Merlins spådom

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Merlin (Gustave Doré)

Merlins spådom

Dansk Oversættelse af Jón Sigurðsson

Annaler for nordisk oldkyndighed og historie
Det kongelige nordiske Oldskriftselskab
København, 1849

MERLINS SPAADOM I

1. Vi vove at fremstile

for guldsmykkede Helte

vise Spaadomme

af en herlig Spaamand,

som i det vide

Bretland boede,

Merlinus hed

den vise Mand.

2. Han sagdes blandt Folk

og Folkeherskere

at raade mange mörke

Begivenheder forud;

kær var han den kristne

Folkenes Slægt,

over Muld var ingen

visere Mand.

3. Jeg agter ei at söge

pyntelige Ord

(det skal man vide)

til dette Digt:

men jeg önsker her

ældgamle Minders

mindeværdige Træk

for Mænd at fremstille.

4. Lys skal for alle

Digter-Borgen være,

dog vil i Kvadet

det meste tolkes:

af hvad den gjæve

forudsagde

det bretske Folk;

nu skal Sangen digte.

5. Vælde op i den store

Vintonia,

(det er en Borgs Navn)

trende Brönde:

de ville Landet

ved Bække dele

tre forskjellige,

i tre Stykker.

6. En af Bröndene

vil pröves den bedste:

den forlænger

de drikkendes Alder:

ej den svære Sot

hjemsöger de Mænd,

der have nydt

det bedske Vand.

7. Ond er den anden:

alle sulte

de som af Bækkens

Vande nyde;

dog er den tredje

sværest at pröve:

de döe alle

som deraf drikke,

ei de Mænds Lig

med Jord bedækkes.

8. Man vil stræbe

at stoppe de Brönde,

som de fleste Mænd

med Fare true,

men hvad der af Folk

i Vandet sænkes

alt bliver til andet

end det för var:

Jord til Stene,

Stene til Vand,

Ved til Aske

og af Aske Vand.

9. Man opsöger en Mö

mangekyndig

i den hovedrige

Knudskovs Borg,

at hun Lægedom

tilvejebringer

og letter af Folket

den svære Pest.

10. Hun gjör Forsög

og bitter paa Raad,

og anvender

alle Kunster;

siden aander hun

paa de Brönde

og dem begge

brat udtörrer.

11. Hun da drikker

det dejlige Vand,

og vinder derved

store Kræfter,

i den höjre

Haand hun bærer,

den höjbaarne Kvinde,

Kalidons Skov,

men i den hule Haand

Londons Fæstning.

12. Derpaa hun gaaer

over det gode Land,

saa at af hendes Spor

Lue opblusser;

med den ramme Rög

som Rutener

lokke skal, og lave

Söboerne Spise.

13. I Landet opkommer

et frygteligt Skrig,

naar Guldets Valkyrje

græder saa stærkt;

og Folket med hende

farer afsted

over Öens

hele Omkreds.

14. En Hjort hende dræber

som togange fem

paa sit Hoved

Hornkviste bærer;

en Krone sidder

paa Kvistene fire

men de sex andre

af sig selv forvandles

til Uroxens

frygtelige Horn.

15. De ville ved Larmen

tre bevæge,

beredte til Kamp,

Bretlands Öer;

da mon vaagne

den danske (danciske) Lund

og med Mandsstemme

tale saalunde:

16. Kom du Cambria,

med Corn-Britter,

sig til Vintonia:

dig vil Jorden sluge!

för Hyrdens Sæde

derhen, hvor de lægge

Skibene til Land!

Lemmerne alle

Hovedet fölge;

det er det Heles Hjelp.

17. Men hans Sæde

Sö-Dyr glæder,

hans Stol vil staae

over Stolper tvende;

dog har for mange

medfört Skade

den hvide Ulds

forskjellige Farver.

18. Borgen vil falde.

det er Folkets Död,

at den först

sin Eed forraadte;

Fredens Forstyrrere

skulle falde heelt.

Vintona undgjelder

de onde Mænd.

19. Pindsvinet vil

en Borg opföre,

Fyrsten bygger

den höjeste Hal,

den vil den rige

Hersker styrke

med femhundrede

skjönne Taarne.

20. Dette vil London

ilde hue,

den vil tredobble

de tykke Mure

og med Kraft udföre

kongelig Id;

syd over Fjeldet gaaer

Arbeidets Ry,

men Tems om Borgen

heftigt bruser.

21. Men det falske Dyr

med Frugter læsses

af udmærket Godhed,

som Kongen vælger;

der komme Fugle

flyvende hen

fra Skovens Dyb

at söge Æbler.

