne har ofte ikke skulle bebrejdes mindre, men gjort landet værre. Nu vil jeg høre flere af dine råd!« Sigurd svarede: »Nu vanskeliggøres min rådgivning; du vil ikke forliges, og du vil ikke kæmpe. Lad os så fare nordpå til Trondheim — derhen hvor hovedparten af folk er for os — og på vejen samle alle de folk, som vi kan få. Da kan det være, at elvegrimerne bliver trætte af at forfølge os.« Kongen svarede: »Jeg vil ikke flygte for dem, vi forfulgte i sommer — så giv mig et bedre råd!« Da rejste Sigurd sig, gjorde sig klar til at gå og sagde: »Jeg skal nu give dig det råd, som jeg ser, du vil have og som sikkert bliver fulgt: Bliv her i Bergen, indtil Harald kommer med en talstærk hær. Så må du enten tåle død eller ydmygelse.« Dermed var Sigurd ikke længere med i denne samtale.

Eilif Peterssen: Da rejste Sigurd sig og gjorde sig klar til at gå.


6. Om kong Haralds hær

Kong Harald drog østfra langs med landet og havde en særdeles stor hær. Den vinter blev kaldt folkeflok-vinteren. Harald kom til Bergen juleaften og lagde følget ind i Florevig; han ville ikke kæmpe i julen, fordi det var helligdage. Kong Magnus lod byen forberede: Han lod rejse blider ude på Holmen og han fik lavet kæder af jern — også nogle af træværk — som lagdes på tværs af bugten ud fra kongsgården. Han lod fremstille fodsøm og strø over Jonsengene; ikke mere end tre dage af julen blev højtideligholdte, i hvilke der ikke blev smedet. På julens afrejsedag lod Harald kalde til opbrud; ni hundrede mand havde samlet sig under kong Harald i julen.


7. Kong Magnus pågribes

Kong Harald lovede — for at få sejr — den hellige kong Olav at lade opføre en Olavskirke dér i byen for egne udgifter. Kong Magnus opstillede sin flok på Kristkirkegården, men Harald roede først mod Nordnæs, og da kong Magnus og hans folk så det, vendte de om ind mod byen og til det inderste af bugten. Men da de gik gennem gaderne, sprang mange bymænd ind i husene og til deres hjem, og de, der gik over engene, trådte på fodsømmene. Nu så Magnus og hans mænd, at Harald var roet med hele hæren over i Hegravig, hvor de gik op på skåningen oven for byen. Da nu kong Magnus vendte sig udefter, flygtede folkene fra ham — nogle op i fjeldet og nogle op til Nonnesæter; andre gik ind i kirkerne eller gemte sig andre steder. Magnus gik om bord på sit skib, men det var ikke muligt for dem at komme væk, da jernkæderne spærrede foran; kun få mænd fulgte kongen, og de kunne derfor ikke gøre noget. Således siger Einar Skuleson i Haraldsdrapa:


Bugten ved Bergen
bomme da spærred’;
ej den uge
afgik skibe.


Kort derefter kom kong Haralds mænd ud på skibet; da blev kong Magnus pågrebet. Han sad bagerst i forrummet på højsædekisten sammen med Håkon Fauk — hans morbror, der var den flotteste mand, men ikke ansås for kløgtig. Også Ivar Øssurson og mange andre af hans venner blev pågrebet; nogle blev dræbt på stedet.


