Magnus den godes saga

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif


Snorre Sturlasøn

Kongesagaer


oversat af

Gustav Storm

Kristiania
J.M. Stenersen & Co
1900

Nationaludgave (2den udgave)


Titelfrise Magnus den godes saga.jpg


Magnus den godes saga

[1035-1047]


1. Magnus Olavsøn drog efter julen østen fra Holmgaard ned til Aldeigjaborg; der tog de til at ruste sine skibe, da isene løstes om vaaren. Om det taler Arnor Jarleskald i Magnusdraapa:

Nu tror jeg, han, som svinger
sverdet i blodig kamp,
bød mændene (vist jeg
ved det) gjøre sig rede;
ikke var guldets uven
elleve vintre gammel,
dengang da Hordernes herre
hærskib førte fra Gardar.

Kong Magnus styrede om vaaren vester til Svitjod. Saa siger Arnor:

Den unge egge-svinger
ud bød mænd til ting;
kjække hirdmænd sine
hærklæder bar til skibet.
Kongen paa iset skibsbord
skar havet østenfra;
til Sigtuner vældige
vinder førte fyrsten.

Her siges det, at da kong Magnus fór østen fra Gardarike, seilede han først til Svitjod og op til Sigtuner. Da var Emund Olavsøn konge i Sverige; der var da ogsaa dronning Astrid, som kong Olav den hellige havde havt. Hun tog særdeles vel imod sin stesøn Magnus og lod strax stævne et talrigt ting paa det sted, som hed Hangrar[1]. Men paa det ting talte Astrid og sagde saa: «Her er nu kommet til os den hellige kong Olavs søn, som heder Magnus; han vil nu fare til Norge at søge sin fadersarv. Jeg har stor grund til at styrke ham til denne færd; thi han er min stesøn, saa som det er kjendt for alle, baade Svear og Nordmænd. Jeg skal ikke spare noget, som jeg kan skaffe, til at hans styrke kan blive stor, hverken mænd, som jeg har magt over, eller gods, og alle de, som gjør sig rede til denne færd med ham, skal have mit fulde venskab. Jeg vil og kundgjøre, at jeg vil give mig paa denne færd med ham. Det vil da være synligt for alle, at jeg ikke sparer til hans hjælp andre ting, som jeg kan yde ham.» Siden talte hun længe og klogt; men da hun holdt op, svarede mange og sagde, at Svearne havde faret liden hædersfærd til Norge, da de fulgte hans fader, kong Olav: «og her er det ikke bedre at vente med denne konge,» siger de, «og derfor er mændene lidet lystne efter denne færd.» Astrid svarer: «Alle de, som vil gjælde for modige mænd, vil ikke ræddes for sligt. Men hvis nogen har mistet sine frænder eller selv faaet saar med den hellige kong Olav, da er det just mandig gjerning at fare til Norge og hevne det.» Astrid kom saa vidt med sine ord og sin hjælp, at en mængde mænd gav sig i færd med Astrid, for at følge ham til Norge. Om det taler Sigvat skald:

Høilig vi med vort lov
vil lønne for rige gaver
Olavs datter, hun som
den digre konge havde.
Ting holdt ude paa Hangrar
en talrig hær af Svear,
dengang da øster Astrid
for Olavs søn talte.
Ikke kunde hun givet
de gode Svear bedre
raad, om den meget mandige
Magnus var hendes søn.
Næst efter mægtige Kristus
mest voldte hun dette,
at Magnus kunde hele
Haralds ætland favne.
Den milde Magnus kan takke
for mægtig hjælp Astrid:
mændenes ven det førte
til magten (det os glæder);
den kloge kvinde sin stesøn
saa med raad har hjulpet,
som faa andre (sandhed
jeg siger til hendes hæder).

Saa siger Tjodolv skald i Magnus-flokken:

Ud lod du dengang den snare
snekke og skibet med treti
rorbænker skride i havet
(raaen knaged’ i blæsten).
Den voldsomme vind ei spared’
paa veien masten den stramme;
hirdmænd prude i Sigtuner
seilet, det stribede, sænked’.


2. Magnus Olavsøn gav sig paa færd fra Sigtuner og havde da mange mænd, som Svearne havde skaffet ham. De fór tilfods gjennem Svitjod og derpaa til Helsingeland. Saa siger Arnor Jarleskald:

Øxe-bærer! I svenske bygder
siden bar du de røde skjolde.
Ikke fik du hærhjælp liden,
landsfolket søgte dig til haande.
Vide kjendte ulve-mætter!
Østfra strømmed’ valgte skarer
med hvide skjolde og spydene drevne
til hæders-ting til kongens følge.

Siden fór Magnus Olavsøn vester over Jæmteland og Kjølen og ned i Trondhjem, og strax tog alt landsfolket vel imod ham. Men saasnart kong Sveins mænd spurgte, at kong Olavs søn Magnus var kommet did i landet, flyede de ad vide veier og reddede sig; det blev da ikke gjort nogen modstand imod Magnus. Kong Svein var syd i landet. Saa siger Arnor Jarleskald:

Østfra kom du med allerhøiest
øgeshjælm[2] i trøndske bygder.
Ravne-glæder! Dine fiender
flygtede rædde (saa rygtet siger).
Kjække fyrste, dine fiender
følte, ulykken nu sig nærmed’;
dine uvenner maatte rædde
redde livet ved bort at flygte.


3. Magnus Olavsøn fór med sine mænd ud til Kaupangen, og der blev han taget vel imod. Siden lod han stævne Øreting[3]; men da bondefolket kom til tinget, da blev Magnus der taget til konge over alt landet, saa vide som hans fader kong Olav havde havt. Siden tog kong Magnus sig hird og valgte lendermænd; han satte overalt i herredene mænd til aarmænd og sysselmænd. Kong Magnus bød strax om høsten leding ud over hele Trondhjem; han havde godt for at faa mænd og styrede siden med hæren syd i landet.


4. Kong Svein Alfivasøn var paa Søndhordaland, da han spurgte dette hærsagn. Han lod strax skjære op hærpil og sende den til fire kanter fra sig; han stævnede til sig bondealmuen og lod det bud følge med, at fuld almenning af mænd og skibe skulde fare ud og verge landet med ham. Alle de mænd, som var der i nærheden af kongen, søgte til ham. Kongen havde da ting og tale med bønderne og bar da frem sit erende og sagde, at han vilde fare imod kong Magnus kong Olavs søn, og holde kamp med ham, om bønderne vilde følge ham. Kongen talte noksaa kort. Bønderne gjorde lidet tilraab til hans tale. Siden holdt de danske høvdinger, som var med kongen, lange og snilde taler, men bønderne svarede og talte imod; mange sagde, at de vilde følge kong Svein og kjæmpe med ham, men nogle vægrede sig; nogle tiede aldeles, og nogle sagde saa, at de vilde søge til kong Magnus, saasnart som de kunde. Da svarer kong Svein : «Saa synes det mig, som her er kommet faa bondemænd af dem, som vi havde sendt bud til, men disse bønder, som her er, siger os selv, at de vil følge kong Magnus; saa synes det mig, at de vil blive til saadan hjælp som hine, som siger, at de vil sidde hjemme, og som de, som tier stille. Men af dem, som siger, at de vil følge os, vil vel hveranden eller flere ikke være os til nogen støtte, om vi lægger til strid med kong Magnus. Det er mit raad, at vi ikke giver os i disse bønders tro, men farer heller did, hvor alt folket er os trygt og tro; der har vi styrke nok til at vinde dette land under os.» Men saasnart kongen havde ytret denne mening, fulgte alle hans mænd dette raad. De vendte da stavnene om og drog sine seil op; seilede da kong Svein øster langs landet og stansede ikke, før end han kom til Danmark; der blev han godt modtaget. Men da Svein mødte sin broder Hårdeknut, bød han kong Svein at have rige hos sig der i Danmark, og det tog Svein imod.


5. Kong Magnus fór om høsten helt øster til landsenden og blev taget til konge overalt i landet, og hele landsfolket var glad over, at Magnus var bleven konge. Den samme høst døde Knut den mægtige i England idus novembris [13de november][4]; han blev jordet i Vincester[5]; da havde han været konge over Danmark i 27 vintre, men baade over Danmark og England i 24 vintre[6], men dertil over Norge i 7 vintre. Da blev Knuts søn Harald taget til konge i England. Den samme vinter døde Svein Alfivasøn i Danmark. Tjodolv kvad saa om kong Magnus:

Du red over ødemarker,
ørne-mætter! fra Svitjod;
dig fulgte raske hærmænd,
herre, østfra til Norge.
Men Svein flygtede siden,
svigtet af alle, fra landet.
Landflygtig (hørte jeg) unda
Alfivas Søn rømte.

