Magnus den Godes saga

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif


Snorre Sturlason

Heimskringla


Magnus den Godes saga


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013-2014



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Heimskringla – Nóregs konunga sögur G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)


1.

Efter jul begyndte Magnus Olavson sin rejse østen fra Holmgård ned til Aldeigjaborg; de begyndte at gøre deres skibe klar, da isen løsnede om foråret. Dette nævner Arnor Jarleskjald i Magnusdrapaen:


Ro jeg fordrer — folkens! —
før jeg om den raske
(sandt jeg sagen kender)
sværdrødner fortæller:
Horders ven på hærskib
holdt fra Gardarige;
elleve år var knap nok
ormelejets hader.


Kong Magnus styrede om foråret østfra til Svitjod; således siger Arnor:


Ting bød ud den unge
od-rødnende fyrste;
hirden rask til hamlen
hærklæder lod føre.
Krig’ren lod de kolde
køle fure havet;
folkekongen førtes
frem på vind til Sigtun.


Her fortælles det om kong Magnus, at da han drog vestpå fra Gardarige, sejlede han først til Svitjod og op til Sigtuna. Da var Emund Olafson konge i Svitjod, og dér var også dronning Astrid, som havde været gift med den hellige kong Olav; hun tog overmåde godt imod Magnus — sin stedsøn — og lod straks indkalde mange folk til ting dér, hvor det hedder Hangrar. På det ting talte Astrid og sagde således: »Her er nu kong Olav den Helliges søn — han hedder Magnus — kommet til os; han agter nu at begive sig til Norge for at søge sin fædrenearv. Jeg skylder ham at hjælpe ham meget til denne færd, for han er min stedsøn, som alle ved — både svenskere og nordmænd. Jeg skal på ingen måde spare på det, som jeg kan skaffe, til at hans styrke bliver størst mulig — hverken de mange folk, som jeg råder over, eller tilsvarende midler. Ligeledes skal alle, som begiver sig på denne færd med ham, modtage mit fuldkomne venskab. Jeg vil også bekendtgøre, at jeg vil deltage i hans færd; da vil det være klart for enhver, at jeg ikke sparer på nogen del i den støtte, som jeg kan udvise ham.« Derefter talte hun længe og klogt, men da hun holdt inde, svarede mange og sagde, at de svenskere, der havde fulgt kong Olav — hans far — ikke havde fået megen hæder af deres norgesfærd, »— og det ser ikke bedre ud med denne konge,« sagde de, »og derfor har folk ikke lyst til denne færd.« Astrid svarede: »Alle, som ønsker at fremstå som modige mænd, vil ikke lade sig skræmme af sådant. Og hvis folk har mistet sine slægtninge sammen med den hellige kong Olav — eller selv er blevet såret — så er det mandigt nu at drage til Norge for at hævne det.« Ved Astrids ord og støtte kom det dertil, at en stor mængde sluttede sig til Astrid for at følge Magnus til Norge; dette nævner Sigvat Skjald:


Herligt hermed vil jeg
hædre Olafs datter;
diger-drottens mage
dyre gaver skænker.
Østpå lyste Astrid
Olavsønnens stilling;
på Hangrar-ting trængtes
talrigt da de svenske.


Kvinden kunne næppe
købslå bedre, havde
endda hendes egen
ædle Magnus været.
Hun og høje Kristus
har det alt bevirket:
Hele Haralds slægtsarv
holder nu kong Magnus.


Vældigt folkevennen
vide lande styrer;
Magnus må dog Astrids
mandsmod derfor takke.
Denne kloge kvinde
— kun jeg sandt beretter —
har sin stedsøns stræben
styrket mer’ end andre.


Således siger Tjodolf Skjald i Magnusflokken:


Tred’ve-sæders snekken
snart du skød i vandet
(den raske vind rysted’
råen over fyrsten).
Masten måtte stormen
modstå, inden hirden
sejlet atter sænked’;
Sigtuna du nåed’.


2. Kong Magnus’ rejse fra Sverige

Magnus Olavson indledte sin færd fra Sigtuna, og han havde da et stort følge, som svenskerne havde skaffet ham. De drog til fods gennem Svitjod og så til Helsingland; således siger Arnor Jarleskjald:


Røde skjolde — rædselsvækker! —
rundt I bar i svenske bygder;
landets folk da snart dig fulgte,
fåtal ej til hånde gik dig.
Siden østfra — ulvemætter! —
ærefuldt du hæren ledte;
klædt med hvide skjolde skaren
skred med spyd til hæderstinget.


Derefter drog Magnus Olavson østfra gennem Jämtland, over Kølen og ned i Trondheim, og alle landets indbyggere tog straks godt imod ham. Men kong Svends folk flygtede vidt omkring for at frelse sig, så snart de erfarede, at Magnus — kong Olavs søn — var kommet til landet, og der blev ikke gjort nogen modstand imod Magnus. Kong Svend var sydpå i landet. Således siger Arnor Jarleskjald:


Dine fjender — rædselsfuglens
fodrødner! — af angst blev grebet,
da du østfra under skrækhjelm
indtog Trøndelagens bygder.
Du, som sender sorte gribbe
sårbølger, modstanden kyste;
frygsomt dine uvensflokke
flygted’ væk for liv at bjærge.


3. Magnus Olavson tages til konge

Magnus Olavson drog med sit følge ud til købstaden, hvor han blev godt modtaget. Derefter lod han indkalde til Øre-ting, og da bondebefolkningen kom til tinget, blev Magnus taget til konge over hele landet, lige så vidt som kong Olav — hans far — havde været det. Derpå skaffede kong Magnus sig livvagter og udnævnte lendermænd; i alle herreder nedsatte han ombuds- og sysselmænd. Straks om efteråret udbød kong Magnus leding i hele Trondheim; han fik god støtte og drog derpå sydpå i landet med hæren.