8. Biskop Reinalds død

Kong Harald mødtes da med sine rådgivere og bad dem vejlede ham, og deres møde endte med, at de traf den afgørelse, at fjerne Magnus fra magten på en sådan måde, at han ikke siden skulle kunne kaldes konge. Han blev derefter givet i hænderne på kongens trælle, og de mishandlede ham, stak hans øjne ud og huggede den ene fod af ham. Til sidst blev han kastreret. Ivar Øssurson blev blindet, og Håkon Fauk blev dræbt. Efter dette lagdes hele landet under kong Haralds herredømme. Det blev nu grundigt undersøgt, hvem der særligt havde været kong Magnus’ venner, og hvem der kunne vide noget om hans skatkamre og kostbarheder. Det hellige kors havde Magnus haft med sig, siden kampen ved Fyrileiv fandt sted, og han ville ikke fortælle, hvor det nu var. Biskop Reinald i Stavanger var englænder og blev kaldt meget pengeglad. Han var en kær ven af kong Magnus, og mange anså det for sandsynligt, at han havde fået mange penge og værdigenstande i sin varetægt. Der blev sendt mænd efter ham, og han kom til Bergen; da blev disse beskyldninger forelagt ham, men han nægtede og tilbød gudsdom. Dette var Harald ikke villig til; han pålagde biskoppen at betale ham 15 mærker guld. Biskoppen sagde, at han ikke sådan ville forarme sit embede, men hellere sætte livet på spil. Derefter hængte de biskop Reinald ude på Holmen ved bliderne, og da han gik til galgen, rystede han støvlen af sin fod og sagde, mens han sværgede: »Jeg ved ikke mere om kong Magnus’ rigdomme, end det, som er dér i støvlen.« Det var en guldring. Biskoppen blev begravet ved Mikaelskirken på Nordnæs, og denne gerning blev meget klandret. Herefter var Harald enekonge over Norge, så længe han levede.


9. Underet i Kongshelle

Fem år efter kong Sigurds død forekom store hændelser i Kongshelle. Dengang var sysselmændene dér Guttorm — Harald Flækkes søn — og Sæmund Husfrue. Han var gift med Ingeborg, datter af præsten Andreas Brunson; deres sønner hed Pål Flip og Gunne Fis. Sæmunds uægte søn hed Asmund. Andreas Brunson var en særdeles udmærket mand — han messede i Korskirken — hans kone hed Solveig. Hos dem blev Jon Loptson opfostret og forsørget; han var da 11 år gammel. Præsten Lopt Sæmundson — Jons far — befandt sig også der. Andreas Præsts og Solveigs datter hed Helga; hun var gift med Einar.

Natten til den første søndag efter påskeugen skete det i Kongshelle, at der var en vældig larm ude på gaderne i hele byen, som om kongen fór dér med hele sin livvagt. Hundene blev så skræmte, at de ikke kunne styres, men stak af; og alle de, der slap ud, blev vilde og bed alt på deres vej, både mennesker og dyr. Alle, der blev bidt og fik blod på sig, blev gale, og alt, der var svangert, tabte sit foster og blev galt. Disse varsler forekom næsten hver nat fra påske til Kristi himmelfartsdag. Befolkningen blev meget skræmt over dette, og mange tog væk og solgte sine huse; de tog ud på landet eller til andre købstæder. Alle de klogeste mente og frygtede — som sandt var — at dette måtte tyde på store, vigtige hændelser, der endnu ikke var forekommet. Andreas Præst prædikede da langt og veltalende pinsedag; han afsluttede sin tale med at omtale borgernes vanskeligheder og bad folk være standhaftige og ikke forlade denne dejlige by; hellere skulle de være på vagt og tænke sig om og være forsigtige med alt, der måtte komme — ild og ufred — og bede Gud vise sig barmhjertighed.


