Magnus den Godes Saga (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: ''Hulda, Hrokkinskinna, Flateyjarbók og Morkinskinna.


Titelside - Magnus gode og Harald hårderåde.jpg
Kongesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 6


Magnus den Godes Saga



Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1832


Kapitel 1

Der fortælles, at Kong Jarisleif regjerede over Garderige, samt Dronning Ingegerd, Kong Olaf den Svenskes Datter; hun var en særdeles forstandig og smuk Kvinde. Kong Jarisleif lod sig bygge en herlig Hal, og lod den smykke med Guld og Ædelstene; og da Hallen var færdig, lod han den besætte med tapre, med Vaaben og Klæder vel udrustede Mænd; Hallen var betrukken med kostbart Peld, og alt Boned derinde var af det fortrinligste Slags. Kongen indbød de berømteste Høvdinger over hele sit Rige, og gjorde et kosteligt Gilde; og da Hallen saaledes var besat med høviske og erfarne Høvdinger, satte Kongen sig selv i Højsædet, iført sin kongelige Prydelse. Dronning Ingegerd gik ind i Hallen med en yndig Kvindeskare; Kongen rejste sig imod hende, og hilste hende mildt, og sagde derpaa: “Hvor saae du, o Dronning! en saadan Hal, og saa vel besat, som denne, først med en Skare af saadanne Mærnd, som her ere forsamlede, og dernæst med Hensyn til Hallens kostbare Udsmylning?” Dronningen svarede: “Denne Hal, Herre! er i Sandhed vel besat, og faa Exempler vil man finde paa dens lige, saa megen Bekostning eller saa mange Høvdinger og tapre Mænd, samlede i eet Huus; men bedre er dog den Hal besat, som Kong Olaf Haraldsøn sidder i, skjønt den staaer allene paa Søjler!” Kongen blev vred over disse hendes Ord, og sagde: “Foragt ligger i slig Tale, og du viser end, at du bærer større Kjærlighed til Kong Olaf, end til os,” og i det samme gav han hende et Ørefigen. Dronningen sagde: “Langt større Forskjel er der imellem ham og dig, end jeg tilbørlig kan udtrykke med Ord.” Hun gik strax ud af Hallen, vred i Hu; hun sagde til sine Venner, at hun vilde bort fra Kong Jarisleifs Rige, og ikke oftere lade sig saa skammelig behandle. Hendes Venner bade hende berolige sig, og at vende sin Hu til Kongen. Hun svarede, at Kongen først skulde give hende bod for dette. Nu blev det sagt til Kongen, at hun vilde bort; da blandede velvillige Mæend sig i Sagen, og bade ham give efter; han gjorde saa, og bad hende slutte Forlig med ham, og lovede til Gjengjeld, at ville tilstaae hende, hvad hun vilde begjere af ham; men hun modtog dette Vilkaar, og vedblev: “Du skal sende et Skib over til Norge til Kong Olaf, thi jeg har spurgt, at han har en ung Søn, byd ham hid til dig til Opfostring og Opdragelse; thi det gaaer i Opfyldelse paa dig og Kong Olaf, som man siger for gammelt Ord, at den er ringere, som fostrer andens Barn.” Kongen sagde: “Denne din Bøn skal du faae opfyldt; vi ville finde os i, at Kong Olaf gjælder for en større Mand, end vi, og jeg finder ikke noget vanærende i at opfostre hans Barn.” Derpaa sendte Kongen et Skib og Mænd til Norge; og da de kom til Kong Olaf, forkyndte de ham Kongens og Dronningens Budskab. Han svarede: „Dette Tilbud vil jeg gjerne modtage, thi jeg finder ikke min Søn kan blive bedre anbragt, end hos Kong Jarisleif og Dronning Ingegerd, hvem jeg kjender som en udmærket og mod mig særrdeles velsindet Kvinde.” Han overgav Sendebudene sin Søn Magnus, hvem Kong Jarisleif og Dronning Ingegerd glade toge imod; og han blev opfødt hos dem med samme Kjærlighed, som deres egne Sønner.


Kapitel 2

Det varede ikke længe, førend nogle Mænd fattede Avind til ham, og forestillede Kongen, at det var upassende der at opdrage en fremmed Kongesøn; men det hjalp intet, thi Kongen brød sig ikke om deres Bagvaskelse. Magnus Øvede sig i Lege, og var strax i sin unge Alder færdig i mange Lege og Idrætter; han gik med megen Færdighed langsad Brædter, som unge Svende da plejede, og viste heri, som i andet, sin Raskhed; og de fleste fornøjede sig over at see ham saa dygtig. En Hirdmand, som var temmelig til Alders og af hadeligt Sind, kunde ikke lide ham. Saa hændte det sig en Dag, da Drengen gik langs ad Brædterne, og kom ligeud for Hirdmanden, skjød denne til ham med Haanden, rev ham ned, og sagde, han vilde ikke lide, at han kom ham for nær. Magnus faldt ned af Brædtet; de Tilstedeværende yttrede sig herom forskjelligt, nogle holdt med Drengen, andre med Hirdmanden. Magnus lod som ingen Ting var; men samme Aften, da Kongen var gaaet til Sengs, og Drengen var bleven tilbage i Salen, medens Hirdmærndene endnu sade og drak, gik Magnus hen til den samme Hirdmand, som havde stødt ham ned om Dagen, og gav ham Banehug med en lille Øxe; nogle af den Dræbtes Staldbrødre vilde da hævne denne og gribe Drengen, men andre tog ham i Forsvar, og vilde vide, hvor meget Kongen holdt af ham. En af Hirdmændene tog da Drengen, løb hen til det Herberge, hvor Kongen sov, og kastede Drengen i Sengen til ham, og sagde: “Pas en anden Gang bedre paa din Galning!” Kongen sagde: „Tit tillægge I ham ilde og usømmelige Ord.” Hirdmanden svarede: “Nu har han givet god Grund dertil; han har dræbt eders Hirdmand.” Kongen spurgte, hvorledes han var kommen til det, og Drengen fortalte ham alt, som det var foregaaet. “En kongelig Gjærning, min Fostersøn!” sagde Kongen, og lo derad, “jeg skal betale Bøderne for dig.” Kongen sluttede derpaa Forlig med den Dræbtes Frænder, og udredte Bøderne for Drabet; men Magnus opfødtes der, og vandt saa meget mere i alles Yndest, som han tiltog i Alder og forstand.


Kapitel 3

Efter Kong Olaf den Helliges Fald opkom der megen Ufred imellem Kong Jarisleif og Svend Alfivasøn, som da var Konge over Norge, thi Kong Jarisleif holdt for, som sandt var, at Nordmændene havde øvet Niddingsværk mod Kong Olaf; der herskede derfor intet fredeligt Kjøbmandskab imellem Rigerne, men den ene dræbte den andens Mænd, hvor Lejlighed gaves.


Kapitel 4

En Mand hed Karl, og Hans Broder Bjørn; de vare vel af ringe Herkomst, men duelige og driftige Mænd, som før havde været Saltkogere, men havde erhvervet sig Penge, og vare blevne Kjøbmænd; begge vare storsindede Mænd, men Karl overgik dog sin Broder; de havde nu bragt det saa vidt, at de laae paa Handelsrejser, og de, søgte forskjellige Lande, Saxland eller Syderrige, og alle fandt sig vel ved at handle med dem. En Sommer kom de til Danmark, og vilde derfra til England; da sagde Karl til sine Skibsfolk: “Jeg vil nu lade eder vide, hvad min Hensigt er, at jeg agter at drage i Kjøbmandsfærd til Østerleden; men formedelst Tvisten imellem Kong Jarisleif og Kong Svend og den anden Ufred, som er imellem dem, kan man vel sige, at dette ikke er forsigtigt; jeg siger eder derfor til, at det er mit faste Forsæt at foretage denne Rejse, men jeg vil give eder Orlov til at gaae ombord her paa andre Skibe, som ligge sejlfærdige til forskjellige Lande, og at drage hvorhen eder selv lyster, men derimod være dem forbunden, som ville følge med mig, Heller end at tage en anden Vej.” Da svarede en norsk Mand: “Dette kommer os meget ubelejligt, og vi vilde ikke havet draget med dig, hvis vi havde vidst det fra Begyndelsen af; men da du er en rask og dristig Mand, og rimeligviis vil have Lykken med dig, saa vil vi sætte Lid til din Forsynlighed.” Alle Hans Ledsagere droge nu med ham; de kom i Østerrige (1) til et Kjøbsted, og vilde der tilforhandle sig nogle nødvendige Ting; men saasnart Indbyggeme fik at vide, at det var Nordmænd, saa truede de med at anfalde dem, og det var nær kommet til et Slag imellem dem. Saasom Karl nu saae, at det ikke gik ham efter Ønske, sagde han til Indbyggerne: “Det vil regnes eder til megen Dumdristighed, at I forekomme Kongens Beslutning med at lemlæste og dræbe fremmede Mand, der komme hid med deres Varer, og ingen Ufred gjøre eder, og klogere var det af eder først at oppebie Kongens Befaling dertil.” Dette skaffede dem vel nogen Ro, men Karl mærkede dog, at de vilde ikke kunne beholde Fred; han gjorde sig derfor færdig til at drage til Kong Jarisleif, og da han kom did, gik han for Kongen, og hilste ham. Kongen spurgte, hvem han var. Han svarede: “Jeg er en Nordmand af ringe Stand, og kom hid til Landet i fredelig Hensigt.” Kongen sagde: “Hvorledes torde du vove at drage herhen, eller holder du din Lykke for større, end andres, siden du drog herhid med dine Varer, hvilket har kostet andre Livet; og dog have I Nordmænd ikke erholdt en saa ond Skjæbne hos os, at I jo fortjente en endnu værre.” Karl svarede: “Jeg har været en simpel Saltkarl, skjønt jeg nu har erhvervet mig nogen Penge; jeg besidder kun liden Magt, og har hverken ved Tanke eller Gjerning været imod Kong Olaf.” “Jeg tænker,” sagde Kongen, “at du vil befindes en ligesaadan Ildgjerningsmand, som andre Nordmænd;” hvorpaa han befalede, at man skulde gribe ham og sætte ham i Fjædder; hvilket skete. Derpaa Vendte Kongen sig til sin Fostersøn Magnus, og spurgte ham om Raad, hvorledes man skulde handle med Nordmanden. Magnus svarede: “Kun sjelden, min Fosterfader! har du hidtil spurgt mig om Raad, men seent tænker jeg vil Norge vindes, hvis man dræber alle dem, som ere derfra og med Rette kunne kaldes mine Undersaatter; en anden Handlemaade tænker jeg bliver nødvendig, hvis jeg skal forsøge paa at faae Regjeringen i Norge, end at gjøre mig hadet af alle, som ere derfra.” Da sagde Kongen, at dette var vel talt, og Hans Raad skulde følges. Morgenen efter lod Kongen Karl føre for sig, og sagde til ham: “Det forekommer mig, at du er en Mand, der har Lykken med sig, og det er min Fostersøn Magnuses Villie, at du skal have Fred; nu forelægger jeg dig tvende Kaar: enten at du drager ned til eders Skib, og at jeg skaffer dig Viin og Levnetsmidler, samt at I da farer med eders Varer hvorhen I lyste, og det være da eders egen Sag, hvor vidt I erholder Fred af de andre Indvaanere, skjønt jeg giver eder fri; eller og du begiver dig hid til mig, og bliver hos mig i Vinter, og du maa da vide for vist, at der til næste Foraar forestaaer dig et vanskeligt Foretagende.” Karl svarede: “Kun lidet skikket er jeg til at paatage mig et saadant, men jeg vil dog ikke støde et saa hæderligt Tilbud fra mig, og vil da forsøge det i Tillid tif eders Lykke, og maaskee det da kan løbe vel af, om det end er noget vanskeligt.” Karl drog nu til Kong Jarisleifs Hof, hvor Kongen ofte indlod sig i Samtaler med ham, og agtede ham som en forstandig Mand.


Kapitel 5

Saa hændte det sig en Dag næste Foraar, at Kongen og Karl talede sammen; da sagde Kongen: “Her er Penge, som du skal tage imod, og dermed følge et vanskeligt Foretagende, thi du skal bringe disse Penge til Leensmændene i Norge og til alle dem, af hvilke nogen Hjælp er at vente, og som ville være Kong Magnus Olafsøns Venner, thi du er en forstandig Mand, skjønt du kun er af ringe Slægt.” Karl svarede: “Det er intet Ærende for mig; det maa være en Mand af fornem Herkomst og udmærket forstand, som skal drage i saadanne Ærender og have saa vigtige Foretagender under Hænder, saa megen Overmagt som her er at kæmpe imod.” Kongen svarede: “Du er i mine Tanker vel skikket dertil, men jeg formoder rigtig nok, at du vil komme i en svar prøve, og imellemstunder ikke vide, om du kommer lykkelig derfra eller ikke; vil du imidlertid ikke paatage dig dette, saa behøver du maaskee ikke at bie længe, førend der forestaaer dig en bravere Fare.” “Forsøge vil jeg,” sagde Karl, “at paatage mig dette Ærende med eders gode Lykke og Raad.” Karl drog om Foraaret fra Garderige til Danmark, holdt Stævne med sine Skibsfolk, og sagde til sine Selskabsbrødre: “Det er eder vitterligt, at vi ingen Tilladelse havde til at sejle til Østerleden, og jeg frygter derfor, at Kong Svend vil regne os det til Onde, naar vi komme til Norge; det skal derfor være mit Raad, at vi her skilles ad; drager I til England eller andre Handelspladser, og lad os indrette det saa, at vi alle komme til Norge, da vil man mindre Lægge Mærke til vor Rejse, men ellers sætte vi baade vort Gods og Liv i Vove; jeg vil først her gaae op i Landet til een af mine Kamerader, som er her, men I andre skal tage min Deel af Godset med eder og drage Omsorg derfor.” Hans Broder Bjørn tog ham til Siden, og sagde: “Aldrig har jeg hørt om, at du havde en Ven her; der maa være andet under, skjul mig det ikke!” Karl berettede ham da hele Sagens Sammenhæng, og bad ham sørge for deres Gods. Bjørn sagde, at han vilde ikke skilles fra ham i et saa farligt Foretagende. „Det synes mig raadeligere,” sagde Karl, “at jeg rejser allene med det betroede Gods, men maaskee det dog vilde gavne, hvis vi rejste sammen og stode Hinanden ærligen bi.” De droge nu afsted sammen, og skønnede snart, da de kom til Vigen, hvilke Høvdinger der vare Kong Magnus Olafsøns Venner, og hvem der var mindre gunstig stemt imod ham. Dernæst droge de til Oplandene, og standsede ikke, før de kom op til Throndhjem; de begave sig til Einar Thambeskjælver, og fremtoge Pengene, samt Kong Magnus Olafsøns paalidelige Jærtegn og Budskab. Einar svarede: “Jeg har stedse været meget misfornøjet med, at saadanne Pengegaver bringes til Magthaverne i Landet, siden Knud den Mægtige begyndte dermed, men iøvrigt har jeg stor Lyst til at tjene Kong Magnus, og det vil jeg for min Deel sikkerligen love, at drage over til ham til Foraaret førend Pintsen.” De droge nu fra ham ud til Nideros, og kom der før Palmesøndag, og toge Herberge hos en Mand, ved Navn Grim den Graa, men den Gang havde de anseeligere Mænd allerede faaet noget Nys om deres Rejse; Grim gav sig da i Tale med Brødrene, og sagde: “Veed I noget om de Mænd, som for kort Tid siden skal være dragne her hemmelig omkring og bringe Penge med til at bestikke Høvdingerne; Jeg siger dette, fordi I ligne disse Mænd meget baade i Væxt og Udseende.” De lode, som de ikke kjendte noget til dem.


Kapitel 6

Men næste Dag efter holdtes Møde, og Kongens Gjeldker (2) talte til Almuen, og sagde, man var kommen paa Spor efter de Mænd, som vilde forraade Landet, de skulde være komne der til Byen, og have været i Grim den Graas Gaard; det vilde koste dem Livet, sagde han, som skjulte dem. Grim kom hjem, og fortalte Brødrene, hvad der var talt: “og hvis I ere disse Mænd,” sagde han, “saa vil det være eders eget Bedste, at I sige mig Sandheden, thi jeg har altid været Kong Olafs Ven, og saa vil jeg ogsaa være Hans Søn Magnuses.” Karl svarede: “Du seer ret; vi ere de Mænd.” “Saa farer bort saasnart som muligt, og jeg vil see at rede mig ud af den Sag.” Karl svarede: “Det nytter ikke, at udsætte dig for den Fare, een af os skal blive tilbage, thi liden Magt ligger der paa vor Tilbagekomst, naar kun Kongesønnen Magnus faaer at vide, hvad der er udrettet og hvilke der ere Hans Venner her i Landet.” Bjørn sagde: “Hvad enten du vil blive her eller rejse bort, saa vil jeg ikke forlade dig.” “Det lader sig ikke gjøre,” sagde Karl, “een af os maa rejse; bliv du her tilbage, om du vil.” “Det er mig endnu mindre tilpas,” sagde Bjørn, “thi du er klogere, end jeg, og en dygtigere Mand til at sætte noget i Værk.” Karl undslog sig heller ikke for at blive tilbage, skjønt ingen af Delene var uden Fare. Bjørn drog hemmelig til Garderige, og ved den hellige Kong Olafs Omsorg og Hans Søn Magnuses Lykke, tilendebragde han lykkelig og vel Rejsen, og fortalte Kong Jarisleif og Magnus, hvorledes Sagerne stode, hvilke Høvdinger der havde taget imod Hans Penge, og af hvem Magnus kunde vente Venskab. Kongen sagde, at meget var udrettet, men at meget dog stod tilbage.


Kapitel 7

Kort efter at Bjørn havde forladt Nideros, kom Kong Svend til Byen, og alle bosiddende Mænd i Byen bleve da ved Hornblæsen stævnede ud paa Øre, og der blev sat Thing. Kong Svend stod op, og talte saa: “Det samme som før gjorde os glade, kan nu blive os til Fortrydelse, jeg har spurgt, at der skal være komne Mænd til Byen, som bringe Høvdingerne og Leensmændene Penge, og ville forraade Landet fra os; det er sagt mig, at de skulle have Herberge i Grim den Graas Huus, og hvis saa er, da er det nu bedst at udlevere dem, thi vi tænke at kun den har huset dem, som ingenlunde veed, med hvilken Svig de fare.” Grim sagde, at de vare ikke i Hans Huus. Kongen svarede: „Nu gaaer det værre, end vi tænkte, thi vi vide for vist, at de ere der; nu kommer du til at pines, indtil du gaaer til Bekjendelse.” Grim sagde: “Magt dertil har du for Øjeblikket, men i min staaer det, ikke at sige mere, end jeg vil.” Saasom nu Karl saae, at det vilde gaae efter Kongens Trusel, stod han op, og sagde: “Her, Kong Svend! er den Mand, som dine Ord gjælde, men mindre er der dog i det, du har paatalt, end Ordet gaaer; saadanne Ting tage gjerne til ved Rygtet, og saa er ogsaa Tilfældet her.” Kongen sagde: “Jeg veed meget vel, hvilken dristig Mand du er til at iværksætte mange Ting; hvis du nu vil sige mig, hvilke Mænd der have taget imod Pengene, da vil jeg lade Sagen imod dig falde.” Karl svarede: “Hvis kun Smaafolk have taget imod Pengene, da gjør det ikke stort til Sagen; men hvis mægtige Mænd have gjort det, da vil det give Anledning til manges Død, og jeg vil derfor ikke sige det.” Kongen svarede: “Du vil komme til at bekjende det under svære Pinsler, hvis du ikke vil det med det Gode;” hvorpaa han lod Karl gribe og sætte i Jern, og satte fire Mænd til at bevogte ham i et Huus; og saaledes opløstes da Thinget; Kongen tog ikke videre Mærke af Grim den Graa, men Karl blev sat i Fjædder. Denne sagde da til sine Bevogtere: “Det er et elendigt og unyttigt Liv I føre, naar I vaage over mig, og have ikke det mindste at fornøje eder med; er Kongen da virkelig saa karrig imod eder, at I ikke faae noget at drikke?” De svarede: “Vi ville ikke sige noget Ondt om ham, men det vil nok vare længe, førend han bliver gavmild med Penge.” “Mig tyktes,” sagde Karl, “at her kan Pengene dog komme os noget til Gavn, tager nu her nogle faa Penge, og Kjøber os Mundgaat derfor.” De gjorde saa, og satte sig til at drikke. De bød ham ogsaa af Drikken, han smagte paa den, og sagde: “Det er en slet Drik; tager her noget Sølv, og Kjøber eder Mjød.” De gjorde saa, og sagde, det var stor Skade, at en saadan Mand, som han, skulde saa snart døe. Da nu en Stund var gaaet, sagde Karl: “Viin er dog den bedste Drik, lad os nyde godt af Pengene, medens vi kan, gaaer nu hen, Svende! og Kjøber os Viin.” De sagde, at faa vare saa vel tilmode ved døden, som han; de gave sig derpaa til at drikke Vinen, og holdt ikke op, før alle Hans Bevogtere sank sovende ned. Karls Hænder vare bundne bag paa Ryggen, men han havde Fjædder paa Fødderne; det lykkedes ham at komme hen, hvor een af deres Øxer laae, og han fik Eggen vendt op, han drejede sig da med Ryggen derop imod, og fik Baandet om sine Hænder skaaret over.


Kapitel 8

Derpaa søgte han bort og ned paa Bryggerne ved Søen og ind i et Gaardshuus, som Vandet gik ind under; og da Fjædderen var temmelig vid, lykkedes det ham, at faae den af derved at han hug Hælebenet af sig, og smøjede den ned derover; han bandt da Fjædderen fast ved Foden; derpaa tog han en Fjæl op i Gulvet, og sprang ned i Vandet, og lagde sig ude under Skibene, som laae ved Bryggerne, og der blev han liggende om Natten. Een af hans Bevogtere vaagnede, og saae, at Fangen var borte; han løb ud og ned paa Bryggerne, kom ind i det samme Gaardshuus, og saae, at der var taget en Fjæl op af Gulvet, og fattede strax Mistanke, at han var sprungen derned; han løb derpaa op i Gaarden, og sagde til de andre, at Fangen var borte; derpaa kom flere Mænd sammen, og der blæstes i Lurer, og man søgte ham over hele Byen, og ligeledes heelt ud til Skibene. Kong Svend satte en Priis paa Hans Hoved, og udstillede overalt Oppassere, hvorsomhelst han kunde komme hen; men i Dagbrækningen lagde Tummelen sig noget i Byen, og Karl saae da en Mand paa en Baad ude i Aaen Nid; han svømmede derhen, og den anden saae sig ikke for, førend han var kommen op i Baaden, styrtede ham overbord, og roede bort med den; saa skiltes de ad og man hørte intet til Karl for det første; nu øgede man hans Navn, og kaldte ham Karl den Usle.


