Manden fra Grimsø og Bjørnen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Manden fra Grimsø og Bjørnen
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
Det skete engang om Vinteren, at Ilden døde paa Grimsø, saa at der ikke kunde tændes Ild eller Lys paa nogen Gaard. Det var dengang stille og Frosten var saa haard, at Grimsøsund var tillagt og Isen meentes at kunne bære. Beboerne paa Grimsø toge da den Beslutning, at sende Nogle til Fastlandet, for at hente Ild og valgte dertil tre af Øens raskeste Mænd.
De droge afsted tidligt om Morgenen i klart Veir, og en Mængde af Øens Folk fulgte dem ud paa Isen, og ønskede dem en lykkelig Reise og en snar Hjemkomst. Der meldes Intet om Sendebudenes Reise, før de midt paa Sundet kom til en Vaage, saa lang, at de ikke kunde see ud til Enden af den, og saa bred, at kun de To med Nød og neppe formaaede at springe over, medens den Tredie ikke troede sig istand dertil. De Andre raadede ham derfor til at vende tilbage til Øen, og fortsatte deres Reise, men han stod da tilbage paa Kanten af Vaagen, og fulgte dem med sine Øine. Han vilde nødig vende om med uforrettet Sag, og besluttede sig derfor til at gaae langs med Vaagen, for at prøve, om den ikke maaskee skulde være smalere paa et andet Sted. Da det led paa Dagen, blev det Graaveir, og det trak op fra Sønden med Storm og Regn. Isen løste sig, og tilsidst stod Manden paa en Flage, der drev til Havs. Om Kvelden stødte Flagen paa en stor Iisspang, som Manden gik op paa. Der saae han et kort Stykke fra sig en Bjørn, der laa paa sine Unger. Han var bleven kold og hungrig, og gruede nu for sit Liv. Da Bjørnen fik Øie paa Manden, betragtede den ham en Stund, reiste sig derpaa op, gik hen til ham og rundt omkring ham og gav ham et Tegn til at han skulde lægge sig ned i Leiet hos Ungerne. Han gjorde det med Frygt i Hu. Derpaa lagde Dyret sig selv ned hos ham, bredte sig over ham, og lod ham patte sig paa samme Tid, som Ungerne. Natten gik, men Dagen efter stod Dyret op, gik et lille Stykke Vei fra Leiet og vinkede Manden at komme. Da han var kommen ud paa Isen, lagde Bjørnen sig ned for hans Fødder, og gav ham et Tegn til at sætte sig op paa dens Ryg. Da han var kommen op paa Ryggen af Bjørnen, stod den op, ruskede og rystede sig, indtil han faldt ned af den. Med denne Prøve lod den sig nøie for denne Gang, men Manden undrede sig herover. Der gik nu 3 Dage, om Natten laa Manden i Dyrets Leie og sugede dets Mælk, men hver Morgen lod det ham sætte sig op paa Ryggen af sig, og saa rystede det sig, til han ikke længer kunde holde sig fast. Den fjerde Morgen kunde Manden holde sig fast paa Ryggen af Dyret, hvormeget det end rystede sig. Mod Kveld gik det ned af Isen med Manden paa Ryggen, og svømmede med ham til Øen.
Da Manden kom iland, gik han op paa Øen og gav Bjørnen et Tegn at komme efter. Han gik foran til sit Hjem, og lod strax malke den bedste Ko i Stalden og lod den drikke saa megen nymalket Mælk, den vilde; derpaa gik han foran Bjørnen ind i sin Faarestald, lod de to bedste Faar tage ud af Flokken og slagte, bandt dem sammen ved Hornene, og lagde dem tvers over Bjørnens Ryg. Den vendte tilsøes og svømmede ud til sine Unger.
Men da blev der megen Glæde paa Grimsø; thi medens Øboerne med Forundring saae efter Bjørnen, saae de en Baad komme fra Land og seile for god Medbør til Øen. Der haabede de at see de to andre Sendebud med Ilden.
