Metret og dets Ælde (Ohrt)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ferdinand Ohrt (1873-1938)

Kalevala som Folkedigtning
og National-Epos

Ferdinand Ohrt
1907

B. Sangenes liv i Almuen

VI.
Metret og dets Ælde

De finske og estiske Sange der er overleverede til vore Dage, fører os, maaske med helt enkelte Undtagelser, næppe længer tilbage end til Tiden omkring 1300. Dermed er jo imidlertid ikke udelukket at Finner og Estere maaske længe før den Tid kan have ejet en Digtning, der saa siden gik i Glemme da ny Æmner trængte sig frem. Vægtige Grunde taler for, at den Form hvori de støbte deres middelalderlige Kvad, er adskilligt ældre hos dem end disse Kvad selv. — Først dog nogle Oplysninger om Runometrets Art.

Det finsk-estiske Runo-metrum er fælles for alle fra ældre Tid overleverede Digtformer. Episke og magiske saa vel som lyriske Kvad, rimede Ordsprog og Gaader, alle er klædt i dettes Dragt. Kun derved blev en Teelse som Karelernes »Kalevalasange«, der sammensmælter de forskellige Digtformer, mulig (S. 65). — Nogen Strofedannelse med Sammenkædning af forskelligartede Verslinier (altsaa noget »Vers« i moderne Forstand) kender Runodigtningen ikke; hver Linie er støbt i samme metriske Grundform, Runoverset. — Et Runovers udgøres af fire Trokæer og tæller normalt otte Stavelser: – ◡ – ◡ – ◡ – ◡. Det er delvis, ikke udelukkende, bygget efter Hensyn til Stavelselængden (Længde af Naturen saa vel som ved Stilling). En lang Stavelse der bærer Ordets Hovedtryk, skal staa i Arsis (—). En kort Stavelse der bærer Ordets Hovedtryk, skal staa i Tesis (◡); for Sangernes Øre har aabenbart netop Hovedtrykket stemplet en kort Stavelse som kort, saa de undgik i Sangen at trække dens Selvlyd langt ud, medens det ikke saarede deres Øre om en trykløs (-svag) Stavelses korte Selvlyd blev trukket ud. Disse Regler gælder ikke Versets første Fod; her er man i denne Henseende stillet helt frit; sædvanlig synges den nemlig med svagere Stemmebrug, som en Slags Optakt; Eftertrykket ved Sangforedraget hviler regelmæssig paa 2de og især 4de Fod. Første Fod kan ogsaa tælle tre, ja fire Stavelser, saa man faar 9 á 10-stavelses Vers (Eksempler paa alt dette nedenfor). — Synges Runoversene, sejrer den regelmæssige trokæiske Bevægelse, baaren af Melodien, atter og atter over Ordenes normale Tryk; men fremsiges de — hos Folkesangerne saaledes ved Tryllekvadene, der ikke blev sungne men mumlede eller hvæsede frem — gør ProsaTrykket sin Ret gældende, og der kommer saa en ejendommelig Afveksling i de ellers ensformige Vers. Man synger altsaa: āīvŏnī ăjāttĕlēvǐ, men siger: aívoni ájattelevi.

Foruden selve Metret kender den gamle Runodigtning to formelle Prydelser: Rimet og Parallelismen.

Rimet er Forlydsrim. Indenfor een og samme Linie rimer sædvanlig to (eller tre) Ord indbyrdes, idet Begyndelsesmedlyden og ofte (ikke altid) den paafølgende Selvlyd er ens; begynder et Ord med Selvlyd, er det for Øret det indledende Stemmebaandslukke der i Forening med Selvlyden danner Rimstavelsen, de rimende Selvlyd er da heller ikke her altid identiske (sml. ved nordiske Stavrim). Rimfri Vers er ikke helt sjældne; men det falder paa Finsk overordentlig let at danne Forlydsrim, da Sproget er meget konsonantfattigt; maaske 20% af alle Ord begynder med k. Forlydsrimene følger med Ordenes naturlige Hovedtryk (der jo altid hviler paa første Stavelse), men findes altsaa ikke altid i Versenes Arsisstavelser; de kommer derved kun fuldt til deres Ret naar Versene fremsiges, ikke naar de synges. — Rimene bestemmer naturligvis ofte Ordvalget; Maanen er saaledes altid gylden, thi kuu rimer paa kulta. — Enderim tilstræbes kun sjælden, men bliver ved parallelt byggede Vers ret almindelige, idet de lange Bøjnings- og Afledningsendelser kommer til at danne Rim; tilstræbte eller ikke tilstræbte gør de sig i al Fald tydelig gældende for Øret.

