Maske-kultus og hellige Ceremonier (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Inuit-maske fra Alaska

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Maske-kultus og hellige Ceremonier

Knud Rasmussen
København, 1926

Overalt, hvor jeg traf Mennesker, havde jeg med stor Lethed forstaaet Dialekterne, og Samarbejdet var altid bleven indledet paa Grundlag af den gensidige Fortrolighed, som kun kan opstaa, naar man taler hinandens Sprog. En Undtagelse herfra blev dog alle Egnene syd og vest for Yukon; her var Dialektforskellen saa stor, at det var umuligt at drøfte indviklede aandelige Problemer, naar man ikke havde en Tolk til at hjælpe sig. Som Medhjælper fik jeg derfor en interesseret og intelligent ung Eskimo fra St. Michael, en Blanding ved Navn Paul Ivanoff. Hans Dialekt forstod jeg uden mindste Besvær, medens han, der havde boet flere Aar paa Nunivak Island, ogsaa talte Syddialekten, der er nogenlunde ens over hele Strækningen ned til Kuskokvim og Bristol Bay. Af denne Gruppe vælger jeg at skildre Nunivak Islanderne.

Man skulde tro, at Eskimoerne blev mere og mere civiliserede, jo længere man kom mod Syd; dette er langtfra Tilfældet. Thi de sydligste Stammer bebor golde og lerede Strækninger omkring de store Floders Delta, hvor der intet findes, som lokker den hvide Mand. Ikke blot er der intet Guld — det er sumpede Egne, hvor der saa godt som ingen Pelsdyr holder til, og Befolkningen lever næsten udelukkende af Sæl og Ørred — men Kysten er meget vanskelig at besejle; hyppigt hærges den af vældige Storme, Vandet er grundt, og Havn findes her næsten ingen af. Disse Forhold er Skyld i en Isolation, der har holdt Folkene her fuldstændig uden for den Udvikling, det øvrige Alaska har nydt godt af. Først nu er Bureau of Education begyndt at oprette Skoler i disse Egne, men de fleste Steder kan Eskimoerne endnu ikke læse, de er næsten alle Hedninger, og ingen taler Engelsk. Dette gør Folkene ganske særlig interessante, og jeg var saa heldig at faa en Mængde Oplysninger om deres Sæder og Skikke, ganske særlig deres mange forskellige Ceremonier, der er stærkt paavirket af Indianernes Kultur. Særegent for dette Omraade er ogsaa den store Betydning, der tillægges Maskerne, og selv om Opfattelsen er den samme som den, der er skildret under Point Hope, saa er man dog gaaet langt videre i Opfattelsen af Aandernes Evne til at tage Bolig i et Billede eller et kunstigt udarbejdet Ansigt. Man lever her endnu i Troen paa den ringe Forskel, der er paa Mennesker og Dyr, saa at Dyrene ofte lever rent i Flæng, snart Mennesker, snart Dyr, og dette har man givet Udtryk i mange af Maskerne, der forestiller Sæler, Rovdyr og Fugle med Menneskeansigter. Hver Type tillægges en bestemt Kraft og tjener til at bistaa Aandemanerne i Paakaldelsen af de Hjælpeaander, der her som andre Steder er Midlerne mellem Livet og det overnaturlige.

De Ceremonier, vi har omtalt i det foregaaende, bl. a. Skildringen af Aandehuset ved Point Hope og Handelsfesterne, naar deres højeste Blomstring ved disse øde Kyster, hvor Folk til daglig vader i Mudder langs med Flodbredderne eller slaas med Taage og Uvejr. Disse Kaar synes dog saa langt fra at have knægtet deres festlige Sindelag, at man tværtimod netop hos dem træffer nogle af de smukkeste Skikke.

Stedet her er ikke til en Gennemgang i Detailler; jeg skal nøjes med at fremdrage nogle karakteristiske Enkeltheder.

Naar et Barn fødes, skal Forældrene give en stor Fest. Folk fra alle Naboegnene samles, og gamle Mænd og Kvinder gaar til Barnets Moder for at modtage Gaver, rige eller fattige, alt efter vedkommendes Evne.

Det er en Forudsætning for ethvert Ægteskab, at en Mand samler kostbare Pelsskind, Klæder og smukt forarbejdede Redskaber og Vaaben, som bortgives ved Fødselsfesten; thi Glæden over Formeringen, Lykken over at faa Børn skal være saa stor, at en Mand gerne bortgiver al sin Ejendom.