10. Striden i Kongshelle

Tretten af byens byrdinger blev klargjort med henblik på Bergensrejse. Elleve gik tabt med alt mandskab og værdier og alt, der var ombord, og det tolvte grundstødte; mændene blev reddede, men værdierne gik tabt. Da fór Lopt Præst til Bergen, og han kom uskadt frem. Byrdingerne gik tabt Larsmessedag. Erik Danekonge og Øssur Ærkebiskop sendte begge bud til Kongshelle og bad dem tage vare på byen; de sagde, at venderne havde en stor hær ude, der hærgede vidt omkring blandt kristne mænd og til stadighed vandt sejr. Bymændene lagde alt for lidt vægt på sagen, og jo mere forsømte de og glemte den, des længere tid der gik fra den rædsel, der var kommet over dem. Larsmessedag, da der blev prædiket højmesse, kom Ratibor Venderkonge til Kongshelle i følge med fem et halvt hundrede vendiske snekker, og på hver snekke var der 44 mand og to heste. Kongens søstersøn hed Dunimiz, og Unibur hed en høvding, der rådede for en stor flok. De to høvdinge roede med noget af hæren ad det østre flodløb om Hisingen og kom således til byen ovenfra, og noget af flokken tog vejen op ad det vestre flodløb til byen. De lagde til land ude ved fortøjningspælene, satte rytterhæren i land og red omkring Bratåsen og til byen. Einer — Andreas’ svigersøn — bragte besked om dette op til Kastelkirken, for der havde byfolket søgt hen til højmesse, og Einar kom, mens Andreas Præst prædikede. Einar sagde til mændene, at en hær kom mod byen med en mængde skibe og at noget af flokken red ned fra Bratåsen. Da sagde mange, at det måtte være Erik Danekonge, og at af ham kunne man forvente fred. Da løb alle ned i byen efter sine penge, væbnede sig og gik ned til kajen, hvor de nu så, at der var kommet ufred og en mægtig hær. Ni østerfarerskibe, som tilhørte købmænd, flød i åen foran kajen. Venderne lagde først til dér og kæmpede mod købmændene. Købmændene greb til våben og forsvarede sig længe godt og mandigt; det blev en hård kamp, før købmændene bukkede under. I den strid mistede venderne halvanden hundrede skibe med alt mandskab. Da kampen var på sit højeste, stod bymændene på bryggen og skød på hedningerne, men da striden stilnede af, flygtede først bymændene op i byen og derefter alle til kastellet. Folk medbragte deres værdigenstande og alle de penge, som de formåede. Solveig og hendes døtre og to andre kvinder gik ind i landet. Da venderne havde erobret købmandsskibene, gik de i land og mønstrede hæren; da blev de klar over deres tab. Nogle af dem løb ind i byen, andre til købmandsskibene, hvor de tog alt af værdi, som de vilde have med sig. Derpå satte de ild til byen og nedbrændte den helt — og ligesådan skibene. Efter det søgte hele deres flok til kastellet og gjorde klar til angreb.


11. Den anden strid

Kong Ratibor tilbød dem, der var i kastellet, at beholde livet og komme ud med våben, tøj og guld. Samtlige råbte imod og gik ud på borgmuren, hvor nogle skød, nogle kastede sten, nogle skød med stolper og der blev da en heftig strid. Der var mandefald på begge sider, men langt størst blandt venderne. Solveig kom op til Solberg og fortalte, hvad der skete. Der blev skåret hærpil, som sendtes til Skurbåga; dér var sammenskudsgilde med mange folk. Dér var den bonde, der hed Ølver Stormund; han sprang straks op, greb skjold og hjelm, og med en stor økse i hånden sagde han: »Rejs jer — gutter! — og tag jeres våben! Lad os komme bymændene til hjælp, for det må virke skammeligt for dem, der hører det, hvis vi sidder her og bæller øl, mens gode mænd sætter deres liv på spil i byen for vores skyld.« Mange svarede og talte imod; de sagde, at det ville være til skade for dem selv og ikke gavne bymændene. Da sprang Ølver op og sagde: »Hvis alle bliver her, så skal jeg gå alene; jeg kan vel tage livet af én eller to hedninger, før jeg selv falder.« Så løb han ned til byen. Folk fór efter ham og ville se, hvad han stillede op, og om de kunne være ham til nogen hjælp. Da han kom så tæt på kastellet, at hedningerne så ham, løb otte fuldt bevæbnede mænd imod ham, og da de mødtes, omringede hedningerne ham. Ølver svingede øksen, og ramte med dens forreste hjørne under hagen på den, der stod bag ham, så kæben og struben blev hugget over, og han faldt baglæns om. Så rettede han øksen fremad og huggede en anden i hovedet og kløvede ham ned til skuldrene. Derefter sloges de, og han dræbte yderligere to og blev selv hårdt såret; da flygtede de fire, der var tilbage. Ølver løb efter dem, til de kom til en grøft; to af hedningerne faldt i, og dér dræbte Ølver begge. Han sad da fast i grøften, og to af de otte hedninger slap væk. De mænd, der var fulgt efter Ølver, tog ham og førte ham med sig til Skurbåga, og hans sår groede helt sammen. Det siges, at aldrig har en mand ført sig frem med et lignende mandsmod.