Kapitel 9

Morgenen efter holdt Kongen Thing i Byen, og berettede sine Mænd, hvilket farligt Anslag der var i Værk i Landet og Forræderiet imod ham; hvorpaa Kongen bekjendtgjorde sin forestaaende Rejse fra Landet til Danmark, og udnævnte til Medfølgere paa denne Rejse Kalf Arnesøn og andre Høvdinger, som vare der tilstede. Der havde været lovet Kalf et Jarldømme af Knud den Mægtige, hvis han fældte Kong Olaf, og han var nu den af alle Leensmænd, som Kong Svend mest hædrede, saa at han skulde lægge sit Skib nærmest Kongens, hvor de kom til at ligge i Havn sammen. Det hændte sig en Dag, da Kongen og Leensmændene sejlede hen til en Havn, at Kalf var bleven sildigere færdig, end de andre, og Kongen kom forud; da lagde Vinden sig, og Kalfs Mænd grebe til Aarerne. De saae en Baad ligge paa Vandet, og der laae et Teppe i Baaden; dette sprang Karl den Usle op fra og svømmede til Land. Kalf styrede hen til Baaden, steg op paa den og roede til Land; Karl var kommen i Land og løb op fra Stranden; Kalf løb efter ham, og bad ham bie paa sig; Karl sagde: “Jeg troer dig ikke, du der sveg den, som du var langt mere forpligtet, end mig.” Kalf svarede: “Dog vil jeg ikke svige dig, det sværger jeg ved Gud og den hellige Kong Olaf.” “Jeg vil da lade det komme an derpaa,” sagde Karl, “thi du taber nu mere, end jeg, hvis du dræber mig.” Kalf tog ham da i sin Vold, og sagde han vilde beholde ham: “men jeg troer ikke mine Mænd saa ganske,” sagde han, “at de jo ville røbe dig, hvis vi lægge os i Lejet hos Kongen, og vi ville derfor lægge vort Skib længere borte, end ellers.” De gjorde saa; Kongen sendte da Bud efter Kalf, og denne roede hen til Kongeskibet; Kongen sagde: “Læg frem med dit Skib, som du plejer.” Kalf svarede: “Det er for stor en Ære, Hære! at fornemme Mænd skulle vige Lejet for os; en anden Sag er det, naar vi komme lige tidlig.”. Kongen sagde: „Har du fundet Karl den Usle i Dag, det vilde være en stor Lykke, som man kunde Vente sig af dig?” Kalf lod, som om han ikke havde fundet ham. „Bedrag os nu ikke,” sagde Kongen. “Vist ikke, Herre!” svarede Kalf. Kongen sagde: “Seer du den guldbelagte Øxe, som rager ud fra Skibsborde, drag nu hen, og bring mig en saadan fra England!” Kalf blev vred, og sagde: “Dette er en farlig Sendelse, men det haaber jeg visselig, at dig om en Stund ikke skal skorte paa Øxer, hvor de saa komme fra, om de end ikke alle ere guldbelagte.” Kalf begav sig da til sit Skib, og sagde til sine Mænd: “Vi ville nu lægge ud til Havs; vi have længe nok været med i onde Raad, og tjent denne Konge, men Høstet liden Tak derfor imod det som var lovet os af Kong Knud: vi skulle nu, Karl, nyde godt af din Anbefaling hos Kong Magnus Olassøn, og ville nu gjøre godt mod ham alt hvad vi have forbrudt imod Hans Fader.” De sejlede nu heelt over til Garderige til Kong Jarisleif og Magnus, som bleve meget glade over Karls Ankomst; denne fortalte dem nu om sin Færd, og derpaa anbefalede han Kalfs Sag hos Magnus, og fortalte hvorledes han havde hjulpet ham. Magnus sagde: “Denne Sag er af altfor stor Vigtighed, til strax at fatte en beslutning, og det gaaer noget over din Evne, at befatte dig dermed, thi Kalf beskylder man for, at han voldte min Faders Død; og nu da man tør haabe, at Einar og andre vore Venner i Norge snart komme herhid, saa skal overlægges med dem, hvad vi skulle gjøre ved dit Løfte til Kalf, naar vi ved deres Hjælp og Bistand kunne komme til Regjeringen; jeg kjender ikke nogen listigere Mand i Thrøndelagen, end Kalf, vi skulle have ondt ved, at vogte os for ham”. Karl sagde: “Kalf vil sværge, at han ikke bar Vaaben paa din Fader; og eftersom de fornemste Mænd i Norge love dig Hjælp og Troskab, saa haaber jeg, din Styrke vil blive anseelig.” Men saasom Kongen og Magnus troede at maatte lønne Karl godt for sin rejse og de Dødsfarer, han havde udstaaet, saa blev der for Karls Bøns Skyld tilstaaet Kalf Fred, imod at han aflagde Ed paa, at han ikke havde baaret Vaaben paa Kong Olaf, samt at han vilde yde Magnus al mulig Bistand og Troskab.


Kapitel 10

Nu vende vi tilbage dertil, at der blev stævnet til Things i Nideros, men næsten ingen af Thrønderne vilde indfinde sig; Kong Svends Mænd fattede da Mistanke, at Thrønderne havde i Sinde anden Gang at forraade ham; Kong Svend rejste da syd paa langsmed Landet, men Thrønderne holdt Raad med hverandre, og det blev Enden paa Raadslagningen, at de bedste Mænd skulde vælges til at drage fra Landet, blandt dem Einar Tambeskjælver og Svend Bryggefod; mange andre af Landets mægtige Mænd besluttede ligeledes at deeltage i denne Rejse over til Garderige for at besøge Kong Olafs Søn Magnus, thi nu da Gud havde aabenbaret Kong Olafs Hellighed, indsaae de deres Misgreb, og fortrøde, at de havde fældet ham fra Regjeingen, og de vilde nu gjøre det godt igjen imod hans Søn, hvad de havde fejlet imod ham selv: de rejste nu, indtil de kom til Garderige; og da de vare komne til Kongen, fremførte de de Norske Stormænds Budskab og Jærtegn, at de vilde tage Kong Olafs Søn Magnus til Konge. Kong Jarisleif optog dette vel, og sagde, der var ingen Mand i Norge, som han troede bedre, end Einar: “men dog ere vi bange for,” sagde Kongen, „at Nordmændene ikke ville holde deres Troskab imod Magnus, saa utroe som de befandtes imod hans Fader.” Kongen forestillede nu denne Sag for Dronning Ingegerd, og sagde: “Her ere mange anseelige Mænd fra Norge komne, for at følge Magnus hjem til sit Arveland, og tage ham til deres Konge.” Dronningen svarede: “Gjerne unde vi Magnus Kongedømmet i Norge, men da de handlede saa grumt imod hans Fader, nære vi Frygt for, hvorvidt de ville beskytte Kong Magnuses Regjering imod Knytlingernes og Alfivas Modstand; vi skulle derfor endnu i længere Tid overlægge dette, og tage stærkere Forsikringer af dem, førend vi overgive dem Magnus.” Men da Nordmændene tyktes, at Sagen blev trukken i Langdrag, gik de for Kongen, og bad ham overgive dem Kongesønnen Magnus, saaledes som han selv fra Begyndelsen af havde lagt an paa. Kongen sagde: “Dette er i Sandhed mit Budskab, og jeg saae gjerne, at min Fostersøn Magnus blev indsat i sine Rettigheder, men jeg frygter meget for Alfivas onde Anslag og for Kong Knuds Magt, saa at Thrønderne, uagtet eders gode Villie, skulle svige ham, som hans Fader.” Einar svarede: “Det er undskyldeligt, Herre! at I drager vorre Hensigter i Tvivl, men Nøvendigheden og Drengens Ære fordrer, at han erholder sin Fædrenearv; det er ogsaa alle Norges Indbyggeres faste Beslutning, at afkaste det tunge Trældomsaag, som ligger paa hele Folket.” Da sagde Dronningen: “Formedelst vor Kjærlighed til denne Dreng ville vi ikke skilles ved ham, naar han ikke kom til en saadan Ære og Værdighed; men du, Einar, er bekjendt for din Oprigtighed, og du var ikke i Landet, da Kong Olaf faldt, du har ogsaa en anseelig Magt; hvis du nu vil sværge os den Ed, og elleve af de bedste af eders følge tilligemed dig, at du vil være hans Fosterfader, og at I skulle haandthæve ham i Regjeringen paa alle Maader, saa ville vi vove det, at overgive ham til eder, hellere end at det skulde siges, at vi staae hans Hæder i Vejen, saa at han derfor ikke kunde vinde sit Ætland.” Einar svarede: “Skjønt nogle kunde synes, at dette er en altfor overdreven Fordring, at forlange saa stærke Eder af os i et fremmedt Land, saa ville vi gjerne, efter den Maade, som Indbyggerne her eller andensteds finde passende, aflægge Ed til Hæder for Magnus, og til des mere Stadfæstelse og god Forstaaelse imellem os alle.” Efter denne Forening og Edsaflæggelsen opholdt de sig endnu en kort Tid i Holmgaard, for at lægge deres Planer. De førte nu Magnus Olafsøn med sig fra Garderige, og droge om Vinteren i Frostføre til Havet, toge der deres Skibe, og sejlede om Foraaret til Sverrig; der sejlede de heelt op til Sigtun, og droge saa landvejs til Helsingeland; saa siger Arnor Jarleskald:

Nu troer jeg stridbar Klinges
Rødfarver den bereder
(Han det forstaaer, skjønt neppe
Folk sige det) til Kampen;
Elleve Vintre ikke
Den tapre Ven af Hørder
Fyldt havde, da han rusted
Hærsnekken ud fra Garde.

Her angives, at Kong Magnus var elleve Aar gammel, da han kom fra Garderige. Det var i Begyndelsen af Vinteren; han styrede da med sin Flaade heelt op til Sigtun, som Arnor siger:

Den unge Ørnes Nærer
Til Leding Mandskab samled;
Til Roerbænk krigersk Rustning
Livvagtens Kæmper bare;
Fra Østen Folkets Konning
Lod kjølen Bølger skjære;
Brunladne Byger førte
Gjæv Hersker til Sigtuna.

Kong Magnus gik der i Land, og beredte sig til at drage landvejs op til Norge; saa siger Arnor:

Svends Skræk i Sverrig landed
Ved Hædersdaad navnkundig,
Fra Østen Olafs Arving
I fyrigt Hjerte længtes;
Tro Jædderboers Skare
Om Nat og Dag ham vented,
Da først mod Kampens Storme
Med Skjold sig Drotten rusted.

Det omtales i Hrunhenda, at Magnus Olafsøn med sine Krigsskibe sejlede ud fra Garderige, først ind i Østersøen, og saa til Sverrig; der hedder det saa:

Orlogskibe Østresaltet (3)
Du af Stablen lod modtage,
Paa det hvalte Skib med russisk
Pragt udrustet steg du, Konge!
Herlig smykte forstavns-Hovder
Ej tilhylled du; i Vinden
Bæved Raaen; og om Flaaden
Tumled sig den kolde Bølge.

Men da han kom til Sverrig, strømmede en stor Deel af Indbyggerne til ham, og tilbød sig at ledsage ham; saa siger Arnor i Hrunhenda:

Helt! de røde Skjolde siden
Du i svenske Bygder førte,
Ej du Tropper maatte savne,
Landets Flokke til dig strømmed;
Snart de Mænd, til Kamp udvalgte,
Med beslagne Spyd, fra Østen,
Og med blanke Skjolde, ledte
Du, nu højberømt, til Striden.


Kapitel 11

Men da nu Magnuses Rejse østenfra spurgtes til Norge, da søgte mange Folk ham imøde, hvis Formand Kalf Arnesøn var; der droge ogsaa mange andre Mænd med ham, som havde været med i Opstanden imod Kong Olaf; Kalf og Einar bleve da Kong Magnuses Raadgivere; de vare de mægtigste Mænd i Thrøndelagen. Einar var djærv i Strid og en særdeles modig Mand, men Kalf besad megen List og forstand. De droge østenfra over Kjølen, og kom ned i det Throndhjemske, og da strømmede endnu flere Folk til dem fra Herrederne deromkring, men deres Uvenner flyede. Herom taler Arnor:

Skrækkens høje Hjelm dig pryded,
Da i Thrøndens Bygd du Ravnens
Fjædre rødned, og af Rædsel
Eders Fjender slagne bleve;
Deres Kaar hin unge Ædling,
Ulves Nærer gjorde trange,
Og forbittret Skibes hersker
Maatte Flugt af Landet tage.

Kong Magnus drog da med sine Folk ud til Nideros; der blev stævnet til Øre-Thing, og der indfandt sig en stor Mængde fra alle Herrederne i Thrøndelagen, paa dette Thing erholdt Magnus Olafsøn Kongenavn, og antog derpaa en Hofstat, og sad der i Byen med megen Glæde og Fornøjelse og med et talrigt følge.


Kapitel 12

Denne Tidende spurgte Kong Svend og hans Moder Alfiva sønder i Landet, hvorpaa de strax skare Krigspiil (4) og stævnede Thing, paa hvilket Kongen tilkjendegav, at Thrønderne havde valgt sig en anden Konge; derpaa bad han dem om Tropper til at værge sit Land, krævede Leding af Herrederne, og sluttede sin Tale dermed, at han bad Almuen give gode Svar derpaa; men denne hans Tale blev optaget paa saare forskjellig Maade: mange lode som de ikke vilde stride mod Magnus Olafsøn; nogle sagde, at de vilde stille Leding for Kong Svend, som de vare skyldige, men selv vilde de ingensteds drage med; nogle sagde hverken til eller fra. Da tog Kongen anden Gang til Orde: „Jeg er endnu kun ung af Alder og kan ikke holde lange Taler, men hvad Hjælp kan jeg vel vente mig af de Mænd, der selv sige, saa at jeg hører derpaa, at de ikke ville stride mod Kong Magnus; andre igjen tie stille, og jeg skjønner vel, at de ere af samme Mening, som hine; de Folk, som her ere komne sammen, kan man ingen Regning gjøre paa, og jeg vil ikke indlade mig i Strid med Kong Magnus, hvis jeg ikke faaer en paalideligere Hær.” Derefter talte de danske Høvdinger, som vare hos Kong Svend, den ene efter den anden, men uden at det virkede noget; de udstødte haarde Bebrejdelser mod Nordmændene, at de havde handlet skammelig mod Kong Svend, og sagde, der var intet andet Raad for ham, end at drage ned til Danmark, og derfra med sin Broder Hørdeknud eller sin Faders Gamle Knuds Hjælp at skaffe sig en Hær imod Nordmændene; det blev da besluttet, at Kong Svend og hans Moder Alfiva, og alle de danske, som havde været med ham i Norge, skulde drage ned til Danmark.


Kapitel 13

Kong Magnus underlagde sig da hele Norge, saa vidt som hans Fader havde besiddet det, og han fik Landet uden Sværdslag til Glæde for Indbyggerne og hele Almuen, thi alle vilde heller tjene Kong Magnus som frie Mænd, end længer taale de danskes Overmod og Vold; saa siger Arnor i Hrunhenda:

Gothers Ven! det hele Norge
Fik du med dets Odelsjorde
Møres Drot! ej nogen Konning
Vinder Land med saadan Ære.

Det omtales ogsaa i Magnusesdrape, at Kong Svend flyede fra Norge, strax da Magnus kom til Landet; der hedder det saa:

For heftig Vrede flygte
Selv Folkekongen maatte,
Og vore Ejendomme
Forlod i Hast den stolte;
Ham Norges rette hersker
Kun kort det lod bestyre,
Fra eget Arverige
Han tappert Svend bortjaged.

Det næste Aar efter dette faldt Kong Svend i en Sygdom i Danmark, hvilken blev hans Død.


Kapitel 14

Man fortæller, at da Knud den Mægtige spurgte, at Kong Magnus var kommen til Norge, og der var antaget til Konge, skal han have sagt: “Maaskee vi endnu ikke faae Lov til at sidde stille i Sommer, siden den Digerbeens Slægt er kommen til Norge.” Den samme Vinter døde Knud den Gamle ovre i England, og hans Søn Harald kom til Regjeringen efter ham, men hans anden Søn Hørdeknud blev da paa ny taget til Konge over hele Danevælde. Hørdeknud havde siden megen Ufred med Kong Magnus, og der herskede ingen forstaaelse imellem dem; han paatalte det, at Kong Magnus havde sat sig fast i hans Arveland, thi han paastod, at hans Fader, gamle Knud, havde besiddet hele Norge; men Magnus derimod meente, at han havde at hævne paa de danske, især paa Knytlingerne, det Landran og den Ufred, som Gamle Knud havde afstedkommet imod hans Fader Olaf, idet han fordrev ham fra Landet, underlagde sig hans Rige mod al Ret, og ved sine svigefulde Anslag fældte ham fra Regjeringen, og alt dette, tænkte han, skulde han nok hævne ved sin Fader den hellige Kong Olafs Lykke og Bistand og ved sine Norske Undersaatters Hjælp. Den ene af Kongerne gjorde da den anden megen Skade ved Krig og Manddrab, saalænge som der var Uenighed imellem dem, men da Indbyggerne i begge Riger bleve kjede af denne Ufred, søgte man at mægle Forlig med de forstandigste Mænds Raad fra begge Riger; det kom da saavidt, eftersom begge Konger vare unge og maatte benytte sig af deres Raadgiveres Mening, at der bestemtes et Møde til Underhandling imellem dem ved Elven, hvor de forrige Konger havde holdt deres Fredsmøder; til dette Møde kom begge Kongerne, Magnus og Knud, og sluttede Forlig efter de bedste Mænds Raad, saaledes at de begge tilsvore hinanden, at være Hinanden i Broders Sted i alle Henseender, saalænge de levede; derhos blev edelig fastsat, at naar een af dem døde uden Børn, da skulde den Efterlevende tage al Arven efter ham, som Broder efter Broder, baade Land og Løsøre; tolv af de mægtigste Mænd af hvert Rige aflagde der Ed paa, at dette Forlig og denne Fredslutning skulde holdes, saalænge nogen af dem var i Live, de skulde ogsaa staae den Konge bi, som levede længst, og dem begge to indtil da; denne Fredslutning blev gjort som Efterligning af den, som Knud den Mægtige og Kong Edmund sluttede i England. Derpaa drog Hørdeknud ned til Danmark og Kong Magnus tilbage til Norge.


Kapitel 15

Der fortælles, at Kalf Arnesøn og Einar Thambeskjælver en Gang begge vare hos Kong Magnus i et Gjæstebud øster i Vigen; Einar anviste Mændene Sæde, og imidlertid satte Kalf sig paa hans Plads nærmest ved Kongen; da Einar saae det, satte han sig næsten paa Skulderen af Kalf, og sagde: “Man skal først baase den gamle Oxe, før Kalven,” Kalf skjød sig da saameget til Side, at Einar kom ned imellem ham og Kongen, og det havde ingen videre Følger. En anden Gang sejlede de udenfor Landet, og gik op fra Skibet med mange Folk; de saae en stor Skare foran sig, som kom dem imøde, og vidste ikke ret, om det var Venner eller Fjender; Høvdingerne bade om ikke at lade Folkene gaae for adspredt, og overlagde med hveradre, hvad man skulde gjøre. Einar sagde, man skulde fylke (5) og være beredt paa, hvad der kunde møde; Kongen lod Einar raade, og da der var fylket, drejede Einar sig om, og saae ikke Kalf i Fylkingen; han ledte efter ham, og fandt ham i en Busk, hvor han havde trukket sit Sværd, og bandt det ved sin Haand saa fast, som han kunde, med et Tov. Einar sagde: “Hvorfor gjør du det?” Han svarede: “Ikke skulle Indbyggerne lee af, at jeg løber fra mine Vaaben, og det vil jeg vove mit Liv paa.” Einar sagde: “Der er ingen Tvivl om, at dig mangler ikke Mod, og vist troer jeg, du er Mand for at holde dit Ord.” Men de Mænd, der droge dem imøde, vare Venner, som kom, for at love Kongen Lydighed.


Kapitel 16

Harek fra Thjotta sad hjemme paa sine Gaarde efter Kong Olafs Fald, indtil Kong Magnus var kommen til Regjeringen i Norge, da drog han ned til Throndhjem til Kong Magnus. Asmund Grankelsøn var hos Kongen; han saae Harek gaae op fra Skibet, og kjendte ham; Asmund gik strax for Kongen, og sagde: “Nu, Herre, vil jeg betale Harek min Faders Drab.” Asmund havde en lille tyndegget Øxe i Haanden; Kongen sad og spillede i Brædtet, og Modspilleren sagde til, at han vilde slaae Kongens Brikke, i det Asmund kom til; Kongen holdt paa en anden Øxe, som var tyk og skarp; Kongen saae slet ikke til Asmund, saa at den anden kunde mærke det, men sagde: “Vil du have min?” Spilleren troede, at Kongen meente Brikken, som han havde slaaet, men Asmund tog Øxen af Kongens Haand, og lod den anden blive tilbage, gik strax ud, og mødte Harek paa Bryggen, og Asmund hug ham da med Øxen i Hovedet, saa den gik ind i Hjernen; Harek lod der sit Liv, men Asmund gik tilbage til Gaarden, og ind for Kongen, og Eggen var da ganske falden paa Øxen; da Kongen nu saae det, sagde han: “Det tænkte jeg nok, at den Karl havde en haard Hjerneskal, Hvad vilde den tynde Øxe da vel have duet til, thi mig synes denne er fordærvet.” Derpaa gav Kongen Asmund Leen og Syssel i Helgeland, og man har mange og vidtløftige Fortællinger om Handlerne imellem Asmund og Hareks Sønner.


Kapitel 17

Kong Magnus blev mægtig og vennesæl; han blev snarere fuldvoxen i Kræfter og forstandig Regjering, end i Aar; han var en meget smuk Mand, og hørte med Opmærksomhed paa sine Venners gode Raad, men imod onde Mænds Bagvaskelser var han tunghør. Men saa forhadte vare baade af Thrønderne og af andre Undersaatter, der havde fulgt Kong Olaf den Hellige, de Mænd, som havde deeltaget i Opstanden imod ham, at man regnede Magnus det til Onde, at han gjorde nogle af dem til sine Raadgivere, som Tilfældet var med Kalf Arnesøn; disse Mænds Paamindelser virkede da tilsidst saa meget, at Kongen fattede Nag til Kalf og andre, som havde været de vigtigste Ophavsmænd til at fælde hans Fader.


Kapitel 18

Thorgrim hed en Mand, en Søn af Halle; han var en Islænder; Thorgrim var rig og vennesæl; han, boede paa Brunestad i Fljote; han havde været Hirdmand hos Kong Olaf den Hellige, og faaet gode Foræringer af ham. En Sommer kjøbte han et Skib til halvs, deels med nogle norske Mænd, deels med to Brødre paa Island, Sønner af Hallbjørn Skevel fra Laxaadal, den ene hed Bjarne, den anden Thord; Thorgrim beredte sig da til at rejse udenlands, tillige med hans Søn Illuge, og to andre Ledsagere, af hville den ene hed Galte, en stor og stærk Mand, den anden Kolgrim, som var lille og rask. Det havde nu hændt sig Vinteren før i Fastedagene før Juul, at Thorgrim rejste i Forretninger med Kone og Børn, da kom et saadant Snefog paa dem, at hans voxne Sön Asbjørn tilsatte Livet, men Thorgrim gjorde sig saa megen Umage for at hjælpe sine Ledsagere, at man fandt ham liggende som død, og ganske fra sig selv, han blev da bragt til en Gaard og næret med varm Melk. Som vi før fortalte, saa gjorde de deres Skib færdigt om Sommeren, og stak i Søen, da de vare færdige; Bjarne og Thord og deres Selskab gjorde Nar ad Thorgrim, og vilde gjerne have ham til Bedste, men han lod som han ikke forstod det; de havde god Bør, og landede nordpaa ved det Throndhjemske. Kong Magnus den Gode regjerede i Norge, men var dog den Gang nede i Danmark. Kalf Arnesøn havde da den største Magt i Throndhjem han var i Byen, og bød Islænderne til sig, og de vare hos ham om Vinteren, baade Bjarne og Thord og Thorgrim med hans Ledsagere; Kalf anviste Thorgrim Plads ligeover for sig, men Brødrene næst ved selv.