Bjarne Gullbraa-skald digtede om Kalv Arnesøn:

Du loved’ den unge konge
arven, som han kræved’.
Sandt er, at Svein maatte
sidde i Danmark alene.
Kalv! Du lod Magnus komme,
den kamplystne, til landet
(du det voldte, at fyrsten
fik sit rige) fra Gardar.

Kong Magnus styrede den vinter i Norge, men Hårdeknut i Danmark.


6.

Halvdan Egedius: Magnus den gode og Hårdeknut mødes.

Vaaren efter [1036] bød begge kongerne leding ud, og de ord sagdes om dem, at de vilde lægge til strid ved Elven[7]. Men da begge hærene søgte mod hverandre, sendte lendermændene af begge hærer bud til sine frænder og venner, og det fulgte med begges ordsending, at man skulde gjøre fred mellem kongerne. Men da begge konger var unge og barnslige, holdt de mægtige mænd, som var valgte dertil i begge lande, rigsstyrelsen for dem; det kom da saa vidt, at det blev aftalt en forligsstævne mellem kongerne. Siden mødtes de selv, og det blev da talt om forlig, og det kom til den aftale, at kongerne svor sig i brødrelag og satte fred imellem sig, saalænge begges liv varede, og hvis en af dem døde uden søn, skulde den af dem, som levede længst, tage efter ham land og undersaatter. Tolv mænd, de som var de ypperste af hvert rige, svor med kongerne paa det, at dette forlig skulde holdes, saalænge nogen af dem levede. Derpaa skiltes kongerne, og hver fór hjem til sit rige, og dette forlig holdtes, saalænge de levede.


7. Dronning Astrid, som kong Olav den hellige havde havt, kom til Norge med kong Magnus, sin stesøn, og var hos ham i gode kaar, som værdigt var. Da kom ogsaa Magnus’s moder Alvhild til hirden; kongen tog strax imod hende med stor kjærlighed og gav hende en hæderlig stilling. Men med Alvhild gik det, som det kan gaa med mange, som faar magt, at ligesaa snart voxte overmodet hos hende, saa at hun likte ilde, at dronning Astrid blev noget høiere agtet end hun i sæde og anden tjeneste; Alvhild vilde sidde nærmere kongen, men Astrid kaldte hende sin tjenestekvinde, saaledes som det før havde været, da Astrid var dronning over Norge, dengang da kong Olav raadede for landet. Astrid vilde ikke for nogen pris have sæde med Alvhild, og de kunde ikke være i ét herberge sammen. — Sigvat skald havde faret til Rom, da kampen stod paa Stiklastader; men da han var paa veien nordover, spurgte han kong Olavs fald; det var ham til stor sorg. Han kvad da:

Paa Munt[8] stod jeg og mindedes,
en morgen nær borgene,
det land, hvor man mange skjolde
spalted’ og side brynjer.
Jeg tænkte paa kongen, som længe
lykkelig raaded’ for landet;
da var Torråd[9] min fader
i førstningen der hos ham.

Sigvat gik en dag gjennem et torp og hørte, at en husbonde jamrede meget, fordi han havde mistet sin kone, slog sig for brystet og rev klæderne af sig, græd høit og sagde, at han vilde gjerne dø. Sigvat kvad:

Naar møens favntag han mister,
manden ønsker sig døden:
altfor dyr er elskov,
naar efter den tabte man græder.
Men flugt-hadende hirdmand,
han som sin herre har mistet,
fælder drabs-taarer:
tabet for os er værre.


8. Sigvat kom hjem til Norge; han havde bo og børn i Trondhjem. Han fór nordover langs land paa en byrding; men da de laa i Hillarsund[10], saa de, hvor mange ravner fløi forbi. Sigvat kvad:

Ravnene ser jeg haste
til havnen (lig de mindes),
hvor Nordmænds gode fyrste
fordum lagde skibene.
Hver dag udenfor Hillar
hviner de graadige ørner,
de som Olav fordum
ofte kaldte til bytte.

Men da Sigvat kom nord til Kaupangen, da var kong Svein der og bød Sigvat at fare til ham; thi Sigvat havde før været hos Knut den mægtige, kong Sveins fader. Sigvat siger, at han vil fare hjem til sit bo. Det var en dag, at Sigvat gik ude paa strætet; han saa, hvor kongens mænd holdt leg. Sigvat kvad:

Bort jeg fra kongens svender
(i brystet ondt jeg føler)
mig vender, fra hirdmænds leger:
ligbleg jeg er ved at se det.
Da jeg mindes, hvor fordum
min ordsæle drotten
med sine mænd ofte
paa odelstoftene legte.

Siden fór han hjem til sit bo. Han hørte, at mange dadlede ham og sagde, at han havde løbet bort fra kong Olav. Sigvat kvad:

Hvitekrist lade mig have
den hede ild i helved’,
om jeg vilde Olav
(uskyldig er jeg) svigte.
Vidner overflødige
af andre for det har jeg:
jeg fór til Rom i fare[11]
(fjernt for mig er at negte).

Sigvat likte sig ikke hjemme; han gik ude en dag og kvad:

De høie, ludende fjelde
i hele Norge mig tyktes
at le (før var jeg kjendt paa
knarrer), da Olav leved’.
Siden mig lien synes
(sorg er nu mit eie)
meget ublidere:
yndest hos kongen jeg havde.

Ved førstningen af vinteren [1031] fór Sigvat øster over Kjølen til Jæmteland, derfra til Helsingeland, og kom frem i Svitjod; han fór strax til dronning Astrid og var hos hende i gode kaar i lang tid. Han var ogsaa hos hendes broder, kong Ånund, og fik af ham 10 mark brændt sølv; saa siges i Knutsdraapa. Sigvat spurgte ofte, naar han fandt kjøbmænd, som fór paa Holmgaard, hvad de kunde sige ham om Magnus Olavsøn; han kvad:

End mig lyster at spørge
østenfra nyt, fra Gardar.
Om unge ædling jeg hører
ofte ros, ikke sparsom.
Lidet jeg fritter, skjønt elskovs
fugler, de smaa, smygende,
flyver imellem os; færden
(frygter jeg) hid er løiet.


9. Men da Magnus Olavsøn kom fra Gardarike til Svitjod, da var Sigvat der hos dronning Astrid, og de blev da alle meget glade. Da kvad Sigvat:

Hjemmet du søgte med fare,
men hænde vel kan det (jeg priser
din magt), at du, kong Magnus,
dine mænd hilser og landet[12].

Siden slog Sigvat sig i færd med dronning Astrid for at følge Magnus til Norge. Sigvat kvad:

Min hug siger jeg mændene,
Magnus, at jeg hilser
dit liv velkommen
(løfte er det om lykke).
Faa folk skulde fødes,
som faar slig en konge,
hvis sønnen den dyrebare
sin fader vilde ligne.

Men da Magnus var bleven konge over Norge, fulgte Sigvat skald ham og var kongen meget kjær. Da dronning Astrid og kongsmoderen Alvhild havde havt en ordstrid med hinanden, kvad han dette:

Lad du Astrid øverst,
Alvhild, foran dig sidde;
om end din stilling er voxet
(det vilde Gud) storlig.


10. Kong Magnus lod gjøre et skrin, pryde det med guld og sølv og sætte kostbare stener deri. Men det skrin var baade i størrelse og andet udseende gjort som en ligkiste, men svalganger nedenunder og oventil et laag, dannet som et tag, og derfra opover hoveder og tagrygger; paa laaget er det hængsler bagtil, men hasper fortil og der læst med en nøgel. Siden lod kong Magnus lægge kong Olavs helligdom i det skrin. Mange jertegn hændte der ved kong Olavs helligdom; om det taler Sigvat skald:

For ham er et skrin gyldent
gjort, som bar modigt hjerte.
Kongens hellighed roser jeg
(han til Gud søgte).
Fra kongens gravmæle
gaar saa mangen en mand
bort med helbredet syn,
som blind er kommet derhen.