To lendermænd ved navn Sigurd Gyrdsson — bror til Philipus — og Sigard kom med seks hundrede mand til Skurbåga, men Sigurd forsvandt tilbage med fire hundrede mand; han ansås siden ikke for noget værd og levede kun kort tid derefter. Sigard tog med to hundrede mand til byen og kæmpede mod hedningerne og faldt dér med hele sin flok.

Venderne angreb kastellet, men kongen og lederne holdt sig uden for kampen. Et sted blandt venderne var en mand, der skød med bue og dræbte én med hver pil; to mænd stod foran ham med skjolde. Da sagde Sæmund til sin søn — Asmund — at de begge skulle skyde på skytten, »og jeg agter at skyde på den, der står med skjoldet.« Det gjorde han, og denne holdt skjoldet for. Da skød Asmund mellem skjoldene, og pilen ramte skytten i panden, så den kom ud i nakken, og han faldt død baglæns. Da venderne så dette, hylede de alle som hunde eller ulve.

Da lod kong Ratibor råbe til dem og tilbød dem fred, men det afslog de; derefter gjorde hedningerne et hårdt fremstød. Så var der en af de hedenske mænd, der gik så tæt på, at han kom helt hen til kastelporten og stak med sværdet til den mand, der stod inden for porten. Folkene skød på ham og kastede sten efter ham; han havde ikke noget skjold, men han var så forhekset, at ingen våben bed på ham. Da tog Andreas Præst viet ild, som han velsignede, og skar tændstikker, som han antændte og satte på en pilespids. Den fik Asmund, og han skød denne pil mod den forheksede mand; dette skud traf ham sådan, at det var fuldt tilstrækkeligt, og han faldt død til jorden. Da skabte hedningerne sig ligesom tidligere; de hylede og skar tænder.