22. Men Pindsvinet

over Lumskhed ruger.

han de Æbler

i London skjuler;

graver i Jorden

brede Veje

rovbegjerlig.

det falske Dyr.

23. Da ville fra Muld

Stenene tale,

og Söboernes

Rænker oplyses,

Öen udvides,

men Valerne zittre

og Söen storligen

sammentrænges,

saa at mellem Lande

Tale höres.

24. Kommer af Skoven

Kalaterius

flyvende den Fugl,

som alle forförer:

flyver om Natten

og nöje speider.

den Hejre kalder

hver Fugl til sig,

i to Aar varer

Bedragets Færd.

25. Fuglene flokkes,

de flyve i Sæden

og ödelægge

Agre og Frugt;

Sult kommer og Sot

(jeg seer meget forud)

megen Mandedöd,

Meen raser blandt Folkene.

26. Men Fuglen derpaa

flyver mod Vest

til en Dal, som man

Galabes kalder:

denne vil sig hæve

til det höjeste Fjeld

og der oppe

paa Ege-Kviste

træder Hejren,

den værste blandt Fugle.

27. Tre Unger han udklækker

i denne Rede,

(ej er Hejrens Slægt

yndet blandt Folk):

der er Ulv og Björn

og Ræv tillige,

i Lumskhed og Slægthad

sjelden födtes en værre.

28. Der opvoxe sammen

alle de Brödre,

deres Hu staaer ej

til det Gode:

Ræven sin Moder

med Grumhed angriber

og hende ombringer

den Faare-morder,

Hulens Beboer

vil gjerne herske.

29. Sine Brödre han vil

med Svig beseire,

et Hestehoved

Herskeren paasætter;

men den guldmilde

begge frygte,

Brödrene undflye

bort af Landet.

30. I Syd skal man

deres Flok opsöge,

Ulven og Björnen

Vildgalt opvække;

men dem Galten

sin Undsætning

lover snarligen,

thi paa Modet han stoler.

31. I en Hast de

Skibe udruste

og samle tillige

en Landhær sammen;

Tummelen voxer,

man ta’r fat paa Aaren,

Högnes Sæde dækkes

af Skibenes Mængde.

32. De drage sönden

over svale Bölge,

drage til Bretland

og til Slag sig ruste;

men Ræven igjen

med sin tappre Hær

drager rask imod

at værne om Landet.

33. Kampen sig hæver,

Rustninger klöves,

med voldsom Kraft

Skjoldene pröves,

Spydene slaae Gnister,

Valkyrjen vækkes,

Krigerblod vide

Slagmarken farver.

34. Rædselstraalens Byge

trækker sammen,

stærkt der klirrer

den prægtige Malm,

Gny höres paa skjönne

Gönduls Himmel

og Dump i de haarde

Hlakkas Tæpper,

slet kun dække

Sköguls Tröjer,

Buens Hagl falder

gjennem Dækket.

35. Tude de graalige

Balgens Hunde,

Halsspangens vilde Ulv

Krigerne bider.

Gram forstyrrer

Hjertets-Haller,

og Saarluen

Hjernens Bygder,

stærkt nedbrydes

Hjerne-Borge.

36. Fanen seer jeg flyve.

Faren voxer,

Saar-Tornen suser

hos de gjæve Helte,

men paa Vej drager

den listige Yngel

af Örn og Ulv,

at söge Blod,

graadig iler

den hele Flok.

37. Ræven da gjör

paa Galten Angreb,

men hans Kraft

for svag sig viser;

flux han sig

som död anstiller,

ej Brittekongens

Lig bedækkes.

38. Dette Galten

önsker at pröve,

han blæser i Kongens

Ansigt og Öje;

men Ræven pludselig

Galten angriber

og river af ham

den venstre Fod,

det höjre Öre

og Halen tillige.

39. Men i Fjeldet sig skjuler

det falske Hoved,

der tænker han

sin Slægt at foröge;

men Vildgalten

til Ulven og Björnen

med Smerte beretter

sin Sorg og Tab.

40. De tappre Brödre

tröste Galten,

og love selv

hans Saar at læge;

vi gaae begge

dig Fod at hente,

Öre og Hale,

vent her Galt!

41. Men Ræven ned

fra Fjeldet drager

og grum i Hu

Galten opstiger;

han byder Forlig

men kun paa Skrömt,

og siger han vil meget

med Svinet tale.

