Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Angusinânguaq, der hævnede Enkerne
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Angusinânguaq, der hævnede Enkerne
Fortalt af Ûsarqak
Det var i gamle Dage, i de Tider, da Folk endnu var dygt'ge til at ro i Kajak. I ved, at en stor Sygdom engang bortrev alle ældre Mænd, og de unge, som dengang levnedes, forstod ikke at bygge Kajaker, og saaledes gik det til, at Kajakfangst i lange Tider var ganske glemt.Men Forfædrene var saa veløvede, at de satte over Have, vi ikke mere tør give os ud paa. Dengang var Vejret heller ikke saa uroligt som nu, Vindene var ikke saa pludselige i deres Overfald; man siger, at der aldrig gik høje Søer.
I disse Tider levede der ved Kangârssuk (C. Parry) en Mand, Angusinãnguaq, der havde en meget smuk Kone, som Mændene misundte ham. Og en Dag, da de havde bestemt sig til at sejle paa Edderfuglefangst til Kitsigsut-Øerne (Carry-Øerne) blev det aftalt, at Angusinãnguaq skulde efterlades paa en afsides liggende øde Ø.
De sejlede nu ud til Øerne, der ligger langt ude i Havet, fangede Edderfugle i Snarer, samlede Æg og var klare til Hjemrejse. Saa stødte de fra Land uden at vente paa Angusinãnguaq, der var oppe for at tilse sine Snarer, og tog hans Kajak paa Slæb, for at det aldrig mere skulde være ham muligt at forlade Øen.
De skyndte sig nu indefter mod Fastland, Vejen var lang.
Men da de fik Teltene i Sigte, saa de en Mand gaa fra Telt til Telt paa Besøg hos de Kvinder, der var efterladt ved Lejren. De roede til og kom nærmere; alle Lejrens Mænd havde deltaget i Fugle fangsten, og ikke kunde de fatte, hvem det kunde være, som gæstede Teltene. En gammel Mand, der styrede Baaden, skyggede med Haanden for Solen og saa ind over Land.
"Manden er Angusinãnguaq," sagde han og Sandhed talte han.
Det viste sig nu, at Angusinãnguaq var en stor Troldmand. Da Konebaadene havde forladt ham og han ingen Steder fandt sin Kajak, havde han surret sit Legeme i bøjet Stilling ind i Kobberemme, og saa havde han paa Aandemaneres Vis tryllet sig Kraft til, saa at han kunde fare gennem Luften, og var saaledes kommen til Lejren længe inden de Mennesker, der vilde ombringe ham.
Fra den Dag tænkte man ikke oftere paa at berøve ham hans Kone, og heller ikke skulde man fortryde, at man havde ladet ham i Fred.
Paa de Tider var jo Menneskene mange, og alle Lande befolkede. Der boede ogsaa Folk ude paa Carry-Øerne, men de var fjendtligsindede og unærmelige. Naar en Kajak inde fra Fastlandet kom i Nærheden af deres Boplads, indhyllede de ham i Taage, for at han intet skulde se, og saaledes fo'r mange Mænd vild og omkom.
Men engang bestemte Angusinãnguaq sig til at hævne sine Landsmænd. Han sejlede ud til de unærmelige og kom bag paa dem, fordi han var en stor Troldmand, og han ihjelslog mange af Mændene, skar Hovederne af dem og dyngede dem op paa Sidebriksen. Og da han havde fuldbragt sin Hævn, rejste han bort.
Stor Glæde vakte det blandt de omkomne Kajakfangeres Enker, da de hørte, at Angusinãnguaq havde hævnet deres Mænd. Og de klædte sig alle af og gik ind til Hævneren, som de bad om at lægge sig paa Ryggen, hvorpaa de en for en skrævede over hans Hoved og lod ham lugte til deres Kønsdele.
Dette gjorde de af Taknemlighed.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 148-149. København, 1925.