Parallelismen viser sig i at een og samme Tanke udtrykkes i to (undertiden endog flere) paa hinanden følgende Vers med forskellige Ord. Den er dog ikke gennemført konsekvent og ikke hos alle Folkesangere i lige stor Udstrækning. Det er for en væsentlig Del Parallelismen der giver de finske Kvad det Præg af Ubestemthed, »Omtrentlighed«, som de ofte viser overfor Enkeltheder: Fuglen fløj en Sommerdag — eller en Høstnat; Aino badede sig som den fjerde — eller den femte Mø.

Nogle Eksempler paa Versets Bygning og Rim (dette kursiveret):

Ictus og Tesis falder sammen:

Vaka vanha Väinämöinen. —

Astui huollen huokaellen. —

Ulapalla aukealla.

Ictus og Tesis gaar delvis fra hinanden:

Oi Ukko Ylijumala

Kullervo Kalervon poika. —

Marjatta korea kuopus. —

Sanat suussani sulavat.

Enderim fremkomne ved Parallelismen;

a) blot Bøjnings- og Afledningsendelser rimer:

Niin huhutti, heiahutti,

vihellytti, viuahutti. —

Jalan neljän juoksevata,

koivin koikkelehtavata.

Lampihin kalattomihin,

aivan ahvenettomihin.

b) Ogsaa selve Ordstammerne rimer:

Lempo tuota raatakohon.

Hiisi hirret kaatakohon.

Første Fod tæller tre eller fire Stavelser:

Aika on | Ahtia sanoa. —

Vaski oli | hattu hartioilla.

En sjælden Gang tillader Folkesangerne sig at sætte tre Stavelser i een af de andre Fødder, f. Eks.:

Meeren vaahen on valkeuiset. —

Kalkkavaisella kalliolla. —

Vaan ei saanut hapanneheksi;

eller endog baade i første og tredje Fod:

Siell' oli vettä, sieli' oli maata. —

Käyvät sŏtia, saavat răhoja.

Fra Ahlquist af har det blandt Finner været hævdet at finske Runovers i Oversættelser paa indoevropæiske Sprog ikke burde efterlignes ved ensformige trokæiske Vers, saaledes som man har gjort i de ældste Forsvenskninger og Fortyskninger; paa denne Maade kom nemlig den stadige Afveksling som Striden mellem Metrets Krav og den naturlige Ictus giver, slet ikke frem. [Vel at mærke kan der ved de finske Vers kun være Tale om Afveksling naar de reciteres (læses), ikke naar de synges; i sidste Tilfælde er der for Øret lutter Ensformighed]. Ahlquist foreslog da Brug af een »flyvende« Daktyl i Verset, samt mandlig Udgang af hver anden Linie; dette er gennemført i Herman Pauls tyske Oversættelse. Nærværende Fordanskning har ikke optaget den mandlige Udgang, som de gamle finske Folkesange slet ikke kender til og som giver Versene et ganske nyt Præg; derimod er Daktylen brugt meget hyppigt (stundom endog to Daktyler i ett firefodet Vers, een i første, een i tredje Fod, saaledes som det kan findes hos finske Folkesangere, se ovenfor). Den Afveksling der naas ved at Daktylen skifter Plads, er dog egentlig kun ringe; desforuden er derfor de rent trokæiske Vers hyppig nyttede; men da de for dansk Øre ikke ret forliges med Daktylversene, er de oftest samlet i Grupper for sig. Og endelig er af og til den finske reciterende Udtale af Versene (»Oplæsningsformen«) efterlignet; ved denne kommer Verset i visse Tilfælde til at lyde som trefodet: Márjatta, kórea kúopus; — párempi ólisi óllut = bedre det havde mig været; óro súitsia púrevi = Hingsten bider i Bidselet; eller to Trykstavelser bliver Naboer: sé kátti kanervan varret = den dækkede Lyngens Stilke. Maalet har altsaa ikke været, overalt at fastholde et bestemt Princip, men blot at skabe størst mulig Afveksling uden at komme ud i Versformer der falder helt udenfor det finske Runovers' Muligheder. Ingen Oversættelse vil nøje kunne træffe Originalens ejendommelige Rytme, ikke heller kunne gengive den Klangskønhed og den mærkelige Forening af Ynde og Kraft der præger de finske Runovers. —

