Marer
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde
Ny række
Bind II, s. 154
Samlede og for størstedelen optegnede
af
København 1928
22. Vi havde en Hest, vi kaldte Filip, hun havde jævnlig Mareridt. Manken var flættet paa hende om Morgenen.
Klaus Pedersen, Molholm.
23. Naar Hestenes Manker er sammenfiltrede, siger man, at de bliver mareridte.
Rasmus Jørgensen, Flintinge.
24. Naar man spiser Persille til Aften, faar man Mareridt om Natten.
Dronninglund.
25. Lider du af Mareridt, da tager du en Kniv eller et andet Stykke Egtøj, hvori der er Staal, og sætter det i Sengefjælen. Over det kan Maren ikke komme, og du er saaledes fri for Mareridtet.
Gmd. Kristian Andersen, Kjertinge.
26. Man hængte alle Slags Flintesten ude i Stalden, de bragte Lykke og Sundhed blandt Kvæget.
For at Maren ikke skulde ride Hestene, borede man et Hul i en Dørstolpe eller en anden Stolpe i Stalden og puttede Haarene af en Hestehale derind, og slog dem fast med en Prop, som man satte i Hullet. Saa skulde Maren ride derpaa og gjorde det ogsaa, for man kunde tydelig se, hvordan Haarene var slidt af.
H. J. Jakobsen, Nykjøbing, Falster.
27. En Aften skulde min Moder hen og være ved en syg, og den Aften og Nat laa jeg da ene hjemme. Saa kunde jeg ikke sove, og pludselig er der noget, der lægger sig oven paa mig saa tung saa tung saa tung, og jeg kunde ikke røre mig af Stedet. Saa blev jeg saa underlig, og min første Tanke var da:
Aa, Jesus, hjælp mig dog.
Men det vilde ikke vige. Saa slog jeg Kors for mit Bryst og sagde det igjen, og da begyndte det saadan at vrimle ned ad mig (her gjøres Tegning med begge Hænder, der trilles ned ad Brystet). Det lettede jo stadig mere, og da det kom ned til mine Fødder, saa faldt det ned paa Gulvet, og det lød, ligesom et stort stort Nøgle Garn faldt ned. Saa var jeg fri og let, men underlig var jeg, og mest mærkeligt var det med det Dump paa Gulvet, ja, det var mig rigtignok sært.
Man siger, at saadant noget kommer af, at et andet Menneskes Tanker hviler saa stærkt paa én. Jeg har hørt, at én, der var plaget af det, gik hen til en anden og sagde:
"Du skal lade være med at lade dine Tanker saadan falde paa mig, for jeg lider alt for ilde ved det."
Sidsel Kirstine Jensen, Gammelhavn.
28. At signe for Maren.
Saa siger man: "Du, Maren, hvi river du mig? véd du ej, at jeg er født med dig, og du med mig; jeg binder dig ligesom den Mand, der Beelsebub bandt." Sig det tre Gange.
En klog Kone, Randers-Egn.
29. For Maren.
Myrrha og Kommen-Brændevin og drikke Morgen og Aften, men holdes varmt.
Dorte Marie Povisdatter, Hov.
30. To Karle laa tilsammen i et Karlekammer, og den ene var saa plaget af Mareridt. Han fik da at vide, at Maren kom ind igjennem et Naglehul ved et Løsholt.
Saa var den anden Karl ham behjælpelig næste Nat med at stoppe det Hul, og der stod da en kjønnøgen Kvinde inde ved dem. Hun var jo undselig, og saa fik hun Klæder og kom til at tjene i Gaarden. Karlen og hende de blev siden gift. Men saa en Gang tog den anden Karl Tolden af Hullet, og nu forsvandt hun igjen.
Jens Kjær, Vrønding.
31. Marerne kan nu gjøre sig lige saa smaa, som de vil, saa de kan gaa gjennem et Nøglehul, om de vil ind til den, de vil ride. Saa sætter de sig lige ret her oppe paa Brystet af én, og saa længe kan man ikke sige et Ord eller give en Lyd fra sig.
Ja, jeg tjente en Gang dernede et Sted i Lendemark, og der var nu et Værelse ved Siden af det, hvor jeg laa, hvor der laa to Piger. Døren stod gjærne aaben, og den ene af dem red Maren tit. Den anden Pige saa det, hvordan hun laa vaagen, men hun kunde ikke sige et Ord, saa længe Maren red hende. Naar den gik fra hende, gav hun da altid et højt Skrig fra sig.
Fra Lendemark. E. Trier.
