Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Da "Navlen" blev bortført
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Da "Navlen" blev bortført
Allerede samme Sommer, i 1850, blev Kap York anløbet af et nyt Skib, der med Austin som Fører ligeledes var ude at lede efter Franklin. Ved Bopladsen tog de Eskimoen Qalaseq, "Navlen", med sig om Bord og sejlede bort, og siden hørte man aldrig mere noget til ham. Eskimoerne mente, at han var bleven dræbt af de hvide Mænd; men Historien beretter, at man tog ham med til England, hvor han blev anbragt paa en Missionsskole. Han blev døbt og fik Navnet Erasmus York, og det var Missionsstyrelsens Hensigt, at han skulde sendes til Labrador som Hedningemissionær. Saa vidt naaede han imidlertid aldrig, idet han en Sommer druknede under en Svømmetur. Om denne Bortførelse erindres følgende i Stammen:Det fortælles, at Qalaseq sammen med en Mand ved Navn Qalutâ et Foraar tog sydover paa Alkejagt, medens hans Moder Inugârssukavsak og hans lille Broder og Søster blev ene tilbage paa Søkongefjældet ved Puerssuk i Nærheden af Kap York.
En Dag de var ude paa Fuglefangst, opdagede de ude paa Isen, et Stykke fra Land, mange Slæder, der var paa Flytterejse til nye Foraarspladser. Slæderne var højt læssede med Bagage, og der var Kvinder og Børn med, og de kørte langs med en stor Revne, hvor de søgte efter et Overgangssted. En Mængde Kvinder gik foran, og man hørte tydeligt Summen af Stemmer.
Inugârssukavsak og hendes Børn, der i deres Ensomhed længtes meget efter Mennesker, skyndte sig at løbe dem i Møde; men da de kom ud paa Isen, var der ikke andet igen end en Mængde Skrueis. Det var Fjældaander paa Rejse, de havde antaget for rigtige Mennesker.
Endnu før de var naaet tilbage til Land, brød der aldeles pludselig et voldsomt Uvejr løs, saa frygteligt, som de gamle aldrig mindedes at have oplevet det, saa at Isen knustes og drev til Søs. De levede derefter i mange Dage i Angst for, at Qalaseq skulde være drevet til Søs sammen med Isen, og de var netop begyndt at snakke om at forsøge paa at gaa til Kap York bagom Indlandsisen, da Mændene kom tilbage fra deres Alkejagt. Ogsaa de havde paa deres Vej mødt Fjældaander, idet de havde passeret et Telt, hvorfra der lød Graad og Jamren. En Slæde med Hunde stod oppe paa Iskanten, men da de vidste, at det ikke kunde være Mennesker, skyndte de sig blot forbi og naaede vel til Puerssuk.
Efter disse mærkelige Tildragelser ventede alle de gamle, at der snart maatte ske noget usædvanligt, og dette slog ogsaa til; samme Foraar kom et stort Skib til Kap York, og med dette forsvandt Qalaseq.
Fjældaanderne varsler aldrig noget godt, naar de viser sig, og man maa derfor antage, at den stakkels Qalaseq hurtigt har fundet sin Død blandt de hvide Mænd.
Hans gamle Moder raadspurgte forgæves sine Hjælpeaander, men aldrig erfarede hun noget om sin Søns Skæbne.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 138-139. København, 1925.
