Morild. Lys i huse o.s.v.
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde
Ny række
Bind II, s. 414
Samlede og for størstedelen optegnede
af
København 1928
52. Mens jeg læste paa Seminariet, laa jeg hjemme om Natten, og der boede en Kammerat hos mig, som hed Hans Sørensen.
Han kom en Aften og rystede og var aldeles forskrækket. Da han var kommen i Seng, fortalte han mig, at han havde været hjemme i Besøg, og da han gik tilbage, kom han op at kjøre med en Mand. Da de saa kom nær til min Faders Gaard, kunde han se, at alle Vinduerne var oplyste. Han troede saa, der var Gilde, men da de saa kom til den Tværvej, der førte ned til Gaarden, og min Kammerat skulde staa af, slukkedes alle lysene saa nær som det i vor dagligstue, og han saa' Lyset bevæge sig fra Dagligstuen ind i Sovekammeret. Det kom ham saa underligt for, og han var vis paa, der var noget galt fat.
Lærer H. P. Hansen, Utterslev.
53. Min Konefader og en anden Mand havde været nede ved Gjedesby Mølle og skulde have malet. Det blev sent, inden de kom tilbage, for de vilde vente og have deres Korn med dem. Da de saa kom kjørende over Bøtø Fang, var det, ligesom Hestene gik i Vand, men saa sagde den anden Mand:
"Det bliver jeg ikke bange for, jeg lader mig ikke føre vild."
Lidt efter satte der sig et Lys paa Forsmækken (Bagsm.?) af Vognen. Saa siger Manden:
"Jeg er ikke bange, lys du blot for os, saa kan vi bedre se at kjøre."
Nu forsvandt Lyset fra Vognen og løb foran dem saa rask det kunde, og saa forsvandt det.
Niels Joh. Heyn, Skjelby.
54. Nordvest for Grindsted ude ved Kjæret har der staaet et Lys.
Sulsted.
55. Sønden for Alstrup østen for Vejen til Besser ligger et mindre Stykke Jord skilt fra Bøndermarkerne ved et Jorddige, kaldet Karens Krog. Der spøgte det forhen, og hyppig saa' man Lys brænde der om Natten.
Efter Jens Johan, Alstrup. N. P. Olsen.
56. I Vejlen, en Lavning paa Permelille Vestermark op mod Kolby, sees undertiden et klart Lys brænde om Natten, og en Bunke Mennesker sidde der omkring og spille Kort eller saadan noget.
Efter Svend-Ané. Dyrlæge A. Pedersen.
57. Naar man ser St.-Elmsild paa sig selv og gaar over et Stykke Rugland, saa viger det. Gaar man ind under Tag, er det ogsaa væk.
Min Fader vilde en Aften prøve det. Han var fuld af det over det hele, og saa gik han ind under Nordsiden af Laden under Taget. Men saa var det ogsaa væk.
Grindsted.
58. To Mænd, der boede i Halle, kom en Aften kjørende fra Horsens.
Da de kommer ned til Hoved Skov, saa siger den ene til den anden:
"Hvordan er det, det Bæst gaar og skræver?" —
"Ja," siger den anden, "saa er den vel kommen over Rebet."
De gik nu af og saa' efter, nej, den fejlede ikke noget.
De kjører lidt længere, da gjør den anden lige saadan, det var, ligesom de kunde ikke trække Vognen.
De kjører lidt igjen, da begynder det at brænde op ad Halen af Hestene og, saa op ad Tøjet. Han slog dem med Pisken, og saa gik der ogsaa Ild i den.
Da de er kjørt lidt længere op ad Halle te'n, hvor der nu ligger en Skole paa Løvet Mark, saa kunde Bæsterne ikke rykke det længere. De spænder saa fra og faar Hestene ind i Lovet ved den ene Mand, der var med. Da de havde været inde lidt, gik de ud igjen og tog Hørfrø og omstrøede Bæsterne og Vognen.
Saa kunde de kjøre hjem.
Anders Pedersen, Kodallund.
59. Det var et Aar om Fastelavn, der kom et Lys og glittede ind ad det vestre Vindue, som der var Ildebrand. A laa og sov. Saa siger min Kone:
"Hvad er det?"—
"I, hvad er da det?" for det blev saa meget lyst her inde.
Saa vaagner a og siger:
"Hvad for noget?" Men saa rejser det af over i Kringgaarden her ved Huset, og da var idet ikke andet end en blaa Lue. Saa siger a:
"Nu skal a nok flytte det væk," og a bandte paa, te a skulde nok sørge for den Ting. Saa rejser a mig og trækker i mine Klæder. Da a tog den sidste Stump af Klæderne og vilde i, saa lige før a vidste af det, saa stod det nede midt i Mosen, og saa var det lige klart igjen. Endelig forsvandt det.