Hele hærflokken gik hen til kongen. De kristne antog da, at det var for at rådføre sig om at tage bort. Så opfattede en tolk, der forstod vendisk, hvad der blev sagt af den høvding, der hed Unibur; han sagde: »Dette folk er ondt og umedgørligt, og selv om vi fik fat i alle de skatte, der er i denne by, da ville vi have givet lige så meget for, at vi ikke var kommet her — så mange folk og høvdinge har vi mistet. Tidligere i dag, da vi begyndte at kæmpe ved kastellet, havde de pile og spyd til forsvar, derpå kastede de sten efter os, og nu slår de os som hunde med stokke. Derfor tror jeg, at deres forsyning af våben svinder ind, og derfor skulle vi på ny give dem hård kamp, og lade det komme an på en prøve.« Og det forholdt sig, som han sagde, at de nu skød med stokke, men i den første strid havde de brugt alt for mange skudvåben og sten. Da de kristne så, at beholdningen af stokke svandt, huggede de hver stok i to, men hedningerne drev imod dem, gjorde striden hård og hvilede sig ind imellem. De blev nu trætte og sårede på begge sider. Under et af hvilene lod kongen dem igen tilbyde fred, således at de skulle beholde deres våben og tøj og det, de selv kunne bære ud fra kastellet. Da var Sæmund Husfrue faldet, og de mænd, der var tilbage, rådede til at opgive kastellet og at give sig i hedningernes vold. Dette var det dårligste råd, for hedningerne holdt ikke deres ord, og greb alle — mænd, kvinder og børn — og dræbte mange; alle de sårede og unge og dem, de fandt besværlige at føre med sig. De tog alt af værdi, der var i kastellet; de gik ind i Korskirken og plyndrede den for udsmykning. Andreas Præst gav kong Ratibor en sølvbeslået pigøkse og Dunimiz — hans søstersøn — en guldfingerring; derfor mente de at vide, at han måtte være noget betydningsfuldt i byen, og de værdigede ham mere end andre mænd. De tog det hellige kors og førte det bort; så tog de tavlen, der stod foran alteret — den, som kong Sigurd havde ladet fremstille i Grækenland og bragt til landet. De lagde den ned på trinet foran alteret; så gik de ud af kirken. Da sagde kongen: »Dette hus har været udstyret med stor kærlighed til den gud, der ejer huset, men det forekommer mig, at kun lidt er gjort for at passe på byen eller huset, for jeg ser, at Gud er vred på dem, der varetager det.« Kong Ratibor gav Andreas Præst kirken og skrinet, det hellige kors, bogen Plenarium og fire klerke, men hedenske mænd afbrændte kirken og alle de huse, der var i kastellet. Men den ild, som de havde tændt i kirken, gik ud to gange; da huggede de kirken ned, og så blussede den indvendig op over det hele og brændte som andre huse. Da gik hedningerne til deres skibe med byttet og mønstrede hæren, men da de indså deres tab, tog de hele befolkningen som bytte og fordelte dem på skibene. Andreas Præst gik til kongeskibet med det hellige kors; da blev hedningerne rædselsslagne på grund af det varsel, at der over kongeskibet kom en så voldsom varme, at de alle næsten syntes at brænde. Kongen bad tolken spørge præsten, hvorfor dette skete. Han svarede, at den almægtige gud, som kristne troede på, sendte dem et tegn på sin vrede over, at de dristede sig til at berøre tegnene på hans pinsler — de, der ikke ville tro på deres skaber. »Og så meget styrke følger korset, at der ofte før har vist sig sådanne tegn for hedenske mænd, når de har lagt hånd på det — og nogle endnu tydeligere.« Kongen lod præsterne sætte i skibsbåden, og Andreas bar korset i sin favn. De sejlede båden langskibs, rundt om forstavnen og tilbage langs den anden skibsside til løftingen, skød sig væk med bådshager og stagede båden ind til kajen. Derefter tog Andreas Præst om natten til Solberg, og det både stormede og regnede. Andreas bragte korset til et godt gemmested.


Eilif Peterssen: Kongen lod præsterne sætte i skibsbåden.


12. Om Magnus den Blinde

Kong Ratibor og hans folk — de, der var tilbage — tog væk og tilbage til Vendland, og mange af de, der var blevet taget i Kongshelle, sad længe i Vendland i trældom, og de, der blev købt fri og kom tilbage til sine ejendomme i Norge, trivedes alle mindre end før. Købstaden i Kongshelle har aldrig siden rejst sig til det, den var før.

Efter at Magnus var blevet blindet, tog han til Nidaros, gik i kloster og trak i munketøj. Da blev indtægterne fra Store Hernes på Frosta givet ham til personlig underhold. Harald ledede nu landet alene vinteren efter og gav fred til alle, der ville tage imod, og optog i sin livvagt mange mænd, der før havde været med Magnus. Sådan fortæller Einar Skuleson, at kong Harald var med i to kampe i Danmark — én ved Hven, en anden ved Læsø:


Ravnens raske mætter!
— rødt du klingen farved’,
da ved Hven du voldte
væld af blod fra utro.


Og endvidere dette:


På den flade forstrand
flagred’ Odins mærke;
bistert brynjestormen
blæste over Læsø.