Kapitel 19

Thorgrim var Vinteren over stille og meget tankefuld, han tænkte tit paa den forsvundne Tid og Kong Olaf den Helliges Venskab; Brødrene derimod gjorde sig meget til, og pralede ofte; de roste Kalf meget, men vare slemme mod Thorgrim, og sagde alleslags Ondt om ham. En Gang talte de med Kalf, og sagde til ham: “Har du ikke lagt Mærke til det, Kalf, at Thorgrim er dig ikke synderlig hengiven, men at hans Hu staaer til Kong Olaf; men vi ville hellere tage mod Vinteropholdet, efter dit gode Tilbud. Kalf svarede: „Det har jeg nok mærket, at Thorgrim ingen Ven er af os.” Bjarne sagde: “Jeg har digtet et Kvæde om eder, og ønskede, at faae Lejlighed til at fremsige det;” “jeg skal høre paa dit Kvæde, Skald!” sagde Kalf, “thi jeg tænker det er godt digtet.” Bjarne fremsagde Kvædet i mangfoldige Tilhøreres Nærværelse, og der taltes i samme meget om Slaget paa Stiklestad, og de Beretninger udhævedes, som dengang gaves til Kalfs Roes. Men da Kvædet var til Ende, sagde Thorgrim: “Det er underligt, Kalf, saa forstandig en Mand, som du er, at du finder det kan være en Hæder for dig, at man kvæder om din Skændselsdaad og det Nidingsværk, at I gik imod Kong Olaf.” Bjarne sagde: “Ti, du Usling! Du paatog dig en Skulkesyge, indtil man hældte Mælk i dig i Fastedagene ude paa Island.” Thorgrim gik ud af Stuen og hen til det Sted, hvor han plejede at sove; han sagde: “Det er stærkt, at høre Bespottelsesord mod Kong Olaf, og Uslingsord om mig; gak nu ind, Illuge, og dræb Bjarne!” Drengen svarede: “Det tør jeg ikke vove paa efter de Omstændigheder, som vi ere i.” Thorgrim foer da ind i Stuen, og gav Bjarne Banehug. Hans Broder Thord greb strax til Vaaben, og der stode da Mænd mellem dem. Kalf sagde: “Dette er en ond Gjerning, og lige uforsvarlig med Hensyn til vor Hæder og vor Vintergjæst, men dog skal denne Sag behandles aldeles paa lovlig Maade;” han lod da kalde til Things, og befalede alle Mænd at komme vaabenløse til Thinget. Thorgrims Ledsager, Galte den stærke, greb en Buløxe, og tog den under sine Klæder, da han gik til Thinget. Men da Thinget var sat, blev der slaaet Kreds omkring Thorgrim. Kalf sagde: “Hvad Tilbud gjør du for dig, Thorgrim?” Denne svarede: “Jeg stiller hele min Sag til Kongens Dom.” Kalf svarede: “Kongen er nu for langt borte, til at dømme i denne Sag.” “Jeg veed,” sagde Thorgrim, “at du har Lyst til at dømme, men jeg samtykker ikke deri, og jeg indseer grant din Hensigt, at du især tilregner mig mit Venskab for Kong Olaf.” “Det er ikke sandt,” sagde Kalf, “men Sagen maa dog nu paadømmes, med mindre Thord giver sit Samtykke til det andet.” Thord sagde, at han ikke vilde samtykke i noget af hans Tilbud. Kalf sagde: “Jeg dømmer ham da sagskyldig og fredløs!” og saa skete efter Kongens Ombudsmands Raad for Bjarnes Drab. Thorgrim sagde: “Nu gik det, som jeg formodede, du bilder dig nu vist nok ind, Kalf, at du har sørget for, der ej skal gives Bøder for mit Drab; men det er dog endnu uvist, hvis Hjælpere komme til.” Thord sprang da til, og gav ham Banesaar. Da sagde Thorgrims Ledsager, Kolgrim den Lille: “Hævn du ham, Galte! Du har Øxen.” Han svarede, han vovede det ikke. “Hvilke elendige Ord!” sagde Kolgrim, og er du ikke et usselt Drog, saa stor og stærk som du er, at du ikke har Mod i Brystet, saa giv mig da Øxen!” “Det er jeg Heller ikke,” sagde han. “Da skal du Heller ikke torde holde paa den,” sagde Kolgrim, og rev Øxen fra ham, og gav Thord et stort Hug i Ryggen, hvilket Saar efter al Rimelighed var dødeligt. Kolgrim blev da greben, og Kalf lod ham lægge i Jern, men vilde dog ikke lade ham dræbe, førend det blev bekjendt, om Thord kom sig; men det var omtrent paa samme Tid, at Kong Magnus kom fra Danmark op til Throndhjem, og at Thord døde af det Saar, Kolgrim havde bibragt ham.


Kapitel 20

Kalf havde indrettet et Gjæstebud for Kongen. Kong Magnus havde hørt noget om disse Drab, førend han kom til Gjæstebudet. Kolgrim sad i Fjædder i Forstuen, da Kongen gik ind; han sagde til Kongen: “Det vil tykkes eder megen Dristighed, Herre, at den fangne Mand beder eder tage sig af ham, men jeg regner mig det helst til Undskyldning, at jeg har digtet et Kvad om eders Fader, Kong Olaf den Hellige.” Kongen blev staaende, og svarede: “Var du med Thorgrim Hallesøn?” “Ja, Herre!” sagde han: “Hævnede du ham?” sagde Kongen. “Forsøge det gjorde jeg,” sagde Kolgrim, “og tykkes mig Hævnen blive altfor ringe efter saadan en Mand, men vi vare da heller ikke lige stærke, vi og de, som stode imod os.” “Det kan vel saa være,” sagde Kongen, og lod Fjæddrene løsne paa ham, for at han kunde gaae ind i Stuen; men da han var kommen ind, befalede Kongen ham, at fremsige Kvadet, han gjorde saa, og fremførte det med megen Kraft; men imod Enden af Kvadet var der nogen Hentydning til, hvad Aarsagen var til Thorgrims Død og den hele Sag, disse Ord forekom i een af Viserne:

Jeg Kongens Gunst behøver
Halv Magt er Kalfs i Riget.

Da sagde Kongen: “Saa forholder det sig nu ikke længer, Skald!” Men da Kvadet var ude, sagde Kongen: “Det skal være den Første Belønning jeg giver dig for Kvadet, at du skal være fri, og det er dog sandt, Kalf, at du ikke vil være os frændehuld; men skjønt du lod Thorgrim dømme landflygtig og fredløs, saa skal der dog nu gives Bøder der for ham, som om han var dræbt som sagløs Mand; Illuge skal tage bisse Bøder af de Penge, som Bjarne og Thord have ejet; men du, Kolgrim! skal have Tilsyn med Illuges Gods tilligemed ham, indtil han kommer til Island; for din Raskhed vil jeg desuden give dig Halvparten i Skibet med Illuge.” Kolgrim svarede: “Nu har I, Herre, som altid, viist eders Højmodighed; men jeg maa sige eder, hvad der paaligger mig, at jeg har lovet at gjøre en Rommerrejse, hvilket Løfte jeg i Sandhed skal stræbe at opfylde.” Kolgrim gik til Rom, men Illuge biede i Norge under Kongens Beskyttelse. Da Kolgrim kom tilbage, gjorde han deres Skib i Stand til at sejle til Island, og de gik til Søes, da de vare færdige. De landede i Mundingen af Kolbeensaa. Illuge overtog da Gaarden paa Brunestad, men overgav Kolgrim sin Part i Skibet; han gav sig nu til Handelen, og blev holdt for een af de dygtigste Handelsmænd.


Kapitel 21

Kort efter sad Kong Magnus paa et Gjæstebud i Haug i Værdalen; da vare hans Fosterfader Einar og Kalf Arnesøn hos ham; en Dag sagde Kongen til Einar: “Vi skulle i Dag tage ud til Stiklestad, og ser Mindesmærkerne af de Begivenheder, som der ere forefaldne.” Einar svarede: “Derom, Herre, kan jeg kun fortælle dig lidet, thi jeg var ikke tilstede derved; lad Kalf ride med eder, han maa der kunne give nøjagtig Underretning om alt.” Da sagde Kongen til Kalf: „Du skal drage med os til Stiklestad, og give mig omstændelig Oplysning om de Tildragelser, som der forefaldt.” Kalf sagde: “I maa raade, Herre! men mig tykkes, det gjøres lidet Behov; denne Begivenhed er eder altfor fast i Hu, til at den behøves at oprippes paa ny ved Fortælling derom; og det vilde nu være bedre, I bevarede eders Venners Hengivenhed, de der nu, som Pligt er, vise sig oprigtige i al Troskab og Tjeneste mod eder, hellere end at yppe Misforstaaelse med dem.” Kongen sagde: „Du skal fare med!” Kalf sagde da hemmelig til sin Skosvend: “Du skal saa hurtig, som muligt, fare ud til Egge, og bede mine Mænd gjøre mit Langskib færdigt saa skyndelig, at de have alt mit Gods ombord i denne Aften.” Da han nu med Kong Magnus kom ud paa Stiklestad, der hvor Slaget havde staaet, sagde Kongen til Kalf: „Hvor faldt min Fader, Kong Olaf?” Kalf rakte sit Spydskaft frem, og sagde: “Der laae han.” Kongen spurgte: “Hvor var du den Gang?” Kalf svarede: “Her hvor jeg nu staaer.” “Da kunde din Øxe vel naae ham,” sagde Kongen, og var da ganske blodrød i Ansigtet. “Ikke naaede min Øxe ham,” sagde Kalf; hvorpaa han sprang paa sin Hest, og red bort; men Kongen vendte tilbage til Haug med sine Mænd. Kalf drog hjem til Egge, og gik strax ombord paa sit ganske færdige Skib, og styrede ud efter Fjorden, og derpaa over Vesterhavet til Ørkenøerne, og aldrig saaes han og Kong Magnus siden.


Kapitel 22

Derefter viste Kongen Haardhed imod Thrønderne, saa at nogle af de fornemste Mænd flygtede fra Landet for hans Voldsomheders Skyld, andre maatte undgjælde paa deres Gods. Dette opvakte megen Misfornøjelse blandt Bønderne, der holdt talrig besøgte Møder med hverandre, og yttrede: “Vil denne Konge ingen Maade holde i sine Paalæg og sin Haardhed imod Undersaatterne? Veed han ikke, at Thrønderne have Haft store Anslag fore for mindre Aarsagers Skyld, end Brud paa de Love, som Kong Hakon den Gode har givet os? Han vil nu have samme Skjæbne, som hans Fader, hvis han ikke hører op; ere da vore Forfædre aldeles uddøde, som ikke taalte slig lovløs Færd af Kongerne; thi det er noget uhørt, saaledes som det nu gaaer til, at Thrønderne have slettere Ret, end andre Landets Indbyggere. Throndhjem har i lang Tid hedt Norges Hoved, men nu blive Herrederne her behandlede, som et erobret Land; i fordums Dage holdtes Thrønderne for de andre Indbyggeres Formænd, men nu ere de blevne til Trælle for Kongens Undersaatter her i Norge.” Paa dette Møde vare nogle af Kongens Venner nærværende, hvilke gave sig i Samtale med hverandre; de vare alle enige i, at det var uvist, om Thrønderne vilde taale det uden at gribe til alvorlige Midler, hvis Kongen vedblev at behandle dem med en saadan Haardhed; de indsaae Nødvendigheden af, at Kongen det snareste muligt fik Underretning om denne Thrøndernes Misfornøjelse; ingen af dem havde dog Mod til at sige ham det, men den ene af dem skjød Sagen over paa den anden; omsider bleve de enige om, at der skulde trækkes Lod om, hvem der skulde udrette dette Ærende, og det blev da maget saaledes, at Lodden traf Sigvat, at han skulde sige det til Kongen; han var da vel anseet hos Kong Magnus, og var bleven hans Mand. Sigvat digtede da det Kvad, som har faaet Navn af Fritalenhedsviser, og dette har han digtet saaledes, at han kommer til at tale om hans Tapperhed og herlige Foretagender; deri hedder det saa:

En Drot jeg tjente, medens
Han leved, Guld og Vaaben
Han egne Kæmper skjænked,
Men Fjenders Lig til Ravnen;
Tit saa jeg karske Kriger
Som Ulvens Bytte falde
I Strid, da Kongens Tropper
De blanke Glavind svunge.

Sigvat vidner ogsaa, at han var med i Feldtslage med Kong Olaf:

Jeg fulgte gavmild Konning
Din Fader; vel ham stedse
Mit følgeskab behaged;
Nu glædes Mænd ved Freden;
Som tættest Hegn af Træer
Hans Fylkings Rader stode,
I Midten jeg; der aldrig
En aaben Plads man skued.

Og fremdeles kvad han:

Hvor Krigerflokke mødtes,
Din Fader, Magnus! immer
Med højest Mod i Spidsen
For sine Tropper kæmped,
Hans Færd i tapre Hjerter
En Gjenklang fandt blandt sine,
Til Kongers Arv saa Olaf
Sin Ret med Ære hævded.

Dernæst gaaer Sigvat i Kvadet over til de forrige Konger, som retfærdig havde overholdt Lovene imod Bønderne, og derfor vare blevne elskede af Almuen:

Den Hakon som paa Fitje
I Striden faldt, blev kaldet
En Ven af Folket, elsktes
Af det, dog Ran han straffed.
Den Lov, hin ejegode,
Hvem Adelsteen har fostret,
Udgav, i Landet holdes;
Det lærte Bonden gjemmer.

Han siger ogsaa, at derfor var Landsfolket saa beredvilligt til at tage begge Olaver til Konge, fordi de lode Bønderne beholde deres Ejendomme i Fred og Ro, medens de holdt de Love, de indsatte.

Sigvat kvad nemlig:
Nu Rigets Mænd jeg mener
Kun fordre Ret; thi fordum
Olaver, siden Jarler,
Vel freded deres Eje;
Saa Haralds ædle Arving
Som Tryggves Søn lod holde
De gode Love, Folket
Af disse Konger gaves.

Sigvat siger derpaa i sit Digt, med hvilken Glæde Indbyggerne i Begyndelsen toge imod Kong Magnus, da han kom til Norge; thi Almuen haabede, naar han fik Riget, Frihed fra al den Trældom og Undertrykkelse, de nu en Tid lang havde maattet lide af Kong Svend og Alfiva. Han siger saa:

Ung Hersker dig jeg fulgte
En Høst paa Tog fra østen,
Du siden, det nu spørges,
Vort hele Land kan straffe.
Da Rigets Folk sig trode
Dig, Kongesøn! at favne
Fra Himlen sendt; dig hylded
Og ved dit Liv sig fryded.

Derefter siger Sigvat Skald i sit Kvad, at han før, da han var hos Kong Olaf, gjorde Kongen opmærksom paa alle svigefulde Anslag, som han fik Underretning om:

Ham, som til Magnus Fader
Var, Fjenders skjulte Taler
Som egne Øren hørte,
Om Svig, jeg flux lod spørge;
Naar Fare for min Herre,
Hvem ej jeg sveg, jeg mærked,
Hver Sag, i Hu oprigtig,
Ham, som den var, jeg meldte.

Derpaa bad han Kongen og hans Raadgivere ikke at vredes, skjønt han talte frit og anførte Bøndernes Ord, som de vare faldne, at dem tyktes Kongen ikke holdt de Love, som han fra Begyndelsen af forjættede dem, da han kom til Landet. Han kvad:

Dit Raad, min Drot! ej vredes
Bør ved frimodig Tale,
Thi eders egen Hæder
De Sandheds Ord kun fremme;
Hvis Landets Røst ej lyver,
Dets Folk nu værre Love
Maa lystre, end du fordum
I Ulvesund det loved.

Han bad ogsaa Kongen være forsigtig med at straffe Bønderne for de Ytringer, som ej vilde udeblive, hvis han vedblev med samme Heftighed og Haardhed imod dem, samt sagde ham, at det var hæderligt, at holde sit Ord, og at bevare den Fred, han havde lovet Undersaatterne, men ikke at fare frem med Ran og Rov, skjønt nogle hæftige Mænd eggede ham dertil. Han siger saa:

Du Ransmænds Undertrykker!
Dig vogte for det Rygte,
Som her blandt Folk udspredes,
Med Maade Haand bør strækkes.
Den er en Ven, som andre
Advarsel giver; Helten
Til Landbostemmer lytte
Og deres Ønsker høre!

Hvo, stridbar Fyrste! raader
Dig at nedhugge Kvæget
For Undersaatter? Riget
Ej saadan Færd vil taale.
Ej før sin unge Konning
Sligt Raad har nogen givet;
Ved Ran jeg troer at Folket
Alt kjedes, Hæren vredes.

Og fremdeles kvad han:

Den Trusel vist er farlig,
De Gamle, som jeg hører,
Mod Kongen selv vil drage,
Slig Fare maa afvendes;
Alt er det øjensynligt,
At Folket tavst er blevet,
Med Hoved Thingmænd helde,
Og skjulte Raad oplægge.

Hvo, strænge hersker! raader
Dig til dit Ord at svigte?
Det tynde Staal du prøver
For tit, den sejerrige
Landsherre stedse burde
Vel faste Løfter holde;
Dig, krigersk Høvding! aldrig
Kan sømme dem at bryde.

Det, sagde Sigvat, vare alle enige om, at det var uvist, om Kongen vilde beholde Regjeringen, hvis han blev saaledes ved; det hedder nemlig:

Det haardest er i disse
Anseete Bønders Klager,
Paa Undersaatters Odel
Min Drot sit Øje kaster,
Hvo arvet Jord til anden
Ved rappe Domme tvinges
At give, Kongens Fogder
For Rettens Tvang beskylder.

Kong Magnus tog sig disse Sigvats Paamindelsesord til Hjerte; der vare ogsaa mange fornemme og velsindede Mænd, som gave sig til med ham at understøtte disse gavnlige Raad, og erindrede Kongen om, at han i Begyndelsen, da han blev tagen til Konge, havde taget alle Mænd i sin Beskyttelse; de bade ham at holde sit Løfte til Undersaatterne og de Love, hans Fader, Kong Olaf, havde indsat. Efterdi nu Kongen var forstandig og gjerne tog mod Raad af sine velsindede Venner og var af sagtmodigt Sind, saa tog han vel imod disse Paamindelser og gavnlige Raad; han holdt da et talrigt Thing med Bønderne; paa dette Thing talte Kongen i Begyndelsen temmelig haardt imod de Mænd, som han især troede at have Sag med, og et og andet med skarpe Bebrejdelser imod Bønderne. Da stod en Bonde, som hed Atle, op der paa Thinget, og sagde: “Saa trykker min Sko mig, at jeg ikke kan gaae af Stedet;” han satte sig ned, og sagde ikke et Ord mere. Disse hans Ord toge Kongen og hans Raadgivere sig til Hjerte; dermed endtes Thinget den Dag, at Kongen bad dem alle, at indfinde sig igjen næste Morgen. Dagen efter da Thinget var sat, viste Kongen sig mild imod alle; han stod op og talte langt blidere med Undersaatterne, end forrige Dag; man fandt da, at Gud havde vendt Kongens Sind, isteden for haarde Irettesættelser viste han nu Skaansel mod Bønderne; han lovede da alle Undersaatterne fremdeles Fred og gode Æresbeviisninger og Rettebøder, og saa gjorde han virkelig, eller endnu bedre; han Nød derefter en saadan Kjærlighed hos de mægtige Mænd og Almuen, at han fra den Tid af kaldtes Magnus den Gode.


Kapitel 23

Kong Magnus gav Røgnvald Brusesøn Jarls navn, og sendte ham over til at overtage Regjeringen paa Ørkenøerne; Kongen gav ham de Krigsfolk og Skibe, han behøvede; han tog sit Sæde paa Øerne, og regjerede i nogen Tid i Fred og Ro over de to Dele af Ørkenøerne og Hjaltland, indtil Røgnvald Jarls Farbroder, Thorfinn Jarl, gjorde Fordring paa de Lande, Kong Magnus havde tilstaaet ham. Fra den Tid af opkom megen Uenighed og Ufred imellem disse Frænder, saaledes som der fortælles i Jarlernes Sagaer, indtil Røgnvald Jarl endelig formedelst Thorfinn Jarls Overmagt maatte flygte bort fra Øerne over til Norge til Kong Magnus. Kongen forsynede ham da atter med Skibe, og gav ham nogle af de mest udvalgte Mænd af sine egne Hoffolk. Han sendte ogsaa Brev og Indsegl til Kalf Arnesøn, som, siden han flyede fra Norge, havde opholdt sig derovre hos sin Svoger, Thorfinn Jarl; han var gift med Ingeborg Jarlemoder, Finn Arnesøns Datter; der stod i Kong Magnuses Brev, at Kalf skulde erholde alle sine Besiddelser i Norge, og derhos have Kong Magnuses Venskab, hvis han vilde yde Røgnvald Jarl Bistand i Stridighederne imellem ham og Thorfinn Jarl. Men da Kalf havde Hørt Brevets Indhold, syntes han ikke at bekymre sig meget derom, men svarede dog: „Mig tykkes,” sagde han, “at have haft prøver paa, hvor ordholden Kong Magnus er; før, da jeg paa alle Maader lagde Vind paa hans Venskab, blev jeg bagvasket, saa at jeg maatte flye fra Norge, for at frelse Livet.” Røgnvald Jarl sagde: “Du maa have spurgt, at Kongen nu har eftergivet alle den vigtige Sag, ved hvilken ham tyktes alle Undersaatterne især havde forbrudt sig imod ham, og han nyder nu Kjærlighed af hver Mand; nu er det derfor vist, at du vil erholde megen Hæder Hos Kongen, hvis du begiver dig til ham, thi han er trofast i alle gode Løfter.” Men det lod, som Kalf lod saadanne Taler gaae ind af det ene Øre, og ud af det andet. Da Thorfinn Jarl spurgte, at Røgnvald Jarl var kommen til Øerne, samlede han en stor Hær, og drog imod ham; de mødtes ved Rødebjerg, og holdt et Slag, og Røgnvald Jarl havde Lykken med sig; Kalf lagde da omsider til med sex eller syv store Skibe efter sin Svoger Thorfinn Jarls Opmuntring og Overtalelser; Thorfinn vandt da Sejer, og det gik siden med Stridighederne imellem Jarlerne, som der fortælles i deres Saga. Efter dette Slag gav Kalf Arnesøn sig til at drive Sørøveri, og blev Viking deromkring paa Vesterhavet.