Dagen efter fik vi saadan et Rendfog, at der var ingen Ende paa det.
Hans Lund, Madum Sø.
60. Der kommer tit et Lys oppe fra Rytterkrattet i Agselterp og etter tværs over Mosen og Søen til det nordøst Hjørne. Det gaar og ned, naar det skrider hen over Søen.
Sine Lund, Madum Sø.
61. Mens a var Jordemoder i Dronninglund, skulde a en Tur til Asaa. Den Gang vi kom ad Vejen ned forbi Skjelgaarden, da saa' a et Lys paa det overste af Skjellets Lade, og det trillede ned paa Siden af Taget og blev ved at trille hen ved Siden af, hvor vi kjørte, men i nogen Afstand. Saadan blev det ved hele Tiden, til vi kom til Asaa.
Saa rejste det ud i Havet, og da var der som flere Lys. Der nogle ind og sagde, at der var vist nogen gaaet vildt der ude på Havet, for der var nogen, der raabte.
Lovise Sørensdatter, 0.-Brønderslev.
62. Min Fader og en anden Mand saa' en Aften et Lys, der stod ved den østre Ende af hans Lade i Vester-Mellerup, Jerslev. Det syod der, da de kom gaaende, og det var saa klart, at de kunde se, Stolperne var malede sorte. Men da de kom nærmere, flyttede Lyset sig ud paa Bakholm Knøse, og der blev det staaende.
Det Lys saaes flere Gange, og det rejste altid derud.
Grindsted.
63. De kunde ikke have Bæsterne for længere end til Kl. 8, saa skulde de fra og paa Græs. Min Fader og saa en halvfjantet én, de kaldte Niels Nåj, skulde saa ligge ved Bæsterne om Natten.
Saa en Nat laa de der ude ved Krogroshøj tæt ved Gaarden Krogro, og de havde samlet dem noget Brænde og gjort Ild paa Højen. Da de havde ligget og varmet dem noget, ser min Fader et Lys i Skoven nede i Eriks Hule — den ligger ned efter Søbygaard. Han siger til den anden:
"Hvad er det for et Lys? det er hverken fra Norring eller fra Søbygaard."
Da de havde ligget lidt, var det, som der var Ild i Trætoppene, saadant et Blus blev der der nede.
"Nu er det ikke værd at ligge her længere," siger Kristen Hjulmand — det var min Fader - og saa gik de over og lagde dem paa Marken.
Lidt efter var det, som der stod et Lys paa Højen, og Dagen efter, da de kom derop, var det hele fejet væk, der var ikke en Pind eller en Askesmule paa Højen at se.
Kirsten Kristensdatter, Torsø.
64. De har set Lys slaa op fra Torning Vejrmølle, og mange har rendt efter det, men der var dog ingen Ting alligevel.
Mette Marie Kristensdatter, Grønbæk.
65. De gamle har snakket meget om "Jedsted Ild". Man har mest set den i Mørkaftener her sønden Byen, og sædvanlig gaar den østerpaa. Den havde Form omtrent som et Halmknippe.
Imellem skulde den komme saa nær paa Byen, te den kunde lyse ind ad Vinduerne, og naar Folk kom for nær paa den, blev de jo vilde. Peder Vind kom forbi den en Aften og kom saa nær paa den, at han kunde se, der var et Menneske inden i den, og saa gav dether Menneske et Klask, som om det gav et Skrald paa et Par Læderbugser, og dermed var Ilden ude.
Peder Frøsig, Hillerup.
66. En gammel Mand og Kone gik fra Vilslev og vilde over Jedsted Mark. Som de nu gik, saa' de, der kom noget Ild ligesom et Knippel Halm, der kom væltende hen imod dem. De blev forskrækkede, men fortsatte alligevel deres Gang. Det kom vesterfra og gik østerpaa.
Høm.
67. Sønden for Sindbjærg Kirke paa Uglkjær Mark har staaet Lys. En Karl, som kom der forbi, smed hans Kniv hen paa det. Om Natten, som han laa i sin Seng, kom der noget udenfor og talte til ham. Men han turde ikke rejse sig og puttede sig under Dynen.
Grejs.
68. Der stod en stor Ild ikke langt fra en Gaard i Tange i Toftstrup. Naar man ser Ild, skal man lægge et Mærke til det og kan saa Dagen efter finde Stedet og grave ned der.
Konen i Gaarden saa' Ilden, og da hun troede, den Ild stod for Penge, snappede hun en halv Harve og vilde smide paa den. Men da hun kom nær til, kom det farende hen imod hende, og saa smed hun Harven og var siden den Tid fra Forstanden.