Halvdan Egedius: Straks om efteråret udbød kong Magnus leding i hele Trondheim


4. Kong Svends flugt

Kong Svend Alfifason opholdt sig i Sunnhordland, da han erfarede disse hærforlydender; han lod straks skære hærpil og sendte den i fire retninger fra sig og indkaldte bondebefolkningen til sig og lod det følge, at der skulle være fuld leding af folk og skibe ude for at forsvare landet med ham. De folk, som var dér i nærheden af kongen, opsøgte ham; kongen holdt da ting med bønderne og bekendtgjorde sin hensigt — at han ville gå imod kong Magnus — kong Olavs søn — og kæmpe imod ham, hvis bønderne ville følge ham. Kongens tale var noget kort. Bønderne gjorde kun få tilråb til hans udtalelser. Derefter holdt de danske høvdinge, der var hos kongen, lange og snilde taler, men bønderne svarede og talte imod. Mange sagde, at de ville følge kong Svend og kæmpe sammen med ham, men andre nægtede. Nogle tav ganske, og andre sagde, at de ville opsøge kong Magnus, så snart de fik mulighed for det. Da svarede kong Svend: »For mig at se er her kun kommet et fåtal af de bønder, som vi har sendt besked til, og de bønder, som er her, siger selv til os, at de vil følge kong Magnus. Det forekommer mig da, at disse vil være os til samme gavn som dem, der siger, at de vil forholde sig roligt — og tilsvarende dem, som er tavse herom. Og af dem, der siger, at de vil følge os, vil vel hver anden eller flere ikke være os nogen støtte, hvis vi går i kamp mod kong Magnus. Det er mit råd, at vi ikke forlader os på disse bønders troskab, men hellere drager derhen, hvor folk er pålidelige og helt trofaste imod os; dér har vi tilstrækkelig styrke til at lægge dette land under os.« Så snart kongen havde truffet denne afgørelse, fulgte alle hans mænd dette råd. De vendte stavnene og hejste deres sejl; kong Svend sejlede da østpå langs med landet og standsede ikke, førend han kom til Danmark, hvor han blev godt modtaget. Da han traf Hardeknud — sin bror — tilbød denne kong Svend at dele magten med sig i Danmark, og dette tog Svend imod.


5. Kong Magnus’ færd i Norge

Kong Magnus drog om efteråret helt til landets ende, og han blev taget til konge over hele landet, og alle landets indbyggere var glade over, at Magnus var blevet konge. Det samme efterår døde Knud den Mægtige i England idus novembris; han blev begravet i Winchester. Da havde han været konge over Danmark i 27 år og desuden over England i 24 år og tilmed over Norge i 7 år. Så blev Harald — Knuds søn — taget til konge over England. Den samme vinter døde Svend Alfifason i Danmark.

Tjodolf kvad således om kong Magnus:


Over land du østfra
— ørnefødders rødner! —
fulgt af folkehæren
— fyrste! — kom til Norge.
Rent berøvet landet
rømte Svend det derpå;
Alfifas søn sejled’,
sagdes det, landflygtig.


Bjarne Guldbrynsskjald digtede om Kalv Arneson:


Fyrsten fader-arven
fik sig ved din indsats;
sandt at sige måtte
Svend da nøj’s med Danmark.
Kalv! — den kække fyrste
kom hertil fra Gardar;
kløgtigt lod du landet
lægge under Magnus.


Kong Magnus regerede den vinter over Norge, men Hardeknud over Danmark.


6. Knuds og kong Magnus’ forbund

Foråret efter udbød begge kongerne ledingshæren, og der var forlydender om, at de ville lægge til strid ved Elven. Da hærene på begge sider gik imod hinanden, sendte lendermænd fra hver sin side bud til deres slægtninge og venner, og fra begge sider fulgte den besked, at man skulle skabe fred imellem kongerne. Af den grund, at begge kongerne var unge og barnlige, blev riget styret for dem af mægtige mænd, der i hvert af landene var blevet udvalgte til det. Det kom da dertil, at der blev fastsat et forligsmøde mellem kongerne; derefter mødtes de selv, og der blev da talt om forlig, og det blev aftalt, at kongerne sværgede broderskab og stiftede fred imellem sig, så længe de begge var i live, og hvis én af dem døde sønneløs, da skulle den, der var efterlevende, overtage den andens land og folk. 12 mand — de ypperste fra hvert af rigerne — sværgede sammen med kongerne på, at dette forlig skulle holdes, så længe nogen af dem var i live. Så skiltes kongerne, og hver især tog de hjem til deres rige, og dette forlig blev holdt, så længe de levede.


7. Om dronning Astrid

Dronning Astrid, der havde været gift med den hellige kong Olav, kom til Norge sammen med kong Magnus — sin stedsøn — og hun opholdt sig hos ham i gode kår, som tilbørligt var. Så kom også Alfhild — kong Magnus’ mor — til hoffet; kongen tog straks imod hende med stor kærlighed og gav hende en ærefuld stilling, men det gik sådan med Alfhild, som det kan gå for mange, der kommer til magt, at hendes hovmod ikke blev mindre, således at hun syntes dårligt om, at dronning Astrid blev noget højere hædret end hun selv med hensyn til siddeplads og andre tjenester; Alfhild ville sidde nærmere kongen, men Astrid kaldte hende for sin tjenestekvinde, sådan som det før havde forholdt sig, dengang Astrid var dronning over Norge, da kong Olav styrede landet. Astrid ville på ingen måde sidde ved siden af Alfhild, og de kunne ikke være i samme rum.


8. Om Sigvat Skjald

Sigvat Skjald var draget til Rom, da slaget stod på Stiklestad, men da han var på vej sydfra, erfarede han kong Olavs fald; det voldte ham meget stor sorg, og han kvad da:


Jeg på Munt mindedes
(morgenstund på borgen)
skjoldes brud og brynjer
blive sønderflået.
Tanken faldt på førhen:
Fyrsten, som vandt landet;
Torrød — min far — tidligt
tjeneste dér gjorde.


Sigvat gik en dag gennem en landsby og hørte, hvordan en bonde klagede sig meget, fordi han havde mistet sin kone; han slog sig for brystet og rev sit tøj i stykker og græd højlydt og sagde, at han hellere ville dø. Sigvat kvad:


Møens favntag misted’
manden, nu han ønsker
døden — alt for dyrt han
dermed elskov købte.
Over fyrsten fælder
flugtsky kongsmænd tårer;
vores tab til visse
værre er at regne.


Sigvat kom hjem til Norge — han havde gård og børn i Trondheim. Han drog sydfra langs landet på en byrding. Da de lå i Hillarsund, så de dér en stor flok ravne flyve; Sigvat kvad:


Frem nu ravneflokke
farer — lig de mindes
her, hvor flåden fordum
flød med nordmænds ætling.
Grådigt ørnen — ofte
Olav lod den fodre —
skriger højt ved Hillars
havn dagen igennem.


Da Sigvat kom nordpå til købstaden, var kong Svend dér, og han indbød Sigvat til at komme til sig, idet denne tidligere havde været hos Knud den Mægtige — kong Svends far. Sigvat sagde, at han ville drage hjem til sin gård. En dag, da Sigvat gik ude på gaden, så han nogle kongsmænd holde leg; Sigvat kvad:


Bleg som bast jeg hurtigt
bort fra kongens hirdmænds
leg søgte, for sorgen
sidder mig i brystet.
Jeg mindes min konge
(mænd hans lov synger);
tit på odelstoften
tog vi del i legen.


Siden drog han til sin gård. Han hørte, at mange folk dadlede ham og sagde, at han var stukket af fra kong Olav; Sigvat kvad:


Lad mig luestraffen
lide — Hvidekristus! —
om jeg Olav svigted’;
ingen skyld jeg bærer.
Farefuldt til Roma
(folk det kan bevidne)
drog jeg — dette ikke
dølges skal for nogen.