Kapitel 24

Nu komme vi til at fortælle, at Kong Magnus en Sommer udrustede sine Skibe og en Hær fra Throndhjem af; han drog først sydpaa med Landet, som Arnor Jarleskald kvad:

Siden langs med Kyst, mod Syden
Ledte Kongen talrig Flaade,
Stærkest Fart da Skibe skjøde,
Visund (6) selv fra Norden ilte;
Mænd ved hver en Aare vrimled,
Gjuke's Frænders blanke Rustning
Fjenden skrækked; Ruslands Malme
Pranged stolt blandt franske Hjelme.

Paa dette Tog sejlede Kong Magnus ned til Danmark. Saa siger Arnor:

Hærskibs Lyfting, rød af Guldet,
Stænktes svært af Havets Brænding,
Stormen bøjed stærke Master,
Sig om Roret Bølgen tumled;
Dog fra Nord, forbi Stavanger,
Flaaden Dybet vældig pløjed,
Til de gyldne Fløje straalte
Klart som Blus i Danmarks Rige.

Kong Magnus lagde til med sin Hær ude ved Limfjorden, men da Hørdeknud erfarede hans Ankomst, drog han ham strax imøde med sine bedste Høvdinger og sin Hird, og indbød Kong Magnus til Gjæstebud med alle hans Folk, hvilket han venlig modtog; de rede da alle tilhobe med Glam og Glæde; men da de nærmede sig Danekongens Hal, drog dem, som forud var foranstaltet, mangehaande Strengelegere imøde til megen Fornøjelse for alle. Danekongen modtog Kong Magnus med megen Hæder og Velvillie, og da de kom til Hallen, sagde Kong Knud: “I, Hr. Kong Magnus, skal gaae først, og al Opvartning og Ære skal først bevises eder.” Kong Magnus svarede: „Jeg Seer, hvorledes hermed bør forholdes; “Naar jeg er i Norge, og I der besøger mig, da skal jeg gaae først, og først modtage al Opvartning, men nu, da jeg er kommen hid til Danmark, skal I gaae først, sidde øverst, og drikke først, og først tage mod al Opvartning og Æresbeviisning, thi saa tykkes mig vil der mindst gives Anledning til Misundelse, eftersom begge vore Folk hvert elsker mest sin egen Konge.” Kong Knud bad ham raade. De gik derpaa ind; Kong Knud satte sig i Højsædet, men Kongen af Norge nærmest nedenfor ham; derpaa kom Alfiva ind i Hallen; hun hilste paa Kong Magnus, og sagde, hun vilde yde ham al Hæder; hun skjænkede for ham i et smult veludarbejdet Horn, og bad ham drikke. Kong Magnus sagde: “Førft skal skjænkes for Kong Knud, og ligeledes ydes ham al anden Opvartning.” Alfiva gav da Hørdeknud Hornet, og han drak deraf; han kastede Hornet bort, og sagde i det samme: “Ikke skulde —”; mere fik han ikke sagt, men udstødte derpaa et Dødsskrig; det viste sig da, hvilken Svig Alfiva havde tiltænkt Kong Magnus. Kong Magnus opgav strax Gjæstebudet, og gjorde Anstalt til at gaae til sine Skibe; men førend han gik ud, stod han op, og sagde: “Det høre Gud og den hellige Kong Olaf, at næste Gang jeg kommer til Danmark, skal jeg vinde hele Danevælde, eller i andet Fald tilsætte Livet.” Derom taler Arnor Jarleskald:

Tidlig Veltalenheden
Sig unge Drot erhverved,
Fuldbyrdelsen og fulgte
Af hvad som Helten loved;
Før, sagde Kongen, falde
Jeg vil i Slagets Bulder,
Som Rov for grumme Ravne,
End slip paa Danmark give.

Kong Magnus Vendte da tilbage til Norge, og tog der Vintersæde.


Kapitel 25

Denne Begivenhed, hvorved Hørdeknud mistede Livet, indtraf i Kong Magnuses sjette Regjeringsaar; to Aar før var hans Broder Harald død ovre i England, han havde tiltraadt Regjeringen der efter sin Fader, Knud den Mægtige; Hørdeknud fik da Regjeringen i England efter Harald, og forestod den i to Aar baade her og i Danmark. Men samme Foraar efter Hørdeknuds Død blev Kong Adelraads Søn, Edvard den Gode, tagen til Konge i England; han var Halvbroder til Hørdeknud; deres Moder var Emma, en Datter af Rikkard Rudejarl, Søster til Robert Langspyd, Vilhelm Bastards Fader. Edvard blev salvet og kronet Første Paaskedag. Den samme Sommer drog Kong Magnus med en stor Hær ned til Danmark, han havde det Skib, og førte selv Befalingen derover, hvilket Kong Olaf havde ejet, og som man kaldte Visund (Bøffelen): han sejlede med sin Flaade til Jylland; saa siger Arnor:

Nu jeg den Fart besynger,
Da Visund end fra Norden,
Af Havets Rasen rystet,
Bar Sogneboers Konning;
Han Flaaden, krigersk rustet,
Til Jyllands Kyster førte,
Der Folket villig hylded
Blid Drot, men stridbar Kæmpe.

Kong Magnus styrede til Viborg, og stævnede der Thing; paa dette Thing blev han tagen til Konge; han drog da omkring i Landet, gjolde Foranstaltninger til Folkets Oplysning, og indsatte Høvdinger til at varetage Landets Bestyrelse med sig; han opholdt sig Vinteren over i Danmark, og alle Landets Indbyggere underkastede sig ham; herom taler Arnor:

Derefter snilde Fylste,
Som Norge før erhverved,
(Den Herres Vælde voxte) .
For hele Danmark raadte.
Vist ingen anden Konge,
Som Barnet ung, men styrket
Af tidlig Kraft, har vundet
Saa store tvende Riger.

Næste Sommer vendte han tilbage til Norge.


Kapitel 26

Da Kong Magnus laae i Elven ved Kongehelle, kom en Junker ned til ham udenfor Gøtland: denne Mand hed Svend, og var en Søn af Ulf Sprakalegsøn og Astrid, en Søster til Kong Knud den Mægtige og Kong Olaf den svenske. Astrids Fader var Kong Svend Tveskjæg, men hendes Moder var Sigrid Storraade, Skoglatostes Datter; førend Kong Svend fik hende til Ægte, havde hun været gift med den svenske Konge, Erik Sejersæl, og deres Søn var Olaf svenske. Svend Ulfsøn havde opholdt sig hos sin Frænde, Kong Ønund; han kunde godt tale for sig, og indsmigrede sig saaledes hos Kong Magnus. Svend forestillede Kongen, at hans Fader Ulf havde længe været Jarl i Danmark, og besiddet megen Magt under sin Svoger, Kong Svend, men sagde, at han selv ikke havde faaet nogen hæderlig Erstatning af sin Frænde, Kong Knud, for sin Faders Drab; han lovede nu Kong Magnus fuldkommen Troskab og Hengivenhed, hvis han vilde betænke ham med et Leen, og talte ikke forgjæves. Kong Magnus hørte gjerne paa hans Venlige Ord, og fandt, at han var en forstandig og smuk Mand; Kongen tænkte, at Svend vilde være ligesaa ordholden, som han var ordsnild, og ligesaa paalidelig og trofast, som han var tækkelig at see til, og han holdt ofte Samtaler med ham.


Kapitel 27

En Dag, da man sad ved Drikkebordet, gav Kongen Svend sin Kappe, som var ganske ny og af det kostbareste Tøj; derhos sendte han ham en Skaal Mjød, og bad ham drikke deres Sammenkomsts Skaal. “Hermed,” sagde Kongen, “vil jeg give dig, Svend, Jarlsnavn, og saa meget af Bestyrelsen over Danmark, som vi ville nøjere bestemme, naar vi komme did.” Svend blev meget rød, da han tog mod Kappen, og gav den strax til en anden Mand, men tog een af Graaskind. Einar Thambeskjælver saae dette, og sagde: ”For stor en Jarl, for stor en Jarl, min Fostersøn!” Kongen svarede vredt: “Liden Skjønsomhed og forstand til at dømme om Mænd tiltroer I mig; jeg forstaaer mig ikke paa, hvorfor nogle tykkes eder for store Jarler, og andre skikkede til intet.” Næstfølgende Dag, før der blev sunget Messe, lod Kong Magnus tage et Skriin med Helligdomme, og bad Svend gaae hen at sværge ham Troskabsed; han gjorde som Kongen forlangte. Kong Magnus foresagde Eden, da Svend lagde sin Haand paa Skrinet, saaledes, at han skulde vise Troskab mod Kong Magnus, og styrke hans Regjering paa alle Maader og i intet formindske den, samt være ham hørig og lydig, saalænge de begge levede. Saa siger Thjodolf Skald:

Svend, Søn af Ulf, ved Elven,
Mod Øst var selv tilstede,
Og hylded Olafs Arving
Som Skaaneboers Hersker,
Paa helligt Skrin, med Hænder,
Bekræfted favre Løfter
Ved stilet Ed; Forliget
Af ham for kort dog holdtes.

Svend var da hos Kong Magnus; henimod Sommeren droge de til Danmark; da gav Kong Magnus ham Herredømme og Bestyrelse i Jylland; det (7) ligger længst fra Norge, men nærmest ved Venderne og Saxerne, som paa den Tid bestandig hjemsøgte de Danske med Krig. Jylland er Danevældes Styrke. Om Høsten Vendte Kong Magnus tilbage til Norge, og heelt op nordpaa langsmed Landet, kom op til Throndhjem kort før Juul, og sad om Vinteren i Nidaros. Endnu samme Vinter efter Juul stævnede Svend Jarl Viborg-Thing i Danmark, og da Thinget var sat, stod Jarlen op, og talte: “Det forekommer mig rimeligt,” sagde han, „at I Danske Heller ville tjene mig, end de Norskes Konge; thi I vide, at her er min Æt og Odel; ikke mindre er eder bekjendt mit Sindelag og min Tænkemaade; men os Danske bliver det haardt at skulle tjene de Norske. Skjønt Kong Magnus er en brav Konge, har han dog ingen Arveret til at herske over Danmark; men skjønt jeg ikke er nogen Konges Søn, da er jeg dog her odelbaaren, en Dattersøn af Kong Svend og en Søster til Kong Knud den Mægtige. Nu vil jeg bede eder om det Navn, som efter min Herkomst tilkommer mig, men deimod tilsikre eder min Hjælp, sømmelige Hædersbeviisninger, Rettebøder og Gaver.” Thinget sluttedes saaledes, at de gave Svend Kongenavn over Danevælde.


Kapitel 28

Kong Magnus fik Underretning herom mod Enden af Vinteren; han sendte strax Befaling over hele Norge, og udbød halv Almeenhed af Folk og Levnetsmidler, og med denne Hær drog han ned til Danmark i Begyndelsen af Sommeren; men da Svend fik Efterretning om hans Tog, stolede han ikke paa sine Stridskræfter, men drog bort fra Landet op i Sverrig til sin Frænde, den svenske Konge Ønund, og samlede sig der efterhaanden en Hær om Sommeren. Men da Kong Magnus kom til Danmark, tilføjede han Indbyggerne svære Revselser, fordi de havde taget sig en anden Konge; mange fratog han deres Gods, nogle flyede fra deres Besiddelser, og nogle lod han dræbe. Derpaa sejlede han med sin Flaade over til Vindland, og lagde sig med sin Hær ude ved Jom; der gik Kong Magnus paa Land, og hærgede, opbrændte baade Bygder og Mennesker, tilføjede Venderne megen Skade, og udførte mange store Bedrifter. Derom taler Arnor:

De Slag holdt Kongen siden,
Som Vender længe mindes,
Paa Jom, ved Elvers Bredder
Fandt Skurke Død i Ilden;
Fra Gløder Ulven slæbte
De hurtig stegte Kroppe,
Thi Hallens Morder (8) slynged
Sig om udøbte Pander.

Derpaa vendte Kongen med Hæren tilbage til Danmark; men da de kom udenfor Re paa Vestlandet, da laae der mange Vikingeskibe, med hvilke de strax gave sig i Fægtning, og det endtes dermed, at Kong Magnus vandt Sejer; derom er følgende kvædet:

Ved Re var Kongen villig
Mod Røverhær at kæmpe,
Ved store Vendlands Kyster
Han Sværd i Blod rødfarved.

Men da Kongen kom til Smaaland, sendte han den Norske Hær hjem, men han selv blev der tilbage med ikke mange Tropper.


Kapitel 29

Den samme Høst var Kong Magnus i Jylland, og fik Efterretning om, at en Hær af Vender rykkede imod ham, thi de vilde hævne sig for det Hærtog, han havde gjort imod dem om Sommeren. Kong Magnus sendte strax Bud over hele Danevælde, og stævnede Tropper til sig; men han selv drog med de Folk, han fik samlet, imod Bønderne, næsten baade Nat og Dag; Grunden til, at han ilede saa stærkt med sit Tog, var, at Venderne anrettede den største Plyndring, saasnart de kom ind i hans Rige, brændte alle beboede Steder, og dræbte alle de Mænd, de kunde faae fat paa.


Kapitel 30

Nu maae vi her for det Første standse i vor Fortælling, og berette tidligere Begivenheder. En Hertug i Saxland hed Otto, han var mægtig og rig paa Gods; han var baade i Frændskab og Fosterskab med Kejseren af Saxland og een af hans kjæreste Venner; Hertugen var en dygtig Krigsmand og brav Ridder. Men Kong Magnus i Norge havde en Søster, som hed Ulfhild, hun var en ægtefød Datter af Kong Olaf, forstandig og smuk. En Gang da nu Kejseren og Hertugen talte sammen, yttrede denne, at han havde spurgt, at Kong Olaf den Helliges Datter skulde være særdeles smuk, og meente, det var et passende Parti for Saxlands Kejser, hvis hun virkelig i forstand og Skjønhed var saa udmærket, som Ordet gik. Efter hans Opmuntring og sin egen Lyst sendte Kejseren nu Hertugen op til Norge til Kong Magnus, for at undersøge, om han virkelig, naar han saae Pigen, fandt hende saa forstandig og tækkelig, som Rygtet havde gaaet. Hertugen gjorde sig snart færdig, og rejste, indtil han kom til Vigen; Kong Magnus var ikke der tilstede, men hans Moder Alfhild var den Gang i Vigen, og hun gjorde et Gjæstebud for Hertugen; en Gang ved Gjæstebudet da man sad og drak, spurgte Hertugen, om Kong Magnuses Søster var der i Vigen, og Alfhild bekræftede, at hun var der; Hertugen yttrede Lyst til at see hende, men hun sagde ikke noget derimod. Og en Dag lod Alfhild sin Datter iføre prægtige Klæder, (hun havde ikke Fader sammen med Kong Magnus), hun blev da ført ind i Stuen, hvor Hertugen sad ved Bordet, hun blev sat ved Siden af ham, han betragtede hende, og gav sig i Tale med hende; han fandt nu, at hverken hendes Talegaver eller forstand vare til at gjøre saa stort Ord af, ikke heller var hun saa smuk, som han havde tænkt; nu syntes dette Giftermaal ham derfor ikke mere saa passende for Kejseren; han rejste saaledes tilbage, uden at forebringe det Ærende, i hvilket han egentlig var sendt. Og da han kom til Kejseren, berettede han ham, at den Mø, han havde seet, var hverken saa udmærket af Skjønhed eller Vid, som man havde sagt dem, og derfor var han heller ikke fremkommet med Kejserens Frieri, thi han fandt dette Parti lidet hæderligt for en saa anseelig Høvding. Kejseren svarede: „For din Dyds Skyld og vort kjærlige Venskab og nøje Slægtskab, vil jeg, at du skal rejse endnu en Gang, og bejle til denne Kvinde for dig selv, med vort Budskab til Kong Magnus; maaskee Kongen tilstaaer dig dette Giftermaal.” Hertugen rejste, og da han kom til Norge, drog han til Kong Magnus, der modtog ham vel, thi han var berømt overalt for sin Tapperhed og Lykke; Kongen lod foranstalte et prægtigt Gjæstebud for ham. Og en Dag, da de muntre sade sammen ved Drikkebordet, spurgte Hertugen, om Kongen havde nogen Søster. Kongen svarede: „Ja vist har jeg en Søster, som hedder Ulfhild, hun er en Datter af min Fader, Kong Olaf den Hellige, og Dronning Astrid.” Hertugen sagde: „Jeg vil bede eder om, Herre! at I vil lade mig see denne Qvinde og tale med hende.” Kongen svarede: “Det skal jeg med Fornøjelse give dig Lov til.” Dagen efter gik Kong Magnus og Hertug Otto derhen, hvor Kongedatteren drak; hun stod op for at modtage sin Broder Kong Magnus, og bød ham velkommen; Hertugen satte sig hos hende, og de talte sammen: han fandt da snart, at denne Kvinde i Skjønhed og forstand langt overgik den, man før havde viist ham; de bleve nu siddende der, saalænge de fandt for godt, og gik derpaa bort. Hertugen indsaae nu, at Kongens Moder Alfhild havde villet have ham til Bedste forrige Gang; han overlagde nu hos sig selv, om han skulde bejle til denne Mø for sig selv eller for Kejseren, thi han indsaae, at dette Giftermaal var i alle Henseender sømmeligt for Kejseren; men han blev endelig enig med sig selv om, at han vilde ikke lade et saa godt Parti gaae fra sig, hvis det kunde lykkes ham; han bejlede da til Pigen hos Kong Magnus. Denne svarede: “Vanskelig vil min Søster gjøre saa stor Lykke, som hun fortjener, men for din Manddoms og Magts Skyld, og derhos formedelst Kejseren af Saxlands kraftige Anbefaling og Budskab, da vil saadant komme i Betragtning, hvis Pigen samtykker, og hendes Moder, og de Mænd, som udgjøre vort højeste Raad; thi paa ingen Maade lader jeg hende komme fra mig, med mindre der findes dette eller et andet anstændigt Parti for hende. Men hvad enten der nu om dette Giftermaal blev raadslaaet kort eller lang Tid, saa blev det omsider Enden derpaa, at Jomfru Ulfhild blev gift med Hertugen med megen Hæder og Pragt. De rejste derpaa til Saxland, hvor Hertugen blev hjemme i sit Rige, og begav sig ikke til Kejseren: han var overmaade rig paa Gods, særdeles mild, den raskeste Mand i Kamp og al Slags Strid, blid i Fred, munter i Omgang og meget elsket af alle brave Mænd, en dulig Regent og stræng imod Ildgjerningsmænd. Kort efter kom Sendebud fra Kejseren til ham med det Ærende, at han bød Hertugen til sig med Vennebud, og vilde gjerne see ham; men Hertugen svarede, at han kunde ikke rejse for sine mange Forretninger og for sine Undersaatters Skyld, thi Vikinger gjorde megen Ufred i hans Rlige. Sendebudene droge tilbage, og sagde Kejseren, hvilket Svar Hertugen gav paa deres Ærende. Men Hertug Otto blev hjemme i Brunsvig, og fredede om sit Rige.


Kapitel 31

Det hændte sig en Aften, at Hertug Otto sad munter ved drikkebordet med sin Hird og sine Høvdinger; Fru Ulfhild sad ved Siden af ham; han var for kort siden kommen fra Feldten, og var bleven stærk saaret, thi han var en heltemodig Mand i Slag og dristig i alle Mandeprøver; der herskede megen Glæde i Salen. Det forekom dem, som der gik en Mand ind ad Døren, med en dansk Hat paa Hovedet, han blev staaende et Øjeblik, og forsvandt strax derpaa. Da sagde Hertugen: “Kjender Du Manden, Kongedatter?” “Det veed jeg ikke for vist,” sagde hun, “men det forekommer mig det lignede min Faders Mundskjæg, som stak frem under Hatten; maaskee min Broder, Kong Magnus, trænger til Hjælp.” Hertugen svarede: “Vi skulle ogsaa yde Kong Magnus al den Hjælp, vi formaae.” Hun svarede: “I er nu kun lidet i Stand dertil for eders Saars Skyld, med mindre hin hellige Kong Olaf helbreder eder”. „Ikke skulle mine Saar være til Hinder derfor,” sagde han; sprang strax op fra sit Sæde, og bad sine Riddere og Høvedsmænd væbne sig, samt alt det vaabendygtige Mandskab, som var hos ham. Kongedatteren tog da et Bælte, som hendes Fader havde ejet, og lagde det omkring Hertugens Saar, og strax, ophørte al Værk og Vanhelsen; han drog da paa det allerhurtigste med sin Hær til Danmark, indtil han traf Kong Magnus paa Lyrskovshede nordenfor Hedeby; Kongen tog paa det bedste imod sin Svoger, og blev glad over hans Ankomst. Bønderne søgte da ogsaa stærkt imod dem, og Hedningerne havde saa stor en Hær, at der vare ikke færre end tresindstyve (9) Hedninger imod hver af Kongens Mænd. De danske begyndte at knurre, og sagde, at Kongen vilde føre dem i Ulykke, og sagde til ham, at der var intet andet for, end at tage Flugten. Kongen blev meget bekymret, da han saae den Modløshed og Rædsel, som var kommen i hans Hær, og sagde, han skulde aldrig tage Flugten, saalænge nogen vilde følge ham. Hertug Otto opmuntrede til at holde Slag. Einar Thambeskjælver var der hos Kong Magnus: han sagde afsides til Kongen: “Betænk nøje, Herre! de Danskes Ord og Adfærd, og hvor meget I kunne stole paa dem i Slaget.” De besluttede da, at gaae skjulte om i Hæren, toge side Hatte paa, og anden Dragt, som kunde gjøre dem ukjendelige; de hørte en dansk Mand sige til sin Kamerad: “Hvor mon de vil slaaes?” Den anden svarede: “Her tæt ved Aaen.” Da sagde den Første, som havde spurgt: “Her vilde jeg da være, hvor vi nu ere ved Skoven; lad da dem slaaes, som slaaes vil, og den fjæle sig, som flye vil.” Da sagde Einar: “Der kan I nu høre, Herre, at denne danske Mand siger manges Villie; nu skal det være mit Raad, at I stiller eders Fylkinger saaledes, at de ikke kan naae saa snart til Skoven, som de har Lyst til.” Kort fra Hæren var der en lille Gaard; Einar foreslog Kongen, at de skulde gaae hen til Gaarden, og see til, at Bonden ikke led nogen Uskjel af Tropperne; de gjorde saa; Bonden modtog dem vel; han gav dem godt og fuldt op at drikke, og de bleve der om Natten; Kongen var bekymret, og sov kun lidet om Natten, han sang sine Bønner, og faldt i Søvn henimod Dag; da tyktes ham, han saae sin Fader, den hellige Kong Olaf, paa en hvid Hest, og han sagde til ham: “Stat op hurtig, og fylk din Hær! Du har Magt nok til at slaaes med Hedningerne; jeg skal komme og stride med dig, naar du Hører min Luur.” Kongen vaagnede, og sagde til sin Fosterfader Einar, at der var forjættet dem Sejer; de ilede strax til Hæren, Kongen lod da Hæren vække, og befalede sine Mænd at gjøre sig rede til Slag, “thi Kong Olaf vil komme os til Hjælp,” sagde han. Der var en Islænder der hos Kong Magnus, som hed Odd, en Søn af Geller; han har bragt de fleste Fortællinger om disse Begivenheder herhid til Landet (10).