Da blev det lovtaget over hele Norge at holde kong Olavs høitid hellig; da blev strax den dag holdt saa hellig der som de største høitider. Om det taler Sigvat skald:

Vi bør Olavs messe,
Magnus faders, feire
i mit hus mén-løst
(magt giver Gud kongen).
Det sømmer mig helg at holde
efter høit savnede konge,
han, som har mine hænder
hyllet med guldet det røde.


11. Tore Hund fór bort fra landet kort tid efter kong Olavs fald. Tore fór ud til Jorsaler[13], og det er mange mænds sagn, at han ikke er kommet tilbage. Tore Hunds søn hed Sigurd, fader til Rannveig, som var gift med Joan, søn af Arne Arnesøn; deres børn var Vidkunn i Bjarkø, Sigurd Hund, Erling og Jardtrud.


12.

Halvdan Egedius: «Tag heller min øx.»

Haarek fra Tjotta sad hjemme paa sine gaarder lige til, at Magnus Olavsøn kom i landet og han var bleven konge. Da for Haarek syd til Trondhjem til kong Magnus. Da var Asmund Grankelsøn[14] hos kong Magnus. Men da Haarek gik op fra skibet, da han kom til Nidaros, og Asmund stod i en loftsvale[15] hos kongen, saa de Haarek og kjendte ham. Asmund sagde til kongen: «Nu vil jeg gjengjælde paa Haarek min faders drab.» Han havde i sin haand en liden og tyndhamret bredøx. Kongen saa til ham og sagde: «Tag heller min øx»; den var bredhamret og tyk; endvidere sagde kongen: «Jeg tænker saa, Asmund, at det nok er haarde ben i den kallen.» Asmund tog øxen og gik ned fra gaarden, og da han kom ned i tvergaden[16], gik Haarek og hans mænd opover imod ham. Asmund hugg i hovedet paa Haarek, saa at øxen strax stod nede i hjernen; det var Haareks bane. Men Asmund gik tilbage op i gaarden til kongen; da var hele eggen faldet af øxen. Da sagde kongen: «Hvad nytte havde du havt af den tynde øxen? Mig synes, som denne nu er ubrugelig.» Siden gav kong Magnus Asmund len og syssel paa Haalogaland, og det er der mange og store frasagn om stridigheder mellem Asmund og Haareks sønner.


13. Kalv Arnesøn havde i førstningen mest magt hos kong Magnus i nogen tid. Men da mindede nogle kongen om, hvor Kalv havde været paa Stiklastader; det blev da noget vanskeligere for Kalv at vinde kongens sind. Det hændte en gang, da det var mange folk hos kongen og man førte sine sager frem, da kom den mand frem for ham med sine rette erender, som før er nævnt[17], Torgeir af Sula i Værdalen. Kongen gav ikke agt paa hans ord, men hørte paa dem, som var ham nærmere. Da talte Torgeir til kongen høit, saa at alle hørte det, som var nær:

Mæl du med mig,
Magnus konge;
jeg var ifølge
med fader din.
Da bar jeg hugg
i hovedet derfra,
da over døde
Dågling[18] de steg.
Men du elsker
de onde folk,
drottensvigerne,
som djævlen glæded’.

Da gjorde mænd ulyd dertil, men nogle bad Torgeir gaa ud. Kongen kaldte ham til sig og afgjorde siden hans erende saa, at Torgeir var tilfreds, og lovede ham sit venskab.


14. Det var lidt senere, at kong Magnus var til gjestning paa Haug[19] i Værdalen; men naar kongen sad ved madbordet, sad Kalv Arnesøn paa den ene side af ham, men Einar Tambeskjelve paa den anden. Da var det kommet saa vidt, at kongen var uvenlig imod Kalv, men agtede da Einar mest. Kongen sagde til Einar: «Vi to skal idag ride til Stiklastader; jeg vil se merker efter det, som der har hændt.» Einar svarer: «Ikke kan. jeg sige dig noget derom; lad din fosterfader Kalv fare, han vil kunne sige dig om tidender der.» Men da bordene var tagne bort, gjorde kongen sig rede til at fare; han sagde til Kalv: «Du skal fare med mig til Stiklastader.» Kalv sagde, at det var ikke nødvendigt. Da stod kongen op og sagde temmelig vredt: «Fare skal du, Kalv!» Siden gik kongen ud. Kalv klædte sig raskt og sagde til sin svend: «Du skal ride ind paa Egge og bede mine huskarler føre hvert fad[20] ud paa skibet, inden solen er nede.» Kongen red til Stiklastader og Kalv med ham; de steg af hestene og gik did, hvor slaget havde staaet. Da sagde kongen til Kalv: «Hvor er det sted, der kongen faldt?» Kalv svarede og rettede spydskaftet fra sig: «Her laa han falden,» siger han. Da sagde kongen: «Hvor var du da, Kalv?» Han svarer: «Her, som jeg nu staar.» Kongen svarede og var da rød som blod: «Da kunde din øx naa til ham.» Kalv svarede: «Ikke naaede min øx til ham;» da gik han bort til sin hest, løb op paa ryggen og red sin vei med alle sine mænd, men kongen red tilbage til Haug. Kalv kom om kvelden ind til Egge; hans skib laa rede ved bryggerne, alt hans løsøre var ført deri, og hans huskarler var ombord. De styrede strax om natten ud efter fjorden, og Kalv fór siden dag og nat, som det var bør til. Han seilede saa vester over havet og dvælte der længe, herjede om i Skotland og Irland og Suderøerne; om det taler Bjarne Gullbraaskald i Kalvsflokken:

Torbergs broder! Jeg hørte,
at Haralds brodersøn viste
dig venskab (det var du værdig);
det vared’, til andre det spildte.
Eders avindsmænd vakte
idelig splid imellem
dig og Olavs arving
(ulykke synes mig sagen).


15. Kong Magnus tog til sin eiendom Vigg, som Rut havde eiet[21], og Kviststader, som Torgeir havde eiet[22], ligesaa Egge og alt det gods, som Kalv havde efter sig; og da lod han falde til kongsgaarden mange andre eiendommer, som de mænd havde eiet, som var faldne paa Stiklastader i bøndernes hær. Han refsede ogsaa sterkt mange af de mænd, som havde været imod kong Olav i det slag; nogle drev han fra landet, fra nogle tog han meget gods; for nogle lod han deres fæ hugge ned. Da tog bønderne til at knurre og talte sig imellem: «Hvad mon denne konge tænker paa, naar han bryder imod os de love, som kong Haakon den gode satte? Mindes han ikke det, at vi har aldrig taalt uret? Han vil faa samme færd som hans fader eller andre slige høvdinger, som vi har taget livet af, naar vi blev lei af deres overmod og lovløshed.» Denne misnøie var vide om i landet. Sogningene holdt en hærsamling, og det ord gik, at de vilde møde til kamp med kong Magnus, om han fór did. Kong Magnus var da paa Hordaland og havde der mange folk, og det lod paa ham, som han nu vilde fare nord i Sogn. Dette blev kongens venner var, og 12 mænd gik da til talestævne, og de blev enige om at kaste lod om én mand, som skulde fortælle kongen om dette misnøie; det blev laget saa til, at loddet traf Sigvat skald.


16. Sigvat digtede en flokk, som blev kaldt Bersåglesviser[23], og han taler der først om, at det tyktes dem, at kongen for meget opsatte det raad at forlige sig med bønderne, naar de truede med at reise ufred imod ham. Han kvad:

Det er røre syd blandt Sogninger.
Sigvat har advaret kongen
mod folkestrid at friste;
jeg farer, hvis dog vi skal kjæmpe.
Lad os vaaben tage og verge
vel kongen med sverdene;
til det møde mig lyster;
hvor længe skal landet sørge?

