Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Den forældreløse, som drev tilsøs

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Myter og sagn fra Grønland III
Aka Høegh, 1924

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925

Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland


Den forældreløse, som drev tilsøs


Fortalt af Inaluk
(midaldrende Kvinde)



Der var engang en forældreløs Dreng, som drev til Søs paa en Isflage og landede hos fremmede Mennesker. De tog ham straks i deres Tjeneste og brugte ham til alt nedværdigende Arbejde.

Men han havde en Broder, der var en stor Aandemaner, og da den lille stadig blev borte, begyndte han at efterforske ham paa Aandeflugter. Da han havde fundet det Land, hvor Broderen opholdt sig, og saa, at man fo'r ilde frem med ham, gik han straks i Lag med at bygge sig en meget hurtigt sejlende Konebaad. Da han prøvede den nye Baad, saa han, at den sejlede hurtigere end Havlitten, der regnes for den hurtigste Flyver blandt Fuglene; og saa satte han glad fra Land og styrede mod det fremmede.

Da de fik Land i Sigte, maatte de ro med Aarebladene vandret, for at de ikke skulde have en altfor stærk Fart paa.

Da han lagde til Land, skreg hans lille Broder oppe mellem Husene: "Min store Broder!" Men Broderen gik hen til ham og sagde: "Stille! Lad som om jeg er dig fremmed!", og saa gik han ind i Huset, og ingen vidste, at den nyankomne var Broder til den forældreløse, og Menneskene lod ham trælle, saaledes som de havde for Skik.

"Slaa den ud!" sagde en af Husbeboerne og pegede paa en stor Potte. Den forældreløse tog den og vilde til at bære den ud; men da han kom forbi sin Broder, rev Broderen den fra ham og hældte Indholdet ud over Gulvet. En fæl Stank bredte sig i Hytten, for der var Menneskeskarn i Potten. Husbeboerne styrtede hen til Udgangen for at komme ud og raabte i Munden paa hinanden: "Nette fremmede! Artige fremmede!"

Ude begyndte de at bygge Indgangen til, for at Manden kunde blive indemuret.

"Giv mig først mit Sædeskind ind!" raabte Manden, og de gav ham det. Der var nemlig i hans Sædeskind Skindet af en Lemming; og han begyndte at trylle over den, saa at den blev levende og borede sig ud gennem Husvæggen. De, som havde muret ham inde, var imidlertid begyndt at spille Fodbold, som om intet var hændt, og han kunde høre dem raabe og skrige derude. Pludselig holdt Støjen op, og Lemmingen kom lidt efter tilbage; men dens ene Kæbe var rød af Blod.

Boldspillet begyndte igen, og atter sendte han Lemmingen ud. Lige som før holdt Raabene op, og Lemmingen kom snart igen, denne Gang med begge Kæber røde af Blod.

Mændene derude havde nu faaet en Mistanke om, at han, de havde indemuret, var en Aandemaner, og de skyndte sig at rive Indgangen ned og kom ind til ham. "Ja, se: Han derhenne er min Broder!" sagde han og pegede paa den forældreløse, og de forstod nu, at han var kommen for at hævne sig; to Mænd var bleven dræbt af Lemmingen. Og de vilde gerne gøre sig gode Venner med ham, men han vilde nu hjem og opfordrede dem til at følge med.

To Konebaade meldte sig til Ledsagelse, og de drog af Sted. Men da de var komne til Søs, sakkede Manden med den hurtige Konebaad bagud; dette gjorde han kun for at narre dem, idet han lod sine Roere ro med vandrette Aareblade.

Hver Aften kom han meget senere til Land end de og beklagede sig over det store Besvær, han havde haft med at følge med.

I Ledsagernes Baade sad der et Par store, stærke Kvinder, og det var dem, han havde faaet Lyst til at bortføre.

"Kan I dog ikke give os de to unge Piger til Hjælp?" foreslog han. "Vi kan jo ellers slet ikke følge med!" Og Ledsagerne gik ind paa Forslaget.

Næppe havde han faaet Pigerne over i sin Baad, før han lod sine Roere vende Aarebladene paa almindelig Vis, og snart var de forsvundne for Fjendernes Øjne.

Da de havde roet et Stykke, saa de, at en stor Bølge kom rullende efter dem; den var udsendt af deres Fjender. "Luk Øjnene!" raabte Aandemaneren til sine Roere. Alle lukkede Øjnene, og Bølgen gjorde dem ingen Skade.

De roede igen et Stykke, saa saa de pludselig et stort Fjæld foran sig. "Luk Øjnene!" raabte Aandemaneren igen, og atter hjalp hans Trolddomskraft dem over de Vanskeligheder, deres Fjender beredte dem.

Saaledes røvede han de to Piger.

Da han kom hjem, begyndte han straks at prøve Broderens Kræfter; han slog ham med en stor Pisk, saa at han faldt omkuld, og saaledes hærdede han hans Muskler. Det varede derfor heller ikke længe, før den lille blev saa stærk som en Kæmpe, og saa gav Broderen ham de to unge Piger til Koner.

Han begyndte straks at more sig med at mishandle dem; engang slog han den ene af dem, saa at Kravebenet knækkede og den ene Skulder faldt ned; og begge Pigerne gik ofte og græd af Hjemlængsel. Endelig blev de svangre og fødte ham begge et Barn. Naar de gik med deres smaa Børn paa Armen, nynnede de for dem og fortalte dem om deres Hjemstavn og deres Slægt. "Det vil ikke vare længe, før de kommer med lækker Renstalg til jer!" sagde de til dem.

Men deres Slægt kom aldrig og hentede dem.


Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 102-104. København, 1925.