Sigvat trivedes ikke hjemme; han gik ude en dag og kvad:


Lyst, mens Olav leved’,
lo, syntes jeg, Norges
stejle fjelde (stadig
stod jeg da på knarrer).
Lierne ej læng’re
lader helt så blide.
Kongens gunst jeg ganske
(grim er sorgen) havde.


I begyndelse af vinteren drog Sigvat østpå over Kølen til Jämtland og derfra til Helsingland og kom frem til Svitjod. Han drog straks til dronning Astrid og var længe hos hende og blev godt behandlet; han var også hos kong Ønund — hendes bror — og modtog af ham 10 mark brændt sølv, som det fortælles i Knudsdrapaen. Når han mødte købmænd, der kom fra Holmgårdsfærd, spurgte han ofte, hvad de kunne fortælle ham om Magnus Olavson; han kvad:


Endnu øst fra Gardar
efter nyt jeg spørger;
ofte her den unge
arvings lovsang høres.
Fagre venskabsfugle
flyver os imellem;
jeg om fyrstens færden
frygter løgn dog stadig.


9. Om kong Magnus

Da Magnus Olavson kom fra Gardarige til Svitjod, var Sigvat dér hos dronng Astrid, og de blev alle meget glade. Da kvad Sigvat:


Dristigt drog du hjemad
— drot Magnus! Med glæde
du land og folk favner
(fast din magt jeg støtter).
— — — — — —


Siden slog Sigvat sig i følge med Astrid for at føre Magnus til Norge. Sigvat kvad:


Mænd har hørt min mening
— Magnus! — at jeg hilser
(dette er Guds gave)
glad dit livs medgang;
kun få folk forundes
— fyrste! — slig en herlig
konges søn, der særligt
slægter på sin fader.


Da Magnus var blevet konge over Norge, opholdt Sigvat Skjald sig hos ham og var meget afholdt af kongen. Han kvad dette, da dronning Astrid og Alfhild Kongemoder havde haft en meningsudveksling:


Alfhild! Lad dog Astrids
ære for mest gælde;
Gud har med god vilje
gavnet dine vilkår.


10. Kong Olavs skrin

Kong Magnus lod udfærdige et skrin, som var prydet med guld og sølv og besat med sten. Det skrin blev med henyn til størrelse og andet udfærdiget som en ligkiste, men havde svalegange under og ovenpå et låg udført som et tag, hvorfra der rejste sig hoveder og tagryg. Låget havde hængsler bagpå og hasper foran, hvor det kunne låses med en nøgle. Derpå lod kong Magnus kong Olavs helligdom nedlægge i det skrin. Der skete mange mirakler ved kong Olavs helligdom; dette nævner Sigvat Skjald:


Et gyldent skrin gjordes
(Gud ham til sig hented’),
et hus til helligkongen
(herligt prises fyrsten).
Blinde folk da førtes
frem til kongens leje;
snart med synet helbredt
sås de vende hjemad.


Det blev i loven fastlagt at helligholde kong Olavs højtid i hele Norge; denne dag blev da straks holdt som de største højtider. Dette nævner Sigvat Skjald:


Magnus’ fars messe
mangelløst skal holdes
her i mine huse
(Herren styrker fyrsten);
uden svig skal Olav
æres — den harmdøde;
han det røde ringguld
rakte mig til armen.


11. Om Tore Hund

Tore Hund forlod landet kort tid efter kong Olavs fald. Tore drog ud til Jorsala, og ifølge mange mænds udsagn, kom han ikke tilbage. Tore Hunds søn hed Sigurd; han var far til Ranveig, der blev gift med Jon — søn af Arne Arneson — og deres børn var Vidkun på Bjarkøy og Sigurd Hund, Erling og Jardtrud.


12. Drabet på Hårek på Tjøtta

Halvdan Egedius: »Tag hellere min økse ...«

Hårek på Tjøtta var hjemme på sine gårde, lige indtil Magnus Olavson kom til landet og blev konge. Så drog Hårek sydpå til Trondheim og opsøgte kong Magnus. Asmund Grankelson opholdt sig da hos kongen. Da Hårek kom til Nidaros og gik fra borde, stod Asmund i en svalegang sammen med kongen; de så Hårek og genkendte ham. Asmund sagde til kongen: »Nu vil jeg gengælde Håreks drab på min far.« Han havde en lille, tyndbladet bredøkse i hånden. Kongen så på ham og sagde: »Tag hellere min økse« — denne var tykbladet og kraftig; kongen sagde endvidere: »— jeg formoder — Asmund! — at der er hårde knogler i den karl.« Asmund tog øksen og gik ned fra gården, og da han kom ned i tværgaden, kom Hårek og de andre imod ham nedefra. Asmund huggede i hovedet på Hårek, sådan at øksen straks trængte ned i hjernen; det blev Håreks død. Asmund gik tilbage til kongen oppe i gården. Æggen var aldeles gået af øksen; da sagde kongen: »Hvad havde den tynde økse nyttet? Den her ser mig helt ubrugelig ud nu.« Derefter overlod kong Magnus Asmund len og syssel i Helgeland, og der findes mange og lange beretninger om uenighederne mellem Asmund og Håreks sønner.


13. Om Torgeir Plet

Kalv Arneson havde nogen tid i begyndelsen mest magt hos kong Magnus, men da mindede folk kongen om, hvor Kalv havde været på Stiklestad. Det blav da noget vanskeligere for Kalv at vinde kongens velvilje. Det skete engang, at kongen var omgivet af mange folk, der klagede deres sag. Da kom den mand, som før er nævnt — Torgeir fra Sule i Værdalen — med sin magtpåliggende sag; kongen hørte ikke på hans ord, men lyttede til dem, der var nærmere. Da sagde Torgeir højt til kongen, så alle, der var i nærheden, kunne høre det:


Tal nu med mig,
Magnus — konge! —
jeg var i din fars
følge engang;
jeg bar mit hoved
forhugget derfra,
dengang fyrsten
faldt i striden.
Men du elsker
de usle folk,
som glæder djævlen
med drottensvig.


Da begyndte folk at larme, og nogle bad Torgeir om at gå ud; kongen kaldte ham til sig og afgjorde derefter hans sag, så Torgeir var tilfreds, og han lovede ham sit venskab.


