Middelalderens geographiske optegnelser (CCR/FM) - Geographie

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


GHM 3.jpg

Grønlands historiske mindesmærker III

Finnur Magnússon og C. C. Rafn


XXIX
Middelalderens geographiske optegnelser


Uddrag af en anden udførligere Geographie fra Middelalderen


En Pergamentsbog haves blandt Arne Magnussens Manuscripter under Nr. 192 i Svo, formodentlig skrevet mod Slutningen af det 14de Aarhundrede, hvori den ommeldte geographiske Tractat indeholdes. Forsaavidt den angaaer Europa, er den udgiven af Werlauff i hans ovennævnte Skrift. Dertil er i Haandskriftet knyttet en Angivelse af et Slags Reiseroute til det hellige Land (hvortil Pillegrimsreiser i Middelalderen vare meget hyppige), hvor det synes at forudsættes at man saaledes först maatte reise söveis fra Island til Norge og derfra til Aalborg i Jylland, som Udgangspunkt for den store Landreise. Slutningen bemærker at alle disse Optegnelser ere blevne förte i Pennen, som dicterede af den i sin Tid berömte lærde Abbed Nicolaus, see Ant. Americ. S. 279—80, hvor det oplyses at tvende Abbeder af dette Navn levede i Island i det 12te Aarhundrede nemlig a) Nicolaus Sæmundsön, som forestod Thingöre Kloster (hvis Abbed han allerede var bleven 1153 eller 1154) til sin Död 1159 og b) Nicolaus Hallbjörns (eller Bergthors) Sön, den förste Abbed for Munkethveraa Kloster, indsat 1155, döde 1160. Halfdan Einarsen mener (i sin Sciagraph. hist. literar. Island.) S. 134, at den förstnævnte er Forfatter til den heromhandlede Geographie m. m.; det er og oplyst af Werlauff ved Udvikling af forskjellige indvortes Kriterier, at Skriftet maa være forfattet ved Midten af det 12te Aarhundrede, og vi kunne heller ikke andet end antage dette for rigtigt. Den Deel deraf som angaaer Grönland og dets Omgivelser meddele vi her (jfr. Ant. Am. S. 290—93) – endskjöndt Forfatteren, der bedre kjendte de andægtige Pillegrimes Reiseroute, ikke synes at have været vel underrettet om dets Beliggenhed og Omgivelse, eller de til Vinland gjorte Opdagelsesreisers Historie.

Næst Danmerk er Svíðjóð en minni, þar er Eyland, þá er Gottland, þá Helsingaland, þá Vermaland, þá Kvenlönd, ok ero þau norðr frá Bjarmalandi. Af Bjarmalandi gánga lönd óbygd of norðrætt, unz viðtekr Grænland. Suðr frá Grænlandi er Helluland, þá er Markland; þá er eigi lángt til Vínlands ens góða, er sumir menn ætla at gángi af Affrika; ok ef svâ er, þá er úthaf innfallanda á milli Vínlands ok Marklands. Þat er sagt ath Þorfiðr karlsefni hjöggi húsasnotrotrè, ok færi siðan ath leita Vínlands ens góða, ok kæmi þar er þeir ætluðu þat land, ok náðu eigi ath kanna ok eingum landskostum. Leifr hinn heppni fann fyrstr Vínland, ok þá fann hann kaupmenn í hafinu illa stadda, ok gaf þeim lif með guðs miskunn; ok hann kom kristni á Grænland, ok óx þar svá ath þar var biskups stóll settr, þar er í Görðum heitir. Eingland ok Skotland er ein ey, ok er þó sitt hvert konúngsriki. Írland (er) ey mikil. Ísland er ok ey mikil i (norþr frá Írlandi). Þessi lönd ero öll í þeim hluta heims, er Eyrópa heitir.

Nærmest Danmark er det mindre Sverrig[1], der er Öland, saa Gottland (Gulland), saa Helsingeland, saa Vermeland, saa to Kvenlande, som ligge nordenfor Bjarmeland[2]. Fra Bjarmeland gaae ubeboede Lande imod Norden, indtil Grönland begynder[3]. Sönden for Grönland er Helluland[4]; dernæst ligger Markland; da er der ikke langt til Vinland det Gode, som nogle troe gaaer ud fra Afrika; og hvis det forholder sig saa, maa Udhavet löbe ind imellem Viinland og Markland. Det berettes, at Thorfinn Karlsefne huggede Træ til en Huuspryder[5], og drog siden at opsöge Viinland det Gode, og kom der, hvor de troede det Land var, men naaede ikke at undersöge det, og erholdt ingen af Landets Herligheder[6]. Leif den Heldige opdagede först Vinland, og da traf han nogle Kjöbmænd ilde stædte paa Havet, og frelste ved Guds Miskundhed deres Liv; og han indförte Christendommen paa Grönland[7], og den udbredte sig der, saa at en Bispestol blev oprettet paa det Sted, som hedder Gardar. England og Skotland ere een Ö, og er dog hvert for sig et Kongerige. Irland er en stor Ö. Island er ogsaa en stor Ö norden for Irland. Disse Lande ere alle i den Verdensdeel, som hedder Europa.


Fodnoter

  1. I Modsætning til det store Sverrig (Svíþjóð in mikla), en Benævnelse som i Middelalderen brugtes for Skythien overhoved; see f. Ex. Indledningen til Ynglinga Saga eller Heimskringla.
  2. Her formode vi at Originalen er corrumperet paa en eller anden Maade (jfr. Var. 2). Kvenerne boede egentlig omkring den Bothniske Bugt, – men Forfatteren synes at antage deres Egne (med det svenske Lapmark) for det ene Kvenland, men det norske Finmark (eller Lapmark) for det andet; er dette Tilfældet, strækker Finmarken sig vistnok længere mod Nord end det egentlige Bjarmeland.
  3. See det næstforegaaende Stykke med Anm. 5.
  4. I det 14de og 15de Aarhundrede antoge Islænderne, at det saakaldte store Helluland udgjorde en Deel af de til Grönland stödende Ubygder; – egentlig var det vel den nuværende Labradors Kyst (see Ant. Americ. S. 419–20). Saavel dens sydligste Deel som de Gamles mindre (og dem först bekjendte) Helluland (nemlig Newfoundland) laae sydligere end Grönland. Herfra gaaer Forfatteren mod Sönden lige til Höiden af Afrika.
  5. See ovenfor I, 254, 278–80.
  6. Meningen af Ordene "naaede ikke” o.s.v. er vel den, at Thorfin (ved Skrællingernes eller Eskimoernes) idelige Overfald hindredes fra ret at undersöge Landet eller sætte sig i fuldkommen Besiddelse af dets Herligheder.
  7. Jfr. ovenfor I, 206 o. f., 222 o. f., 230, 386—88, II, 221–34.