Kapitel 32

Hele Kong Magnuses Hær havde ligget med deres Vaaben om Natten, thi Venderne vare komne i Nærheden af dem; men da Kong Magnus havde fylket sin Hær, opmuntrede han sine Folk til Slaget, og fortalte dem sin Drøm, og dernæst hørte alle, som vare der, Klokkelyd oppe i Luften, og Kong Magnus og alle Nordmænd kjendte Lyden, nemlig at det var, som om der kunde være ringet med Glad, den Klokke nord oppe i Throndhjem ved den hellige Kong Olafs Grav i Nidaros. Ved denne Aabenbaring forsvandt Frygt og Angest hos dem alle, som forhen vare forsagte og rædde, og de gik formedelst saadanne Varsler glade i Slag mod Hedningerne, og den ene opmuntrede den anden. I denne Tummel kom der en Bonde til, som banede sig Vej igjennem Mængden, og sagde, han havde et vigtigt Ærende til Kongen, nogle stødte ham tilbage og andre søgte at gjøre Plads for ham; Einar kjendte Manden, og bad Kongen høre, hvad han havde at sige. Kongen spurgte, hvad han vilde. Han svarede: “Jeg vil fortælle eder min Drøm: det forekom mig, at jeg saae Kong Olaf paa en hvid Hest i sin kongelige Prydelse; han sagde, at han skulde komme eder til Hjælp, han bad eder at opstille den lange Fylking, saa at Venderne lkke kunne overfløje eder, og han bad eder at være i den midterste Fylking og der at fylke tættest; han lovede ogsaa, at lade sit Mærke tilsyne for Hæren.” Bonden bekræftede sin Fortælling med Jærtegn, saa at Kongen maatte sande den; han blev glad over dette, og gav Bonden gode Foræringer. Han stillede da Hertug Otto med hans Folk paa den ene Fløj af Fylkingen, men Kongen selv var i Midten af Hæren. Nu nærmede Hedningernes Hær sig, og det var en saa utallig Mængde, at Hederne vare vide omkring bedækkde deraf. Dette Slag holdtes ved Skodborgaa i Nærheden af Hedeby, som Thjodolf Skald siger:

Ved Hedeby mod Sønden,
I Skodborgaaens Nærhed
Min herlige Velynder
I heftigst Kamp vandt Sejer.

Der begyndtes da den skarpeste Strid, saasnart de mødtes: Kong Magnus var den hæftigste mod Fjenden, og dræbte saa mangen Mand, at det var umuligt at tælle dem. Saa siger Thjodolf:

Da Helten fro nedlagde
Utallig Hær af Vender,
Et større Slag vel neppe
Af Rygtets Mund forkyndtes.

Kong Magnus kastede sin Brynje, før Slaget begyndte, og havde intet andet paa, end en Silkeskjorte; han tog den Øxe, som hans Fader havde ejet, og som kaldtes Hel, og nedhug med begge Hænder hver Hedning, han naaede. Saa siger Arnor:

Utrættet Konge Brynjen
Bortkasted, og fremstyrted
Med breden Øxe, Sværdet
Om Hørders Fyrste hvinte;
Men Helten Hel omfatted
Med begge Hænder, kløved
De blege Fjenders Isser;
Gud selv uddeelte Lande.


Kapitel 33

Een Mand var der i Vendernes Hær, som var større og stærkere, end de andre. Denne Mand havde givet Venderne det Raad, at de skulde Heller slaaes med de Kristne om Natten, end om Dagen; han var saa troldkyndig, at intet Vaaben kunde bide paa ham. Denne Mand gik frem i Kong Magnuses Fylking, og hug til begge Sider, saa at ingen turde haabe at komme derfra med Livet, naar han fik Hug paa ham. Denne Mand hed Regbus; han udgjød det første Blod blandt Kong Magnuses Mænd; og da han havde dræbt mange, gik han drabelig frem, og spurgte, hvor Nordmændenes Konge var. Da sagde en Mand til Kong Magnus, en, som stod ved Siden af ham, høj af Væxt og af smukt Udseende, men dog noget til Alders: “Hvorfor, Herre! lader I denne Mand fælde dine Mænd?” Kongen svarede: “Jeg veed ikke, hvorledes jeg skal faae ham ryddet af Vejen.” Da sagde den aldrende Mand: “Magt og Myndighed i Krig attraaede du, førend du førstod at bruge dem.” “Kanskee det forholder sig, som du siger,” sagde Kongen, “jeg vil tage mod et godt Raad af dig, hvis du kan lære mig det.” Den anden sagde da: “Hug du nu til ham med Øxen Hel, imedens jeg kommer dig til Hjælp.” Hedningen havde en kort Brynje og en Hjælm paa Hovedet. Hin smukke Mand foer da frem foran Kongen, og gav den store Hedning et dygtigt Hug paa Hjælmen; han snublede derved, men faldt ikke . Kongen saae, at Brynjen skjød sig op fra hans Midie, da han bøjede sig under Hugget, og Kongen hug ham da med Øxen næsten midt over, thi den bed paa ham, skjønt ingen anden Vaaben gjorde det. Einar Skulesøn omtaler i Olafsdrape, at Kong Olaf aabenbarede sig i Søvne for Kong Magnus før dette Slag, og lovede, at komme ham til Hjælp; hans Ord ere disse:

Af Solens Straalestrømme
Omgivet salig Konning
For Sønnen aabenbaret
I Drøm , som Hjælp ham loved,
Førend den tapre Fyrste
Mod Hedningskaren kæmped
Paa Lyrskovshede; Ulven
Fik overflødigt Bytte.

Efter Regbuses Fald blev Kong Magnus saa ivrig i Kampen, at han gik forrest blandt sine Mænd, og vilde ikke efter Fanerne; han hug til begge Sider, og nedslog Hedningerne som Kvæg; Venderne saae da ingen anden Udvej for sig, end at flye, alle, som kunde. Hæren opløste sig da til alle Sider, men Kong Magnus var den Første til at sætte efter de Flygtende; der skede da et saadant Nederlag paa Hedningerne, at vide om over Heden kunde Kong Magnuses Mænd ikke sætte en Fod paa den blotte Jord for Vendernes døde Kroppe, og der opstrømmedes Bække af Blodet, som ikke kunde faae frit Løb. Derom taler Thjodolf Skald:

I hundred Kæmpers Række
Stod forrest Haralds Slægtning,
Ej Ravnen mangled Føde,
Dog flygted Venders Skarer;
Hvor Magnus Sejren gaves,
Den milebrede Hede
Med Lig af faldne Fjender
Saaes heelt bedækket være.


Kapitel 34

Men da den flygtende Hær kom frem til Skodborgaa, da fattede Venderne atter Stand en Stund, men saasnart hele Kongens Hær var kommen efter, bleve Hedningerne drevne ud i Aaen; der skede da et saadant Nederlag, at Kongens Tropper paa de Faldnes Lig gik tørskoede over Aaen. Saa hedder det i Hrunhenda:

Du ved Skodborgaaens Vande,
Skjoldung! Vender svart bedrøved,
Dine Troppers knapt det halve
Tal der sit navnkundig Lykke,
Af hin digre Konning Sejer
Gaves dig, og Elven fyldtes
Saa af Valen, at derover
Ulves Sværm for Bro den tjente.

Kong Magnus forfulgte da endnu Venderne, men hans Folk bleve tilbage; han satte nu allene efter de Flygtende; men efter nogles Sagn forfulgte han dem selvanden, og han dræbte da end saa mange, at der laae saa tykt af døde Kroppe paa begge Sider af dem, som Tang ved Strand. Derom taler Arnor:

Af Lig saa høj en Dynge,
Som Bjerg af Tang ved Stranden
Til Ulves Brad har Kongen
Opført (slig Daad jeg priser),
At knap derover kunde
En væver Ganger springe;
Vel hele Natten vared
Det Slag, som Valen fælded.

Siden sagde ogsaa de af Hedningernes Hær, som vare komne derfra med Livet, at ingen levende Sjæl vilde være undkommen, dersom flere kristne Mænd havde stredet saaledes som hin smukke Mand i Silkeskjorten. Men da Kongen tænkte efter, hvor han var kommen hen, fandt han, at han havde vovet sig altfor vidt, og han vendte nu om til sin Hær; hans Mænd bleve da overmaade glade ved hans Komme, thi de vare forhen meget bekymrede for ham, og frygtede, han var falden, da de ingensteds saae ham. Kong Magnus takkede Gud for sin Sejer, og sine Mænd for deres tapre Bistand; det var Mikkelsmesse Aften, da Slaget tog sin Begyndelse, og det varede ikke længe, før Hedningerne flyede. Dette Slag har været det berømteste i Kristenheden i de nordiske Lande formedelst det store Nederlag, som skede der paa Venderne, thi ingen kunde tælle, hvor mangen Hedning der lod sit Liv. Det var Heller ikke besynderligt, thi ved Guds Hjælp blev det til stor Skade for Venderne, som de tænkte skulde have været dem til megen Fremme og Gavn, nemlig at de havde stillet en stor Mængde Øxne i den forreste Deel af deres Fylking, og paa Ryggen af dem bundet store og stærke Spyd, men Fjælle for Øjnene paa dem; men da Hærene kom sammen, og Slaget tog sin Begyndelse, toge Kong Magnuses Folk en ganske anden Vej, end de havde tænkt; Nødene stode da bagved dem, da de begyndte at flye, de kom i Klemme, og rendte paa Spydene, thi Oxerne bleve staaende fast, saa at de Flygtende havde ikke længe Plads at vende sig paa; nogle faldt da for deres egne Vaaben og Krigslist, men andre for Kong Magnus og hans Mænd, der nu langt bedre kunde faae Hug paa dem. Og ydermere er dette Slag berømt formedelst Kong Olaf den Helliges Jærtegn; thi ikke vilde Kong Magnus saa djærveligen ganske allene og uden Dækvaaben være gaaet igjennem sine Fjenders Fylkinger, og dog komme tilbage til sine Mænd uden Saar og uskadt, hvis han ikke havde været under sin Faders Beskjermelse. Det kunde ogsaa alle vel indsee, at han ikke med en saa ringe Hær kunde vinde Sejer over en saadan Overmagt af Hedninger, uden selv at lide stort Tab, med mindre denne Sejer blev ham forundt af vor Herre Jesus Kristus, Himlens ophøjede Konge, formedelst den dyrebare Helgens, Kong Olafs, Værdskyld, saaledes som Einar Præst Skulesøn siger:

Erfaring viser: Sejer
Har vor Forløsers Yndling
Sin ædle Arving givet;
Den Konnings Værk jeg priser.

Derefter deelte de Byttet, og Kongen tog af den store Mængde Gods til sin Deel nogle Ringe, som han havde taget af den hedenske Regbus; det var den eneste Gang hans Mænd mærkede nogen Begjerlighed efter Gods hos ham. Kongen gav Hertugen anseelige Foræringer, og meget Gods til mange andre af Tropperne; men den Mand, som gav Kongen det Raad, hvorledes han, skulde faae Bugt med hin store Regbus, bad han besøge sig, naar han kom hjem i sit Rige, og lovede da at skulle belønne ham. Der skiltes de to Svogre i megen Kjærlighed ad, og Hertugen drog ned til Saxland.


Kapitel 35

Hertug Otto kom hjem i sit Rige, og blev siddende i Brunsvig, og drog ikke til Kejseren; men da Kejseren mærkede, at Hertug Otto ikke af sig selv vilde besøge ham, saa sendte han Bud til Hertugen, og lod ham sige, at han snart vilde komme hen til ham; Budene droge hen, og udrettede Ærendet; Hertugen svarede ikke synderlig derpaa, men beredte dog et Gjæstebud i Forventning af Kejserens Komme. Denne kom paa den bestemte Tid, og blev vel modtaget; men da Kejseren betragtede Kongedatteren, gjorde hendes Skjønhed et stort Indtryk paa ham, og han tænkte, som sandt var, at ogsaa hendes Vid, gode Sæder og Høviskhed vilde staae i Forhold dertil; det tyktes ham da, at Hertugen ikke havde berettet ham rigtig, da han ikke berømmede hendes Dejlighed; derover blev Kejseren forstemt, og saalunde alle hans Mænd, og der herskede kun liden Gammen i Hallen om Aftenen. Hertugen gik for Borde for Kejseren: han kunde nok tænke, hvad der havde Forstemt denne, men udlod sig for dennesinde ikke med noget. Men da han og Kongedatteren vare gangne til Sengs om Natten, sagde hun: “Hvad mener I, Herre, har været Aarsag til Kejserens Misfornøjelse? vi troede, at her skulde have været et Vennemøde, thi I sagde os i Norge, at I elskede Hinanden højt, og at der var ingen Mand, som du bar en saadan Ærbødighed for, som for Kejseren; sig mig nu, om der er noget i min Mistanke, at vi have nogen Deel deri, og at du ikke i alle Henseender har baaret dig ad med den Sag efter hans Ønske, og at mig er ikke blevet til Deel det Giftermaal, som først var mig tiltænkt, tildeels efter din Foranstaltning. Hvis nu saa er, da er det mit Raad, at du skal tale med ham i Morgen, og spørge ham, hvorfor han er misfornøjet, og skjønt han optager dine Ord med Haardhed, saa overlad dog baade din og min Skjæbne til hans Godtbefindende. Han vil da vel handle som jeg formoder, og da er det godt, hvis ikke, da staaer det i hans Magt, og det er rimeligt at han faaer have sin Villie, skjønt dette nu ikke staaer til at forandre, men det sømmer sig bedst for dig, at handle saa fra din Side.” Han sagde, at det var gaaet ganske dermed, saaledes som hun sagde, “og jeg skal bære mig ad, som du raader mig,” sagde han. Dagen efter talte Hertugen til Kejseren: “Hvorfor er I saa mørk, Herre l Vi ønskede just at anrette dette Gjæstebud for eder i al Venskab og Kjærlighed.” Kejseren svarede: “En forfærdelig dristig Mand er du, at du spørger om det, da du dog selv veed, hvad du har gjort og hvorledes du har bedraget mig.” Hertugen svarede: “Ilde var det da, Herre! men I maa nu selv dømme derom: I sendte mig til Norge til Kong Magnus, for at bejle til hans Søster paa eders Vegne, men den Gang traf jeg ikke Kong Magnus. Der saae jeg en Mø, som man udgav for Magnuses Søster, og jeg vidste ikke andet; jeg sagde eder da om hende hvad sandt var, at hun forekom mig ikke at være passende for eders Højhed. Anden Gang sendte I mig op at bejle til hende for mig selv, og da jeg kom til Norge, traf jeg Kong Magnus, og han viste mig min nuværende Kone, som var hans Halvsøster. Baade syntes mig da, Herre, at jeg nødig vilde lade et saa godt Parti gaae fra mig, og tillige meente jeg at have eders Orlov til dette Giftermaal; men saaledes som Sagerne nu staae, saa overlader jeg alt til eders Afgjørelse, baade min og Kongedatterens Skjæbne.” Kejseren svarede: “Jeg holder ogsaa for, at det er saaledes tilgaaet, fordi det var Guds Villie og Tilskikkelse, at du skulde have denne dyrebare Kvinde; og nu skal jeg for din Dyds Skyld og denne din Adfærd paa ingen Maade gjøre dig nogen Meen, men paa alle Maader forøge din Anseelse og Magt.” Hertugen beholdt Brunsvig og hele sit Rige indtil sin Død. Hertug Otto og Ulfhild havde en Søn, der hed Magnus, han blev tidlig stor og smuk; han tiltraadte Regjeringen efter sin Fader, og fra ham nedstammer den Hertugelige Slægt i Brunsvig i Saxland.


Kapitel 36

Efter Slaget paa Lyrskovshede lod Kong Magnus sin Hær eftersee, og der vare da ikke mange faldne af hans Folk, men mange vare saarede; han lod da sine Mænds Saar forbinde, men der vare ikke saa mange Læger i Hæren, som der behøvedes. Da gik Kong Magnus hen til sine Mænd, dem ham tyktes bedst, og følte paa deres Hænder og strøg dem op ad den hule Haand; og derpaa udnævnte han syv af dem, som tyktes ham at have de blødeste Hænder, og sagde, de skulde forbinde de Saarede, men ingen af dem havde før forbundet Saar; alle disse Mænd bleve siden de fortrinligste Læger. To af dem vare Islændere: den ene var Thorkel Geiresøn fra Lynge, den anden Atle, Fader til Baard i Sælaadal, og fra dem nedstammede siden mange Læger. Kong Magnus blev vidt og bredt berømt for den Sejer, han vandt der, og det var en almindelig Mening og Tale hos Almuen, at ingen Konge vilde kunne stride imod Kong Magnus Olafsøn, og at Kong Olaf ydede ham saaledes sin Bistand, at ingen for den Aarsags Skyld kunde gjøre ham Modstand.


Kapitel 37

Kong Magnus Vendte derpaa med sin Hær imod Svend Ulfsøn, som han kaldte sin Jarl, skjønt de danske havde erkjendt ham for deres Konge; Kong Magnus forsynede sig med Skibe, og udrustede Hæren; begge samlede da saa mange Tropper, de kunde faae; der vare da mange Høvdinger i Svends Hær, Skaaninger, Hallandsfarer og Fyenboer, men Kong Magnus havde mest Nordmænd og Jyder. Han styrede nu med sin Hær Svend imøde, og de traf hinanden vestenfor Aren (11); der holdtes et stort. Slag; Svend flyede tilbage til Skaane, thi han havde et Tilflugtssted oppe i Gøtland, naar han trængte dertil, men Kong Magnus drog tilbage til Jylland, og blev der Vinteren over med meget Folk hos sig, og lod vel tage vare paa sine Skibe. Derom taler Arnor:

Ved Re den tapre Konning
Lod Slagets Tummel rase,
Langs vestlig Kyst han rødned
I Blod de vælske Klinger.


Kapitel 38

Svend Ulfsøn gik strax ombord paa sin Flaade, da Kong Magnus havde begivet sig paa Land; Svend drog da alle de Folk til sig, han kunde faae, og sejlede om Vinteren omkring til Sjælland, Fyen og de andre Øer; men henimod Juul styrede han over til Jylland, og gik i Land ved Limfjorden; mange gik ham da til Haande, men nogle lod han skatte til sig, andre begave sig til Kong Magnus. Men da Kong Magnus spurgte, hvad Svend havde for, gik han strax ombord paa sine Skibe, og havde de norske Tropper med sig, som da vare i Danmark, men til deels ogsaa danske Folk, og han sejlede nu søndenfra langs op med Jylland. Svend var den Gang i Aarhuus, og havde en anseelig Hær; og da han fik Efterretning om Kong Magnuses Hær, lagde han med sine Skibe ud fra Byen, og lavede sig til Slag. Men da Kong Magnus fik at vide, at de vare ikke langt fra Hinanden, holdt han Huusthing, og tiltalte sine Folk saaledes: “Nu har jeg spurgt, at Jarlen med sin Flaade ligger her i Nærheden af os, og man har sagt mig, han har en anseelig Hær; jeg vil da nu give eder min Hensigt tilkjende: jeg vil gaae Jarlen imøde, og holde Slag med ham, skjønt vi have langt færre Tropper; vi ville endnu, som før, sætte vor Lid til Gud selv og min Fader, den hellige Kong Olaf; han har nogle Gange før skjænket os Sejer, naar vi have stredet, og vi have som oftest Haft færre Folk, end vore Fjender. Nu vil jeg, at mine Mænd berede sig saaledes, at vi skulle lede dem op, og saasnart vort Møde finder Sted, skulle vi roe til, og strax begynde Angrebet: være da alle Mand færdige til at stride!” Derpaa rustede de sig, og hver gjorde sig og sit Rum færdigt: Magnus og hans Folk roede, indtil de saae Jarlens Flaade, hvorpaa de strax lagde imod dem: men Svends Mænd væbnede sig, og fæstede deres Skibe til hverandre, og da begyndtes der strax en haard Strid, saaledes som Thjodolf Skald siger:

Nys Konningen og Jarlen
I hæftig Træfning mødtes,
Heel kraftig mod Hinanden
Der stødte Skjoldes Rande,
At neppe kjække Kæmper,
Som Brynjer tit adsplitted,
Et andet Slag saa farligt
For Folk erindre kunde.

De strede fra Stavnene, saa at de allene kunde komme til at hugge, som vare i Stavnene, men de, som vare i Forrummene, stak med Spyd, men alle de, som vare længere tilbage i Skibet, skjøde med Kastespyd eller Gafliner, men nogle kastede med Stene eller flakte Stave; men de, som vare bag Masten, skjøde med Buer; herom taler Thjodolf:

Af Kastespyd og Landser
En Mængde der udskjødes,
Men Brad fra brede Skjolde
I Kampen hented Ravnen;
Af Vaaben Pile brugtes
Der mest og Slyngestene,
Og knust af deres Kræfter
Nedsegned fjendtlig Skare.

Og fremdeles siger han:

Vel neppe nogensinde
Af Buens Strænge have
Et større Tal af Pile
Udsendt Throndhjemske Skytter;
Saa tæt Skudvaaben fløje
At Sneevejrs Storm de ligned
Og knap, for saadan Iling,
Man Hæren skimte kunde.

Her siger Thjodolf, hvor hæftig Skudanfaldet var. Kong Magnus var først i Begyndelsen af Træfningen i en Skjoldborg; men da ham syntes det gik for seendrægtig med Anfaldet, sprang han frem af Skjoldborgen, og løb frem og tilbage paa Skibet, raabte højt, og opmuntrede sine Mænd; han gik da heelt ud i Forstavnen, hvor Man stred med Hugvaaben; men da hans Mænd saae dette, opmuntrede de hinanden, og der hørtes et højt Raab over den hele Hær. Saa siger Thjodolf:

De Mænd, som Magnus fulgte,
Hinanden kjækt opmuntred,
Lig Uvejrsskyer dreves
Raskt frem de stærke Skjolde.

Da blev Striden overmaade hæftig; i dette Anfald blev Svends Skib ryddet i Forstavnen og paa begge Sider af denne; da gik Kong Magnus selv med sin Trop op paa Svends Skib, og derpaa den ene af hans Mænd efter den anden; de gjorde da saa haardt et Anfald, at Svends Mænd maatte vige, og Kong Magnus ryddede det Skib, og derpaa det ene efter det andet. Da flyede Svend, og alle de, som undkom, men en stor Mængde af hans Mænd faldt, og adskillige fik Fred. Dette Slag holdtes Søndagen før Juul; saa siger Thjodolf:

Haard blev den Kamp, som Helte
En Søndag vel udførte,
Ej hvilte de, men vunde
Ret snart en herlig Sejer.
Fra Drager, ned i Havet,
Saaes slagne Fjender styrte
Og hver en Bølge favned
Et Lig, som skjænket Bytte.

