Myre syssel (K.Kålund)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Myre syssel
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island


P. E. Kristian Kålund


Myre syssel
Mýra sýsla
[1].
[Indbyggerantal c. 2000]



Følger man Kaldedals vejens fortsættelse mod nord over den nedre del af Gejtlandet, befinder man sig snart, i det Hvitå passeres, foruden i et andet syssel[2] også i et andet amt. Hvitåens betydning som grænseskel mellem Myre- og Borgefjords syssel er allerede tidligere nævnt, og der anførtes tillige dér, at foruden betydningen som sysselgrænse havde åen tillige en anden som grænseskel mellem Sønder- og Vesteramtet. Således har forholdet — bortset fra Stavholtsøs og Husafells særlige stilling — været siden Vestamtets oprettelse 1787; i dette år besluttedes det, at »Islands vestre fjærding« skulde have sin egen amtmand[3]; i resolutionen er det ligefrem udsagt, at det ny oprettede Vesteramt i udstrækning faldt sammen med landets vestre fjærding. Der er også al grund til at antage, at Hvitå længe før den tid har været anset som grænseskel mellem Islands søndre og vestre fjærding. Som fjærdingsgrænse anføres den af en hel række af forfattere fra de nærmest foregående århundreder (således Egg. Olavssön, Tord Torlakssön, Arngrim Jonssön) [4]. Går vi længere tilbage i tiden, finder vi endnu stedse Hvitå angivet som grænseskellet mellem Syd- og Vestlandet. Ldn. behandler konsekvent Hvitå som fjærdingsgrænse, og de syd for åen boende høvdinger henregnes til Sønderlandsfjærdingen [5]. Ja allerede en fra år 1143 stammende præstefortegnelse (som Jon Sigurdssön — Dipl. isl. I, s. 184 — 85 — mener at kunne henføre til Are frode) gør ved Hvitå — som der imidlertid ikke er lejlighed til at nævne — overgangen fra »syd« til »vest« [6]. Der lader sig overhovedet ikke påvise nogen bestemt herfra forskellig angivelse i oldskrifterne af grænsen mellem de to fjærdinger, om man end måske kan finde en antydning af en sådan. Ikke desmindre har der dog forlængst været rejst tvivl om, hvorvidt Hvitå kunde være den oprindelige fjærdingsgrænse, og endnu må spørgsmålet siges at henstå uafgjort [7]. Dels mangler nemlig ikke vidnesbyrd om, at benævnelsen »Borgfjordinger« modsættes »Søndlændinger« (og »Borgefjord« tages altid som en fællesbenævnelse for landet på begge sider fjorden og op fra denne) eller endog ved en enkelt lejlighed ligefrem regnes til Vestlænderne, dels, og dette er vel vigtigst, lader en fjærdingsgrænse ved Hvitå sig aldeles ikke forlige med den i fristatstiden gældende fordeling af tingene mellem de forskellige fjærdinger.


Nede i Surtshellir - (A. E. F. Mayer, 1836)
Den antydning af en fra Hvitå forskellig fjærdingsgrænse mellem Syd- og Vestlandet, nemlig Botnså, som måske kan findes i et par dokumenter fra c. 1226, er allerede fremdraget ved omtalen af Kjalarnæs tingsogn (s. 69) [8]. I Sturl. finder man næppe noget eksempel på, at en del af Borgefjorden er bleven regnet til Sydlandet, men vel flere eksempler på, at Borgefjorden og Sønderlandet modsættes hinanden; således siger i kampen på Örlygsstad en af Gissurs folk: »Det skal Borgfjordingerne få at føle, før sol går ned, at Søndlændingerne er ikke feje.« — De afgørende indsigelser mod Hvitå som oprindelig fjærdingsgrænse må dog hentes fra en betragtning af tingforholdene. År 965, som det antages, ordnedes tingvæsenet på Island således, at landet inddeltes i fire fjærdinger, hver indeholdende tre ting, med undtagelse af Nordlandet, der havde fire. Hvert af tingene, der igen omfattede tre godord, havde sit eget tingsted[9]. Den Vestlandet omfattende fjærding bærer sædvanlig navnet Vestfjordinge-fjærding (Vestfirðinga-fjórðúngr); i Islb. (s. 17) benævnes dog også denne ligesom Søndlændingefjærdingen efter fjærdingens mest fremtrædende befolkning og kaldes Bredfjordinge fjærdingen (Breiðfirðinga fjórðúngr)[10]. Inden for den enkelte fjærdings grænser kunde enhver sige sig i ting med hvilken gode han vilde, men kun ganske undtagelsesvis og efter særlig tilladelse på lovbjærget kunde en gode tage en tingmand i en anden fjærding. Den, der flyttede bort fra fjærdingen, ansås som udtrådt af tinglaget; kun Hrutafjorden dannede en undtagelse, her kunde man flytte tværs over jorden (der dannede grænsen mellem Nord- og Vestfjærdingen) og dog vedblive at være i samme tinglag som før[11]. De oven omtalte ting, hvis navne enkeltvis, forekomme i de forskellige sagaer, nævnes samlede (men ved en uregelmæssighed for østlandets vedkommende indsvundne til 12) i lovbøgerne fra underkastelsestiden, Hákb. og Jónsb. De til Sydlandet hørende ting viser sig tydelig at være Rangå-, Ånæs- og Kjalarnæs-ting, Vestlandet tilkommer derimod Tværå-, Torsnæs- og Torskefjords-ting. Tingene fremtræder, som tidligere nævnt (s. 69 — 70) her med territorial betydning; Tværå ting deles udtrykkelig i Jónsb. (k. 2) i to dele, en syd og en vest for Hvitå. Det er i og for sig uforklarligt, hvorledes hele Borgefjorden skulde så kort efter fristatstiden have fået navn af »Tværå ting«, hvis ikke massen af de til dette ting hørende i fristatstiden havde været omtrent ligelig fordelte syd og vest (nord) for fjorden og Hvitå, en fordeling, som efter de nys citerede bestemmelser vilde være en umulighed. Men hertil kommer, at netop dette præg af fællesskab i tinglig henseende for hele Borgefjordens vedkommende træder os i møde fra den ældste tid af. Endnu inden tingfordelingen fik sin bestemte ordning, finder vi Tingnæs som Borgefjordens fælles (og eneste) tingsted[12]. Nogle år efter landets inddeling i fjærdinger med et bestemt antal ting og godord i hver finder vi Borgefjordens vårtingsted vest for Hvitå (i Myre syssel), men tillige besøgt af beboerne syd for åen [13]. Og endelig senere i en lang periode er herredets fælles tingsted, hvorefter tingsognet tager navn, Tværå ting i Stavholtsø, som den gang vistnok endnu lå vest (nord) for Hvitå, men som i al fald må have ligget inden for Vestfjærdingens sydgrænse, — ikke des mindre, som vi se, besøgt så vel af beboerne syd for åen som af dem vest for denne. At besidderen af det oprindelig til Reykholtsætten knyttede Reykholtinge godord havde del i dette ting er allerede tidligere nævnt, og vi har i Sturl. påvist eksempel herpå både for Snorre Sturlassons og Torgils skardes vedkommende[14]. At endog samtlige Vestfjordinger ved en enkelt lejlighed benyttede Tværå ting, ses af HkH. (s. 460 — og det tilsvarende sted i Sturl.), hvor der berettes, at Vestfjordingerne tilsvor kong Håkon lydighed på Tværåting, og her regnes udtrykkelig samtlige Borgfjordinger til disse.


På grundlag af så modstridende angivelser, af hvilke næppe nogen lader sig bortforklare, er det vanskeligt at opstille en fuldt tilfredsstillende forklaring. Selv om man vilde antage, at Grg.'s bestemmelse, at tingmændene skulde bo i fjærdingen, aldrig var trængt igennem, vilde dog det uforklarlige blive tilbage, at besidderne af et af Tværå tings godord[15] fra de ældste tider ses at have bot uden for fjærdingen. Sandsynligere vilde det derfor måske være at antage, at hele Borgefjorden virkelig oprindelig hørte til Vestfjærdingen, hvis sydgrænse altså formodenlig var Botnså, men at temlig tidlig som en provinciel ejendommelighed, snarest hos befolkningen omkring Bredefjord (t. eks. Are frode, fra hvem måske alle angivelserne af Hvitå som fjærdingsgrænse kan siges at stamme) en opfattelse gjorde sig gældende, hvorefter »Vestfjordinger«, og endnu mindre »Vestfjorde«, ikke kunde bruges om hele befolkningen, eller samtlige fjorde, i Vestfjærdingen, men at Vestfjordene, f eks., selv i videste forstand umulig kunde omfatte fjorden Borgefjord og hvad der lå syd for denne, og at derfra igen forestillingen om Vestlandet — måske først efter fristatstiden bestemtere »Vestfjordingefjærdingen« — regnet fra Hvitå opkom, en betragtningsmåde, der så må antages aldrig at have fået retslig gyldighed, men som efterhånden nåede at fæstne sig i den almindelige bevidsthed, ikke mindst ved dens anvendelse i Ldn.


Måske netop udtryksmåden i Sturl. (og HkH.) kan afgive et vidnesbyrd om den usikkerked og vaklen i betegnelsen, der opstod ved, at for den almindelige bevidsthed Borgefjordsherredet som helhed ikke hørte til Vestlandet, medens det dog i tinglig henseende bestandig indbefattedes under Vestfjordingefjærdingen. Først meddeles (Sturl. gl. udg. 10 þ., 20 k.) at kong Håkon i året 1258, samtidig med at udnævne Gissur Torvaldssön til jarl overdrog ham »hele Søndlændingefjærding og Nordlændingefjærding og hele Borgefjord«; her indbefattedes altså Borgefjorden ikke i Søndlændingefjærdingen, men uden på den anden side at henføres til nogen anden fjærding, hvad der dog ikke på dette sted har noget besynderligt ved sig. Den samme tilbøjelighed til særlig at nævne denne landsdel og ligesom at holde den uden for fjærdingsinddelingen kommer imidlertid oftere igen; således viser den sig meget tydelig, navnlig på et af de to steder, hvor islændernes delvise underkastelse under den norske konge 1262 omtales. Denne nævnes i Sturl. ved to forskellige lejligheder (i noget forskellig redaktion: gl. udg. 10 þ., 11 k. og 10 þ., 26 k. — på det sidste sted i det væsenlige overensstemmende med HkH. s. 459-60). På det første mindre udførlige, og mindre nøjagtige, sted siges der, at der på altinget svores skat af hele Nordlændingefjærdingen og Søndlændingefjærdingen vest for Tjorså; der blev også svoret skat af hele Vestfjordsfjærdingen. Tolv mænd svore skat fra Nordlændingefjærdingen; tolv mænd svore også skat fra Vestfjordsfjærdingen og ligeledes fra Rangæingejgærdingen og Borgefjord. Her står Borgefjord midt mellem de to fjærdinger uden bestemt at henføres til nogen af dem, nærmest er herredet vel efter teksten knyttet til Rangæinge- (ɔ: Søndlændinge-) fjærdingen. — Af det udførligere sted, hvor enkeltheder komme til omtale og de tinglige forhold berøres, ses det derimod, at »officielt« henhørte Borgefjord til Vestfjordsfjærdingen. Dér berettes det nøjagtig, hvorledes på altinget indbyggerne fra Nordlændingefjærdingen og fra Søndlændingefjærdingen vest for Tjorså svor skat, men at Vestfjordingerne derimod havde samlet sig på Tværåting. På dette ting tilsvor Vestfjordingerne kongen lydighed; først formændene og et vist antal bønder med hver af disse; et lignende antal svor og på Borgfjordingernes vegne. — Men selv her viser det sig, at en særlig nævnelse af Borgefjorden findes nødvendig, uden videre at indbefatte den under Vestlandet faldt ikke naturligt.


Kalmanstunga - (W.G. Collingwood, 1897)
Føres man, som tidligere fremstillet, over Gejtlandet ind i Myre syssel, træffer man straks hinsides Hvitå syslets øverste gård Kalmanstunge (Kalmanstúnga), meget bekendt og benyttet som eneste natteherberge på den 2 — 3 dages rejse fra Grimstunge i Hunavatns syssel til Tingvold. Gården ligger på sydsiden af en hals, der fra nordøst til sydvest strækker sig langs Hvitå. Mod sydvest ender halsen i Kalmanstungefjældet (Túngufell), mod nordøst hæver sig i denne et bredt, for oven spidst tilløbende fjæld Strut (Strútr), der med Eriksjøklen til baggrund afgiver et smukt og karakteristisk skue, der danner en fremtrædende del af udsigten fra hele den omliggende egn og bidrager sit til fuldstændig at lukke kredsen af fjælde, der omgiver denne ensomme gård, fra hvis dør blikket møder alle tre jøkler med deres mørke foranliggende fjælde, kun skilte fra gården ved det smalle forbrændte Gejtlandshraun, der strækker sig helt op under tunet. Sydsiden af Kalmanstungefjældet er næsten helt op til toppen bedækket med en særdeles smuk, tæt og frodig kratskov, hist og her desværre ødelagt ved stenskred (skrider). Kalmanstunge bærer navn efter landnamsmanden, hvis landnams vigtigste del udgjorde den tunge, der begrænses af Hvitå og Nordlingafljot; om hans gravhøj, der i følge Ldn. (s. 65) skulde findes på Evitas sydlige bred, vides nu intet; og om de fleste af de ikke få stedsnavne, der i Ldn. nævnes omkring Kalmanstunge , gælder det, at nærmere oplysning vilde være særdeles ønskelig, så meget mere som ingen sognebeskrivelse for denne egn findes. — Tæt syd under Kalmanstungefjældet, straks vest for den odde, som Gejtå og den langs Kalmanstungefjældet gennem hraunet løbende Hvitå ved deres sammenløb danner, ligger en lille landstrækning »Lille Tunge« (Litla Túnga); her vises stedet for den fordums gård Bjarnastad (Bjarnastaðir) med tilhørende kirke. Ldn. (s. 65) fortæller, at Kalmans sønnesøn Bjarne havde en strid med Gejtlandsætten om Lille Tunge, men da Bjarne havde lovet at antage kristendommen, brød Hvitå sig et andet leje, så at Bjarne kom til at eje den omstridte landstrækning ; han lod sig derefter døbe, boede på Bjarnastad i Lille Tunge og lod dér bygge en kirke. Dette gamle åleje, en bueformig dalsænkning, der begrænser dette stykke land op imod Kalmanstungefjældet , ses virkelig også tydelig, med sine afslidte klippevægge og græs- og kratgrot grund; to stedsnavne i Ldn., der angiver, hvor langt ned efter Bjarnes landvinding strakte sig, kendes derimod næppe længer. I A. M., hvor fire ødehjålejer under Kalmanstunge opregnes, nævnes som den tredje af disse »Litla Túnga«, og der omtales, at spor til kirken sås her, og at menneskeben hyppig fandtes opblæste i den fordums kirkegård. Dette hænder også endnu, og endnu ser man tomter og gærdelævninger her[16].


Hinsides Kalmanstungehalsen med Tungefell og Strut ligger en lang vegetationsløs lavastrøm, der har sit udspring fra den nordlige del af Langjøklen, den såkaldte Balljøkel (Balljökull), hvorfra den er løbet nord og vest om Eriksjøkel og på sin videre fremtrængen mod bygden har næsten helt fyldt den smalle dal mellem Kalmanstungehals og den vestligere Fljotstungehals; Iprbi Tungefell strækker den sig helt ned til Hvitåens bred, hvor dette mørke, golde hraun danner en skarp adskillelse mellem de kratgroede hraunstrækninger nord og syd for åen. Langs med det omtalte lange flade hraun ligger den til Nordlandet førende fjæld-(eller rettere sagt hede-) vej. Efter at have fulgt denne (fra Kalmanstunge) en mils vej i nordøstlig retning, så at man er kommen omtrent i linje med nordenden af den Strut bærende hals, ser man en sti, der fører i østlig retning ind i hraunet, og kun et kort stykke behøver man at følge denne for at komme til den i mange henseender mærkelige Surtshule (Surtshellir). Allerede dens navn er påfaldende. Surt var ildjætten, der i følge den nordiske mytologi, når Ragnarok kom, skulde ødelægge verden; som dennes bolig, eller i al fald som bolig for en jætte må man altså i oldtiden have tænkt sig hulen; og virkelig finder vi i Ldn. (s. 199), at en Islænder fra Nordlandet, der en tid lang var i besøg på en af de Surtshulen nærmest liggende gårde (hos Smidkel på Torvardsstad, hvis datter han senere ægtede), begav sig op til hulen og fremsagde der en drapa, som han havde digtet »om jætten i hulen«. Denne hule er det utvivlsomt, der sigtes til i HGrk. (s. 96), hvor der fortælles om Torgejr gyrdilskegge, der selv syvende undslap af Holmverjerne, at han flygtede til Arnarvatnshede og lagde sig i en hule på Fitjar (á Fitjum), samlede mænd om sig, og var der, indtil Borgfjordingerne angreb dem, hvorpå han flygtede til endnu fjærnere egne (Strandir).


Eggert Ólafssons tegning over Surtshellir
Dette Borgfjordingernes angreb omtaler lejlighedsvis Ldn. (s. 61) som et af de foretagender, den krigerske Torve Valbrandssön stod i spidsen for. Han tilligemed et par storbønder fra de hulen nærmest liggende gårde var på Hellisfitjar (á Hellisfitjum), da 18 Hellismænd (ɔ: Hulemænd) blev dræbte der. I spidsen for disse »Hellismænd« stod mærkeligt nok netop, som Ldn. andensteds (s. 67) meddeler, to sønner af den oven nævnte Smidkel på Torvardsstad; den ene af disse, Audun Smidkelssön, er ikke blandt de atten på Hellisfitjar dræbte, men brændes ved samme lejlighed inde på Torvardsstad. Denne begivenhed, der så sparsomt og ufuldstændig omtales i oldskrifterne , er det vistnok, der omdannet til et folkesagn har bevaret sig i traditionen indtil nutiden. I følge sagnet[17] var det 18 skoledisciple (eller studerende, hvilket sidste udtryk giver en rettere forestilling om vedkommendes alder) fra den nordlandske bispestol Holar, som på grund af en forbrydelse tog deres tilflugt til Surtshulen, hvor de i længere tid havde deres tilhold og levede af de på de omliggende heder græssende får, indtil de tilsidst ved forræderri overraskedes sovende i Vopnalág og overmandedes. Vopnalág er en lille lavning eller dalsænkning i de oven nævnte Fitjar eller Hellisfitjar, der nu sædvanlig kaldes Fugleyrar; således benævnes nemlig nogle jævne græsgroede strækninger langs bredden af Nordlingafljot, som løber umiddelbart vest for det smalle hraun. — Indgangen til Surtshulen er det ikke let at få øje på. Er man på rette vej, ser man for sig i det flade hraun en af de sædvanlige kedelformige indsænkninger; i den ene ende af denne er en bred rævne eller åbning, hvis nedadskrånende bund er bedækket med tykt ophobede, større og mindre klippestykker; dette er indgangen, og ad denne når man ned til hulens gulv.
Indgangen til Surtshellir - (A. E. F. Mayer, 1836)
Om nogen egenlig gåen kan der kun på de færreste steder i denne være tale; Gulvet er nemlig besat med kantede (regelmæssig firkantede) stykker lavaklipper, mellem hvilke man ved hjælp af hænder og fødder må klatre og glide, så godt det lader sig gøre. I denne første del af hulen er der dog højt under loftet og tilstrækkelig lyst, man har heller ikke gjort mange skridt her, før lyset slår en i møde fra den indre del af hulen, og det viser sig, når man er kommen længere frem, at hulens loft her på en længere strækning (10—15 fv.) er aldeles indstyrtet, til bægge sider hæver sig de lodrette vægge, så det er umuligt gennem denne åbning at komme op af hulen. Det oven omtalte sagn beretter, at Hellismændene plejede at drive de røvede fåreflokke hen til randen af åbningen her og styrte fårene ned i hulen gennem denne, hvor der da stod folk rede til at tage imod de halvdøde får og fuldstændig slagte dem. Inden for denne åbning (eller gjå, som denne og de følgende af denne slags kaldes) begynder det både i historisk henseende interessanteste og mest storartede parti af hulen. Lofbet hvælver sig 20—30 al. højt, efterhånden som man kommer længere ind svagere og svagere belyst af lyset fra gjåen. En forunderlig regelmæssighed hersker her som overalt i hulen i væggenes bygning ; hraunlagene strækker sig aldeles parallelt, skilte ved fremstaaende lave striber, der hist og her kan benyttes som trappetrin, når man vil stige op til de herværende tværhuler, og som aldeles minder om et bindemiddel mellem i lag lagte masser, der har været udsat for tryk, medens det var ved at stivne. Fra den omtalte gjå kan man langs den højre væg af den jævnt skrånende hule følge en smal vandret løbende afsats og kommer da snart til den første tværhule. Straks ved indgangen til denne hersker et fuldstændigt mørke, og vil man trænge videre frem, må man være forsynet med lys eller fakler. Først møder en lille tilfrossen sø med vand over isen, hvorover man må vade; denne fylder den rundagtige indgang, fra hvilken en dybere og smallere hule strækker sig til højre; noget inde i denne, omtrent ved midten af den højre sidevæg, ses en dynge kreaturben, til dels kløvede for marvens skyld — det første, men ingenlunde det eneste vidnesbyrd om pålideligheden af beretningerne om, at denne hule har været et tilholdssted for fredløse. Benene ligger tæt inden for en del sammenstablede stenblokke, der måske kan have dannet et ildsted, skønt ingen kul er til at se hér; i øvrigt er denne sidehules gulv bedækket med vand samt halvog helfrossen is, gjennem hvilken hist og her knogler og benstumper bemærkes. — Skrås for indgangen til den nu beskrevne tvær- eller sidehule ses lidt længere inde i hovedhulen på venstre hånd to store ved en bred pille adskilte huleåbninger midt oppe i den stejle klippevæg. Denne (hovedhulens sidevæg) falder her aldeles lodret af mod gulvet; kun på et enkelt sted kan man ved at benytte et par gunstig beliggende klippeblokke nå op til den yderste af de to huleåbninger; foran disse og uden for den mellemstående pille strækker sig en smal fremstående kant, der må have gjort det særdeles let at værge adgangen til dette parti. [18] Ved nærmere undersøgelse viser de to åbninger sig at føre ind til én og samme tværhule, hvis yderte brede del er delt ved den omtalte pille; også her trænger kun en svag lysning ind i den allerforreste del af hulen ; vil man undersøge den nøjere, må man betjæne sig af kunstigt lys. Noget inde i hulen ses nærmest væggen til venstre hånd en på tværs i hulen stående oval stenkreds, opbygget af temlig store klippeblokke, en indgang på kredsen findes lige over for huleåbningen og en anden mindre modsat denne. Det indesluttede, rum er vel omtrent 10 al. langt og bunden bedækket med fint sand eller grus, nu for største delen overtrukket med en isskorpe; den i E. O. fremsatte antagelse, hvorefter det af den ovale stenkreds indesluttede rum har været de fredløses soveplads, og at det fine sorte sand, hvormed grunden her er bedækket, har været hentet fra Nordlingafljots bredder for at benyttes som underlag for lejerne, er meget sandsynlig [19]. Uden for stenkredsen, i hjørnet mellem denne og væggen, findes et betydeligt lag af kreaturknokler — vel 2 til 3 al. langt, et par al. bredt og et kvarter tykt — , alle marvben ere flækkede, og påfaldende er de mange store knogler her findes; det kunde have sin interesse at få afgjort af en naturkyndig, om disse skulde tilhøre okser eller heste ; i øvrigt er den forreste del af denne tværhule for største delen optaget af en af de i Surtshulen sædvanlige store dynger af sten- og klippeblokke. Længere inde er hulens gulv bedækket med en lille tilfrossen vandsamling eller sø. Hvad der mest må gøre et længere, i al fald årlangt, ophold af mennesker på dette sted usandsynligt for ikke at sige umuligt, er, foruden kølden, den store fugtighed, der hersker her, så at klangen af de fra loftet nedfaldende vanddråber idelig høres. En anden sag er det derimod, hvis de fredløse, som det synes at fremgå af Ldn., har stået i forbindelse med én af nabogårdene; i så fald kan det antages, at de i den værste tid har taget deres tilflugt hertil. I E. O. formodes vistnok med rette, at denne tværhule er den del af Surtshulen, som i Sturlunge saga kaldes »viget« ɔ: skansen; her foregik en af de mest oprørende mishandlinger af de mange, som den grundfordærvede Sturlungetid var så rig på. Sturla Sighvatssön, som dog ellers ingenlunde hørte til de værste af den tids høvdinger, førte sin frænde, Snorres uægte søn Urækja, med hvem han havde haft et forligsmøde, med sig op til Surtshulen, lod ham bringe ind i denne og op på »viget«, hvor han befalede en af sine folk at blinde og gilde ham, hvad tilsyneladende også blev udført, men som det snart viste sig kun tilsyneladende (Sturl. 1, 345). — Inden for denne tværhule begynder en meget besværlig vandring gennem det følgende parti af hovedhulen, snart over klippeblokke, snart over isflader, indtil dagslyset påny begynder at vise sig, hvorefter man kommer til den anden loftsåbning eller gjå, af samme karakter som den første, med stejle vægge, som ikke tilstede nogen opgang. —
Surtshellir og Eiríksjökull - (W.G. Collingwood, 1897)
Den følgende del af hulen udgøres af et meget mørkt og trangt parti, hvor man igen for alvor får brug for sine lys eller fakler; men snævringen tiltager, så at man tilsidst kun ved at klavre eller krybe på alle fire kan skyde sig frem, og i snævringen opstår tillige et så stærkt lufttryk, at lys vanskelig bevares for at slukkes. Hvor hulen igen begynder at udvide sig, er gulvet bedækket med en tilfrossen sø, hvor vandet som sædvanlig står over isen; besøger man Surtshulen tidlig på somren, nærmer vandspejlet sig længere inde saa nær til hulens loft, at enhver videre fremtrængen ad denne vej bliver umulig ; man skimter lyset fra en tredje loftsåbning (gjå), men for at nå den må man gå hele den lange vej tilbage op af hulen, og ude i hraunet finde den omtalte tredje gjå, hvis vægge ikke er stejlere, end at man ad denne vej kan komme op af hulen og ned i denne. Den sidste del af Surtshulen, som ligger indenfor den tredje gjå, er straks fra begyndelsen bælgmørk, hulen er her snæver og langt stærkere skrånende end den foranliggende del. Det går nu bestandig ned ad, snart mellem klippeblokke, snart over små jævnere flader, oftest bedækker en isskorpe hulens bund og gør den, navnlig hvor der på grund af den stærke hældning dannes istrin eller skråninger, vanskelig at passere. I denne del af hulen findes interessante isdannelser, fra gulvet står hist og her store iskegler på flere alens højde i vejret, og langs væggene findes ligeledes uhyre istapper. Navnlig ét sted er meget karakteristisk; fra en fremstående afsats eller kant temlig højt oppe på den højre væg skyder en fuldstændig søjlerække af is sig ned mod gulvet, øverst oppe er ismassen aldeles sammenhængende, længere nede deles den i 5—6 flade søjler, der hver for sig går ned mod gulvet og forener sig med isen her; afstanden mellem hulevæggen og søjlevæggen er omtrent en alen, — at denne søjlegang, oplyst indvendig fra, for de midt i hulen stående tager sig smukt og overraskende ud, forstås let. Hulens karakter bliver herefter væsenlig den samme og frembyder bestandig de samme vanskeligheder for en videre fremtrængen; tilsidst når man en temlig højtstående varde, der næsten helt fylder den snævre hule; vardens opførelse i dens nuværende skikkelse skyldes Egg. Olavssön og Bj. Povlssön, dog fandt allerede disse rejsende ved deres besøg her spor til en sådan. Efter de oven nævnte rejsendes eksempel har senere besøgende henlagt mynter ovenpå varden; af sådanne findes nu c. 30, nogle med påtrykt segl, andre seglaftryk, på træ o. d. l., findes ligeledes henlagte her. Bag ved varden fortsættes hulen endnu et stykke, men bliver bestandig snævrere, indtil enhver videre fremtrængen umuliggøres. I E. O. angives denne hules længde til over 800 fv., højden til c. 35 fod; bredden c. 50 fod; men om en langt større udstrækning af denne går flere sagn, i følge hvilke den endog skulde strække sig tværs gennem hele Island. — Foruden denne, den berømteste af alle hulerne, indeholder dette hraun flere andre, mærkelige hver for sig både ved form og størrelse.