I det samme kvæde er disse vers:

Haakon, han som paa Fitjar
faldt, kaldtes den gode;
han refsed’ fienders herjing,
men ham mændene elsked’.
Landet holdt længe siden
lovene fast, som Adalsteins
blide fostre har givet
(bønderne sent ham glemmer).
Ret (tror jeg) kaare kunde
karler saavel som jarler;
derfor til bønders gods
gav to Olav’er freden:
Haralds trofaste arving
og Trygves søn lod holde
de gode love, som landet
i gave fik af begge.
Raadgivere, som taler
rent ud, hør uden vrede,
herre! det veien rydder
til ros siden for kongen.
Bønderne klager, at værre
vilkaar de har og andre
(hvis ikke landshæren lyver),
end du loved’ i Ulvesundet.
Hevngjerrige herre!
Hvem egger vel dig til
fra egne ord at vige?
(ofte prøver du staalet).
Ordfast skulde høvdingen
altid være. Seirsæle
kriger, ikke du burde
bryde dine løfter!
Hvem egger til at hugge,
hærfører! bøndernes hjorder?
Indenlands det at øve
er overmod hos en konge;
ingen har hidtil en ung
ædling sligt raadet;
(hæren er harmfuld) dine
hirdmænd ran hader.
Varsomhed bør du vise,
vældige tyve-øder!
ved rygtet om hålder, som hid
høres (hold dig i tømme!).
Vennen byder dig være
varsom, ravne-mætter!
beder han dig at lytte
til, hvad bønder vil kræve.
Ilde er det, naar alle
ældre mænd truer
og mod Skjoldungen harmes
(hindre det bør man forud).
Tungt er det, naar tingmænd
trykker hoveder sammen
(stilhed falder over talerne)
og stikker næser i feldene.
Ét er det maal, de mæler:
min herre haanden
lægger paa mændenes odel;
ædle bønder sig reiser.
Manden, som fadersarven
ved fældende, uret dom
maa give til kongens aarmænd,
agter for ran dette.

Efter denne advarsel skiftede kongen sind; ogsaa mange andre førte slige ord for kongen. Det kom da saa vidt, at kongen holdt samtale med de viseste mænd, og de blev da enige om sine love. Siden lod kong Magnus skrive den lovbog, som endnu er i Trondhjem, og som kaldes Graagaas. Kong Magnus blev siden vennesæl og elsket af alt landsfolket; af den aarsag blev han kaldt Magnus «den gode».


17. Harald, Englands konge, døde fem vintre [1040] efter sin faders, Knut den mægtiges død; han blev jordet hos sin fader i Vincester. Efter hans død tog Haralds broder Hårdeknut, en anden søn af Gamle-Knut, kongedømme i England; han var da konge baade over England og Danevældet, han styrede det rige i to vintre; han døde sottedød [1042] i England og er jordet i Vincester hos sin fader. Efter hans død toges til konge i England Eadvard den gode, søn af Englands konge Adalraad og af dronning Emma, datter af Rikard Rudajarl. Kong Eadvard var sammødre broder med Harald[24] og Hårdeknut. Gunhild hed en datter af Gamle-Knut og Emma, hun var gift med keiser[25] Henrik i Saxland; han blev kaldt Henrik «den milde». Gunhild var tre vintre i Saxland, inden hun blev syg; hun døde to vintre efter kong Knuts, sin faders, død[26].


18. Kong Magnus Olavsøn spurgte Hårdeknuts død [1042]; da sendte han strax mænd syd til Danmark og gav dem ordsendinger til de mænd, som havde bundet sig til ham med eder, dengang da forlig og aftale var gjort mellem Magnus og Hårdeknut, og mindede dem om deres ord; han lod ogsaa det ord følge med, at han selv vilde komme strax om sommeren til Danmark med sin hær; han føiede dertil de ord tilsidst, at han skulde tilegne sig alt Danevælde, saaledes som aftalen og ederne var, eller ogsaa falde selv i kampen med sin hær. Saa siger Arnor Jarleskald:

Jarlenes herre havde
heftig ordfylde;
handling fulgte paa ordene,
som ulve-mætteren talte:
frem i skjoldenes grumme
gny vilde han falde
død under ravnens klo
eller Danmark eie som konge.


19. Da samlede kong Magnus hær sammen, stævnede til sig lendermænd og mægtige bønder og skaffede sig langskibe; men da den styrke kom sammen, var det vakkert mandskab og vel rustet; han havde 70 skibe, da han seilede fra Norge. Saa siger Tjodolv:

Du styred’, seirrige drotten,
djervt de lange skibe,
der dine mænd seilede
med syvti skibe østover.
Kjølen gled sydover,
seilet strammed’ taugene.
Det masthøie skib skar vigene,
Visunden neied’ med stavnene.

Her nævnes det, at kong Magnus havde den store Visund[27], som den hellige kong Olav havde ladet bygge; den havde mere end 30 rum, paa forstavnen var et visundshoved, agterud en hale; hovedet og halen og begge nakker[28] var alt guldlagt. Om det taler Arnor Jarleskald:

Udenfra stygt mod løftingen sprøited’
sjøskummet; styreaaren bæved’,
vinden bøiede furu-tømmeret
fast, prydet med guldet røde.
Nordfra de stive furu-stavner
styred’ du syd over Stavanger[29]
til Danevælde; der glimtede oppe,
ilden lig, mastenes topper.

Kong Magnus satte ud fra Agder og over til Jylland. Saa siger Arnor:

Jeg vil sige, hvorledes Sogningers
snare herre bares
syd paa rimdækte Visund:
vinden i læ blæste.
Strid-vækkeren styred’
stavnene mod det brede
Jylland; der mændene
modtog ivrig kongen.


20. Men da kong Magnus kom til Danmark, blev han der modtaget vel; han holdt strax ting og stævner med landets mænd og krævede at blive taget til konge, saa som aftalerne stod. Men da de landshøvdinger, som var mest agtede i Danmark, var bundne med eder til kong Magnus og vilde holde sine ord og eder, hjalp de dette meget frem for folket; dertil bar ogsaa det andet, at da var kong Knut den mægtige og alt hans afkom dødt; den tredje aarsag var, at da var kong Olavs hellighed og hans jertegn kjendt over alle land.


21. Siden lod kong Magnus stævne ting i Vebjårg[30]; der tager Danerne sig konger baade i gammel og ny tid. Men paa det ting tog Danerne Magnus Olavsøn til konge over alt Danevælde. Kong Magnus dvælte længe om sommeren i Danmark, og alt folket tog godt imod ham og viste ham lydighed; han satte da mænd over hele landet, i sysler og herreder, og gav landindtægter til stormændene. Men da det led paa høsten, styrede han med sin hær til Norge og dvælte nogen tid i Elven.


22. Svein hed en mand, søn af Ulv jarl, som var søn af Torgils Sprakalegg; Sveins moder var Astrid, datter af kong Svein Tjugeskjeg; hun var samfædre søster af Knut den mægtige og sammødre søster af sveakongen Olav Eiriksøn; deres moder var dronning Sigrid Storraade, datter af Skågul-Toste. Svein Ulvsøn havde da levet i lang tid hos sine frænder sveakongerne, lige siden at hans fader Ulv jarl var falden, saaledes som det er skrevet i Knut den gamles saga[31] at han lod dræbe sin maag Ulv jarl i Roeskelda. Af den aarsag var Svein ikke siden i Danmark. Svein Ulvsøn var den vakreste mand; han var meget stor og sterk, en stor idrætsmand og meget klog; det var alle mænds tale, som kjendte ham, at han havde alle de egenskaber, som pryder en god høvding. Svein Ulvsøn kom til kong Magnus, da han laa i Elven, saa som før er skrevet; kongen tog vel imod ham, og det var ogsaa mange der, som førte hans sag, thi Svein var den vennesæleste mand. Han talte ogsaa selv fagert og klogt sin sag for kongen, og det kom saa vidt, at Svein gik kong Magnus til haande og blev hans mand. Siden talte kongen og Svein meget sammen i enrum.