13. Om Sigurd Slumpedegn

Der var en mand, der hed Sigurd, som voksede op i Norge; det hed sig, at han var søn af Adalbrikt Præst. Sigurds mor hed Tora; hun var datter af Saxe i Vig og søster til Sigrid, der var mor til kong Olav Magnusson og Kåre Kongsbror, som var gift med Dag Eilifsons datter — Borghild; deres sønner var Sigurd på Østråt og Dag. Sigurds sønner var Johan på Østråt, Torstein og Andreas den Døve. Johan var gift med Sigrid — en søster til kong Inge og Hertug Skule.

Sigurd blev i sin barndom sat til bogen; han blev klerk og viet til degn. Da han blev fuldvoksen af alder og styrke, var han dristigere og stærkere end andre og en velvoksen mand; han var i alle færdigheder bedre end alle sine jævnaldrende og næsten enhver anden i Norge. Sigurd blev tidligt meget overmodig og hensynsløs; han blev kaldt Slumpedegn. Han var den flotteste mand — håret var noget tyndt, men alligevel pænt.

Sigurd blev bekendt med, at hans mor sagde, at kong Magnus Barfod var hans far, og så snart han kunne bestemme over sig selv, indstillede han klerkelivet og rejste ud af landet. Han var i lang tid på denne rejse, før han vendte sig mod Jerusalem; han kom til Jordan og opsøgte de helligdomme, som pilgrimme plejer. Da han kom tilbage, tog han på handelsrejse. En vinter opholdt han sig nogen tid på Orknøerne; han var på jarl Haralds side, da Torkel Fostre Sumarlideson faldt. Sigurd var også hos David Skottekonge oppe i Skotland; dér blev han meget hædret. Derefter tog Sigurd til Danmark, og han og hans mænd påstod, at han dér havde underkastet sig gudsdom for sit fædrene ophav, og den faldt sådan ud, at han var kong Magnus’ søn; det havde fem biskopper overværet. Således siger Ivar Ingemundson i Sigurdsbalken:


Gudsdom fældtes
om fyrstens slægt
af fem bisper
— de bedste man kendte;
de bevidned’
at den vældige konge
måtte være
fra Magnus kommet.


Haralds venner sagde, at det var løgn og bedrag af danskerne.


14. Om Sigurd Slumpedegn

Da Harald havde været konge over Norge i 6 år, kom Sigurd til Norge og opsøgte sin bror — kong Harald; han fandt ham i Bergen og gik straks hen til ham. Han forelagde kongen sit ophav og henstillede, at kongen anerkendte deres slægtskab. Kongen traf ingen afgørelse i den sag, men forelagde den for sine venner. De talte om det og holdt møder, og dét kom ud af deres samtaler, at kongen anklagede Sigurd for, at han havde deltaget i aflivningen af Torkel Fostre vesten for havet. Torkel havde fulgtes med Harald, da han oprindeligt kom til landet; Torkel havde været kong Haralds bedste ven. Denne sag blev forfulgt så vedholdende, at Sigurd blev dømt til døden, og efter råd fra lendermændene skete det en sen aften, at nogle livvagter gik hen, hvor Sigurd var, og beordrede ham med sig. De tog nogle småskibe og roede Sigurd væk fra byen, sydpå til Nordnæs. Sigurd sad på skibskisten i agterenden og tænkte over sin sag og mistænkte dette for at være svig. Han var sådan påklædt, at han bar blå bukser og skjorte og snørrekappe som overtøj; han så ned for sig, holdt i kappebåndene og trak dem en gang imellem over sit hoved og siden af sit hoved. Da de var kommet ud for et næs, var de andre blevet muntre og fulde; de roede ivrigt og anede intet ondt. Sigurd rejste sig op og gik hen til rælingen. De to mænd, der var sat til at bevogte ham, rejste sig, gik hen til rælingen og tog begge i kappen og holdt den ud fra ham, som man plejer at gøre ved stormænd. Da han mistænkte dem for at holde fast i mere af sit tøj, tog han med hver af sine hænder fat i dem og styrtede derpå dem alle tre over bord; skuden fortsatte et langt stykke, men det tog dem tid at vende, og lang tid gik, før de fik tag på sine mænd. Sigurd svømmede neddykket så langt væk, at han kom i land, før de havde fået vendt deres skibe efter ham. Sigurd var den hurtigste af alle og satte kursen ind i landet; kongsmændene ledte efter ham hele natten, men fandt ham ikke. Han lagde sig i en spalte i fjeldet, men blev meget nedkølet. Han tog bukserne af og skar hul i buksebagen, trak dem over sig og stak hænderne igennem — således reddede han sit liv for denne gang. Kongsmændene drog tilbage og kunne ikke skjule, hvad der var sket.