32. Varulven kan aldrig komme nogen Steds ind uden under et Dørtrin, aldrig derover.
Marerne er ganske bitte smaa som et Rug- ags, vil man gribe efter dem, forsvinder de. De kan komme ind gjennem et Naglehul i en Mur. Sætter man Naglen i, kan de ikke komme ind.
Der var saaledes en Mand, der led af Mareridt. Da Maren var kommen, tog han Naglen og satte ind, saa kunde den ikke slippe ud, og næste Morgen sad der da hos ham saadan en nydelig Pige. Han kunde saa godt lide hende, at han fik hende til at blive, og senere tog han hende til Ægte.
Aarene gik. De fik flere Børn sammen. Da sagde Manden en Dag til hende:
"Har du Lyst til at se, hvorledes du er kommen til mig?" -
"Aa nej, det skjøtter jeg ikke om," svarede hun.
Nogen Tid efter kom hun dog til Manden og sagde:
"Lad mig dog en Gang se det."
Han gik da hen og tog Naglen ud, og vips! da foer hun ud der igjennem, og senere saa han hende aldrig.
Fra Lendemark. E. Trier.
33. Jeg havde en Broder, ham red Maren hver eneste Nat. Saa snart han havde lagt sig, begyndte han at klage sig, for saa var den kommen. Den kom først nede ved hans Fødder som en graa Kat og marsjerede paa tre Ben op ad ham, indtil den satte sin laadne Ende for Ansigtet af ham. Undertiden sad den og saa paa ham med sine gnistrende Øjne, og saa vendte den sig og gik tilbage igjen efter at have klemt hans Bryst en Tid. Naar vi talte til ham, var det ovre.
Jeg laa hos ham og hørte tit, hvordan han laa og klagede sig.
"Kan du ikke se den?" sagde han; men jeg saa den aldrig.
Saa snart den havde sluppet ham, sprang han op og vilde gribe den, men det lykkedes aldrig.
Da han kom i Kongens Tjeneste, vilde de prøve at gribe den. De havde stoppet alle Huller saa nær som Nøglehullet, og havde et Sold ved Sengen.
Men da Konstablen, der laa hos ham, skulde springe op og sætte Soldet for Hullet, turde han ikke gjøre det, inden han havde tændt Lys, og saa var det væk.
I samme Gaard havde de en brunblisset Hoppe, og den blev reden hver Nat og stod i det hvide Skum om Morgenen. Manken var helt sammenflettet, og man hørte den tit arbejde der ude i Stalden, men naar man kom derud, stod den rolig.
P. Olsen.
34. Der tjente en Pige i den vesterste Gaard i Tofte, og hun kunde ikke være der for Skidteri. Hun havde vel været der et halvt Aars Tid, inden det kom til hende. Pigen vilde have til, at det var kommet til hende en Aften ude i Skoven.
Det kom og laa paa hende og trykkede hende, og den anden Pige, der laa ved hende, kunde ogsaa mærke det. De hørte ogsaa, det klagede sig.
En Aften stilte de nogle Knive an lige i Sengekanten. Det var Skaaddesenge, de laa i, og saa trak de Skaadderne tæt sammen og stak Knivene op i det øverste med Spidsen, og de var blodige om Morgenen [knivene altså. a.e.]. Konen sagde, at ingen af Pigerne havde skaaret sig paa dem.
Naar hun var ude at gaa, kunde det komme til hende langt nede i Skoven, og saa lignede det en Due og fulgte med hende hjem. Det gjorde ikke andre noget end den sølle Pige.
Saa siger Konen til det en Dag, at dersom der var noget, det vilde, saa skulde det stille ude ved Dammen næste Dag om Middagen Kl. 12. Konen stilte der, men det kom ikke.
A skulde vaage ved hende nogle Nætter, men a faldt jo i Søvn. Saa hvælld hun, og saa vaagnede a, men a saa ingen Ting.
Manden og Konen kunde ogsaa høre det inde i deres Senge i Sovekammeret. Det glippede som en lille Ælling.
En Nat havde de taget en stor Hund med i Sengen. Saa kom det slæbende, ligesom det kunde slæbe med en Sæk eller Dyne langs ad Gulvet hen til Sengen. Saa pudsede de Hunden paa det, og den sprang ogsaa op og peb. Derpaa forsvandt det saa meget som et Kvarters Tid, men saa kom det igjen, og da lød det som en Vogn, der kom skralrende hen ad Stenbroen. Naar Pigen lettede Fødderne i Sengen, trillede det ligesom ud af den.