23. En dag, da kong Magnus sad i sit høisæde og det var mange folk om ham, sad Svein Ulvsøn paa fodtrinet foran kongen. Da tog kongen til orde: «Kundgjøre vil jeg for høvdingene og hele almuen det raad, jeg vil have; her er kommet til mig en ypperlig mand, baade af æt og i sig selv, Svein Ulvsøn; han har nu gjort sig til min mand og svoret mig sin tro derom. Men som I véd, at alle Daner i sommer har gjort sig til mine mænd, saa er landet nu uden høvding, naar jeg er faret bort; men det er meget udsat for herjing af Vender og Kurer og andre Østerveismænd, eller ogsaa af Saxer. Jeg lovede dem ogsaa at give dem en høvding til landevern og landsstyrelse; jeg ser ikke nogen mand saa vel skikket dertil i alle deler som Svein Ulvsøn; han har æt til at være høvding. Nu vil jeg gjøre ham til min jarl og give ham i hænder Danmark til styrelse, naar jeg er i Norge, saa som Knut den mægtige satte hans fader Ulv jarl til høvding over Danmark, da Knut var i England.» Einar Tambeskjelve siger: «For stor jarl, for stor jarl, fostersøn!» Kongen sagde vredelig: «Lidet tykkes det eder, at jeg forstaar; det synes mig, som om det tykkes eder, at nogle er for store jarler, og at andre ikke duer til noget.» Da stod kongen op og tog et sverd og fæstede det ved Sveins belte; siden tog han et skjold og fæstede det ved hans axel, satte en hjelm paa hans hoved og gav ham jarlsnavn og slige landindtægter i Danmark, som hans fader Ulv jarl før havde havt der. Siden blev et skrin med helligdommer baaret frem; Svein lagde sine hænder derpaa og svor troskabseder til kong Magnus. Siden leiede kongen jarlen til høisæde hos sig. Saa siger Tjodolv:

Selv bar øster ved Elven
Ulvs søn med fagre løfter
(Svein vilde der sverge)
sine hænder til skrinet.
Olavs søn ønsked’
for ederne selv at raade:
forliget ikke saa længe
levede, som det skulde.

Derpaa fór Svein jarl til Danmark, og der blev han vel modtaget af hele almuen. Han tog sig da en hird og blev snart en stor høvding; han fór om vinteren vide om landet og gjorde sig til vens med stormændene, han var ogsaa vennesæl hos almuen.


24. Kong Magnus styrede med sin hær nord i Norge og dvælte der om vinteren. Men da vaaren [1043] kom, havde kong Magnus en stor hær ude og fór med den syd til Danmark. Men da han kom did, spurgte han de tidender fra Vendland, at Venderne i Jomsborg var faldne fra lydigheden imod ham; der havde danekongerne havt et stort jarlsrige, de reiste fra først af Jomsborg, og det var blevet en meget sterk borg. Men da kong Magnus hørte sligt sagt, bød han ud fra Danmark en stor skibshær og styrede med hele hæren om sommeren syd til Vendland og havde en stor hær. Saa siger Arnor Jarleskald:

Høre skal man, hvorledes høvdingen
hærskjold bar i Venders lande,
i stev-maalet[32] (du drog med glæde
fra glatte lunner rimede kjøler).
Aldrig hidtil jeg sige hørte,
(herre, Venderne sorg du bragte)
at nogen fyrste skibe flere
førte ud til deres odel.

Men da kong Magnus kom til Vendland, lagde han til Jomsborg og vandt strax borgen, dræbte der mange folk, brændte borgen og landet udenom vidt og bredt og gjorde det største hærverk. Saa siger Arnor Jarleskald:

Skjoldung, du førte ilden over
umennesker; døden fandt de.
Ildens høie lue du tændte,
tyve-fiende! syd ved Jomsborg.
Hedenske folk i det brede virke
verge turde ikke hallerne.
Budlung! du gav ved ildens bragen
borgmændene rædde hjerter.

Meget folk i Vendland gik kong Magnus til haande; men mange flere var det, som flyede unda. Derefter fór kong Magnus tilbage til Danmark og gjorde sig rede til vintersæde, men sendte fra sig baade den danske hær og mange af dem, som havde fulgt ham fra Norge.


25. Den samme vinter, som Svein Ulvsøn havde faaet styrelsen over Danevældet og han havde gjort sig til vens med mange stormænd og faaet almuens yndest, lod han give sig kongenavn, og i det raad tog mange høvdinger del. Men da han om vaaren spurgte, at kong Magnus fór nordenfra Norge og havde en stor hær, fór Svein til Skaane og derfra op paa Gautland og saa til Svitjod til sin frænde kong Emund og dvælte der om sommeren, men holdt speidere i Danmark for at faa nys om Magnus’s færd og om hans folketal. Men da Svein spurgte, at kong Magnus havde ladet en stor del af sin hær fare fra sig, og tillige at han var syd [vest] i Jylland, red Svein ned fra Svitjod og havde da en stor hær, som sveakongen gav ham med. Men da Svein kom ud til Skaane, tog Skaaningene vel imod ham og holdt ham der for konge; meget folk drev da til ham. Siden fór han ud til Sjæland, og der tog man vel imod ham, og han lagde der alt under sig. Derefter fór han til Fyn og lagde alle øerne under sig, og folket gik under ham; Svein havde en stor hær og mange skibe.


26. Kong Magnus spurgte disse tidender og det tillige, at Venderne havde en hær ude. Siden stævnede kong Magnus folk til sig, og det drog sig raskt en hær sammen til ham over hele Jylland. Da kom til ham hertug Otta[33] af Saxland fra Brunsvik; han havde da Ulvhild, datter af kong Olav den hellige, søster af kong Magnus; han havde en stor skare mænd. Danehøvdingene eggede kong Magnus til at fare imod Vendernes hær og ikke lade hedninger der gaa over landet og ødelægge det; og det raad blev taget, at kongen vender sin hær sydover paa veien til Heideby[34]. Men da kong Magnus laa ved[35] Skotborg-aa[36] paa Lyrskogshede, kom det bud til ham om Vendernes hær og det tillige, at de havde saa stor en hær, at ingen kunde tælle den, og at kong Magnus kunde da ikke raade med den store mængde og havde ikke andet at gjøre end at fly unda. Kong Magnus vilde dog kjæmpe, hvis hans mænd syntes, det var noget rimeligt, at han kunde seire; men de fleste raadede fra, og alle sagde ét, at Venderne havde en vældig hær. Men hertug Otta havde mest lyst til at kjæmpe. Kongen lod da hele hæren blæse sammen og lod alle mænd hærklæde sig; de laa ude om natten under sine skjolde, thi det var dem sagt, at Vendernes hær var kommet nær dem, og kongen var meget syg i hug; det tyktes ham ilde, om han maatte fly, thi det havde han aldrig prøvet; han sov lidet om natten og sang sine bønner.


27. Dagen efter var det Mikalsmesse-aften[37]. Men da det var kommet nær dagen, sovnede kongen og drømte, at han saa den hellige kong Olav, sin fader, som talte til ham: «Du er nu meget syg i hug og fuld af frygt, fordi Venderne farer imod dig med en stor hær; men ikke skal du ræddes for den hedenske hær, om de end er mange tilsammen. Jeg skal følge dig i dette slag; giv I eder til kamp med Venderne, naar I hører min lur.» Men da kongen vaagnede, fortalte han sin drøm. Det tog da til at lysne af dagen; da hørte alt folket oppe i luften klokkelyd, og kong Magnus’s mænd, de som havde været i Nidaros, kjendte, at dét var, som om det ringtes med Glad; den klokke havde kong Olav givet til Klemenskirken i Kaupangen.


28. Da stod kong Magnus op og raabte, at det skulde blæses hærblæst. Da fór Vender-hæren søndenfra over aaen imod dem; da løb hele kongens hær op og stævnede imod hedningene. Kong Magnus kastede af sig ringbrynjen, havde yderst en rød silkeskjorte og tog i sin haand øxen Hel, som kong Olav havde havt. Kong Magnus løb foran alle andre mænd imod hæren og huggede strax med begge hænder den ene mand efter den anden. Saa siger Arnor Jarleskald:

Med øxen den brede vaded’
utræt fyrsten fremad;
brynjen han kastede (sverde
blev svungne mod Horde-kongen).
Om skaftet (men himlens skaber
skiftede landene) begge
hænder han spændte, men Hel
hovedskallerne kløved’.

Denne kamp blev ikke lang; kongens mænd var meget hidsige, og hvor de kom sammen, der faldt Venderne saa tykt, som naar sanden kastes op af bølgerne; men de, som stod bagenfor, vendte sig paa flugt, og blev de da huggede ned som fæ. Kongen drev selv de flygtende øster over heden, og de faldt i flokker over hele heden. Saa siger Tjodolv:

Fremst blandt mænd, tror jeg,
trængte Haralds brorsøn
i hærflokken (ravnen vidste,
dens hunger vilde stilles).
Vidt laa de flygtende Vender;
vist man, hvor Magnus seired’,
kunde de faldne hylle
over heden i mils bredde.


Halvdan Egedius: Slaget paa Lyrskogshede.