Parallelismen er jo hos Folk med primitiv Poesi et nærliggende Middel til at give Talen digtersk Sving. Indenfor finsk-ugrisk Sprogæt genfindes den tilløbsvis i de sibiriske Ostjakers Heltekvad og udpræget hos Mordvinerne ved Volgas Knæ; formodentlig er den ældgammel hos de finske Folk.

Forlydsrimet hos Finnerne har man villet opfatte som gammelt Laan fra Skandinaverne. Forskellen i Brug er dog ret stor, idet man paa germansk Grund, ikke paa finsk, er temmelig frit stillet med Hensyn til Tallet af trykløse Stavelser mellem Rimstavene. Derimod bruger Mordvinerne dette Rim paa lignende Vis som deres Frænder Finnerne (hos Russerne skal det være yderst sjældent, saa Mordv. næppe har det fra dem). Ogsaa de sibiriske Voguler og Ostjaker (saa vel som flere mellemasiatiske Folk) skal kende det. Snarest er ogsaa Rimet ældgammelt hos Finnerne. — I den østfinske Graadlyrik (S. 94) har vi en i sin Form højst gammeldags Digtning, der nytter Tankerim og Forlydsrim, men intet regelret Metrum.

Om selve det 8-stavelses Metrum hos Finnerne viser langt tilbage i hedensk Tid, kan endnu ikke sikkert afgøres. Man tør ikke lægge afgørende Vægt paa, at Mordvinerne foruden andre Versformer nytter et 8-stavelsesvers, blot stavelsetællende, uden Hensyn til Tryk og til Længdeforskel, der skal være lidet udpræget i Mordvinsk; der er en Mulighed for, at de kan have laant det fra Russerne, hos hvem det ikke er ukendt. Vigtig er derimod den Kendsgerning at Vestfinner og Estere er fælles om Runometret; den vestfinske og den estiske Digtnings Indhold, saa vidt det er os overleveret, har udviklet sig i indbyrdes Uafhængighed (fraregnet enkelte Laan fra Vestfinner til Estere, og til begge udefra); bagved ligger da den fælles Form. Det maa saa staa hen om her foreligger gammel Overførelse i hedensk Tid, under Omstændigheder vi intet kender til, eller endog Arv fra den finsk-estiske Stammes Fællestid før Vestfinnernes Indvandring til deres nuværende Hjem.

Selv under Forudsætning af at den poetiske Form skulde være udviklet helt tilbage i finsk-mordvinsk Fællestid, tør vi ikke vente at noget af det gamle fælles Indhold, endsige bestemte Sange, skulde have holdt sig til vore Dage. Mundtlig Tradition gennem maaske mer end 2000 Aar vilde dog være noget enestaaende; og ikke engang Vestfinner og Estere opviser jo fælles Arv i Indhold. De Indholdsligheder mellem Finners og Mordviners Sange man har paapeget, er næppe overbevisende. Foruden Humlesangen (S. 153) nævner Paasonen bl. a. et mordvinsk Kvad om en Mø der giver flere Bejlere Kurven, indtil den rette, en Landmand, kommer; samme Æmne har en finsk Sang. Her forudsættes dog en skarp Arbejdsdeling som de to Stammers fælles Forfædre næppe havde drevet det til.

Hvad der i Tiden ligger forud for Middelalderens finske Folkedigtning, helt inde i det gamle nationale Hedenskab, er og bliver en lukket Verden for os. Mere Glæde har vi af at se fremefter og spørge om hvad Folkesangen igen har affødt, hvad den er bleven for nyere Tiders Kunstdigtning i Finland. Har denne evnet at løfte noget af den hjemlige Arv, saa den gamle Klang, omend forstummet hos Almuen, faar Lov til at lyde med i det rige Sammenspil, som kendetegner et moderne Kulturfolks Digtning?