Moralprædiken 4
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Moralprædiken [1]
Sermo necessaria
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2025
Mennesket skal først og fremmest elske Gud af hele sit hjerte og af hele sit sind og af hele sin formåen, for Gud elsker os højt, og han har budt os til Himmerige, og dertil kan man komme, såfremt man er villig til at gøre det, der skal til. Dernæst skal alle elske deres næste, som de elsker sig selv, og i ord og gerninger behandle ethvert menneske, sådan som de selv gerne vil behandles af andre.[2]
Man skal overholde højtiderne korrekt og omhyggeligt og ofte gå i kirke og dér høre Guds ord og præstens prædiken med eftertænksomhed. Man skal have et kors i sit hus og stå tidligt op og falde på knæ og bede for sig selv og for alle kristne mennesker på samme måde, som man ville gøre, hvis man gik i kirke — for hvis du beder for dem, så beder alle kristne mennesker for dig.
Man skal afholde sig fra manddrab og fra hor, fra tyveri, fra falsk vidnesbyrd, fra mened, fra ran, fra uretfærdige domme, fra bedrageri, fra hovmod, fra drikfældighed, fra forfængelighed, fra nærighed, fra gerrighed, fra bestikkelse, fra udlån af guld eller sølv mod renter, fra begær efter kvinder, fra røveri, fra misundelse, fra had, fra løgn, fra upålidelighed, fra bagtalelse, fra hån, fra beskyldninger, fra mord, fra udåd, fra forskelsbehandling, fra trolddom, fra galder, fra hekseri, fra indbildskhed, fra hang til sladder, fra forbandelse, fra skældsord, fra pral, fra fjendtlighed, fra uagtsomhed, fra fordømmelse, fra mistillid, fra umådehold, fra stridbarhed, fra overmod, fra overdreven lyst, fra ondskabsfuld snak, fra ubesindighed, fra umedgørlighed, fra magelighed, fra blødsødenhed, fra kådhed, fra overdreven latter, fra anmasselse, fra ulydighed og fra enhver form for svig.
Man skal faste korrekt i langfasten[3] og i imbredagene[4] og aftenen før en apostelmesse og på alle de øvrige fastedage, hvor biskoppen befaler folk at faste. Og man skal altid leve et renfærdigt liv, men dog mest renfærdigt ved de højtider, som her blev opregnet, og tilsvarende på alle helligdage.
Man skal beregne en rigtig og passende tiende af sine værdier og betale den på samme vis. Man skal give gæster og vejfarende underhold med velvilje og tak til Gud, og alle skal give sådanne almisser, som deres vilkår er til, og af de midler, som man har skaffet sig på retmæssig vis. For den, som med urette har skaffet sig værdier, han kan ikke købe Guds gunst med dem, men snarere dyrker han sine synder og vækker Guds vrede imod sig. Men den, som giver almisser af retmæssigt vundet gods, han vinder Guds gunst, og han gør bod for mange og store synder, selv om han kun giver små almisser, såfremt han ikke er i stand til at give store.
Enhver skal først og fremmest tage sig af sin far og mor, dernæst sine børn og søskende og de nærmeste slægtninge og siden alle dem, som man ikke er i slægt med, så langt som ens formåen rækker. Det er Guds lov, at man skal hjælpe alle nødlidende mennesker. Og disse er de ægte nødlidende: blinde mennesker og halte og døve, syge og sårede, spedalske og svækkede, og dem, der er så unge eller så gamle, at de ikke formår at tage vare på sig selv. Men de folk, som er raske, men ikke vil arbejde for føden, de skal ikke have større almisser end den mad og de klæder, som lige akkurat kan holde dem i live. På denne måde skal man give almisser.
Nu — gode brødre! — fordi vi kun skal være i denne verden en kort tid, da skal vi tænke på vores tarv og iagttage Guds bud og følge hans love og overholde vores kristne tro — og da kan vi opnå Guds barmhjertighed i denne verden og komme til Himmerige, når vi drager herfra. Men Himmerige er så godt, at intet menneske kan forestille sig det eller fortælle andre om det. Dér er der evigt liv og uophørligt lys, fryd og gammen og alle slags pryd og hæder og glæde uden ende. Dér bliver mennesker ikke syge og affældige, der findes hverken sult eller tørst, der er ingen bekymringer og sorger. Dér elsker enhver sin næste som sig selv. Dér skal alle gode mennesker se Gud i al evighed og bestandigt leve hos ham og hans engle. Salige er de mennesker, som opnår dette, og stakkels er de, som bliver kastet i Helvede. Dér skal de være blandt djævlene. Dér findes evigt og altid mørke og fortræd, bekymringer og sorger, sult og tørst, streng frost og ulidelig varme og de værste pinsler uden ophør. Alle de mennesker, der kommer til dette onde sted, har herefter intet håb om nåde.
Derfor — gode brødre! — er det nødvendigt for os ofte at påkalde Gud med et godt sind og i den rette tro og med gode gerninger, for at han i hver en modgang, som rammer os, kan hjælpe os bedre, end vi selv er i stand til at bede om, eller end vi er værdige til, for vi synder uafladeligt. Vi har derfor brug for ofte at kunne nyde Guds barmhjertighed. På samme måde som legemet behøver mad og drikke og klæder for at leve, således skal menneskets sjæl leve af Guds ord og gode bønner.
Noter:
- ↑ Teksten findes overleveret i den ældste bevarede norske bog, Gammelnorsk homiliebog, AM 619 4to., fra omkr. 1200-1225. Selve indholdet i håndskriftet er noget ældre.
- ↑ Den gyldne regel. Se fx Luk 6, 31
- ↑ De syv ugers faste før påske
- ↑ ɔ: tamperdagene. Fastedage ved hvert kirkeligt kvartals begyndelse