Der stod ogsaa en stor Ild paa Gavlbjærg i Agerbæk. Én var saa dristig at ville løbe hen efter den en Aften. Da han kom saa derop, laa der et splitternøgent Menneske. Han løb skyndsomt tilbage og lovede for, at han skulde aldrig komme til saadant noget siden.
Christen Sørensen, Balslundhus.
69. I ældre Tid slog Folk jo meget Lyng. Gamle Hans Læks Piger turde ikke være silde ude paa Lyngheden, for der var en lille rund Plet imellem Hinnum og Dal, de kaldte Aldemors Gryde, og der stod et Lys om Aftenen og brændte.
Ellen Marie Iversdatter, Grindsted.
70. Et Sted i Vrangbæk, norderst i Understed, brændte der Lys om Natten. Jørgen Bak saa' det og vilde have en Mand med sig der ned. Da de kom i Nærheden af Lyset, saa' de to røde ringede Kalve, der gik rundt omkring Ilden med lange udrakte Tunger og slikkede af den. Saa blev den ene Mand saa forkyvst, og han rendte derfra saa stærkt han kunde. Den anden rendte bag efter, og de blev ikke kloge paa, hvad det var.
Peder Nielsen, Hale, Hørby.
71. I Barmer Kjær brændte hver Sommernat i mange Aar et Lys, og mange har set det. Der gik Sagn om, at en Skat var nedgravet her.
Saa bestemte to Mænd, hvoraf den ene endnu er levende, sig til at grave den op, og det skulde naturligvis være stiltiende. Jo nærmere de kom til Stedet, des mere betænkelige blev de, og da de kom derhen, var de syge. Den ene sagde saa:
"A kan ikke mere," og de maatte da opgive det og vendte tilbage.
Nogle Aar efter var Ejeren af Tørveskjæret kjørt derned med Heste og Vogn for at hente et Læs Tørv. Han havde lige spændt fra og skulde til at læsse, da Lyset tændtes i Nærheden af ham, og Hestene blev saa forskrækkede, at de løb løbsk, og han maatte bag efter. Inden han fik fat i dem igjen og kom tilbage, var det Dag, og Lyset var slukket.
De kunde se det adskillige Aar senere, men saa blev Tørvemosen skaaren op, og da forsvandt Lyset. Der fandtes aldrig nogen Skat.
Lærer Chr. Andersen, Astrup.
72. I Gislev Grøftehave ved Grændsen ind til Trunderup Dong i Kværndrup Sogn er en Mark, som kaldes Ærbokrogen. Her har endnu for ikke mange Aar siden været en Jordbunke, som skulde stamme fra et sammensunket Jordhus, der i gamle Dage var beboet af en Mand og en Kone, som havde faaet Ærbokrogen at græsse Kreaturer paa. Man fortæller, at de paa en eller anden Maade var i Familie med de samtidige Herskaber paa Lykkesholm, og at det var derfor, de havde givet dem denne afsides Mark at leve paa.
Da de døde, faldt Huset sammen, og siden har man set et Lys brænde om Natten oven paa Ruinerne, saa de var maaske ikke saa fattige, som det lod.
Marken saavelsom det tilgrændsende Trunderup Dong har i Mands Minde været helt overgroet med Lyng, nu er det dog forlængst under Plov.
Maj 92. P. Jensen, Kværndrup.
73. Min Morfader Jens Povlsen Smidt i Stenderup laa i sine unge Dage meget paa Andejagt i Stenderup Enge ved Gjels Aa. Han tilligemed de andre Jægere laa i en Jordhytte med nogle Lokkeænder, og der var en Aalegaard tæt ved, og vest derfor var et dybt Høl.
Nu var han i det hele synsk, og saa saa' han et Lys staa og brænde der henne ved den Aalegaard, men saa snart han kom derhen, saa forsvandt det.
Nu var han saa kjendt med den Aalegaard, at han kunde gaa over den med lukkede Øjne. Men saa var det en Aften, han igjen skulde over den, da snublede han og gled ud, men i Faldet lykkedes det ham dog med Armene at holde sig fast ved den Bjælke, han var gaaet over paa. Vandet brusede under ham, og han kunde nok skjønne, at han ikke kunde holde sig længe i den Stilling over det dybe Høl. Saa kom han i Tanker om, at det var nok for ham selv, det Lys havde staaet og brændt. Det lykkedes ham dog i rette Tid at arbejde sig op ved Armene, og saadan slap han fra det.
Da min Moder endnu levede, spurgte hun en Gang en af de sidste Skytter, Martin Gren fra Stenderup Nørmark, om det Lys endnu stod ved den Aalegaard.
"Jow, de stoer der ino, Fålel," svarte han, "æ ser et så tit."
Pastor Joh. Zerlang, Gram.