14. Kalv Arneson forlader landet

Kort tid efter var kong Magnus til gæstebud på Haug i Værdalen, og da kongen sad ved madbordet, sad Kalv Arneson på hans ene side, men på den anden side Einar Tambarskælver. Det var da kommet dertil, at kongen var ublid imod Kalv, men satte mest pris på Einar. Kongen sagde til Einar: »I dag skal vi to ride til Stiklestad; jeg vil se sporene efter det, der er sket dér.« Einar svarede: »Det kan jeg ikke fortælle dig noget om; lad Kalv — din fosterfader — tage med; han må kunne berette om hændelserne dér.« Da bordet var fjernet, gjorde kongen klar til at tage af sted; han sagde til Kalv: »Du skal tage med mig til Stiklestad.« Kalv sagde, at det ikke var nødvendigt. Da rejste kongen sig og sagde noget uvenligt: »Af sted skal du — Kalv!« Derpå gik kongen ud. Kalv klædte sig hurtigt på til færden og sagde til sin tjener: »Du skal ride ind på Egge og bede mine huskarle om at føre hvert et fad ned på skibet inden solnedgang.« Kongen red til Stiklestad samen med Kalv; de steg af hestene og gik derhen, hvor slaget havde stået. Da sagde kongen til Kalv: »Hvor er det sted, kongen faldt?« Kalv svarede og pegede med spydskaftet: »Her lå han falden,« sagde han. Så sagde kongen: »Hvor var du da — Kalv?« Han svarede: »Her, hvor jeg står nu.« Kongen sagde — og han var da rød som blod: »Da kunne din økse nå ham.« Kalv svarede: »Min økse nåede ham ikke.« Han gik da hen til sin hest, sprang på ryggen af den og red derfra sammen med alle sine folk, mens kongen red tilbage til Haug. Kalv kom om aftenen ind på Egge, og hans skib lå sejlklart ved bryggen med alt hans løsøre, og hans huskarle var rede; han sejlede da vestpå over havet og opholdt sig længe dér og hærgede i Skotland og Irland og på Suderøerne. Dette nævner Bjarne Guldbrynsskjald i Kalvsflokken:


Haralds brorsøn holdt dig
helt fortjent i venskab,
men folk — Torbergs frænde! —
fór med onde rygter;
du og Olavs arving
(uden grund, jeg finder)
måtte døje mange
ménord spredt af fjender.


15. Bøndernes trusler

Kong Magnus inddrog Viggja, som Hrut havde ejet, som sin ejendom, og Kvistad, som Torgeir havde ejet, og tilsvarende Egge og alt, hvad Kalv havde efterladt; mange andre store ejendomme, som havde været ejet af folk, der faldt i bondehæren på Stiklestad, lod han da inddrage under kongsgården. Han lod også mange folk, som i denne kamp havde været imod kong Olav, straffe hårdt; nogle jog han ud af landet, fra andre tog han store værdier, og han lod nogles husdyr slå ned. Da begyndte bønderne at knurre, og de sagde til hinanden: »Hvad mon denne konge har tænkt sig, når han bryder loven imod os, som kong Håkon den Gode fastsatte? Husker han ikke, at vi aldrig har tålt uret? Det vil gå ham som hans far og de øvrige høvdinge, som vi tog livet af, da vi blev lede ved deres overmod og lovløshed.« Denne utilfredshed bredte sig i hele landet. I Sogn samlede de hær, og det forlød, at de ville gå i kamp mod kong Magnus, hvis han indfandt sig dér. Kong Magnus var da i Hordaland, hvor han havde en stor hær, og han gav indtryk af at ville drage nordpå til Sogn. Dette blev kongens venner klar over, og 12 mand holdt møde og blev enige om, at én af dem efter lodtrækning skulle fortælle kongen om denne utilfredshed. Det faldt da sådan, at Sigvat Skjald blev udtrukket.


16. Bersøglis-versene[1]

Sigvat digtede en flokk, som kaldes Bersøglis-versene, og han nævner først det, at de fandt, at kongen ventede alt for længe med at forlige sig med bønderne, da de truede med at gøre opstand imod ham; han kvad:


Nu vil fyrsten friste
folkekamp mod sygner;
Sigvat selv skal følge —
snarest fra dog råde.
Vel jeg gramen væbnet
værn yder, men sig mig:
Hvor længe skal landet
lide slig en kummer?


I det samme kvad findes disse vers:[2]


— — — — — —


Hvem hidser til — herre! —
hævngerrigt at bryde
givne tilsagn? (Gerne
gør du brug af stålet);
folkets fyrste burde
fremstå som ordholden,
og løftesvig sømmer
— sværdkriger! — sig aldrig.


Hvem hidser til — høvding! —
husdyrdrab på gårde?
Magten er vel voldsomt
vendt mod egne bønder.
Næppe fik du — fyrste! —
førhen råd som disse;
vold og ran vækker
vrede blandt folk — konge!


— — — — — —


Efter denne påmindelse skiftede kongens gemyt, og mange andre sagde tilsvarende ord til kongen. Det kom dertil, at kongen talte med sine viseste folk, og de blev da enige om loven. Siden lod kong Magnus skrive den lovbog, der endnu findes i Trondheim og kaldes Grågåsen. Kong Magnus blev afholdt og elsket af hele landets befolkning; han blev af den grund kaldt for Magnus den Gode.


17. Om de engelske konger

Harald Englænderkonge døde fem år efter sin fars — Knud den Mægtiges — død. Han blev begravet hos sin far i Winchester. Efter hans død tog hans bror Hardeknud — en anden af Gamle-Knuds sønner — kongemagten i England; han var da konge over både England og Danevældet. Han var ved magten i to år; han døde af sygdom i England og er begravet i Winchester hos sin far. Efter hans død blev Edvard den Gode taget til konge; han var søn af den engelske kong Adalråd og dronning Emma — Rikard Rudejarls datter. Kong Edvard var sammødre bror til Harald og Hardeknud. Gamle-Knuds og Emmas datter hed Gunhild; hun var gift med kejser Heinrik i Saxland — han blev kaldt Heinrek den Milde. Gunhild opholdt sig tre år i Saxland, inden hun blev syg; hun døde to år efter sin far — kong Knud.


18. Om kong Magnus Olavson

Kong Magnus Olavson hørte, at Hardeknud var død; da sendte han straks folk sydpå til Danmark med bud til de mænd, der havde bundet sig til ham med ed, da der blev stiftet fred og forlig mellem dem — Magnus og Hardeknud — og mindede dem om deres ord. Han lod også det følge, at han selv straks om sommeren ville komme til Danmark med sin hær. Endelig lod han vide, at han i henhold til ederne og aftalerne ville tilegne sig hele Danevældet eller falde i kamp med sin hær. Således siger Arnor Jarleskjald:


Vargens mætter viste
vægtigt sin ordsnilde;
håndfast jarlers herre
hærbud snart lod følge:
I grumt gny af skjolde
gerne vandt han Danmark
eller modsat under
ørnens klo sig lagde.


19. Om kong Magnus’ hær

Da lod kong Magnus en hær samle og indkaldte lendermænd og mægtige bønder og skaffede sig langskibe; da den styrke var samlet, var det en flot og veludstyret hær. Han havde 70 skibe, da han sejlede fra Norge. Således siger Tjodolf:


Halvfjerds skibe — fyrste! —
førte du djærvt østpå;
du lod langskibsflåden
lede frem af mænd’ne.
Med hejste sejl sustes
sydpå med stramt tovværk;
Bisonoksens bordgang
brød de krappe vover.