Kong Magnus tog der syv Skibe fra Svends Mænd; saa siger Thjodolf:

Vel sejred Olafs Arving,
Syv Skibe vandt han nylig,
Sogns Kvinder ej med Sorrig
Slig Tidende mon høre.

Og fremdeles siger han:

Svends Følgesvende skiltes
Fra ham og egne Klinger,
Til Hjemmet deres komme
Heel sørgelig er bleven,
Og over andre Bølgen
Paa Havets Grunde tuder.

Svend flyede strax om Natten til Sjælland med de Folk, som vare undkomne; men Kong Magnus lagde sine Skibe til Land, og lod strax sine Mænd gaae i Land; tidlig den næste Morgen kom de ned med meget Strandhug. Derom taler Thjodolf:

I Gaar jeg store Stene
Saae slynges, Pandeskaller
For dem sig aabned, svarlig
Blev hines Fylking slagen;
Svends Bud herefter ikke
Skal dette Rige lyde,
Fra Landet hid til Flaaden
Vi Slagtekvæget hente.

Kong Magnus styrede strax med sin Flaade over til Sjælland efter Svend; men saasnart Kong Magnus kom til Sjælland, tog Svend Flugten med alle sine Folk. Kong Magnus satte efter dem, og forfulgte de Flygtende, og dræbte alle dem, han kunde naae, saa siger Thjodolf:

For vist eenstemmigt Rygte,
Det sjællandsk Mø beretted:
At Nordmænd over Landet
Blodrøde Skjolde førte!
Igjennem Skoven hurtig
Hun undkom, ved at rende;
Paa rappe Been til Ringsted
Heel mangen Sværm tog Flugten.

Og end siger han:

De Skaaneboers Herre
Bar dyndtilsølet Nakke,
Og, vaad af Sved, han maatte,
Foran opkilte Skjødet.
Snelt over Mark og Sumpe
I Gaar fløj Jarlens Banner,
Og, over Høje, Landsen
Hans Heste drev til Vandet.

Svend flyede da over til Fyen, men Kong Magnus drog med Hærskjold igjennem Sjælland, og brændte rundtom de Mænds Gaarde, som om Høsten havde slaaet sig til Svends Parti; saa siger Thjodolf:

I Vintertiden Jarlen
Fra Kongesædet flygted;
For Landets Værn din Gjerning
Var sandelig ej ringe;
Med Skjold udrustet Magnus
Anførte Krigerskaren;
Knuds Frænde i den Fare
Forlodes snart af sine.

Og end siger han saa:

Med Hærskjold, Thrønders Konning!
Oprørskes Bygd du gjæsted,
Brød hvert et Huus, og Luen
Det gav, som værdigt Bytte.
Løn, som forskyldt, du vilde
Forrædersk Adfærd give,
Saa Jarlens Følgesvende
Til ham, mod Østen rendte.


Kapitel 39

Saasnart Kong Magnus fik Underretning om Svend, seilede han over til Fyen; men strax da Svend spurgte dette, gik han ombord, og sejlede til Skaane; derfra drog han strax op til Gøtland, og begav sig siden til den svenske Konge; men Kong Magnus gik op paa Fyen, og lod der manges Gaarde plyndre og brænde; alle Svends Tilhængere, som vare der, flyede bort saa langt de kunde; saa siger Thjodolf:

Røgstøtter Højt sig hæve;
Fra Huses Egevægge,
Udgnistrer Ild og stiger
I Luft, som vældig Flamme.
Brat stande Bønders Gaarde
I Brand paa Fyen, og Taget,
Med Næver tættet, tæres;
Det volder Nordmands Harme.

Og fremdeles kvad han:

Svends Mænd vi trende Gange
Mødt have raskt i Kampen,
Og vi de Stævnemøder,
O Kvinde! bør erindre.
I Fyen os sikkert gives
Godt Haab om smukke Piger,
Og frejdig da vi fare
Fremad i Vaabenlarmen.

Derpaa underkastede hele Folket i Danmark sig Kong Magnus; men ud paa Vaaren drog han med sine Tropper op til Norge, og opholdt sig der det meste af Sommeren. Saasnart Svend spurgte dette, red han strax ud til Skaane, og havde mange Folk med sig fra Sverrig. Skaaningerne toge vel imod ham, og der forstærkede han sig endnu mere med Skibe og Folk, gik derpaa over til Sjælland, og underlagde sig det, samt Fyen og alle Øerne.


Kapitel 40

Da Kong Magnus bragde dette i Erfaring, samlede han ligeledes strax Skibe og Folk; og sejlede ned til Danmark; han indhentede Efterretning om, hvor Svend laae med sin Flaade, og sejlede strax imod ham; de mødtes paa et Sted, som hedder Helgenæs; det var ud paa Aftenen, og da Slaget begyndte, havde Kong Magnus en meget mindre Magt, men hans Skibe vare større og langt bedre bemandede; saa siger Arnor:

Helgenæs tit jeg hørte
Folk nævne: det var Stedet,
Hvor højberømte Hersker
Erobred mange Snekker;
Høstnattens Første Skumring
Frembød, da Slag begyndte,
Og Regbus, Rygens Fyrste,
I Strid den kjæk tilbragde.

Slaget var meget herftigt; og da det led ud paa Natten, gjordes et stort Mandefald. Kong Magnus skjød med Haandskud (12) den hele Nat; herom taler Arnor:

Den vise Heltes Høvding
I Vaabenkast sig øved,
Og skarpe Pile trængte
Som Straaler gjennem Hjelme.
Vist Kongen ikke sparte
I Træfningen sin Klinge,
Skjønt Staalets stærke Brodde
Som Hagl i Luften fløje.

Saa siger Thjodolf:

Hist Svends oprørske Skarer
Ved Helgenæs, som Døden
Fortjente, tabte Slaget,
Med Saar undkom dog nogle,
Heel mange Spyd udsendte
I Striden Møres Konning
Og Landsens Od bestænkte
Med Blod af faldne Kæmper.

Det blev da, kort at fortælle, Udfaldet af dette Slag, at Kong Magnus vandt Sejer, og Svend tog Flugten. Svends Skib blev ryddet imellem begge Stavnene; saa siger Thjodolf:

Fra eget Skib, som ryddet
Af Magnus var, tilfulde
I drabeligste Træfning
Svend maatte Flugten tage;
Som Springvand Blodet sprudled,
Hvor Kongens Glavind ramte;
Og saa, da Fjenden styrted,
Han vandt attraa'de Lande.

Da bleve alle Svends Skibe ryddede, og Kong Magnus erobrede dem, saaledes som det hedder i Hrynhenda:

Rask i Kamp du vandt en Træfning,
Som, mens Verden staaer, erindres,
Glad ved Rov paa Helgenæsset
Rysted Ørnen blodig Vinge.
Jarlen saae: han Riget tabte,
Det tilfaldt sin rette Herre.
Højberømt ved herligst Sejer
Hele Flaaden du erobred.

Saa siger Arnor:

Mod Skaaneboer tapper
Du stred; Bjørns Broders Skibe
Du alle tog, i Slaget,
Som da paa Vandet holdtes.

Der faldt mange Folk paa Svends Side, men nogle sprang over Bord, og tilsatte saaledes Livet; saa siger Arnor:

Sydfra sandstænkte drive
Svends Kæmpers Lig til Stranden,
Og trindt om Jyllands Kyster
Man Aadsler flyde skuer.
Fra Havets Vig sees Ulven
At slæbe druknet Bytte,
Sin Hunger Ørnen stilled,
Det Olafs Søn de skylde.

Kong Magnus og hans Mænd gjorde der et stort Bytte af Vaaben og Klæder; saa siger Thjodolf:

Et gøtisk Skjold og Brynje
Dertil jeg fik i Sommer,
Og end en Hjelm, som Bytte,
Det er en herlig Rustning.
Da sejred over danske
I Strid vor tapre Konge,
Det hørte før min Pige
Med Fryd af mig berettes.

Svend flygtede da op paa Skaane, samt saa mange af hans Folk, som undkom! men Kong Magnus og hans Mænd forfulgte længe de Flygtende op i Landet, og der gjordes da liden Modstand af Svends Mænd og Bønderne; saa siger Thjodolf:

Ret nylig Olafs Arving
En Landgang kjæk befalte,
Og Magnus da, fra Skibe,
En prægtig Flok ledsaged.
Han bød, at Danmark hærges,
Til Hævn for Oprør, skulde.
Brat over Skaanske Bakker
Til Hest hver Flygtning ilte.

Derpaa lod Kong Magnus fare med Hærskjold over hele Bygden; saa siger Thjodolf:

Nu frem sig Nordmænd trænge,
Nær Magnus Konnings Banner
Vi gaae, det trolig følge;
Ej sjælden Skjold mig dækker.
Mod Syd, til Lund, vi stunde
Ad skjønnest Vej jeg kjender,
I Hast, thi kluntet Flygtning
Foran rapfodet løber.

Dette omtaler ogsaa Arnor, at Kong Magnus gik fra sine Skibe op paa Skaane, og hærgede:

Paa Skaane Vældig Landgang
De Hørders Konge gjorde
Med Vaaben over Landet
Han drog, og plyndred Bygden.

Derpaa gave de sig til at brænde Bygden, og Folket flyede da til alle Sider; saa siger Thjodolf:

Af Staal iskolde Vaaben
Vi bar ved Drottens Side,
Snart Skaaneboers sidste
Tilflugt omstyrtet vorder.
Den røde Lue leger
I breden By; vi tændte
Den først, og Ørnens Vinger
Opflagrende den puste.

Og fremdeles siger han:

Sin store Hær anfører
Nu Kongen selv, og byder
Den lyse Flamme fare
Brat over Danmarks Rige.
Heel mødig mange slæbe
Maae, over Heder, Skjolde;
Fra Svend med Saar de flyde,
Vi sejrende dem følge.

End videre siger Thjodolf:

Ad tit befarne Veje
Sin Hær lod Kongen drage,
Fyen mellem Fyrsters Hære
Saae Fejden hæftig rase.
Svends Mænd, som Flugten tage,
For Helt erkjende Magnus,
Hans sejerkronte Faner
I Morgenstunden vaje.

Svend flyede op ad den østlige Side af Skaane, hvorpaa Kong Magnus drog ned til sine Skibe, og satte efter ham østerpaa; man gjorde sig da færdig i den største Skynding; da kvad Thjodolf:

Kun Havets Vædske ene
Som Drik mig nu tilbydes,
Ved salten Sø Jeg lædskes
Nu maa i Kongens følge.
Vidtstrakte Skaanes Kyster
Os skulle snart modtage,
Ej svenske Mænd vi frygte,
Besværligt Liv dog føre.

Svend flygtede op i Gøtland, og begav sig derpaa til den svenske Konge, hvor han tilbragde Vinteren i megen Agt og Ære.


Kapitel 41

Kong Magnus vendte derpaa tilbage, og da han var sejlet bort fra Skaane, vendte han sig først imod Falster, hvor han gik paa Land og hærgede; der dræbte han mange af dem, som havde givet sig under Svend; derom taler Arnor:

Ej knapt behjertet Konning
De danskes Svig betalte,
Thi Falsterboers Flokke
Han falde lod i Striden.
Den unge Helt for Ørne
Af Lig opførte Dynger;
Hofsinder i det Hærværk
Ham trolig understøtted.

Derpaa drog Kong Magnus med sin Flaade til Fyen, og hærgede der, og gjorde et stort Hærværk; saa siger Arnor:

Paa Fyen end tapper Fyrste
Lod sine Faner vaje,
For øvet Oprør Folket
Da svært undgjælde maatte.
Højmodigt Hjerte gaves
Ham vist; mon nogen Konning
En Snes af Aar saa fyldte
Ved krigersk Daad udmærket!

Her gjøres man opmærksom paa, at Kong Magnus i denne Vinter fyldte sit tyvende Aar, saa at han om Vaaren efter var tyve Aar gammel; han blev da meget berømt formedelst sin Magt og Vennesælhed, sin Mildhed imod Almuen, og de store Foræringer, han gav Høvdingerne og Landets Mægtige; man kunde derfor med Sandhed sige, at det hele Folk hang ved ham med Kjærlighed. Kong Magnus sad den Vinter i Danmark, og der var da god Fred; han havde holdt mange Træfninger i Danmark, og vundet Sejer i dem alle. Odd Kikina-Skald taler om, hvorledes Kong Magnus holdt et Slag med Venderne paa Lyrskovshede, og derpaa kort før Juul med Svend Ulfsøn. Odd kvad:

Før Mikkelsdag en Træfning
Heel drabelig fuldbragdes,
Som Ravnes Rov af Vender
Der faldt utallig Mængde;
Før Julen end en anden
Ej mindre tappert holdtes,
I Syd fra Aarhuus Sejer
Saa fik den bolde Konning.

Saa siger Arnor:

Olafs Hævner! du for Skalden
Samled herligt Stof i Mængde,
Slagnes Blod du tit lod kvæge
Tørstig Høg, det vidner Sangen.
Fire store Slag en Vinter
Holdt du kjæk, og vandt dem alle.
Mange alt for mægtig kalde
Konning dig af Rygtet priset.

Disse Slag holdt Kong Magnus med Svend Ulfsøn, og vandt Sejer i dem alle, som her siges:

Som Magnus ønsked, Krigen
Med Lykke kraftig førtes;
Den Helt et værdigt Æmne
Til Sejersdigt mig giver.
Tit rødned Thrønders hersker
Det skarpe Sværd, og stedse
Oprørskes Flok han revsed
I vundet Slag med Hæder.

Kong Magnus regjerede da baade over Danmatk og Norge.


Kapitel 42

Efterat Kong Magnus havde underlagt sig Danevælde, afskikkede han Sendebud til England; de droge til Kong Edvard, og bragde ham Kong Magnuses Brev og Indsegl; men i Brevet stod, tilligemed Kong Magnuses Hilsen, følgende: “I har vel bragt i Erfaring det Fordrag, som indgikkes imellem os og Hørdeknud, at den af os, som overlevede den anden uden at efterlade nogen Søn, skulde erholde til Arv og Eje de Lande og Undersaatter, han havde Haft; nu er saa skeet, som I maa have erfaret, at jeg fik hele Danevælde efter Hørdeknud; han besad ved sin Død ligesaa vel England, som Danmark i desaarsag er min Paastand, at England tilkommer mig efter ret Fordrag; jeg fordrer derfor, at du skal antvorde mig Riget, men i andet Fald vil jeg hjemsøge det med Krigsmagt baade fra Danmark og Norge, og den af os maa da raade for Landet, som Gud giver Sejer.” Men da Kong Edvard havde læst dette Brev, skrev han et andet til Svar derpaa, af følgende Indhold: “Det er alle Mænd her i Landet vitterligt, at jeg i min unge Alder mistede min Fader, Kong Adelraad, der baade efter den gamle og nye Slægt var odelsbaaren til dette Rige; men formedelst min Ungdoms Skyld tiltraadte min Broder Edmund Kongedømmet førend jeg, eftersom det var mig bekjendt, at Landets Love hjemlede ham Ret til, thi han var den ældste. Dernæst kom Knud den Gamle her til Landet med en dansk Hær, og vilde med Magt erobre vor Fædrenearv; Udfaldet blev, at han blev Konge i England tilligemed min Broder Edmund; det varede ikke længe, før Kong Edmund mistede Livet, og da bemægtigede min Stivfader, Kong Knud, sig det hele Rige; men skjønt jeg var en Søn af Kong Adelraad og Dronning Emma, erholdt jeg ingen Værdighed; der tilbødes mig vel Understøttelse til at tilkæmpe mig Landet, men jeg vilde hellere troe, at Guds Miskundhed monne have bestemt mig det Rige, som mig var beskjæret, men jeg vilde ikke for det ødelægge kristne Menneskers Legemer og Sjæle. Da forløb atter nogen Tid og med den Kong Knuds Rige i denne Verden; efter hans Død kom hans sønner paa Kongevalg, først Harald, men jeg erholdt, ligesaa lidet som før, nogen Ære og Værdighed, eller noget af vore Forældres Ejendom, og jeg fandt mig deri, saalænge Gud vilde, han skulde have Regjeringen. Der hengik ej lang Tid, førend Harald døde; da blev Hørdeknud taget til Konge, en anden af Gamle Knuds Sønner og min Halvbroder paa mødrene Side; han var Konge over Danevælde, men han tyktes endnu ikke at have nok, uden han blev Konge baade over Danmark og England, og det tyktes at være et retfærdigt Brødreskifte imellem os to. Dette var nu den fjerde Gang, at der valgtes en ny Konge i England, uden at jeg havde nogen højere Værdighed, end en simpel Riddersvend, og det skal ingen kunne sige, at jeg tjente min Broder, Kong Knud, med mindre Troskab, end de Mænd, som efter al deres Slægt ikke paa mindste Maade havde Adgang til Regjeringen. Noget efter døde min Broder Hørdeknud, og det var da alle Indbyggeres Villie, at tage mig til Konge, jeg blev thronsat og salvet, og svor ved min Salvelse at holde Guds Ret og Landets Love, og Heller at døe for Lov og Retfærdighed, end at taale onde Mænds Vold; saaledes er jeg da sae til at regjere dette Land paa Guds og Landslovenes Vegne, at give hver Mand sin Ret, og at hæmme Ufred. Nu efterdi du, Kong Magnus, vil tage dette Land fra mig, som er mit Arverige, fordi du endnu ikke troer at have Land nok at herske over, endskjønt du allene Hersker over Norge, din Fædrenearv, og du nu tillige har bemægtiget dig Danevælde; vil du nu attraae mit Rige, og drager med en Hær imod mig, da er det sandsynligst, at jeg ikke samler Folk imod dig, men aldrig vil du dog bære Navn af Englands Konge, og ingen Underkastelse vil her ydes dig, førend du har afhugget mit Hoved.” Nu vendte Sendebudene tilbage til Kong Magnus, og bragde ham dette Brev. Men da Kong Magnus hørte, hvor megen Gjenvordighed og langvarig Nød Kong Edvard havde maattet gjennemgaae, før han blev Konge, og Kong Magnus indsaae, hvor hellig han var for Gud; da lod han denne Sag fare, og sagde, det var i Sandhed saa, at hans Rige var allerede stort nok, hvis Gud forundte ham, at beholde det, og det vilde ikkun kunne forøges, hvis han lagde Vind derpaa, saaledes, at han derimod vilde miste det, som var langt mere værdt, nemlig hans Sjæls Frelse og Haab til den almægtige Gud, hvis han dræbte saa herlig en Høvding og hellig en Mand, som Edvard var. Derpaa regjerede hver Konge over sit Rige med megen Hæder indtil deres Død.


Kapitel 43

Man fortæller, at en Mand, ved Navn Thorkel Dyrdel, var bleven bagtalt for Kong Magnus, han var Kongens Sysselmand og Frænde, og man beskyldte ham for, at han ikke havde betalt Kongen saa megen Landskyld, som han skulde. Kongen drog hen til Thorkels Gaard med et betydeligt følge, uden at han vidste noget deraf, thi Kongen vilde, at der skulde skorte ham paa Beværtning til Gildet, men det kunde man ej mærke til. Thorkel tog paa bedste Maade imod Kongen, og Gjæstebudet holdtes med megen Pragt; Kongen var temmelig misfornøjet; og en Dag, da Bordene vare borttagne, gik Thorkel for Kongen, og sagde: „Det gjør mig ondt, Herre! at I ikke er fornøjet, thi jeg vilde beværte eder saa godt, jeg formaaede; nu saae jeg gjerne, at I, hvis I har Lyst til nogen Moro, vilde gaae hen og hugge Øxne eller Bukke, som skulle slagtes til Beværtningen. Kongen svarede: “I nu, vi kunne gjøre et Forsøg.” De gik da ud, og hen til et Sted, hvor der stod en stor Buk; Kongen hug Bukken paa Halsen, og Sværdet bed kun lidet, men derimod troede man at see et Guds Under, thi der faldt nogle Sølvpenge ud. Kongen blev meget vred derover og sagde: “Det maa man dog tilstaae, Thorkel, at du vil vanære mig baade i det Smaae og i det Store, dette har du gjort for at have mig til Spot.” Thorkel svarede: “Ingenlunde, Herre! jeg er nu gammel og graahærdet; jeg har tjent flere Konger af al min Formue, først Kong Olaf Tryggvesøn, min Frænde, som jeg elsker mest blandt alle Mennesker; derpaa var jeg hos din Fader, og han vilde ikke give mig det Vidnesbyrd, at jeg vilde svige hans Søn. Eftersom nu mange Ting befindes anderledes, end der gaaer Ord af, da vil jeg maaskee befindes ikke saa upaalidelig, som avindsyge Mærnd have hvisket dig i Øret; thi efter din Faders Fald kom en ond Tid over os under Alfivas Regjering, saa at ingen Mands Gods var sikkert; da frygtede jeg for, at jeg ikke skulde kunne bevare de Kongens Ejendomme, som jeg havde at varetage, men jeg vidste, at dig tilkom det med Rette at tage Skat og Skyld deraf; da greb jeg til det Middel at fylde disse Bukkeskind med Sølvet, og paa den Maade sikrede jeg Pengene for Alfiva og hendes Plyndring; tag nu, Herre, eders Landskyld, I seer nu, at jeg ikke har stukket eders Penge i min Pung, saaledes som Bagvaskere have sagt eder.” Kongen saae, at det var en betydelig Mængde Penge, og sagde til ham: “Hav Tak for din troe og ærlige Adfærd; jeg vil at du skal beholde Befalingen paa mine Vegne og Sysselet, som før, thi man skulde have ondt med, at finde nogen saa rask Mand at sætte i dit Sted,” og dette sandede alle Kongens Mænd. De skiltes da forligte, og vare hinandens Venner, saalænge de levede.


Kapitel 44

Det Hændte sig en Gang, at en stor og noget aldrende Mand gik for Magnus, og bad ham, om han vilde give ham nogen Penge, efterdi han var bekjendt for sin Gavmildhed. “Hvilken Forpligtelse er jeg dig skyldig”? sagde Kongen. Den anden svarede: “Ingen synderlig, Herre! Uden for din egen Værdigheds Skyld.” Kongen sagde, man skulde tage en halv Mark vejet, og give ham. Han modtog den og sagde: “Det er en god Gave, Herre, men jeg havde dog ventet mig noget mere paa Lyrskovshede.” Kongen sagde: “Er du den Mand, der viste mig, hvorledes jeg skulde overvinde den store Hedning Regbus?” Han svarede, at det var ham. Kongen sagde: “Tag da mod denne Ring af mig!” hvorpaa han drog en Guldring af sin Haand, og rakte ham. Manden sagde: “Det er en kongelig Gave, Herre, men jeg har ingen Trang dertil.” Han drog da tre herlige Guldringe af sin Haand, og sagde til Kongen: “Nu vil jeg bede eder, Herre, at tage disse Ringe af mig, og jeg vil give eder dem, fordi I tog saa vel og sagtmodig imod mit Raad, som jeg gav eder saa dristig og ligefrem; jeg havde været længe paa Krigstoge med eders Fader, og elskede ham som mig selv; men siden hørte jeg hver Dag dit Navn, og fik Lyst til at drage til dig, for at see, hvormeget du havde af hans Tænkemaade; jeg vil anbefale mig selv og mine sønner til din Naade, men Penge skorter mig ikke paa.” Kongen optog med Mildhed hans Ord og Gaver, og forsikrede ham om sit fuldkomne Venskab, og saaledes skiltes de ad.