Da Hellismændene overraskedes i Vopnalág, siger sagnet, forsøgte de at flygte, men de fleste indhentedes og dræbtes på de efter dem benævnte steder; en af disse fredløse var Erik, efter hvem Eriksjøklen fik navn. Dette fjæld hæver sig lige over for, tilsyneladende kun i kort afstand: øverst er det bedækket med en hvælvet snehætte, under denne kommer en brat, blåsort brink, derpå stejle skrænter. Midt på en af disse sidder en lille, som en knage fremspringende, fjældknude, kaldet Eiríksgnýpa; da Erik nemlig forfulgtes, lykkedes det ham at flygte op på fjældet og svinge sig op på den nævnte fjældpynt (oven i købet med kun én fod!), hvor han var i sikkerhed for sine forfølgere.


Nede i Surtshellir - (A. E. F. Mayer, 1836)
Den omtalte til Nordlandet førende vej, der ligger langs Surtshulehraunet, fører videre mod nordøst, over en lang lav hals eller ås, Torvaldshals (Þorvaldsháls), over den fra krogen oven for Eriksjøkel og Langjøkel kommende å Nordlingafljot, og videre over hele det fra sagaerne velbekendte parti af heden, der bærer navnet Arnarvatnshede (Árnarvatnsheidi, ældre -heiðr), hvorpå vejen deler sig, så at man enten ved at holde mere i nordøst ad den længere og besværligere vej over Store Sand (Stóri Sandr) kan nå Skagefjorden, eller, ved at vælge en mere nordlig retning, over Arnarvatnshedens fortsættelse Grimstungehede (Grímstúngnaheiði) komme ned i Vatnsdalen i Hunavatns syssel. Denne som den kortere og farefriere — den kræver dog 15 timers anstrængt ridt for at tilbagelægges — vælges i almindelighed og er om somren en meget benyttet vej; og skønt navnet Grimstungehede særlig kun tilkommer den nordligste halvdel af heden, benævnes dog ofte i rejsesproget den hele strækning fra Kalmanstunge til Grimstunge (Hv.) således. — Arnarvatnsheden er ligesom de vestligere hedestrækninger, den såkaldte Tvidægra, bedækket med en utallig mængde større og mindre søer, almindelig benævnte Fiskevandene (Fiskivötn) på grund af deres rigdom på foreller; blandt disse er Arnarvatn, til hvilken skuepladsen for den fredløse Grettes ophold i denne egn i følge den almindelige mening henlægges, en af de østligste og tillige største. Vejen nord på fører tæt forbi dens sydøstlige hjørne, og herfra haves en god udsigt over søen med omgivelser. Om end mørk og trist er dog dette parti oplivende i forhold til den øvrige hede, hvis udstrakte flader består af opblæste moer (ɔ: magre, sparsomt bevoksede lyngtuestrækninger) afvekslende med små mosedrag eller lave stenede holt. Søen er omgivet af holt, der skyde en mængde små hovder og næs ud i denne, og adskillige holme findes i søen, fra hvilke fugleskrig høres. Hist og her ved bredden ses lidt grønt, en lille foss, som en af de i søen faldende åer ved sit udløb danner, bidrager også til at gøre omgivelserne livligere. Dog må et ophold året rundt i disse af regn, sne og uvejr hjemsøgte egne, der vel ligger en 1500 fod over havet, til enhver tid have været forbundet med ganske overordenlige besværligheder, om ikke have været ligefrem ugørligt[20]. Grt. (s. 125 ffg.) fortæller om sagaens helt, at han i sin første del af sin lange fredløshedstilstand tilbragte tre år på Arnarvatnshede, her byggede han sig en skåle, »hvoraf man end ser spor« , og fik sig net og båd og levede af fiskefangst, understøttet af forskellige medhjælpere, ligeledes fredløse, der dog pønsede på ved svig at bringe ham af dage. Hvor et af disse forsøg omtales, beskrives lokaliteterne. På efterretningen om, at hans båd er ødelagt, står Grette op og går ned til søen for at svømme ud efter nettene; da Grette vil stige i land igen, agter den anden fredløse (Tore) at dræbe ham, men falder i sin egen snare. Der gik nemlig et næs frem i søen, og en vig skar sig ind på den ene side af dette; i det Tore vil hugge til Grette, lader denne sig falde baglængs ud i søen, svømmer under vandet omkring næsset og kommer således fra vigen bag på Tore. — Om de her beskrevne lokaliteter kan genfindes ved Arnarvatn, er ikke let at sige; om Grette minder stedsnavnet Gretteshøvde (Grettishöfði), en lille forholdsvis brat høvde, der skyder sig ud imod søen omtrent midt på dennes østside; lidt sydligere, adskilt derfra ved en lille vig, skyder et smalt næs sig frem. Fra søens sydside skyder et større næs sig frem; ved foden af dette, mod vest, står ved en vig af søen en større forfalden græstørvshytte; denne skal dog være af en nyere oprindelse, og har måske oprindelig tjænt til ly for de bønder, der navnlig tidligere hver sommer drog herop for at fiske; nu skal den stundum benyttes af rejsende.


Nede i Surtshellir - (A. E. F. Mayer, 1836)
Efter at Grette var draget bort herfra, indtoges hans plads af en anden fredløs, Grim fra Kropp i Borgefjord; i følge Laxd. (s. 250) — der regner Fiskevandene, ved hvilke han opholdt sig, til Tvidægra — har Grim sin skåle ved en stor sø, ikke langt fra en i denne udmundende bæk, ved hvis udløb Grim sidder og fisker, da han overraskes af Torkel Eyjolvssön, der opsøger ham i den hensigt at dræbe ham[21].


Fra Arnarvatn ser man syd for sig Eriksjøkel — langs hvilken vejen længe ligger — og bag ved og øst for denne den imod nordøst strygende øvre del af Langjøkel, den såkaldte Balljøkel, bægge herfra sete rolige blå fjældmasser, der hæver sig med hvid overflade eller hætte og hvide striber og bælter skydende ned langs siderne. Fra Balljøkel var Grettes velynder halvjætten Hallmund, og her har han i følge sagaen (s. 130) en stor hule, hvor Grette opholdt sig en tid lang, og hvorhen senere også Grim kommer. — Den oftere nævnte elv Nordlingafljot (Norðlíngafljót), der ved sit stride løb og sin ujævne bund til sine tider kan være farlig nok, udspringer nordøst for Eriksjøklen, mellem dette fjæld og Balljøkel, og falder efter et sydvestligt løb ud i Hvitå vest for Kalmanstungefjældet, i det den bringer denne landskabets hovedelv en anselig tilvækst i dens vandmængde. Vest for Nordlingafljot i dets nedre løb ligger indesluttet mellem denne elv og en ubetydelig å Fljotet (Fljótið —med art.) [22], et landstykke Fljótstunga kaldet med en gård af samme navn; dog dannes her ikke egenlig nogen tunge, da de to åer ikke løber sammen, men hver for sig falder ud i Hvitå. Fljotstúnge nævnes i Grt. (s. 29) som den første gård de til altinget dragende Midfjordinger (Hv.) kom til på deres rejse over Tvidægra; det passer godt med de nuværende forhold, i følge hvilke den sydligste del af den sædvanlige Nordlandsvej (Arnarvatnshedevejen) og Tvidægravejen falder sammen; i Heid. (s. 345) fremstilles forholdene anderledes, hvad senere vil blive omtalt — Hinsides den lille å Fljotet strækker sig, langs højdedragene bag ved, en smal lille dal, den såkaldte »Krog« (Krókr), der udmunder ned mod Hvitå og fortsættes af den egenlige Hvitåside langs nordsiden af denne å. Af de tre gårde i »Krogen« — hvortil dog vel sædvanlig også Fljotstunga regnes — er Torvaldsstad (Þorvaldsstadir) den nordligste, dernæst kommer Hallkelsstad (Hallkelsstaðir). Torvaldsstad er øjensynlig sagaernes Torvardsstad (Þorvardsstaðir) [23]; gården er allerede omtalt som Hellismændsførernes hjemstavn. Både den og Hallkelsstad nævnes tillige med de fleste andre gårde i Hvitåsiden i anledning af de begivenheder, der gå nærmest forud for og foranledige Hejdarvigene (ɔ: hedekampen).


Hvitåsiden (Hvítársiða); et fritliggende smukt landskab med vid udsigt navnlig mod øst, består kun af Sidefjældets ned mod Hvitå skrånende li; selve fjældet (Síðufjall) strækker sig som en hals mod vest, i det navnlig dennes midterste og vestlige del fremtræder som en hvælvet kompakt fjældmasse, med temlig betydelige forhold, østligst, hvor halsen endnu ikke ret har skilt sig ud fra heden, ligger i kanten af højdedraget, ligesom på grænsen af selve det udstrakte, bølgeformige højland, Gilsbakke (Gilsbakki). Gården er især bleven bekendt som bolig for den hårde og strænge Illuge den sorte og dennes søn den urolige skjald Gunnlaug ormstunge. Gilsbakke er nu præstegård; vest for gården med dens store og smukke tun ligger kirken; den nordlige del af kirkegården, hvor der dog nu på grund af jordsmonnets hårdhed ikke begraves, bærer som allerede bemærket under Reykholt navnet Sturlúngareitr. Vest for kirken ligger ned gennem hele skråningen et stort, dybt og stejlt klippegil. Ved randen af dette er »Hermundarhóll« med en klippetue, der gøres til Hermunds grav, og til gilet her knyttes sagnet om den af Hermund Illugessön skjulte skat, hvortil også Bdm. hentyder[24]. Nedenfor gården strækker sig et smukt kratgrot hraun, der fortsættes mod øst langs Hvitåens bred; den lille højde neden for hraunet, der står tilbage nord for åen som resten af den under Hraunsås omtalte ås, hedder Gunnlaugshøvde (G — höfði); men ellers minder intet navn endsige nogen tradition om de bekendte mænd, der i oldtiden beboede denne gård.


Gilsbakke i Hvitåsiden - (W.G. Collingwood, 1897)
Vest for Gilsbakke, hvor denne gård nu har et fårehus stående, har tidligere gården Höggvandastad (Höggvandastaðir) ligget[25]. — Gilsbakkes nabogård mod vest er nu Bjarnastaðir (ikke at forveksle med den i Ldn. omtalte til Kalmanstunge hørende), og vest for denne dannes bygden i Hvitåside af otte i selve lien eller tæt under denne stående gårde, af hvilke de fire vestligste: Håvafell (Háfafell), Torgautsstad (Þorgautsstaðir), Frodastad (Fróðastaðir) og Sidemule (Síðumúli) må nævnes; ved Sidemule ender egenlig fjældet, dog fortsættes det endnu en kort tid i en lav hals, der efterhånden helt ophører. I denne, vestligere og længere tilbage end Sidemule, ligger Sidemuleveggir (Siðumúlaveggir). Ved to lejligheder omtales Hvitåsiden i Heið.; først fortælles der — s. 307 ffg., i den del af sagaen, der kun haves nedskrevet efter Jon Olavssöns hukommelse —, at Snorre gode på sit tog mod Torsten Gislessön på Bæ vælger at lægge vejen over Hvitåside, hvad der for ham, der kom fra Dala syssel, måtte være en betydelig omvej, men tillige vel skikket til at holde hans foretagende hemmeligt og vildlede hans fjender. Senere (s. 350 ffg.) bliver Hvitåsiden en tid lang hovedskuepladsen for de i sagaen fortalte begivenheder, i det Barde fra Asbjarnarnæs (Hv.) retter sit og Nordlændernes angreb på en her bosat familie, efter at han forgæves hos de i sagen nærmest indviklede Borgfjordinger har søgt at få bod for et på hans broder i udlandet begået drab. Men for at disse begivenheder ret kan forstås, bliver det nødvendigt med et par ord allerede nu at omtale de nærmest tilstødende egne. Neden for (sydvest for) Hvitåsiden og Sidefjældet ligger Stavholtstungerne (Stafholtstúngur) begrænsede af Hvitå mod sydest, den lille Gljuvrå (Gljúfrá) mod vest, og gennemstrømmede af Tværå (Þverá) og Norderå (Norðrá), hvilke vandløb tilsammen begrænse og danne de tre tunger, hvoraf denne bygd (svejt) består. Af disse åer får Tværå sit største tilløb fra Kjarråen (Kjarrá) eller som den længere nede kaldes Örnudals- (ɔ: Órnólfsdals-) å, der har sit udspring fra søerne og moserne på Tvidægra, hvorpå den i sydvestlig retning gennemstrømmer Kjarradalen (Kjarradalr[26]), en lang smal hededal, der ligger omtrent parallel med Hvitåsiden på den anden side Sidefjældet. Kun den nederste del af dalen er bebot; her ligger syd for åen Sleggjulæk (Sleggjulækr), nær mulen, omtrent i linje med den syd for fjældet stående gård Sidemule — hvilke to gårde forenes ved en over Sidefjældshalsen liggende vej — , og Asbjarnarstad (Ásbjarnarstaðir), der bægge regnes til Stavholtstungerne; nord for åen ligger gården Örnolvsdal (Örnólfsdalr , sædvanlig Örnudalr), der regnes til den oven for Stavholtstungerne liggende bygd Tværåhlid. Ved sin udtrædelse fra Kjarradal optager Kjarrå den fra Tværåhliden kommende Lille Tværå (Litla Þverá), hvorefter den antager navnet Tværå og fortsætter under dette navn sit løb mod sydvest for, som tidligere berørt, at udmunde i Hvitå lige over for Stavholtsø. — Heið. fortæller, at da Bjarne endelig har besluttet sig til sit tog mod Borgfjordingerne, søger han tilslutning hos de omboende og får i alt 18 ledsagere, med hvilke han lægger vejen over Tvidægra, heden, der fra egnene oven for Hvitåsiden og Tværåhlid strækker sig op mod de vestligste dalstrøg (navnlig Midfjordsdalene) i Hv., men som nu sjælden befares på grund af sine mange sumpe og mosedrag, og da snarest, medens frosten endnu er i jorden. Efter at Barde og hans folk havde overnattet på heden — der i følge en i sagaen indskudt bemærkning fik sit navn heraf, i det de altså brugte to halvdøgn (dægr) til at rejse over samme, — ankom de næste dag til Kjarradal[27], hvor alle Sidemændene i følge sagaen havde sætere (som de dog på den tid af året, sent på høsten, havde forladt). Dette stemmer med forholdene fra en senere tid; i Kjarradal — navnet er sædvanlig indskrænket til den ubebyggede del af dalen — havde i følge A. M. adskillige gårde fra Hvitåsiden foruden flere andre (f. eks. Reykholt) hver sit sætersted; og skønt sæterne nu her som sædvanligt er nedlagte, er dog navnene bevarede, og stederne for disse påvises.


Udsigt mod Oks i Hvitåsiden - (W.G. Collingwood, 1897)
Hvad vejen over Tvidægra angår, da ligger denne som anført nu ned langt østligere og forener sig sluttelig med Arnarvatnshedevejen; dog vil man inde i Kjarradal, hvor en lille dal Lambadal (L—dalr)[28] skyder sig op i heden mod nordvest, se spor af gamle ridestier, der antages for tegn på, at en over heden førende vej i ældre tider har haft sit udgangspunkt herfra. Men selv om dette ikke har været tilfældet, er det naturligt, at Barde måtte vælge retningen ned mod Kjarradal som den for hans formål tjænligste. Efter at være ankommen hertil sender han efter sin fosterfaders råd to mænd ud for at spejde, navnlig for at undersøge, om Torgauts sønner, hvem angrebet gjaldt, var, således som man formodede, i færd med at slå den ved gården værende mark Guldtejg (Gullteigr). De to spejdere følger ganske en af Bardes fosterfader forud lagt plan, hvorved den vej, de tager, to gange kommer til omtale i sagaen; først (s. 345—46) hvor Barde af fosterfaderen får anvisning på, hvorledes toget i det hele skal udføres, dernæst (s. 349—50) hvor de to spejderes hændelser berettes. Udtrykkene er på de to steder lidt forskellige, men meningen øjensynlig ganske den samme: De følger fjældvejen uden at besøge nogen gård før syd for åen (ɔ: Hvitå), passerer “Brú” (ekt. er åbenbart at foretrække for flt.; ordet er næppe noget egennavn) og kommer til Hallvardsstad (i Bgf.) i det de på ridtet ned langs med åen, så vel som fra selve gården, har lejlighed til at se over på Guldtejg og bemærke, hvad der foregår; endelig, efter at have talt med bonden på Hallvardsstad, lader de ham vise sig et vad lidt højere oppe på åen og rider så tilbage op på heden. — Fjældvejen, de to spejdere følger, er næppe nogen egenlig vej, meningen er kun, at de rider over Sidefjældet, der i øvrigt skal være temlig uvejsomt, så vidt muligt uden at komme i berøring med bygden, ned til Hvitå. — Sagaens »Bru« (på det ene sted i flt. »til Brúa«) skal vistnok simpelt hen oversættes ved »bro«; og den bro, hvortil spejderne søgte for at komme over Hvitå, var utvivlsomt den tidligere omtalte bro ved Bjarnafoss — uagtet der i ældre tid også må have været en bro over Hvitå noget længere nede. Senere hen (s. 359) berettes nemlig, at der den gang, og længe derefter, var en bro over åen oppe ved Bjarnafoss, og der bemærkes ved samme lejlighed, at strækningen syd for åen da kun var lidet bebygget[29], hvad der også måtte være en fordel for spejderne.


