Der var engang en Mand, som havde en Søn, en eneste Søn; og denne hans eneste Søn fik Udslet over hele Kroppen. Faderen anede ikke, hvad han skulde gøre derved og gik tilsidst ind over Land for at søge efter noget, der maaske kunde helbrede hans Søn. Han kom til en lille Elv, saa en lille Laks, tog den og bragte den med sig hjem. Saa berørte han Drengens Udslet med Laksens Tunge, og da han gjorde det, blev Drengen helbredet. Siden voksede han op og blev fuldvoksen. Han blev en stor og stærk Mand, og da Faderen blev gammel, var han snart den eneste, der gik paa Fangst.
Engang faldt det ind med en meget haard Vinter. Isen lagde sig over Havet og blev liggende fast, og de begyndte at lide Nød. Den unge Mand var ude paa Fangst hver Dag, men aldrig traf han andre Jægere.
En Dag i meget smukt Vejr gik han til Fjælds for at faa Udkig over Havet. Oppe fra Toppen af et Fjæld saa han Vandrøg langt tilsøs. Saa gik han hjem og fortalte sin Fader det og bestemte sig til at tage ud til Vaagen næste Dag. Han drog af Sted tidligt om Morgenen, og da han kom ud til Vaagen, saa han, at der allerede var tre Mænd, tre vældige Mænd i Færd med at fange Hvidhvaler. De havde hver fanget en meget stor Hvidhval, en Hanhvidhval. Selv søgte den unge Mand sig en mindre Hvidhval ud og harpunerede den.
De tre Mænd opfordrede ham til at besøge dem, men da der var Nød hjemme hos hans Familie, nøjedes han med at love at følge med næste Gang. De var saa store, at han var bange for dem, og da de pegede ud mod deres Land, lod det til at ligge meget langt borte. Han ventede med at bryde op, til de andre havde begivet sig paa Hjemvejen, og saa nu, hvorledes de tog deres Fangst, hele, uflænsede Hvidhvaler, paa Slæb og førte dem bort over Isen. Selv gjorde han det samme med sin egen Fangst og gik hjem. Det blev Aften, før han kom hjem, og da han naaede frem, fortalte han sin Fader, hvad han havde oplevet.
Faderen fraraadede ham at tage paa Besøgsrejse; man kunde aldrig vide, hvad det var for Mennesker. Men Sønnen havde ikke andre Steder at gaa hen, og derfor besøgte han den samme Vaage næste Morgen tidlig. Da han kom ud til Vaagen, var de tre store Mænd, han havde mødt den foregaaende Dag, allerede derude. De to havde fanget, kun den tredje af dem havde intet faaet endnu.
Han holdt nøje Øje med ham for at se, hvorledes han bar sig ad med at fange, og saa dukkede der en meget stor Hanhvidhval op. Øjeblikkelig kastede den store Mand sig paa Hovedet ud i Vaagen og forsvandt sammen med Hvidhvalen. Det varede meget længe, inden han kom op, men da han viste sig igen, var det med den døde Hvidhval. Selv fangede han en Hvidhval, der var noget større end den, han havde faaet den foregaaende Dag.
Atter var de fremmede Mænd meget ivrige i at opfordre ham til at komme paa Besøg, men han svarede dem, at han hellere vilde vente til næste Dag, saa vilde han komme udelukkende for at besøge dem og ikke for at fange Hvidhval. Denne Dag kom han tidligere hjem end den foregaaende, og han sagde til sin Fader, at næste Dag vilde han paa Besøg.
Da han atter kom ud til Vaagen, var Mændene der som sædvanlig, de tre store Mænd, men de havde endnu ingen Hvidhval faaet. Han betragtede dem nøje og saa, hvorledes de fangede deres Hvidhval, ganske som den foregaaende Dag, idet de styrtede ud i Vaagen og først kom op igen, naar den var dræbt. Atter var de meget ivrige efter at faa ham med sig, og da han var bange for stadig at gøre sig kostbar, slog han Følge med dem. Dog turde han ikke gaa foran dem, af Frygt for at de skulde overfalde ham bagfra, men fulgte efter dem. Han havde svært ved at vinde med, thi de store Mænd gik meget hurtigt. Hen mod Aften satte de Farten yderligere op, saa at han maatte løbe for at følge med, og jo nærmere de kom Bopladsen, desmere steg Farten. Tilsidst var det saaledes, at Hvidhvalerne, som de havde paa Slæb, kun nu og da rørte Jorden. Omsider naaede de frem til deres Hus og trak deres Fangst ind, den ene Hvidhval efter den anden.