Her nævnes det, at kongen havde den store ‘Bisonoksen’, som den hellige kong Olav havde ladet bygge; den havde mere end 30 rum. På forstavnen sad et bisonoksehoved og bagerst en hale; hovedet, halen og begge nakker var helt beklædt med guld. Dette nævner Arnor Jarleskjald:


Skeidens ror skælvede voldsomt;
skum fra bølgen slog mod dækket.
Fyrrens hund lod heftigt skibets
helforgyldte stavne neje,
da stavnmæren (strømmen bruste)
strøg nordfra forbi Stavanger
(som ild skinned’ årehesten
øverst) frem mod Danevældet.


Kong Magnus sejlede ud fra Agder og over til Jylland. Således siger Arnor:


Hør nu, hvordan horders
høvding stævned’ nordfra:
Rimfrostdækket duved’
drottens skib i vinden,
men sværdtingets sætter
snart det brede Jylland
nåed’; folket favned’
fyrsten dér med glæde.


20. Om Kong Magnus’ ankomst til Danmark

Da kong Magnus kom til Danmark, blev han godt modtaget dér. Han holdt snart ting og møder med landets mænd og krævede sig taget til konge, således som det var aftalt. Af den grund, at de høvdinge, som var de mest agtede i Danmark, var edsbundne til kong Magnus og agtede at holde deres ord og ed, fremmede de denne sag meget blandt folket; en anden anledning var, at da var Knud den Mægtige og hans efterkommere alle døde, og for det tredje var kong Olavs hellighed og hans mirakler blevet almindeligt kendte i hele landet.


21. Om kong Magnus

Siden lod kong Magnus indkalde til Viborg-ting; dér udnævner danskerne konger — både i gammel tid og i nyere tid. På dette ting tog danskerne Magnus Olavson til konge over hele Danevældet. Kong Magnus opholdt sig længe i Danmark om sommeren, og folk tog godt imod ham, hvor han kom, og viste sig lydige over for ham. Han satte folk i sysler og herreder over hele landet og gav landindtægter til stormændene. Ud på efteråret drog han med sin hær til Norge og opholdt sig en tid i Elven.


22. Om Svend Ulfsen

Der var en mand, der hed Svend — søn af jarl Ulf, søn af Torgils Sprakeleg. Svends mor var Astrid — datter af kong Svend Tveskæg; hun var samfædre søster til Knud den Mægtige, og hun havde samme mor som den svenske kong Olaf Erikson — deres mor var dronning Sigrid Storråde, der var datter af Skøgul-Toste. Svend Ulfsen havde længe opholdt sig hos svenskekongerne, der var hans slægtninge, lige siden jarl Ulf — hans far — var faldet, således som det er skrevet i sagaen om Knud den Gamle, at denne lod jarl Ulf — sin svoger — dræbe i Roskilde. Svend havde af denne grund ikke været i Danmark siden. Svend Ulfsen var en meget smuk mand; han var også stor og stærk og den største idrætsmand og meget begavet; alle, der kendte ham, sagde, at han besad alle de egenskaber, der pryder en god høvding. Svend Ulfsen opsøgte kong Magnus, da denne lå i Elven, således som det før blev anført. Kongen tog godt imod ham, og der var også mange, der talte hans sag, for Svend var en meget afholdt mand. Han forelagde selv sin sag godt og snildt for kongen, og det kom dertil, at Svend gik kong Magnus til hånde og blev hans mand. Siden talte kongen og Svend i enrum om mange ting.


23. Svend Ulfsen bliver jarl

En dag, da kong Magnus sad i højsædet og var omgivet af mange folk, sad Svend Ulfsen på fodtrinet foran kongen. Da tog kongen ordet: »Jeg vil for høvdingene og hele almuen kundgøre den beslutning, som jeg vil lade gennemføre. Her til mig er kommet en mand, som udmærker sig både med hensyn til slægt og sig selv: Svend Ulfsen. Han er nu blevet min mand og har lovet mig sin troskab, og som I véd, har alle danskerne i sommer undergivet sig mig. Nu er landet høvdingeløst, eftersom jeg er draget væk, men det bliver — som I véd — hærget meget af vendere og kurer og andre Østersøfolk eller også af saxere. Jeg lovede dem også at skaffe dem en høvding til værn og styrelse af landet, og jeg ser ingen, der på alle måder er lige så godt skikket dertil som Svend Ulfsen; han har slægten til at være høvding. Nu vil jeg gøre ham til min jarl og give ham ansvaret for Danevældet, mens jeg er i Norge, på samme måde som Knud den Mægtige satte jarl Ulf — Svends far — som høvding over Danmark, mens Knud var i England.« Einar Tambarskælver sagde: »For stor en jarl — fostersøn! — for stor en jarl!« Kongen sagde vredt: »I tror ikke, at jeg forstår meget, men det forekommer mig, at I finder nogle jarler for store og andre uduelige.« Da rejste kongen sig og tog et sværd, som han fæstede ved Svends bælte, derpå tog han et skjold og hængte det ved hans skulder, og siden satte han en hjelm på hovedet af ham og gav ham jarlsnavn og sådanne jordindtægter i Danmark som jarl Ulf — hans far — før havde haft. Derefter blev der frembåret et skrin med helligdomme; Svend lagde sine hænder derpå og svor troskabsed til kong Magnus, og derpå ledte kongen jarlen til højsædet hos sig. Således siger Tjodolf:


Ulfsen svor ved Elven
østpå smukt for kongen;
Svend da selv på skrinet
sine hænder lagde.
Olavs søn for eden
ene ville råde;
enigheden holdt dog
heller kort, desværre.


Så drog jarl Svend til Danmark, hvor han blev godt modtaget af hele almuen. Han skaffede sig livvagter og blev snart en stor høvding. Om vinteren drog han vidt omkring i landet og knyttede gode venskaber med stormændene; han var også afholdt af almuen.


24. Magnus’ hærtogt

Kong Magnus førte sin hær nordpå i Norge og opholdt sig dér om vinteren. Da foråret kom, havde kong Magnus en stor hær ude, og han drog med den sydpå til Danmark, men da han kom frem, erfarede han fra Vendland, at venderne i Jomsborg havde aflagt deres lydighed imod ham. Dér havde de danske konger haft et stort jarledømme; de havde anlagt Jomsborg, og det var blevet en meget stærk fæstning. Da kong Magnus hørte dette, udbød han en stor flåde i Danmark og drog om sommeren til Vendland med hele hæren; han havde en meget stor styrke. Således siger Arnor Jarleskjald:


Rimdækket af rullestokken
rendte fyrstesønnens stavne;
heldigt — konge! — med hærskjoldet
hærged’ du i Venderlandet.
Flere skibe førtes aldrig
fyrsteledt mod arvejorder;
vender måtte kummer (køle
kløved’ søen) længe døje.