Vadet, som spejderne fra Hallvardsstad skulde søge, lader sig ikke med bestemthed angive; over den langs Hvitåsiden løbende del af Hvitå er nemlig adskillige vad, skønt ingen af dem er gode eller meget benyttede (f. eks. Sámstaðavað). Ved Frodastad, hvor åen synes dyb med stejle bredder, var længe et berømt af biskop Gudmund indviet vad, der endnu kan benyttes; men da Frodastad ligger vestligere end Hallvardsstad, kan der ikke ved denne lejlighed blive tale om dette. Derimod kunde man måske antage, at Stensvad (Steinsvad), som ellers ikke kendes, har været her. Af HÞ. s. 182 — hvor der berettes, at Tunge-Odd, da han bereder sig til angreb på Örnolvsdal, stævner folk til Stensvad, — i forbindelse med Sturl. I, s. 395, hvor Stensvad også omtales, ses det nemlig, at det må have været på dette strøg, omtrent ved Hvitåsidens begyndelse.


Efter at spejderne er komne tilbage, rykker Barde den næste dag nærmere efter at have delt sine folk i tre lige store afdelinger. Den ene blev tilbage øverst oppe ved liens kant; den anden sad oven for skoven — der var nemlig, tilføjer sagaen, den gang megen skov i Hvitåside, således som det da var tilfælde vide her på landet[30] — og så tydelig, hvad der foregik på Gulgtejg. Barde med den tredje afdeling var i skoven og ganske kort fra høstfolkene på Guldtejg (Torgauts tre sønner). Derfra går han med sine fem ledsagere ned mod de tre brødre; de to af brødrene søger at løbe hjem til tungærdet, men den ene indhentes ved dette og dræbes, den tredje broder vender sig ned mod åen og svømmer over denne. — Allerede af Guldtejgs i sagaen angivne beliggenhed i forhold til Hallvardsstad, er det øjensynligt, at Torgauts gård, skønt dens navn ikke nævnes, må være Torgautsstad i Hvitåsiden; dette bliver endnu mere indlysende, hvor efter drabet gårdens nabogårde nævnes, og bekræftes yderligere ved traditionen på selve stedet. Torgautsstad er som tidligere nævnt den tredje gård i Hvitåside; her påvises Guldtejg eller som den nu sædvanlig kaldes i flt. og med en mere ubestemt betegnelse »teigarnir«; disse fjældenge, som man vel snarest må kalde dem, ligger 3—400 fv. vest for gården, lien falder her jævnt af og skråner umiddelbart ned mod åen uden noget mellemliggende underland. Midtpartiet af lien hvælver sig svagt, men dog nok til at være den mest i øjne faldende del af denne for enhver betragter og navnlig de lige over for værende. Dette parti er bevokset med frodigt og godt græs, slås hver sommer og må navnlig, før lien var gennemfuret hist og her af vandløb og på enkelte steder opblæst, have været langt smukkere, men anses dog endnu for værdifuldt land. Oven for tejgerne strækker sig i en bue et gil, som danner grænsen mellem Torgautsstads og Frodastads jorder, hvortil traditionen henlægger Bardes baghold, og hvortil unægtelig denne kløft, der begynder oppe mellem to fjældknuder og derpå strækker sig langs tejgernes rand, uset fra disse, måtte være særdeles egnet. Fra tejgerne til tunet er unægtelig noget langt, men retningen er bestandig jævnt nedadskrånende. Til åen er derimod kun kort; straks øst for tejgerne bøjer imidlertid åen mod syd og lader en større strækning mellem sig og den nederst i lien stående Torgautsstad gård. Ubetydelig østligere end Torgautsstad, der hvor åen efter den lille bueformede bøjning mod syd igen tager omtrent samme retning som før, har syd for åen Hallvardsstad ligget; at tejgerne ses ypperlig fra dette sted er en selvfølge, ligeledes ses langt til begge sider over i Hvitåsiden. Oven for Torgautsstad gård højt oppe på fjældkanten vises Torgauts grav; hvis sagnet er gammelt, må det vel være den ældre Torgaut, gårdens grundlægger, som her er tænkt på. Efter at drabet er begået, sendes nogle kvinder fra gården »ud« til Frodastad og Sidemule — netop de to gårde, der ligger vest for Torgautsstad — for at mælde begivenheden, selv rider derimod mændene frå Torgautsstad til Håvafell, nabogården mod øst, i samme ærende. — Efter fuldført drab drager Barde med sine mænd tilbage ad den vej han kom for at nå et af de to forsvarssteder på Tvidægra, som hans fosterfader havde anvist ham; de siges bægge at ligge i den såkaldte Floe (Flói), det af søer opfyldte parti af heden; det første dannedes af et i en sø udgående smalt næs i den nordligste del af Floen, det andet af et tilsvarende noget bredere næs i den sydligste del af Floen. Barde og hans folk når kun til det sydligste forsvarssted; her bereder de sig til at tage imod de forfølgende Borgfjordinger, og en heftig flere gange fornyet kamp udvikler sig nu, under hvilken adskillige navnlig af Borgfjordingerne falder. Skuepladsen for denne kamp antages at have været ved Hrolvsvatn, (Hrólfsvatn) , der ligger ikke langt oven for og lidt østligere end Lambadal[31]; i denne sø skyder sig fra øst et næs mod nordvest ud i vandet, først smallere, derpå bredere, og dette antager man for at være det i sagaen omtalte forsvarssted. — Efter heldig at have afslået disse angreb benytter Nordlændingerne lejligheden til at trække sig tilbage, da en endnu større hob Borgfjordinger ses at komme syd fra. Den herefter følgende side i membranen er overordenlig dunkel og for største delen ulæselig; dog ses det, at Nordlændingerne ikke er blevne forfulgte. På grund af de utilfredsstillende oplysninger om, hvad der tildrog sig efter kampen, har der imidlertid tidlig uddannet sig en fra sagaen afvigende tradition om disse begivenheder; man sætter forskellige stedsnavne (Morðdisarhæðir) og høje på heden i forbindelse med Hejdarvigene, i det man da lader kampen efter de mange Borgfjordingers ankomst fornyes og brede sig vide over heden[32].


Reykjadalså - (W.G. Collingwood, 1897)
I sagaen omtales det (s. 341), at Bardes fosterfader ved Lyng-Torves hjælp har franarret deres fjender Borgfjordingerne to ypperlige sværd, til dels også for at tilføje dem den hån at bekæmpes med egne våben; det ene sværd tilhørte Torgaut, det andet Torbjörn (se også s. 352)[33]. Denne Torgaut er øjensynlig bonden på Torgautsstad , hvem hovedangrebet gælder, erhvervelsen af våbnene kendes imidlertid kun fra Jon Olavssöns genfortælling af sagaen; i følge hans beretning får Lyng-Torve (her kaldet Narve) kun ét sværd — hvad dog, som selve de anførte citater af den tabte original viser, er fejlagtigt — , i det J. O. lader ham med uforrettet sag forlade Torbjørn for derefter at forsøge sig hos bonden på Sleggjulæk, dennes navn erindrer J. O. ikke nøje, men kalder ham Torolv; navnet skal, som det af den bevarede del af sagaen ses, åbenbart være Torgaut, men ikke alene bondens navn er fejl, Torgaut kan i følge hele sammenhængen i sagaen ikke have bot på Sleggjulæk, men må have hørt hjemme på Torgautsstad. Torbjørn (Brunessen), om hvem der senere i sagaen udførligere tales i anledning af en drøm, han har haft natten før Bardes angreb på Torgautsstad, hvorhen Torbjørn netop samme morgen er ankommen for at arbejde i smedjen der, lader sagaen bo på Veggir (ɔ: Sidemuleveggir); rimeligere er det dog måske at antage, at han, som Ldn. (s. 70) angiver, har bot på gården Stejnar (Steinar) i Stavholtstungerne , hvorimod der af topografiske hensyn intet er at sige, uagtet denne gård unægtelig ligger noget uden for den kreds af gårde, der ellers berøres af de i sagaen fortalte begivenheder. Sagaen nævner nemlig tillige en anden mand, Torljot (Þorljótr), — der svarer til Ldn.s »Ljótr á Veggjum« (s. 69) — som hjemmehørende på Veggir. Sleggjulæk, der i Ldn. (s. 67, 69) synes at fremtræde ikke som gård, men kun som grænseskel, men i sagaen, ligesom nu, som gård, hvor Torljot efter nogles mening skulde høre hjemme, har man i så fald ingen brug for. — Medens Torgautsstad kun i Bdm. nævnes ved navn, i Heid. derimod kun omtales som »Torgauts gård«, forekommer Sidemule udtrykkelig betegnet i bægge disse kilder, øst for gården står kirken i sin kirkegård; på kirkegården vises en overordenlig råt og svagt udhugget ligsten, efter sagnet over en ved sit bryllup i Sidemule dræbt mand; hovedet og brystet kan til nød kendes på stenen, ligeledes et skår, der skal forestille knivstikket i siden, hvorfra blodstrålerne som to lange striber strækker sig ned over stenen[34]. — Drabsmanden skal have reddet sig ved et spring over Kljáfoss (rettere Kláffoss). Navnet på denne foss tyder på, at der en gang må have været anbragt over åen her et af de apparater — en i tværs over strømmen udspændte tove ophængt firkantet kasse (kláfr) — , hvormed man på Island ofte i mangel af broer hjælper sig til personers og mindre genstandes transport over, åer. — Ved fra Sidemule — under hvilket ridt man har udsigt til Hurðarbak lige for sig i fjældskråningen syd for åen — at følge Hvitåens bred, kommer man snart til fossen, der ligger i Sidemuleveggirs land, omtrent lige langt fra denne gård og den vestligere, men nærmere åen liggende gård Brúarreykir[35]. Åen, der allerede under sit løb langs Hvitåsiden har vist sig som en bred, tilsyneladende jævn strøm på 60-100 al., og som stadig ned efter tiltager i bredde og vandmængde — i farve og karakter mindende om Hvitå i Ånæs syssel — , indsnævres her på et enkelt sted, ved at to klippepynter (eller næs), en fra hver side af åen , skyder sig ud imod hinanden , til en bredde af kun 16 al.; gennem denne snævring trænger vandet sig brusende, i det det tillige på grund af den skrånende klippegrund danner en kaskade eller lav foss. Pynterne er længere inde græsgroede, men yderst står kun den nøgne klippe tilbage, lidt højere på den nordlige side end på den sydlige, men på bægge sider temlig lav. Det er på hele denne strækning af Hvitå både op og ned efter det eneste sted, hvor en bro med nogen lethed kan bygges over åen[36], medens denne, der, som omtalt, bestandig bliver bredere, ellers er begrænset på begge sider af høje grusskrænter. Her må utvivlsomt stedet for den i Sturl. omtalte Hvitåbro (Hvítárbrú, Brú), søges. I Sturl. (gl. udg. 6 þ, 36 k.) fortælles det, at, da der i anledning af de stridigheder, der efter Snorres drab opstod mellem Urækja på den ene side, Kolben unge og Gissur på den anden, skal afholdes et forligsmøde, bestemmes der, at mødet skal finde sted ved Hvitåbro. Efter at der har været afholdt et foreløbigt møde her, opholder Urækja sig om natten på Sidemule, Gissur på Hurdarbak, Kolbén i Reykholt; næste dag red alle til broen, Urækja foreslog, at han og Gissur skulde mødes på broen for ved håndslag at bekræfte det foreslåede forlig, men Gissur nægtede at gå ud på den smalle bro. Da forliget ikke på anden måde kan bringes til veje, lader Urækja sig forlede til at gå over broen, hvorefter han øjeblikkelig tages til fange. Dette, at dens smalhed fremhæves, synes også nærmest at tyde på, at det har været en af få bjælker bestående bro — rimeligvis kun indrettet for fodgængere, hestene kunde man jo altid lade svømme over åen — , der har været anlagt, hvor den uden megen kunst eller besvær har kunnet tilvejebringes, som f. eks. netop mellem to fremspringende klipper. Om broen minder nu kun navnet på gården Brúarreykir; denne ligger rigtignok ikke så kort fra fossen, men nærmere åen end Sidemuleveggir, — så at det alligevel kunde folde ret naturligt at betegne denne gård, til forskel fra de mange andre Reykir, ved den nærliggende bro; den lille laug, hvorefter gården bærer navn , ligger endnu noget vestligere [37]. Nabogården mod vest er Kadalstad (Kaðalstaðir); i dens land ses nær ved Hvitå, hvor nu et fårehus har sin plads, tomterne af en ødehjåleje Hellukot; Reykjadalsåens munding ses lidt længere nede (vestligere). I Hellukot er gårdsnavnet Hella bevaret. Hella nævnes oftere i Sturl. i forbindelse med Åmotsvad (Ámótsvad); at vadet har været ved sammenløbet af to åer, ligger i selve navnet, og forholdene viser, at det må have ført over Hvitå, hvor Reykjadalså forener sig med denne. Hella kan dog ikke have ligget aldeles på samme plads som Hellukot, da Hella i Sturl. (II, 124) siges at ligge vest for vadet. Nu er intet vad på hele dette strøg af åen, ja egenlig intet brugeligt før Langholts vadet.


De sidst nævnte gårde, Brúarreykir indbefattet, ligger i Stavholtstungerne, et fladt og fugtigt landskab, bestående af vandfyldte, bløde mosestrækninger, vanskelige at passere undtagen ved vintertid , da en sammenhængende isflade dækker hele lavlandet, hvoraf kun tuerne rage op, men overalt gennemskårne og afbrudte af talrige mørke klippeholt og småhalse. Af de forskellige åer med deres tilløb, som gennemløbe denne bygd, er Norderå altid et betydeligt vandløb, og selv nogle få dages regn er i stand til at forvandle Tværå til noget lignende. Om begge åer gælder det, at de under stærk regn, på grund af deres vidtløftige tilløb fra heder og fjældstrøg, med overraskende hurtighed vokser og stige langt over deres sædvanlige vandstand; alle vadesteder bliver da ubrugelige, og beboerne af de forskellige »tunger« holdes da i kortere eller længere tid i nødtvungen isolation. Det er allerede tidligere omtalt, at hovedtilløbet til Tværå under navn af Kjarrå eller Örnolvsdalså kommer fra Kjarradalen. I den mellem Tværå og Hvitå liggende tunge er foruden de oven nævnte gårde at mærke Nedrenæs (Neðranes eller Nes hit neðra, sål. Eb. s. 96), der ligger på Tværås sydlige (eller østlige) bred ved dennes udløb i Hvitå, — samt Stejnar, der ligeledes ligger nær ved Tværå, men højere oppe, omtrent i linje med Sidemule eller Sidemuleveggir, en mils vej vestligere end disse; gården er tidligere nævnt i anledning af de i Heið. omhandlede begivenheder.


Gill, Gilsbakki - (W.G. Collingwood, 1897)
Til Stavholtstungerne — og altså nærmest til denne del af dem — regnes som anført også de i Kjarradalens nedre fortsættdse syd for åen liggende gårde Sleggjulæk(r) og Asbjarnarstad; navnlig denne sidste kan med fuld ret siges at ligge i oven nævnte dal, og kaldes da også i Laxd. (s. 10) »Ásbjarnarstaðir i Örnólfsdal«. Denne dal, der nu ikke længer bærer det til en enkelt gård indskrænkede navn Örnolvsdal — men hvis nedre beboede del egenlig nu er navnløs , da benævnelsen Kjarradal kun tilkommer dens øvre ubeboede del — , begrænses mod nord (og vest) af en hals, der ikke strækker sig så langt imod vest, som Sidefjældet, men tiltager i højde jo længere man kommer indefter og udformer sig i flere anselige hvælvede fjælde. Set fra halsen viser dalen sig som en ægte hededal, næsten uden dalslette, i det lierne strækker sig helt ned til åen; på den modsatte side begrænses dalen som tidligere anført af Sidefjældet, at sé til som en lang, bred og svær hals. I den øvre del af dalen findes kun ringe lævninger af de kratskove, (kjörr), der har givet den sit navn, også sæterne er forsvundne, og væsenlig kun for laksefangstens skyld besøges den nu om somren af folk fra Gilsbakke. Strækningen fra gården Örnolvsdal ud til mulen, der afslutter dalens begrænsning mod nord, er derimod endnu bevokset med spredt birkekrat; dalen indsnævres her end yderligere ved et kuperet terræn, og åen løber oftest i et dybt leje med stejle og høje klippevægge på bægge sider. Hvad der af dalens nedre del ligger nord for åen regnes til bygden Tværåhlid (Þverárhlíð); her ligger noget højere oppe end Asbjarnarstad, og skrås over for denne, gården Örnolvsdal (eller Örnudal), der skønt allerede flere gange nævnt i det foregående dog må yderligere omtales på grund af den rolle, den spiller i Hþ. I Örnolvsdal boede den rige og højsindede Blundketil, der i følge sagaen ufortjænt indebrændes, efter at det er lykkedes den onde Hønse-Tore ved løgn og svig at få flere af egnens anseteste mænd i ledtog med sig [38]. Om Blundketil siges det i Hþ. (s. 123), at han boede i Örnolvsdal, »det var noget højere oppe, end hvor gården nu står, der var da mange gårde oven for.« Det synes på forhånd ikke rimeligt, at der nogen sinde skulde have været plads til mange gårde i denne dal, og hermed stemmer også ytringen i Heið. (s. 345) om Kjarradalen som kun benyttet til sæterophold; ikke en gang gården Örnolvsdal selv har altid været bebot. I slutningen af det 17de årh. genoptoges i følge A. M. bebyggelsen af denne jord, efter at den i lange tider havde ligget øde og været brugt som sætersted fra Nordtunge; og foruden Örnolvsdal véd A. M. kun at berette om én fordums gård, som i følge traditionen skulde have ligget højere oppe i dalen, i den egenlige Kjarradal. Om minder fra ældre tid kan man i følge det anførte i Örnolvsdal kun have ringe håb; vel påvises noget oven for den nuværende gård og noget højere oppe i lien på en høj tomter, hvor den gamle gård skal have stået, men om disses ælde lader der sig næppe afgøre noget[39].


Fra Örnolvsdal ind i Tværåhliden fører foruden den sædvanlige vej omkring mulen en anden tværs over den adskillende hals til den omtrent lige over for liggende gård Helgavatn, hvor Hønse-Tore boede. Fra halsen har man en fuldstændig udsigt over bygden med dens nærmeste omgivelser. Lige for sig har man den ikke uanselige hals Grjótháls, der skiller Tværåhliden fra Norderådalen og hvis sydlige affald har givet bygden navn; længer mod nord oppe ved hedens begyndelse bøjer den sig sammen med Örnolvsdalshalsen (»brúnin« som den kaldes); lavlandet mellem disse gennemstrømmes af Litla Þverá, indtil denne neden for mulen løber sammen med Örnolvsdalså , hvorved en jævn skovgrot tange dannes, der har givet den her liggende gård Nordtunge (Norðtúnga, Hþ.: Norðrtúnga) navn. Efter at have passeret den temlig stejle hals er man endnu adskilt fra gården Helgavatn ved et lille klippestrøg, der går parallelt med halsen; den mellemliggende strækning består til højre af bakket, græsklædt land, der strækker sig op mod gården Hamrar, til venstre optages næsten hele mellemrummet mellem højdedragene af en lille mørk sø, det er det »vatn«, hvorefter gården Helgavatn er bleven benævnt. Hþ. beretter (s. 124 — 25), at gården hed »at Vatni«, da Tore købte den, og at den først fik navnet Helgavatn efter Arngrim godes søn Helge, som Tore opfostrede; Ldn. derimod lader (s. 68 — 69) gården have dette navn, da Arngrims fader Helge boede her, og det er vel også rimeligst, at den er opkaldt efter ham [40]. Hþ. fortæller (s. 168, 175 ffg.), at efter sagsanlæggelsen efter mordbranden forsvinder Hønse-Tore fra bygden selv tolvte og lægger sig i baghold for Herstén; en bonde, der er i forståelse med Tore, kommer til Herstén i Örnolvsdal og beder ham følge sig til sin syge ko; de følger vejen til skoven, hvor der lå en stejl vej i snoninger med skov på bægge sider, men i det han passerer denne, standser han pludselig, i det han opdager bevæbnede mænd i skoven, — hvorefter Tore og hans mænd overraskes og dræbes. Denne begivenhed henlagdes nu (af bonden på Helgavatn) til den ned fra Örnolvsdalshals førende sti, men vel kun i følge gisning. Nordsiden af halsen og det neden for liggende land, hvor man rigtignok nu kun ser enkelte kviste, skulde have været bedækket med skov, hvad der kan have været rimeligt nok; Ldn. fortæller i det mindste (s. 68), at de øvre strækninger mellem Kjarrå og Tværå (ɔ: Lille Tværå) oprindelig var så overgroede med småskov, at man ikke kunde bebygge dem. Bonden, der lokkede Herstén med sig, skulde — efter hvad der nu fortælles — være bonden fra Hamrar, og bagholdet skulde så have fundet sted i det den gang skovgroede bølgeformige land under halsen. Dog lader det sig næppe nægte, at man vilde kunne finde lige så hensigtsmæssige steder for et baghold hinsides halsen, f. eks. i det kuperede terræn syd for Örnolvsdal ud mod dalmundingen. — Neden for Helgavatn er jordsmonnet endnu klippefuldt og ujævnt, til man når længere ned i tungen mellem Tværå og Omolvsdalså, hvor det flade land breder sig syd og vest for mulen; her ligger Nordtunge i den nederste skovlese del af tungen ved den nordlige bred af Ornolvsdalså, som oven for gården deler sig i en mængde arme, hvad der giver anledning til en rig og let laksefangst ved denne gård. I Nordtunge boede som bemærket en af hovedpersonerne i Hþ., Arngrim gode. Efter Arngrims titel kunde man vente, at der til gården i sin tid havde hørt et hov; måske bevæget herved har man gættet på, at nogle kredsrunde tomter i tunets sydvestlige hjørne skulde være lævninger af et sådant [41]. Oven for Nordtunge strækker sig skov tværs over hele tungen, det er en af de betydeligere på Island, buskene — egenlige stammer ses ikke her — er på sine steder af mere end mandshøjde og står hist og her så tæt, at man ved sommertid kun med vanskelighed kan trænge igennem, og, som overalt, hvor der er buskvækst på Island, oplivet af droslernes (turdus iliacus) færden og sang. Mange steder findes dog åbne pletter i skoven, og her, ligesom også hvor skrænter eller jordskred lader grunden træde frem, viser underlaget sig at bestå af et tæt lag af små rullesten , som dem man finder ved vandløb og søer uden forbindende ler eller muld, så at det må synes vidunderligt, at træer nogen sinde har kunnet fæste rod i et sådant jordsmon. Hinsides den tungen mod nord (eller vest) begrænsende Lille Tværå strækker sig den egenlige Tværå li (Tværåhlid), et smukt lille landskab, hvor bygden består af en række gårde i halsens nedre brede, jævntskrånende parti, der i sjælden afveksling frembyder dalstrøg og jævnere flader, skjulte mellem klippestrøg og fjældknuder, det hele oplivet ved en frodig græs- og birkekratvækst.