15. Sammensværgelse mod kong Harald

Sigurd forstod, at det ikke ville hjælpe ham at opsøge kong Harald. Han holdt sig derfor skjult hele efteråret og begyndelsen af vinteren; han opholdt sig i Bergen by hos en præst og overvejede, hvordan han kunne komme kong Harald til livs. Rigtig mange folk tog del i disse planer, også nogle, som var livvagter for og i huset ved kong Harald — de, der før havde været kong Magnus’ livvagter. De nød nu stort venskab af kong Harald og der var altid nogle af dem, der sad til bords med kongen. Om aftenen på Luciamessedag sad to mænd i samtale dér; den ene sagde til kongen: »Herre! Nu har vi lagt afgørelsen af vores uenighed under Deres dom, og vi har hver af os satset en askfuld honning; jeg siger, at De i nat skal ligge hos dronning Ingerid — Deres kone — men han siger, at De skal ligge hos Tora Guttormsdatter.« Da svarede kongen leende og ganske uvidende om, at dette spørgsmål blev stillet med så megen bagtanke: »Du vinder ikke væddemålet!« Af dette mente de at vide, hvor han var at finde denne nat, men hovedvagten blev holdt uden for det hus, hvor de fleste troede, kongen var, og som dronningen sov i.


16. Drabet på kong Harald

Sigurd Slumpedegn kom sammen med nogle mænd til det hus, hvor kongen sov; de brød døren op og gik ind med dragne våben. Ivar Kolbeinson huggede først til kong Harald. Kongen var gået fuld i seng og sov hårdt, men han vågnede ved, at mændene gik løs på ham, og sagde sanseløst: »Nu er du ond ved mig — Tora!« Hun sprang op og sagde: »De er onde ved dig, som vil dig det værre end jeg.« Dér døde kong Harald. Sigurd gik væk med sine mænd og lod tilkalde de mænd, der havde lovet af følge ham, hvis han fik taget kong Harald af dage. Så gik Sigurd og hans folk i nogle småbåde, satte mænd ved årerne og roede ud i bugten ud for kongsgården. Det begyndte at lysne; da rejste Sigurd sig og talte til dem, der stod på kongekajen. Han tog ansvaret for drabet på kong Harald og forlangte, at de modtog ham og gjorde ham til konge, således som hans herkomst gav ham ret til. Mange mennesker kom nu fra kongsgården og samledes på kajen; de sværgede alle og sagde — som med én mund — at dét skulle aldrig ske, at de viste lydighed over for og tjente den mand, der havde myrdet sin bror: »— og hvis han ikke var din bror, har du ingen ret til at blive konge.« De slog på deres våben og dømte alle lov- og fredløse. Så blev der blæst i kongeluren for at sammenkalde alle lendermænd og livvagter, men Sigurd og hans mænd mente, at den bedste udvej var at komme væk; han sejlede til Nordhordaland og holdt dér ting med bønderne. De gik under ham og kaldte ham konge; så tog han til Sogn, hvor han holdt ting med bønderne — også dér blev han taget til konge. Derefter tog han nordpå til Fjordene og blev godt modtaget, sådan som Ivar Ingemundson siger:


Horder og sogninger
sønnen af Magnus
til hersker tog
ved Haralds fald.
Da svor mange
mænd sig på ting
til Budlungs søn
i broders sted.


Kong Harald blev begravet i den gamle Kristkirke.


— o —