42. Tro du mig Galt!

jeg vil ærlig være,

aldrig jeg svigter

mod Svinet min Tro;

mödes vi skulle

og stifte Fred,

du ene skal dömme

os imellem.

43. Mödet bestemmes,

Freden stiftes,

Kongerne begge

paa Stævnet möde;

men paa det Möde

Rænkerne pröves.

Hertugen dræber

den bretske Drot.

44. Og paa sig selv

dernæst sætter

Leopard-Hoved

den listige Konge;

siden han styrer

Land og Folk,

hans Saga dermed

Ende tager.

45. Og Svins (Skikkelse)

paa sig . . . .

tager, og Brödrene

lumskelig venter;

men naar de komme

Gaver at bringe

bider han dem begge

og Brödrene myrder.

46. I hans Dage

en Hugorm födes,

som vil Folk

Döden bringe;

hans Længde er saa stor

at Londons By

Hedens Hval

som Kreds omgiver,

og saa vild

at Urens Baand

de omreisende

alle sluger.

47. Han tilkalder

Kambriens Flokke

og de nærstaaende

Nordhumbriens Hjorde;

og uden Ophold

den kampdjærves Folk

heelt til Bunden

Tems uddrikker.

48. Siden blive

det samme Aar

syv Leoparder

af Ormen födte,

de bære Bukkens

ondtvarslende Hoved,

uden Saft og Kraft

ere Kongens Sönner.

49. De tage de fleste

Kvinders Flokke,

de kampstærke Mænd,

og Skjöger i Mængde,

og Sameje

af Ægtekvinder

gjöre de spydvante,

sligt maa forfærde.

50. Langt er at opregne

hvad Folkenes Ven

om Aarenes Löb

forudsagde;

deri er det mindste

smukt at höre,

jeg gaaer det forbi

og om Enden beretter.

51. Paa Jorden kommer,

siger den vise Mand,

en voldsom Ufred,

store Rædsler,

Drab og Svig,

Ulvtid og Kulde

af alsköns Rimfrost

i Folkenes Hjerter.

52. Da ville larme

de tankelöse

og de vellystige

drikke stærkt,

söge i Glæden

og i Rigdom Hvile,

ved at samle Guld

og verdslig Hæder.

53. Samfundet trues

af mange Farer,

ei Folks Adfærd

smuk sig viser;

dybt sig forstille

de i Drömme vandrende,

ei til eget Vel

de Hensyn tage.

54. Verden forværres,

ei Sönnen Faderen kjender.

Slægtskabs Baand briste

mellem Sönner og Fædre;

ingen vedkjendes

egne Bekjendte

eller nære Frænder

blandt Folkenes Slægter.

55. Tungt er at höre

hvad i Verden skeer;

Mennesker före

Fæets Liv,

tænke paa denne

urolige Verden

og bortkaste

alt det gode.

56. Det hvide Sölv

vil Skade volde

og Guldet Mænd

med Blindhed slaae;

de forkaste Himlen,

men hige efter Jorden,

Drukkenskab forförer

Folkets Mængde.

57. Det danske Folk

i Kjödet lever,

mod egne Lyster

man intet gjör;

thi ville de höje

himmelske Tidmærker

deres Lys

fra Folket vende.

58. Derefter Jorden

sin Frugtbarhed taber.

ikke en Byge

fra Skyerne kommer,

Sol og Maane

selv anden Vej

gaae, de deilige,

end de för plejede.

59. Og paa Himlen

de klare Stjerner

ei kunne bestemmes

ved et sikkert Sted;

nogle gaae bagvendt,

nogle dreje af

fra deres gamle

tilvante Bane.

60. Nogle rykke sammen,

andre sig fjerne,

tabe Lys

og Farvernes Skjönhed;

Vindene kæmpe,

som heftige Storme,

og fremkalde Larm

mellem Himmelens Kloder.

61. Söen bruser

og höjt opsvulmer,

sligt er gyseligt

for Menneskets Börn;

sligt er gyseligt

at opregne,

den ældgamle Jord

for Mennesker blottes.

62. Meget fortjente

at forkyndes

af Spaamandens

ældgamle Sang;

dog jeg agter

ikke mere

for Odins Thingmænd

at fremsætte.

63. Dog har jeg sagt

Mændenes Börn,

sligt som Bogen

selv forkynder;

gid de som höre

Nytte drage

af slige Udsagn

og see sig for!

64. Agte sig for Synd

og falske Raad

og alleslags

onde Gjerninger;

lad os handle vel

og elske Herren,

og strax bortkaste

onde Forsætter!