Over Grjothals fører fra Tværåhlid flere veje til den nord for liggende Norderådal (Norðrárdalr), en lang, smal, af fjælde omgiven dal, der strækker sig langt op i den nord for liggende hede, og som mod nordvest udsender flere sidedale. Heden nord for Norderådalen er Holtavörduhede(Holtavörðuheiði, ældre -heiðr ɔ: Holtevardehede) , der ligger imellem Hrutafjorden og Norderådalen, og som er den eneste af de mellem Nord- og Sydlandet liggende fjældheder, der anses for farbar ved vintertid. Vejen over denne er nemlig både betydelig kortere end over de andre, næppe mere end 5-6 timers ridt, heden selv forholdsvis jævn og ikke meget højtliggende. Den herover førende vej har derfor overordenlig betydning for postforbindelsen og samkvæmmet overhovedet mellem Nord- og Sydlandet (rejsen ad denne kaldes »bygderejsen« i modsætning til »fjældrejsen« over de større østligere heder — at »fara sveitir« modsat at »fara fjöll«). Udsigten til begge sider fra hedevejen er over vidtstrakte, svagt bølgeformige flader; kun imod vest begrænses udsigten længere borte af højere fjælde; heden selv er opfyldt med tuer og sten, dog ikke uden lyng- og græsvækst[42]. Omtrent midt på heden, hvor den er højest og hvor vandskellet er, ligger en langagtig lille sø, Holtavörðuvatn, omgivet af flere mindre damme og pytter; fra denne har den Norderådalen gennemstrømmende Norderå sit udspring og løber ud fra søen i mange bugtninger og derpå mod syd gennem dalsænkningen, der allerede her begynder at danne sig[43]. Vejen følger bestandig åen, et forfaldent »sælehus« passeres, dalens bøjninger lader ofte formode, at man befinder sig ved indtrædelsen i en ny dal, men altid med urette. Den første gård, man træffer på, er Forne Hvamm (Forni Hvammr ɔ: Gamle Hvamm), den øverste af Norderådalens gårde, tillige en art beværtningssted, om end af laveste art; gården er først i de senere år bleven genopbygget efter i lang tid at have ligget øde, — som en gammel ødejord, hvis bebyggelse forgæves påny var bleven forsøgt, omtales den allerede i A. M.; senere stod her en tid lang et sælehus. — Fra Forne Hvamm er der endnu et par timers vej til præstegården Hvamm (Hvammr), der ligger sydvest for Forne Hvamm, ligesom denne vest for åen. Om et tingsted på Hvamm vides ellers intet, men det Hvammslejd (Hvammsleið), der omtales i Bdm. (F. s. 41, C. s. 17), kan næppe have været andensteds end her [44]. Vest for Hvamm hæver sig det ejendommelige fjæld Baula, en slank kegle, øverst oppe svagt krogbøjet, der ses i en vid omkreds fra de neden for liggende lavere egne; i E. O. er fjældet særlig omtalt på grund af en søjleformet stenart, helt forskellig fra basalt — skal være basaltformet trachyt — , som findes her, og som særdeles egner sig til forarbejdelse (til gravstene m. m.) [45]. Noget oven for skærer sig den smalle Sanddal(r) ind mellem fjældene; oven for de nu bestående gårde i denne dal påvises stedet for flere ødegårde; blandt disse er dog ikke den i Hallfr. nævnte Ottarsstad (Óttarsstaðir), hvis beliggenhed næppe nu kendes; på Ottarsstad i Norderådal boede Halfred vandrådeskjalds fader Ottar en tid lang, efter at han havde måttet forlade Vatnsdalen (Hv.), og senere bosætter Halfreds sön af samme navn sig her[46]. En mils vej længere nede, omtrent midtvejs i dalen skærer en anden smal dal, Bjarnadal(r), sig i samme retning ind mellem fjældene, der adskiller Myre syssel fra Dala syssel, så at den kun ved en smal hals, den såkaldte Brattabrekka, er skilt fra en tilsvarende dal, Sökkolvsdalen, i Dala syssel; gennem Bjarnadalen over Brattabrekka ligger en temlig benyttet vej Brattebrekkevejen. Af gårde vest for åen kan endnu mærkes Hvassafell[47] og, sydligst i dalen, Hreduvatn (Hreduvatn), hvor Hvalfred vandrådeskjald og hans broder Galte efter faderens død er bosatte (Hallfr. s. 109). Hredavatn, som gården nu benævnes, er i de sidste år bleven særdeles omtalt på Island i anledning af et stenkulslag, som man mener at have fundet i et fjæld oven for gården; det herværende lag er imidlertid allerede beskrevet i E. O. (s. 150 ffg.) og anses dér for at bestå af den på Island oftere forekommende brunkulsmasse surtarbrand. Øst for åen ligger omtrent midtvejs i Norderådal gården Skarðshamrar (ÞH. s. 18).


Mosestrækning - (Bayard Taylor, 1825-1878)
Efter at være udtrådt af Norderådalen fortsætter Norderå sit løb gennem Stavholtstungerne mod syd, indtil den falder ud i Hvitåen. I den mellem Norderå og Tværå liggende midtunge er ikke mange gårde af historisk betydning; oven til i hreppen[48] ligger ud imod Norderå Arnarholt (HGrk. s. 4); længere nede, knap 1 mil fra åens munding, ligger præstegården Stavholt (Stafholt, ældre: Stafaholt) på et ikke højt, men forholdsvis stejlt klippeholt, det såkaldte Stavholtskastel (Stafholtskastali), tæt under hvilket Norderå løber. I klippeskrænten ud mod åen findes også her surtarbrand, men kun som smalle skiferagtige lag i klippemassen, der består af en art palagonit, en gulagtig skør masse, der lader sig smulre som grusblandet ler; ved foden af klippen, hvor lagene er størst, når de omtrent et kvarter i tykkelse, men ikke en gang i selve Stavholt har man haft gavn af denne masse, da den ikke vil brænde i lue, men kun ligesom komme i glød eller svides. På Stavholt boede i følge Eg. (s. 215) godordsmanden Ejnar; ellers er gården mest bekendt fra Sturlungetiden; da tilhørte gården den herværende kirke, men bestyredes alligevel som sædvanlig på Island af verdslige høvdinger. Her boede en tid lang Olav hvitaskjald, og under et besøg her overfaldes og fanges Torgils skarde af Ravn Oddssön og Olavs broder Sturla Tordssön (1252)[49].


På hele sit løb gennem Stavholtstungerne er Norderå af betydelig bredde, uden stærk strøm, men med en ikke ringe vandmængde. Over åen fører kun få vadesteder. Foruden det almindeligst benyttede i hreppens øvre del findes et, det såkaldte Hólmavað, noget oven for Stavholt (mellem Sólheimatunga og Haugar), hvor der ude i åen dannes en flad holm eller øre, men hvis brugbarhed dog forringes ved dyndet og usikker bund (sandbleyta). Dette vadested er måske det i ældre kilder (HÞ., Eb., Laxd.) oftere omtalte Eyja- eller Eyjarvað, der i følge HÞ. (s. 169) lå oven for Stavholt.


For besejlingen frembyder Norderå større fordele end de fleste andre vandløb på Island; til Stavholt kan store islandske skibe (tiårede både) gå op, og selv flere af de højere oppe liggende gårde er tilgængelige for mindre skibe og både. Om Torgejr Håvarssön siges der i Fbr., at han jævnlig landede i Floe (Flói) i Norderå (hvor der var en meget brugt havn — »skipahöfn tíð«) og satte skibet op der om vinteren, vest for åen, »på det sted, som nu hedder Torgejrshrov (Þorgeirshróf ɔ: Torgejrs skibsskur), det er sønden for det holt, som hedder Smedjeholt (Smidjuholt)« [50]. På et af de steder, hvor sagaens første recension meddeler en sådan landing af Torgejr i Norderå og skibsopsætning i Torgejrshrov, beretter imidlertid den anden recension (II), at han »sejlede op i Hvitå og siden op i Gljuvrå (Fbr. s. 40, sml. II, 65). Navnet Floe har utvivlsomt særlig tilkommet det nederste flade land mellem Norderå og Hvitå; navnet på den yderste gård her, Flóðatángi, skrives i A. M. Flóatángi[51]. Imidlertid synes dog navnet også at have omfattet den nærmeste strækning vest for Norderå; her må nemlig Torgejrshrov og Smedjeholt, hvis navne nu næppe kendes længer, være at søge. Da Gljuvrå, der vest fra falder i Norderå umiddelbart før dennes udløb i Hvitå, ved sin munding danner en lille bredning (»hóp«), der vel er tilgængelig for islandske skibe, kan man måske antage, at sagaens anden recension, hvor der er tale om Torgejrs sejlads op i Gljuvrå, blot med andre ord beretter det samme som den første, så altså i følge dette sted Torgejrs skibsopsætning kan have fundet sted i Torgejrshrov, der i så fald tillige med Smedjeholt må have ligget nær ved Gljuvråens munding.


Vest for Norderå, mellem denne å og Gljuvrå, ligger den tredje og vestligste af de Stavholtstungehreppen udgørende tunger. Tungens vestlige begrænsning Gljuvrå er egenlig en arm af den langt betydeligere Langå (Lángá), der i sit nedre løb danner grænsen mellem de to påfølgende hrepper Borgarhrepp og Alvtanæshrepp; oven for bygden skiller den sig fra denne å, løber først i sydøstlig derpå i sydlig retning, efterhånden omtrent parallelt med Norderå, for tilsidst at falde ud i denne å ved dens munding. Den mellemliggende tunge er som følge heraf meget smal i hele sin nedre del, højere oppe udvider den sig noget, og når sin største bredde tæt oppe under fjældene, som begrænser den mod nord. Disse fjælde danner en del af det sammenhængende højland, som adskiller Myre og Dala syssel; inde mellem fjældene, i fortsættelse af grænselinjen mellem Stavholtstungerne og Borgarhrepp, findes en græsrig, men ubebot dal Langavatnsdal (Lángavatnsdalr; nu vistnok — men næppe oprindelig — oftest Lángivatnsdalr, sål. A. M.). Dens nederste del er næsten helt optaget af en langstrakt sø Lángavatn, fra hvilken den imod sydvest løbende Langå har sit udspring.


Af gårdene i den her omhandlede del af Stavholtstungerne kan mærkes følgende. Ved Norderå, en fjærdingvej oven for den omtrent over for Stavholt liggende gård Sólheimatúnga, ligger Haugar; oprindelig hed gården Sigmundarstad (Sigmundarstaðir. Eg. s. 59) efter dens første beboer Sigmund, en af de mænd, som Skallagrim holdt »oppe ved laksåerne« for fiskefangstens skyld. Efter samme mand, siger sagaen, bærer også Sigmundarnes — næsset, der skyder sig ud i Norderå oven for Sólheimatúnga — navn. Fra Haugar flyttede Sigmund for laksefangstens skyld til Munadarnæs (Munaðarnes), nu nabogården mod øst, ligeledes ved Norderå. De tre nordvestligste gårde i hreppen, oppe under fjældene, er Grísatúnga, Múlakot og Stapasel; vestligst af disse ligger Grisatunga, kort nord for Gljuvrå, som her efter at være kommen ned fra højlandet antager en sydlig retning. Øst for Grisatunga ligger Mulakot, under en mule, der mod øst begrænser indgangen til Langavatnsdal, og som nu benævnes Mulakotsmule, oprindelig naturligvis kun Mule. Syd for Mulakot ligger Stapasel; i denne gårds land ligger en skovgrot strækning Sauðhústúnga, der angives (og vistnok med rette) at være Eg.'s Einbúanes. Eg. (s. 59) fortæller, at Skallagrim satte Odd eneboer ved Gljuvrå for at passe laksefangsten dér; Odd boede under Einbúabrekkur (ɔ: Eneboerskrænter), efter ham er Einbuanes benævnt. Navnet på Odds bopæl er endnu bevaret i formen Einbúabrekka, det således benævnte sted ligger neden til i Sauðhústúnga ikke langt fra Gljuvrå. Oppe under fjældet, siger Eg. s. 59, lod Skallagrim bygge en gård, hvor han havde sine får; denne gård bestyrede Gris, efter hvem Grisartunge (Grísartúnga) er benævnt. Denne gård er naturligvis den samme som den nys nævnte Grísatúnga. Senere, hen i sagaen (s. 221) fortælles det, at Skallagrims sønnesøn Torsten Egilsson lod bygge et gærde, formodenlig for fårenes skyld, tværs over Grisartunge mellem Langavatn og Gljuvrå. Denne tunge, hvorefter gården har taget navn, må være den mellem Langå og Gljuvrå indesluttede strækning, der nu (som tilhørende Stavholts kirke) kaldes Staðartúnga. Det af Torsten byggede gærde synes at have haft en betydelig udstrækning, da det vel må have gået uden om det mellem Langå og Gljuvrå liggende fjæld Staðarhnúkr. — Adgangen til Langavatnsdal syd fra sker gennem en smal dal Grimsdal (Grímsdalr), der skærer sig ind mellem Stadarhnuk mod vest og Mulakotsmule mod øst; det er denne dal, der omtales i Laxd. (s. 146), hvor der fortælles om en mand Eldgrim, der boede i Borgefjord på gården Eldgrimsstad (Eldgrímsstaðir), i den dal, der »skærer sig vester i fjældene mellem Mule (Múli ɔ: Mulakotsmule) og Grisartunge (ɔ: Staðartúnga), den er nu kaldet Grimsdal.« I dalen skal ses tomter efter en tidligere bebyggelse. I følge Ldn. (s. 71) anviste Skallagrim en af sine frigivne ved navn Grim Grimsdal til beboelse.


Langavatnsdal (der i følge sognebeskrivelsen i sin tid skal have hørt til Stavholt sogn) har nu i lange tider ligget øde; oprindelig har dog dens øvre del været bebygget. Allerede Ldn. (s. 71) omtaler en landnamsmand, og i A. M. berettes, at, efter hvad der almindelig fortælles, skal der i denne dal have holdt sig en lille bygd indtil den store pest ved år 1400; om gårdenes antal var der forskellige meninger, navnene på tre gårde kendtes: Borg, hvor der skulde have været en kirke, Vatnsendi og Hafrstaðir; for de to førstes vedkommende påvistes endnu tomterne. Om bebyggelsen af Langavatnsdal virkelig har varet lige til c. 1400, kunde efter de ældre kilders angivelser synes noget tvivlsomt. Oftere omtales nemlig dalen som avret. I følge en måldage for Stadarhrauns kirke, der i Dipl. isl. henføres til c. 1185, ejer kirken således »avret i Langavatnsdal for alle nød, men må ikke låne andre den«; den indskrænkende bestemmelse kunde dog måske tyde på, at dalen endnu den gang til dels var bebygget. I Gunl. (s. 212 — 13) fortælles, at Torsten Egilssön rider med Gunnlaug op til sine heste i Langavatnsdal til sæteret Torgilsstad (Þorgilsstaðir), hvor hestene var. Efter dette sted skulde man snarest antage, at dalen i al fald på sagaens tilblivelsestid var ubebygget, hvorimod sæterets navn vidner om en tidligere bebyggelse. — En bemærkning i BH. (s. 59) om, at huskarlene fra en gård i den vestligere Hitardal var farne til fåresamlingerne (til rétta) i Langavatnsdal er også mistænkelig. — Imidlertid er der (se Dipl. isl. I, 595 — 96) en vis sandsynlighed for, at gården Havrstad i Langavatnsdal har bestået ved midten af det 13de årh. og endnu senere; man kan derfor måske antage, at forholdet har været ligesom endnu i Hitardal, der på engang er en bebot dal og en avret [52].


I den nyere tid har man gjort et par mislykkede forsøg på at rejse en gård i Langavatnsdal; en genoptagelse af bebyggelsen frarådes på grund af stedets høje beliggenhed, men i virkeligheden frygtes den meget af de neden for liggende bygder (fornemmelig Borgarhrepp), da det herved vilde gå ud over deres vigtigste avret.


Gennem Langavatnsdal fører en vej til Hördudal i Dala syssel, fra hvis inderste forgreninger Langavatnsdal kun er adskilt ved et smalt fjæld, over hvilket vejen ligger gennem det såkaldte Sopandaskard (Sópandaskarð), som Laxd. (s. 268) utvivlsomt fejlagtig benævner Sofandaskard.


Øst for Gljuvrå, mellem denne å og Langå, strækker sig Borgarhrepp, der tillige med de to følgende fra gammel tid sammenfattes under benævnelsen Myrerne (Mýrar ɔ: Moserne), og som har givet Myre syssel, hvis større halvdel de udgør, sit navn. I Borgarhreppen havde Myremændenes berømte familie hjemme; sydligst i hreppen stod deres hovedgård Borg, og uagtet stamfaderen for denne familie, Skallagrim, tilegnede sig hele Myre syssel og Borgefjords syssel til Havnarfjældene som sit landnam, gjorde hans umiddelbare indflydelse sig nærmest kun gældende i denne og de tilgrænsende bygder. Ikke alene i Borgarhreppen var oprindelig så godt som enhver gård bebot af hans tilhængere og undergivne, men vi har også lejlighedsvis hørt, hvorledes han grundede gårde i de tilgrænsende dele af Stavholtstungerne, og Eg. (s. 58) fortæller udtrykkelig, hvorledes han og hans følge gav de herværende vandløb navn, Norderå og Tværå af deres retning, og Gljuvrå, fordi den sås gennem stejle kløfter bryde sig sin vej ned mod Norderå.


Den ejendommelige beskaffenhed af lavlandet i Stavholtstungerne når i Myresvejterne en endnu større udvikling. Helt op under fjældene optages disse bygder af bundløse moser; i Borgarhreppen hæver sig vel endnu talrige holt mellem de forskellige mosedrag, men de fleste kun små og »borg«formige, de storre klippestrøg eller halse er forsvundne; på eller ved foden af disse er i reglen gårdene byggede, for største delen vidt spredte fra hinanden. I øvrigt vokser så vel ved holtene som i mosen temlig rigelig et spredt birkekrat, der bidrager til at oplive landskabet, og som gør det forståeligt, at egnens skovrigdom ved landets bebyggelse i kilderne fremhæves. Alle tre bygder har fra arildstid været berygtede for deres forfærdelige veje, og indtil den sidste tid var det egenlig kun kystranden, de større åers bredder eller den nærmeste strækning under fjældene, der kunde befares til hest; nu er der dog også, i al fald for Borgarhrepps vedkommende, lagt en forsvarlig vej tværs gennem hreppen; men ve den fremmede, der uden kyndigt følgeskab vil vove sig hjem til de forskellige i lavlandet omkring-spredte gårde, en sådan vil ufejlbarlig i de ni tilfælde af ti blive stikkende i hængedynd. Til de mere tørre egne i Borgarhreppen hører den nordøstlige del langs Gljuvrå; denne å træder ned i det helt flade land omtrent ved Svignaskard (Svignaskarð), høvdingen Torkil trevils hjem (HÞ., Laxd.), en gård, der ligger omtrent over for Solhejmatunga i skråningen af et højdedrag, så den tydelig ses fra Stavholtstungerne; langs åen ligger en af hovedvejene gennem syslet vester på, tillige en af de smukkeste i disse egne, så længe den følger Gljuvrå i dens øvre løb, bugtende sig mellem kratbevoksede bratte småkletter og holt. Nordøstligst i hreppen ikke langt fra Gljuvrå ligger en gård Tandrasel tæt op under fjældene; mod nordvest har gården bag ved sig en til dels kratbevokset lille fjældgruppe, de såkaldte Muler (Múlar), der fylder hjørnet mellem Langå og Gljuvrå, vest for disse strækker sig i øvrigt andre særskilt benævnte »muler«, den ene tæt ved siden af den anden, der danner en smuk modsætning til det neden for liggende lave land og er synlige langt borte fra, fra største delen af Borgefjords syssel. Til Tandraselsmulerne slutter sig — kun skilte ved den lille Gljuvrå og tilsyneladende umiddelbart — fjældene nord for åen, så at de tilsammen i en halvbue begrænse udsigten mod nord. Tandrasel har hidtil været bekendt af et surtarbrandslag, der findes her i nærheden (se E. O. s. 150), men tillige findes ved denne gård lævninger af ikke ringe antikvarisk interesse. Kort nordøst for gården ligger umiddelbart ved Gljuvrå en lav banke Tinghol (Þínghóll); tæt oven for kommer Gljuvrå gennem en større kløft frem fra fjældene og snor sig derpå i østlig og sydlig retning forbi holtet, mod nord begrænset af Grisatungefjældene. I holtet vises lævningerne af flere tingboder. Midt i holtet ses spor til en meget stor, men utydelig og til dels kun ved de fremstående grundstene kendelig tomt (måske opr. omtr. 30 fv. lang og 4-5 fv. bred), mærkelige er en række røde pletter langs uden for den østre langvæg (tørveaskepletter?). Noget sydvest for denne står den tydeligste tomt (7 X 4 fv.), ligeledes aflang-firkantet, og som den nys omtalte vendende i syd og nord; døren synes at have været på den nordlige endevæg. Tæt syd for denne sidste og i linje med denne ses spor til en tredje tomt omtrent af samme størrelse; og i det nordvestligste hjørne af holtet kan måske endnu påpeges spor til en eller to andre tomter. I øvrigt udmærkes holtet ved en større »rett« med dilke, da hreppens samtlige får hvert efterår sorteres her; og opbygningen af oven nævnte fold har kun været til liden både for de herværende tomter. Omtrent øst for den først omtalte bod findes midt på holtets østlige affald ud imod Gljuvrå en smuk grønklædt skrænt eller indsænkning kaldet Tingbrekke (Þíngbrekka); hvis navnet virkelig har holdt sig fra oldtiden, er det ganske mærkeligt og måske enestående. Fra holtet og især fra tingbrekken ser man langt ned mod Gljuvrå [53].


