Matakatak (Holm)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Gustav Holm
1888
12. Matakatak
Et Barn, røvet af Timersek'erne
fortalt af Sanimuinak
Der var i gamle Dage en Mand, der hed Matakatak, som fangede Sæler i Garn (nigak). Garnet, der var lavet af Hvalbarder, satte han tværs over Sundene inde i Fjorden, og naar han saa havde været nogen Tid hjemme, rejste han med Konebaaden ind for at røgte det, og der hang da gjerne alle Slags Sæler i det, nemlig Remmesæler, Spraglede og Netsider. Naar de kom til Land inde i Fjorden, plukkede Fruentimmerne Bær og Tugdlerunat (Stenurt).Engang vare de som sædvanlig inde for at se til Garnet, og en lille Nabosøn var fulgt med. Konebaaden blev fyldt af alle de mange Sæler, der hang i Garnet; men da de skulde rejse hjem, savnede de Nabosønnen. Man raabte paa ham og ledte efter ham; men alt forgjæves.
Da de kom hjem og græd over, at Barnet var borte, sagde Matakatak, at det vistnok var Timersek'erne, som havde taget ham; thi da han gik tilfjelds, saae han, at det røg fra et Hus inde i Landet. Matakatak lod sin Kone sy en Anorak af dobbelt Remmesælskind, som, da den var færdig, var saa stiv, at den kun kunde bøjes ved Armene. Matakatak rejste sammen med Drengens Forældre op i Fjorden, og da de kom derind, gik de ind i Landet. Hvergang Matakatak kom til en Sten, der var hul nedenunder, slog han i den for at prøve sine Kræfter, saa at det dundrede. Han var saa stærk, at han undertiden slog Stenene istykker. «Det skulde bare være en Timersek», sagde han saa.
Da de vare komne op tilfjelds, saae de Røg. Matakatak pegede paa den, og de gik hen til Huset, hvorfra det røg. Gangen var tillukket med en stor Sten. De krøb derfor ovenpaa Huset, kiggede ned[1] og saae her den gamle Timersek sidde og vugge Barnet med sine Hænder, idet han holdt dets Hoved mellem sine Ben. Barnet græd, og den Gamle spurgte: «Er der noget, Du vil have?» «Nej!» svarede Barnet. «Længes Du efter din Familie?«, spurgte Timersek'en. «Ja!» svarede Barnet. «Du skal ikke græde derfor, vi skulle tage ud til dem imorgen«, sagde Timersek'en. Matakatak, der saae dette, pegede til de andre, at de ogsaa skulde se paa det. Han flyttede dernæst Stenen fra Gangen og sagde: «Nu skulle I gaa bagefter mig men blive i Gangen, saa vil jeg gaa ind og tage Drengen og smide ham ud til Eder».
Lidt inde i Gangen var der atter en stor Sten, der stod paatværs og spærrede. Matakatak drejede den rundt men traf paa en tredie Sten. Ogsaa den blev drejet, og indenfor denne hang Bjørnetænder og andre Benstykker, som klirrede, naar man rørte ved dem. Matakatak trak dem tilside, saa at de klirrede, og sprang ind til Brixen, slog Manden, der vuggede Barnet, i Maven, saa at han faldt paa Ryggen, greb Barnet og smed det ud i Gangen, hvor Forældrene toge imod det og løb bort med det.
Timersek'erne vilde kvæle Matakatak ved at dreje Anorakkraven om paa ham; men han undslap. Da han kom udenfor, kom tre Tiviersek'er, der vare lige saa store som Konebaade, og toge fat paa ham; men han dræbte dem alle tre med sine knyttede Næver.
Barnets Forældre vare allerede et Stykke Vej borte. Matakatak løb ned til de andre, tog Barnet fra dets Forældre og løb videre dermed. Han fik nu Øje paa tre store Mennesker; det var Sjælene af de dræbte Timersek'er[2], og idet han kom nær ved dem, adskiltes de, saa at han gik midt imellem dem. Han løb ned til Konebaaden, gik ombord i den og rejste hjemefter. De kom nu hjem med Barnet, som havde været røvet af Timersek'erne.
Fodnoter