Den unge Mand blev staaende lidt uden for Huset; han trak det lidt ud, inden han gik ind. Men da han saa kom ind, havde de allerede spist alle de tre store Hvidhvaler, tilbage var kun Hovedet og et Stykke af Halsen. I samme Øjeblik som han kom ind, saa han to gamle Mennesker kravle op paa Briksen, og da de satte sig til Rette, saa han, at det var et Ægtepar, en gammel Mand og hans Kone. Og saa gamle var de, at de var helt hvide i Hovedet. De sagde:
"Ak! Nu er der ikke mere friskfanget Kød til den Fremmede!"
De havde spist alt Kødet, i samme Øjeblik det bragtes ind, og nu maatte de give ham noget andet at spise. Efter Maaltidet begyndte man at fortælle Historier om de Oplevelser, man havde haft. Og i alle Beretningerne pralede de fremmede af deres vældige Kræfter. Det var nok stærke Folk, som det ikke vilde være let at binde an med. Nu var det for sent, den unge Mand fortrød, at han var kommen paa Besøg, og han blev mere og mere uhyggelig tilmode.
Ud paa Aftenen opfordrede den gamle Mand sine Sønner til at prøve Kræfter med Gæsten. Straks tog de ned fra Loftet en Indretning, der lignede en Ketser, og i den puttede de uden videre deres Gæst og satte sig derefter lige overfor hinanden og gav sig til at puste paa Ketseren. Ketseren begyndte snart at svinge frem og tilbage med stadig voksende Fart; den unge Mand var sommetider lige ved at knuse Hovedet mod Husets Tag, og da han opdagede, at Brødrene gjorde sig klar til at kaste sig over ham, saa han sit Snit til at springe ud af Ketseren og komme ned paa Gulvet igen. Og nu var han uafbrudt paa sin Post.
Da tog Brødrene til Orde og sagde: "Vore Forældre, der har ledet os under vor Opvækst, har givet os særlige Amuletter; det er smaa Rejer, og det er, for at der ikke skulde være noget Fangstdyr, som vi ikke kunde nedlægge! Hvad er saa din Amulet?"
Den unge Mand tænkte over, hvad han nu kunde finde paa at sige, og da han kom til at tænke paa den Laks, hans Fader havde helbredet ham med, sagde han:
"En lille Laks var min Amulet."
Ved disse Ord greb den gamle Fader ind i Samtalen og sagde:
"Man fortæller, at en lille Laks altid vil være stærkere end en Reje!"
Og derefter sagde han, henvendt til sine Sønner:
"I maa hellere lade ham være, for I vil alligevel ikke kunne staa jer imod ham!"
Og straks derefter begyndte de gamle meget ivrigt at opfordre alle til at gaa til Ro. Gæsten fulgte Opfordringen, men kunde slet ikke falde i Søvn, thi han havde lagt Mærke til, at man inde i Huset skiftedes til at holde sig vaagen. Endelig, da alle syntes at være faldet i Søvn, listede han ud og gav sig til at løbe hjemover af alle Kræfter.
Han var allerede kommet langt, da han vendte sig om og opdagede, at han blev forfulgt af to Bjørne, der var saa gamle, at de var helt skaldede oppe ved Ørene. Da det var mørkt, slog han bort fra den Vej, de havde fulgt om Dagen, for at lede sine Forfølgere paa Vildspor. Det lykkedes ogsaa, thi medens de gamle Bjørne fulgte Vejen ud til Vaagen, løb den unge Mand lige hjem til sin Boplads.
Saaledes naaede den unge Mand vel hjem og fortalte sin Fader, hvad han havde oplevet; og stor var alles Forbavselse over, at han havde besøgt Bjørne i Menneskeham.
Men saaledes gik det til, at Laksen, der havde helbredet ham for hans Udslet, ogsaa kom til at redde hans Liv.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 209--212. København, 1925.