Skardsheden - (W.G. Collingwood, 1897)
Tinghol, skønt dette navn ikke forekommer i nogen saga, har en tid været stedet for det for Borgefjorden fælles ting — det senere Tværåting —; som sådant har der allerede flere gange i det foregående været hentydet til dette sted, og disse her afholdte ting er det, som det skylder sit navn. Det afgørende sted for dets benyttelse som tingsted for en hel tingkreds forekommer i Eg. (85de kap., særl. s. 215-17), hvor det vårting beskrives, som holdtes, da Stejnar fra Ånabrekka rejste fredløshedssag mod Torsten Egilssön i anledning af nogle trælles drab. Til dette ting søger høvdinger siåvel fra egnene syd for Hvitå som fra strækningen vest (nord) for denne (Tunge-Odd fra Reykholtsdalen lige så vel som godordsmanden Ejnar fra Stavholt). På tinget omtales adskillige boder og tingbrekken, hvor folk forhandlede deres sager, rettede forespørgsler o. d. l., og som i det hele spillede en lignende rolle som lovbjærget på altinget; til dels synes man endog at have haft faste siddepladser her. Torsten rådede mest for tingets forretningsorden, ti således, siges der, havde det været, medens hans fader Egil havde godordet. — Hvor tinget holdtes , fremgår ganske tydelig af sagaens beskrivelse. Torsten havde, foruden de sædvanlige boder, ladet bygge en meget stor, som det senere viste sig, for hans gamle fader Egil Skallagrimssön, der den gang allerede var flyttet til Mosfell i Mosfellssvejt (Kj.), men som nu havde samlet en mægtig flok for at komme sin søn til hjælp på tinget. Medens forhandlingerne står på, ser nu folk fra tinget, at en flok mænd med blinkende skjolde red neden fra langs Gljuvrå; det var Egil med følge, der red op på tinget og tog den store bod i besiddelse. Senere, efter at Egil og Torsten med flokken har taget plads i tingbrekken, »hvor de plejede at sidde«, afgør Egil sagen efter sit hoved. — Det kan næppe betvivles, at det er samme tingsted, der tænkes på, hvor sagaen kort efter (s. 221-22) beretter om en advarsel angående et truende overfald, som Torsten modtager, da han på hjemvejen fra Grisartunge, hvor han havde beset det store under bygning værende gærde, kom lige over for tingstedet (gegnt Þingstöð). Derimod er det tilsyneladende vanskeligere at bringe en beretning i Gunl. (s. 193), hvorefter Borgfjordingernes tingsted på Torstens tid var under Valfell, i overensstemmelse med Eg.'s beretning om tingstedets beliggenhed; dog bliver der næppe andet for end at antage, at også denne saga ved Borgefjordstingstedet tænker på Tinghol. Gunl. beretter, at Torsten Egilssön og den norske skibsherre (styresmand) Bergfinn om foråret en gang rider sammen »op under Valfell, der var da Borgfjordingernes tingsted«, og Torstens bod trængte til udbedring; da de kommer »op under Valfell til den gård, der hedder at Grenjum«, får de Torstens der boende fæster med sig, og de begiver sig nu til bodtomterne for at udbedre disse. Hvad der ved dette sted gør vanskelighed, er dels, at navnet Valfell intet steds genfindes, dels — og navnlig — , at gården Grenjar ligger, vel oppe under fjældene, men hinsides (vest for) Langå. I og for sig må det synes besynderligt, at det for hele Borgefjord fælles tingsted har ligget vest for Langå, ubelejligt for mængden af de besøgende og for de fleste af de større høvdinger, dobbelt urimeligt, at det på Torsten Egilssöns tid skulde være flyttet derhen fra det langt bekvemmere sted oppe under mulerne ved Gljuvrå; ved Grenjar tyder ligeledes hverken tradition eller tomter på en tidligere tilværelse af et tingsted. Afgørende for spørgsmålet bliver imidlertid Bdm.'s omtale af Valfell, hvoraf det ses, at dette sted ikke har ligget vest for Langå. Begge sagaens recensioner berette med noget forskellige ord (F. s. 41, C. s. 17), at Hermund på vejen fra Hvamm til Borg passerer langs med Valfell[54]; dette bliver let forståeligt, hvis det »Borgfjordingernes tingsted«, der i følge Gunl. var »oppe under Valfell«, var Tinghol ved Gljuvrå, uforståeligt, hvis Valfell og Borgefjordstingstedet overensstemmende med den bogstavelige forståelse af Gunl.’s beretning forlægges til hinsides Langå. Den mest tilfredsstillende forklaring fås sikkert ved at antage, at Torsten med Bergfinn først er redet hjemme fra over Langå til Grenjar for at hente sin fæster for at benytte ham ved udbedringen af tingboderne, derefter mod fæsteren tilbage over Langå, langs Mulerne, til han kom til tingstedet under Valfell, men at sagaskriveren, formodenlig på grund af utilstrækkelig kendskab til lokaliteternes indbyrdes beliggenhed, under sin gengivelse er kommen til at gøre beretningen uklar [55].


Vejen, som langs med Gljuvrå forer tæt forbi Tinghol, følger fremdeles åen; lidt højere oppe fører den nord over denne og fortsætter sig mod vest — under Grisatungefjældet (ɔ: Stadarhnuk), over Langå og derpå videre ned til den nordligste del af Hraunhreppen — som en fjældvej, Skardshedevejen, der dog hverken er lang eller besværlig. Sit navn skylder den fjældstrøget, hvorigennem den fører, den såkaldte Vestre Skardshede, der dog kun har lidet til fælles med den langt anseligere søndre hede af samme navn (Bgf.); vejens hele længde er et par mil, og på hele strækningen ligger den i en dalsænkning mellem mulerne nord og syd for; dog har vejen ikke ringe betydning som forbindelsesled mellem den østlige og vestlige del af disse uvejsomme bygder [56].


Blandt de i sagaliteraturen omtalte gårde i Borgarhrepp er Svignaskard allerede nævnt. Sydøstligst i hreppen ligger Ferjubakke (Ferjubakki), fra hvilken, som navnet antyder, overfart fra gammel tid har fundet sted, nemlig til det omtrent lige over for; hinsides Hvitå, liggende Hvitåvold; nu foretages færgningen sædvanlig fra den vest for liggende hjåleje Ferjukot, der dog i følge A. M. først bebyggedes i slutningen af det 17de årh.[57]. Ferjubakke nævnes i den af Jon Olavssön gengivne første del af Heið. (s. 293) og er der fejlagtig angivet at ligge syd for Hvitå; bonden her er kommen i strid med bonden på nabogården angående hestegræsning. Nabogården til Ferjubakke kan næppe have været nogen anden end Ölvaldsstad (Ölvaldsstaðir), der ligger vest for først nævnte ved udløbet af Guvå (Gufá). Til gården må tidligere have hørt skov, som det ses af Eg.; på det sted i sagaen, hvor gården nævnes (s. 222), anføres det nemlig, at bonden var til vedhugst i skoven. Åen Guvå, ved hvis østlige bred Ölvaldsstad ligger, har sit udspring fra en lille sø i en af de såkaldte muler og løber derfra mod syd ud i den indre del af Borgefjord. Åen er i sig selv ikke betydelig, men udmærker sig ved sin brede, dybe og strømfri munding, der strækker sig omtrent en fjærdingvej op fra fjorden (ɔ: så langt er virkningen af ebbe og flod kendelig), og som på hele denne strækning er vel tilgængelig for store islandske skibe (ɔ: tiårede både), ja ved flodtid kunde vel endog større (virkelige) skibe føres op i den. Vi ser også, at i oldtiden var her et meget benyttet landingssted for havskibe. Straks ved Kveldulvs og Skallagrims udvandring til Island førte Grim den håleyske den undervejs afdøde Kveldulvs skib op i Guvåens munding og op ad åen så langt det kunde komme (Eg. s. 56); og at Guvåos (Gufáróss) var et stadigt overvintringssted for de mellem Island og Norge gående skibe, lærer vi af mange sagaer (Gunl., BH., Laxd., Krstn.).


Af gårdene øst for Guvå kan endnu nævnes Arnakot - ligeledes tæt ved åen, men betydelig højere oppe end Ölvaldsstad — , da den i almindelighed antages for at være den i Ldn. (s. 72) nævnte gård Raudabjarnarstad[58], endvidere Eskeholt (Eskiholt) øst for Arnakot, Galtarholt nordøst for samme, og endelig den nordligste gård ved Guvå, nærmest Mulerne, Valbjarnarvold (Valbjarnarvellir, Eb. s. 96)[59].


På begge sider af Guvåens munding ligger jævne frodige enge, af hvilke strækningen vest for åen, der i henseende til brugsretten er delt mellem forskellige gårde, bærer navnet Guvufit (Gufufit, Fbr. også flt. Gufufitjar). Guvufit omtales i Fbr. (s. 43, sml. 67) som anledning til en strid mellem Torsten Egilssön og engenes ejer, en i Alvtanæshrepp hjemmehørende bonde. — Endnu et stedsnavn ved Guvå fortjæner omtale, nemlig det i Eg. (s. 192) nævnte Guvuskålar (Gufuskálar), hvor Ketil guva boede en vinter. Disse Guvuskålar, der vel må have ligget ved åmundingen, kendes nu ikke, måske det sted, hvor de har stået, hører til den af søen afbrudte del af Guvufit.


Vest for Ölvaldsstad, på den modsatte side af Guvå (altså vest for denne, ligger den i Eg. (s. 57) nævnte gård Bejgalde (Beigaldi); mellem denne og Ölvaldsstad, i Ölvaldsstads land, men dog vest for Guvå påvises tomterne af den forhenværende gård Krumshólar (Eg. s. 57). I nærheden af Krumshólar er Krumskelda, et mosehul, hvori Skallagrim (Eg. s. 139) siges umiddelbart føt sin død at have nedsænket sine skatte, over hvilke han derpå væltede et stort klippestykke. Dette sagn, hvortil flere tilsvarende, men andensteds lokaliserede haves på Island (som de om Egil og Ketilbjörn, der allerede er omtalte), lever stadig i traditionen og antages for historisk sandhed eller dog i det mindste sandsynligt: Krumskelda, der er et vandhul 7 fv. i omkreds og med 2½ alen vand ned til klippestykket, oven på hvilket der hviler to store stene, er blevet omhyggelig undersøgt, og man har gentagende gange gjort forsøg på at hæve skatten, men forgæves [60].


Syd vest for Bejgalde står gården Ejnarsnæs (Einarsnes) nær ved fjorden; ved næsset af samme navn, der her strækker sig ud i Borgefjord, drev liget af Egils søn Bödvar i land, da denne var druknet på sin hjemfart fra et besøg hos købmændene på Hvitåvold (Eg. s. 195). Vest for Ejnarsnæs, men lidt længere fra fjorden ligger gården Hamar; her bosatte Gisle Surssöns broder Are sig, da også han, efter sine brødres død begiver sig til Island (Gisl. 74, sml. s. 160).


Kjartans grav - (W.G. Collingwood, 1897)
I Eg. (s. 57) er en gård Grimolvsstad (Grimólfsstaðir) nævnt, efter hvis første bebygger også Grimolvsfit og Grimolvslæk skulde være benævnte. Denne gård er nu ikke til, men imellem Hamar og den vest for liggende gård Kárastaðir løber en lille dyndet mosebæk kaldet Grimólfskelda, der må være lig Grimólfslækr, Grimólfsfit har da formodenlig været engstrækningen øst for denne, som nu kaldes »Hamarengi«, og om beliggenheden af selve gården, der vel er bleven slugt af Hamar, minder måske stedsnavnet Grimólfshóll vest for Grimolvskelda [61]. — Kort vest for de sidst omtalte steder tæt ved kysten, omtrent midtvejs mellem Guvåens og Langåens munding, ligger endelig Borg, Myremændenes berømte hovedgård, hvor først Skallagrim bosætter sig, vejledet af Kveldulvs kiste, der var drevet i land der i nærheden. Her boede hans søn Egil efter ham, og sønnesønnen Torsten, hvis datter var Helga den fagre, med hvem Gunnlaug ormstunge en tid lang opfostredes på Borg. Også de følgende besiddere af denne gård, der fremdeles holdt sig i ætten, var ansete mænd, således Skule Torstenssön og Ejnar Skulessön. — Borg ligger meget smukt ved enden af en lille vig Borgarvåg, der imod øst begrænses af et temlig stort, af holter opfyldt næs: ned imod vigen strækker der sig fra gården grønne flader, tunet omgiver nemlig gården både mod nord og syd, dog således, at der nærmest gården syd for denne ligger en gårdsplads (hlað), bredere end sædvanlig, omgiven af »hlaðgarð(r)«. Lige over for gården hinsides fjorden hæver sig Havnarfjæld med den tilhørende gruppe af Skardshedefjældene (Bgf.)i herfra sete ulige mere imponerende, end når man rider under dem, farven er dyb blålig-sort, vekslende med enkelte grønne skråninger, hist og her holder snepletterne sig selv om somren, og nederst omgives fjældmassen da af en grønklædt fod. — Umiddelbart vest for gården løber en lille bæk Borgarlæk ( — lækr) ud i vigen, vigen er ved ebbetid tør og bækken kun en smal rende, men med flod kan islandske skibe sejle op i denne og lande ved selve tunet. Oven for gården hæver sig »borgen«, hvorefter den har navn; det er et af de sædvnnlige kasteldannede holt eller kletter, langagtigt, temlig omfangsrigt og oven til græsgrot, men udmærker sig desuden ved at hæve sig trinformig, navnlig hæver den øvre klett sig stejlt op fra den nedre del af holtet. Fra borgens øvre del haves en vid og smuk udsigt: over de flade med spredte holt opfyldte strækninger i vest, øst og nord op til fjældene, mod syd over fjorden til Borgefjordssvejterne hinsides denne. Op på »borgen« begav Torsten Egilssön sig, når han vilde se, hvad der foregik i egnen (Eg. s. 211, 213), eller når nogen havde sager af vigtighed at forhandle med ham (Gunl. s. 216). Øverst på borgen er oprejst en anselig, faststablet varde, kaldet Egils varde, der underlig nok i følge traditionen skal bære navn efter Egil Skulesson, ikke derimod efter hans langt berømtere oldefader; det samme gælder om en lille sø Egils tjörn, der ses noget vest for Borg[62]. — Til Borg har stadig hart en kirke, siden denne først byggedes af Torsten Egilssön umiddelbart efter kristendommens indførelse (Eg. s. 229), medens gården dog vedblev at holde sig som fri ejendom, i modsætning til de fleste andre fordums høvdingegårde, der efterhånden forvandledes til kirkejendom og derefter for største delen benyttedes som præstegårde. Først fra 1849 har Borg været fast præstesæde om end gården også tidligere jævnlig har afgivet bolig for præsten ved den dertil hørende kirke. Kirken — der som sædvanlig er en uanselig græstørvskirke — står tæt øst for gården, midt i kirkegården; øst for kirken (ud for koret) vises Kjartans grav med den bekendte runesten, der i sin tid ansås for en ægte oldtidslævning, hugget til minde om den her begravne helt (se E. O. s. 255, sml. antikv. Ann. IV, s. 343—44, samt Antiqv. de l’orient). — Laxd. (s. 230) fortæller om Olav pås søn Kjartan, at han efter at være bleven dræbt (1002) førtes for at begraves fra sin hjemstavn (D.) til Borg, hvor den af hans morbroder Torsten Egilssön nyopførte kirke nu netop var bleven indviet (Sml. FMS. II, 257). — Graven vender i modsætning til alle de andre grave på kirkegården fra nord til syd, hvad der anses for et tegn på, at den tilhører overgangstiden mellem hedenskab og kristendom. Da den stadig er bleven omhyggelig vedligeholdt, er den nu 4—5 gange så stor som en almindelig grav, men ellers af disses sædvanlige form, med tagdannet ryg. Oven på graven ligger ikke mindre end 7 brudstykker af en mangekantet søjleformet stenart (Baulit ɔ: Baulasten), hvoraf fem bærer runeindskrift; af disse hører dog kun to til den sten, der allerede i E. O. omtales som Kjartans gravsten. Den i E. O. (s. 255) indeholdte beskrivelse og tegning af stenen er temlig unøjagtig, den omtales som delt i tre brudstykker (i steden for to) og den første, dog ganske tydelige del af indskriften læses påfaldende vilkårlig; den samme steds udtalte gisning om betydningen af indskriftens sidste del måtte straks vise sig aldeles uantagelig — stenens ægthed forudsat. Efter at Maurer[63] havde meddelt indskriftens læselige første del, kunde der ingen tvivl være om, at gravstenen intet havde at gøre med Kjartan, men i følge sprogformen måtte stamme fra det 14de eller 15de årh. i det tidligste; til samme resultat er dr. G. Storm kommen, der i forbindelse med daværende adjunkt Nygård undersøgte stenen 1874[64]. Gravstenen er rimeligvis hugget til minde om en vis Hall (Hranason?)[65]. — Med spørgsmålet om Kjartansstenens ægthed står spørgsmålet om ægtheden af Kjartans grav i nøje forbindelse; lader der sig ingen ægte Kjartanssten påvise, er det vistnok rimeligst at antage, at traditionen om graven først er opstået ved den misforståede tolkning af stenen; traditionen har nemlig ikke formået at redde nogen anden oldtidshelts grav fra forglemmelse.


På den østlige side af bækken Borgarlæk skyder sig neden for dennes munding et lille næs Naustanes (nu sædvanlig kaldet Skipatángi) ud i vågen; det var der, at den døde Skallagrim førtes ned og stod natten over, indtil man næste morgen ved flodtid kunde ro med liget ud til Digranes (Eg. s. 140). Vest for bækken, adskilt fra vågen ved en smal engstrækning, ligger en lille grønklædt tuet banke med svage spor af tomter; her påvises “Bjarnarstöðir”, den plads i tunet, hvor nordmanden Björn Brynjolvssön under sit ophold på Borg med sin hustru Tora hladhånd havde sine boder (Eg. s. 68); nu hører dog denne plads ikke til tunet, da dette nu helt ligger øst for bækken og desuden ikke strækker sig fuldt så langt ned efter [66]. — Det forholdsvis store klippefyldte næs, der øst for Borg strækker sig i sydvestlig retning ud i fjorden og derved danner begrænsningen for Borgarvåg, er Egils sagas Digranes, det nuværende Borgarnes. Omtrent midt på næsset, eller knap så langt ude, går en indsænkning tværs over dette kaldet Skallagrimsdal (Skallagrímsdalr); denne smalle dalsænkning er dels græsbevokset, dels opblæst og fremviser da den sorte sandbund. Noget inde i dalen, dog nærmest den mod Naustanæs vendende munding er lævningerne af Skallagrims dysse eller høj, hvor Skallagrim i følge sagaen (Eg. s. 140) højlagdes med sin hest, sine våben og sine smedderedskaber, men uden andre kostbarheder; senere nedlagdes Egils søn Bödvar i samme høj. Om højens ægthed er der vel næppe tilstrækkelig grund til at tvivle, skønt sagaens udtryk, at Skallagrim højlagdes yderst på næsset (á framanverðu nesinu) er noget vildledende. Dyssen blev for nogle år siden opbrudt, så nu ses kun stenene liggende i en kreds, hvor dyssen har været [67]. — Langs gennem næsset fører vejen til den om somren stærkt besøgte handelshavn Bråkarpoll, (Brákarpollr). Næsset ender nemlig længst i sydvest med en hammer, der afskæres ved et smalt sund, hinsides hvilket en lille holm Bråkarø (Brákarey) ligger; den indre fra fjorden (mod kysten) vendende ende af sandet udvider sig til en lille af holmen og næsset beskyttet vig; dette er pollen[68] ɔ: Bråkarpoll. En tre ugers tid hver sommer ligger her 6-7 købmandsskibe samtidig, fra hvilke der finder en livlig handel sted; nogle ligger bundne ved ankere og klipper i pollen, andre står på tørt land længere inde i vigen i fjæren; atter andre ligger for anker hinsides holmen; i selve sundet er det derimod på grund af dets smalhed og stærke strøm ikke godt at ligge. Når de få ugers handelstid er forbi, bliver alt stille og øde her, da her ingen købmandshuse findes. Sundet må være det i Eg. (s. 79) omtalte Bråkarsund (Brákarsund), i hvilket den af den rasende Skallagrim forfulgte trælkvinde Bråk styrtede sig fra den stejle klippe, og hende må disse forskellige stedsnavne skyldes. I sundet, det vil vel sige i Bråkarpoll, lagde Bjørn Brynjolvsson sit skib for anker, og ved denne lejlighed gives i sagaen (Eg. s. 67) så vel en nøjagtig beskrivelse af lokaliteterne her som af Borgs nærmeste omgivelser i det hele taget.


Kveldulfshøfde - (W.G. Collingwood, 1897)
På østsiden af Borgarnæs skærer sig en lille vig Sandvig (Sandvík) ind i næsset næsten ved roden af dette, hvis ydre større del antages at begynde her. Vigen omgives af en flad sandig bred, og oven for strækker sig græsflader; her holdt Skallagrim den boldleg, ved hvilken bersærkegangen kom over ham, som kostede Bråk livet (Eg. s. 79). I skråningen oven for vigen skal den i Eg. (s. 57) nævnte gård Granastad (Granastaðir) have stået. Endnu længere inde, omtrent ved næssets begyndelse, findes Kveldulvshøvde (Kveldúlfshöfði) [69], nu en nøgen klett; navnet stammer utvivlsomt fra, at Grim den håleyske og hans folk på dette sted har dysset Kveldulvs kiste efter at have fundet den i den herved værende vig[70]; af dyssen er der nu næppe noget spor, søen skal desuden have brudt meget af denne høvde. — Følger man fra Borg langs kysten i sydvestlig retning, kommer man først til den i Eg. (s. 57) nævnte gård Tursstad (Þursstaðir); .dennes nabogårde er: imod vest Ånabrekka (Ánabrekka), imod sydvest Raudanæs (Rauðanes). Raudanæs, den sydvestligste gård i Borgarhrepp, tager navn efter det mellem den ydre del af Borgefjorden og Langå dannede næs, i oldtiden kaldet Rauvarnæs (Raufarnes), på hvilket gården ligger, dog noget fra søen. Her havde Skallagrim i følge Eg. (s. 61) sin smedje, æmnet skaffede han sig i følge sagaen selv ved jærnsmeltning om vintren. Fra gården Raudanæs ser man i sydvest midt ude i fjorden (omtrent en halv mils vej borte) en gruppe af skær og holme, de såkaldte Borgarøer, sagaens Midfjardarøer (Miðfjarðareyjar), hvor Skallagrim fra havets bund hentede den sten, han senere benyttede til at hamre jærn på. Stenen, der i følge sagaen lagdes foran smedjen, og som på sagaskriverens tid endnu sås dér, med mærker af jærnhamringen, og med sporene af at være vandslidt og rullet af søen, og omkring hvilken der sås talrige slagger, — vises nu et godt stykke øst for gården og endnu længere fra søen. Det er en stor, for oven flad og i det hele regelmæssig sten kaldet »Skallagrims reksteinn« [71]. Den ligger ved enden af et holt mellem to mosedrag på en jævn grusflade; den har ingen skarpe kanter, hist og her svagt bølgeformige linjer og en lille fordybning på tværs (hvori man vel vil se sporet af jærnhamringen), — men det behøver vel ikke just at være vandet, der har afslebet den; i hvert fald har næppe menneskehænder bragt den til sin nuværende plads. Den synes at ligge dybt i jorden, er 4-5 alen lang, flere alen bred og mindst 1½ alen oven jorde. Omkring denne sten findes ingen slagger, men temlig langt herfra i nordøstlig retning findes i et holt en begrænset sort plet opfyldt af jærnslagger (og lignende skal findes i et noget fjærnere holt »Hammeren«). Omtrent midtvejs mellem gården og stenen, men noget sydligere, i et mosedrag ikke langt fra en lille vig, der her skærer sig ind, findes en lille vandpyt med rødagtig bund og rødlige sider, hvorfra stargræs hist og her skyder op; fra dette hul skal Skallagrim have hentet den myremalm (rauði), hvoraf han udsmeltede sit jærn[72].