65. Skröbeligt er Livet

hos Menneskers Börn

under det stormsvangre

Fjeldliens Telt;

men Livets Gjengjeld

ei udebliver

god eller ond

for alle tilhobe.

66. Lad os glæde os alle

af godt Hjerte

og ved Haabet

om Ære og Herlighed;

lad os fölge det Gode,

men det Onde glemme,

stræbe at foröge

Sjelens Pryd!

67. Lad os ofte bede

Menneskenes Konge

den ypperste om Styrke

af ganske Hjerte;

og at den herlige

Menneskenes Hersker

Dag og Nat

Folket bevare!

68. At alles Velgjörer

fjerne ganske

fra Menneskenes Slægt

ethvert Onde,

samt at til Livet

sikkert före

alles Bevogter

dette Folk!

______________

MERLINS SPAADOM II

1. Nu skal jeg forkynde

hvad fordum skete,

lyt til mig alle

kyndige Mænd:

En Konge sad

paa Bretlands Trone,

den guldmildes Navn var

Vortigernus.

2. Det Land bar fordum

af Britterne Navn,

som er tilegnet

Angler siden;

thi Anglerfolket

fordum besnærede

de haardföre

brittiske Mænd.

3. Og deres Land

med talrig Hær

selv tog i Eje,

som Oldsagn berette;

og hvor nu de kloge

Kristne bygge,

der fordum Hedninger

Haller opförte.

4. Slægtens Herkomst

for Anglerfolket

saxisk benævnes

i ældgamle Sagn;

derfra de samlede

Styrke til Kamp

at röve Land

fra Brittekongen.

5. Men Hærens Flöjmand

ei holde kunde

den brittiske Jord

eller Gods og Guld;

Hedninger droge

med Ild og Jern

over Öens hele

östlige Bred.

6. Men Hærens Anförer

Værn opsöger,

et vældigt Taarn

vil Kongen opföre;

og til Stedet

til dette Værk

samler Drotten

mange Smede.

7. Til Bygning kom

de klögtige Smede

(saa der berettes)

oppe i Fjeld;

men hvad de opförte

den ene Dag

var der ei Spor af

den næste Morgen.

8. Kongen lod kalde

de vise Mænd,

den kampdjærve spurgte

hvad sligt forvoldte.

at hele den lagte

Grundvold forsvandt,

som om den gamle Jord

Stenene slugte,

eller dens Skorpe

med Ild blev svedet.

9. Een Mand var der,

som det dunkle Varsel

for den vise Drot

tolke kunde.

den Kongens Ven hed

Ambrosius,

men med andet Navn

den ypperlige

Merlinus kaldtes

den nævnte Mand.

10. Det forvolder,

sagde den vise Mand,

at der under findes

Vand i Mængde;

da böd grave Jorden

Folkenes Styrer,

der pröves den vise

Spaamands Udsagn.

11. Og den kyndige

spurgte de Mænd

hvad under Vandet

var forneden;

og da det ingen

anden vidste,

saalunde han talte

til den vise Drot:

12. Sove der nede

i det mörke Dyb

tvende Orme

i tvende Huler;

ei hinanden ligne

Landenes Bælter;

eet Jordbaand rödt,

det andet hvidt.

13. Lad Grunden grave

og Gröfter skjære,

sagde Merlinus

til den guldmilde Drot,

förer Vandet —

og seer siden

hvad spaaet haver

den Ringe-Spilder

(det er nyt Vidunder) —

ned fra Bjerget.

14. Man udförte

hvad han dem böd,

Vandet blev ned

fra Bjerget ledet,

og de omstaaende

Ormene kjendte

de trolöse,

som Valkyrjens Gud,

den forudvidende,

havde forudsagt.

15. Da vaagnede op

de uhyre Drager,

og styrtede begge

bort af Lejet;

derpaa som Lyn

mod hinanden rendte

de sælsomme, modige

Jordens Ringe.

16. Stærk Kamp opstaaer

mellem begge Snoge,

gabe af Vildhed

Jordens Belter;

higende hugges

Jordkringlens Gjorder,

hvæse Gift

og den blaae Flamme.

17. Paa Flugten kom da

den röde Snog,

den lyse Orm drev ham

heelt til Bredden;

men han snildt

svinger sig imod

og modig forfölger

den hvide Drage.

18. De holde Kamp

i Vandets Leje,

og længe modig

Ormene hugges;

nu den ene

faaer overhaand,

nu den ene

for den anden viger.