Under lignende Former fejres der ogsaa Fester for de afdøde. Hensigten hermed er at berede dem Vejen og gøre dem lykkelige i de Dødes Land. Ceremonierne strækker sig over en Uge med brogede Optrin hver Dag og kostbare Gaveuddelinger til alle Deltagerne. Som Regel slaar flere Familier, der har mistet Slægtninge, sig sammen, og dog er Festens Afholdelse saa kostbar, at man undertiden maa samle sammen i flere Aar for paa en værdig Maade at kunne mindes sine kære afdøde.

Dyremasker fra Nunivak Island, tegnet af Narijartoq. De forlenede Aandemanerne med ganske særlige Evner og fremstilledes halvt som Dyr, halvt som Mennesker; den Styrke og Færdighed, som kendetegnede Dyret, gik over til Maskens Bærer. Hver Maske havde sin særlige Sang, der blev afsunget under aaben Himmel, medens hele Bopladsen stod omkring den maskerede Aandemaner, der skulde holde Besværgelsen i Festhuset.

Den lille skrøbelige Kajak, som Fangeren betror sig til, naar han er ude paa Havet, bygges under Iagttagelsen af smukke Skikke, der bringer Held og Beskyttelse. Kajaken skal helst fornys hvert Aar, thi man bør aldrig gaa ind i en ny Fangstsæson med gamle Grejer af nogen Art. I den Tid man bygger sin Kajak, kommer man ikke i Kvindernes Hus, men holder sig isoleret i Festhuset, der ogsaa er Værksted for Mændene. Man skal arbejde paa fastende Hjerte og kun spise om Aftenen, naar Dagens Gerning er endt. Under hele Arbejdet, der skal gøres langsomt og omhyggeligt, iagttages mange forskellige Slags Tabu. Naar den er færdig, indvis den den første Dag, det er smukt Vejr med Havblik og Solskin. Saa gaar hele Familien ud i nye Klæder, Manden, Konen og Drengene; unge Piger er urene. Kajaker stilles ud paa Marken, med alle de nye Redskaber pyntelig anbragt paa deres Plads. Ceremonien skal foregaa ganske tidligt ved første Daggry; foran gaar Manden med en brændende Lampe i Haanden, og idet de gaar rundt om Kajaken, tror de, at de skræmmer alt ondt bort med den roligt flammende Ild. Derefter skal Manden sige ud i Luften:

"Gid vi aldrig nogensinde maa lade en Chance for Arbejde, en Chance til at skaffe Føde gaa tabt!"

Saa gaar han paa Fangst, og den Dag han bringer den første Sæl hjem med den nye Kajak, skal hans Kone læsse en lille Slæde med god Føde, med Vildt, Fisk og Sælkød og køre fra Hus til Hus og uddele Gaver til alle Enker og Faderløse.

Saaledes skal Mennesker vise deres Taknemlighed over den daglige Føde.

Hvert Efteraar holdes en stor Fest til Ære for Remmesælen, der spiller en stor Rolle i deres Husholdning. I de mærkelige og fremmedartede Ceremonier, der knytter sig hertil, genfinder vi paa ejendommelig Maade hele det religiøse Grundsyn, der hos Eskimoerne længst mod Øst giver sig Udtryk i al den Tabu, der er forbundet med Forberedelserne til Vinteren og navnlig med Syningen af de nye Klæder til det kommende Aar.

Forberedelserne til denne Fest begynder i November og varer en Maaned. I denne Tid skal alle Mænd leve adskilt fra Kvinderne og udelukkende opholde sig i Festhuset, hvortil deres Koner kun har Adgang, naar de kommer for at bringe dem Mad. Kvinderne, der anses for urene over for alle Fangstdyr, skal i denne Tid daglig tage Bad, inden de bringer Mændene Mad om Morgenen, og skal under Besøgene altid være iført Stormtøj eller Uvejrstøj af Tarmskind.