Landskabet langs fjorden sydvest for Borg er skovløst, men ejendommeligt ved de mange småvåge, hvori næsten alle bække udmunde. — På vejen fra Tursstad mod vest til Ånabrekka passeres forbi Egilstjörn og over den lille bæk Håvslæk, der i sydvestlig retning løber ud i Langåmundingen[73]. Bækken er nu ligesom i oldtiden (Eg. s. 211) grænseskel mellem Borg og Ånabrekka; Tursstad er nemlig kirkejord, og højere oppe findes sydøst for bækken engstrækninger (Breið), som tilhører Borg. Ånabrekka ligger ud for den bredning, som Langå danner oven for sit udløb i fjorden, ikke så kort fra selve udløbet. Gården bærer navn efter en af Skallagrims ledsagere Åne, som farst boede her. Samtidig med Torsten Egilssön var Ånes sønnesøn Stejnar, som viste den fjendtligste holdning over for Torsten. Uenigheden begynder med, at Stejnar lader sit kvæg græsse på den til Borg hørende Stakksmyre (Stakksmýrr) syd for Håvslæk, en mose, der må svare til den før nævnte Brejd (Breið). Da Torsten ikke med det gode kan få Stejnars trælle til at holde kvæget hinsides landegrænsen, dræber han to gange i træk den kvægvogtende træl. Den sidste af disse hed Trånd. Sognebeskrivelsen (1873) beretter, at der sønden til i mosen står en enlig, ikke høj, skovgrot klett, der kaldes Tråndslejde (Þrándarleiði) og hvor man vil se spor til den over Trånd opkastede dysse (sml. beskr. Eg. s. 212-13). — Den anden af de dræbte trælle bar navnet Grane; ham indhenter Torsten, i det han driver kvæget fra mosen til malkepladsen. Torsten når ham ved gærdeleddet og dræber ham dér, »det sted hedder siden Graneled (Granahlið) og er i tungærdet« (Eg. s. 211). Disse steder påvises hjemme ved gården Ånabrekka. Gården selv ligger ved vestenden af et lille græsklædt holt mellem to engstrækninger; østenden af dette holt hedder Fjóshólar. Nu er hele holtet indbefattet i tunet, men fordum var Fjosholar udelukkede, og spor af det gamle tungærde, der strakte sig tværs over holtet neden for holerne og ned til mosedraget i engen syd for, ses endnu. Gærdet hedder Granagarðr, og en stor tue i gærdet syd for holtet kaldes Granaleiði; Fjosholar antages at have været stedet for malkepladsen [74]. – Ånabrekkas nabogård mod nord, der dog ligger hen ved en mil borte, er Jardlangsstad (Jarðlángsstaðir Eg. s. 57), og temlig langt nord for denne følger så Stangarholt (Stángarholt Eg. s. 57, 222), bægge kort fra Langås østlige bred; nordligere ligger endnu en enkelt gård tæt under mulerne[75]. I Egils saga (s, 221 — 22) berettes, at da Torsten på hjemvejen fra Grisatungegærdet, som han havde beset, befandt sig lige over for tingstedet, kom en af hans undergivne løbende og betroede sin herre, at han i løbet af dagen havde begivet sig op på Enkunnir (Einkunnir) for at se efter får, men da havde han set spyd og skjolde blinke i skoven oven for vintervejen (ɔ: en vej, der benyttedes om vinteren, når moserne vare tilfrosne). Torsten vælger så at ride en omvej hjem: Han giver til påskud, at Ölvald på Ölvaldsstad har sendt bud efter ham, og rider derpå »syd over myrerne oven for Stangarholt, derpå syd til Guvå og ad ridevejene ned med åen«; da de kom neden for Vatn, så de Ölvalds huskarl og kvæg syd for åen, og efter at have givet ham en besked til hans husbond red Torsten hjem. Senere erfaredes det, at Torstens fjende Stejnar samme dag havde siddet selv tolvte oppe ved Enkunnir. — Det er tidligere berørt, at det her omtalte tingsted næppe kan være noget andet end Tinghol. Enkunnir, hvis navn endnu er bevaret, er et ret anseligt, kratomgivet borgformigt holt, der ligger en del nord for Borg; oven for dette fører nu en nyanlagt vej mod nordvest til Jardlangsstad og videre over Langå noget oven for denne gård; lidt vestligere passeres Håvslæk, og på højre hånd ses da Håvsvatn. Vatn kaldes endnu en lille udvidelse (et Ion) af Guvå oven for Ölvaldsstad. — Man må i følge disse angivelser nødvendig tænke sig, at Torsten er redet fra tingstedet ned langs Gljuvrå, derefter tværs over moserne til Guvå og så har fulgt vejen langs denne helt ned til Ölvaldsstad, — medens den sædvanlige vej til Borg i al fald ikke kan have ligget langs denne ås nedre løb. Med denne antagelse af Torstens vejretning er imidlertid sagaens Stangarholt uforeneligt, og det er vistnok rimeligst, at det er en blot tilfældig indløbet fejl for Eskeholt eller Galtarholt.


Udsigt fra Borg - (W.G. Collingwood, 1897)
Den oftere omtalte fra Langavatn kommende Langå, der under hele sit løb fra nord til syd danner grænsen mellem Borgarhrepp og Alvtanæshrepp, er en i sit øvre løb tilsyneladende grund og ikke synderlig bred å, men dens ujævne eller stenhårde bund og klippeleje kan gøre den vanskelig nok at passere, når strømmen er stærk. Noget neden for Jardlangsstad findes i Langå lange sandører — og kun på dette sted, da grunden ellers overalt skal være klippegrund —; disse må rimeligvis være de i Fbr. (s. 43) nævnte »Langøer (Langeyjar) syd for Hvitstad« , hvor Torsten Egilssön og Helge fra Hvitstad kæmpede i anledning af uenigheden om Guvufitjar; i så fald er øerne i tidens løb ved vands og vinds forenede magt bleven forvandlede fra øer til ører.


Hvitstad (Hvítstaðir) er en, omtrent over for Jardlangsstad, i Alvtanæshrepp ikke langt fra Langå liggende gård. Alvtanæshrepp (Álptanesshreppr), den anden af »Myre« bygderne, der mod øst begrænses af Langå, har til sin vestlige grænse den i sydvestlig retning løbende Alvtå (Álptá). Det er et temlig smalt landskab, navnlig mod nord er afstanden mellem de to åer kun ringe, mod syd fjærner de sig efterhånden mere fra hinanden. Den naturlige beskaffenhed ligner Borgarhreppens, mod nord begrænses bygden af forskellige »muler«, nærmest under dem er landet klippefuldt og til dels kratgrot; men den langt større nedre del af hreppen er en flad, vandrig egn, måske i endnu højere grad end Borgarhrepp bestående af uafbrudte moradser og mosestrækninger.


Nordøstligst i hreppen ligger gården Grenjar[76], tæt oppe under fjældene, der her som ved Gljuvrå er ikke særdeles høje, hvælvede og til dels grønklædte; fjældet nærmest oven for gården benævnes efter denne Grenjamule; længere vest på fortsættes det af Grimsstadamule, der efterhånden bliver langt ejendommeligere udpræget, med brattere fjældknuder og stejlere skråninger.


Grenjar er alt omtalt i anledning af angivelsen i Gunl. (s. 193) om, at så vel gården »at Grenjum« som Borgfjordingernes tingsted var oppe under Valfell, og der anførtes, at efter andre kilders meddelelser så vel om tingstedet som om Valfell måtte det synes nødvendigt at antage en unøjagtighed i Gunlaugs saga på dette sted, i det vel tingstedet, men ikke Grenjar kunde siges at ligge under Valfell; hvad der her har skullet berettes, var vistnok kun, at Torsten på vejen til tingstedet aflagde et besøg på Grenjar for at medtage bonden fra denne gård. Ved Grenjar tyder hverken tradition eller tomter på en tidligere tilværelse af et tingsted; i en smal lille fjælddal, Grenjadal, der skyder sig op mellem Grenjamule og Langå (åen kan siges at gennemløbe den) findes vel etsteds tomter, men de stammer fra et forsøg på bebyggelse, der gjordes her for et par hundrede år siden (omtalt i A. M.).


I fjældskråningen oven for Grenjar slynger stien sig mellem klippeblokkene, indtil Grimsstad (Grímsstaðir) nås, der ligger omtrent ud for mulens ende. Efter at være drejet fuldstændig om denne, åbner udsigten sig snart til Hraundalen, hvorigennem Skardshedevejen ligger. Fra dalen er et fladt og forholdsvis smalt hraun løbet ud og har bredet sig over den nærmeste del af lavlandet. Fra Hraundalen får Alvtå sit vigtigste tilløb; et sådant langs hraunet løbende vandløb og derpå Alvtå selv danner grænsen mod Hraunhrepp, så her står man allerede ved Alvtanæshrepps vestgrænse; efter dalen benævnes en til Alvtanæhrepp hørende gård Sydre Hraundal (Syðri Hraundalr). — Fra mulen eller fjældskråningen vest for Grenjar kommer en lille å Urridaå (Urriðaá, Eg. s. 223: Aurriðaá ɔ: Ørredå), den løber mod syd omtrent parallelt med Langå, indtil den pludselig drejer mod øst og falder ud i vågen eller den brede munding, der dannes ved Langåens udløb i fjorden. Den mellem de to åer indesluttede lange smalle, landstrimmel kaldes Fosstunge efter gården Foss eller Langåfoss (Lángárfoss), der ligger vest for Langå, omtrent hvor åen går over i vågen, noget oven for Ånabrekka. Fossen, hvorefter gården tager navn, og som er Langås nederste foss, findes kort oven for gården; op til Langåfoss er åen tilgængelig endog for virkelige skibe. Vi se også stedet i oldtiden benyttet som landingssted for havskibe; her landede Egils svigerfader (Eg. s. 60), og i et skibsskur ved Langåfoss havde Egil et skib stående, hvormed ban sejlede til Norge (Eg. s. 121). — østlig i den mellem Urridaå og Langå indesluttede tunge — men en del nordligere end Foss, omtrent midtvejs — ligger ligeledes den før nævnte gård Hvitstad (Hvítstaðir). Skønt den rejsende, der færdes langs Langåens bredder, ser gården i kort frastand, er den dog — ligesom de fleste andre gårde i disse egne så beskyttet ved ufører og moradser, at ingen fremmed uden vejledning når hen til den. Hvitstad omtales ret udførlig i Fbr. (s. 41-43, sml. s. 65-67 og Flatb. II, 155-56) i anledning af et af Torgejr Håvarsson der forøvet drab. Hovedbygningen lå da længere nede — i »tungen« siger den ene redaktion, hvad der vistnok må foretrækkes for den andens »tunet« — og kaldtes Mel (á Mel), vestlig i tunet stod et stort lammehus på et sted, som senere kaldtes Snorretomter (Snorratóptir).
Skallagrims grav - (W.G. Collingwood, 1897)
Det første af disse to navne vil man genfinde i en grusstrækning »Eiríksmelr«, der skal ligge neden for tunet på Hvitstad[77]. — Hinsides Urridaå, lidt sydligere end dennes udløb i Langåvågen, står gården Lerelæk (Leirulækr), der tager navn efter en syd for gården løbende bæk; så vel bækken som gården er flere gange nævnte i Egils saga. Sydsydvest for Lerelæk, en mils vej længere nede og umiddelbart ved Borgefjorden står gården Lambastad (Lambastaðir); vest for gården skærer sig en lille vig ind, hvori den lille Lambastadaå falder ud. Øst for Lambastad ligger Alvtanæs (Álptanes); gården af dette navn ligger ved den vestlige side af Ålvtanæsvåg, der skærer sig ind mellem Alvtanæs og Alvtanæstange. Denne tange, der begrænser vågen mod øst, er det sydligste punkt af Myrerne, i det kysten vest for Alvtanæs antager først en stærkt nordøstlig og derefter så godt som helt nordlig retning. Kortet giver ikke nogen klar forestilling om forholdene på denne af småvige sønderdelte kyst; Alvtanæs synes således i følge kortet at være en ø, af folk med lokalkundskab skildres den derimod som et virkeligt næs, en tange. (I Eg. s. 57 omtales Alvtanæs som et lille landfast næs). — De tre sidst nævnte gårde med flere omliggende punkter kommer oftere (navnlig Eg. s. 222-24) til omtale i Egils saga. På Lerelæk bosatte Torsten Egissöns fjende Stejnar sig, da han blev tvungen til at forlade Ånabrekka. Da Torsten en gang med sin søn Grim og tre andre ledsagere var på vejen til Alvtanæs, kommer det til en kamp mellem ham og Stejnar. Torsten drog den sædvanlige vej over Langå og Urridaå; hinsides (vest for) denne sidste arbejdede Stejnar og hans folk. Da de så Torstens flok, greb de straks til våben og forfulgte dem; Torsten og hans følge red så ud over Langaholt, til en høj, temlig stejl og af ringe omfang; her kommer kampen til at stå, og efter denne begivenhed fik højen navnet Orrustu-hváll. Torstens søn, der ved denne lejlighed såres, fører faderen med sig ud over mosen, men i et holt der på vejen døde han; han begraves på dødsstedet, og holtet benævntes efter ham Grímsholt. Disse steder ved man endnu at påvise. Det sædvanlige vadested på Urridaå er det såkaldte »Skálavað« nær åens munding; derfra fører vejen ned over Langholt, som ligger lige oven for Lerelæk. På vejen til Alvtanæs er her en for største delen græsgrot høj Orrustuhóll. Endnu et godt stykke længere nede på »vintervejen« ned til Alvtanæs, er Grimshóll, hvor Grim skal være jordet. — Da Torsten efter et ophold på Alvtanæs vil vende tilbage, vælger han vejen langs søen. Der fortælles nu i sagaen, hvorledes Stejnar lurer på ham på grusbankerne (melerne) neden for Lambastad, og også ser ham komme ridende på sandstrækningen neden for, men forhindres i sit angreb af bonden på Lambastad, der ubemærket kommer til og støder ham ned på det flade land. Det ser efter dette ud, som om Torsten har valgt en anden vej, nærmere kysten, end den, der nu benyttes; han synes fra Alvtanæs at have taget retningen lige mod Lambastad, er så redet over Lambastadaå på fjærevadet og dernæst videre ad sandstrækningen langs søen. Men herved er dog at bemærke, at neden for Lambastad er nu kun jævne, til dels græsbevoksede sandflader, derimod ikke den slags »melar«, som sagaen omtaler[78].


Et sted i Eg. (s. 138) siges Lambastad at ligge på Alvtanæs, dette er dog vistnok kun en unøjagtighed; det synes desuden heller ikke vel at kunne forliges med andre angivelser i samme kilde (sml. sål. Eg. s. 193) om Alvtanæs’ og Lambastads indbyrdes beliggenhed. — Gården Alvtanæs, der ved forskellige lejligheder omtales i Eg., var først en Skallagrim tilhørende gård, hvorfra han skaffede sig alt, hvad søen kunde yde (Eg. s. 58), senere overlod han den til sin svigerfader Yngvar. — Af andre mærkeligere punkter ved kysten i denne hrepp ligger vest for Alvtanæs Strømfjord (Straumfjörðr) og igen nordvest for denne Knarranæs (Knarrarnes). Strømfjord er dels navnet på en lille fjord, dels på en ejendom, der har taget navn efter fjorden; i sognebeskr. (1873) omtales Strømfjord som en på en ø liggende gård vest for fjorden. Det forholder sig formodenlig med Strømfjordsøen ligesom med Knarramæs, der også i sognebeskrivelsen omtales som en ø, at forbindelsen med fastlandet er afbrudt så længe det er flod, kun synlig tilstede i ebbetiden. I Eg. (s. 56) omtales Knarrarnæs som et stort næs forbundet med landet oven for ved et smalt ejd. — Strømfjorden, der skærer sig ind mellem to fremløbende i klippeknuder endende smånæs, udmærker sig, hvad også navnet antyder, ved en stærk strøm, navnlig i sin ydre, smallere del, der sædvanlig benævnes »röst«en ɔ: strømhvirvlen; inde i fjorden er imidlertid et godt og sikkert skibsleje. Strømfjord besøges hver sommer af et anseligt antal »løsekøbmænd« , der sædvanlig begive sig med deres skibe herfra til Bråkarpoll; men nogen fast købmandshandel eller overhovedet nogen handelsbygning findes der lige så lidt ved Strømfjord som ved Bråkarpoll. Allerede i oldtiden var Strømfjord bekendt for sin havn; således nævnes stedet i et par sagaer (BH., Fbr.) som et landingssted for handelsskibe, men må i øvrigt ikke forveksles med det vestligere Straumfjörðr i Hnappadals syssel[79].


I Eg. (s. 192-93) berettes der, hvorledes Ketil guvas trælle løb fra ham, da han en gang under sit ophold ved Guvå var fraværende fra hjemmet. De kom til Lambastad og brændte folkene der inde; derefter drog de med det røvede gods ud til Alvtanæs. Men da de så, de blev forfulgte, greb de flugten: nogle over myrerne, andre sprang i søen og svømmede fra land, da de på deres flugt standsedes af en fjord. Fjorden må have været Strømfjord; her dræbtes en af trællene, Kore, og efter ham har Koranæs (Koranes, nu Kóra- eller Kóru-nes) fået navn. Næsset er den klippepynt, der mod øst begrænser indløbet til Strømfjord[80]. Af de trælle, der sprang i søen, dræbtes Skorre i Skorrø (Skorrey), Tormod i Tormodsskær (Þormóðssker). Bægge disse punkter ligge ude i søen i sydvestlig retning fra Alvtanæs. Skorrø svarer til en gruppe skær, der nu sædvanlig benævnes i flt. Skorreyjar, Tormodsskær er et større, temlig stejlt skær, der ligger endnu længere ude, vel en mils vej fra land. Strømfjordspartiet er ved en stærkt forgrenet våg adskilt fra Knarrarnæs, der i Eg. foruden at omtales som Skallagrims første landingssted nævnes som et sted, hvor han grundlagde en ny gård i steden for det bortskænkede Alvtanæs[81]. Hinsides Knarrarnæs danner fortsættelsen og udvidelsen af Alvtåens munding — der i Borg & Alvtanæs’ sognebeskr. fra 1873 endog opstilles som en egen fjord »Knararnesfjörðr« — grænsen mellem Alvtanæshrepp og Hraunhrepp. — Alvtå (Alptá), der ved sin begyndelse nordligst i hreppen kun er som en lille bæk, bliver længere nede ret anselig; ved sit udløb fortsættes den af en dyb rende noget vest for Knarrarnæs, der som nys nævnt danner hreppens grænse mod vest. Af gårdene ved Alvtå fortjæner snarest Alvtåtunge (Álptártúnga), temlig højt oppe i hreppen, omtale, på grund af den bro over Alvtå, som i følge Sturl. (II, s. 20) var der i nærheden [82].


Altertavle i Borg kirke.
Malet af W.G. Collingwood, 1897)
Hinsides Alvtå, nordvest for Alvtanæshrepp, ligger Hraunhrepp, den tredje og vestligste afdeling af »Myrerne«. Medens dette landskab mod sydøst begrænses af Alvtå, vender det vestsiden ud mod det åbne hav, eller rettere mod Faksefjordens brede ydre del; mod nordvest begrænses det af Hitarå, mod nordøst af fjældene. Hitarå (Hitará, ældre: Hitá), der altså danner grænsen mellem Hraunhrepp og de vestligere egne, danner tillige grænsen mellem Myre- og Hnappadalssyssel. Åen opstår som afløbet fra søen Hitarvatn øverst oppe i fjælddalen Hitardal; i sin begyndelse ubetydelig gennemløber den i sydlig retning denne dal, vender sig derpå mere mod vest, bestandig voksende under sit løb gennem det sumpige lavland for tilsidst, efter ved sin munding at have afsat en stor bredning eller vig mod syd, at falde mod vest ud i Faksefjord[83]. — I Hraunhrepp når den for Myrelandskaberne karakteristiske beskaffenhed sin fuldeste udvikling; hele den nedre, større del af hreppen består af sammenhængende ufremkommelige moradser, kun hist og her afbrudte af et enkelt holt, men med talrige omspredte damme og småsøer og gennemskårne af bække. For gårdene langs kysten begynder havet at spille en betydelig rolle: fiskeri, fuglefangst, ædderfugleæg og -dun, fangst af sælhunde (så vel unger som gamle), indsamling af »söl«, drivtømmer er for disse en vigtig indtægtskilde. Langs kysten ligger her som i Alvtanæshrepp en talrig mængde skær og holme samt enkelte større øer; af disse må mærkes Hjörsø (Hjörsey, nu sædvanlig skrevet Hjörtsey), der ligger straks hinsides den dybere rende, der som Alvtåens fortsættelse danner grænsen mellem de to hrepper. Øen er mod nord skilt fra fastlandet ved et, en god fjærdingvej bredt, sund, der dog ligger tørt under stærk ebbe; den er græsrig og indbringende, da den som så mange andre lignende øer sætter sin ejer i stand til foruden landbrug også at drage fordel af alle havets ydelser. Her boede i følge BH. den velhavende Torkel, hvis datter var den skønne Oddny øfakkel (eykyndill), for hvis skyld det livsvarige fjendskab opstod mellem Bjørn Hitdælekappe og Tord i Hitarnæs, der begge attråede hendes besiddelse [84].


På kysten af det faste land ligger, 1 — 2 mil nordligere end Hjörsø, gården Akrar; nordvest for gården skyder sig ud i søen et langt smalt næs, der begrænser en stor og bred vig, de såkaldte Akrafjörur, som Hitarosen afsætter inden sit udløb; det sandige næs yder drivtømmer, søl og lejlighed til sælfangst; tidligere stod her også fiskerboder. På Akrar havde Skallagrim et af sine udebo, dette især for drivtømrets skyld; navnet tog gården af den korndyrkning, han her drev (Eg. s. 59). Vest for Akrar, omtrent en mil ude i havet, ligger en dobbelt række af øer (8), de såkaldte Hvalseyjar, som også skylde Skallagrim deres navn (Eg. s. 59). - Omtrent midtvejs i Hitarosens oven nævnte udvidelse forgrener åen sig om en lille ø Kjaransø (-ey), der udmærker sig ved sin frodige græsvækst, desuden er her lejlighed til sælfangst og indsamling af æg. Det er denne ø, der i BH. (s. 22) omtales som en i Hitarå, rig både på æg og sæler, på korn og græs; den hørte den gang til gården Hitarnæs i Hnappadals syssel, men er allerede forlængst kommen i gården Akrars besiddelse. Fra næsset Hitarnæs er øen mod nord kun adskilt ved et smalt sund, hvorigennem dog største delen af åens vandmasse har sit løb. I den nordøstlige del af samme store vig (Akrafjörur) falder en bæk Kalvalæk (Kálfalækr) ud tæt syd for Hitarå; den har sit udspring fra en lille sø inde i det moradsige lavland, hvor gården Store Kalvalæk ligger, og løber derpå i vestlig retning forbi gården Lille Kalvalæk, der står ved bækkens udløb tæt nord for denne. Ved Kalvalæk drev Tangbrands skib i land, efter at uvejr havde ført det bort fra dets vinterstade i Hitarå (Krstn. s. 15).