19. Sig du, Merlinus,

sagde Ringenes Bryder,

du er mere kyndig

end andre Mænd :

hvad mon betegner

de to Ormes

rædsomme Kamp

for Menneskers Börn?

20. Den vennesæle græd.

da ham tolke bad

den vældige Konge

dette Jærtegn;

og efter det

Folkets Mester

en grundig Spaadom

alle forkyndte.

21. Det rode Jordens

Glimmerbaand betegner,

sagde Spaamanden,

det bretske Folk,

men den hvide Orm

det Hedningefolk,

som kommer til at bygge

i brittisk Land.

22. Sörgelig Nyhed

maa berettes:

jeg siger der seirer

den hvide Snog,

Landet nedtrykkes

og Folkets Mængde,

blodige Elve

fra Dalene falde.

23. Kristendommen kues,

Kirkerne falde

(den Sorg er tung)

Fjenden er i Landet;

da styrkes endnu

det usle Folk,

som forhen var

haardt nedböjet.

24. Da vil der

en Konge opkomme

(det er den herligste)

i Vildgalts Skikkelse,

han understötter

det kuede Folk

og træder under Födder

Saxerfolket.

25. Ham underlægges

den grönne Jord,

og Öernes Grupper

i Verdenshavet:

de Irers og Anglers

og de fjerne Skotters,

de vælske Stammers

vidtstrakte Lande,

Norges Kyster

og Daners mod Nord.

26. Og Romerne nære

for Kongen Frygt,

de mangle Kraft

til at modstaae ham.

Meget veed jeg andet

om Kongens Dage,

men dunkel er mig

hans Endeligt.

27. Ham ville ære

Folkenes Tunger,

den Konge vil blive

mest elsket hos alle;

stedse vil leve

Kongens Hæder

og hans Roes gaae

til Himmelens Hjörner.

28. Og den herlige

Konges Ætmænd

tilvende ham

baade Land og Folk;

men derefter

den hvide Orms

Magt bliver större

end den forhen var.

29. Ham understötter

Söens Ulv,

hvem Afrikaner

fra Udlandet fölge;

Kristendommen brydes

hos Folkenes Slægt,

dog ville selv

kort derefter

de engelske Stammer

alle döbes.

30. Bispesædet

fra London flyttes

til den vide

Kanterborg,

og Legion-Borgens

langvarige Hæder

vil den herlige

Menevia tage.

31. Store Ting skee:

der regner Blod,

stærk Hunger derpaa

Menneskene plager,

men den röde Snog

siden styrkes

og vinder ved det svære

Arbeide Kraft.

32. Nöd overgaaer

den hvide Orm .

hans Slægt bliver pint,

Kvinder opskaarne.

hans Borge plyndres

og mange Gaarde,

alsköns Gods

med den grönne Jord,

grueligen bliver

Folket dræbt.

33. Falde for den bretske

Kongebaarne

syv Folkedrotter

Sejer berövede,

og hellig bliver

Hærenes Ordner

een af de syv

engelske Konger.

34. Den som sligt gjör

vil selv tage

en Kobbermand paa,

den Folkedrot,

og over höje Port

Herskeren siden

paa en Hest af Erts

herlig sidder,

London bevogter

den lovpriste Konge.

35. Da vil det vise sig

om Britternes Folk,

som för har voldt det

megen Skade:

at de ej indbyrdes

forliges kunne,

de kjævles om Magten

og det hele Land,

ivrigt kjæmper

Britternes Afkom.

36. Slaget træffer

fra Himmelens Konge

voldsomt Folket,

de gode Aar svinde,

den haarde Hælværk

Mændene piner,

man kan ej de Dödes

Mængde bedække.

Sult og Sot

raser blandt Folket,

Mennesketab,

mange svære Onder.

37. Landet miste

de som Livet beholde,

det tappre Folk

drager bort fra Landet;

velsignet Drot

(den brittiske Hersker)

ruster sine Skibe,

og han snart bliver

talt som den tolvte,

den höjt berömte,

salig blandt salige

Guds Venner stillet.

39. Saaledes udtömmes

Landet af Folk

(sorgfuld drager heden

Folk af Landet):

at Skove der

frodigt voxe

hvor frugtbare Agre

stode forhen

til Folkets Glæde

paa brittisk Jord.

39. Da bortdrager

den hvide Orm,

snild han indbyder

den saxiske Kvinde,

og med talrigt

Fölge ankommer

Smykkernes Skögul

at bygge i Landet.

40. En udenlandsk Sæd

vil anden Gang

over vore Haver

sig udbrede,

men der over

paa den svale Kant

af Öen lurer

den röde Orm.