Det er alle mænds sagn, at det har ikke i kristen tid været saa stort et mandefald i Nordlandene som det, Venderne fik paa Lyrskogshede. Men af kong Magnus’s mænd faldt ikke mange, men en mængde blev saaret. Efter slaget lod kong Magnus binde sine mænds saar. Men det var ikke saa mange læger i hæren, som det da trængtes; da gik kongen til de mænd, ham syntes, og følte dem paa hænderne; men da han tog dem i haandfladerne og strøg over, valgte han 12 mænd, som syntes ham at være de mest myghændte, og sagde, at de skulde binde mændenes saar. Ingen af dem havde før bundet saar; men alle disse blev de bedste læger. Det var to islandske mænd der: den ene var Torkel Geiresøn fra Lyngar[38], den anden Atle, fader til Baard Svarte i Selaardal[39], og fra dem stammede mange læger siden.

Efter dette slag blev det jertegn, som kong Olav den hellige havde gjort, meget navnkundigt vide om i landene; og det var alle mænds tale, at ingen mand trængte at kjæmpe imod kong Magnus Olavsøn, og at hans fader, kong Olav, stod ham saa nær, at for den sags skyld kunde hans uvenner ikke gjøre ham nogen modstand.


29. Kong Magnus vendte sig nu strax med hæren imod Svein, som han kaldte sin jarl, om end Danerne kaldte ham konge. Kong Magnus skaffede sig skibe og rustede hæren ud; begge fik sig nu mange folk. Det var da mange høvdinger i Sveins hær, Skaaninger, Hallandsfarer, Fynboer, men kong Magnus havde mest Nordmænd og Jyder; han styrede nu med sin hær til møde med Svein. De mødtes foran Vestlandet paa Re[40], og der blev et stort slag, som endte saa, at kong Magnus fik seier, men Svein kom paa flugt og mistede mange folk; han flyede nu tilbage til Skaane, thi han havde et gjemmested oppe i Gautland, om han trængte at tage til det. Men kong Magnus fór da tilbage til Jylland og sad der om vinteren med mange folk og holdt vagt ved sine skibe. Om det taler Arnor Jarleskald:

Paa Re den raske konge
lod ramme kampting holde;
de valske sverd foran vide
Vestland i blod farves.


30. Svein Ulvsøn fór ud paa sine skibe, saasnart han spurgte, at kong Magnus var gaaet af sine skibe. Svein drog til sig alt det mandskab, han fik, og for da om vinteren over Sjæland og Fyn og øerne; men da det drog henimod jul, styrede han syd [vest] til Jylland og lagde først til Limfjorden; der gik mange folk under ham, men han tog penger fra nogle; andre fór til kong Magnus. Men da kong Magnus spurgte hvad Svein tog sig for, da fór han til sine skibe og havde med sig de Nordmænd, som da var i Danmark, og nogle af Danerne; han styrede da nordover langs land. Svein var da i Aaros[41] og havde mange folk; men da han spurgte til kong Magnus’s hær, førte han sine mænd ud af byen og rustede sig til kamp. Da kong Magnus havde spurgt, hvor Svein var, og han vidste, at det nu vilde være kort imellem dem, havde han hus-ting og talte saaledes til sine mænd: «Vi har nu spurgt, at jarlen med sine mænd vil snart ligge her foran os; det er mig sagt, at de har en stor hær. Jeg vil nu kundgjøre eder mine tanker: Jeg vil lægge til møde med jarlen og kjæmpe med ham, om vi end har noget færre folk. Vi mon have vor trøst fremdeles som før der, hvor Gud selv er og den hellige kong Olav, min fader; han har givet os seier nogle ganger før, naar vi har kjæmpet, og vi har ofte havt mindre hær end vore uvenner. Nu vil jeg, at mine mænd skal ruste sig saa, at vi søger efter dem, og saasnart vi mødes, skal vi ro til og tage strax til kamp; alle mine mænd være da rede til at kjæmpe.» Siden hærklædte de sig, og hver rustede sig og sit rum; Magnus’s mænd roede frem, indtil de saa jarlens hær, og roede da strax imod dem. Men Sveins mænd væbnede sig og tengede sine skibe sammen; og strax blev det en haard kamp. Saa siger Tjodolv:

Kongen og jarlen førte
for kort tid siden skjoldene
sammen imod hinanden
(sverdleg blev det for mændene),
saa at stridsmændene
større slag ikke
mindedes (hæren gjøre
gny af spyd kunde).

De kjæmpede om stavnene, og alene de kunde naa frem med hugg, som var i stavnen; men de, som var i forrummet[42], stak med spyd; men alle de, som var længer agter, skjød med snarespyd eller gavlaker[43] eller kastepiler; men nogle kastede sten eller skjæftefletter[44], og de, som var agtenfor masten, skjød med bue. Om det taler Tjodolv:

Jeg hørte, man skjæftefletter
skjød og spyd mange
mod brede skjolde i stride
(strax fik ravnene føde).
Mænd, som mest de kunde,
kastede sten og piler
i vaabenkampen, men saarede
sank de ned paa dækket.
Buemænd aldrig fik skyde
skud flere med buer.
Den dag ikke Trønderne
trætte blev af at skyde.
Saa tykt snarespydene
siden fløi gjennem kampen,
at ingen saa de andre;
allesteds piler regnede.

Her siges det, hvor hidsig skudkampen var. Kong Magnus var i førstningen af striden i en skjoldborg; men da det tyktes ham at gaa sent, løb han frem ud af skjoldborgen og langs efter skibet og raabte høit og eggede sine mænd og gik helt frem i stavnen til huggstriden. Men da hans mænd saa det, eggede hver den anden; det var da sterke raab over hele hæren. Saa siger Tjodolv:

Heftig Magnus’s mænd
maned’ den ene den anden
skjoldene fremad at skyde
(skrigene haardt voxte).

Det blev da den hidsigste kamp. I den strid ryddedes Sveins skib frem om stavnen og saxene[45]; da gik kong Magnus selv med sit følge op paa Sveins skib, og siden hans mænd, den ene efter den anden. Det gik saa haardt paa, at Sveins mænd veg tilbage, og kong Magnus ryddede da det skib og siden det ene efter det andet. Da flyede Svein og en stor del af hans hær; men en mængde af hans mænd faldt, og mange fik grid. Saa siger Tjodolv:

Skibenes vogter, Magnus,
modigt gik i kampen
fremad i den fagre
fremstavn (det var herligt).
Kongen har saa kraftig
kjæmpet der, at jarlens
huskarler minkedes
(hæren ryddede skibene).
Jarlens folk sig lagde
paa flugt, inden den dyre
guld-deler fik grid
givet til sverdkjæmperne.

Dette slag var sidste søndag før jul[46]. Saa siger Tjodolv:

Stram var da striden,
da store guld-delere kjæmped’.
Seiren blev vunden en søndag
(snar gik hæren til kampen).
Der, hvor krigsmændene
kjæmped’ med døden, ligene
(ned sank der folkene)
flød paa hver en bølge.

Kong Magnus tog der syv skibe fra Sveins mænd. Saa siger Tjodolv:

Syv skibe ryddede
sønnen af Olav digre.
Seier vandt kongen; i Sogn
sligt vil glæde kvinderne.

Og fremdeles kvad han:

Mistet har Sveins svender,
sverd-fører! hjemkomsten;
haard nok er bleven
hærmændenes reise.
Bølgen, hidset af stormen,
til bunden af havet rører
(sjøen tuder om ligene)
deres legger og skaller.

Svein flyede strax om natten til Sjæland med de mænd, som havde kommet unda og vilde følge ham; men kong Magnus lagde sine skibe til land og lod strax om natten sine mænd fare paa land. Tidlig om morgenen kom de ned med stort strandhugg. Om det taler Tjodolv skald:

Igaar saa jeg store stener
med styrke kastet (skallerne
kløvedes). Deres fylking
fór ikke fast i kampen.
Ned førte vi strandhugg;
stavnen har midt i landet
sig fæstet (med ord alene
ei verger Svein landet).


31. Kong Magnus styrede strax med sin hær nordover [østover] til Sjæland efter Svein. Men saasnart Magnus’s hær kom efter, da flyede Svein og al hans hær strax op paa land. Men kong Magnus fulgte efter dem, drev dem paa flugt og dræbte dem, de naaede. Saa siger Tjodolv:

Sandt er det, at mange
møer fra Sjæland spurgte,
hvem som bar merket
(blodrøde skjolde de havde).
Kvinden maatte ile
ind gjennem skogene.
Fødderne bar mange
flygtninger til Ringstader[47].
Skarndækket nakke bar
Skaaningers snare herre;
mig undrer, om Lunds[48] herlige
høvding ikke svigter.
Igaar maatte over mulden
og myrene spydene flyve.
Jarlens, den sterkes, merke
jog over hauger til sjøen.