Da kong Magnus kom til Vendland, lagde han til ved Jomsborg og vandt straks borgen; han dræbte dér mange folk og brændte borgen og meget af det omgivende land og begik dér det største hærværk. Således siger Arnor Jarleskjald:


På Jom lod du — tyves tugter! —
tænde ild til død for fjenden;
høje flammer — høvding! — slugte
hedenske folks by dér sydpå.
Modet svigted’ mænd i borgen;
manges huse lagdes øde.
Ildens skær lod ufolks hjerter
— unge budlung! — føle rædslen.


Mange folk i Vendland gik da under kong Magnus, men endnu flere flygtede bort. Kong Magnus drog derpå tilbage til Danmark og indrettede sig til vinterophold dér, men sendte hæren hjem — både den danske hær og mange af de folk, der havde fulgt ham fra Norge.


25. Svend tager kongenavn

Den samme vinter, som Svend Ulfsen havde fået herredømme i Danevældet, og han var blevet venner med mange stormænd og havde fået almuens gunst, lod han sig give kongenavn, og mange høvdinge deltog i denne beslutning. Om foråret, da han erfarede, at kong Magnus drog sydpå fra Norge med en stor hær, fór Svend til Skåne og derfra op i Götaland og så til Svitjod, hvor han opsøgte sin slægtning kong Emund. Han opholdt sig dér om sommeren, men havde spejdere i Danmark for at følge kong Magnus’ færden og for at se, hvor mange folk han havde. Da Svend fik at vide, at kong Magnus havde ladet store dele af sin hær drage hjem, og at han opholdt sig sydpå i Jylland, red Svend ned fra Svitjod, og han havde da en stor hær, som svenskekongen havde skaffet ham. Da Svend kom ud til Skåne, tog skåningerne godt imod ham, og de holdt ham dér for konge; da kom der mange støtter til ham. Siden drog han over til Sjælland, hvor der blev taget godt imod ham, og han lagde alt dér under sig. Så drog han til Fyn og underlagde sig alle øerne, og folket gik under ham. Svend havde en stor hær og mange skibe.


Halvdan Egedius: Svend Ulfsen rider fra Svitjod


26. Om kong Magnus’ hær

Kong Magnus erfarede disse hændelser og tilmed, at venderne havde en hær ude. Siden indkaldte kong Magnus sine støtter, og han fik snart en stor hær fra hele Jylland. Da kom hertug Otta af Saxland til ham fra Brunsvik; han var dengang gift med Ulfhild — datter af kong Olav den Hellige og søster til kong Magnus. Hertugen havde mange mænd i sit følge. Danske høvdinge opildnede kong Magnus til at drage imod venderhæren og ikke at lade hedenske folk drage gennem landet og ødelægge det. Den beslutning blev taget, at kongen lod hæren vende sydpå på vej mod Hedeby. Da kong Magnus lå ved Skodborg Å på Lyrskov Hede, kom der besked til ham om vendernes hær og det med, at de havde så stor en hær, at ingen kunne tælle den, og at kong Magnus intet kunne stille op imod alle disse mænd, og at der ikke var andet for ham at gøre end at flygte. Kong Magnus ønskede dog at kæmpe, hvis folk mente, at der var nogen mulighed for, at han kunne sejre; de fleste frarådede det og sagde alle det samme, at venderne havde en uovervindelig hær. Hertug Otta havde mest lyst til at kæmpe. Kongen lod hele hæren kalde sammen og lod alle ruste sig til kamp, og de lå ude om natten under deres skjolde, for de fik at vide, at vendernes hær var kommet meget nær. Kongen var meget bekymret; han fandt det ilde, hvis han måtte flygte, for det havde han aldrig prøvet. Han sov kun lidt om natten og bad sine bønner.


27. Kong Olavs mirakel

Dagen efter var det Mikkelsmesseaften; da det var nær dag, faldt kongen i søvn og drømte, at han så sin far — den hellige kong Olav — og at denne sagde til ham: »Du er nu meget bekymret og fuld af frygt, fordi venderne drager imod dig med en stor hær; du skal ikke frygte den hedenske hær, selv om de er mange sammen. Jeg skal følge dig i denne kamp; begiv jer i kamp mod venderne, når I hører min lur.« Da kongen vågnede, fortalte han om sin drøm. Det begyndte at lysne; da hørte alle folk klokkelyd i luften, og de af kong Magnus’ mænd, der havde været i Nidaros, syntes at det lød som om, der blev ringet med Glad. Den klokke havde kong Olav givet til Klemenskirken i købstaden.


28. Slaget på Lyrskov Hede

Da rejste kong Magnus sig og råbte, at der skulle blæses til kamp. Da fór den vendiske hær over åen imod dem; hele kongehæren sprang da op og gik imod hedningerne. Kong Magnus kastede ringbrynjen af sig; han havde yderst en rød silkeskjorte, og i hånden tog han øksen Hel, som kong Olav havde ejet. Kong Magnus løb foran alle andre imod hæren, og med begge hænder huggede han straks til den ene efter den anden. Således siger Arnor Jarleskjald:


Fyrsten fatted’ øksen
fast med begge hænder;
horders høvding kæmped’
heftigt uden brynje,
dengang himlens hersker
(Hel kløvede blege
skaller i skjoldlarmen)
skifted’ land og sejren.


Denne kamp blev ikke lang. Kongens folk gik hidsigt frem, og hvor parterne mødtes, faldt venderne så tæt som opskyl på stranden; folkene, der stod bagerst, vendte sig på flugt, og de blev da slået ned som kvæg. Kongen forfulgte selv de flygtende østpå over heden, og de faldt i flokke over hele heden. Således siger Tjodolf:


Forrest i hærflokken
fandt man Haralds brorsøn;
i rigt mål gav Magnus
mad til sultne ravne.
Vidt lå vender faldne
voldt af kongehæren;
dræbte flød i dynger,
dækked’ hedejorden.


Det siges blandt folk, at der ikke i kristen tid er sket så stort et mandefald i Nordlandene, som det der skete blandt venderne på Lyrskov Hede. Der faldt ikke mange i Magnus’ hær, men en del blev såret. Efter slaget lod kong Magnus sine folks sår forbinde, men der var ikke så mange læger i hæren, som der var behov for; da gik kong Magnus til de folk, der forekom ham egnede, og følte på deres hænder, og han strøg dem over håndfladen. Så udnævnte han de 12 mand, der forekom ham at have de blødeste hænder, og sagde, at de skulle forbinde folkenes sår. Ingen af dem havde tidligere forbundet sår, men de blev alle de bedste læger. To islandske mænd var dér; den ene var Torkel Geirason fra Lyngar, den anden var Atle — far til Bård den Sorte i Sælådalen — og fra dem stammede siden mange læger. Efter denne kamp blev det mirakel, kong Olav havde gjort, meget omtalt vidt omkring i landet, og folk sagde, at ingen ville få gavn af at kæmpe imod kong Magnus Olavson, og at kong Olav — hans far — stod ham så nært, at hans uvenner af den grund ikke ville formå at yde ham modstand.