41. Han af Landet

kun lidet vinder;

da krones den hvide

Kivets Drage

og saxiske Mænd

Riget bestyre,

men Erts-Kongen

nedstige maa

af den steile

Borgens Mur.

42. Den lövrige Lunds

lyse Baand

ere Grændser satte

i Aarenes Tal,

ej han overskrider

den stærke Skjæbnes Maal

eller raader længer

over det skjönne Land.

43. I en Aarrække

af ti Gange femten

hersker stor Ufred

mellem Jordens Bælter,

men ti Gange

tredive Aar

den höjt berömte

vil Riget beholde

over London

og Folkets Mængde.

44. Da vil en heftig

nordöstlig Storm

træde Lundens

Lænke imöde,

og den Blomstren

bort forjage.

som de vestlige

Vinde frembragte.

45. Guldet vil glöde

paa Guds Huse,

men Sværdenes Storm

sagtnes föje,

den svigfulde Drage

næppe vil kunne

sin Hule naae,

thi ham sig nærmer

Straffen for Svig,

som han maa bære.

46. Held vil ham hæve

en stakket Stund,

men ham nedtrykker

ringpandsret Hær;

kommer söndenfra

den Hær over Sö,

som vil röve ham

et stort Rige.

47. Den Folkedrot

som for Hæren raader

vil snart med Britter

Landet befolke;

den hvide Orms Sæd

vil end paa ny

oprykkes af mange

Urtegaarde.

48. Da vil han undgjelde

for grusomme Raad,

hver tiende falder

af hans svigfulde Slægt,

den grönne Jord

maa han bearbeide,

og fra den Dag af

han aldrig hersker:

saa bitter Hævn

for Svig ham ydes.

49. Derpaa end herske

tvende Orme,

den ene der mister

Livet for en Piil,

men den anden vil

tilbage vende

under Navnets Skjul,

for Skjæbnen at lyde.

50. Derefter hersker

Retfærdigheds Dyr,

som de ölandske

Orme frygte,

og selve de bomstærke

valske Taarne

sönden for Havet

ængstes for det.

51. Da spindes Guld

af mange Urter,

Sölv af Kalveslægtens

Klöver drypper;

prægtig klæde sig

Landets Kvinder,

men ei deres Sæder

vinde derved.

52. Penninge snittes

i Midten over,

Glenten mister heelt

sin Rövernatur,

Ulvens Tænder

tabe sin Styrke

og Lövevargens

de vilde Hvalpe

til Fisk forvandles

i Hvalens Hjem.

53. Til sörgelig Meen

Sværdet drages,

af Moderens Saar

seer jeg Blodet strömme,

(svære Sorger tynge

paa Folkenes Slægt)

hendes Blod farver

Venedocia

og derpaa sex

af sine Brödre

dræber Corineus’s

tappre Afkom.

54. Da ville Mænds Taarer

om Natten flyde,

og Folket fremföre

varme Bönner;

da ville alle

til Himlen stræbe,

det evige Liv

de gode vinde.

55. Endnu derefter

i Skoven vaagne

farlige Vilddyr,

som i Borge jage,

de ville selv

sine Fjender

fælde eller fængsle;

faae kun ville

vove mod dem

at före Ordet.

56. Den ene herligst,

fra Neustria kommen,

hersker i England,

en ædel Drot,

dog ere der Herskere

fra Syden ankomne

fem eller flere,

som styrede Landet.

57. Denne bryder Irernes

lyse Borge

og til Jorden

Skovene fælder,

han manges Riger

til eet forvandler,

et Lövehoved

Herren tager paa.

58. Vaklen mærkes

i Kongens Færd

i hans yngre

Alders Aar,

men den guldmildes

senere Liv

behager den hellige

Himlens Konge.

59. Han vil Biskoppers

Borge pryde

og hæve mange

hellige Steder,

tvende Borge han

med Palliet hædrer,

og skjenker Kristi Terner

skjönne Gaver.

60. Af sligt bliver

den tappre Drot

de himmelske Skarers

Hersker ret kjær.

og efter Döden

den ædle Konge

regnes blandt Engle

bos Maanens Hersker.

61. Kongens Afkom

vil ligne en Los,

det vil sit eget Folk

selv nedstyrte,

og af den Grund

han tabe maa

Irers og Anglers

herlige Jord,

med samt Neustria,

sin Hæder berövet.

62. Men efter dette

til Odelslandet

drage med Hast

de brittiske Mænd,

dog er forinden

slet Aar i Landet,

Uenighed hersker

blandt engelske Stammer.