Hver Fest skal aabnes med nye Sange, som Mændene digter, en Slags Hymner, der paakalder Aanderne og synges og danses af Mænd og Kvinder i Forening. I den Tid Mændene digter disse Hymner, skal alle Lamper slukkes, der skal være mørkt og dødsstille i Festhuset; intet maa forstyrre, intet adsprede. I dyb Tavshed sidder de i Mørke og tænker, og alle Mandfolk skal være til Stede, selv de mindste Smaadrenge, blot de er saa store, at de kan tale. Denne Andagt kaldes Qarrtsiluni og betyder "medens der ventes paa, at noget skal briste"; thi man har den Tro, at Sangene i dette Mørke og denne Stilhed, hvor alle kun anstrenger sig for at tænke smukke Tanker, fødes i Menneskenes Sind som Bobler, der stiger op af Havets Dyb og brister. Saaledes er Sangen hellig, og der skal Stilhed til, for at den kan briste i Menneskenes Sind.

Her er en af disse Sange:

Efteraaret kommer blæsende

med den barske Nordenvind.

Alting slaar den skaanselsløst med Vælde.

Søen truer med at kæntre min Kajak.

Ak, jeg skælver, skælver for, at Storm og Sø

sænker mig i Dybet ned

til Bundens, klamme Ler.

Sjældent ser jeg Havblik,

Bølger tumler med mig,

og jeg skælver, skælver for den Stund,

da sultne Maager hakker i mit Lig.

Saa snart en Sang er bleven til, skal den synges, og Kvinderne kaldes ind og er med til at lære den. Det er kun om Aftenen, at man digter og danser; om Dagen er alle travlt beskæftiget, Kvinderne med at sy, Mændene med at skære ud i fint og udsøgt Drivtræ alt det Husgeraad, der skal bruges om Vinteren, store skønne Kar til Vand, Øser og Drikkeskaale, Træfade og Bakker til Kød, saa at hver enkelt i Familien faar sine nye Ejendele. Naar Kvindernes og Mændenes Udstyr for Vinteren er færdigt, opfordres Aandemaneren til at besværge sine Hjælpeaander. Iført nye Vinterstøvler og en knirkende, raslende Tarmskindsdragt sætter han sig midt ude paa Gulvet, en Line tages frem, en Løkke kastes om hans Hals, og fire Mænd slider i hver sin Ende; og dog kommer alle hans Varsler og Profetier med klar Stemme, skønt man skulde tro, at den snærende Løkke vilde kvæle ham. Næsten dinglende i Strikken paakalder han Aarets Fangstdyr og meddeler, naar Vinterfangsten kan begynde.

Naar dette er gjort, fjernes alle Gulvbrædderne i Midten af Festhuset, og nede i Fordybningen under Gulvet tændes et vældigt Baal. Alle Kar, der nu er forsynet med deres Ejermænds Bomærker, skal udsættes for Ildens Hede, medens Mændene renser sig i et Svedebad. Vinduet i Loftet borttages, saa at al Røg gaar op derigennem, men saa vældig er den Varme, der straaler ud fra det store Baal, at Vandet driver af Mændene. Under hele Badet skal de vaske sig med Urin, som er det, der bedst tager Fedtet ud af Hudens Porer, og først naar Baalet brænder ud, skyller de deres Krop af med koldt Vand. Hermed slutter Forberedelserne til den store Fest, hvor man under Udfoldelse af et stort Ceremoniel otte Dage igennem hylder Remmesælens Urinblære.

Gennem hele det foregaaende Aar har hver Fanger samlet Urinblærerne af alle de Remmesæler, han har fanget. Disse bringes ind i Festhuset, hvor de smykkes med Bundter af vild Pastinak og hænges op under Loftet sammen med Harpun og Fangeline, medens en lille brændende Lampe anbringes under dem. Under stor Højtidelighed tages derefter de nye Klæder i Brug, samtidig med at Fade, Kødbakker, Øser og Drikkeskaale overgives til deres Ejermænd. Under daglige Fester kaldes Kvinderne til Festhuset, og hver Dag ender med Sang og Dans.

Tilsidst sænkes Sælernes Urinblærer ned i Havet gennem et Hul i Isen, medens Aandemanerne anraaber Fangstdyrene om at være gavmilde mod Menneskene. Den ottende Dags Aften giver Mænd og Kvinder hinanden Gaver, idet de lover hinanden i den kommende Vinter at beflitte sig paa at blive bedre Mennesker, bedre Arbejdere, bedre Fangere, bedre Syersker.

Festen slutter, som den begyndte, med dyb Tavshed, de gode Ønskers, de gode Forsætters Tavshed.

Og derefter kan Vinterfangsten begynde.

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 2, ss. 368-374. København, 1926.