Kapitel 45

Thorsteen Siduhalls Søn rejste fra Island til Norge paa Kong Magnus den Godes Regjeringstid, og blev hans Hirdmand, og Kongen kunde godt lide ham. Det hændte sig en Gang, at han gjorde en Handelsreise til Dublin, uden at have Kongens Tilladelse dertil, og han havde Heller ikke betalt Landøre, som Kongens Gjeldker havde krævet. Thorsteen paastod, at hverken han eller hans Ledsagere vare forpligtede til at betale Landøre, da han var Kongens Hirdmand, og der blev da ej heller videre drevet paa den Sag; han rejste saaledes ud til Island, og gjorde ikke den Gang Kongen sin Opvartning; der sad han rolig paa sin Gaard. Kong Magnus erfarede alt dette, og sagde, at han havde eftergivet Thorsteen for sin Person Landøre, men ikke hans Mænd;”og jeg erindrer ikke nogensinde at have lovet det,” sagde Kongen; “men det tyktes mig endnu det værste, at han foretog sig en Dublins-Rejse, uden at have vor Tilladelse dertil: Thorsteen skal derfor være landflygtig, og tjene andre til Exempel, ikke at overtræde Lovene, hvor brave de end for Resten kunne være.” Næste Sommer efter rejste Thorsteen udenlands, og havde nogle ganske fortræffelige Stodheste med sig; de landede ved Throndhjem. Indbyggerne skyede Thorsteen meget formedelst Kongens Dom, saa at Thorsteen altid sad allene i Herberget med sine Mænd; Stodhestene stode i en indhegnet Plads udenfor Byen paa Ilesletter, og Thorsteen gik Dag for Dag derhen. Den Gang opholdt Einar Tambeskjælver og hans Søn Endride sig i Byen. En Dag gik Einar udenfor Byen, for at see sig om, han drejede om ad Ilesletterne, kom til Hestene, betragtede dem, og roste dem meget; og da de havde i Sinde at vende tilbage, kom Thorsteen til, hilste Einar, og spurgte ham, om han fandt Hestene gode; han sagde, at han syntes godt om dem; “saa vil jeg bede dig at tage dem til Foræring af mig,” sagde Thorsteen. Einar afslog det. “Jeg veed dog,” sagde Thorsteen, at du kan tage mod Foræringer af slige Mænd, som jeg.” “Vist nok,” sagde Einar, “men der ligger nu megen Magt paa din Sag, og vi gjøre os nogen Betænkning derover.” “Saa faaer det da at være,” sagde Thorsteen, og de skiltes saaledes ad. Kort efter gik Endride hen at betragte Hestene, og roste dem meget, og sagde, han havde aldrig seet skjønnere Heste, og spurgte, hvem de tilhørte. Thorsteen kom i det samme hen til ham, og sagde: “Hvis du synes godt om Hestene, da skal det være mig kjært, hvis du vil tage dem til Foræring af mig.” Endride tog derimod, og takkede ham for Gaven. Men da han kom til sin Fader, sagde denne, at han vilde have givet meget til, at hans Søn ikke havde taget imod Hestene. Endride var ikke af den Mening, men meente at man i Thorsteen erholdt en brav Mand. Einar sagde: „Saa kjender du ikke ret min Fostersøn Kong Magnuses Hæftighed, hvis du troer, det er en let Sag, at forlige Thorsteen med ham, men du kan nu prøve derpaa.” Endride bød Thorsteen til sig, og han fik den nærmeste Plads ved Siden af Endride Vinteren over, og nød al Hæder hos ham. Einar gav sig ikke meget af med Thorsteen, men sagde, at Endride vilde see at mægle et godt Forlig for ham, og at det var noget, der nu ikke kom ham ved. Kong Magnus spurgte snart, hvor Thorsteen var kommen an, og man kunde mærke paa ham, at det mishagede ham; der vare da ogsaa nogle, som ikke forsømte at forestille ham, at det var ikke smukt gjort af Einar og hans Søn, at de toge den Mand til sig, som han havde erklæret landflygtig, da han dog ærede dem mere, end nogen anden Mand i Thrøndelagen. Kongen svarede dog dem kort, der forebragde ham sligt. Einar og hans Søn plejede at drikke Juul hos Kong Magnus, og Endride sagde til sin Fader, at saa vilde han ogsaa gjøre nu. Einar svarede: “Du vil sagtens deri have din egen Villie, men jeg vil blive hjemme, og det tykkes mig raadeligst, at du gjorde ligesaa.” Endride lavede sig ikke desmindre til rejsen tilligemed Thorsteen; de rejste tolv Mand stærk, og kom til en Gaard, hvor de bleve om Natten. Om Morgenen tidlig havde Thorsteen seet ud, han kom ind, og sagde: “Her komme Mænd ridende til Gaarden, ikke saa ganske faa, og Formanden ligner din Fader, Endride!” og saa forholdt det sig; Einar kom ind til dem, og sagde til Endride: “Meget underlig forekommer din Adfærd mig, hvis du har i Sinde, at rejse til Kong Magnus med Thorsteen; drager hellere hjem til Gimse, men jeg vil begive mig til Kongen; det skal dog holde haardt nok, at bringe Forlig tilveje, men jeg kjender baade dig og Kongen, hvorledes I er, du vil ikke bruge saa sagtfærdige Ord, at det vil kunne nytte, og da vil det blive endnu vanskeligere for mig at mægle, hvis der kommer eder endnu mere imellem.” De opfyldte hans Begjering, saa at Endride og Thorsteen vendte tilbage, men Einar drog ud til Byen; Kongen tog venlig imod ham, lod ham sidde ved sin Side, og de talte adskilligt sammen. Den fjerde Dag i Julen begyndte Einar at tale til Kongen om Thorsteens Sag; han viste, at han gjerne vilde stifte Forlig, sagde, at Thorsteen var en brav Mand, og at han ikke vilde spare hvad der stod i hans Magt, for at han kunde faae Benaadelse paa Livet og trygt Ophold i Landet.” Kongen svarede: “Lad os ikke tale derom, jeg vil ikke gjerne gjøre dig vred.” Einar drejede da Talen paa en anden Materie, og Kongen blev strax munter, da Samtalen tog en anden Vending. Nu gik der otte Dage, da bragde Einar Sagen paa Bane anden Gang, og det gik ganske som forrige. Den trettende Dag i Julen sagde Einar til Kongen: “Jeg vil endnu en Gang bede eder, Herre, om det jeg før har talt om, at I vil tage Forlig af Thorsteen, og jeg haaber, at I ikke vil afslaae min Begjæring.” Kongen svarede: “Det er ikke noget at tale om; jeg veed ikke, hvor du kunde falde paa, at tage den Mand til dig, som var falden i min Unaade.” Einar sagde: “Jeg tænkte, I vilde lade min Bøn gjælde for een Mand, men iøvrigt har jeg søgt at stemme eders Hæder i alle Henseender, og saa troer jeg altid at have beviist i Gjerningen, dette var ogsaa mere Endrides Raad, end det var mit; men jeg tænker, at meget vil skee førend han bliver dræbt. Da, Herre, er jeg kommen i en sørgelig Stilling, dersom I have Trætte med hinanden, min Søn og du, hvis I ikke vil tage Bøder for Thorsteen, men Heller have Strid med min Søn; dog vil jeg ingen Strid have med eder, men da tykkes mig, I ikke synderlig tænker paa, hvorledes jeg opsøgte eder ovre i Garderige, og blev eders Fosterfader; siden den Tid har jeg understøttet og styrket eders Magt, og ingen Stund ladet gaae forbi uden at tænke paa, hvorledes jeg kunde forøge eders Anseelse; men nu vil jeg drage bort fra Landet, og aldrig mere yde dig nogen Hjælp; somme ville vel være af de Tanker, at du ved alt dette ikke seer meget paa dit eget Bedste.” Einar sprang da vred op, og gik yderst om igjennem Hallen; Kongen rejste sig strax, og skyndte sig samme Vej efter ham; Kongen lagde sine Hænder om Einars Hals, og sagde: “Kom og vær tilfreds, min Fosterfader! Aldrig skal det skee, at vort Venskab skal brydes: tag Manden i Fred, som dig synes bedst.” Einar blev da formildet; og Thorsteen blev taget til Naade hos Kongen, og nød hans Kjærlighed.


Kapitel 46

Thorgrim hed en Mand, som boede paa Stad i Rutafjord, han var en velhavende Mand, men en daarlig Huusholder; hans Kone hed Thorgerd; deres Sønner vare Kalf og Grim, temmelig slet opdragne, anmassende og uredelige, som deres Fader. En anden Mand hed Sigvat, han boede paa Mele i Rutafjord; hans Kone hed Gudrun, en forstandig og driftig Kone; deres Søn Rafn var endnu ung, smuk og stor af Væxt. Sigvat satte sig i mange Bekostninger, han havde god Jord, men tilsatte sit Gods og Løsøre. En Sommer sagde han til sin Kone, at han vilde sælge noget af deres Jord, for at betale sin Gjæld og Kjøbe sig Kvæg. Hun svarede: “Der er en bedre Udvej, sælg Heller min Guldring, for at betale Gjælden, men ikke Jorden.” Sigvat svarede: “Jeg kommer da til at gaae hen til Thorgrim, ham skorter ikke paa Kvæg.” Hun svarede: “Jeg vil ikke raade dig til, at have nogen Handel med Thorgrim, han er listig og ond.” Sigvat drog ikke desmindre til Thorgrim, og sagde: “Det er mit Ærinde, at Kjøbe noget Kvæg af dig.” Thorgrim svarede: “Det kan du faae.” Sigvat sagde: “Denne Guldring byder jeg til Betaling.” Thorgrim svarede: “Det er uskikkeligt, at sælge sin Kones Kostbarheder; sælg mig Heller den Eng, som du kalder Grønneteig, jeg trænger baade til Hø og Græsgang, men du har dog mere end Enge nok tilbage.” Sigvat svarede: “Jeg vil sælge dig den Engplet, men jeg vil ikke have, at nogen anden Mand græsser paa min Jord.” “Saa er da nu vor Handel sluttet,” sagde Thorgrim. Sigvat kom hjem, og fortalte sin Kone Handelen. Hun svarede : “Denne Handel skulde ej være gaaet for sig, hvis jeg maatte have raadt; han vil snart græsse vor Jord op, saasnart han troer at have Ret til den mindste Plet deraf.” Næste Dag blev det Kvæg, som Sigvat havde kjøbt, drevet hen til ham; Men da det led ud paa Sommeren, sagde Thorgrim: “Nu har vi formeret vor Engjord en Deel, men jeg hører af Kvinderne, at Faarene give kun liden og daarlig Melk; nu skal vort Kvæg drives ud at græsse paa Sigvats Jord, thi denne Jord har jeg nu faaet Ret til.” Saa skede. Men da Gudrun saae det, sagde hun: “Det gik, som jeg formodede, jeg syntes ikke om den Handel, det er ogsaa gaaet ilde, thi Thorgrim lader nu sine Trælle drive hans Kvæg ind, for at opgræsse vor Engbund og Høslæt.” Sigvat svarede: “Det er ikke første Gang, Thorgrim lønner Godt med Ondt.” En Dag gik Sigvat hen, og jog Thorgrims Nød bort fra sine Høstakke. Thorgrim kom da til, og sagde: “Djærv bliver nu den Trælartede;” hvorpaa han gjennemborede Sigvat med et Spyd, saa at han strax døde. Thorgrim drog strax hjem. Gudrun fik snart denne Tildragelse at vide, og lod sin Husbonde begrave i al Stilhed; deres Søn Rafn var da fire Aar gammel, han kaldte ofte paa sin Fader, og spurgte, hvor han var. Moderen sagde, at han var død, og var pludselig bleven syg. Kort efter aflagde Thorgrim et Besøg hos Gudrun, og sagde: “Du vil vel mene, at jeg har bedrevet en vel rask Gjerning, nu vil jeg give Bøder for Manden, og give mig selv til Betaling, og hvis du vil betroe dig til min Omsorg, skal du ingen Nød lide.” Hun svarede: “Det er bedst, at vi to blive fra hinanden; jeg er ikke saa lysten efter Mænd, at jeg skulde tage min Husbonds Banemand, om du endog var ugift.”


Kapitel 47

Rafn voxte op der hos sin Moder; han var stor og stærk, mild og elsket af Almuen, og meget munter; han gik ofte til Stad for at lege; Thorgrim behandlede ham godt, og Rafn var vel fornøjet. Han og Thorgrims Søn Kalf legede sædvanlig med hinanden; Rafn var da femten Aar gammel, Kalf var ældre, men ikke saa stærk, han maatte derfor ofte lide af Rafn, thi denne var meget hidsig i Legen. En Dag, da de havde leget sammen, sagde Kalf: “Slet forstaaer du, Rafn, at styre din egen Styrke, du vil faae din Faders Endeligt.” Rafn sagde: “Det er tit hændt sig, at Folk døe, og saa vil det ogsaa gaae mig.” Kalf sagde: „Du har ikke faaet at vide, hvad Aarsagen var til Hans Død; han blev dræbt, og det gjorde min Fader, og jeg vil en Gang dræbe dig.” Rafn gik da sin Vej, og svarede intet; han kom misfornøjet hjem; hans Moder spurgte, hvad der var i Vejen? Han svarede: „Du sagde til mig, at min Fader døde af Sygdom, men Kalf lod mig høre i Dag, at han er bleven dræbt, og det tykkes mig underligt, at du skjulte det for mig.” Hun svarede: „Dertil var Grunden, at du tyktes mig ung, og Modstanderne mægtige; men nu er der intet i Vejen for, at de Høste Løn som forskyldt for deres Gjerning.” Rafn sagde: „Hvor er min Fader begravet?” Hun svarede, der var nu groet Græs over. Rafn sagde: “Jeg skal dog finde det, og jeg maa nu være glad, at jeg veed Sandheden, og der ligger nu megen Magt paa, at han har en rask Søn.” Han drog da til Legene, ligesom før, og ingen kunde mærke nogen Misfornøjelse paa ham. Tiden gik nu saaledes, indtil han var atten Aar gammel; da skede det en Dag, da Rafn efter Legen havde iført sig sine Klæder, at Kalf sagde: “Rafn synes bedre om, at hærde sine Knokler paa Bolden, end at hævne sin Fader.” Rafn svarede: “Nu paa Stedet skal det skee,” og i det samme styrtede han imod Kalf, og gav ham Banehug. Thorgrim sagde: “Dette kunde man formode, vilde blive Udfaldet, men det sømmer sig dog ikke for os, at lade det gaae fredeligt af.” Rafn kom hjem, og fortalte sin Moder Drabet. Hun sagde, at dette vilde blive dyrt betalt; “jeg kommer nu til,” sagde hun, “at miste min Søn, som før min Husbonde; drag nu bort, thi jeg kan ingen Hjælp yde dig;” hun gik derpaa ud med ham, og bad ham gaae hen med sig til et afsides liggende Huus, som stod i Toften, hvor der var et stort, velindrettet Jordhuus; hun gik ind i Jordhuset, og havde ingen Mangel paa, hvad hun behøvede. Morgenen efter kom Thorgrim derhen selv tolvte, men Gudrun havde om Natten samlet Mænd til sig fra de nærmeste Gaarde, og hun havde flere Mænd hos sig, end Thorgrim kom med. Thorgrim sagde: “Det er vort Ærende, at lede efter din Søn Rafn, udleveer os ham nu!” Gudrun svarede: “Du kan have Grund til, at du søger efter din Søns Banemand, men han er ikke her; det er ikke at formode, at jeg skulde have Styrke eller Dristighed nok til at beholde ham her for dig i det nærmeste Huus.” Han svarede: “Jeg kan vel tænke, at du ikke vil tilstaae det i alles Paahør, om han end er her, vi ville ransage din Gaard.” Hun svarede: “Hidtil blev jeg endnu ikke behandlet som Tyv, og du faaer ikke Lov til at ransage, saalænge du har færre Folk til Hjælp, end jeg har paa min Side;” hun lod derpaa alle de Mænd og Karle, hun havde hos sig, komme ud. Thorgrim sagde: “Du er ikke raadvild;” og red derpaa bort, uden at have udrettet videre. Næste Sommer lod Thorgrim Rafn anklage og dømme fredløs paa Althinget. Der laae et Kjøbmandskib i Rutafjord, færdig til at sejle ud; dette tilhørte nogle norske Mænd, af hvilke den ene hed Einar, en Mand fra Nummedalen, den anden hed Bjarne; Einar var rig, en brav Mand, og en kjær Ven af Kong Magnus den Gode; Einars Broder hed Sigurd, og denne var paa Skibet hos ham; Sigurd var endnu i sin Opvæxt, og tegnede til at blive en dygtig Mand. Thorgrim red til Skibet, saasnart han kom fra Thinget, Kjøbmændene vare da ganske færdige til Afrejsen; han sagde til dem: „Jeg vil lade eder vide, at jeg har en fredløs Mand, som hedder Rafn, og jeg vil vare eder ad, at I ikke føre ham med eder over Islands Hav, skjønt han bliver eder tilbudt.” De svarede, det forstod sig selv, at man viste alle Udaadsmænd fra sig. Kort efter kom Moder og Søn ned til Skibet, og kaldte Skibsføreren Einar paa Land, og da han var kommen til dem, sagde Gudrun: “Her kommer jeg med min Søn, som er kommen i Ulejlighed; nogle ville dog holde hans Foretagende for brav Mands Gjerning; men jeg vil dog nu ikke være stærk nok til at forsvare ham imod Thorgrim, da han er dømt fredløs; jeg vilde bede eder, at tage ham med, og haaber, at I i denne Sag ville tage mere Hensyn paa hans anseelige Frænder i Norge og Sagens Omstændigheder, end paa Thorgrims Overmod og Uretfærdighed, i det han dræbte min uskyldige Husbonde, Rafns Fader, uden at betale Bøder for Drabet.” Einar sagde: “Denne Mand er kun slet anbefalet os, og jeg skjøtter ikke om at føre en fredløs Mand med mig.” Da sagde hans Broder Sigurd: “Hvorfor finder du for godt, at vise ham fra dig? Tænker du ikke paa, hvilken net Mand det er, og hvor mandig han har hævnet sin lidte Harm? Kom du nu til mig, Rafn, skjønt jeg ikke kan give dig saa megen Tryghed, som min Broder, og gak strax ud paa Skibet, thi vi ere ganske færdige, og det tegner til god Vind; men hvilke Frænder har du da i Norge?” Rafn svarede: “Jeg hører af min Moder, at Sigvat Skald er hendes Broder.” Sigurd sagde: “Det skal komme dig tilgode hos mig;” hvorpaa han strax skjød Bryggen ud, de hissede derpaa Sejl, og stødte fra Land. I samme Øjeblik kom Thorgrim ned fra Landet, og raabte paa Kjøbmændene, saa sigende: “Nu tænker jeg, I har brudt eders Ord.” Sigurd sagde: “Viis du dig nu, Rafn! Thorgrim er nær nok.” Rafn løb op paa Varebunken, og sagde: “Da vilde han være passende nær, naar min Øxe kunde naae ham.” Bjarne befalede, man skulde føre Rafn i Land. Sigurd sagde: “Det er min Mening, at hvis han imod sin Villie blev overgivet til Thorgrim, vilde adskillige komme til at undgjælde det Stykke Arbejde, og det synes mig mere nødvendigt, at sætte Sejl til,” og saa skede. De fik god Bør, og landede ved Throndhjem.


Kapitel 48

Ketil hed en Mand, med Tilnavn Rip, som havde Bestyrelsen over een af Kongens Gaarde i det Throndhjemske; hans Kone hed Signy, og hans Datter Helga, en smuk og vel oplært Pige. Da Kjøbmændene forlode Skibet, og drog hjem, hver til sit, sagde Einar til Rafn: “Jeg kommer til at sørge for dig, skjønt jeg ikke var saa villig til at tage imod dig, som Sigurd; vil du at jeg skal skaffe dig Ophold her paa Gaarden, saa vil jeg betale for dig, dette finder jeg nu lettere at udføre for det første, end at du drager med mig.” Rafn svarede: “Jeg overlader mig gjerne til din Omsorg, hvis du vil mig vel; jeg agter ikke at fornærme nogen Mand først, men at gjengjælde grumt Fornærmelser og Forhaanelse.” Derpaa opsøgte de Ketil, og Einar sagde: “Denne Mand betroer jeg til din Omsorg, behandl ham vel, men du, Rafn, kom til mig, naar dig synes, og Tid er.” Rafn var hos Ketil; han var stille, og skjøttede sig selv, men dog munter og omgjængelig, naar nogen vilde give sig af med ham; tit talte han med Ketils Datter, Helga, hvilket Faderen en Tid lang ikke havde noget imod, da Rafn opførte sig vel. Men det varede dog ikke længe, førend Ketil vendte tilbage til sit vanartede og egentlige Sindelag; han forestillede da sin Kone og Datter, at Rafn var en ildesindet Mand, som intet gad bestille, og gav sig altfor meget af med at tale med dem. De svarede begge, at det var ubetydeligt og ganske uskyldigt: “Hans Omgang er ikke anderledes nu,” sagde de, “end da du syntes godt om ham, og han forstaaer godt at omgaaes brave Mænd.” Ketil sagde, de vare forgjorte, fattede Nag til Rafn, og digtede et Vers om ham, hvori han gjorde ham temmelig latterlig. Rafn lod som han ikke vidste noget deraf. Der vare komne nogle Kjøbmænd til Gaarden vesterfra over Havet, og de vare da næsten færdige til Afrejsen; en Dag som Ketil til dem, og sagde, han havde en Træl at sælge dem, hvilket Tilbud de gjerne modtog. Han sagde: “Jeg skal ikke bedrage eder i den Handel, han er baade hengiven til Løgn og til mange andre Laster, og I maae i førstningen tage ham med Alvor, og lade ham føle Magten.” De kjøbsloge ogsaa om mange andre Ting med hverandre; Ketil gik derpaa hjem i sin Gaard, og sagde til Rafn: “Vil du gaae ned til Skibet med mig, og see dig om.” Rafn svarede: “Det skal være mig en Fornøjelse, at følge med dig, hvis du er i godt Lune.” Men saasnart Kjøbmændene saae Rafn, løb de imod ham, og vilde gribe ham; Rafn holdt dem fra sig med Hænderne, og spurgte, hvad den Leg skulde betyde; de sagde, han skulde nok faae det at finde, men han gjorde dem haard Modstand, og fejede dem fra sig, saa de sagde, den Træl var altfor overgiven. Rafn svarede: “Det er nu saa da, det er mig et ret behageligt Træls-Arbejde, at brydes, skjønt jeg ikke før har lagt mig meget derefter;” hvorpaa han greb en af dem, og værgede sig med ham imod de andre, indtil denne ikke vidste mere til sig selv. Ketil skyndte sig da op imod Gaarden; Rafn løb efter ham, og gav ham Banesaar; men da Kjøbmændene saae dette, skyndte de sig bort det snareste de kunde, da de frygtede for, man skulde tillægge dem Drabet. Rafn gav sig tilkjende som Drabsmand, og gik derefter op i Gaarden, som Ketil havde ejet, opsøgte Moder og Datter, og sagde, hvad der var skeet, og at deres Samværen var snart forbi; de beklagede denne sørgelige Hændelse, men tilstode dog, at han kunde være undskyldt i denne Gjerning; de gave ham baade Klæder og Levnetsmidler, og sagde, han maatte mere frygte Kongens Vrede, end deres. Derpaa søgte han hemmelig Tilflugt omkring i Skovene.