Halvdan Egedius: Slaget på Lyrskov Hede


29. Kampen på Re

Kong Magnus vendte straks hæren mod Svend, som han kaldte sin jarl, selv om danskerne kaldte ham konge. Kong Magnus skaffede sig skibe og udrustede hæren, og begge parter fik da mange folk. Der var mange høvdinge blandt Svends støtter — skåninger, hallændinge og fynboer — mens kong Magnus mest havde nordmænd og jyder, og han ledte nu sin hær til møde med Svend. De mødtes ud for Vestlandet på Re, hvor der blev et stort slag, og det endte med, at kong Magnus sejrede, mens Svend tog flugten og mistede mange folk; han flygtede tilbage til Skåne, for han havde et tilflugtssted oppe i Götaland, når han havde behov for det. Kong Magnus drog da tilbage til Jylland og sad dér om vinteren omgivet af mange mænd, og han havde vagt ved sine skibe. Dette nævner Arnor Jarleskjald:


Fyrsten gerne Glammes
grumme ting lod holde
(raskt ved Re blev sværdet
rødnet) ved Vestlandet.


30. Kampen ved Åros[3]

Svend Ulfsen gik straks på sit skib, da han erfarede, at kong Magnus var gået i land. Svend samlede sig al den støtte, han kunne få, og drog så om vinteren gennem Sjælland og Fyn og om på øerne; da det nærmede sig jul, drog han sydpå til Jylland og lagde først til i Limfjorden, hvor mange folk gik under ham, mens han tog penge fra andre. Andre gav sig under kong Magnus. Da kong Magnus erfarede, hvad Svend havde for, drog han til sine skibe, og med sig havde han den hær af nordmænd, som da var i Danmark, og en del danskere; de sejlede sydfra langs landet. Svend var da i Åros og havde et stort følge; da han hørte om kong Magnus’ hær, førte han sin hær ud af byen og gjorde klar til kamp. Da kong Magnus havde erfaret, hvor Svend var, og han vidste, at de ville mødes inden længe, holdt han husting og talte til sit følge; han sagde: »Nu har vi hørt, at jarlen og hans hær ligger her foran os; jeg har fået at vide, at de har en stor hær, og jeg vil fortælle jer, hvad jeg agter at gøre. Jeg vil lægge til møde med jarlen og kæmpe imod ham, selv om vi har noget færre folk. Vi må igen — som før — hente hjælp fra Gud selv og den hellige kong Olav — min far; han har nogle gange før givet os sejren, når vi har kæmpet, og vi har ofte haft en mindre hær end vores uvenner. Nu ønsker jeg, at folk gør sig klar til, at vi opsøger dem, og så snart vi møder dem, skal vi ro frem og straks gå i kamp; da skal alle mine mænd være klar til at slås.« Derefter bevæbnede de sig, og alle gjorde sig selv og deres rum klar. Kong Magnus roede frem, indtil de fik øje på jarlens hær; de roede straks imod dem. Svends folk bevæbnede sig og bandt deres skibe sammen. Der opstod straks en hård kamp. De kæmpede om stavnene, men alene de folk, der stod i stavnene, kunne komme til at hugge. De, der var i forrummene, stak med spyd, mens alle, der var længere agterude, skød med snørrespyd eller gaflaker eller kastepile. Nogle kastede med sten eller skæftefletter, og de folk, der stod agten for masten, skød med bue. Dette nævner Tjodolf:


Skudt mod brede skjolde
skæftefletter braged’;
rigeligt åd ravnen
råt kød fra de faldne.
Stærkt i spyddets stormvejr
sten blev brugt som våben;
skjoldtræerne tumled’
tæt i pileregnen.


Her fortælles det, hvor voldsom våbenregnen var. Kong Magnus befandt sig i kampens begyndelse i en skjoldborg, men da han mente, at sagen trak ud, løb han frem fra skjoldborgen og på langs ad skibet; han råbte højt og opildnede sine folk og gik helt frem til hugkampen i forstavnen. Da hans folk så det, ansporede de hinanden, og der lød høje råb fra overalt i hæren. Nu blev kampen meget voldsom. I deres angreb blev Svends skib ryddet i stavnen og saxen; da gik kong Magnus selv med sit følge op på Svends skib, og derefter fulgte den ene efter den anden af hans folk. De gik så hårdt frem, at Svends folk rykkede tilbage for dem, og kong Magnus ryddede dette skib og derpå alle de andre. Svend og store dele af hans styrke flygtede, men hans folk faldt i mængder, og mange blev tilstået fred. Denne kamp stod den sidste søndag før jul, og Magnus tog dér syv skibe fra Svends flok; således siger Tjodolf:


Den digres søn sejred’,
syv skibe lod kongen
rydde; givet glæder
gerningen Sogns kvinder.


Svend flygtede straks om natten til Sjælland med de folk, der var undsluppet og som ville følge ham, men kong Magnus lagde sine skibe til land og lod straks om natten sine folk gå i land. Tidligt om morgenen kom de ned med stort strandhugsbytte.


31. Kong Svends flugt

Kong Magnus førte straks sin hær nordpå til Sjælland efter Svend. Med det samme Magnus’ folk kom frem, flygtede Svend og hele hans følge op i landet, men kong Magnus søgte efter dem og drev dem på flugt og dræbte dem, de fik fat i. Således siger Tjodolf:


Alle som én spurgte
ungmøer på Sjælland,
hvem der førte fanen
(folk bar skjolde blodsmurt).
Til fods måtte fruer
flygte gennem skoven;
en talrig flok traved’,
tvunget, helt til Ringsted.


Så flygtede Svend over til Fyn, mens Magnus drog over Sjælland med hærskjold og vidt omkring brændte ejendomme, som tilhørte de mænd, der om efteråret havde sluttet sig til Svends flok.


32. Afbrænding på Fyn

Så snart kong Magnus erfarede, hvor Svend var, ledte han sin hær over til Fyn, men straks da Svend fandt ud af det, gik han om bord på et skib og sejlede til Skåne; derfra drog han til Götaland for siden at opsøge den svenske konge. Kong Magnus gik i land på Fyn, hvor han lod manges ejendomme plyndre og afbrænde. Alle Svends mænd, som var dér, flygtede vidt omkring. Således siger Tjodolf:


Vind fra skarvens vange
hvirvled’ gløder opad;
sydpå slugte ilden
Sjællands egehuse.
De norskes ild nåed’
nærved dobbelt højde
på Fyn, da folks gårde
flammespændte vælted’.