63. Den herlige rider

til Peritonis Elv

paa en hvid Hest,

den raske Hövding,

og med en hvid Stok

der han udmaaler

over Floden gamle

Möllehuse.

64. Konan paakalder

Cadvaladrus

og fra Skotland

flere Konger;

raser den grumme

Gönduls Byge,

det store Malmenes

Möde holdes.

65. Haardt det skarpe

Buens Hagl

(de Kæmpende segne)

fra Strengen fyger,

men ilende hist

Gaflokker flyve,

ej Sköguls Skyer

mod Skuld bedække.

66. Brynjer briste,

Malmene bide,

blodfarvede Sværd

svæve i Luften,

Pilen i Flugten,

Folket i Blod,

Eggen i Saaret,

Brodden i Skjoldet,

Hjelmen paa Hoved,

Pandser paa Bryst,

Spyd i Farten,

Slaget i Gang.

67. Mödes Skjold

og det dragne Sværd,

Hjelm og Huggert,

Pandser og Pile,

den brittiske Brynje

og blodröde Glavind,

kraftig Kriger-Haand

og Sværde-Heftet,

lysende Spidser

og Kæmpendes Bryst.

68. Ligdynger falde,

höit Vaabnene gjalde.

Malmenes Torden

heftigt skralder;

i tætte Bunker

Valen ophobes,

blodige Elve

af Landet nedströmme,

men paa Himlen kastes

Kamprödens Skjær.

69. Mænd falde tæt

i Pilenes Sneefog,

den engelske Hær

til Döden bestemmes.

Slagmarken den röde

bedækkes af Döde

Britternes Halvdeel

faaer herlig Sejer.

70. Fjeldene hæver

Valflodens Ström,

de ville bære

Brutus’s Krone,

Kornbritternes vældige

Ege grönnes,

Cambria villig

derover sig glæder.

71. Öens engelske

Navn forsvinder,

ei den længer

Anglia kaldes,

den maa beholde

det gamle Navn:

efter Brutus kaldes

Britannia.

72. En kampdjærv Vildgalt

vil komme frem

af den fornemme

Konans Æt;

med Huggetænder

Kongesönnen

fælder de vælske

Ege i Skoven,

dog er han skaansom

mod spæde Træplanter.

73. Araber ville

for Kongen frygte

i fjerne Land,

og Afrikaner;

den mægtige Drot

vil Hærtog gjöire

frygtelig til

det fjerne Hispania.

74. Efter ham raader

en Buk for Landet,

hans Higen især

efter Vellyst tragter;

paa Hovedet bærer han

Horn af Guld,

Kongens Skjæg

er af Sölv spundet.

75. Mistas Ven blæser

af Bukkenæsen

en Taage, saa tyk

at Öen skjules;

Landefreden staaer

for Kongens Tid,

ej heller slaaer Landets

Afgröde feil.

76. Da skjönne Kvinder

gjennem Landet drage,

Hovmod hvisler

i Möernes Fodspor,

for Vellysten

Templer bygges,

onde Lyster

Kongen besnære.

77. Til Blod forvandles

den yndige Brönd,

dog er i Landet

stor Overflod;

men to Konger

kæmpe i Holmgang

om den unge

lyshaarede Mö

i den vide

Vad-batuli.

78. Disse Tildragelser

tre Sekler skue

(Folkets Færd tilvisse

er ond for Herren),

indtil Konger

i London begravne

stige op af Jorden

og aabenbares.

79. End indtræffer

den store Dyrtid,

og en meenfuld

Mandedöd,

Borge lægges öde

ved Mennesketab,

höje Nödklager

af Borgerne höres,

mangen flygter

af Landet bort.

80. Da sig hist

den herlige viser

Handelens Vildgalt

for at samle Folk,

som ud af Landet

flygtede for;

dem lader han bygge

det brittiske Land,

öde Borge

og yndige Boel.

81. Hans Bryst vil være

Föde for dem,

som lidet Gods

i Eje have,

og den svigfrie

Kongens Tunge

slukker Törst

hos hele Folket.

82. Strömme fra Ordenes

herlige Vaage

brusende Floder

paa Folkets Styrer,

de skulle væde

herlige Jorder

i Sindets lyse

Hjerte-Verden,

og den törre Hals

hos Folkets Mængde.

83. Siden opskyder

(det seer jeg forud)

et kraftigt Træ

i Londons Taarn;

tre Grene findes

paa dette Træ,

men med Löv det dækker

det hele Land.