En Nat tiltalte Manden det. Han sagde:
Om det var noget, der vilde ham noget, saa kunde det komme til ham i Morgen tidlig; "men her er a Manden, her vil a Satan i mæ have Ro."
Saa forsvandt det ogsaa den Gang.
De hentede flere kloge Mænd og Koner, men det hjalp ikke.
Endelig fik de Bud efter en klog Mand fra Vendsyssel, de kaldte Brændevinsdoktoren. Han sagde, det var Mare, og talte om, at der var 9 Slags Marer, de 8 kunde han fordrive. Til det 9de Slags skulde have været brugt Søm fra Ligkister paa Kirkegaarden, og dem kunde han ikke faa. Saa gjorde han noget ved Sengen, men det eneste, de kunde opdage, var, at han havde strøet Hørfrø deri.
Jørgen Pedersen, Dokkedal.
Pigen fra Tofte fortalte her inde, at det søgte hende, fordi de havde fornærmet Bjærgfolkene. De havde kjørt noget af Bakken hjem i deres Mønge, og hun havde staaet i Højen og læsset det.
Mette Marie Pedersen, Mov.
35. En Karl, der tjente i Kornum, var saa meget plaget af Mareridt. De havde en Hoppe, naar den gav nogle fine Kronni, saa vidste han, at nu kom det strags efter paa ham selv.
Det kom over ham næsten hver Nat, og han var nær bleven øde af det. Han prøvede mange Kunster, skrev Marekors, vendte hans Træsko, satte en Spand Vand o. s. v., og han kunde ogsaa høre, naar det skrumlede ved det, men det hjalp lige meget.
En Aften hørte han Øget give deher Kronni, og saa satte han sig op paa Røven og skød Døren op til Foderloen. Der laa et Par Havrekjærve, som han ikke havde faaet skaaret. Da saa han det komme skridende fra Hestenes Krybbe hen over de Kjærve, og det skraslede i Kjærnerne. Det var en hvid Skikkelse.
Han sagde nu fast til den:
"Hvad vil du?"
Da stod den alstille en lille Smule og keg paa ham, og saa skred den op i Hjørnet og forsvandt. Siden mærkede han aldrig til det.
Karlen hed Jens Jensen og er endnu levende Mand i Aale.
Henrik Lavrsen, Kalvhave.
36. En Tjenestekarl var meget plaget af Mareridt. En Aften, da han gik i Seng, lukkede og laasede han alle Vegne og sagde til Drengen, som laa hos ham:
"Naar du nu mærker, at jeg er plaget, skynd dig saa hen og stop Nøglehullet til!"
Drengen gjorde det, og om Morgenen stod den dejligste Pige inde i Kammeret, men saa var hun frelst.
Anna Larsen, Menstrup.
37. Mareridt er blevet tilskrevet en kvindelig Plageaand, der ikke kunde lade Folk være i Fred om Natten. Man kaldte hende for Maren, og hun var, hed det, den skjønneste Kvinde, men i Lader den arrigste Trold, der gik gjennem lukkede Døre, overfaldt sovende Folk og satte sig overskrævs paa dem og plagede dem, saa det var en Gru.
Man blev da redet af Maren. Navnet peger paa en overjordisk Dyreskikkelse, et Dobbeltvæsen, hvor Forkroppen er et Menneske og Bagkroppen en Hest.
Som Middel mod Mareridt brugte man at lægge Staal i Sengen.
Hun lokkedes for Resten ind i Huset, naar Tøflerne stod med Taaen ind imod Sengen.
Hjalp intet andet Raad, maatte man gaa til den Yderlighed at besværge hende. Man lod en af sine nærmeste Paarørende vaage over sig, og naar denne mærkede, at Maren drev sit Spil, jog man hende paa Døren med følgende Rim:
"Mare Mare Minde!
est du her inde,
saa skal du herud."
Man kunde gjøre hende synlig for det blotte Øje ved at kline alle Revner og Sprækker til i Stuen og kun lade et udboret Hul i Døren staa aabent. Naar hun da kom, stak man en Prop i Døren, saa hun var helt indelukket, og da fik man Synet af det dejligste Pigebarn, man kunde se for sine Øjne.
urv. Efter Vejle Folkeblad og Holbæk Amtstidende. August 1928.
38. Er det Bæster, da tag en af Marelokkerne og bor et Hul i Spiltovet og sæt Haarlokken i og slaa den fast med en Pind; er det et Menneske, sættes Haarlokken ligeledes i Sengestokken.
N. P. Husted.
39. Tag Kamelblomster, Koral, Hjærtensfryd, kog det i øl, og der lægges en Lykkeskilling i, drik, det hjælper.
Samme.