Efter dette gik hele folket i Danmark under kong Magnus. Da var der god fred i den sidste del af vinteren; kong Magnus satte da sine folk til at styre landet overalt i Danmark. Mod slutningen af foråret drog han med sin hær til Norge, hvor han opholdt sig meget længe om sommeren.


33. Kampen ved Helgenæs

Da Svend erfarede dette, red han straks ud til Skåne, og han havde en stor hær fra Sveavældet. Skåningerne tog godt imod ham, og han skaffede sig dér yderligere støtte; derefter drog han til Sjælland og underlagde sig det og ligeledes Fyn og alle øerne. Da Magnus hørte om dette, skaffede han sig hær og skibe og drog derpå sydpå til Danmark. Han fandt ud af, hvor Svend lå med sin hær; kong Magnus styrede da imod ham, og de mødtes på det sted, der hedder Helgenæs, og det var henimod aften. Da kampen begyndte, havde kong Magnus færrest folk, men større og bedre udrustede skibe. Kampen blev meget hård, og sidst på natten blev mandefaldet stort. Det kan siges kort om denne kamp, at kong Magnus sejrede, mens Svend flygtede; hans eget skib var ryddet ved stavnen, og alle Svends øvrige skibe var ryddede. Mange af Svends mænd faldt dér; kong Magnus og hans folk vandt sig et stort bytte. Svend flygtede op i Skåne sammen med alle de af hans folk, der slap væk, men kong Magnus og hans hær forfulgte de flygtende langt op i landet og mødte kun lidt modstand fra Svends mænd og bønderne. Derefter lod kong Magnus alle landsbyer hærge; således siger Tjodolf:


Magnus’ mænd førte
mærkestangen fremad
(jeg sås ikke ofte
uden skjold ved siden).
Med faste skridt skred vi
Skånelandet over
til Lund (fager som få
fandt jeg vejen) sydpå.


Derpå begyndte de at brænde husene; da flygtede alle folk langt væk derfra. Svend flygtede østpå i Skåne. Kong Magnus fór da til sine skibe og sejlede så østpå langs Skåne, og de var da kommet af sted i stor hast. Da kvad Tjodolf dette:


Drotten bød mig denne
drik af vand fra havet;
søens salte bølge
sluge må jeg tørstig.


Svend flygtede op i Götaland og opsøgte siden svenskekongen, hvor han opholdt sig om vinteren og blev godt behandlet.


34. Kong Magnus’ hærtogt

Da kong Magnus havde underlagt sig Skåne, vendte han om, og han styrede da først til Falster, hvor han gik i land og hærgede; han dræbte dér mange folk, som tidligere var gået under Svend. Dette nævner Arnor:


Djærvt gengældte drotten
danskernes svig; vældigt
mandefald på Falster
fyrsten som hævn voldte.
ørnens unge mætter
ødte liv i mængder;
høvdingens hird dygtigt
hented’ mad til ravnen.


Derefter førte kong Magnus sin hær til Fyn, hvor han hærgede og vandt et stort bytte.


35. Om kong Magnus’ kampe

Kong Magnus opholdt sig den vinter i Danmark, og der var god fred. Han havde haft mange kampe i Danmark, og han sejrede i dem alle. Således siger Arnor:


Du har gavmildt — Olavs arving! —
ægget skjaldens hang til digtning;
rask du ofte ravnenæbet
rødned’ (nu skal kvadet øges).
Samme vinter fór du — fyrste! —
fire gange i spydstormen;
altid skal du — sværdets svinger! —
sejrrig og tapper kaldes


Tre gange kæmpede Magnus mod Svend Ulfsen.


36. Om kong Magnus’ brev

Kong Magnus rådede da både for Danmark og Norge. Efter at han havde tilegnet sig Danevældet, sendte han folk vestpå til England; de opsøgte kong Edvard og overrakte ham kong Magnus’ brev og indsegl. I brevet stod med hilsen fra kong Magnus: »I har nok hørt om de aftaler, Hardeknud indgik med mig, om at den af os, der overlevede den anden — når denne var sønneløs — skulle overtage det land og de undersåtter, som denne havde haft. Nu er det blevet sådan — som jeg véd, I har erfaret — at jeg har taget hele Danevældet i arv efter Hardeknud. Han havde, da han døde, ikke mindre England, end han havde Danmark, og jeg kræver nu ejerskab til England i henhold til gældende aftale. Jeg ønsker, at du overlader magten til mig, og i modsat fald vil jeg forfølge mit krav med hærstyrker fra både Danevældet og Norge; da må den, der tildeles sejren, råde for landene.«


37. Kong Edvards svar

Da kong Edvard havde læst dette brev, svarede han således: »Alle folk her i landet véd, at kong Adalråd — min far — var ægtefødt til dette rige både efter gammel og ny lov. Vi var fire sønner af ham, men da han var faldet fra, tog min bror — Edmund — magten og kongenavnet, fordi han var den ældste af os brødre; jeg undte ham det godt, så længe han levede. Efter ham tog kong Knud — min stedfar — magten; da var det ikke let at kræve magten, så længe han levede. Efter ham var Harald — min bror — konge, så længe han fik lov at leve. Da han døde, styrede min bror — Hardeknud — Danevældet, og da forekom det eneste rette brødreskifte mellem os at være, at han blev konge over både England og Danmark, mens jeg ikke styrede noget. Så døde han, og det var da alle landets mænds råd at tage mig til kong her i England. Mens jeg ikke bar fyrstenavn, tjente jeg ikke mine høvdinge mere overmodigt end de folk, der ikke har slægt til magten her. Nu er jeg blevet viet til konge og har taget magten så fuldstændigt, som min far havde den før mig, og nu vil jeg ikke opgive dette navn, så længe jeg lever. Men hvis kong Magnus kommer her til landet med sin hær, da vil jeg ikke samle folk imod ham; så har han mulighed for at tilegne sig England og tage livet af mig inden. Fortæl ham nu disse ord!« Sendebudene drog hjem og opsøgte kong Magnus og fortalte ham alt om deres ærinde. Kongen svarede langsomt og sagde: »Jeg anser det for bedst og mest rigtigt, at jeg lader Edvard have sit rige i fred, men fastholder dette rige, som Gud har ladet mig få.«


— o —


Noter:

  1. »Tale-rent-ud-af-posen-versene«
  2. Her er dog kun to af forlæggets otte vers medtaget.
  3. I dette og de næstfølgende kapitler citerer Snorre meget flittigt skjaldevers for at dokumentere begivenhederne — særligt fra Tjodolf Arnorsons Magnúsflokkr. Det bliver ganske drøjt for læseren [og ikke mindre for oversætteren(!)], hvorfor der her kun er medtaget et lille udvalg af versene.