Mens vi venter på Ragnarok

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mens vi venter på Ragnarok

— skal vi have noget at spise og drikke ...


af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Den kulinariske Edda

Intrigemageri, troldejagt, elskovseventyr og fisketure. Det er bare nogle få af de ting, de nordiske guder fordriver tiden med, mens de afventer Muspelsønnernes ankomst og verdens uundgåelige undergang. Men de skal jo også ernæres af andet end åndelig føde, og hvad lever de egentlig af? I det følgende vil vi se nærmere på, hvad Den ældre Edda kan berette om den sag.

Vi lægger imidlertid ud med lidt Takt & Tone à la Emma Gad. »Spis ikke uhæmmet som et ukultiveret drog —«:


En slugen tåbe,
der savner måde,
æder sig selv ihjel;
den vomsvære karl
vækker kun latter
imellem mere dannede.[1]


»— og hold nu lidt igen med de våde varer:«


Øl er ikke
altid så godt
som hævdet for slægtens sønner;
jo mere man drikker,
des mindre forstand
beholder man i sit hoved.[2]


Således belært om almindelig norrøn salonfähighed kan vi fortsætte i teksten ...


Øl, mjød og vin

Vi må lige have definitionerne helt på plads:


»Øl« siger mennesker,
aserne »bryg«,
og vanerne »vældig-stærk«.
»Mundrens« blandt jætter,
og »mjød« i Hel;
»drik« siger Suttungs sønner.[3]


Valhals mange einherjer, der forbereder sig på det afgørende slag, er ikke bare blodtørstige, men i særdeleshed også øltørstige, og heldigvis står en mindre hær af valkyrier klar til at servicere dem:


Horn skal bringes
af Hrist og Mist,
Skeggjøld og Skøgul,
Hild og Trud,
Hløk og Herfjøtur,
Gøll og Geirahød,
Randgrid og Rådgrid,
og Reginleiv
— de henter øl til einherjer.[4]


Mjødgeden Heidrun
Der findes folk, der hævder, at drenge drikker rødvin, og at mænd drikker portvin, mens rigtige helte drikker cognac. Tilsvarende er øl for mennesker, mens mjød er en fornem drik forbeholdt guderne. Til sikring af rigelige forsyninger af de gyldne dråber holder guderne et højst interessant husdyr:


Heidrun er geden
på hallens tag;
hun æder af Lærads løv,
og fylder baljer
med den fineste drik,
så der aldrig mangler mjød.[5]


Chefen for hele den guddommelige forretning er jo sådan lidt en kunstnertype, der angiveligt kun behøver vin for at overleve. Resten kan ulvene få:


Gere og Freke
giver han maden —
hærens fejrede fader;
af vin alene
den våbengæve
Odin evigt lever.[6]


Billedet krakelerer dog lidt, når Odin over for kong Heidrek indrømmer, at han engang har slukket tørsten med dug:


Hvad var den drik,
jeg drak i går?
Det var hverken vin eller vand,
mjød eller mungåt,
og mad var det ikke —
dog blev min tørst straks stillet.[7]


Nå, ingen andre kan nøjes med flydende kost — der skal også kød på bordet ...


Flæsk, fisk og fugl

Min slagter ville vist gerne eje en gris, som han kunne slagte hver dag, hvorefter den på forunderlig vis blev hel igen. Sådan én har kokken selvfølgelig i Valhal:


I Ildrimner
la’r Andrimner
Særimner simre:
Flæsk som bedst,
men et fåtal véd,
hvad einherjerne indta’r.[8]


Med hensyn til konsumering er det gerne Tor, der gør sig bemærket i gudeflokken. Her møder han på en rejse Odin, der er forklædt som en gammel færgemand. Tor vil gerne sejles over sundet og fortæller, at han har fået en proteinrig start på dagen:


Hvis du færger mig over,
fodrer jeg dig i morgen;
jeg har den bedste mad
i bylten på ryggen.
Selv har jeg spist
sild og bukkekød
til frokost hjemme —
jeg er fortsat mæt.[9]


— og aftenen før sin legendariske fisketur sammen med Hymer, må Tor lige have noget at stå imod med. Hymer leder tre okser til slagtning, og tordenguden sikrer sig ubeskedent broderparten af den tilberedte mad, inden han skal hen for at sove — de skal jo tidligt op næste morgen:


Hymers okser
— et hoved kortere —
blev siden lagt
i suppegryden;
to alene
fortæredes helt
af Sifs mage,
før sengen stod klar.[10]


Da den beregnende og giftelystne Trym stjæler Tors hammer, må Tor iklæde sig kvindetøj og drage til Jotunheimen forklædt som jættens tilkommende. Han rydder lige bryllupsbuffeten og skyller grundigt efter:


Først på aftenen
fandt man på plads,
og alle jætter
fik øl at drikke.
En okse åd han
og otte laks
samt alt det lækre
som ellers var kvindernes;
da tømte Sifs mand
tre tønder mjød.[11]


Trym bemærker undrende sin bruds grovæderi, men brudepigen (Loke) forsvarer »hende« med, at »hun« af bare spænding ikke har spist i otte dage forud for brylluppet ...


Også Heimdal bliver inviteret på middag ude i byen. Da han foretager sin vandretur mellem menneskerne, bliver han udsat for lidt af hvert. Til en begyndelse må han tage til takke med tarvelig trællekost:


Da tilbød Olde
det tørreste brød —
en hård og hengemt
humpel med avner.
Hun lagde det midt
på det lille bord
og satte en skål
med suppe frem.[12]


Senere besøger han mere velhavende folk, og så skal jeg da lige love for, at det er noget andet end tørt fuldkornsbrød og tynd suppe, der står på menuen:


Fyldte fade
kom frem på bordet
med fedtet flæsk
og fuglesteg.
Kanden med vin
var kantet med guld;
de fordrev dagen
med drik og snak.[13]


Vi slutter gennemgangen med lidt ulækkert til dessert. Folk med sarte ganer må hellere stoppe her ...


Heksehjerter og dyreurin

Århundreder tilbage i tiden har nordboer spist de besynderligste ting. Jeg minder om de islandske súrsaðir hrútspungar og den norske Gamalost frå Vik, som ifølge Kjell Aukrust slet ikke er mad, men tradition. Eller hvad med den svenske surströmming, der ganske enkelt lugter som et fælleskommunalt renseanlæg på en varm sommerdag. Loke Laufeyson har sin egen bizarre favorit — men han er jo også noget for sig:


Loke åd sig
ved lindens brand
en heksekones
halvrå hjerte.[14]


Men hvad skyller man lige sådan en snack ned med? Et bud kunne være den drik, som Frejs tjener — Skirner — truer Gerd Gymersdatter med, hvis ikke hun gifter sig med Frej:


Trolden Rimgrim
ta’r dig som sin
neden for lig-lågen.
Trælle skal dér
ved træets rod
give dig geders pis,
og ædlere drik
skal du aldrig få ...[15]


Velbekomme!




Anvendte Eddavers:

  1. Hávamál v. 20.
  2. Hávamál v. 12.
  3. Alvíssmál v. 34.
  4. Grímnismál v. 36.
  5. Grímnismál v. 25.
  6. Grímnismál v. 19.
  7. Heiðreksgátur v. 3.
  8. Grímnismál v. 18.
  9. Hárbarðsljóð v. 3.
  10. Hymiskviða v. 15.
  11. Þrymskviða v. 24.
  12. Rígsþula v. 4.
  13. Rígsþula v. 32.
  14. Völuspá in skamma v. 12.
  15. Skírnismál v. 35