Svein flyede da over paa Fyn; men kong Magnus fór da med hærskjold over Sjæland og brændte vidt og bredt for de mænd, som om høsten havde slaaet sig i flok med Svein. Saa siger Tjodolv:

Jarlen maatte vige
i vinter fra kongesædet[49].
Du havde ikke lidet
landevern at gjøre.
Du fik, Magnus milde!
mangen kamp under skjoldet.
Knuts gode søstersøn
syntes alt at miste.
Trønders herre! Skjoldene
turde du hugge; i vrede
hvert et bo bød du
at brænde til ild og aske.
Fyrsters ven! Du vilde
med vælde hevne paa jarlens
følgesmænd det farlige
fiendskab (unda de rendte).


32. Saasnart kong Magnus spurgte til Svein, styrede han med sin hær over til Fyn. Men da Svein spurgte det, gik han paa skibene og seilede og kom frem i Skaane, fór derfra til Gautland og siden til sveakongen. Men kong Magnus gik op paa Fyn og lod der rane og brænde for mange. Alle Sveins mænd, som var der, flyede bort ad vide veier. Saa siger Tjodolv:

Vinden gløderne sender
der syd fra egevæggene
op i luften (lystig
leger ilden, den tændte).
Huser paa Fyn endnu
høiere luer; hos bønder
nød lider tag og næver;
Nordmænd brænder salene.
Kongens mænd maa mindes
med møen nu at færdes,
siden de slag trende
mod Sveins mænd har vundet.
Paa Fyn vi fagre kvinder
kan finde (seier faar vi);
lad os være i fylket flok
fremme i vaabenglammet.

Efter dette gik alt folk i Danmark under kong Magnus. Da var det god fred den senere del af vinteren; kong Magnus satte da sine mænd til landsstyrelsen overalt der i Danmark. Men da det led paa vaaren [1044], fór han med sin hær nord i Norge og dvælte der meget længe om sommeren.


33. Men da Svein spurgte det, da red han strax ud til Skaane og havde en stor hær fra Sveavælde. Skaaningene tog vel imod ham, og han fik da mere folk. Siden fór han ud i Sjæland og lagde det under sig, ligesaa Fyn og alle øerne. Men da kong Magnus spurgte det, samlede han hær og skibe og styrede siden syd til Danmark. Han spurgte, hvor Svein laa med sin hær, og kong Magnus fór da imod ham. Deres møde var der, som heder Helganes[50], og det var henimod kvelden. Men da kampen tog paa, havde kong Magnus færre mænd, men større og bedre rustede skibe. Saa siger Arnor Jarleskald:

Vidt har jeg hørt, at det heder
Helganes der, hvor kongen,
den vidkjendte ulve-mætter,
ødede havhester mange.
I førstningen Rygernes leder
lod mændene føre
skjoldene sammen; hele
høstnatten slaget vared’.

Kampen var skarp, men da det led paa natten, blev det stort mandefald. Kong Magnus skjød hele natten haandskud; om det taler Tjodolv:

Der, som Helganes heder,
har faldt for spydene
Sveins mænd (saarede
svendene sank i døden).
Mørenes milde fyrste
mangt et snarespyd sendte;
odden af aske-lansen
landsherren farvede blodig.

Det er snart at sige om dette slag, at kong Magnus fik seier, men Svein flyede. Hans skib var ryddet langs stavnene, og alle Sveins andre skibe var ryddede. Saa siger Tjodolv:

Ud af sit øde skib
ilede jarlen fra kampen,
dengang Magnus sperred’
modigt Svein veien.
Hærkongen farvede sverdets
svale egg i blodet.
Det bidende sverd suste
af blod (landet vandt han).

Og fremdeles siger Arnor:

Alle skibene tog
Skaaningers kjække konge
fra Bjørns broder (dengang
did roede mændene).

Der faldt mange af Sveins mænd; kong Magnus og hans mænd fik meget hærfang. Saa siger Tjodolv:

Et gautsk skjold bar jeg
(bytte jeg fik) fra striden
og en brynje (syd i sommer
sverddønnet var hidsigt).
Fagre vaaben fik jeg
(forud til kvinden jeg spaaed’).
Der vandt jeg hjelm, da den haarde
hærkonge bankede Daner.

Svein flyede da op i Skaane og alle hans mænd, de som kom unda, men kong Magnus og hans mænd fulgte de flygtende langt op paa land, og liden modstand gjordes da fra Sveins mænd eller fra bønderne. Saa siger Tjodolv:

Olavs søn bød mændene
op at gaa paa landet.
Magnus gik med megen
mandighed fra skibene.
Fyrsten bød herje i Skaane
(her er uro i Danmark):
hesten over haugene
hvast mon ile vestfra.


Wilhelm Wetlesen: Svein flyede op i Skaane.


Siden lod kong Magnus fare med hærskjold over hele bygden. Saa siger Tjodolv:

Nu fører Nordmænd fremad
(nærmere stangen vi sjelden
gaar) Magnus’s merke;
mit skjold jeg fører paa armen.
Krigeren gjennem Skaane
skrider paa faste fødder
(faa veier har jeg fundet
fagrere) syd til Lund.

Siden tog de paa at brænde bygden; da flyede alt folk unda ad vide veier. Saa siger Tjodolv:

Det iskolde jern bar vi
paa jarlens skarer tilfulde.
Raskt falder Skaaningers
skjønt prydede huser.
Ilden den røde leger
over den brede gaard
efter vort raad, og mange
til verket hjælp bragte.
Over svendenes huser
svider den klare ild
i Danevældet (med hæren
høvdingen øder bygden);
over Danmarks heder
helten bærer skjoldene.
Vi vinder seier, men saarede
Sveins mænd render.
Ifjor spored’ paa Fyn
fyrsten sin hest over gamle
moer (kort vei er det
mellem Skjoldungers hærer).
Nu vil ei Sveins flygtende
flokker negte Magnus
storverk (mange merker
i morgen op farer).

Svein flyede da øster i Skaane. Kong Magnus fór da til sine skibe og styrede siden øster langs Skaanes side og havde da maattet gjøre sig skyndsomt rede. Da kvad Tjodolv dette:

Ikke har jeg at drikke
andet end dette sjøvand,
naar fyrsten jeg følger (af salte
sjøen sluger jeg vandet).
Svearne lidet jeg frygter
(slid har vi havt for kongen).
Her for os vi skuer
Skaanes side den vide.

Svein flyede op i Gautland og søgte siden til sveakongen og dvælte der om vinteren i gode kaar.


34. Kong Magnus vendte om paa sin færd, da han havde lagt Skaane under sig; han styrede da først til Falster, gik op der og herjede; han dræbte der mange folk, som før havde gaaet under Svein. Om det taler Arnor:

Kongen bød at hevne
med haardhed svig af Daner;
Falsterboerne falde
lod fuldmodig fyrste.
Den unge kriger til ørnene
ofrede tunge dynger
af lig, men hirdmænd herlig
hjalp ørnemætteren.

Siden styrede kong Magnus med sin hær til Fyn, herjede og vandt der meget hærfang. Saa siger Arnor Jarleskald:

End kongen paa Fyn farved’
de fagre merker blodig
(hæren af ham blev ranet);
han trængte frem i landet.
Mange mindes, hvilken
hærmand til ravners glæde
fyldte det andet tiaar
(fyrsten bar modigt hjerte).


35. Kong Magnus sad den vinter i Danmark, og var der da god fred. Han havde havt mange kampe i Danmark og faaet seier i alle. Odd Kikineskald siger saa:

Foran Mikaelsmesse
en malm-grum strid vaktes.
Vender faldt; der vantes
til vaaben-lyd folkene.
Men lidt før jul en anden
uhyggelig strid blev
holdt udenfor Aaros
(heftig blev kampen blandt mændene).

Videre siger Arnor:

Olavs hevner! Du emne
giver til arbeid’; dig jeg vælger at prise.
Du lader ravner i ligblodet
læskes! Nu mon kvædet voxe:
Skjoldets færdige fører! Du har
fire pile-uveir vundet
paa en eneste vinter (herre!
altid bliver du seirrig kaldet).

