Manden der faldt i havet, men blev frelst af Sankt Marias kappe
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Manden der faldt i havet, men blev frelst af Sankt Marias kappe
Af byskupi einum
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2020
Det fortælles, at en biskop engang agtede sig på Jerusalemsfærd med et stort følge, og da det skib, han skulle sejle med, var færdigudrustet, fik de gunstig vind, som sendte dem godt på vej.
En dag måtte de i stormvejr sejle et sted, hvor der var mange skær, og skibet ramte da et skær, så kølen blev knust, og det kulsorte hav skyllede ind i skibet. De befandt sig langt fra land. Så blev båden skudt i vandet, og biskoppen gik ombord fulgt af de mænd, hvis død man måtte regne for den største skade. Men da en mand ville springe i båden, faldt han i havet mellem skibet og båden og gik straks til bunds og kom ikke op igen, så vidt de kunne se. Men inden biskoppen og de andre sejlede væk, bad biskoppen dem, der blev efterladt, om at skrifte og at belave sig på, at de ikke havde noget håb om at komme derfra. Og det gjorde de, og de påkaldte Gud med oprigtighed og sand anger.
Efter dette lod biskoppen båden ro bort, for at den ikke skulle blive kastet ind mod skibet. Men da de var kommet så langt væk, at de var uden for enhver fare, ville biskoppen se, hvordan det gik dem, der var på skibsvraget. Og de var da druknede. Men biskoppen så mange fugle lette fra havet, og det var hvide duer, og biskoppen forstod, at dette var hans rejsefællers sjæle. Og således som biskoppen tidligere havde sørget over sine rejsefællers død, gjorde det ham nu sorgfuld, at han ikke selv var død dér sammen med disse prægtige mennesker.
Herefter roede de mod land. Men da biskoppen var kommet i land, så de ham, der var faldet i vandet og gået til bunds, komme vadende ind fra havet og op på land. Og da biskoppen så dette ske, blev han ganske forfærdet. Da han kom hen til dem, spurgte biskoppen ham, hvordan han var kommet til land. Han svarede: »I burde ikke undre jer over min færd, for jeg fik hjælp af den samme, som hjalp jer alle. Da jeg sprang forbi båden, påkaldte jeg Maria, og med hende i tankerne sank jeg til bunds. Men da jeg nåede havbunden, kom salig Maria hen til mig og bredte sin kappe hen over mig, og da mærkede jeg ikke bølgernes rasen. Og således førte hun mig hen ad havbunden til det sted, hvor I så mig vade i land.«
Og da han havde fortalt dette, lovpriste de Gud og den salige Maria, som skal eje alle dem, der ønsker at stå under hendes barmhjertigheds kappe, som er så rummelig, at den rækker ud over hele verden. Og hvis de, som hidtil har været forkomne af kærlighedsløs kulde mod Gud, knæler under denne kappe, så skal de blive varmet til kærlighed til Gud. Tilsvarende skal de, som i kærlighed til deres skaber allerede har varmen, aldrig komme til at fryse i kærlighedsløs frost, når de befinder sig under denne kappe. Den skærmer ligeledes dem, der søger dens beskyttelse mod håbløshed. Nu beder vi inderligt til salig Maria, at hun, således som hun førte denne mand i land fra det farefulde hav, også vil lede vores sjæle til det evige fædreland.