Syd for Hitarå en milsvej fra dens udløb står gården Skibhyl (Skiphylr, ældre: Skipahylr); her landede Tangbrand, da storm hindrede ham i efter bestemmen at drage bort fra landet; »neden for Skipahyl«, berettes der (Krstn. s. 14-15), »er stedsnavnet Tangbrands-rôv (Þángbrands-róf ɔ: T.s skibsskur), og dér står endnu hans fortøjningssten (festarsteinn) på en klippe.« Stenen, der af en klingende lyd, den giver fra sig, kaldes Klokkestenen (Klukkusteinn), vises endnu på et lille klippeholt tæt sydvest for gården; det er en stor blålig klippeblok. Oven for boltet danner åen en lille bugt med roligt og dybt vand, kaldet Tangbrandshyl (Þángbrandshylr) , i denne »hyl« eller dybere vandsamling (jysk: et høll) skal Tangbrands skib have ligget; islandske »skibe« gå endnu med lethed herop, især ved flodtid, og i »hylen« er bestandig mindst 4 alen dybt vand. — En halv mils vej østligere, noget fra åen, ligger gården (og tingstedet) Lækjarbug (Lækjarbugr), der nævnes både i Krstn. og Grt. På gården har længe i følge almindelig tradition været forevist en » domring«; denne er som sædvanlig en kredsformig græstørvsindhegning, men meget sammensunken og utydelig, samt af påfaldende stort omfang (15 — 20 fv. i diam.; 80 fv. i omkreds — i følge sognebeskr.) [85]. — Flere gårde af historisk interesse end de her nævnte forekomme næppe i hreppens nedre sumpige del, derimod er der til adskillige gårde knyttet sagn og traditioner, som vedkommende sognebeskrivelse fremhæver[86].


Af gårdene i den øvre, højere del kan først nævnes de to gårde Ydre Hraundal (Ytri Hraundalr) og Mel (Melr), som ligge en mils vej østligere end Lækjarbug ved det fra Hraundalen udstrømmende før omtalte hraun. Ydre Hraundal ligger omtrent lige over for den i Alvtanæshrepp liggende Sydre Hraundal, adskilt fra denne ved den fra Hraundalen kommende kildeflod til Alvtå. Gården Hraundal (Hraundalr) omtales i forskellige sagaer (Gunl., BH., Grt), uden at det kan ses, hvilken af de to nu tilværende gårde af dette navn talen er om; i følge Gunl. døde her Helga den fagre efter længere tids ægteskab med denne gårds ejer. — Sydvest for Hraundalshraunet ligger Mel (Melr), det er rimeligvis denne gård, som er nævnt Heið. s. 297, uagtet det vel også kunde være Hvitstad i Alvtanæshrepp, der i følge Fbr. oprindelig hed »Melr«. — Oven for denne del af hreppen strækker sig en større mule Svarvholsmulen (Svarfhólsmúli), langs hvilken vejen løber, og straks efter at man er passeret om denne mules sydvestligste pynt, åbner udsigten sig til Hitardalen (Hitardalr, ældre: Hitárdalr), en egn, der er bekendt som hovedskuepladsen for de i BH. (Bjørn Hitdælekæmpes saga) fortalte begivenheder. Dalen er en ejendommelig smal fjælddal, mod vest begrænset af de kække mørke Fagreskovsfjælde , mod øst og nord af forskellige andre højder, gennem dalen strømmer flere små vandløb, men ellers er denne for største delen opfyldt af højder. Endnu inden selve Hitardalen begynder, ligger syd for det denne dal opfyldende hraun ikke langt fra Hitarå præstegården Stadarhraun (Staðarhraun). I ældre tid benævntes gården undir Hrauni (f. eks. BH. s. 56, 60) eller som kirkelig ejendom Staðir undir Hrauni[87]. — Kort oven for Stadarhraun falder et lille af Hitardalens forskellige bække og smååer opstået vandløb i Hitarå; ved disses forening dannes et fladt og ikke så særdeles smalt næs eller en tunge, det er den i Grt. (s. 138—39) omtalte Grettesodde (Grettisoddi), nu ofte benævnt efter den oven for i den lille tunge stående gård Hage. Sagaen fortæller, at da Grette en gang, medens han havde sit tilhold i Fagreskovsfjældet, var på tilbagevejen fra Myrerne med en del røvede okser og får, forfulgtes han af bønderne, i det han agtede at gå tilbage over Hitarå, og måtte nu selv tredje forsvare sig. Han trak sig da med sit bytte ud på et »smalt næs«, som »gik frem i åen på den side hvor Grette var«; efter den påfølgende kamp får dette navnet Grettesodde. Vadestedet omtales sammesteds som temlig langt borte; nu er der imidlertid vad på åen ved Hage. Noget neden for Grettesodde ses i ålejet en stor mængde sten og klippeblokke spredte; disse (eller nogle af dem i al fald) benævnes Grettisstillur, og man mener her at have de »stéttir« eller gangstene, som Grette og Bjørn Hitdælekæmpe (Grt. s. 132) anbragte i åen og som hverken is eller strøm senere kunde rokke. Sammesteds (sml. BH. s. 38 — 39) fortælles, at Bjørn og Grette svømmede ned gennem hele Hitarå fra dens udløb af søen til havet; dette er uanset vejens længde (4—5 mil) en umulighed, i åen er flere fosser, på hele den første strækning er den altfor grund og selv længere nede altfor ujævn og stenig i bunden, så at vandet ikke i samlet masse løber herover. — Drejer man efter at være kommen forbi enden af Svarvholsmule mod nord ind i Hitardalen, passerer man først en lille å Grjotå (Grjótá), der her baner sig vej gennem et ujævnt, bølgeformigt kratgrot hraun efter i sydvestlig retning at have gennemløbet den mellem Svarvholsmule og de nordvestligere fjælde indesluttede ubebyggede, men ret græsrige Grjotådal (Grjótárdalr); af BH. (s. 45) ses, at den lille dal den gang var bebot. — I Hitardalen selv hæver sig flere rødbrune golde skarptakkede småfjælde og højder; under et af de mest i øjnefaldende af disse, der hæver sig på tværs i dalen, står i et smukt grønt tun gården Hitardal. Gården, der indtil de sidste tider (1875) har været præstesæde, har på grund af de store indtægter, der knyttede sig til vedkommende præstekald, og de mange bekendte gejstlige, der som følge deraf har bot her, længe været betragtet som en at de anseteste præstegårde i hele landet, og stedet været omfattet med ikke ringe pietetsfølelse. Tidlig blev gården bekendt ved et rystende ulykkestilfælde, som her indtraf, i det Skålholts fjærde biskop, Magnus Ejnarssön, på en visitationsrejse 1148 indebrændte her og med ham over 70 andre. Vistnok i anledning af denne sørgelige begivenhed toges nogle år efter bestemmelse om et klosters oprettelse på Hitardal; dettes grundlæggelse synes dog aldrig at være bleven ret gennemført, og i al fald har det ikke bestået længe (se herom Hist. eccl. IV, 22 ffg.). Det lille, stejle, i groteske fjældknuder udformede fjæld oven for Hitardal, der nu sædvanlig kaldes Bæjarfell, bærer egenlig navnet Husafell, og efter dette benævntes gården oprindelig. Husafell (Húsafell) benævnes således Hitardals gård i BH. [88]. — Fjældet, der består af en art gruset sandig sten, indeslutter flere huler, hvoraf Hundahellir, nederst i fjældet og nærmest oven for gården, om end nu kun lav og ubetydelig, dog er den bekendteste, i det troldkvinden Hít i følge BSnf. (s. 25) skal have bot her og her have modtaget besøg af Bård Snefjældsas [89]. Afbildninger af bemældte to overnaturlige væsner skal i følge et gammelt sagn findes ved Hitardals kirke; denne er en uanselig græstørvskirke, dog består væggene for neden af kampesten; på de to af hjørnestenene findes et groft udhugget menneskehoved, disse udgives for Bårds og Hits billeder; endnu en tredje hjørnesten, der skal have vist en fremstilling af to menneskefigurer, efter sagnet »Hit, der modtager besøg af Bård« , omtales af Jonas Hallgrimsson (i hans antikv. dagbogsuddrag for 1841). Af mærkværdigheder indeholde kirken en prægtig broderet messehagel fra den katolske tid. — Til Hitardals kirke førtes Bjørn Hildælekæmpes ben, efter at den kirke, hvor han oprindelig jordedes, var bleven nedlagt[90]. — Vulkansk sand med omspredte klippebrokker udgør for en væsenlig del Hitardals omgivelser. Også den nærmeste egn oven for Husafell er overordenlig øde og har, dalgrunden bedækket med vegetationsløs sand; til begge sider af dalen hæver sig nøgne, mørke, vulkanske fjælde; også i selve dalen hæver et sådant rødligt lille fjæld sig frem [91]. — Længst tilbage, bag ved dette og tilsyneladende lukkende tværs over hele dalen, viser sig et grønklædt hvælvet fjæld Holm (Hólmr), i BH. (s. 53) nævnt Holmsfjæld (Hólmsfjall). Efter at have passeret en lille hraunstrækning og nogle moer, en strækning nu bedækket med udgået krat, fordum med skov, når man til det egenlige hraun, vildt og uregelmæssigt, der strækker sig helt op under Holm; men i øvrigt kan lavastrømme forfølges ned gennem hele dalen langs Hitarå[92]. — Øst for Holm ligger i nordøstlig retning en ubebygget dal op mellem fjældene; det er Torarinsdal (Þórarinsdalr), en ubebot, men ikke så ubetydelig og ret græsrig dal, der benyttes til avrett, nu, ligesom da Bjørn Hitdælekæmpe levede, som i følge sagaen (BH. s. 55, 61) havde både heste og får her. Fra Torarinsdal er kommet en del af det Hitardalen opfyldende hraun; fra dalen kommer ligeledes en lille å Torarinsdalså (Þórarinsdalsá), der oprindelig skal have løbet tværs gennem Hitardalen og være falden ud i Hitaråen noget oven for Husafell, men som for nogle hundrede år siden kastede sig imod syd ned gennem dalen, hvorved græsland og skovstrækninger ødelagdes og de omtalte vegetationsløse sandflader oven for Husafell opstod; nu løber åen under navnet Sandalæk(-r) ned gennem Hitardal, hvor den forener sig med flere andre smååer og efterhånden antager forskellige navne, indtil den tilsidst udgør en del af det vandløb, der falder i Hitarå neden for Grettesodde. — Bjørn Hitdælekæmpes gård, der i sagaen benævnes Holm (Hólmr) tog navn af det venlige lille fjæld, der endnu benævnes således. Gårdens tomter vises vest for fjældet på jævn, græsgrot grund umiddelbart ved Hitaråens bred. Allerede i A. M. omtales Holm som en gammel ødegård i Hitardals land; de daværende gårdtomter var i følge samme kilde det sædvanlige sætersted fra Hitardal[93]. — Hitarå, der ved Holm er som en lille bæk, ses løbe ud fra Hitarvatn tæt oven for gården. Holmsfjældets nordside beskylles nemlig af denne klare lille fjældsø, der ligger aldeles omgiven af fjælde, dels grønlige græsklædte, dels aldeles nøgne rødbrune eller sorte vulkanske, bag ved hvilke sneklædte tinder hæve sig, og som gør denne øverste del af dalen særdeles smuk og tiltalende. Fra øst til vest skyder sig frem i søen et stejlt, mørkt, vulkansk fjæld Foxufell, i dettes sydside er den bekendte Bjarnarhellir, der for sine runeindskrifters skyld omtales i E. O. (s. 257). Jonas Hallgrimsson har i det antikvariske uddrag af sine dagbøger for 1841 givet en udførligere beskrivelse af den, ledsaget af tegning af runerne og deres plads i hulen. Hulen selv er temlig uanselig, aftager hurtig i højde og bliver så lav, at man må lægge sig ned for at læse indskrifterne, der findes hist og her i loftet; både sammenstyrtning, sandfog og opdyngning af fåregødning skal have formindsket den. På venstre hånd findes i hulen et udhugget trappeformigt sæde med skammel eller trin. På forsiderne af naturlige afsatser i klippevæggen til venstre findes navnlig runerne, der — efter Jonas Hallgrimssons tegning — for en del synes at være binderuner eller heksefigurer, men til dels dog også enkelte (usammensatte) runetegn. Desuden findes i fjældets nordvestside adskillige andre huler, til hvilke man kun søvejs kan komme. Til »Bjarnarhellir« (ɔ: Bjørnshulen) kan man komme syd fra, men ellers fører ingen vej langs østsiden af søen op i dalen; på denne side af søen er endvidere naturforholdene således, at her ikke vel kan være tale om »hjallar« (ɔ: afsatser i en fjældside). Det er derfor besynderligt, at der i BH. (s. 61) tales om en vej, der neden fra ligger »til hjallerne øst for søen«, og som nogle af Bjørns fjender bevogte, da de frygter for, at han skal begive sig til den i den øvre del if Hitardal holdte »rett« (fåresamling) [94].