Tre slag holdt kong Magnus med Svein Ulvsøn. Saa siger Tjodolv:

Kamp med gode varsler
vaktes, som Magnus vilde.
Til om seire at kvæde
krigeren giver mig emne.
Sverdet Trøndernes fyrste
farved’ rødt, og stadig
siden i tre kampe
seier vandt han og hærfang.


36. Kong Magnus raadede nu baade for Danmark og Norge. Men efterat han havde tilegnet sig Danmark, sendte han sendemænd vest til England. De fór til kong Jatvard og førte til ham kong Magnus’s brev og indsegl[51]. Men det stod i brevet med kong Magnus’s hilsen: «I mon have spurgt de aftaler, som jeg og Hårdeknut gjorde mellem os, at den af os, som levede efter den anden, om han døde uden søn, skulde tage land og undersaatter, som han havde havt. Nu er det saa hændt, som jeg ved at I har spurgt, at jeg har taget hele Danevældet i arv efter Hårdeknut; han havde ved sin død ikke mindre England end Danmark, og jeg paastaar nu at have ret til England efter rette aftaler. Jeg vil, at du skal give op riget til mig, men i andet fald vil jeg søge til det med hærstyrke fra baade Danevælde og Norge; da faar den raade for landene, som vinder seier.»


37. Men da kong Jatvard havde læst dette brev, svarede han saa: «Det er kjendt af alle mænd her i landet, at min fader Adalraad var odelbaaren til dette rige baade fra gammelt og nyt. Vi var fire sønner af ham; men da han var falden fra, da tog min broder Jatmund rige og kongedømme; thi han var ældst af os; dermed var jeg vel nøid, saalænge han levede. Men efter ham tog min stefader, kong Knut, riget; det var da ikke let at kræve det, saalænge han levede. Men efter ham var min broder[52] Harald konge, saalænge han fik leve. Men da han døde, raadede min broder Hårdeknut for Danevælde, og tyktes det da alene ret brødreskifte mellem os, at han var konge baade over England og Danmark; men jeg fik ikke noget at styre over. Nu døde han, og var det da alle landsmænds raad at tage mig til konge her i England. Men saalænge jeg ikke bar kongenavn, tjente jeg ikke mine høvdinger mere storagtig end de mænd, som ingen æt havde til riget her. Nu har jeg taget kongevigsel her og kongedømme saa fuldelig, som min fader havde før mig, og nu vil jeg ikke give dette navn op, saalænge jeg lever. Men hvis kong Magnus kommer hid til lands med sin hær, da vil jeg ikke samle hær imod ham, og han vil kunne tilegne sig England og forud tage mig af dage. Sig ham mine ord saaledes.» Sendemændene fór da tilbage og kom til kong Magnus og sagde ham alt sit erende. Kongen svarede langsomt og talte da saaledes: «Jeg tænker, det er det retteste og mest passende at lade kong Jatvard have sit rige i ro for mig, men holde fast ved det rige, som Gud har ladet mig vinde.»


Noter:

  1. Ukjendt sted nær Sigtuna. Tingstedet for Åttundaland laa i Lunda sogn i Seminghundra og kaldes senere «Folklandsting».
  2. Øgeshjelm (egl. rædselshjem), fortryllet hjelm, som troedes at vække rædsel.
  3. Tinget paa Ørene ved Nidelvens munding udenfor Nidaros brugtes til hyldingsting.
  4. Rettere den 12te november.
  5. Winchester, den gamle kongestad i Wessex.
  6. Skal være 16 og 19, idet Knut blev konge i England 1016 og i Danmark 1019. Snorre har regnet fra Svein Tjugeskjegs dødsaar, som han urigtig satte til 1008, jfr. side 236 note 3. [I Olav den helliges saga kap. 12, note 10].
  7. Gøtaelven.
  8. Munt, ital. Monte, d. e. fjeldet, Alperne eller Apenninerne.
  9. d. e. Tord, se side 262. [I Olav den helliges saga, kap 43].
  10. Sundet mellem Hillø og fastlandet sydvest for Mandal.
  11. d. e. paa grund af en dødssynd, som han skulde afsone ved valfart til Rom.
  12. De følgende 4 linjer er uforstaaelige.
  13. Jerusalem eller det Hellige land.
  14. Se ovenfor side 457. [I Olav den helliges saga, kap. 169].
  15. Svalgang om en loftstue.
  16. d. e. almenningen, som gik op fra elven (Skipakroken) til strætet.
  17. Se side 490. [I Olav den helliges saga, kap. 203].
  18. d. e. konge.
  19. Se kartet side 517. [Kart over Værdalen i Kartarkivet].
  20. Hvert fad, d. e. alt reisegods.
  21. Se side 498. [I Olav den helliges saga, kap. 209].
  22. Se side 509. [I Olav den helliges saga, kap. 225].
  23. d. e. versene eller digtet, som taler rent ud.
  24. Se side 245 note 5. [I Olav den helliges saga, kap. 26, note 43].
  25. Rettere: kong; thi Henrik blev først keiser aar 1047.
  26. Gunhild døde tre aar efter sin fader (18de juli 1038), men var kun gift i to aar (fra 29de juni 1036).
  27. Se side 432. [I Olav den helliges saga, kap. 144].
  28. Se side 204 note 1. [I Olav Trygvesøns saga, kap. 80, note 107].
  29. Nu Byfjorden, som gaar ind til den senere by Stavanger.
  30. Viborg i Jylland. [Se kartet Danmark på Snorre Sturlasons tid i Kartarkivet.]
  31. Side 444. [I Olav den helliges saga, kap. 153].
  32. Disse 4 linjer var «stev-maal», d. e. den del af draapaen, som deler mellem stev-baalkene, se side 459 note 4. [I Olav den helliges saga, kap. 172].
  33. Han hed Ordulf, ikke Otta.
  34. Det ældre navn paa byen Slesvig.
  35. Disse to ord er urigtige; thi slaget stod paa Lyrskogshede i vest for Slesvig, medens Skotborgaa er det samme som Kongeaaen, der flyder ud i Vesterhavet lidt nordenfor Ribe. [Se i Kartarkivet: Danmark på Snorre Sturlasons tid og Slagmarker iflg. Snorre.]
  36. Disse to ord er urigtige; thi slaget stod paa Lyrskogshede i vest for Slesvig, medens Skotborgaa er det samme som Kongeaaen, der flyder ud i Vesterhavet lidt nordenfor Ribe. [Se i Kartarkivet: Danmark på Snorre Sturlasons tid og Slagmarker iflg. Snorre.]
  37. d. e. 28 sept., dagen før Mikalsmesse.
  38. Gaard i Medalland i Vestre Skaptafells-sysla, den sydøstligste del af Islands østland.
  39. Yderst paa sydsiden af Arnarfjord, i Bardastrandar-sysla, paa Islands nordvestlige halvø. Baards sønnesønssøn var den berømte læge Ravn Sveinbjørnsøn († 1211).
  40. Snorre har ment, at «Re» var etsteds paa de danske øer; Re (i gml. dansk Rø) er det gamle navn paa øen Rügen. Ved «Vestlandet» menes sandsynligvis det nuv. Vestpommern («Vorderpommern»). [Se kart over Vendland i Kartarkivet].
  41. Aaros, nu Aarhus i Jylland.
  42. Se side 224 note 1. [I Olav Trygvesøns saga, kap. 107, note 141].
  43. Et slags let kastespyd (gml. engelsk gaflác, fransk javelot).
  44. Et slags tungt kastevaaben (med «skaft»).
  45. Se side 222 note 1. [I Olav Trygvesøns saga, kap. 103, note 138].
  46. 18de dec. 1043.
  47. Nu Ringsted, midt paa Sjæland.
  48. Lund i Skaane.
  49. d. e. Ringsted.
  50. Helgenes gaar ud mod syd fra den store halvø [Djursland (jl)] paa østsiden af Jylland, se kartet side 550.[Kartarkivet: Danmark på Snorre Sturlasons tid.]
  51. d. e. brev med segl for.
  52. Forudsætter som ovenfor, at Harald var Emmas søn og Edvards halvbroder, se side 245 og 548. [I hhv. Olav den helliges saga, kap. 26 og nærværende sagas kap. 17].