Kapitel 49

Kong Magnus kom kort efter til Gaarden, og spurgte denne Tildragelse; han blev vred derover, og sagde: “Det gaaer dog alt for vidt, at Islændere skulle komme herover til Landet at dræbe vore Ombudsmænd og Sysselmænd; den Mand skal dømmes fredløs, som har øvet denne Gjerning.” Einar fra Nummedalen var da hos Kongen, og sagde: “Saa ilde, Herre, kan een indrette sin Sag, at han har forbrudt sit Liv.” Kort efter skede det, at Kongen en Dag drog paa Jagt med Høge og Hunde, og hans følge fordeelte sig rundtomkring, saa at han blev ganske allene tilbage; da kom der en stor Mand til ham fra Skoven i en lodden Kappe, og bad om hans Beskyttelse. Kongen sagde: “Hvad Forpligtelse skylder jeg dig?” Han svarede: “Ingen anden, end at mine Frænder ere dine Venner, og din egen ædle Tænkemaade, at du ikke nægter nogen din Beskyttelse, som beder derom.” Kongen sagde: “Der boer en Mand, som hedder Kol, i Thauskadal, der vil jeg sende dig hen til Ophold; men hvem er du?” Han svarede: “Jeg har været en Misdæder, men vil nu lade det fare; jeg har forbrudt mig mod Indbyggerne, og beder om Naade derfor; hvis I nu vil sende mig hen til Kol, saa giv mig sikre Jærtegn med, at han skal tage imod mig, og jeg vil saa blive der i Vinter” Kongen sagde: “Gjør det, jeg vil komme derhen Ugen efter Paaske;” Kongen tog derpaa en Guldring af sin Haand, satte den paa Spydsodden, og rakte den til ham, thi nærmere kom den anden ham ikke. Kongen sagde til ham: “Hvad mener du Rafn, han som er fredløs, tager sig for?” Han svarede: “Herre! Han vil nok søge hen til Einar fra Nummedalen, din Ven, og da vil du strax faae ham i din Vold;” hvorpaa han tog Guldringen af Spydsodden,, og forsvandt i samme Øjeblik i Skoven. Da sagde Kongen: “Var det ikke nu Rafn, som gjækkede mig, og havde mig for Nar.” Rafn kom til Kol, og viste ham Kongens Jærtegn paa, at han skulde give ham Ophold der. Kol sagde: “Det hænger underlig sammen; du bringer Kongens virkelige Jærtegn, og har dog før været i hans Unaade.” Rafn blev der om Vinteren, og alle kunde godt lide ham, men han vilde ikke oppebie Kongens Ankomst, og tog bort Løverdagen i Paaskeugen. Da Kongen kom derhen, sagde han til Kol: “Hvor er Rafn Gudrunsøn? ham vil jeg tale med.” Kol svarede: “Han er nu draget sin Vej, Herre!” Kongen sagde: “Det er Skade, men alle skulle nu vide, at han er erklæret landflygtig og fredløs; mig tykkes den Foragt, hvormed han havde mig til Nar, endnu værre, end Drabet; jeg udsætter derfor tre Mark Sølv paa hans Hoved, og det nytter Heller ikke, nogen beder om Naade for ham eller hans Liv.” Kongen drog da med en stor Hær sydpaa langsmed Landet, og agtede sig til Danmark, thi paa den Tid var det just paa det højeste med Striden imellem ham og Svend Ulfsøn.


Kapitel 50

Da en halv Maaned af Sommeren var forløben, kom Rafn frem fra Skovbygderne etsteds til Søkysten, og saae en stor Flaade ligge der; han begav sig hen til et Sted, hvor Svendene lavede Mad paa Landet; han gik forsigtig frem, og spurgte: “Hvis er denne store Flaade?” De svarede: “Du maa være meget ukyndig og uerfaren i Verden; det er Kong Magnus, som ligger her, fordi han ingen Bør har at sejle til Danmark.” Rafn spurgte: “Hvilke anseete Mænd ere her hos Kongen?” De sagde, at der vare iblandt andre Kongens Ven, Einar fra Nummedalen, og Einar Thambeskjælver med tretten Skibe, men Sigvat Skald var paa Kongens Skib. Rafn sagde: “Siig til Sigvat, at der er en Mand, som har et nødvendigt Ærinde til ham her paa Landjorden.” De gjorde saa, og Rafn blev imidlertid staaende ved Skoven. Sigvat kom hen til ham, og sagde: “Hvem er denne store Mand?” “Han hedder Rafn,” sagde han. Sigvat vedblev: “Skynd dig herfra, jeg vil ikke tjene de Penge, der ere udsatte paa dit Hoved, og vil ikke røbe, at jeg har truffet paa dig.” Rafn svarede: “Det er ikke saa vist, man holder dig for en pengebegjerlig Mand, men jeg har kun eet Liv at miste, og mangen Mand maa gjøre mere for mindre Gods, end det at du røber mig; og hvor langskaftet end Kongens Øxe er, saa vil den dog ikke naae mig i Skoven; men vil du gjøre noget for min Skyld, da vil det ogsaa være dig saare sømmeligt, thi du er min Morbroder.” Han svarede: “Jeg vedkjender mig Slægtskabet med dig; dog staaer det ikke i min Magt allene at være dig til Hjælp; men bi nu her efter mig!” Rafn svarede: “Jeg vil gaae ud med dig paa Skibet, jeg vil heller lade mig dræbe der hos dig; en mindre Forbøn, end derom, kan du dog ikke indlægge for mig.” Sigvat svarede: “Du er et farligt Menneske; det vilde være mig en Skam, hvis jeg bragde dit Hoved under Øxen; dette vilde ikke tage nogen god Ende for nogen af os, om end alle stode mig bi med deres Hjælp og Bønner; gjør nu, som jeg beder dig om, og bi her efter mig, medens jeg opsøger mine Venner.” Han svarede: “Jeg vil nu efterkomme din Begjering for en kort Tid, men jeg vil snart komme efter dig, thi det er for meget forlangt, at man skal vente sig en tung Død, og endda betragte den længe forud.” Sigvat opsøgte Einar fra Nummedalen, og sagde: “Nu staaer det saa til, Kamerad, at gode Raad ere dyre; her er nu Rafn kommen, som med Vold og Magt vil give sig i Hænderne paa sine Fjender; kan jeg lide paa dig?” han svarede: “En Ulykkesmand er han, men det er vor Pligt at frelse ham fra Døden, dog kunne vi ikke stride mod Kongen med saa svage Kræfter; Kongen vil aldrig mere benytte sig af vor Hjælp, hvis vi nu gaae imod ham.” Derpaa gik Sigvat til Einar Thambeskjælver, og sagde: “Kan jeg vente mig nogen Hjælp af dig, Einar?” Han svarede: “Hvad er der i Vejen?” Sigvat sagde: “Min Frænde Rafn er kommen hid.” Einar sagde: “Jeg er ikke belavet paa, at stride med Kongen for hans Skyld; een Gang har jeg taget en Mand i Forsvar, som Kongen havde kastet sin Unaade paa, og det var meget nær ved, at det ikke var lykkets mig; nu har jeg og Endride her tolv Skibe under vor Befaling, og agte at følge Kongen til Strid imod de danske; viis du nu Manden bort, saa at han kommer i Sikkerhed, og lad ham ikke komme paa vore Skibe, saa at han der bliver dræbt, thi jeg kjender Kong Magnuses Hæftighed, at han Heller vil undvære vor Hjælp, end taale nogen Fornærmelse af os.” Men imedens de talte saaledes med Hinanden, gik Einar fra Nummedalen op paa Land til Rafn, og sagde: “Vær nu fornuftig, Kammerad! og styrt ikke alle Folk her i Ulykke, drag Heller bort efter mit Raad, jeg vil sende dig op til Hit til min Gaard, der vil du være hjulpen for en Tid.” Han svarede, at han først vilde tale med Sigvat; Einar gik bort, og Sigvat kom kort efter. Rafn sagde: “Nu, hvad Trøst give Høvdingerne os?” Han svarede: “Ikke stor, og du har kun liden Lykke med dig; hvad har du da nu besluttet dig til?” Han svarede: “Det som jeg forhen har sagt dig, jeg vil gaae ud paa Kongeskibet med dig.” Sigvat sagde: “Hvorfor vil du saaledes styrte dig selv i Døden?” Rafn svarede: “Fordi det tykkes mig bedre at døe, end at drage Kongens Vrede over alle eder, som have opdaget mig, og det vil være uundgaaeligt, saasnart han spørger, at I have fordulgt mig.” Sigvat sagde: “Dette er brav og mandig talt; endnu staaer ogsaa min Beskytter tilbage, og jeg vil nu søge Hjælp der, hvor den aldrig har svigtet mig, nemlig hos den hellige Kong Olaf;” han knælede da ned, og bad, og paakaldte Kong Olaf; derpaa gik de ud paa Kongeskibet. Kong Magnus havde lagt sig til at sove i Lyftingen, og vaagnede i det samme, som Sigvat og Rafn vare komne hen i Forrummet; han sprang i en Hast op, og raabte: “Op alle vore Mænd! Børen har rejst sig, og Sejeren er os vis, naar vi komme til Danmark.” Hver satte da sit Skib i Stand, og de sejlede, saasnart de vare færdige; men da de kom til Danmark, gik alle Tropperne paa Land fra Skibene; der var en stor Hær af de danske for dem, og der begyndte et hæftigt Slag; Kong Magnus var i den forreste Deel af Fylkingen, men Rafn Gudrunsøn gik frem foran Kongen, og stred tapperligen, og ikke et Menneske sagde et Ord til ham. I denne Træfning saae nogle Mænd den hellige Olaf blandt Kong Magnuses Tropper, og denne vandt den Gang en herlig Sejer.


Kapitel 51

De kom tilbage til Skibene om Aftenen, og takkede Gud for deres Sejer; men da de vare komne ombord, sagde Kongen: “Hvor er nu Rafn henne, lad ham nu komme frem og ikke skjule sig!” Einar og Sigvat sagde til Kongen: “Giv Manden Fred, Herre! saa tapper, som han er.” Kongen svarede: “Det lover jeg ikke endnu, men see ham vil jeg.” Da gik Einar fra Nummedalen til Rafn, og sagde: “Nu skal du gaae frem for Kongen, viis dig ydmyg, men tal dog dristig til ham, siig ham oprigtig og nøje, hvad han spørger dig om.” Rafn gik for Kongen, og hilste ham. Kongen sagde: “Hvorfor, Einar, understøtter du en Mand, som er erklæret landftygtig paa Island?” han svarede: “Thi han blev erklæret landflygtig, Herre, fordi han hævnede sin Fader, der blev dræbt uden al Grund.” Kongen sagde: “Hvorfor dræbte du Ketil? Rafn!” Han svarede: “Fordi, Herre, han digtede Nidvise om mig, og derpaa solgte han mig som Træl; og da jeg havde dræbt ham, kvad jeg om ham en lidet udarbejdet Grafsang.” “Lad os høre den!” sagde Kongen. “Det skal skee efter eders Befaling,” sagde Rafn, “men saa vil I vel ogsaa høre det andet Kvad.” Kongen sagde: “Hvad er det for et Kvad?” “Det er digtet om eder, Herre!” sagde Rafn. “Saa kvæd da!” sagde Kongen. Han gjorde saa; men da de begge vare ude, sagde Kongen: “Meget forskjellige ere disse Digte, hvorfor kvad du et saa godt Kvæde om mig, da jeg dog vilde lade dig dræbe?” “Fordi du fortjente et godt Kvad,” sagde Rafn. Kongen sagde: “Hvorfor kom du til mig i Skoven?” Rafn svarede: “Thi jeg ventede mig deraf den Lykke, som nu blev mig til Deel ved eders Nærværelse, men forhen var min Skjæbne tung, da jeg ingen Beskytter havde her i et fremmedt Land, og det var blevet min tunge Lod, at dræbe en mægtig Mand, skjønt i mine Tanker ikke uden Grund.” Kongen sagde: „Nu er al din Sag drøftet; nu skal jeg ogsaa fortælle, hvad mig vedkommer: Da jeg var falden i Søvn paa Skibet, kom min Fader, Kong Olaf, til mig, og sagde i Vrede: Der ligger du, Kong Magnus! og lægger mere Vind paa, at dræbe min Skalds Frænde for en ringe Sag, end at vinde en herlig Sejer over de danske, dine Fjender, thi Vinden er nu god; behandl du alle dem vel, som nu ere paa Skibet, ellers vil denne Verdens Straf ramme dig, saa det vil ikke gaae dig godt. Og strax da jeg vaagnede, saae jeg dem begge i Forrummet, Sigvat og Rafn, men jeg var nu bleven for forskrækket ved min Faders truende Ord, til at jeg da skulde tænke paa Ketils Drab eller andre Rafns Forseelser. Nu skal du, Rafn, være velkommen her hos os, og til Gjengjæld fordi jeg har viist dig Unaade, vil jeg give dig Helga Ketilsdatter til Ægte med meget Gods.” Rafn svarede: „Dette vil jeg med Taknemmelighed tage imod; men i Sommer vil jeg ud til Island, for at faae Sagen imod mig der og min Landflygtighed hævet; men derpaa vil jeg vende tilbage til eder, saasnart som muligt, og, hvis det kan lykkes, rejse baade frem og tilbage i Sommer.” Kongen bad ham gjøre saa. Da fortalte Sigvat Skald Kongen, at han havde paakaldt Kong Olaf om at komme Rafn til Hjælp, da han ingen Understøttelse fik af sine Kamerader. Kongen sagde: “Megen Priis sætter min Fader paa din Hengivenhed, da han opfylder denne din Begjering og lignende, nu paa samme Maade, som før, da han levede her i Verden.” Rafn rejste ud om Sommeren, og kom til Island ved den Tid Althinget holdtes, og hans Frifindelse blev da strax udvirket. Derpaa rejste baade han og hans Moder bort fra Landet, Rafn ægtede Helga, og Kongen gav dem store Besiddelser. Rafn var siden bestandig hos Kong Magnus, saalænge Kongen levede, og holdtes for en dygtig Mand i alle Mandeprøver, og hermed ender hvad vi have om ham at fortælle.


Kapitel 52

Da Kong Magnus den Gode var Konge i Norge, boede der øster i Vigen paa den Gaard Stokke en anseelig Leensmand, ved Navn Thrond; hans Datter hed Margrete, en meget forstandig og særdeles vakker Kvinde, af hvis Skjønhed der gik megen Ry. En, Mand hed Sigurd, kaldet Kongens Frænde, thi han var nærbeslægtet med Kong Magnus; Sigurd havde et Syssel ikke langt fra Thrond; han var endnu en ung Mand, smuk og velbevandret i alleslags Idrætter. En Gang imod Enden af Sommeren var der et talrigt Gilde hos Thronds; han havde for Sædvane, at spørge sin Datter til Raads næsten ved alle Lejligheder, naar noget var i Vejen. Der fortælles blandt andet, at en Dag, imedens Gildet stod hos Thronds, stode Gjæsterne udenfor paa nogle Høje, hvor der var en vid Udsigt, og de havde der alleslags Skjemt og Lege for; men henimod Aften saae de et Langskib sejle ind mod Landet, det var smukt og veludrustet med forgyldte Prydelser og Fløje, overalt besat med Skjolde imellem Stavnene; da Skibet nærmede sig, saae de, at det var bemandet med raske Mænd, og havde et godt Aareslag; man talte da en Deel om, hvem det kunde være. Thrond gik til sin Datter, og fortalte hende denne Nyhed: “Vi have nu ingen Grund til at vente Kong Magnus her, hid,” sagde han, “men det kan alle skjønne, at nogle Mænd af den højeste Rang ere paa Skibet.” Hun svarede: “Det er dog ikke usandsynligt, at det er Kong Magnus, og jeg vil give meget til, at hans Komme herhid blev udsat.” Thrond svarede: ,.Hvi taler du saa, da han er almindelig elsket af alle, og vi skulle nu tage vel imod ham.” “Det maa beroe paa dig,” sagde hun, “men mig bæres dog endnu bestandig for, at det tykkes mig bedre, han blev borte.” Skibet lagde sig til Leje, og Kong Magnus var der ombord; Thrond gik Kongen imøde, og bad ham være velkommen, bød ham hjem til sin Gaard, og viste ham al mulig Opmærksomhed; Kongen var ret munter; men da det kom ud paa Aftenen, gik Kvinderne ind i Salen, og Margrete forrest iblandt dem; hun gik til sit Sæde, uden at Hilse Kongen. Kongen spurgte Thrond, hvad det var for en smuk Kvinde, som gik forrest. Thrond sagde, det var hans Datter. Kongen sagde: “Og hun vil ikke hilse os, meget stolt lader hun, men en smuk Kvinde er hun, hos hende vil jeg sove i Nat.” “Det sømmer eder ikke, Herre!” sagde Thrond. Kongen sagde, at det skulde skee. Thrond meddeelte sin Datter Kongens Hensigt. Hun svarede: “Det kommer mig ikke uventet, at han fatter et Forsæt, som er mig meget imod; det tykkes mig tungt, at skjænke ham min Kjærlighed, og miste ham saa snart.” Disse hendes Ord sagde Thrond til Kong Magnus. Han svarede: “De fleste kjende mig som en retskaffen Mand, det kan ogsaa mages saa, at dette bliver til hendes egen Lykke; men det vil ej gaae godt, uden jeg raader.” Men da Thrond saae, derved intet var at gjøre, lod han et Kammer sætte prægtig i Stand, og der opredtes Kongens Seng; derpaa blev Margrete fulgt derhen, og da hun var kommen i Seng, gik alle bort, saa at hun meget bedrøvet blev ene tilbage; Værelset havde to Dørre; kort efter bankede det to Gange paa een af Dørrene, og den tredie Gang sprang Døren op, der kom en hæderlig klædt Mand ind med en sid Hat paa Hovedet; han spurgte, om der var nogen derinde. Hun svarede ikke. Han gik hen til Sengen, rørte ved hende, og sagde: “Har du noget Ondt i Sinde mod Kongen? Margrete!” “Nej, det er visselig langt fra mine Tanker,” sagde hun. “Saa vil du maaskee indgaae den Akkord med mig,” sagde han, “at jeg skal mage det saa, at Kongen ikke skal gjøre dig noget imod din Villie, men jeg vil saa raade for dit Giftermaal.” Hun sagde, at det vilde hun gjerne. “Saa er det godt,” sagde han, hvorpaa han trykkede hende med Fingeren paa Brystet, og sagde, at han satte sit Mærke paa hende; det gjøs noget i hende derved; han vedblev derpaa: “Saasnart Kong Magnus kommer i Seng til dig, saa siig, at du har seet hans Frænde Sigurd, og vi faae da at see, hvad Indtryk det gjør paa ham; jeg skal nok føje det saa, at der intet videre behøves.” Manden gik derpaa sin Vej; men Kong Magnus kom noget efter, og da han var kommen i Seng til hende, lod han sine Mænd gaae, Vendte sig kjærlig til hende, og sagde, han vilde sørge for hendes Lykke, hvis hun vilde være hans. Hun svarede: “Det skulde du dog først betænke dig paa, saa anseet en Høvding og saa brav en Mand, du i alle Henseender er; thi du maa vide, at din Frænde Sigurd og jeg have seet Hinanden.” Kongen sprang strax op, og sagde vredt: “Da sømmer det mig lidet, at søge denne Seng;” hvorpaa han gik ud, og op paa Loftkammeret, hvor Thrond sov, og bankede paa Døren. Thrond sprang op, og gik til Døren, hvor han da saae Kong Magnus, og at han var meget vred. Thrond spurgte, hvad der var forefaldet. Kongen befalede ham, at lade nogle Mænd hente Sigurd paa det hurtigste. Thrond sagde, at de stode strax til hans Befaling, hvorpaa Kongen bød dem at sige til Sigurd, at han skulde komme, hvad enten han vilde eller ikke. Sendebudene kom til Sigurd, og bragde ham Kongens Ord ligesaa haarde, som han havde sagt dem, og bade ham gjøre sig færdig i en Hast, og følge med dem. Sigurd svarede: “Med megen Hæftighed udretter I dette Ærende, jeg skal Heller ikke dvæle, thi jeg haaber, dette skal blive en god Rejse, naar jeg gjæster saa berømt en Frænde.” Sigurd rejste med Sendebudene, men da han kom til Kong Magnus, var denne meget vred, og spurgte strax, hvad Omgang han havde Haft med Margrete. Sigurd svarede glad: “Herre! jeg har været med til Gildes hos Thrond, og seet Margrete, men kun talt ganske faa Ord med hende, og jeg er villig til at gjøre min Ed paa, om det behøves, at jeg ikke har haft nogen Omgang med hende, uden i al Tugt og Ære.” Kongen lod da Margrete kalde, og spurgte hende nøje ud, hvorledes det hang sammen; hun fortalte ham da omstændelig, hvorledes der var kommen en Mand ind i Kammeret, og alt hvad de havde talt sammen, og derpaa, hvorledes han havde mærket hende. Kongen sagde: “Lad os see det Mærke!” Hun gjorde det, og det saae da ud, som om der laae en klar Sølvpenge paa hendes Hals, der hvor han havde trykket med sin Finger. Da sagde Kongen: “Hænger det saaledes sammen? Denne Mand har været min Fader, dette er hans Mærke, og derfor bares det mig saa meget for, at det ikke var Guds og min Fader, den hellige Olafs Villie, at jeg skulde tage denne Kvinde til min Frille. Nu, Sigurd, skal du faae hende, min Fader maa have nævnt dig, fordi det er hans Villie, og derhos skal du have mit Venskab, baade du og Kvinden.” Det gik nu virkelig saa, at Sigurd fik Margrete, og Kong Magnus var med til deres Bryllup. Sigurd blev en mægtig og brav Mand, og Margrete holdtes for en anseelig Kvinde baade i forstand og alt andet Godt; de levede i et lykkeligt Ægteskab, og her ender denne Fortælling.




Noter:

1) Her det østlige Rige, nemlig Garderige eller Rusland.
2) Rentemester.
3) Et gammelt Navn for Østersøen.
4) Lode den Budstikke, som plejede at bruges i Krigstider, gaae omkring i Bygderne.
5) Et gammelt Ord (af fólk, Folk, Tropper), som betyder at indrette en Fylking eller slagorden.
6) Kongens eget Admiral-Skib.
7) Her mener Forfatteren egentlig Jyllands sydligste Deel, der mest omtales i det følgende som udsat for Venders og Saxers Overfald.
8) Ilden eller Flammen.
9) Et Haandskrift synes at have: tre.
10) Island.
11) Eller Re?
12) Kastespyd og Pile.