WGC.P006.jpg


Se Tillæg og rettelser



Fodnoter

  1. Mýri, eldre mýrr ɔ: mose.
  2. dog er siden 1871 Myre- og Borgefjords sysler forenede under samme sysselmand.
  3. Lovsamling for Island: kgl. resolution 6/6 1787.
  4. Allerede fra c. 1300 deltes Island i to lovdømmer (lavdømmer) »for sønden og østen« og »for norden og vesten«, af hvilke det ene omfattede den søndre og østre fjærding, den anden den nordre og vestre (Se Safn t. s. Í. II, s. 4); hvis en bestemt angivelse af grænseskellene mellem disse to lovdømmer havdes, vilde det være af vigtighed med hensyn til det vanskelige spørgsmål om grænsen mellem den søndre og vestre fjærding i ældre tid. Den oven nævnte kgl. resolution 6/6 1787 tilligemed de mange andre vidnesbyrd synes, som bemærket, ikke at lade nogen tvivl om, at Hvitå i al fald i lang tid før Vesteramtets oprettelse har dannet grænsen. Imidlertid står en enkelt angivelse i besynderlig modstrid hermed. Indtil år 1770 havde Island kun udgjort ét amt, men da besluttedes det at dele øen i to amter, ét omfattende sønder- og vesterlandet, et andet den nordre og østre fjærding. Herimod gjorde den hidtil værende amtmand senere hen forskellige forestillinger, blandt andet mener han, at landets fordeling mellem de to amter hellere burde ske efter lavdømmernes inddeling, så at det ene kom til at omfatte den nordre og vestre fjærding, det andet den søndre og østre, dog vil han have Myre- og Borgefjords sysseler, som hørte under Vester-lavdømmet, tillagt sønder- og østeramtet. Hvis virkelig denne angivelse var rigtig, vilde det være et betydningsfuldt vink om Vestfjærdingens ældre sydgrænse; den står imidlertid i så bestemt modstrid med alle andre samtidige angivelser, at man næppe tør tage hensyn til den, og den må vel tænkes indkommen ved en eller anden fejltagelse; i conceptforestillingen har oprindelig været skrevet “Myre og Nappedals”, men “Nappedals” er overstreget og “Borgefjords” skrevet oven over (Se Lovsamling for Island: Reskript 15/3 1770, kgl. resol. 12/5 1783 med forangående forestilling, samt conceptforestillingen i kongerigets arkiv).
  5. Overensstemmende med Ldn. i denne henseende må en med lovmand Hauk Erlendssöns hånd skreven fortegnelse over fjordene på Island have været. Desværre er denne fortegnelse defekt; men ved sammenligning med den i Rimbeglahåndskrifterne opbevarede fjordfortegnelse af utvivlsomt samme oprindelse (trykt i udgaven s. 324—29) kan dog med sikkerhed sluttes, at også hos Hauk dannede fjorden “Borgarfjörðr” grænsen mellem Syd- og Vestlandet Hauk Erlendssön er den bekendte landnamabearbejder, (f. 1334) ; hans fjordfortegnelse findes i AM. 415, 4to.
  6. Foruden i Dipl. isl. findes præstefortegnelsen aftrykt i Ísl. s. l, s. 384, og her er også givet faksimile af den.
  7. Se Maurer, Island s. 155 — 56, hvor også tidligere forfatteres anskuelser om dette spørgsmål er fremdragne.
  8. Endvidere nævnes Botnså for den følgende tids vedkommende oftere som grænseskel på en meget karakteristisk måde, så at det ligger nær at antage, at den enten betegner den ene ydergrænse for distriktet Kjalarnæsting eller vel endog stundum Vestfjordingefjærdingens sydgrænse. Se Ísl. Ann. s. 272, 348, 376; sml. DipL isl. I, 493, n., og et par af Arne Magnussön anførte eksempler Addit 6, fol., s. 243. — Forud for Egg. Olavssön, der, som Maurer anfører, så bestemt hævder Botnså som den oprindelige fjærdingsgrænse, havde allerede Arne Magnussön i sine noter til Islb. (Addit. 6, fol., s. 243) påpeget det uforståelige ved, at fjærdingerne alle oprindelig skulde have haft deres daværende udstrækning, og hentydet til, om ikke Botnså skulde have været den oprindelige grænse for Sydfjærdingen.
  9. Islb. s. 8—9.
  10. Hauksbog har, hvor beskrivelsen af landnamene vest for Hvitå begynder, den særlige overskrift (foruden den med Ldn. fælles: her begynder landnamene i Vestfjordinge fjærding) “her begynder landnamene i Vestfjordene; navnet “Vestfjorde” er nu indskrænket til de fjorde, der skære sig ind i Islands nordvestlige halvø.
  11. Grg. § 83, s. 140-41.
  12. Islb. s. 8, Hþ. s. 167 ffg.
  13. Eg. s. 215—21, Gunnl. s. 193.
  14. Sturl. I, 235, II, 146.
  15. Reykholtinge godordet; som besidder af dette nævnes (Sturl. I, 82) Povl Sölvesön, præst i Reykholt, den samme der i præstefortegnelsen af 1143 henføres til sydlandet; godordet var vel det samme som det, Tunge-Odd i sin tid var indehaver af.
  16. Jonas Hallgrimsson har 1841 undersøgt dette sted og beskreret sporene af den gamle gård Bjarnastad med tilhørende kirke i en indberetning til Finn Magnnssön (i Jon Sigurdssons besiddelse), ligesom også det vedkommende parti af hans dagbog er bevaret. — Bjarnarstad kirke omtales i øvrigt næppe andensteds end i Ldn. — Som den anden af Kalmanstunge hjålejer nævnes i A. M. Brenna; dette stedsnavn forekommer i Ldn. (s. 66).
  17. Se Ísl. Þjóðs. II, 300-304.
  18. Et »fortov eller gang« kaldes den i den udførlige beskrivelse af Surtshulen E. O. s. 238 ffg.; det er randen af det øverste af de paralelle lavalag, der danner den lodrette væg neden for tværhuleåbningerne; ved den ene side af denne kant kunde i følge E. O. ses spor af et af kantede hraunsten opført gærde, en slags forsvarsmur. — En grundtegning af Surtshulen er — uden forklaring — indsat i E. O. s. 388. —
  19. Egg. Olavssön og Bj. Povlssön fandt ved deres besøg her — ved midten af forrige årh. — et lille halvfærdigt redskab af ben.
  20. Imidlertid skal der virkelig være eksempler fra en langt senere tid (forrige årh.) på, at et sådant liv i ubygderne er bleven fortsat flere år igennem.
  21. I den antikv. indberetning fra Gilsbakke nævnes en dysse vest for Arnanvatn i en klippekløft, hvor der skal ses adskillige menneskeben; men om dette skal sættes i forbindelse med Grette eller Hedekampen (Heiðarvígin) er der forskellige meninger om. Desuden nævnes et stort virke fra oldtiden på samme hede ved Reikjavatn.
  22. Sml. Ldn, s. 65, Kalmans landnam: »á milli Fljóta ok Kalmanstúngu alla«; hvor de to Fljot'er må være dette og Nordlingafljot; hvorledes derimod Fljót også i det følgende kan forekomme i flt, er vanskeligt at se, da der på disse steder kun kan være tale om det nu såkaldte »Fljot«.
  23. Heið. 8. 359. Ldn. s, 61, 67, 199.
  24. Bdm. F. s. 41 lader den døende Hermand mamle »to hundreder i gilet, to hundreder i gilet«; Bdm, C. s. 17 lader ham mumle »fem i gilet, fem i gilet«. Til den således skjulte skat sigter vel også Uspaks hånsord til Hermund om hans mistroiskhed, der havde bragt ham til at skjule sit gods, så at han ikke selv kunde finde det — Dette »gil« er det vel også, snarere end gården Haukagil, hvortil præsten er nåt, da han tredje gang hentes til den døende Hermand (se Bdm. C. 17, med tilhørende forklaring). — Haukagil ligger østligere end Háfafell — se det følgende — skilt fra denne ved gården Sámstaðir.
  25. Heið. s. 359, Bdm. C. s. 17. — I Gilsbakke kirkedør er en af de sædvanlige store malmringe, men uden indskrift eller årstal; den siges at være fra Höggvandastaðahof, om dette hov vides ellers intet.
  26. Nu vistnok: Kjarrardalr; A. M. ved siden af Kiarradalr: Kiarardalr, Kiörardalr, Kiör (hunk.) [og Kiarará].
  27. Når deres ankomst til Kjarradal angives s. 345 til tirsdag, s. 349 onsdag, er dette sidste vel ligefrem en fejltagelse eller unøjagtighed.
  28. Når man fra gården Örnolvsdal — om hvilken senere mere — ser ind gennem Kjarradal, hæver sig først i dalens begrænsning mod nord et anseligt, hvælvet fjæld »Sandr« og oven for dette, højere oppe i dalen et andet lignende »Sámstadahöfði«, der skyder en tange ned mod åen. Bagved Sámstadahöfði ligger Lambadalr mod nordvest op i heden.
  29. Også nu ligger der kun få gårde på den til Hvitåsiden svarende strækning; syd for åen.
  30. Nu findes der liden eller ingen skov i Hvitåside undtagen i dennes østligste del i hraunet omkring Gilsbakke.
  31. Efter beskrivelse rimeligvis søen nr. 2 fra vest på kortet.
  32. Også Jon Olavssön fra Grunnavig sætter Morðdisarhæð (vistnok af dys ɔ: dysse) og høje trindt om på heden i forbindelse med Hejdarvigene, om hvilke han i øvrigt har en meget forvansket beretning, i det han blander denne kamp sammen med den til Surtshellir knyttede (Se det af J. O.'s genfortælling af den tabte del af Heið. knyttede anhang om forskelligt Hejdarvigene vedkommende, AM. 450 B, 4to; sml. Antikv. An. II, 177). — Nu kan man høre egnens folk — i modstrid med sagaens fremstilling — berette om to hedekampe efter drabet på Torgautsstad, af hvilke den ene allerede skal have stået i Kjarradal, syd for åen, ved en lille højde (Víghóll, sydvest for Sámstaðahöfði), i nærheden af hvilken en dysse påvises, hvori de faldne skal ligge. — Med hensyn til oven nævnte dysser og høje må mærkes, at Hejdarvigene fandt sted efter kristendommens indførelse.
  33. I sagaen er nogen uoverensstemmelse, i det Torarins søn Torberg s. 341 får det fra Torbjørn tagne sværd, Barde det andet, medens dog Torberg s. 362 viser sig at have det fra Torgaut tagne.
  34. Angående dette sagn se Ísl. Þjóðs. II, 112—13. — I følge et brev til Finn Magnussön (28/8 -45, Geh. ark.) ligger denne sten i den del af kirkegården, som kaldes Sturlúngareitr.
  35. Stedet for fossen er omtrent, hvor på kortet hreppsgrænsen er angiven.
  36. Hvorfor også omegnens beboere af og til omgås med den tanke ved private bidrag at få lagt en bro, hvis længde da beregnes til 24 alen over åen her.
  37. Om broen som endnu tilværende tales der vistnok i Vm., når der om Sidemule siges, at kirken har »veiði undir Bru Sydumula meigin til lækiar þess er næstr fellr Bro.«
  38. Nogle kilder, således Islb. (s. 8), lader det være Torkel Blundketilsson — til hvis søn da Herstén, der i sagaen anføres som Blundketils søn, gøres — , der indebrændtes i Örnolvsdal. Til denne mening slutter sig Maurer i sin afhandling »Ueber die Hænsa-Þóris saga« (Abhandlungen der bayer. Akademie der Wissenschaften. Philos.-philol. 12. Bd.), hvor han i det hele fremhæver denne for sin pålidelighed hidtil højt ansete sagas historiske unøjagtighed, i det mindste hvad mange enkeltheder angår.
  39. I henseende til afstanden mellem Bredebolstad i Reykholtsdalen og Örnolvsdal (c. 2 mil) er det påfaldende, at sagaen på en og samme morgen kan lade Herstén fra sin fosterfaders (ubenævnte) gård se branden i Örnolvsdal, lade disse to ride til Örnolvsdal, derfra til Bredebolstad, og så i følge med Tuige-Odd tilbage til Örnolvsdal, hvor de ankom »før dag« (!) (Hþ s. 152—53); på grund af afstanden må også Tunge-Odds forsøg på at benytte landet her til græsgang for sine malkefår (Hþ. s. 180 — 81) synes næsten ugørligt, — så fremt han ikke i forvejen har haft sæter til disse i Kjarradal, hvad dog intet i sagaen tyder på.
  40. Nu udledes søens — og altså også gårdens — navn af en mand Helge, der havde forfulgt en »nykr« (nøk) ud i denne og derved var druknet. I søen skal nemlig et sådant overnaturligt væsen (i reglen tænkt som en hest) leve, det er blevet set endnu af den sidst afdøde bonde på Örnolvsdal som et ubestemmeligt væsen eller dyr, der kom op til overfladen og derpå forsvandt.
  41. I det antikvariske uddrag af J. Hallgrimssöns dagbøger nævnes her en ligsten med runeindskrift, et brudstykke af en anden, samt en tredje ligsten med gådefald indskrift.
  42. Så vel denne hede som de oven for Tværåhliden og Hvitåsiden liggnde (Tvidægra og Arnarvatnsheden) udmærker sig ved deres rigdom på islandsk mos eller som det på Island kaldes »fjældgræs«; navnlig tidligere var indsamlingen af denne nærende lavart af megen betydning for de nærmest liggende bygder, men selv endnu drives den dog en del. Indsamlingen foregår om forsomren, de dermed beskæftigede ligger da i tælte oppe på hederne, arbejdet må helst foretages i fugtigt vejr eller ved nattetid, da planten — der har lavarternes sædvanlige ringe størrelse, mørke farve og visne udseende — ellers smulrer hen mellem fingrene. Fjældgræsset der anses for meget nærende, tilberedes på forskellig måde ved kogning med valle eller mælk.
  43. Nøjagtigere udtrykt kommer åen i sin første begyndelse fra en kløft i dalsænkningens vestre begrænsning, løber derpå først i en lille bugt mod nord og tangerer søen, og så mod syd gennem dalen.
  44. På Hvamms kirkegård omtales i E. O. (s. 256—57) en gravsten med runer; af denne fandtes i følge Jonas Hallgrimsson 1841 kun et brudstykke, derimod nævner han en anden nyopdaget her.
  45. I »Nyt Magazin for Naturvidenskab« VIII, Chran. 1855, findes (s. 91 ffg.) en smuk beskrivelse af Baula af Kjerulif. Navnet, der betyder »ko«, udledes dér af lyden den omkring fjældet hvirvlende vind skal kunne frembringe.
  46. Hallfr. s. 87, 115.
  47. ÞH. s. 18, Fbr.: Flatb. II, 107.
  48. Stavholtstungerne danner en hrepp af samme navn (Stafholtstúngna hreppr).
  49. Sognebeskrivelsen omtaler nogle runestensbrudstykker på Stavholts kirkegård. Finn Jonsson nævner i sin kirkehist (IV, 22 ffg.), at der i følge sagn skal have været et kloster i Stavholt, hvis tomter man vil påvise, men at ingen bevisligheder for dette ellers haves.
  50. Fbr. s. 25, 29.
  51. Sighv. Grimssön (der senere vil blive nævnt) anfører i nogle endnu utrykte antikv.-topogr. optegnelser: »Þar eru nú kölluð flóð, sem árnar (Norðurá og Hvítá) koma saman, og hefir það án efa verið kallað »i Floa«.« — I Fbr. i Flatb. nævnes kun Floe én gang (II, 105), hvor der siges, at man hemmelig har skaffet Torgejr skibslejlighed »syd på i Floe, og købt ham part i et skib der«.
  52. Hvorfira J. Snorronius (de agriculturæ Islandorom, s. 41) har sin beretning om, at Langavatnsdal 1255 var et vel bebygget præstekald, hvor Toigils skarde i det år overværede den velstående præstedatters bryllup, er ikke klart. — I annalerne for år 1344 er Langavatnsdal omtalt i anledning af en i disse egne forekommende drabssag, men uden at der dog heraf kan hentes noget bevis for, hvorvidt dalen da har været bebygget eller ej.
  53. I det nordøstlige hjørne af den i holtet stående »rett« er indsat en sten, der skal være funden på tingstedet; den har altid tildraget sig megen opmærksomhed hos de omboende, der gærne på en eller anden måde vil sætte den i forbindelse med den ældre tids tingræsen. Det er en af de langagtige fir- eller femsidede naturlige søjlesten; den er nu omtrent 3 kvarter lang, men to stykker mangler, og oprindelig skal den have været 2-3 al.; diameteren er 1 kvarter. Hvad der ved den har tildraget sig opmærksomhed, er to brede indhugne furer eller render (1-2 tommer brede. ½ tomme størst dybde), der går langs stenens ene flade.
  54. Bdm. F. s. 41 har »ut med Valfelli«, hvad der ingen vanskelighed kan volde, Bdm. C s. 17 har »utan i ualfell«, som må forstås: »neden til i V.-, »i kanten, randen, den nedre del af fjeldet V.«; skulde de »skörð« kunne påvises, som denne recension sammesteds omtaler (er þeir koma utan i ualfell þicker þeim sem streingr gíallí upp i skaurðin)?
  55. Hr. pastor Torkel Eyjolvssön (før til Borg, nu til Stadarstad), hvem jeg skylder værdifulde oplysninger angående den rette forståelse af Gunl.’s angivelse om Borgfjordinge tingstedet, meddeler efter de kyndigste mænds mening, at det sted, der snarest kan antages at have båret navnet Valfell, er en fjældknude, der vest for Tandrasel springer frem fra mulen lige oven for Tinghol, — men kunde ikke hele Tandraselsmulen antaget at have heddet Valfell? — I det nu udkommende andet binds tredje hefte af Safn t s. Í. er Tinghol beskrevet af pastor Helge Sigurdssön (s. 310, anm.) som Myremændenes fordums tingsted; som det i Eg. berørte tingsted er det almindelig bekendt blandt de omboende.
  56. I Sturl. (gl. udg. 7 þ. 7 kap.), hvor der fortælles om Tord kakales tog til Sønderlandet 1242, berettes, at Tord drog fra Hitardal (M.) til Søndre Reykjadal (Bgf.), og dernæst siges, at Tord red syd over Skardshede Skardavejen til Laugardal (A.), indtil han kom til Tunge ɔ: Brødretunge (Reið Þorðr þá suðr um Skarðsheiði Skarðaleið til Laugardals, þar til hann kvam í Túngu til bús Gissurar). Håndskriftet AM. 115 fol. har imidlertid kun »syd over heden Skardavejen; han kom til Tunge o. s. v.« Arne Magnusson, der har forsynet dette håndskrift af Sturl. med randnoter, bemærker hertil, at der ved »hede« skal forstås »Blåskogahede«, ved Skardavejen »Brúararskörð« (hvormed der utvivlsomt menes en fjældvej ned mod Bruarå i Ånæs syssel). Uagtet dette håndskrift står ene med sin læsemåde »hede«, synes den dog efter sammenhængen at måtte foretrækkes, men i hvert fald kan »Skarðaleið« efter de stedlige forfold næppe betegne nogen over Vestre Skardshede førende vej, og må vistnok rettest efter Arne Magnussons forklaring tages som en ned mod Bruaråstreget (i A.) fra fjældhederne nordøst for altingsstedet førende fjældvej.
  57. Ferjukots alder er allerede tidligere omtalt ved beskrivelsen af Hvitåvold i anledning af at Sturl. i forbindelse med Hvítárvellir omtaler »húsakotin undir Þjóðólfsholti«; sognebeskrivelsen anfører netop, at Ferjukot ligger »undir Þjóðólfsholti«.
  58. Under navnet Rauðabjarnarstaðir er gården anført på kortet.
  59. Galtarholt vises Gölts leiði i tunet, stadig vedligeholdt af gårdens forskellige ejere. Nordøst for Galtarholt i den sydvestlige udkant af den nordligere liggende gård Stora Fjall’s land vises en »þínghóll«, hvor ting fordum skal være holdt; af menneskeværk ses med undtagelse af en utydelig kredsformig jordvold syd for højen intet spor.
  60. Jon Olavssön fra Grunnavig fortæller (Addit 44 fol., 5te afhandl.) om et uheldigt forsøg c. 1725 på at hæve skatten i Krumskelda. I den antikv. indberetn. 1817 omtales tre forsøg på at hæve skatten: et i den katolske tid, ved hvilket man nåede kisteringen (nu i Hvannøre kirkedør, Bgf.), et 1772 eller 73, da en tilsyneladende ildløs bragte vedkommende til at opgive værket, og et tredje 1811, da den tilstrækkelige udholdenhed fattedes; desuden omtales i Esp.s årb. et fjærde forsøg 1823.
  61. Ligeledes findes en Grimólfsvík mellem Ejnarsnæs og Kveldulvshøvde (om Kveldulvshøvdes beliggenhed nærmere i det følgende).
  62. Om varden går der det sagn, fortæller den antikv. indberetning, at når der falder sten ud af den, betyder det enten husbondens død på Borg eller hans snart påfølgende bortflytning.
  63. Isl. Volkssagen (Leipz. 1860) s. 64—66.
  64. G. Storm : Minder fra en Islandsfærd. Chr. 1874, s. 77-78
  65. Sigurd Gudmundssön giver i Ísl. þjóðs. I, 235-237 afbildning og beskrivelse af de fem runestens stykker på Borg kirkegård, hvilke han henfører til to forskellige gravstene, den ene , bestående af to budstykker, er den hidtil som »Kjartansstenen« omtalte; som følge af indskriftens ordlyd opgiver han enhver tanke om at søge Kjartans gravsten her. De andre tre brudstykker må i følge ham have udgjort én sten; runerne her ere meget vanskelige at læse, han gætter på, at dette netop er den oprindelige Kjartanssten.
  66. Om hovtomter eller andet om et gudehus mindende vides intet på Borg, uagtet dog Myremændene vistnok fra de ældste tider hørte til landets godordsmænd.
  67. Udgravningen af Skallagrims høj, der fandt sted 1866, findes beskrevet af en af deltagerne i »Skyrsla um forngripasafn Íslands« II, s. 45—46. Den bestod væsenlig af sten, der synes at have været anbragte med en del kunst; i højen fandtes intet, med undtagelse af svage spor til metalrust.
  68. Pollr, egl: vandhul, dam, kær.
  69. Lige over for Ejnarsnæs-tange.
  70. Sagaen indskrænker sig til at sige, at de efter at have fundet kisten i en vig ikke langt fra deres landingssted Guvåos »flyttede den op på det næs, som var der, satte den ned der og stablede sten op om den« (Eg. s. 56).
  71. Reka járn = lýja, berja járn ɔ: hamre jærn.
  72. Om end nøjagtigheden i det enkelte af sådanne angivelser som den oven anførte om Skallagrims jærnsmeltning må betvivles, er der dog ingen grund til at tvivle på, at jærnndsmeltning af »raude«, således som sagaerne berette, i oldtiden har været temlig almindelig på Island. Endnu findes på mange steder slaggedynger, til hvilke aldeles svarende skal kendes fra Jylland; og som med stor bestemthed skal kunne henføres til en tidligere der stedfunden udsmeltning af myremalm. At det på Island til jærnsmeltning benyttede æmne har været myremalm, synes utvivlsomt; allerede af den måde, hvorpå »rauði« omtales i Kongespejlet (s. 37), ses det, at denne malm må have været en fra den i Norge kendte ganske forskellig og snarest en, der som myremalmen er bleven funden klumpevis i mosestrækningerne enten lige under grønsværen eller dybere nede i den sumpige jordbund. Men desuden er det næppe muligt at påpege noget som helst andet æmne, hvoraf Islænderne skulde kunne have udsmeltet jærn, ti at den jærnholdige basalt skulde have tjænt dem som sådant, er vist aldeles utroligt. Navnet »rauði« er ikke upassende valgt for myremalmen på grund af den rødlige farve, som den jærnopløsning, hvoraf malmen dannes, har. At myremalmen på Island nu kun er lidet kendt, kan have sin naturlige grund dels i, at brugen af den forlængst er ophørt, dels i, at moserne måske alt i oldtiden så temlig er blevne afsøgte.
  73. Bækken kaldes nu Háfslækr (og den lille sø, hvorfra den har sit udspring, Háfsvatn); i Egils saga skrives vel bækkens navn Hafslækr, men det for udgaven til grund liggende håndskrift (AM. 132 fol.) har gennemgående á.
  74. Oven for Ánabrekka er Ánaborg; her påvises et Ánaleiði, hvor Áni begravedes for herfra at kunne se ud over ejendommen.
  75. Imellem disse to er på kortet fejlagtig afsat endnu en.
  76. Denne form er dog nyere, oprindelig hed gården »at Grenjum«, af »gren« ɔ: rævehule; sml. Nesjar (A.), ligeledes gennem en hf. flt. Nesjum af nes.
  77. Vest for Urridaå, omtrent i højde med Ånabrekka, står Alvtanæshrepps tingsted gården Smedjehol (Smiðjuhóll). I følge den antikvariske indberetning (1817) nævnes en høj i tunet på Smedjehol Tinghol (Þinghóll); østen til ved højen står langvæggene af en gammel tomt, denne »kaldes end i dag lögrétta«. Ved Smedjehol skal der i oldtiden have fundet myrenialmssmedning sted. Den antikvariske indberetning tilskriver også Skallagrim denne, i det den fortæller, at kort fra Smedjehol ved et ældgammelt ødekot står en sten kaldet »Grásteinn« på klippeunderlag; her, siger sagnet, skal Skallagrim have indrettet smedje, hvoraf gården Smedjehol skal have fået navn; omkring stenen har man fundet adskilligt »sindr«.
  78. Oven stående oplysninger om forholdene omkring Lerelæk og Lambastad skyldes meddelelser fra sira Torkel Eyjolvssön.
  79. I Strømfjords havn ligger Suðr-Búðarey og Vestr-Búðarey, den sidste bærer en anselig »fornmannatópt« (10 ✕ 30 alen).
  80. Mod vest begrænses indløbet af Höllubjarg, der er benævnt efter den troldkyndige Straumfjarðar-Halla, om hvem forskellige stedsnavne i Strømfjord minde, ligesom også en kunstig gravet brønd sammesteds tillægges hende; se Isl. Þjóðs. I, 509 ffg.
  81. I nærheden af denne vågs indre forgrening, dog ikke umiddelbart ved kysten, står gården Hofstaðir, hvor i følge den antikvariske indberetning findes en aflang, græsgrot høj, kaldet Goðahóll. - Lejlighedsvis kan bemærkes, at sognebeskrivelsen for Borg & Alvtanæs (1840) fremhæver den mængde »fornmannagarðlög«, der ses næsten overalt, ikke alene omkring ved tunene, men også vide om på græsgangene.
  82. I følge vedkommende sognebeskrivelse skal der ved Alvtåtunges nabogård Arnarstapi i en nærliggende klippe (borg) være udhugget et kar i klippen (ker klappað i bergið), der rummer 120 potter.
  83. Hvad formen »Hitará« og de øvrige herhen hørende med »Hitar-« sammensatte navne angår, da skrives og udtales ordene almindelig med i, altså Hítará, Hitardalr o. s. v.; imidlertid udtale egnens beboere stadig disse ord med uakcentueret i. Dette synes virkelig at være den oprindelige udtale. I Ísl. s., I, 74 noten fremhæves det, at åens oprindelige navn vistnok har været Hitá (ɔ: den hede å), og at de deraf dannede sammensætninger da oprindelig må have lydt: Hitárdalr, Hitárnes o. s. v. Dels har nemlig de bedste landnamahåndskrifter (B. og C.) formen Hitá, dels findes som naboflod mod vest, i Hnappadals syssel, i modsætning til Hitá en Kaldá (ɔ: den kolde å), og man ser endog, at en enkelt gang dennes navn er bleven forkvaklet til Kaldará. Kun må det bemærkes, at nu i al fald lader der sig næppe påvise nogen grund til, at den ene af disse to åer snarere end den anden skulde være bleven benævnt efter sit vands varme (heller ikke Hitarå modtager tilløb fra nogen varm kilde). — De to bevarede membranblade af BH. har formen Hitará eller Hítará (med hensyn til i’ets akcentuering kan intet sluttes).
  84. Om Hjörsø så vel som om Knarrarnæs fortælles det i vedkommende sognebeskrivelser, at der er den mangel ved landet, at »ekki má hafa þar ásauð um fengitíma fyrir því að lömbin verða þá öll ýmislega vansköpað um sauðburðartímann.«
  85. Ligeledes påvises her i nærheden en »blóðsteinn«, og Lækjarbug angives i sin tid at have været stedet for et “Þriggja hreppa Þing«.
  86. Nord for den alt nævnte gård Akrar ligger således en lille sø Berserkjavatn (i sysselbeskr. dog kaldet Bersveinsvatn), hvis afløb er en ofte for samfærdslen besværlig bæk, som løber ud i Akrafjörur; oprindelig — siges der — var søen uden forbindelse med havet, men bersærker gravede en 200 fv. lang kanal fra søen til vigen og deraf opstod bækken. — I tunet ved Laxárholt siges der at være gamle hovtomter. — I tunene ved Seljar og Hamraendar findes et Grettfstak på hver af disse to gårde. — På øen Skutulsey påvises gamle agre; på Hrísey et gammelt i klippen udhugget syrekar. Og endelig påvises her ved gårdene talrige dysser og høje (af hvilke sognebeskr. lader en ved gården Ánastaðir være over Án bogsveigir!! Af højene bør måske nævnes den såkaldte Hörpukarlshøj ved Skiphyl, der i følge den antikv. indb. 1817 skal have været åbnet, ved hvilken lejlighed der skal være fundet en del kulaske, — samt Norðmannshaugr mellem Skiphyl og Lækjarbug, om hvilken forskellige sagn løber om , i det den sættes i forbindelse med Tangbrands eller vel endog med Grettes kampe i disse egne). — Imellem Hundastapi og Álptáros skal Alvtå have forandret sit leje ved at kaste sig vestligere i en fra Hundastape gravet kanal, hvorved et denne gård tilhørende engstykke kom under Arnarstape.
  87. Se Dipl. isl. s. 278; sml. s. 172 ffg. — Ret interessant er bestemmelsen i måldagen fra c. 1185 om, at fra Stadarhraun skulde vedligeholdes bro over Hitarå og Grjotå (se det ffg.); nu findes ikke bro over nogen af disse åer. Om broen over Hitarå minder vel gårdsnavnet Brúarfoss, noget neden for Stadarhraun ved en foss i Hitarå — uagtet man rigtignok nu vil fortælle, at der her skal have været en naturlig bro over åen — , samt den lige over for, noget vest for Hitarå, liggende gård Brúarhraun.
  88. Sml. Sturl. II, 13 og FMS. IV, 109—11.
  89. Det synes, som om sagnet om Hít oprindelig er dannet som en forklaring; til dalens navn, efter at formen Hítardalr var bleven den gægse.
  90. Se FMS. IV, s. 109-11, det vedkommende sted er aftrykt BH. s. 73-74.
  91. I E. O. (s. 147) fortælles, at i følge et af Jon Haldorssön, præst i Hitardal 1691—1736, gjort forsøg skal de røde hraunstene, som sidst nævnte fjæld består af, give et meget fint og sejt jærn. — Om den i Kongespejlet (s. 38) omtalte mærkelige Hitardals ølkilde har man alt længe intet vidst (Sml. E. O. s. 253).
  92. I følge BH. (s. 42) synes der på sagaens tid at have været en anselig skov i Hitardalshraunet, hvad der ikke er usandsynligt; ti først i løbet af dette årh. synes i følge sognebeskr. skoven her til fulde at være bleven ødelagt.
  93. Den i BH. så meget omtalte gård Holm må vel rettest antages at have ligget, hvor tomterne nu påvises; dog er sagaens udtryk med hensyn hertil i flere henseender ikke ret træffende. Besynderlig er det således at fremhæve, at nogen ryg fra fjældet går ned imod gården (BH. s. 21). og af andre steder i sagaen (f. eks. s. 52—53) får man det indtryk, at afstandene mellem gården Holm og forskellige af omgivelserne er langt større, end de i virkeligheden er.
  94. Arne Magnusson har vistnok også her truffet det rette, i det han formoder, at der i steden for -»hjalla« (til hjalla fyrir austan vatn) skal læses »fjalla« (ɔ: til fjældene). Se de topografiske randbemærkninger, han har tiiføjet i papirshåndskriftet af BH. nr. 488, 4to.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.