84. Fra Soen der kommer

skarp Nordöst,

dens onde Stöd

slaae af Stammen en Green;

men de Grene

som tilbage staae

dens Plads besætte,

det seer jeg nöje.

85. De dække hele

Öen med Löv,

indtil den ene

den anden trykker

og ödelægger

dens hele Lov,

vældig han fylder

Plads for de tre.

86. Og siden han dækker

med tykke Löv

ene den hele

Öens Strand,

ej kunne da flyve

Fugle i Landet,

thi han dem skrækker,

men hurtig lokker

fremmede Fugles

Flokke til sig.

87. Da vil Ondskabens

Asen herske,

hurtig at tage

Guldsmedes Gods,

derimod er Drotten

doven at hævne

Ulveyngelens

Rovlyst med Klem.

88. Og i hans Dage

stærkt opbrænde

forbausende stærke

Ege i Skove,

men paa Lindens

smalle Kviste

rigelig voxer

Agern i Lunden.

89. Og Rans Vej strömmer

gjennem Sabrinus

syv Mundinger

(det forudseer jeg);

men Oskaraaen

(det er stort Vidunder)

vil i syv Maaneder

mægtigt koge;

Fiskene derved

Livet miste

da de selv

til Snoge blive.

90. De varme Bade

ved Badonsborg

(meget der skeer)

kolde vorde,

og dens Vande

saa sunde för,

bringe da mange

den bratte Död.

91. Da mistes tyve

Tusinde Mænd

af det Folk

som i London boer;

disse Mænd

blive dræbte alle,

ved deres Drab

farves Tems af Blod.

92. Ægteskaber bydes

de kutteklædte Mænd,

en Mængde findes

af Enker der;

men paa de kolde

Mundiafjelde

hörer man dernæst

deres Raaben.

93. Her skal jeg standse

i Sangens Digtning

og i den herlige

Spaamands Udsagn;

dog haves flere

af den Vises Ord,

hvoraf jeg adskilligt

har sat i et Kvad.

94. Det andet Digt

til dette sig slutter;

ei maae laste

de guldbesmykte

(derom jeg beder)

dette mit Kvad,

om jeg end mine

Ord har dannet

i samme Form,

som den spaakyndige

Mand for mig,

paa mange Steder.

95. Det skal vide de,

som Bogen læse,

hvor nöje Spaamandens

Ord her fölges,

og andre deri

undervise,

hvorledes de

som i Fremtiden skue

fremsætte det

som man ikke veed.

96. Læse de Psalmer,

læse de Propheter,

læse de straalende

Helgenes Skrifter,

der ville de finde,

at den vise Mand

snildt har sine

Spaasagn dannet,

som för ham

de hellige Mænd.

97. Ingen det tage

som Ufornuft,

at han Mænd

betegnet haver

ved Træ eller Vande,

eller heftig Storm,

eller alleslags

Orme og Dyr;

den valgte Gjenstands

Natur antyder

den Paagjeldendes

Lyde eller Fortrin.

98. Daniel fortæller

sine Drömme,

mangehaande,

med Tegn bekræftede:

han seer paa Jorden

store Dyr,

som betegne

Kongers Riger,

hvilke paa Jorden

siden opstode.

99. Den herlige udtaler

dyrebare Ord,

en ypperlig Spaadom,

og siger saa:

Fjeldene vil glædes

og den fagre Skov,

de brusende Floder

i Hænderne klappe,

Dalene synge Hymner

til Herrens Ære.

100. Vogte man sig

for at spotte Böger,

man lære Visdom

og klart forstaae

hvad i denne Tale

tilkjendegives;

ei er end opfyldt

den hele Spaadom,

dog ere mörke for mange

Prophetens Ord.

101. Lad de Mænd lytte,

som paa Jorden boe

i Tidens Löb

efter vore Dage,

til Verdens Gang,

og den vel udgrunde,

lad dem hvad der skeer

med Spaadommen ligne,

see derpaa efter,

hvad der sammen træffer.

102. Den engelske Slægt

for en Stund siden

Magten tabte,

nu er der vælsk Konge,

ingenlunde dog

ere deres Skikke

af Landet römte,

ej heller Britters

Land med skarpe Sværd

han fik i Eje.

103. Hil dem alle

som lyttet have,

tappre Mænd,

til dette Kvad!

gid de handle vel,

forkaste det onde,

gid deres Feiltrin

snart maa rettes.

Guds Naade dem skjænkes

og Himmerige!

---

Noter: